Mit liv i den organisation Jehova leder med sin ånd
Fortalt af Albert D. Schroeder
DEN første søndag i juni 1934 var Alex Jones og jeg i færd med at forkynde fra dør til dør i Jersey City i staten New Jersey. Pludselig kom nogle politibetjente stormende ind i den boligblok hvor vi var, arresterede os, puffede os ublidt ind i en bil og kørte os til et fængsel!
Tre dage senere kendte en dommer os skyldige i dørsalg uden tilladelse og idømte os ti dages fængsel. Vi blev ført til Hudson County-fængselet, hvor vi fik besked på at klæde os af, gå igennem et antiseptisk bad og tage fængselstøj på. Derefter blev vi ført til en celle.
Her fik jeg tid til at tænke over tilværelsen. Jeg var kun 23 år, og lykkelig for mit liv i heltidstjenesten på Betel i Brooklyn. Men lad mig fortælle om nogle af de tanker jeg gjorde mig.
Min mormoder
Jeg tænker navnlig med varme følelser på min mormoder, Elizabeth Darger. Hendes forældre var med deres børn rejst fra Tyskland til Michigan på et tidspunkt før 1870. Hun boede hos os, hos mine lutherske forældre i Saginaw, Michigan — min fødeby — og underviste i tysk og engelsk på kommuneskolerne. Under den første verdenskrig havde hun sammen med sine søstre, som også var skolelærere, sluttet sig til De Internationale Bibelstudenter, der nu er kendt som Jehovas Vidner.
Skønt mine forældre forlangte at jeg gik i den lutherske kirkes søndagsskole, fik mormoder lov til at tale med mig om alt det spændende hun havde lært ud fra Bibelen. Hun kunne læse Bibelen på både latin og græsk og indgav mig et ønske om at studere Bibelen på dens originalsprog. Jeg tænkte også på de herlige bibeldrøftelser jeg havde haft med mine grandtanter om Guds rigsregering, der snart vil tage herredømmet over jorden i overensstemmelse med Daniel 2:44.
I 1923 begyndte min mormoder at undervise mig ved hjælp af Vagttårnsselskabets bog Guds Harpe. Desuden fulgtes jeg med hende til møder i menigheden i Saginaw. Mens jeg sad dér i min celle mindedes jeg disse møder og de stunder hvor jeg havde lyttet til Vagttårnsselskabets radioprogrammer, der blev sendt helt fra Brooklyn i New York over Selskabets radiostation, WBBR. Disse og mange andre oplevelser havde medvirket til at forme mit liv.
For eksempel huskede jeg at jeg over radioen havde lyttet til Vagttårnsselskabets præsident, dommer Joseph F. Rutherford, da han i 1927 talte ved Bibelstudenternes stævne i Toronto i Canada. I 1928 overværede jeg selv for første gang et sådant stævne; det var i Detroit i Michigan. Dér både hørte og så jeg broder Rutherford tale. Ved det stævne glædede jeg mig over at jeg højt og tydeligt kunne tilslutte mig resolutionen „En Erklæring imod Satan og for Jehova“. Derefter blev bogen Regering frigivet. Den viste at Guds rige er en teokratisk regering, ikke en demokratisk.
På universitetet
Jeg mindedes også min skoletid. På mine forældres indtrængende opfordring gik jeg med til at tage en højere uddannelse — de ønskede ikke at jeg skulle begynde i heltidstjenesten. I september 1929 begyndte jeg så at studere sprog, økonomi og teknik ved University of Michigan i Ann Arbor.
Fru Judson, der ejede det hus hvor jeg var blevet indlogeret, havde tilknytning til menigheden af bibelstudenter i Ann Arbor. Da jeg vendte tilbage til det nye studieår i efteråret 1930, fortalte hun mig at en nydelig ung mand fra Alabama netop var flyttet ind i værelset over for mit, og at hun mente at han ville være modtagelig for „vort budskab fra Bibelen“. Og det skal jeg love for at han var! William Addison Elrod og jeg blev hurtigt nære venner da han tog imod sandheden fra Bibelen — og vort venskab består stadig.
