Møder i fængselet

Endnu før forbudet i 1976 stod vore unge brødre over for loyalitetsprøver som et resultat af deres kristne neutralitet. Fordi de fulgte det bibelske princip i Esajas 2:4 om ikke at „lære at føre krig“, blev mange idømt fængselsstraffe på tre til seks år.

Selv i fængselet udtænkte de måder hvorpå de kunne studere Bibelen og holde møder, og de fortalte ivrigt deres medfanger om Rigets budskab. Ældste fra nabomenighederne var glade for at besøge disse trofaste unge mænd for at opmuntre dem og sørge for åndelig føde til dem.

Fra 1978 til 1981 var Omar Tschieder, som har tjent på Betel siden 1982, indsat i militærfængselet Magdalena i provinsen Buenos Aires. Han afsonede en straf for at nægte at iføre sig militæruniform. Fængselet bestod af adskillige selvstændige bygninger med 20 celler i hver, og alle celler vendte ud mod den samme gang. Hver celle var på to gange tre meter. I de tre celler der lå for enden af gangen, holdt de fængslede Jehovas Vidner deres møder. Der var kun plads til at 10 til 12 personer mødtes samtidig, så ofte var der mellem 8 og 14 møder hver uge.

Brødrene sørgede for at én holdt vagt ved kighullet så han kunne alarmere gruppen hvis nogen nærmede sig. De aftalte forskellige advarselssignaler. Nogle gange skulle vagten blot banke på væggen. Andre gange var der bundet en tråd mellem vagten og en af tilhørerne. Ved tegn på fare trak vagten i tråden, og broderen i den anden ende advarede så gruppen. Endnu en metode var at sige et kodeord. Vagten kunne for eksempel råbe: „Er der en der har en kuvert?“ Når brødrene hørte ordet „kuvert“, gemte de sig. Alle havde i forvejen fået anvist en plads hvor de skulle søge dækning — under sengen, bag døren eller andre steder hvor de ikke ville være synlige for vagten, som kunne finde på at se gennem kighullet. Al denne hektiske aktivitet fandt sted i stilhed og på få sekunder. Det var nødvendigt at være godt organiseret!

En dag midt under et møde blev brødrene advaret om at en fremmed var på vej ind i bygningen, og de gemte sig hurtigt. En fange som ikke var et af Jehovas Vidner, åbnede døren og lagde noget på bordet. På vej ud vendte han sig om og sagde: „Hvorfor gemmer I jer alle sammen?“ Samtidig blæste en vagt i en fløjte for at få frivillige til at melde sig til noget rengøring. Brødrene svarede derfor: „Vi gemmer os for ham.“ Den besøgende var straks forstående og skyndte sig at gå. Brødrene gennemførte resten af mødet uden afbrydelser.

„Vi holdt alle menighedsmøderne i fængselet,“ fortsætter broder Domínguez. „Faktisk var det dér jeg holdt mit første offentlige foredrag.“ Jehovas Vidner iklædt kostumer opførte endog bibelske skuespil, hvilket kunne lade sig gøre fordi familiemedlemmer der kom på besøg, medbragte personlige ejendele til de indsatte. Vagterne havde ingen anelse om hvad sandaler, kjortler og lignende skulle bruges til.