-
Side 2Vågn op! – 1988 | 22. maj
-
-
Skjulte mikrofoner kan være vanskelige at spore! Nogle er ikke større end svovlet på en tændstik og kan derfor monteres i kuglepenne, camoufleres som hovedpinepiller eller som oliven i drinks, bæres som øreringe eller endda indopereres under huden. De kan opfange selv en hvisken i et værelse og transmittere den næsten en halv kilometer.
I Amerika kaldes skjulte mikrofoner bugs — „utøj“. Men de kan næsten være endnu sværere at udrydde end skadedyr!
-
-
Privat! Adgang forbudt!Vågn op! – 1988 | 22. maj
-
-
Privat! Adgang forbudt!
MANGE vil gøre næsten hvad som helst for at beskytte deres privatliv. Nogle bygger høje mure om deres hus og have. Andre slår sig ned i bjergegne eller dybe skove milevidt fra befærdede veje for at være i fred. Byboere vælger måske at bo på øverste etage i en ejendom hvor opgangsdøren er låst, at få hemmeligt telefonnummer og at skjule deres identitet under et falsk navn.
Der er stor forskel på hvad man forbinder med ordet „privatliv“. Gifte kvinder vil måske fra tid til anden gerne være sig selv, uden deres mand. Også de fleste mænd føler nu og da behov for at være alene. Selv børn ønsker at have et privatliv. Mange børneværelser er ’hemmelige huler’ som andre formenes adgang til.
Tænk engang over dette: De personlige samtaler du fører fra din telefon derhjemme eller på arbejdspladsen kan aflyttes. Din mindste bevægelse i omklædningsrummet i skolen, på fabrikken eller på kontoret kan overvåges og optages på videobånd. De samtaler du fører i din egen stue kan aflyttes ved hjælp af laserstråler rettet mod dine vinduer, og optages af folk der skjuler sig i nærheden. På din arbejdsplads kan du blive overvåget af datamater. Alt hvad du skriver på kontorets skrivemaskine kan blive læst på en skærm flere kilometer borte af folk der vil bruge det imod dig. End ikke i mørke er dit privatliv ukrænkeligt. Hvis du går ud om natten kan du følges af kameraer der fungerer glimrende i mørke. Og hvis du ikke bryder dig om at din ægtefælle åbner breve der er adresseret til dig, ville du sikkert reagere voldsomt hvis nogen krænkede dit privatliv ved at læse din post uåbnet!
Du ville sikkert føle dig ubehageligt berørt hvis du blev bedt om at aflægge en løgnedetektorprøve når du var til jobsamtale. Men måske udsætter intervieweren dig for en lignende test — tværs over skrivebordet og uden at du aner det — ved hjælp af et apparat der analyserer din stemme og efter sigende kan afsløre om du lyver.
Mange firmaer mister strengt fortrolige oplysninger fordi skrupelløse konkurrenter krænker deres ’privatliv’. Som følge af de højteknologiske overvågningssystemer man har udviklet inden for de senere år, er det næsten umuligt for et lands regering at hindre at landets ’privatliv’ krænkes af andre lande. Spionsatellitter udstyret med kameraer med høj opløsningsevne kan fra det ydre rum fotografere genstande på jorden der ikke er større end en tennisbold, og de kan identificere en mand blandt mange andre — blot ud fra faconen på hans skæg.
Menneskets frihed — „den mest omfattende af alle rettigheder og den der er mest værdsat af civiliserede mennesker“ — kan åbenbart hurtigt blive truet, som det vil fremgå af den følgende artikel.
-
-
Elektronisk aflytning — så let er det!Vågn op! – 1988 | 22. maj
-
-
Elektronisk aflytning — så let er det!
SLÅR man op i en ældre engelsk-dansk ordbog vil man finde ordet bug defineret som „væggelus, insekt“. Når ordet bliver mere og mere brugt i den engelsktalende verden skyldes det dog ikke en stigende interesse for skadedyr. En nyere ordbog vil oplyse at bug også kan betyde „skjult mikrofon til aflytning“. Mange der har været angrebet af dette „utøj“ har opdaget at det kan være både kostbart og besværligt at komme til livs.