I sommeren 1931 fulgte Bill Elrod og jeg et repetitionskursus. Derfor kunne vi ikke være til stede ved stævnet i Columbus, Ohio. Men om søndagen den 26. juli lyttede vi til det offentlige foredrag der blev transmitteret over radioen, og vi var blandt den begejstrede skare af tilhørere der tog imod det vidunderlige nye navn „Jehovas Vidner“.
På universitetet førte man i den periode indgående diskussioner om socialistiske, fascistiske og kommunistiske styreformer. I oktober 1931 var vi 3000 studerende som lyttede til Winston Churchill, der i sin tale understregede at demokratiet stadig er den bedste regeringsform. Senere, i december 1931, talte den kendte britiske matematiker og filosof Lord Bertrand Russell om pacifisme. Vi fik også lejlighed til at lytte til præsidenten for den tyske rigsbank i Berlin, dr. Hjalmar Schacht, der talte om behovet for statslig styring af økonomien — han talte med andre ord til fremme for nationalsocialismen eller nazismen. To år senere sad han i Hitlers regering som økonomiminister.
Efter at jeg havde hørt disse fremtrædende statsmænd tale, var jeg mere end nogen sinde før overbevist om at kun det messianske rige ville kunne fungere tilfredsstillende som en verdensregering. Følgelig besluttede Bill Elrod og jeg os for at forlade universitetet den 15. juni 1932 for at arbejde sammen som heltidsforkyndere, det vi i dag kalder pionerer.
Vi begyndte som pionerer før vi blev døbt, for dengang var man ikke helt sikker på hvorvidt de der havde et jordisk håb skulle lade sig døbe eller ej. Efter min dåb, der fandt sted den 24. juli 1932 i Vandercook Lake, Michigan, viste det sig imidlertid at jeg nu havde fået det himmelske håb, sådan at jeg tilhørte den salvede skare, hvilket blev bekræftet ved ’åndens vidnesbyrd’. — Romerne 8:16.
Tjeneste på Brooklyn Betel
Den 9. september 1932, mens vi tjente som pionerer i Howell, Michigan, kom Bill løbende ud fra postkontoret og viftede med et gult telegram. Da vi åbnede det fandt vi en indbydelse fra broder Rutherford til at påbegynde tjeneste på Betel så snart som muligt. Det tog os kun 72 timer at afvikle vore forpligtelser og køre de 1100 kilometer til Brooklyn i vores Ford T. Den 13. september kørte vi så over Brooklynbroen og ankom til Betel. Dengang bestod betelfamilien af omkring 200 medlemmer, hvoraf de fleste var Kristi salvede brødre.
Efter at have arbejdet i trykkeriet nogle få uger blev jeg flyttet til tjenesteafdelingen, der blev ledet af en elskværdig irsk broder, Thomas J. Sullivan. Han mindede altid os yngre brødre om at ’vi skulle sikre os at alle kendsgerninger var kommet frem inden vi foreslog en løsning på et problem’. (Ordsprogene 18:13) Og så kunne han tilføje, med et glimt i øjet: „Hvorfor forhaste sig? Giv Jehova en chance. Vent og se hvad hans ånd vil gøre.“
Mens jeg sad i fængselet og tænkte på alt dette, glædede jeg mig over det privilegium det er at lide for retfærdighedens sag, ligesom Jesus Kristus og apostlene havde gjort. (Johannes 15:20; 1 Peter 4:16) Og jeg kan nu se at jeg gennem alt dette blev rustet til at varetage fremtidige privilegier.
Et betagende nyt lys
I begyndelsen af 1935, omkring seks måneder efter at jeg var blevet løsladt fra fængselet og var vendt tilbage til Betel, drøftede vi ved middagsbordet flere gange spørgsmålet om hvem ’den store skare’ kunne være. (Åbenbaringen 7:9, 13) Nogle hældede til den opfattelse at det var en sekundær himmelsk skare, sådan som Vagttårnsselskabets første præsident, broder Russell, havde fremført. Andre argumenterede for at ’den store skare’ måtte bestå af dem der har et jordisk håb. Broder Rutherford forholdt sig imidlertid tavs under disse drøftelser.
