„Dine ni år under Hitler taler til din fordel,“ sagde den kommunistiske dommer. „Du var virkelig modstander af krig, men nu er du mod vores fred!“

HAN hentydede til min tidligere fængsling under det nazistiske styre og min holdning til socialismen i Den Tyske Demokratiske Republik (DDR). I nuet blev jeg mundlam, men så svarede jeg: „En kristen kæmper ikke for sand fred på samme måde som andre gør. Jeg prøver blot at følge Bibelens bud om at elske Gud og min næste. Guds ord hjælper mig til at bevare freden i ord og gerning.“

Den dag, den 4. september 1951, dømte det kommunistiske styre mig til otte års fængsel — et år mindre end det nazistiske styre havde gjort.

Fjendens svar — fængsel

Indtil efteråret 1935 var det muligt at fremstille Vagttårnet hemmeligt i Chemnitz. Derefter blev den duplikator som vi havde anvendt, sendt til Beierfeld i Erzgebirge hvor den blev brugt til fremstilling af publikationer indtil august 1936. Käthe og jeg uddelte eksemplarer til brødrene på de adresser som min far gav os. Alt gik godt i et stykke tid. Men så begyndte Gestapo at skygge mig, og i august 1936 hentede de mig i mit hjem og holdt mig i forvaring indtil jeg skulle for retten.

I februar 1937 kom 25 brødre og 2 søstre — hvoraf jeg var den ene — for en særdomstol i Sachsen. Anklagen lød på at Jehovas Vidners organisation var statsfjendtlig. De brødre som havde duplikeret Vagttårnet, fik en fængselsstraf på fem år. Jeg blev idømt to år.

Da jeg havde afsonet denne straf, blev jeg ikke sat på fri fod, men blev i stedet hentet af Gestapo. De ville have mig til at underskrive en erklæring om at jeg ikke længere ønskede at være et aktivt Jehovas vidne. Det nægtede jeg konsekvent, hvorefter embedsmanden rasende sprang op og udstedte en arrestordre og satte mig i forvaring. Arrestordren er vist på billedet. Jeg fik ikke lov til at se mine forældre, men blev øjeblikkelig ført til en lille koncentrationslejr for kvinder i Lichtenburg ved floden Elben. Kort efter mødte jeg Käthe. Hun havde opholdt sig i en koncentrationslejr i byen Moringen siden december 1936, men da den lejr blev lukket, kom hun og mange andre søstre til Lichtenburg. Min far sad også fængslet, og jeg fik ham ikke at se før 1945.

Lichtenburg

Jeg fik ikke lov til at slutte mig til de andre kvindelige Jehovas vidner lige med det samme, da de af en eller anden grund skulle straffes. I en af bygningerne lagde jeg mærke til to grupper fanger — de kvinder som sad ved bordene, og så mine medsøstre der som straf var tvunget til at sidde hele dagen på taburetter uden at få noget at spise.b

Jeg tog villigt imod en hvilken som helst arbejdsopgave i håb om at jeg ville støde på Käthe. Og det var netop hvad der skete. Hun var på vej til arbejde sammen med to andre fanger da vore veje krydsedes. Jublende glad gav jeg hende et stort knus. Men den kvindelige vagt indberettede det straks. Vi blev forhørt, og fra da af blev vi med fuldt overlæg holdt adskilt. Det var en meget svær tid.

Der er to andre hændelser i Lichtenburg som står meget klart for mig. Ved en lejlighed skulle alle fangerne samles i gården for at lytte til en af Hitlers politiske taler over radioen. Det nægtede vi at deltage i, eftersom det var forbundet med patriotiske ceremonier. Vagterne rettede derfor brandslanger mod os, og med den kraftige vandstråle jagede de os forsvarsløse kvinder fra fjerde sal og ned i gården. Her måtte vi stå drivvåde.

Ved en anden lejlighed blev Gertrud Oehme, Gertel Bürlen og jeg beordret til at dekorere kommandantens hovedkvarter med lys i anledning af Hitlers forestående fødselsdag. Det nægtede vi. Vi betragtede det nemlig som en måde hvorpå Satan ville få os til at gå på kompromis i små ting og derved bryde vores integritet. Som straf måtte hver af os unge søstre tilbringe de næste tre uger alene i en lille, mørk celle. Men Jehova holdt sig nær til os, og selv på et sådant frygteligt sted var han en tilflugt.

I Ravensbrück

I maj 1939 blev fangerne i Lichtenburg overført til koncentrationslejren Ravensbrück. Jeg kom til at arbejde i vaskeriet sammen med adskillige af mine trosfæller. Kort efter krigens udbrud blev vi beordret til at indsamle hagekorsflag, hvilket vi nægtede. Det resulterede i at to af os, Mielchen Ernst og jeg, kom i straffebarakken. Det var en af de mest grufulde straffe der betød at vi uanset vejret måtte udføre hårdt arbejde hver dag, selv om søndagen. Maksimumstraffen var almindeligvis tre måneder, men vi var der i et år. Vi ville ikke have overlevet uden Jehovas hjælp.

