En aften indbød Franklin, en betroet fange, mig til at overvære en bibeldrøftelse. Jeg var ikke særlig interesseret, men vi faldt snart i snak.

„Det må være svært at være fange og samtidig studere Bibelen,“ bemærkede jeg. Jeg glemmer aldrig Franklins svar.

„Fysisk set er jeg fange,“ sagde han, „men åndeligt set er jeg fri.“

Jeg ønskede brændende at forstå hvilken frihed det var!

Forkyndere på San Lucas

Det viste sig at Franklin studerede Bibelen med Jehovas vidner. Om søndagen fik fangernes slægtninge og venner adgang til øen, og to eller tre både med op til 30 forkyndere fra Jehovas Vidners menighed i Puntarenas krydsede hyppigt farvandet. Som ny undrede jeg mig over at fængselspersonalet uden videre vinkede forkynderne igennem kontrolposterne, mens alle andre blev visiteret grundigt. Det undrede mig endnu mere at forkynderne behandlede såvel indsatte som fangevogtere respektfuldt og talte med alle om deres bibelske budskab.

Om søndagen studerede forkynderne også regelmæssigt med nogle af fangerne. En af dem var Franklin, og der var noget over ham der gjorde indtryk på mig. Jeg fandt ud af at Franklin var blevet idømt 12 års fængsel for at have myrdet en forretningskonkurrent. I fængselet havde han taget et korrespondancekursus i bogføring. Eftersom han hverken drak, røg eller tog stoffer, fik han ansvaret for fængselsbiblioteket. Med tiden fik han betroet et større ansvar og fik sin egen lille hytte.

I sin skoletid havde Franklin haft nogle kammerater der var Jehovas vidner, og han erindrede at de aldrig deltog i skænderier eller slagsmål, selv ikke når andre generede dem. Han tog ikke religion alvorligt, men han vidste at Jehovas Vidner var et fredeligt og moralsk rent folk. Da han hørte at der var en Atalaya („Vagttårnet,“ som nogle kaldte Jehovas vidner) blandt de indsatte, blev hans nysgerrighed derfor vakt.

En dag lige før frokost så Franklin en fange sidde alene uden for spisesalen. Hans velsoignerede ydre fik Franklin til at spørge om han var den omtalte Atalaya. Svaret var bekræftende, og Franklin spurgte uvilkårligt: „Hvorfor er du så her?“ Manden forklarede at han først var blevet indsat i centralfængselet i hovedstaden, San José, og var begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner dér. Han var så blevet overflyttet til San Lucas og havde fortsat sit studium med en forkynder fra Puntarenas. Efter nogen tid var han blevet døbt ved Cocostranden her på San Lucas-øen.

Dette møde blev et vendepunkt i Franklins liv. Hver gang forkynderne derefter kom på besøg, havde han en livlig drøftelse med dem. Han begyndte også at tale med vagter og medfanger om det han lærte. Der begyndte at ske fremskridt med hans opførsel, hans påklædning og hele hans ydre. Han og hans døbte ven vandt alles respekt.

Med tiden blev Franklins fængselsstraf nedsat til 3 år og 4 måneder. Han og hans ven blev ved med at studere Bibelen. Til trods for den nedbrydende fængselsatmosfære var de lykkelige, og det sås tydeligt på dem.

Jeg vendte tilbage til Costa Rica i 1975 og overværede et områdestævne i San José. Jeg er stadig ikke klar over hvem af os der blev mest overrasket da Franklin og jeg tilfældigvis mødtes her. Nu var han også fysisk fri, og han var blevet døbt.