Den senere tids udvikling med hensyn til miniaturisering af elektroniske komponenter betyder at mikrofoner nu kan fremstilles så små som svovlet på en tændstik. De kan derfor gemmes i kuglepenne, cigaretter og cigarer, skjules i bittesmå huller i vægge og lofter, eller endda indopereres under huden. Nogle har camoufleret dem som tabletter eller oliven i drinks. Andre har båret dem som øreringe.
Men oftere er elektronisk aflytningsudstyr skjult bag stikkontakter eller i telefoner. Disse sidstnævnte kaldes parasitter fordi de drives af elektricitet i en eksisterende installation og ikke blot af batterier. Hvis der er monteret en skjult mikrofon i en telefon, kan den opfange og sende alt hvad der siges i værelset — uanset om telefonen benyttes eller ikke. Ja, det er teknisk muligt at krænke privatlivets fred gennem elektronisk overvågning. Og kun fantasien sætter grænser for hvor udstyret kan skjules.
Skønt det i mange lande — deriblandt Danmark — er forbudt at forhandle og benytte forskellige former for elektronisk overvågningsudstyr, er det i regelen ikke noget problem at skaffe det. Det kan i mange lande købes i forretninger, hos elektronikforhandlere og pr. postordre. En simpel, frimærkestor mikrofon der drives af et almindeligt batteri og kan sende til en modtager over hundrede meter væk, sælges i De Forenede Stater for bare 35 dollars — cirka 225 kroner. Til samme pris forhandler et japansk firma en kraftigere sender på størrelse med en fingernegl, og den kan sende over en afstand på 300 meter.
Nogle af disse mikrofoner er ikke tænkt som overvågningsudstyr af producenterne. For godt 150 kroner sælger en amerikansk kæde af elektronikforhandlere for eksempel et trådløst overvågningssystem beregnet til børneværelser. Når det er tilsluttet lysnettet kan det transmittere lyde fra én del af et hus til en anden. Andre overvågningssystemer er simple, trådløse mikrofoner på størrelse med en pakke cigaretter. De har deres lovlige anvendelsesområde, men i de forkerte hænder kan de formindskes og skjules på et meget lille sted.
Disse mikrofoner er næsten lige så lette at fremstille som de er at købe. Med blot ni små komponenter, der i Amerika kan fås for hvad der svarer til mindre end en hundredkroneseddel, kan en person med et elementært kendskab til elektronik fremstille en trådløs mikrofon som kan opfange en hvisken i et værelse og transmittere den en halv kilometer.
Den mest almindelige form for elektronisk overvågning består i telefonaflytning. Man behøver ikke at anbringe en mikrofon i selve offerets telefon for at kunne aflytte den. Hvis telefonen for eksempel står i en lejlighed eller et kontor på tiende etage i en ejendom, kan aflytningsudstyret tilsluttes telefonens hovedledning i kælderen. Det er forekommet at udstyr til telefonaflytning ulovligt er blevet placeret i kælderen under en lejlighed eller et hus. Når telefonrøret løftes går en båndoptager i gang, og samtalen optages. En der udgiver sig for at være telefonmontør kan som regel let få adgang til offerets telefonledning.
I mange lande er denne form for aflytning ulovlig under de fleste omstændigheder. Men en ekspert i at spore og fjerne skjulte mikrofoner fortæller at han ’finder telefonaflytningsudstyr i hvert fjerde af de tilfælde han undersøger’. Eftersom aflytning menes at være udbredt inden for forretningsverdenen, giver en anden ekspert de ledende i store firmaer dette råd: „Pas på gaver der skal tilsluttes lysnettet.“ Der kan være skjult en mikrofon i radioen eller det elektriske ur. Måske kan den kun spores af en ekspert med dyrt udstyr. Men hvordan kan det være at dette elektroniske ’utøj’ får større og større udbredelse?
-
-
Er dit privatliv i fare?Vågn op! – 1988 | 22. maj
-
-
Er dit privatliv i fare?