I 1942 blev forholdene for os fanger lidt tåleligere, og jeg blev sat til at arbejde som hushjælp for en SS-familie i nærheden af lejren. Familien gav mig et vist mål af frihed. En dag var jeg for eksempel ude at gå en tur med børnene, og her mødte jeg Josef Rehwald og Gottfried Mehlhorn, to fanger med lilla trekanter, som det lykkedes mig at udveksle et par opmuntringsord med.c

Atter forbud og fængselsophold

Magdeburg ligger i det område af Tyskland som kom under kommunisternes styre. Den 31. august 1950 forbød de vores arbejde og lukkede betelhjemmet i Magdeburg. På den måde sluttede min beteltjeneste, der havde været en tid med værdifuld oplæring. Jeg vendte tilbage til Chemnitz og var besluttet på at bevare et fast greb om sandheden og forkynde Guds rige som det eneste håb for den nødlidende menneskehed, selv under kommunistisk styre.

I april 1951 rejste jeg med en broder til Berlin for at hente eksemplarer af Vagttårnet. Da vi kom tilbage, blev vi forfærdede over at finde jernbanestationen i Chemnitz omringet af civilt politi. Det var tydeligt at de ventede på os, og vi blev omgående arresteret.

Ved ankomsten til arresten bar jeg dokumenter der beviste at jeg havde været fængslet i adskillige år af nazisterne. Som følge heraf behandlede vagterne mig med respekt. En af de overordnede kvindelige vagter sagde: „I Jehovas vidner er ikke kriminelle; I hører ikke til i fængsler.“

På et tidspunkt kom hun ind i min celle hvor jeg sad med to andre søstre, og lagde diskret noget under en af vore senge. Hvad var det? Hun gav os sin egen bibel. Ved en anden lejlighed opsøgte hun mine forældre på deres adresse, eftersom de boede i nærheden af fængselet. De gav hende eksemplarer af Vagttårnet og noget mad som hun skjulte på sig og smuglede ind i min celle.

Der er også noget andet som jeg ynder at tænke tilbage på. Søndag formiddag sang vi nogle gange vore teokratiske sange højt så de andre fanger i begejstring klappede efter hver sang.

Styrke og hjælp fra Jehova

Under retssagen den 4. september 1951 kom dommeren med den udtalelse der indleder denne artikel. Jeg afsonede min fængselsstraf i Waldheim, derefter i Halle og til slut i Hoheneck. En eller to små hændelser understreger hvordan Gud var en tilflugt og styrke for os Jehovas vidner, og hvordan hans ord opmuntrede os.

I fængselet i Waldheim mødtes alle søstrene regelmæssigt i en sal hvor vi holdt de kristne møder. Blyanter og papir var forbudt, men nogle søstre fik fat i nogle tøjstrimler og formåede at lave et lille banner med årsteksten for 1953, der lød: „Tilbed Jehova i helligt skrud.“ — Salme 29:2.

En af de kvindelige vagter overraskede os og indberettede det ufortøvet. Fængselsinspektøren kom og bad to af søstrene om at holde banneret op. „Hvem har lavet det?“ krævede han at få at vide. „Hvad er egentlig meningen?“

En af søstrene ønskede at vedkende sig det og derved tage hele skylden på sig, men hurtigt hviskede vi sammen og blev enige om at vi alle skulle tage ansvaret for det. Vi svarede derfor: „Vi gjorde det for at styrke vores tro.“ Banneret blev konfiskeret, og som straf måtte vi undvære nogle måltider. Men under hele ordvekslingen holdt søstrene banneret højt så vi kunne indprente os det opmuntrende skriftsted.

Da kvindefængselet i Waldheim blev lukket, blev vi overført til Halle. Her fik vi lov til at modtage pakker, og tænk engang hvad der var syet ind i et par hjemmesko som min far sendte mig: Vagttårnsartikler! Jeg kan stadig huske dem der havde titlerne: „Det er muligt at praktisere sand kærlighed“ og „Løgn fører til tab af liv“. Disse og andre artikler var sande lækkerier, og hemmeligt sendte vi dem rundt mellem os. Hver enkelt tog sine private notater.

Under en razzia fandt en af vagterne mine personlige notater som jeg havde gemt i min stråmadras. Senere kaldte hun mig ind til afhøring og sagde at hun så afgjort ønskede at kende betydningen af artiklen „Hvad de, som frygter Jehova, kan vente af 1955“. Som kommunist var hun dybt bekymret eftersom hendes leder, Stalin, var død i 1953 og fremtiden nu så dyster ud. For vores vedkommende ville forholdene i fængselet blive bedre i fremtiden, men det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Overbevisende forklarede jeg at fremtidsudsigterne så meget lyse ud for Jehovas vidner. Hvorfor? Jeg citerede artiklens temaskriftsted, Salme 112:7: „Han skal ikke frygte for onde tidender, hans hjerte står fast i tillid til Jehova.“ — American Standard Version.

Jehova er stadig min tilflugt og styrke

Efter et alvorligt sygdomsforløb blev jeg løsladt fra fængselet to år før tid, i marts 1957. De østtyske embedsmænd lagde igen pres på mig på grund af mine aktiviteter som et af Jehovas vidner. Den 6. maj 1957 greb jeg derfor muligheden for at flygte til Vestberlin, og derfra flyttede jeg til Vesttyskland.