Side 2

Efterhånden som jordens befolkning vokser, længes flere og flere efter steder som dette — steder hvor de kan være alene. Hvor kan man finde fred? Hvor kan man være alene? Ikke blot er der flere mennesker på jorden i dag, men mulighederne for at føre kontrol med os er også øget.

Hvad mener du om begrebet privatlivets fred? Skal freden værnes for enhver pris? Eller er der en pris som er for høj?

Er privatlivets fred i fare?

Af Vågn op!-​korrespondent i Japan

EN KENDT japansk komiker og elleve af hans venner brasede ind på et forlag bevæbnede med ildslukkere og paraplyer og sårede fem mennesker. Hvad var årsagen til deres angreb? Komikeren hævdede at forlagets billedblad havde krænket hans privatliv.

I Japan bliver der flere og flere blade som lever af at krænke privatlivets fred. „Unge fotografer tøver ikke med at trampe på andre menneskers privatliv, og redaktionen roser dem for deres ’mod’,“ siger en freelancefotograf.

Datamaternes voksende udbredelse udgør også en trussel mod privatlivets fred. USA’s regeringskontorer har efter sigende oplysninger i 18-20 registre om ’gennemsnitsamerikaneren’, og mange mennesker har lovlig adgang til disse registre. Desuden er det en kendt sag at andre, de såkaldte hackere, ulovligt kan bryde ind i disse registre.

Londonavisen The Times har for eksempel berettet om en 22-årig hacker der brød ind i hertugen af Edinburghs hemmelige dataregistre og efterlod nogle budskaber. Det er også lykkedes for en hacker at trænge ind i et tekstbehandlingsanlæg der tilhører Israels udenrigsminister og krydre et manuskript til en tale med nogle humoristiske indfald.

Det er dog ikke kun de kendte der føler at privatlivets fred er i fare. Da man i 1983 foretog en undersøgelse i De Forenede Stater, gav 77 procent af de adspurgte udtryk for bekymring over truslen mod deres privatliv. Herhjemme står det ikke meget bedre til. Berlingske Tidende skrev den 23. februar sidste år: „Hver anden dansker føler sig utryg eller meget utryg ved den måde, de private og offentlige registre bruges på.“ Og i Japan, hvor retten til privatlivets fred ikke er blevet hævdet med så stor styrke, frygter mange at privatlivet i stigende grad vil blive krænket.

Det amerikanske Videnskabernes Akademi påpeger ganske vist at dataregistreringen af oplysninger om borgerne ikke behøver at gribe ind i den enkeltes rettigheder, men mange frygter et ’Big Brother’-samfund som det der er skildret i George Orwells roman 1984.

Men der er en anden side af emnet end den der drejer sig om dataregistrering og retten til aktindsigt. Dette aspekt beskrives af Masao Matsumura fra Japans administrations- og koordinationskontor som „den traditionelle side af begrebet privatlivets fred, nemlig retten til at være i fred for andre“.

I dag er selv denne „traditionelle side“ i fare. Måske har du selv på et tidspunkt oplevet at nogen har krænket din ret til „at være i fred“. Hvordan ser du på privatlivets fred? Mener du at det er noget man bør våge skinsygt over, selv hvis det bliver på bekostning af så meget andet? Før vi behandler disse spørgsmål kunne vi se på hvad der ligger i udtrykket „privatlivets fred“.

[Illustration på side 3]

Privatlivets fred er blevet mere truet i takt med informationsteknologiens fremmarch

Hvad er privatlivets fred?

„RETTEN til at få privatlivets fred respekteret er ikke så let at forstå,“ siges der i værket The Guide to American Law, „fordi dette begreb ikke kan beskrives præcist.“ David F. Linowes, professor i politisk økonomi og offentlig politik, tilføjer: „Der findes ingen fast definition af ’privatlivets fred’.“

I juridisk forstand er privatlivets fred et forholdsvis nyt begreb. Det stammer fra en banebrydende artikel der i 1890 blev skrevet i et juridisk tidsskrift af Louis D. Brandeis og Samuel Warren i vrede mod den skrupelløse sensationsjournalistik, der dengang var kendt som „den gule presse“.

Privatlivets fred blev derfor defineret som „retten til at være i fred for andre“. Professor Masanari Sakamoto fra Hiroshimas universitet har imidlertid skrevet at denne definition „fik negative konsekvenser for den senere udvikling af retten“. Han betragter privatlivets fred som et positivt begreb der omfatter både adskillelse fra og samvær med andre.

Professor Sakomotos opfattelse stemmer med definitionen i The Encyclopedia Americana, der lyder: „Enkeltpersoners, gruppers eller institutioners krav på selv at afgøre hvornår, hvordan og i hvilket omfang oplysninger om dem skal meddeles til andre.“

Det er altså individuelt hvad man opfatter som hørende til privatlivets fred. Lad os se på nogle forskellige synspunkter.