DET er umuligt at sige hvordan den sidste halvdel af vort 20. århundrede ville have formet sig hvis de afgørende begivenheder havde været kendt i forvejen — hvis man for eksempel havde været klar over hvor Adolf Hitler ville slå til i Europa næste gang, og hvis han havde vidst at England, Frankrig og De Forenede Stater ville gå ind i krigen. Og tænk hvis man på forhånd havde vidst at japanerne ville angribe Pearl Harbor i 1941, hvad Fidel Castros hensigt var efter at han havde overtaget magten på Cuba i 1959, hvilke hensigter Nordkoreas herskere havde i juni 1950, og hvad Nordvietnams regenter havde planer om i 1957! Men fordi dette blev holdt hemmeligt, blev verden overrumplet.
Som historien viser bryder ét land sig ikke om overraskelser fra et andet land. Da den elektroniske udvikling nu har gjort det muligt at afsløre andre magters hensigter ved aflytning og dermed begrænse kostbare overraskelser til et minimum, føres der i al hemmelighed spionagekrig blandt de fleste lande. Efter sigende gennemgår „53 mindre landes regeringer“ daglig deres kontorer med dyre detektorer for at spore skjulte mikrofoner.
Allerede i 1952 hævdedes det at den amerikanske ambassade i Moskva blev aflyttet ved hjælp af en usædvanlig type mikrofon der var skjult i det amerikanske segl bag ambassadørens skrivebord. I 1985 meddelte amerikanske embedsmænd at russerne havde anbragt et stort antal skrivemaskiner med skjulte mikrofoner i deres Moskva-ambassade. Og i slutningen af 1986 protesterede den danske regering til Polen over at der var fundet skjulte mikrofoner i Danmarks ambassade i Warszawa.
Også russerne oplyser at de har fundet mange skjulte mikrofoner, deriblandt en mursten med en radiosender som blev opdaget på den sovjetiske ambassade i Washington, D.C. Sovjetunionens repræsentant i FN hævder desuden at der sad en skjult mikrofon i stikket til hans fjernsynsantenne. Og sådan fortsætter spionagekrigen overalt i verden.
Spionage på arbejdspladsen
„Man får en fornemmelse af at folks privatliv nu er lovligt bytte,“ har en advokat klagende sagt. „Det er ganske forfærdeligt,“ siger en anden. „Vi er blevet en nation af spioner.“ Vi er snarere blevet en hel verden af spioner. De hurtige fremskridt inden for kommunikationsteknologien — datamater, miniradiosendere, telefonforbindelser via mikrobølger og satellitter — har bidraget til dette. Den nye teknologi er løbet fra de love der skulle beskytte firmaers og enkeltpersoners privatliv.
Hvis en arbejdsgiver for eksempel lægger et ekstra program ind på et allerede eksisterende datasystem, kan han nu overvåge næsten hver eneste bevægelse der foretages af dem der bruger skærmterminalerne: sekretærer, luftfartsselskabers reservationspersonale, postfunktionærer, kassedamer — listen er endeløs. Eksperter anslår at over 13 millioner amerikanere som arbejder ved skærmterminaler bliver overvåget, og tallet vokser hele tiden. De antager at der i år 2000 vil være 30-40 millioner skærmarbejdere i USA, og at mellem 50 og 75 procent af dem vil blive overvåget. Efterhånden som systemet udbygges og bliver mere raffineret, skriver bladet U.S.News & World Report, „kan selv ingeniører, revisorer og læger regne med at blive overvåget elektronisk“.
Allerede nu er der opstået stor uvilje mellem ledelse og arbejdere på grund af den krænkelse af privatlivets fred som denne elektroniske overvågning forårsager. En producent af de programmer der benyttes ved overvågningen siger: „De muliggør konstant, total overvågning af alle brugere.“ Rapporter fra forskellige arbejdspladser viser at det ikke er tomt praleri: „Jeg kan ikke engang gå på toilettet uden at blive overvåget,“ sukker en omstillingsdame. En leder af en national sammenslutning af udearbejdende kvinder i USA har sagt: „Mange af de metoder arbejdsgiverne benytter er en skandaløs krænkelse af privatlivets fred.“ „Man bliver et nervevrag. Det er et utroligt pres,“ siger en vred arbejder. „Det er en stor belastning at skulle arbejde under sådanne forhold. Somme tider føles det grusomt irriterende at blive koblet til en maskine så man ikke kan flytte sig,“ tilføjer en anden. Og det er vel egentlig ikke så underligt, i betragtning af at den datamat man arbejder ved kan finde på at skrive kritiske bemærkninger som denne på skærmen: „Du arbejder ikke så hurtigt som din sidemand.“ Hvad er der mon sket med privatlivets fred på arbejdspladsen?
