Et beskedent syn på vore privilegier

8, 9. (a) Hvorfor bør vi være beskedne i vort syn på os selv? (b) Hvordan kan de der har et vist ansvar, vise beskedenhed?

⁸ Paulus satte et godt eksempel for kristne i dag. Uanset hvilke ansvarsopgaver vi har fået betroet, bør ingen af os føle at vi er mere end andre. „Hvis nogen mener at han er noget, skønt han intet er, bedrager han sit eget sind,“ skrev Paulus. (Galaterne 6:3) Hvorfor? Fordi „alle har syndet og mangler Guds herlighed“. (Romerne 3:23; 5:12) Ja, vi må aldrig glemme at vi alle har arvet synden og døden fra Adam. Særlige forrettigheder kan ikke løfte os op fra vores ringe, syndige tilstand. (Prædikeren 9:2) Ligesom Paulus må vi erkende at mennesker aldrig kunne opnå et godt forhold til Gud — eller få den forret at tjene ham på en særlig måde — hvis det ikke var på grund af Guds ufortjente godhed. — Romerne 3:12, 24.

⁹ I bevidstheden om dette vil den der er beskeden, hverken optræde overlegent på grund af sine privilegier eller prale af det han udretter. (1 Korinther 4:7) Når han giver råd eller vejledning, gør han det som en medarbejder — ikke som en herre. Det ville være forkert hvis en der var særlig dygtig til et eller andet, mente at han havde krav på at blive rost, eller at han kunne benytte sig af sine trosfællers beundring. (Ordsprogene 25:27; Mattæus 6:2-4) Den eneste ros der har nogen værdi, er den der uopfordret kommer fra andre. Og hvis andre roser os, skulle det ikke få os til at tænke højere om os selv end vi bør. — Ordsprogene 27:2; Romerne 12:3.

10. Forklar hvordan nogle der ikke er så fremtrædende i menigheden, kan være „rige i tro“.

¹⁰ Hvis vi har fået et vist ansvar betroet, vil beskedenhed hjælpe os til ikke at tillægge os selv for stor betydning eller at give indtryk af at menigheden ene og alene fungerer på grund af vores indsats og evner. Det kunne for eksempel være at vi var særlig gode til at undervise. (Efeserne 4:11, 12) I al beskedenhed må vi imidlertid erkende at noget af det vigtigste vi lærer ved møderne, ikke fremholdes fra podiet. Bliver vi for eksempel ikke opmuntret når vi ser en enlig mor komme regelmæssigt til møderne med sine børn? Eller en deprimeret søster komme trofast til møderne selv om hun gennem lang tid har følt at hun ikke duer til noget? Eller en dreng gøre gode, åndelige fremskridt trods den dårlige indflydelse i skolen og andre steder? (Salme 84:10) Disse personer er måske ikke dem man lægger mest mærke til. De trosprøver de må udholde, forbliver i det store og hele ubemærkede af andre. Men de kan være lige så „rige i tro“ som de der er mere fremtrædende i menigheden. (Jakob 2:5) For at blive godkendt af Jehova må vi alle vise os trofaste til det sidste. — Mattæus 10:22; 1 Korinther 4:2.

Hvordan man viser beskedenhed og dømmekraft

13, 14. (a) Hvordan kan vi vise beskedenhed når vi får tilbudt en tjenesteforret? (b) Hvordan satte broder A. H. Macmillan et godt eksempel med hensyn til at vise beskedenhed?

¹³ Vi kan lære meget af Gideons beskedenhed. Hvordan reagerer vi for eksempel når vi får tilbudt en tjenesteforret? Er det æren og den fremtrædende stilling vi først tænker på? Eller overvejer vi beskedent og under bøn hvordan vi bedst kan udføre opgaven? Broder A. H. Macmillan, der fuldførte sit jordiske livsløb i 1966, satte et godt eksempel i denne henseende. Vagttårnsselskabets første præsident, C. T. Russell, spurgte engang broder Macmillan hvem der efter hans mening ville være bedst til at lede arbejdet under hans fravær. Under den følgende samtale nævnte broder Macmillan ikke en eneste gang sig selv, skønt han havde rig lejlighed til det. Til sidst opfordrede broder Russell broder Macmillan til at tage imod opgaven. „Jeg stod helt overvældet,“ skrev broder Macmillan mange år senere. „Jeg tænkte sagen igennem meget alvorligt og bad en bøn om det, før jeg endelig kunne sige til ham at jeg ville være lykkelig ved at gøre alt hvad jeg kunne, for at hjælpe ham.“

¹⁴ Kort tid efter døde broder Russell, og stillingen som Vagttårnsselskabets præsident var ledig. Eftersom broder Macmillan havde haft ledelsen under broder Russells sidste forkynderrejse, sagde en broder til ham: „Mac, du har en stor chance for at blive valgt selv. Du var broder Russells repræsentant når han var borte, og han sagde til os at vi alle skulle gøre hvad du beordrede. Så rejste han bort og kom ikke tilbage. Det ser ud som om du er den mand der skal føre arbejdet videre.“ Broder Macmillan svarede: „Broder, sådan skal man ikke se på denne sag. Dette er Herrens arbejde, og den eneste stilling man får i Herrens arbejde, er den som Herren giver en. Og jeg er sikker på at jeg ikke er den rette mand på denne plads.“ Derefter anbefalede broder Macmillan en anden til stillingen. Han var beskeden ligesom Gideon — og vi gør klogt i at efterligne dem.

15. Hvordan kan vi vise dømmekraft i forkyndelsen?

¹⁵ Vi bør også være beskedne i den måde vi udfører vores opgaver på. Gideon viste dømmekraft, og han bestræbte sig for ikke unødigt at ophidse sine modstandere. På samme måde bør vi være beskedne og vise dømmekraft når vi taler med andre i forkyndelsen. Vi udkæmper ganske vist en åndelig krig for at nedrive „fæstningsværker“ og „ræsonnementer“. (2 Korinther 10:4, 5) Men vi bør ikke tale ned til andre eller give dem grund til at tage anstød af budskabet. Vi bør respektere deres synspunkter og lægge vægt på det vi kan være enige med dem i, og derefter fokusere på de positive sider af budskabet. — Apostelgerninger 22:1-3; 1 Korinther 9:22; Åbenbaringen 21:4.