Forrettigheder i den kristne menighed. For dem der er kaldet af Gud med den himmelske kaldelse (He 3:1) til at være medarvinger med Jesus Kristus, er der ingen forskel på mænd og kvinder i åndelig forstand. Apostelen skriver: „I er jo alle Guds sønner ved troen på Kristus Jesus. . . . der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus.“ (Ga 3:26-28) De må alle forvandles og skifte natur når de oprejses, idet de bliver „delagtige i guddommelig natur“. I denne tilstand vil ingen være kvinder, for der findes ingen kønsforskel blandt åndeskabninger. Adskillelsen i køn blandt jordiske skabninger er forordnet af Gud med henblik på deres formering. — 2Pe 1:4.

Forkyndere af den gode nyhed. Der var kvinder (omtalt som „døtre“ og „tjenestepiger“ i Joels profeti) blandt dem der modtog den hellige ånds gaver på pinsedagen i år 33. Fra da af kunne de kristne kvinder som modtog disse gaver, tale på fremmede tungemål som de ikke før havde talt og forstået, og de kunne „profetere“. Dette sidste betød ikke nødvendigvis at de forudsagde vigtige fremtidige begivenheder, men at de fremsatte bibelske sandheder. — Joel 2:28, 29; Apg 1:13-15; 2:1-4, 13-18; se PROFETINDE.

De skulle ikke kun fremsætte bibelske sandheder over for deres trosfæller. Før Jesus steg til himmelen, sagde han til sine disciple: „I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ (Apg 1:8) Da den hellige ånd derefter blev udgydt over dem på pinsedagen i år 33, fik alle de omkring 120 disciple (deriblandt nogle kvinder) kraft til at virke som hans vidner (Apg 1:14, 15; 2:3, 4), sådan som det var blevet forudsagt i Joels profeti (2:28, 29), der blev citeret af Peter ved denne lejlighed. Der var derfor kvinder blandt dem der havde det ansvar at være vidner for Jesus „i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. I overensstemmelse med dette skrev apostelen Paulus senere at Evodia og Syntyke i Filippi havde „kæmpet skulder ved skulder med [ham] i forbindelse med den gode nyhed“; og Lukas nævnte at Priskilla sammen med sin mand, Akvila, havde ’forklaret Guds vej’ i Efesus. — Flp 4:2, 3; Apg 18:26.

Menighedens møder. Der var møder hvor disse kvinder kunne bede eller profetere, forudsat at de bar en hovedbeklædning og således havde hovedet tildækket. (1Kor 11:3-16; se HOVED [Om at tildække hovedet].) Men ved de møder der åbenbart var offentlige, det vil sige når „hele menigheden“ samt „ikketroende“ var til stede (1Kor 14:23-25), skulle kvinderne „tie“. Hvis der var noget de ’ønskede at få at vide’, kunne de ’spørge deres mænd derhjemme, for det var til skam for en kvinde at tale i en menighed’. — 1Kor 14:31-35.

Selv om en kvinde ikke havde lov til at undervise i menigheden, kunne hun undervise mennesker udenfor som ønskede at lære sandheden fra Bibelen og den gode nyhed om Jesus Kristus at kende. (Jf. Sl 68:11.) Desuden kunne kvinderne være „lærere i hvad der er godt“ over for yngre kvinder (og børn) i menigheden. (Tit 2:3-5) Men en kvinde måtte ikke udøve myndighed over en mand eller diskutere med mænd, for eksempel ved menighedens møder. Hun skulle huske hvordan det gik Eva, og hvordan Gud udtalte sig om kvindens stilling efter at Adam og Eva havde syndet. — 1Ti 2:11-14; 1Mo 3:16.

Mænd tjener som tilsynsmænd og menighedstjenere. I drøftelsen af de „gaver i form af mennesker“ som Kristus gav til menigheden, er kvinder ikke nævnt. Ordene „apostle“, „profeter“, „evangelieforkyndere“, „hyrder“ og „lærere“ er alle hankøn. (Ef 4:8, 11) Efeserne 4:11 lyder ifølge An American Translation: „Og han har givet os nogle mænd som apostle, nogle som profeter, nogle som missionærer, nogle som pastorer og lærere.“ — Jf. Mo.

Da apostelen Paulus skrev til Timoteus om kvalifikationskravene til ’tilsynsmænd’ (epiʹskopoi), der også var „ældste“ (presbyʹteroi), og til „menighedstjenere“ (diaʹkonoi), nævnte han udtrykkeligt, i fuld overensstemmelse hermed, at de skulle være mænd, og, hvis de var gift, „én kvindes mand“. Ingen af apostlene nævner opgaven som „diakonisse“ (diakoʹnissa). — 1Ti 3:1-13; Tit 1:5-9; jf. Apg 20:17, 28; Flp 1:1.

Skønt Føbe omtales som „tjener“ (diaʹkonos, uden den bestemte artikel på græsk) (Ro 16:1), er det klart at hun ikke var en udnævnt, kvindelig menighedstjener, for der er ikke givet forordning om sådanne noget sted i Bibelen. Apostelen skrev ikke at menigheden skulle vejledes af hende, men at den skulle tage godt imod hende og „stå hende bi i enhver sag hvor hun måtte behøve jer“. (Ro 16:2) Når Paulus brugte betegnelsen tjener om hende, havde det øjensynlig noget at gøre med hendes forkyndelse af den gode nyhed, og han omtalte hende som en kvindelig tjener eller forkynder der var tilsluttet menigheden i Kenkreæ. — Jf. Apg 2:17, 18.

Kvinder gik Jesus til hånde. Flere kvinder nød visse privilegier under Jesu jordiske tjeneste, men dog ikke de samme som de 12 apostle og de 70 evangelieforkyndere. (Mt 10:1-8; Lu 10:1-7) Flere kvinder fulgtes med Jesus og hans disciple og sørgede for dem med hvad de havde. (Lu 8:1-3) Der var en kvinde som salvede ham få dage før hans død, og på grund af denne handling sagde Jesus: „Overalt hvor denne gode nyhed forkyndes i hele verden, skal det som denne kvinde har gjort også fortælles, til minde om hende.“ (Mt 26:6-13; Joh 12:1-8) Der var kvinder blandt dem som Jesus specielt viste sig for den dag han opstod, og der var også kvinder blandt dem han senere viste sig for. — Mt 28:1-10; Joh 20:1-18.