Industrispionage
Heller ikke firmaernes ledere har grund til at sove roligt om natten. En enkelt lille mikrofon skjult i et kontor eller konferencerum kan betyde forskellen mellem millionindtægter og omfattende fyringer. Da en større leverandør til den amerikanske hær blev underbudt med nogle få tusind dollars af en konkurrent og gik glip af en kontrakt til to hundrede millioner dollars, tilkaldte han et hold eksperter i at spore skjulte mikrofoner. En undersøgelse afslørede en mikrofon i et konferencerums loft. Hvert et ord blev opfanget af en båndoptager på et herretoilet.
Inden for forretningsverdenen er elektronisk spionage blevet så udbredt at man har anslået at konkurrerende firmaer i de sidste fem år har anbragt 100.000 skjulte mikrofoner hos hinanden for at opfange alt lige fra kontrakttilbud og fabrikationshemmeligheder til oplysninger om nye produkter og hemmelige forhandlinger. Efter sigende ransager hundreder af amerikanske firmaer daglig deres kontorer og konferencerum med detektorer for at finde eventuelle skjulte mikrofoner. „Jeg tror at firmaerne i dag er ramt af forfølgelsesvanvid,“ udtaler vicedirektøren for et stort firma i New York der har specialiseret sig i at spore skjulte mikrofoner. „Der er en følelse af at man ikke kan føle sig sikker noget sted.“
Er det sandsynligt at privatpersoner der så godt som intet har at gøre med forretningsverdenen eller med et lands styre vil blive overvåget elektronisk? Tænk over dette: I syv ud af ti tilfælde af ulovlig telefonaflytning var ofrene privatpersoner, viser amerikanske rapporter. De fleste gange skyldtes det problemer i familien, som regel ægteskabelige stridigheder. Ofte havde en mand eller kvinde hyret en privatdetektiv til at samle beviser for at ægtefællen var utro, ikke var egnet som fader eller moder, eller lignende. „Firs procent af de aflytningssystemer der årligt spores af telefonselskaberne, befinder sig i private hjem,“ oplyser en rapport.
En journalist har desuden skrevet at man i USA kan risikere at blive aflyttet af telefonselskaberne selv. Han karakteriserer dem som „den største krænker af telefonhemmeligheden“. En analytiker der har arbejdet for CIA har sagt: „I den eneste femårige periode der findes statistiske opgørelser over, lyttede politiet med på 1,8 millioner telefonsamtaler uden at have én retskendelse — angiveligt for at pågribe mennesker der havde bedraget toldvæsenet.“ Han påpeger desuden at de lyttende politibetjente havde nær forbindelse med andre betjente inden for alle afdelinger, og at de til tider udvekslede oplysninger med dem.
I en amerikansk by blev det konstateret at politiet inden for blot nogle få år ulovligt havde aflyttet over 3000 menneskers telefoner. I mange andre byer er der blevet rejst lignende anklager mod politiet. En journalist skrev i den anledning: „Det var ikke bare de store kanoner, ekstremisterne og forbryderne der blev aflyttet — det var ganske almindelige mennesker.“ Det vakte bekymring at selv den lutherske kirke var blandt dem der blev aflyttet. Også andre trossamfund overvåges elektronisk.
En professor i sociologi har fremsat denne vidtrækkende betragtning: „Med en anden regering og en mere intolerant befolkning kunne det samme [overvågnings]udstyr sagtens bruges mod dem der har den ’forkerte’ politiske holdning, mod etniske eller religiøse mindretalsgrupper eller mod dem hvis livsstil virker anstødelig på flertallet.“
Hvis du hører til dem der sætter pris på at have et uforstyrret privatliv, må du nyde freden så længe den varer. Mange mener at privatlivets fred er alvorligt truet.
[Illustration på side 7]
På hendes skærm står der: „Du arbejder ikke så hurtigt som din sidemand“
[Illustration på side 8]
Bestyrelsesmøder kan blive aflyttet
-