Ivan Klimko beretter: „Det var om vinteren i 1948. Vi havde ikke noget bibelsk litteratur, men det vi kunne huske fra ældre blade, skrev vi ned på små stykker papir som vi gemte for at formændene ikke skulle finde dem. De vidste imidlertid at vi havde disse stykker papir, og vi kunne når som helst forvente omfattende ransagninger. På kolde vinterdage blev vi jaget udenfor og måtte stå på rækker med fem i hver. Ofte talte de os om og om igen. De forventede åbenbart at vi ville foretrække at udlevere papirstykkerne frem for at stå i den bidende kulde. Optællingen fortsatte i det uendelige, mens vi klyngede os til hinanden og sammen drøftede et bibelsk emne. Vi havde altid tankerne rettet mod noget åndeligt. Jehova hjalp os til at bevare vores uangribelighed over for ham. Senere lykkedes det endda nogle brødre at få en bibel ind i lejren. Vi skilte den ad i flere dele så vi ikke risikerede at miste hele Bibelen under en ransagning.

Vi manglede aldrig bibelsk læsestof. Om vinteren gemte vi litteraturen i sneen, og om sommeren skjulte vi den i græsset og i jorden. Når vagterne gennemsøgte området, gemte jeg manuskripter i begge mine hænder og dækkede skuldrene med et stort sjal som jeg holdt fast i hver side. Når jeg blev overført fra en lejr til en anden, havde jeg en kasket på, som jeg selv havde syet, og hvori jeg havde lagt flere numre af Vagttårnet.

På et tidspunkt blev jeg sendt til en lejr i Mordova. Her var der en bibel som blev opbevaret et sikkert sted. Vi måtte kun læse i den mens søsteren som havde ansvaret for at opbevare den, var til stede.