Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Kaldt ud af mørket
    Vagttårnet (studieudgave) – 2016 | November
    • To mænd opfører sig hånligt mens der bliver læst op af Skrifterne i en menighed i det første århundrede

      Kaldt ud af mørket

      “Han ... har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.” – 1 PET. 2:9.

      SANGE: 116, 102

      HVAD VIL DU SVARE?

      • I hvilken forstand kom Guds folk i babylonisk fangenskab fra det andet århundrede og frem?

      • Hvilke faktorer bidrog fra midten af 1400-tallet til at falsk religion mistede noget af sin magt?

      • Hvad gjorde salvede kristne i slutningen af 1800-tallet for at få en mere nøjagtig forståelse af Guds ord?

      1. Hvad skete der under indtagelsen af Jerusalem?

      I ÅR 607 f.v.t. invaderede kong Nebukadnezar II og hans enorme hær byen Jerusalem. Om det blodbad der fulgte, siges der i Bibelen: “[Nebukadnezar] dræbte deres unge mænd med sværdet i deres helligdoms hus og havde ikke medlidenhed med den unge mand eller jomfruen, den gamle eller den affældige. ... Endvidere brændte han den sande Guds hus og nedbrød Jerusalems mur; og alle dens tårnborge brændte de med ild, samt alle kostbare ting deri, for at ødelægge dem.” – 2 Krøn. 36:17, 19.

      2. Hvad havde Jehova advaret sit folk om?

      2 Det burde ikke være kommet bag på indbyggerne i Jerusalem at byen blev ødelagt. I mange år havde Jehova gennem profeter advaret dem om at de ville blive givet i Babylons hånd hvis de blev ved med at overtræde Loven. Mange jøder ville dø for sværdet, og de der overlevede indtagelsen, ville højst sandsynligt komme til at tilbringe resten af livet i eksil i Babylon. (Jer. 15:2) Hvordan formede livet sig for jøderne i Babylon? Har kristne været udsat for noget der er en parallel til jødernes fangenskab i Babylon, og i så fald hvornår?

      LIVET I EKSIL

      3. Hvordan adskilte livet i Babylon sig fra livet som slave i Egypten?

      3 Jehova havde gennem Jeremias rådet jøderne til at acceptere situationen når de blev deporteret, og forsøge at få det bedste ud af det. Han sagde: “Byg huse [i Babylon] og bo i dem, og plant haver og spis deres frugt. ... Søg fred for den by hvortil jeg har ladet jer gå i landflygtighed, og bed for den til Jehova, for i dens fred vil I få fred.” (Jer. 29:5, 7) De der fulgte Jehovas anvisninger, levede et forholdsvis normalt liv i Babylon. Jøderne fik en vis grad af selvstyre og havde endda lov til at rejse omkring. Babylon var et af datidens handelscentre, og gamle dokumenter viser at mange jøder blev forretningsfolk, og at andre blev dygtige håndværkere. Nogle af jøderne blev endda meget velhavende. Livet i Babylon var altså helt anderledes end det slaveri som israelitterne havde oplevet i Egypten flere hundrede år tidligere. – Læs 2 Mosebog 2:23-25.

      4. Hvem kom også i fangenskab i Babylon, og hvilke begrænsninger var deres gudsdyrkelse underlagt?

      4 Nogle af de jøder der kom i fangenskab i Babylon, havde tjent Jehova trofast inden. Selvom de ikke havde gjort noget forkert, måtte de nu lide sammen med de mange der havde gjort oprør mod Jehova. De kunne klare sig materielt, men hvordan skulle de kunne tilbede Jehova? Templet og altret lå i ruiner, og der var ikke længere et organiseret præsteskab. De trofaste jøder gjorde selvfølgelig hvad de kunne for at overholde Loven. For eksempel afviste Daniel, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego at spise mad som var uren. Vi ved også at Daniel holdt sig nær til Gud i bøn. (Dan. 1:8; 6:10) Ikke desto mindre var jøderne underlagt et hedensk folk, og det var derfor ikke muligt for dem at tilbede Jehova præcis som Loven foreskrev.

      5. Hvilket håb havde Jehova givet sit folk, og hvorfor var det bemærkelsesværdigt?

      5 Ville israelitterne nogensinde igen kunne tilbede Gud på den måde han krævede af dem? Det virkede usandsynligt på det tidspunkt. Babylon havde ry for aldrig at frigive sine fanger. Men det tog Jehova ikke hensyn til. Han havde lovet at hans folk ville blive befriet, og sådan gik det også. Guds løfter slår aldrig fejl! – Es. 55:11.

      EN PARALLEL I NYERE TID?

      6, 7. Hvorfor er det nødvendigt med en justering af vores forståelse af fangenskabet under Babylon den Store?

