Arresteret og fængslet

I 1953 blev gipsen om mit ben fjernet. Selvom jeg havde været forsigtig, havde KGB i mellemtiden fundet ud af at jeg var aktiv inden for min tro og blandt andet kopierede bibelsk læsestof. Derfor blev jeg sammen med andre trosfæller til sidst idømt 12 år i en fangelejr. Under retssagen fik vi lejlighed til at aflægge et grundigt vidnesbyrd om Jehova og hans kærlige hensigt med menneskeheden.

Vi fanger blev sendt til forskellige lejre nær Irkutsk, hundreder af kilometer længere østpå. De var blevet oprettet som straffelejre for personer man anså for at være fjender af Sovjetstaten. Fra den 8. april 1954 til begyndelsen af 1960 opholdt jeg mig i 12 forskellige arbejdslejre af den slags. Derefter blev jeg flyttet 3000 kilometer vestpå til det enorme mordvinske kompleks af fangelejre omkring 400 kilometer sydøst for Moskva. Her havde jeg den glæde at være sammen med trofaste forkyndere fra mange dele af Sovjetunionen.

De sovjetiske myndigheder indså at når forkynderne fik lov til frit at omgås nogle der ikke var Jehovas Vidner, antog nogle af disse Vidnernes tro. Derfor forsøgte man i det mordvinske lejrkompleks, der bestod af mange arbejdslejre og strakte sig over cirka 30 kilometer, at holde os adskilt fra de andre fanger. Mere end 400 Jehovas Vidner blev samlet i vores lejr. Nogle få kilometer derfra var over hundrede kristne søstre samlet i en anden del af lejrkomplekset.

I vores lejr var jeg meget aktiv i forbindelse med at organisere de kristne møder og kopiere bibelske publikationer der var blevet smuglet ind i lejren. Det opdagede lejrledelsen åbenbart, for kort efter, i august 1961, blev jeg dømt til at afsone et år i det berygtede Vladimir-fængsel, der ligger omkring 200 kilometer nordøst for Moskva. Den amerikanske pilot Francis Gary Powers, hvis spionfly blev skudt ned over Rusland den 1. maj 1960, sad indtil februar 1962 også fængslet her.

I Vladimir-fængselet kunne jeg kun lige holde mig i live med den smule mad jeg fik. Jeg kunne klare sulten fordi jeg havde prøvet at sulte som barn, men den ekstreme kulde i vinteren 1961/62 var lige ved at tage livet af mig. Varmeanlægget var brudt sammen, og temperaturen i min celle faldt til langt under frysepunktet. En læge tilså mig, og på grund af min elendige tilstand sørgede han for at jeg blev overført til en lidt bedre fængselscelle i de uger hvor det var koldest.

Hjulpet til at klare vanskeligheder

Når man i flere måneder har siddet indespærret, kan negative tanker tage modet fra en, og det var netop hvad fængselsledelsen håbede. Jeg bad dog hele tiden og blev styrket af Jehovas ånd og af skriftsteder jeg kunne huske.

Det var især da jeg sad indespærret i Vladimir-fængselet at jeg kunne sætte mig ind i apostelen Paulus’ ord om at være ’trængt på enhver måde, men ikke have så kneben plads at man ikke kan røre sig’ og at være „i vildrede, men ikke helt uden udvej“. (2 Korinther 4:8-10) Efter et år blev jeg flyttet tilbage til det mordvinske lejrkompleks. I disse lejre afsonede jeg resten af min dom på 12 år. Den 8. april 1966 blev jeg karakteriseret som „uforbederlig“ og løsladt. I mine øjne var det et officielt bevis for at jeg var forblevet trofast mod Jehova.

Jeg er tit blevet spurgt hvordan vi fik smuglet bibelske publikationer ind i de sovjetiske lejre og fængsler og dernæst duplikeret dem, til trods for at man prøvede at hindre os i det. Det er en hemmelighed som kun få kender til. En politisk fange fra Letland der afsonede fire år i kvindelejren Potma, skriver således efter sin løsladelse i 1966: „Forkynderne . . . skaffede betydelige mængder af deres bøger og blade ind. . . . Det var som om engle fløj hen over lejren om natten og lod dem dale ned.“ Ja, det var kun med Guds hjælp at det lykkedes!

I 1983 da Lidija var ti, blev jeg angivet til KGB af et tidligere Jehovas vidne. På det tidspunkt havde jeg i næsten ti år tjent som rejsende tilsynsmand i det østlige Ukraine. Modstandere af vores kristne tjeneste fik folk til at aflægge falsk vidneforklaring under retssagen, og jeg blev idømt fem års fængsel.

I fængselet blev jeg holdt isoleret fra andre Jehovas Vidner. I årevis var jeg isolationsfængslet, men ingen menneskelige instanser kunne hindre mig adgang til Jehova, og han holdt mig altid oppe. Jeg fik også mulighed for at forkynde for andre fanger. Efter at have afsonet fire år af min dom blev jeg endelig løsladt og genforenet med min kone og datter, som begge var forblevet trofaste mod Jehova.