Året var 1941. Den anden verdenskrig rasede. Jeg var en 23-årig mor fra Australien, men sad nu i fængsel sammen med mit barn på fem måneder i Gwelo i Sydrhodesia (nu Gweru, Zimbabwe). Min mand var i fængsel i Salisbury (nu Harare). Vores andre børn — der var henholdsvis to og tre år gamle — blev passet af mine to halvvoksne stedbørn. Lad mig forklare hvordan jeg var havnet i den situation.

Bertie og jeg kommer i fængsel

En gang om måneden måtte vi rejse hen ved 80 kilometer til byen Bulawayo for at sælge vores guld i banken. Vi tog også til Gwanda, en lille by nærmere Filabusi, for at købe mad og være med i forkyndelsen. I 1940, ét år efter den anden verdenskrigs udbrud, blev forkyndelsesarbejdet forbudt i Sydrhodesia.

Kort tid efter blev jeg arresteret mens jeg forkyndte i Gwanda. På det tidspunkt ventede jeg mit tredje barn, Estrella. Mens man tog sig af min appelsag, blev Bertie arresteret for at forkynde og blev fængslet i Salisbury, over 300 kilometer fra hvor vi boede.

På netop det tidspunkt så vores situation sådan ud: Peter var på hospitalet i Bulawayo med difteritis, og det var tvivlsomt om han ville overleve. Jeg havde lige født Estrella, og en af mine venner havde hentet mig på hospitalet og kørt mig til fængselet for at vise Bertie hans lille datter. Senere, da min appel blev afvist, var en velhavende indisk købmand så venlig at betale for min kaution. Med tiden kom der tre politibetjente til minen og varetægtsfængslede mig. De gav mig et valg. Jeg kunne enten tage mit fem måneder gamle spædbarn med mig i fængsel, eller jeg kunne lade hende blive passet af vores teenagebørn, Lyall og Donovan. Jeg besluttede at tage hende med mig.

Jeg fik til opgave at reparere tøj og gøre rent. Der blev også sørget for en barnepige som kunne hjælpe til med at pleje Estrella. Det var en ung fange der hed Matossi, som afsonede livsvarigt fængsel for at have myrdet sin mand. Matossi græd da jeg blev løsladt, fordi hun så ikke længere kunne tage sig af Estrella. Den kvindelige fængselsbetjent tog mig med hjem til frokost og satte mig på toget så jeg kunne besøge Bertie i fængselet i Salisbury.

Mens Bertie og jeg var i fængsel, blev vores små børn, Peter og Pauline, passet af Lyall og Donovan. Selv om Donovan kun var 16, fortsatte han med vores minedrift.