      6 Har kristne oplevet noget der kan sammenlignes med det babyloniske fangenskab? I mange år har Vagttårnet forklaret at Guds tjenere i nyere tid blev ført i fangenskab under Babylon den Store i 1918, og at de blev befriet i 1919. I denne og den næste artikel vil vi dog komme ind på hvorfor det har været nødvendigt med en justering af vores forståelse på dette område.

      7 Tænk over dette: Babylon den Store er et billede på al falsk religion. Så hvis Guds tjenere skulle være kommet i fangenskab under Babylon i 1918, skulle de på en eller anden måde være blevet undertvunget af falsk religion på det tidspunkt. Men i årtierne før Første Verdenskrig havde Guds salvede tjenere i virkeligheden frigjort sig fra Babylon den Store. Det er rigtigt at de salvede blev forfulgt under Første Verdenskrig, men den modgang de mødte, var primært forårsaget af de sekulære myndigheder, ikke af Babylon den Store. Så det lader ikke til at Jehovas folk kom i fangenskab under Babylon den Store i 1918.

      HVORNÅR BEGYNDTE DET BABYLONISKE FANGENSKAB?

      8. Hvordan blev den sande kristendom efterhånden fordærvet? (Se indledningsbilledet).

      8 På pinsedagen i år 33 blev tusinder af jøder og proselytter salvet med hellig ånd. Disse nye kristne blev “en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom”. (Læs 1 Peter 2:9, 10). I den tid apostlene var i live, førte de kærligt og omhyggeligt tilsyn med Guds menigheder. Men især efter deres død begyndte nogle mænd at fremføre “fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig”. (Apg. 20:30; 2 Thess. 2:6-8) Mange af disse mænd havde ansvarsopgaver i menighederne og tjente som tilsynsmænd og senere som “biskopper”. Efterhånden blev der dannet en præsteklasse – til trods for at Jesus til sine disciple havde sagt: “I er alle brødre.” (Matt. 23:8) Fremtrædende mænd der var fascinerede af de filosofier Aristoteles og Platon fremholdt, begyndte at indføre falske religiøse tanker i menighederne, som med tiden erstattede den sande lære fra Guds ord.

      9. Hvordan fik den frafaldne kristenhed opbakning fra den romerske stat, og hvad førte det til?

      9 I år 313 gjorde den romerske kejser Konstantin denne frafaldne form for kristendom til en anerkendt religion, og fra da af indledte kirken og staten et nært samarbejde. For eksempel befalede Konstantin efter at have overværet kirkemødet i Nikæa at præsten Arius skulle sendes i eksil fordi han nægtede at anerkende Jesus som Gud. Under kejser Theodosius I, der regerede i perioden 379-395, blev den forvanskede form for kristendom der senere blev kendt som katolicismen, den officielle religion i det romerske imperium. Historikere hævder at det hedenske Rom blev “kristnet” i det fjerde århundrede. Men sandheden er at kristenheden allerede på det tidspunkt havde taget så mange hedenske tanker til sig at den var blevet en del af Babylon den Store. Midt i alt dette var der dog stadig nogle trofaste salvede kristne der var som den hvede Jesus omtalte. De gjorde deres bedste for at tilbede Gud, men deres budskab trængte ikke igennem. (Læs Mattæus 13:24, 25, 37-39). De var virkelig i fangenskab under Babylon den Store!

      10. På hvilken baggrund kunne oprigtige mennesker sætte spørgsmålstegn ved kirkens lære?

      10 I de første århundreder efter vor tidsregning kunne mange læse Bibelen på enten græsk eller latin. På den måde havde de mulighed for at sammenligne læren i Guds ord med kirkens dogmer. Som følge heraf var der nogle der afviste kirkens ubibelske lærepunkter. Men det kunne koste dem livet hvis de åbent gav udtryk for deres holdninger.

      11. Hvordan holdt præsterne Bibelens budskab skjult for folk?

      11 Som tiden gik, var der færre og færre der forstod græsk og latin, og kirken modsatte sig at man oversatte Guds ord til de sprog folk talte. Det betød at det kun var præster og lærde der havde mulighed for at læse Bibelen, og det var ikke engang alle præster der var gode til at læse og skrive. Enhver der var af en anden mening end kirken, blev straffet hårdt. Trofaste salvede tjenere for Gud måtte mødes i små grupper – hvis de overhovedet kunne mødes. Ligesom det tidligere havde været tilfældet med de jødiske præster i fangenskabet under Babylon, kunne det ‘kongelige præsteskab’ af salvede ikke tjene på en organiseret måde. Babylon den Store holdt mennesker i et jerngreb!

      LYSGLIMT I MØRKET

      12, 13. Hvilke to faktorer var med til at løsne Babylon den Stores greb om folk?