Det var med stor spænding at alle vi fra Betel rejste med særtog til Washington, D.C., for at overvære stævnet der skulle afholdes fra den 30. maj til den 3. juni 1935. På stævnets anden dag bekendtgjorde broder Rutherford den betagende nye forståelse at ’den store skare’ er en jordisk skare. Da han nåede til foredragets højdepunkt spurgte han: „Vil alle de der håber at komme til at leve evigt på jorden være så venlige at rejse sig?“ Omkring halvdelen af de 20.000 tilstedeværende rejste sig op. Derefter sagde broder Rutherford: „Se! Den store skare!“ Der var et øjebliks stilhed. Så brød vi alle ud i jubel, og bifaldet var højt og langt. Næste dag blev 840 døbt, hvoraf de fleste tilhørte den jordiske skare.
Dette nye lys over spørgsmålet om hvem der udgør ’den store skare’ førte i 1936 til nogle forandringer som forberedelse til at organisationen kunne tage imod den forventede tilstrømning af medlemmer til denne skare. Hidtil havde der for eksempel kun været én stor engelsk menighed i hele New York City, men nu blev der oprettet nye menigheder med os yngre salvede brødre som tilsynsmænd. I dag er der 336 menigheder i selve New York!
En ny opgave
Torsdag den 11. november 1937 blev en betydningsfuld dag i mit liv. Jeg havde fået besked på at henvende mig på broder Rutherfords kontor om eftermiddagen klokken tre. Jeg mødte til tiden, nervøs for at jeg skulle have en reprimande. Men efter nogle få venlige ord spurgte broder Rutherford om jeg var villig til at påtage mig en ny opgave.
„Jeg er villig til at tjene hvor som helst der er behov for det,“ svarede jeg.
Men det kom helt bag på mig da broder Rutherford spurgte: „Hvad vil du sige til at tjene som landstjener på Betel i London?“
„Det er sandelig en stor opgave!“ udbrød jeg.
„Desuden vil det betyde at du får en enkeltbillet og går ind på at blive der indtil efter Harmagedon. Så du får tre dage til at træffe din afgørelse,“ fortsatte han.
„Men, broder Rutherford, jeg behøver ikke tre dage. Hvis det er Jehovas vilje at jeg tager derover, så er mit svar ja!“
„Sådan regnede jeg også med at du ville svare,“ sagde broder Rutherford. „Broder Knorr har allerede købt din billet til skibet Queen Mary, der sejler til England næste onsdag.“
Det begyndte at snurre i mit hoved. „Du vil blive oplært i løbet af de næste få dage,“ sluttede broder Rutherford.
Da jeg kom tilbage til tjenesteafdelingen, der lå i fabriksbygningen, begyndte broder Knorr at le ad min overvældende forbavselse. Han vidste hvad der lige var passeret. Nathan H. Knorr var fabrikstilsynsmand og havde tidligere været i England sammen med broder Rutherford. Han begyndte omgående at give mig instrukser om hvordan man fører tilsyn med et afdelingskontor. Nogle få dage senere vendte jeg tilbage til broder Rutherford for at få yderligere instruktioner.
På baggrund af Mika 6:8 rådede broder Rutherford mig til at ’øve ret, holde fast ved organisationens måde at gøre tingene på, holde Bibelens normer højt, reagere omgående på anvisninger og ikke være tøvende, behandle brødrene kærligt, deltage regelmæssigt i forkyndelsen og vandre beskedent med Gud’. Han sagde at forkyndelsesarbejdet i England var blevet svækket fordi den hidtidige landstjener ikke gav det sin fulde støtte. Til slut sagde han med eftertryk: „Tilskynd til forøget tjeneste. England har behov for 1000 pionerer og ikke blot de 200 der er for tiden.“
Ankomst til England
Da Queen Mary lagde til i Southampton, tog jeg toget til London og dernæst en taxa til Selskabets afdelingskontor, som i 26 år havde ligget på adressen 34 Craven Terrace, Lancaster Gate. Jeg fik en hjertelig modtagelse af vicepræsidenten for International Forening for Bibelstudium. Jeg overrakte ham broder Rutherfords brev, der bemyndigede ham til at afsætte landstjeneren og bekendtgøre for betelfamilien at jeg ville træde i stedet. Dette skete ved middagsbordet, og betelfamiliens 30 medlemmer gav mig en hjertelig velkomst.
