Når det drejer sig om en mand som har været børnemisbruger før han blev døbt, er der også noget andet der skal tages i betragtning. Når han lærer sandheden at kende, ændrer han sind og vender om, og fører derved ikke denne grusomme synd ind i menigheden. Derefter gør han måske gode fremskridt, overvinder helt sine forkerte tilbøjeligheder og ønsker måske endda at ’tragte’ efter en ansvarspost i menigheden. Men hvis han stadig i det lokale samfund er kendt som en tidligere børnemisbruger, kan det da siges om ham at han er „ulastelig“, har „et godt vidnesbyrd fra udenforstående“ og er „uangribelig“? (1 Timoteus 3:1-7, 10; Titus 1:7) Nej, det kan det ikke. Han er derfor ikke kvalificeret til at have tjenesteforrettigheder i menigheden.

I tilfælde af børnemisbrug

Hvad nu hvis en døbt, voksen kristen misbruger et barn seksuelt? Er overtræderen så ond at Jehova aldrig vil tilgive ham? Ikke nødvendigvis. Jesus sagde at ’bespottelse imod den hellige ånd’ ikke ville blive tilgivet. Og Paulus sagde at der ikke er noget slagtoffer for synder tilbage for dem der med vilje øver synd, til trods for at de kender sandheden. (Lukas 12:10; Hebræerne 10:26, 27) Men intetsteds i Bibelen siges der at en voksen kristen som har misbrugt et barn seksuelt, ikke kan opnå tilgivelse. Han kan blive renset fra sine synder hvis han af hjertet oprigtigt angrer og ændrer adfærd. Det kan imidlertid være at han stadig må kæmpe mod de forkerte kødelige tilbøjeligheder han har opdyrket. (Efeserne 1:7) Og der kan være nogle konsekvenser af hans handlinger som han ikke kan slippe uden om.

Afhængigt af de love der er i det land han bor i, skal misbrugeren sandsynligvis afsone en fængselsdom eller underkaste sig andre sanktioner fra myndighedernes side. Menigheden vil ikke beskytte ham mod dette. Manden har desuden vist at han har en alvorlig brist som fremover må tages i betragtning. Hvis det ser ud til at han har ændret sind, vil man tilskynde ham til at gøre åndelige fremskridt, tage del i forkyndelsen og endda have opgaver på Den Teokratiske Skole og medvirke i demonstrationer på tjenestemødet som den besøgte eller fortælle erfaringer fra forkyndelsen. Det betyder imidlertid ikke at han er kvalificeret til at få en ansvarspost i menigheden. Hvad er den bibelske begrundelse herfor?

En af grundene er at en ældste skal være „en som kan beherske sig“. (Titus 1:8) Det er rigtigt at ingen af os kan udvise selvbeherskelse til fuldkommenhed. (Romerne 7:21-25) Men en indviet, voksen kristen som synder ved at misbruge et barn seksuelt, afslører en unaturlig kødelig svaghed. Erfaringer har vist at en sådan person godt igen kan finde på at misbruge børn. Sandt nok er det ikke alle børnemisbrugere der gentager synden, men mange gør. Menigheden kan ikke læse hjerter for at se hvem der kunne tænkes, og hvem der ikke kunne tænkes at ville misbruge et barn igen. (Jeremias 17:9) Paulus’ råd til Timoteus gælder derfor i endnu højere grad hvor det drejer sig om døbte voksne som har misbrugt børn: „Vær ikke hurtig til at lægge hænderne på nogen, og vær ikke delagtig i andres synder.“ (1 Timoteus 5:22) For at beskytte menighedens børn vil man ikke udnævne en til en ansvarspost hvis man ved at han har været børnemisbruger. Han vil heller ikke kunne tjene som pioner eller i nogen anden form for heltidstjeneste. — Jævnfør princippet i Anden Mosebog 21:28, 29.

Nogle spørger måske: ’Har nogle ikke begået andre former for synd og tilsyneladende ændret sind, blot for senere at gentage synden?’ Jo, det er sket, men her er der andre faktorer man må tage i betragtning. Hvis en person for eksempel gør umoralske tilnærmelser til en anden voksen, er denne som regel i stand til at afvise vedkommende. Børn er meget nemmere at narre, forvirre eller terrorisere. Bibelen omtaler børns mangel på visdom. (Ordsprogene 22:15; 1 Korinther 13:11) Jesus brugte børn som et eksempel i ydmyghed og uskyldighed. (Mattæus 18:4; Lukas 18:16, 17) Barnets naturlige uskyld er kendetegnet af en fuldstændig mangel på erfaring. Da de fleste børn er tillidsfulde og ivrige efter at behage, er de et let bytte for en intrigant voksen som de kender og har tillid til. Menigheden har derfor et gudgivent ansvar for at beskytte dens børn.

Velopdragne børn lærer at adlyde og ære deres forældre, de ældste og andre voksne. (Efeserne 6:1, 2; 1 Timoteus 5:1, 2; Hebræerne 13:7) Hvilken chokerende pervers handling ville det ikke være hvis en der besad en ansvarspost i menigheden, misbrugte et barns troskyldige tillid ved at forføre eller tvinge ham eller hende til at være med til seksuelle handlinger? Ofrene for et sådant seksuelt misbrug kæmper ofte i årevis for at overvinde det følelsesmæssige traume det har medført. Børnemisbrugeren vil derfor blive tugtet strengt af menigheden og underlagt restriktioner, og det man først og fremmest vil tage hensyn til, er at menigheden bevares dadelfri og ren, og ikke hvilken ansvarspost vedkommende besidder. — 1 Korinther 5:6; 2 Peter 3:14.

Hvis en børnemisbruger oprigtigt ændrer sind, vil han erkende visdommen i at følge Bibelens principper. Hvis han virkelig lærer at afsky det der er ondt, vil han foragte det han har gjort og kæmpe for at undgå at gentage overtrædelsen. (Ordsprogene 8:13; Romerne 12:9) Han vil bestemt også ønske at takke Jehova for hans store kærlighed, som gør at angrende syndere fortsat kan tilbede vores hellige Gud og håbe på at være blandt „de retskafne“ der skal bo for evigt på jorden. — Ordsprogene 2:21.