Holdninger til privatlivets fred

„På portugisisk findes der ikke engang et ord der præcist definerer beskyttelsen af privatlivets fred. Ordet ’privatliv’ (privacidade) findes ikke i ordbøgerne,“ skrev den brasilianske avis O Estado de S. Paulo i 1979. Først for nylig, i 1986, har en brasiliansk ordbog optaget ordet privacidade, der har rod i det engelske ord privacy.

På det koreanske sprog kan begrebet „privatliv“ ikke beskrives med et enkelt ord, og i Japan er situationen nogenlunde den samme. „Der findes faktisk ikke noget japansk ord for ’privatliv’,“ forklarer Donald Keene, en amerikansk ekspert i japanske forhold. „I det gruppeorienterede Japan,“ hedder det i Kodansha Encyclopedia of Japan, „er den enkeltes ret til et privatliv traditionelt kommet i anden række i forhold til familiens, gruppens eller samfundets ret til at kende til og gribe ind i den enkeltes anliggender.“ Hvis man for eksempel gerne vil have et job i et japansk firma, skal man være forberedt på at besvare spørgsmål som: Hvordan kommer De ud af det med Deres kone? Hvor arbejder hun? Hvad tjener hun? Hvor gamle er Deres børn? Hvilken skole går de i? Hvis man er ugift og får jobbet, er det sandsynligt at chefen på et tidspunkt vil sige: „Nu er det vist på tide at De gifter Dem og slår Dem til ro.“

Ville du betragte det som en utilgivelig krænkelse af privatlivets fred? Sådan opfatter japanerne det ikke. Da nogle japanere blev spurgt om hvornår de havde størst fred i sindet, svarede kun otte procent af dem: „Når jeg er alene.“ Næsten to tredjedele af de adspurgte sagde at de havde fred i sindet når de var sammen med deres familie eller venner.

En japansk brud blev dog noget chokeret da hun ved sit bryllup på Filippinerne spurgte sin filippinske mand hvem alle de gæster var som han ventede til receptionen. „Det ved jeg ikke,“ svarede han. „Her er det skik og brug at værterne laver en masse mad, og så kan alle komme og glæde sig med dem.“ Sådan viser man gæstfrihed på Filippinerne. Her i Europa er det helt anderledes: Her er det mange steder sådan at man kun aflægger et besøg eller kommer til en fest hvis man har fået en formel invitation.

Før man afviser andres syn på begrebet privatliv som fuldstændig uacceptabelt, bør man nok se den positive side af det. En europæer vil måske indvende at man ikke har noget privatliv i andre samfund. Men i disse andre samfund har folk lært at dele næsten alt hvad de har med deres familie og venner. Man forventes at ofre sit privatliv i stedet for at beskytte det.

Problemer der må overvindes

Sandt nok kan det give visse problemer at folk i nogle lande traditionelt har meget lidt privatliv. Hvis de gerne vil studere eller foretage sig noget andet personligt er de nødt til at udvikle en god koncentrationsevne. Donald Keene skriver i sin bog Living Japan: „Den eneste egentlige form for privatliv har man hvis man i tankerne isolerer sig fra andre mennesker der måske befinder sig klos op ad en. Denne form for privatliv er en nødvendighed i Japan.“

Det kan også skabe andre problemer at have slægtninge og venner tæt inde på livet. Nogle japanske ægtepar finder det for eksempel nødvendigt at flygte til et „kærlighedshotel“ for at kunne være alene sammen. I Brasilien er det også begrænset hvor meget privatliv man har i et hus hvor dørene er erstattet af tynde forhæng eller hvor værelserne er små aflukker adskilt af tynde vægge der ikke hindrer samtaler og andre lyde i at kunne høres i de andre værelser.

Men det er ikke kun sådanne boligforhold der kan skabe hvad nogle betragter som problemer. Andres venlige interesse kan irritere folk der foretrækker at holde sig for sig selv. Hvis man for eksempel ikke har børn kan man meget let blive bombarderet med personlige spørgsmål som: ’I har ikke nogen børn? Hvordan kan det være?’

For store omkostninger?

Her i Danmark er det ikke velset at stikke næsen for dybt i andres sager. I Storbritannien ønsker mange midaldrende mennesker at have deres privatliv i fred, selv for deres egne børn. I et klassebevidst samfund bestræber hver enkelt samfundsgruppe sig for at værne om sit privatliv.

Men det har sine omkostninger at man i nogle lande værner skinsygt om privatlivets fred. Politiken har for eksempel engang skrevet om en 80-årig mand der ikke kunne overvinde sig til at ringe på hos sin nabo da han en aften var kommet til at låse sig ude i ti graders kulde. Han vandrede rundt i halvanden time, før en politibetjent kom til hjælp og fik tilkaldt en låsesmed.