Efterhånden lærte jeg mange landstjenere og andre brødre der repræsenterede Selskabet i Europa at kende. Det var salvede brødre der førte helhjertet an i forkyndelsesarbejdet, til trods for Hitlertidens vanskeligheder. Blandt dem kan nævnes Martin Harbeck fra Schweiz, Charles Knecht fra Frankrig, Fritz Hartstang fra Holland, Johan Eneroth fra Sverige, William Dey fra Danmark og den modige Robert Winkler fra Selskabets tyske afdeling der virkede under jorden. Disse frygtløse troens mænd modstod på enhver bibelsk forsvarlig måde de brutale naziforfølgelser.
Broder Rutherford aflægger besøg
I 1938, året før den anden verdenskrig udbrød, havde briterne oprettet en transoceanisk radiotelefonlinje. Deres ingeniører indvilligede i at forbinde fire kontinenter via denne radiotelefon, under et særligt stævne der skulle afholdes i London fra den 9. til den 11. september. Til dette stævne lejede man Royal Albert Hall, den største bygning der passede til formålet i London. Tre uger før stævnet ankom broder Rutherford med sin gruppe, deriblandt Nathan H. Knorr, for at hjælpe med forberedelserne.
For at avertere det offentlige foredrag organiserede man gadearbejde med sandwichplakater. Før dette averteringsarrangement første gang skulle løbe af stabelen, sendte broder Rutherford bud efter mig. Mens vi drøftede spørgsmål vedrørende stævnet sad han og tegnede kruseduller med sin fyldepen, hvilket han af og til gjorde mens han talte med nogen. Så rev han en lap papir af sin skriveblok og rakte den til mig. „Hvad synes du om det?“ spurgte han.
„RELIGIONEN ER EN SNARE OG ET SVINDLERFORETAGENDE,“ stod der.
„Det virker temmelig stærkt,“ svarede jeg.
„Det er også meningen,“ svarede broder Rutherford. Han gav derefter besked på at der skulle fremstilles nogle plakater med denne ordlyd, til brug i averteringsarbejdet onsdag aften. Den følgende aften gik broder Knorr og jeg i spidsen for omkring tusind brødre i en 10 kilometer lang march gennem Londons centrum.
Næste formiddag kaldte broder Rutherford mig til sit kontor og spurgte hvordan det var gået. „Mange kaldte os kommunister og ateister og kom med andre fjendtlige tilråb,“ sagde jeg. Så tænkte han sig om nogle minutter og rev så en lap papir af blokken hvorpå der stod: „TJEN GUD OG KONGEN KRISTUS.“ Han mente at nogle skilte ind imellem med denne ordlyd ville afbøde de fjendtlige reaktioner, og sådan gik det. Stævnet gik godt, og hovedpunkterne lørdag og søndag med temaforedraget „Se Kendsgerningerne i Øjnene“ blev med succes transmitteret til 49 samtidige stævner der blev afholdt i hele den engelsktalende verden.
Efter stævnet blev der afholdt et instruktionsmøde med landstjenerne fra de europæiske lande. Under dette møde fik jeg en alvorlig irettesættelse af broder Rutherford fordi de ordenshavende ved stævnet ikke havde fået tilstrækkelig oplæring. Denne tugt kaldte tårerne frem i mine øjne. Men William Dey fra Danmark trøstede mig senere og sagde at broder Rutherford blot havde brugt mig som eksempel for at tugte dem alle indirekte. Og sådan forholdt det sig! Næste dag inviterede broder Rutherford os alle til en særlig middag han selv havde tilberedt — han holdt meget af at tage et forklæde på og lave mad. Vi nød alle det opbyggende samvær.
