1. (a) Hvilken trøst giver Bibelen dem der har set familiemedlemmer forlade den sande tilbedelse? (b) Hvordan ser Jehova på dem der forlader ham?

„MIN datter sagde til mig at hun ikke længere ville være et Jehovas vidne,“ fortæller en kristen far. „I flere dage, ja uger og måneder, følte jeg en nagende smerte indvendig. Det var værre end at dø.“

En ung kvinde var blevet opdraget efter Bibelens principper, men forfaldt til misbrug af alkohol og narkotika. Når hun i dag ser tilbage på denne mørke periode i sit liv, siger hun: „Jeg ville bevise at jeg kunne skabe mig en bedre tilværelse på egen hånd. Jeg ville kun følge mit eget hoved og ikke høre på andres mening.“ Ligesom den fortabte søn ønskede denne unge kvinde uafhængighed. Sørgeligt nok måtte hun udelukkes fra den kristne menighed fordi hun med sin adfærd overtrådte Bibelens normer.

DE KOM TIL FORNUFT

Hvad har fået nogle af dem der på et tidspunkt er blevet udelukket fra den kristne menighed, til at komme til fornuft? De følgende beretninger giver nogle eksempler.

„Inderst inde vidste jeg stadig hvor sandheden fandtes. Flere års studium af Bibelen og deltagelse i de kristne møder havde prentet sig dybt i mit sind. Hvordan skulle jeg kunne blive ved med at vende Jehova ryggen? Det var ikke ham der havde svigtet mig, men mig der havde svigtet ham. Omsider indså jeg hvor ufornuftig og stædig jeg havde været. Jeg erkendte at Jehovas ord alligevel havde ret — ’man høster hvad man sår’.“ — C.W.

„Min lille pige begyndte at tale, og det vakte nogle følelser i mig. Jeg ville gerne lære hende hvem Jehova er, og hvordan man skal bede til ham. Jeg kunne ikke sove, og en nat kørte jeg hen i en park og græd. Grådkvalt bad jeg til Jehova for første gang i lang tid. Jeg vidste bare at jeg havde brug for igen at være knyttet til Jehova, og jeg håbede at han kunne tilgive mig.“ — G.H.

„Når emnet religion kom på bane, sagde jeg gerne at hvis jeg skulle vælge det trossamfund der havde sandheden, skulle jeg være et af Jehovas vidner. Jeg tilføjede at jeg selv havde været et af dem, men ikke kunne leve op til det og derfor havde trukket mig ud. Når jeg tænkte nærmere over det, følte jeg mig skyldbetynget og blev nedtrykt. Til sidst indrømmede jeg over for mig selv at jeg havde det elendigt, og at jeg blev nødt til at gøre noget alvorligt ved det.“ — C.N.

„For femogtredive år siden blev min mand og jeg udstødt. Men i 1991 fik vi, til vores overraskelse og glæde, besøg af to ældste der talte med os om at vi kunne vende tilbage til Jehova. Et halvt år efter blev vi til vor usigelige glæde genoptaget. Min mand og jeg er henholdsvis 79 og 63 år.“ — C.A.

For eksempel gjorde en 17-årig ung mand oprør mod sin kristne opdragelse. „Umoralitet og stofmisbrug udviskede det jeg i årenes løb havde lært fra Bibelen,“ indrømmer han. Inden længe sad han fængslet for væbnet røveri og mord. Han genvandt siden sin åndelige sundhed, men havde måttet betale en høj pris for „den midlertidige nydelse af synd“.

„Uden Jehovas ledelse måtte jeg lide meget ondt,“ fortæller en ung kvinde som for en tid forlod Guds organisation. „Jeg forsøgte at tilpasse mig verden, men da jeg ikke var helt som de andre, ville de ikke vide af mig. Jeg følte mig som et forvildet barn der manglede en far til at vise mig vej. Da gik det op for mig at jeg behøvede Jehova. Jeg har aldrig siden ønsket at gøre mig uafhængig af ham.“

Nogle af dem plages af samvittighedsnag over deres egensindighed, og med tiden kommer mange til fornuft. „Ikke en eneste dag var Jehova ude af mine tanker,“ fortæller en søster om den tid hun var borte fra Guds organisation. „Jeg bad hele tiden om at han en dag ville tage imod mig når jeg vendte tilbage til sandheden.“ — Salme 119:176.