Problemer som dette foranledigede i 1970’erne en „dør-til-dør-bevægelse“ hvis formål var at opmuntre ensomme mennesker til at besøge deres naboer noget oftere og tale med dem. I løbet af få måneder fik denne bevægelse 50.000 tilhængere. Dette initiativ i et samfund hvor privatlivet traditionelt værnes med ildhu, giver et billede af hvor nødvendigt det er at vise interesse for andre.

Ved en undersøgelse foretaget af Allensbacherinstituttet i Tyskland gav 62 procent af de adspurgte udtryk for at deres personlige lykke var deres vigtigste mål i livet. Men som instituttet konkluderede: „Hvis vi anser det for tåbeligt at give til andre og kun har øje for vor egen og vor families lykke, er vi måske allerede gået ind i den sociale istid.“ Ja, mangel på interesse for andre går hånd i hånd med selviskhed.

I Japan har man bemærket en tendens til at nogle i selviskhed er begyndt at lægge større vægt på privatlivet. „Blandt de mange forandringer nationens hurtige økonomiske vækst har fremkaldt i det japanske samfund,“ skriver Tetsuya Chikushi, en førende japansk journalist, „er det fænomen at børn nu har deres eget værelse under hele opvæksten, et fænomen der af mange betragtes som den største forandring i det japanske samfunds historie.“

Denne forandring har både en positiv og en negativ side. Når et barn har sit eget værelse har det mulighed for at udvikle ansvarsfølelse og for at læse og meditere i fred og ro. Det rummer dog også en fare for at barnet murer sig inde og begynder at undgå resten af familien mest muligt. Angående denne negative side af sagen har Hiroshi Nakamura fra Børnenes Kulturinstitut i Japan sagt: „Jo tidligere man bliver uafhængig, jo bedre; jo mere velstående man er, jo bedre; jo mere privatliv man har, jo bedre — det er netop disse tanker der fremkalder den psykologiske kløft i familien.“

Mange japanere er foruroligede over at selviskheden griber om sig i deres samfund. Deres dilemma kan hjælpe os til at se at det er nødvendigt at være ligevægtig.

Et ligevægtigt syn på privatlivets fred

DER findes mange forskellige årsager til at folk ønsker at værne om deres privatliv. Unge vil måske gerne være alene for at markere deres selvstændighed. Nogle ønsker at deres økonomiske forhold skal holdes hemmelige — måske fordi de har indladt sig på nogle lyssky transaktioner. Folk der er blevet testet for AIDS er i mange tilfælde interesserede i at resultatet holdes hemmeligt. Og de fleste vil gerne have et sted hvor de kan meditere i fred og ro, uden at blive forstyrret af andre.

Behovet for et privatliv

Når man står i en vanskelig situation sætter man pris på at kunne være alene nu og da. Yoko, en ung kvinde der bor i Tokyo, fortæller at sådanne øjeblikke hjælper hende til at kunne klare de problemer hun må kæmpe med i hverdagen. For eksempel skete det en dag da slagteren afleverede nogle varer som Yoko havde bestilt, at hendes svigermoder tog imod dem og smed en hel kylling ud, bare for at stille Yoko i et dårligt lys. I betragtning af at Yoko hver dag kommer ud for den slags, er det forståeligt at hun sætter stor pris på nu og da at være alene.

Hvis man overvejer et problem i enrum vil det tit være lettere at finde ud af hvad man skal gøre. „Bliv opbragte, men synd ikke,“ lyder Bibelens vise råd. „Sig det i jeres hjerte, på jeres seng, men sig det ikke højt.“ (Salme 4:4) Salmisten sagde videre: „Nætterne igennem har mine nyrer tugtet mig.“ (Salme 16:7) Salmistens „nyrer“, hans dybeste følelser, retledte ham mens han grundede over sin situation.

Jesus Kristus, kristendommens grundlægger, satte stor pris på at være alene nu og da. Da han for eksempel hørte at hans ven Johannes Døber var blevet halshugget, „tog han i en båd væk derfra til et øde sted hvor han kunne være sig selv“. (Mattæus 14:13) Og natten før sin død sørgede han for at være alene i nogen tid, så han kunne bede i fred og ro. (Mattæus 26:36-47) Tidligere havde han givet sine disciple denne vejledning: „Når du beder, da gå ind i dit inderste rum, luk din dør, og bed så til din Fader som er i det skjulte.“ — Mattæus 6:6.

Behovet for ligevægt

De fleste føler trang til at være alene fra tid til anden, men det kan give problemer at være for meget alene. „For lidt eller for megen ensomhed kan skabe en uligevægt der bringer den enkeltes trivsel i alvorlig fare,“ hedder det i The Encyclopedia Americana. Hvordan kan det være?