Under den anden verdenskrig
Den 1. september 1939 marcherede Hitler ind i Polen. Søndag den 3. september erklærede England krig mod Tyskland. Den formiddag var vi tusinder af forkyndere i England der var ude i tjenesten på arbejdsmarken, hvor vi meget apropos afsatte den nye bog Frelse. Folk vi traf var rystede over begivenhederne, og nogle kvinder græd. Vi løb alle tør for bibelsk læsestof mens vi var optaget af at trøste folk ud fra Bibelen.
Den følgende måned modtog vi et fortryk af artiklen „Neutralitet“, der blev bragt i Vagttårnet for 1. november 1939. Denne artikel kom lige i rette tid og viste hvordan sande kristne ifølge Bibelen bør stille sig til verdens konflikter. (Johannes 17:16) Snart begyndte de engelske myndigheder at arrestere og fængsle vore brødre og søstre i hundredvis.
Luftkrigen over England, også kaldet Slaget om England, tog til i styrke mod slutningen af 1940 og fortsatte i 1941. Vi i London udstod 57 på hinanden følgende nætter med 14 timer lange bombardementer. Luften var fuld af hylende lyde. Det brændte heftigt alle vegne. Der faldt 29 bomber inden for en radius af 460 meter fra Betel. Vores store rigssal ved siden af Betel blev ramt af brandbomber, men ilden blev hurtigt bragt under kontrol af de trænede betelbrødre.
Som følge af krigen var der indført restriktioner på mange områder, deriblandt rationering af fødevarer og begrænsning af rejseaktivitet. Vi fortsatte med at forkynde fra hus til hus og forøgede endog vor indsats. Antallet af forkyndere i England var vokset fra 4375 i 1937 til 12.436 i 1942. Antallet af pionerer var steget fra 201 da jeg ankom til England i 1937, til 1488 i 1942! Så Jehova havde afgjort rigt velsignet den sæd der var blevet sået. Nu omkring 50 år senere er der i England over 109.000 forkyndere af Riget, deriblandt mere end 6000 almindelige pionerer.
Hjulpet af Jehovas ånd formåede vi fra 3. til 7. september 1941 at gøre hvad regeringsembedsmænd havde betegnet som umuligt. Vi afholdt det største stævne for Jehovas vidner i England indtil da. Over 12.000 forsamledes i Leicesters De Montfort Hall og på de omkringliggende arealer, i netop den periode hvor krigen var på sit højeste. Det var den samme hal Selskabet benyttede da Vagttårnsselskabets årlige møde i 1983 blev afholdt i Leicester. Over tre tusind af os der var til stede kunne ved denne lejlighed mindes stævnet under krigen i 1941.
Afdelingskontoret i London kom under krigen til at fungere som et flygtningecenter. Telefonen ringede ustandselig. Der blev oprettet en nødhjælpsfond, sådan at brødre der havde været udsat for bombardement kunne få øjeblikkelig hjælp. Der kom også brødre som flygtninge fra Polen, Tyskland, Norge, Frankrig, Belgien, Holland og mange andre steder til London, hvor de fik en hjælpende hånd. Mange af dem begyndte i pionertjenesten i England.
Erklæret uønsket
Fra det øjeblik De Forenede Stater gik ind i krigen, den 8. december 1941, var jeg som amerikansk statsborger ikke længere fritaget for tjeneste i de britiske styrker. På grund af min kristne neutralitet kunne jeg naturligvis ikke efterkomme den britiske regerings ordre om militærtjeneste. Den 6. maj 1942 gav regeringen mig derfor besked om at jeg var uønsket i landet og måtte rejse hjem til De Forenede Stater. Londonavisen Daily Herald for 1. august 1942 bragte på forsiden et billede af mig, fulgt af en artikel med overskriften „De har bedt ham rejse hjem“.
Mandag morgen den 24. august 1942 blev jeg arresteret og afhentet af to opdagere fra Scotland Yard. De førte mig med tog til Glasgow i Skotland, hvor jeg blev holdt i forvaring natten over i det middelalderlige Barlinnie-fængsel. Den følgende dag blev jeg ført om bord på den britiske krydser S/S Hilary, hvor jeg fortsat blev holdt i forvaring. Det tog 13 dage for vores konvoj på 52 skibe at krydse Atlanterhavet i siksakkurs, for at undvige de tyske undervandsbåde. Vi undgik deres torpedoer og nåede sikkert til Halifax i Canada. Jeg blev sat på fri fod, og dagen efter tog jeg toget til New York, hvortil jeg ankom den 10. september.
