Under den gamle højtid på forsoningsdagen tog Israels ypperstepræst blodet af offerdyr ind i det allerhelligste rum i templet, centeret for tilbedelsen af Gud. Ved at gøre dette, bad han i symbolsk forstand Gud om at tilgive folkets synder. (3 Mosebog 16:3-6, 11-16) Da disse ofre ikke virkelig tog synder bort måtte de gentages år efter år. Med denne brug af blod blev der imidlertid skabt et betydningsfuldt forbillede.

Et hovedpunkt i Bibelen er at Gud til sidst ville sørge for et fuldkomment offer der fuldt ud kunne sone alle troende menneskers synder. Dette kaldes genløsningen, og offeret var det der blev bragt af den forudsagte Messias eller Kristus.

De Kristne Græske Skrifter sammenligner Messias’ rolle med det der fandt sted på forsoningsdagen: „Da Kristus kom som ypperstepræst for de goder der er tilvejebragt gennem det større og fuldkomnere [tempel], som ikke er gjort med hænder, . . . gik han, nej, ikke med blod af bukke og tyrekalve, men med sit eget blod, én gang for alle ind på det hellige sted [i himmelen] og skaffede os en evig udfrielse. Ja, næsten alle ting renses med blod ifølge loven, og uden at der udgydes blod finder der ingen tilgivelse sted.“ — Hebræerne 9:11, 12, 22.

Efter det forbillede Gud viste på forsoningsdagen blev Jesus oprejst til himmelen „for nu at møde frem for Guds person til bedste for os“. Dér frembar han værdien af sit offerblod. (Hebræerne 9:24)