I Canada blev et gærde på en halv meters højde omkring en ejendom erstattet af et hegn på næsten to meters højde for at sikre privatlivets fred. Hvad blev resultatet? Beboerne mistede kontakten med naboerne. I et andet og mere ekstremt tilfælde flyttede en familie ud i en ødemark for at slippe væk fra alle andre mennesker. Børnene blev undervist gennem korrespondancekurser. Men forældrene gik fra hinanden, og det gik sørgeligt nok ud over børnene, da deres skoleuddannelse var for dårlig til at de kunne få arbejde.

Det er ikke klogt at holde sig for sig selv. Vi har alle brug for andre mennesker. Den styrke og hjælp de kan give os er uundværlig. „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter,“ lyder et bibelsk ordsprog, „han farer frem mod al praktisk visdom.“ — Ordsprogene 18:1.

Jesus var yderst ligevægtig i denne henseende. Efter en særlig anstrengende periode forstod han at hans disciple havde brug for at være lidt alene, så han sagde: „Kom I nu selv med til et øde sted hvor I kan være for jer selv og hvile jer lidt.“ Men folk hørte om det og ventede på dem da de ankom til stedet. Hvordan reagerede Jesus? „Han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ Ja, at hjælpe andre mennesker var det vigtigste for Jesus. — Markus 6:31-34.

Respektér andres privatliv

Interessen for andre mennesker må imidlertid ikke tage overhånd. Blide bølgeslag mod en kyst virker beroligende, men en frådende tidevandsbølge kan forårsage store ødelæggelser. På samme måde er det godt at vise interesse for andre, men hvis man ligefrem stikker sin næse i deres sager kan det resultere i at ens gode forhold til dem går i vasken. Bibelen giver dette vise råd: „Sæt sjældent din fod i din næstes hus; ellers får han for meget af dig og hader dig.“ — Ordsprogene 25:17.

Et venligt besøg i ny og næ kan være som blide bølgeslag, men hvis man dukker op for tit vil andre måske bygge et dige for at holde de frådende bølger ude. Sladderen og rygterne trives og gror når tiden spildes med formålsløse besøg. Hvis du forventer at andre skal respektere dit privatliv, må du også respektere deres, ved ikke at give dig af med sladder eller nærgående personlige spørgsmål.

„Lad ingen af jer lide som . . . en der har travlt med andres sager,“ siges der advarende i Bibelen. (1 Peter 4:15) Om nogle der i det første århundrede havde denne svaghed skrev en veluddannet kristen mand: „De [lærer] også at være ledige, idet de løber omkring i hjemmene; ja, ikke blot ledige, men også at løbe med snak og at blande sig i andres sager, idet de taler om ting de ikke burde.“ — 1 Timoteus 5:13.

Privatlivets fred — i fremtiden

„Et privatliv, et dunkelt hjørne til mig. Gid jeg kunne blive glemt, selv af Gud,“ skrev den engelske digter Robert Browning. Men et fuldstændig uforstyrret privatliv er en illusion. I Østen har man et gammelt ordsprog der lyder: „Himmelen ved det, jorden ved det, jeg ved det og du ved det.“ Den kristne apostel Paulus skrev: „Alle ting er nøgne og blottede for [Guds] øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ — Hebræerne 4:13.

Vi bør ikke ønske at blive glemt af Gud. Vi kan være lykkelige for at vor kærlige Skaber interesserer sig for os! Da han er livets kilde ville det betyde døden for os hvis han glemte os. (Salme 36:9; 73:27, 28) Men Jehova er ikke påtrængende i sin interesse for os; han overvåger ikke vore mindste skridt for at finde fejl hos os. „Han har ikke handlet mod os efter vore synder,“ siges der i hans ord, „og han har ikke gengældt os efter vore misgerninger. Som en fader viser barmhjertighed mod sine sønner, har Jehova vist barmhjertighed mod dem der frygter ham.“ — Salme 103:10, 13.

Det er dejligt når familie og venner viser en sådan kærlig interesse for os, men samtidig respekterer vort privatlivs fred. Så er der balance i vægtskålene.

Under det rige som Gud har lovet at oprette med Jesus Kristus som konge, vil alle mennesker interessere sig for hinanden. (Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:4) Men de vil også forstå at andre har behov for at være alene nu og da for at studere, meditere og bede. Så vil profeten Mikas profetiske ord få deres fulde opfyldelse: „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve, for hærstyrkers Jehovas mund har talt.“ — Mika 4:4.

[Illustration på side 8]

’Lad ingen af jer lide som en der har travlt med andres sager’

[Illustration på side 9]

Den tid er nær da vi kan nyde privatlivets fred på en ligevægtig måde