Bemærkelsesværdig forudsigelse af periode med fred
Det var en stor glæde at vende tilbage til de mange varmhjertede brødre på Betel i Brooklyn. Jeg ankom netop i rette tid til at overvære det epokegørende stævne der blev afholdt i dagene fra 18. til 20. september 1942 i Cleveland, Ohio. Ved den lejlighed holdt broder Nathan H. Knorr, Selskabets nye præsident, foredraget „Freden — kan den vare ved?“ Dermed blev der kastet nyt lys over Åbenbaringen 17:8. Det fremgik heraf at de allierede ville sejre og at et nyt internationalt „fredsdyr“ ville fremstå. Dette blev til virkelighed da De Forenede Nationer blev oprettet efter krigens afslutning i 1945.
Vagttårnets Bibelskole Gilead
Efter Vagttårnsselskabets årlige møde den 1. oktober 1942 blev Maxwell G. Friend, Eduardo F. Keller og jeg kaldt til broder Knorrs kontor. Han meddelte os at man samme dag havde besluttet at oprette en missionærskole på Kingdom Farm i South Lansing, New York. Han sagde at jeg skulle tjene som skolens registrator og som ordstyrer i det udvalg der skulle organisere skolen. Sammen med broder F. W. Franz udarbejdede vi de lærerige bibelske forelæsninger. Dermed begyndte et langt og glædebringende samarbejde med ham om at fremme den bibelske oplæring.
Mandag morgen, den 1. februar 1943, indviede broder Knorr officielt det der nu er kendt som Vagttårnets Bibelskole Gilead, beliggende på Kingdom Farm i South Lansing, New York. Efter indvielseshøjtideligheden begyndte undervisningen i fire klasser med hver 25 elever. Dette kursus i videregående kristen oplæring strakte sig over 20 uger, med Bibelen som den vigtigste lærebog.
Lykkelige måneder efterfulgt af lykkelige år med dybtgående studium af Bibelen blev min velsignede forret. Jeg er Jehova taknemmelig for at jeg sammen med andre selvopofrende lærere har fået det privilegium at undervise og bevæge hjerterne hos alle de nidkære elever der elsker Jehova og hans gerning! Til og med 1960 havde 3700 elever fra 70 lande fyldt vore skoleklasser.
Ægteskab
Da jeg i 1955 overværede stævnerne „Det Triumferende Rige“ i Europa, mødte jeg igen Charlotte Bowin, der havde været en af mine elever i den første Gileadklasse i 1943. Hun havde tjent trofast i 12 år som missionær i spansktalende områder, deriblandt Mexico og El Salvador. Nu deltog hun sammen med sin makker Julia Clogston i disse europæiske stævner. Charlottes forældre havde i øvrigt været medlemmer af betelfamilien i Brooklyn før de blev gift, i broder Russells tid. Da de giftede sig blev Martin Bowin rejsende tilsynsmand indtil Charlotte blev født i 1920.
I januar 1956 kom Charlotte på Betel og fik tildelt arbejde på Kingdom Farm. I august 1956 blev vi gift. Da Charlotte blev gravid var vi meget nedslåede idet vi troede at vores heltidstjeneste dermed ville være til ende. Broder Franz opmuntrede os imidlertid og sagde: „I har ikke syndet ved at lade jeres ægteskab bære frugt. Fat mod! Måske vil Jehova sørge for at I på en eller anden måde kan fortsætte i heltidstjenesten.“
Og sådan gik det. Jeg kunne fortsætte som lærer ved Gileadskolen. Først boede vi til leje i en lille lejlighed, men i 1962 flyttede vi ind i et nyt hus der lå cirka halvanden kilometer fra skolen. Vores søn Judah Ben blev født i februar 1958, og tilbragte sine barndomsår i South Lansing, New York.
Det gav os mange glæder at opdrage Judah Ben, eftersom vi altid forsøgte at følge Bibelens principper. (Efeserne 6:1-4) Vi tilskyndede ham til at følge Mika 6:8, på samme måde som jeg selv bestræbte mig for det. Senere blev Judah den tredje generation af vores familie på Betel, hvor han tjente i 12 år. I juni 1986 giftede han sig med en henrivende pionersøster, Amber Baker. De tjener nu som pionerer i Michigan.
Rigets Tjenesteskole
Ved stævnet i 1958 på Yankee Stadium havde broder Knorr bekendtgjort at man ville oprette en ny skole for tilsynsmænd. Den fik navnet Rigets Tjenesteskole, og den 9. marts 1959 påbegyndte den første klasse med 25 elever dette fireugers kursus på Kingdom Farm, hvor også Gileadskolen havde til huse. Da Gileadskolen i september 1960 blev flyttet til Brooklyn, forblev Rigets Tjenesteskole på Kingdom Farm, hvor vi kunne undervise omkring 100 ældste hver måned. Det at jeg selv var fader viste sig at være et aktiv når jeg skulle undervise de andre familieoverhoveder der deltog i skolen.
I 1967 blev skolen flyttet til Betel i Brooklyn. Senere, i 1968, blev den flyttet til Pittsburgh, hvor i tusindvis af prægtige ældste modtog oplæring frem til 1974. I 1974 begyndte man at holde skolen i forskellige rigssale over hele landet. Min hustru og min søn fulgtes så med mig på mine rejser til disse forskellige steder. De virkede som pionerer mens jeg underviste på skolen.
Yderligere tjeneste for Kongen
I november 1974 underviste jeg på Rigets Tjenesteskole i min fødeby Saginaw, Michigan, da jeg modtog et brev som jeg sent vil glemme. Det var fra Det Styrende Råd, der indbød mig til at tjene som medlem af dette råd. Samtidig blev min hustru og min søn indbudt til at tjene som medlemmer af betelfamilien i Brooklyn. Den 18. december 1974 flyttede vi derfor ind på Betel, hvor jeg straks tog fat på mine nye tjenesteprivilegier.
Der er et godt samarbejde i Det Styrende Råd. Dette råd leder Jehovas Vidners verdensomspændende arbejde gennem udgivelse af åndelig føde til Vidnernes fortsatte oplæring og ved som dommere at afsige kendelser. Hver onsdag holder Det Styrende Råd et møde, der altid indledes med bøn om Jehovas ånds ledelse. Man bestræber sig omhyggeligt for at enhver sag der behandles og enhver afgørelse der træffes er helt i harmoni med Guds ord, Bibelen.
Som medlem af Det Styrende Råd har jeg haft til opgave at besøge forskellige afdelingskontorer som zonetilsynsmand. Det har varmet mig om hjertet når jeg på denne måde har fået et førstehåndsindtryk af den enhed der råder blandt Jehovas folk i så mange lande. Desuden har jeg glædet mig over atter at træffe de mange gileadmissionærer der stadig tjener trofast i deres fremmede distrikter. Ja, i alle lande er Jehovas folk det bedst stillede og det lykkeligste!
Jehova sørger til stadighed for åndelig føde til sit folk gennem Vagttårnet og andre bibelske publikationer. Alt dette er et vidnesbyrd om at Kristus Jesus er vores konge, og at han har været det siden 1914, samt at han vil føre os velbeholdne igennem „den store trængsel“ der er nært forestående. Derfor, alle I der er unge af alder, læg visdom for dagen ved at gøre heltidstjenesten til jeres livsgerning! Der venter også jer spændende tjenesteprivilegier. (Mika 7:7) Jeg fryder mig ved den måde hvorpå Jehova i sin forudseenhed har sørget for mig. Hans velsignelser har i sandhed beriget mig. (Ordsprogene 10:22) Jeg er hver dag Jehova taknemmelig for de privilegier jeg nyder i tjenesten for den organisation han leder med sin ånd. — Åbenbaringen 7:14.
[Illustration på side 12]
Sammen med min makker Bill Elrod
[Illustration på side 15]
Med tog til Barlinnie-fængselet
[Illustration på side 17]
Her med min kone, Charlotte