      12 Ville sande kristne nogensinde blive i stand til frit at tilbede Gud på den måde han godkender? Ja! Der begyndte at komme små åndelige lysglimt i mørket takket være to vigtige faktorer. Den første faktor var opfindelsen af trykpressen med løse typer i midten af 1400-tallet. Før trykkekunsten kom til den vestlige verden, måtte man med stort besvær afskrive Bibelen i hånden. Af den grund fandtes der kun få eksemplarer af Bibelen, og de var meget dyre at anskaffe sig. Det kunne tage ti måneder for en erfaren afskriver at fremstille blot ét eksemplar af Bibelen. Dertil kom at det pergament, eller dyreskind, som afskriverne brugte, var meget kostbart. Med trykpresse og papir kunne en dygtig bogtrykker til gengæld trykke 1.300 sider om dagen!

      En bibeloversætter og en trykpresse

      Opfindelsen af trykpressen og modige bibeloversættere var med til at løsne Babylon den Stores greb (Se paragraf 12, 13)

      13 Den anden vigtige faktor var at nogle få modige mænd i begyndelsen af 1500-tallet besluttede sig for at oversætte Guds ord til de sprog folk talte. For mange af dem var det med livet som indsats, for kirkens ledere var rasende. De var bange for hvad det kunne føre til hvis almindelige mennesker fik adgang til Bibelen. Da retsindige mennesker fik mulighed for at læse Guds ord, begyndte de nemlig at stille spørgsmål som: ‘Hvor i Bibelen omtales skærsilden? Hvor står der at man skal betale en præst for at holde messe for de døde? Hvor siges der noget om paver og kardinaler?’ Set fra kirkens synsvinkel var sådanne spørgsmål skandaløse. Hvor vovede lægfolk at betvivle kirkens lære! Så kirken gik til modangreb. Mange mænd og kvinder blev dømt for kætteri fordi de afviste kirkelige læresætninger, som ofte var baseret på filosofier fremsat af Aristoteles og Platon – mænd der levede før Jesus Kristus blev født. Kirken afsagde dødsdommen, og staten eksekverede den. Målet var at få folk til at holde op med at læse i Bibelen og drage kirkens lære i tvivl. I de fleste tilfælde lykkedes det. Ikke desto mindre var der nogle få modige sjæle der nægtede at lade sig kue af Babylon den Store. De havde fundet sandheden i Guds ord og ville lære mere. Befrielsen fra falsk religion nærmede sig.

      14. (a) Hvad førte til en større forståelse af Bibelens sandheder? (b) Hvad gjorde bror Russell for at finde frem til sandheden?

      14 Mange havde et ønske om at kunne læse og studere Bibelen og drøfte den med andre uden at præsterne dikterede hvad de skulle tro. Af den grund emigrerede de til lande hvor kirkens indflydelse ikke var så stor. Et af disse lande var USA. Her indledte Charles Taze Russell og nogle andre i slutningen af 1800-tallet et systematisk studium af Bibelen. Til at begynde med var det bror Russells hensigt at finde ud af hvilken af de gængse religioner der var den sande. Han undersøgte mange forskellige religioner, også ikkekristne religioner, og sammenholdt deres lære med hvad Bibelen siger. Men han fandt snart ud af at der ikke var en eneste af dem der fulgte Guds ord til fulde. På et tidspunkt mødtes han med adskillige lokale præster i håb om at de ville tage imod de bibelske sandheder som han og hans studiegruppe havde fundet frem til, og fremholde dem i deres menigheder. Præsterne var dog ikke interesserede. Efterhånden måtte Bibelstudenterne sande at de ikke kunne have fællesskab med nogle der holdt fast ved falsk religion. – Læs 2 Korinther 6:14.

      15. (a) Hvornår kom sande kristne i fangenskab under Babylon den Store? (b) Hvilke spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel?

      15 I denne artikel har vi lært at de sande kristne kom i fangenskab under Babylon den Store kort efter at den sidste af apostlene døde. Det giver imidlertid anledning til en række spørgsmål: Hvad viser at de salvede i virkeligheden var i gang med at rive sig løs fra Babylon den Stores greb i årtierne op til 1914? Var Jehova utilfreds med sine tjenere fordi de havde sat tempoet ned i forkyndelsen under Første Verdenskrig? Er det sandt at nogle af vores brødre i den periode mistede Jehovas godkendelse fordi de gik på kompromis med deres kristne neutralitet? Og endelig: Hvis falsk religion havde magt over de sande kristne fra det andet århundrede og frem, hvornår blev de så befriet? Interessante spørgsmål, der alle vil blive besvaret i den næste artikel.

  • De gjorde sig fri af falsk religion
    Vagttårnet (studieudgave) – 2016 | November
    • En Bibelstudent læser et brev højt i sin kirke om at hun melder sig ud

      De gjorde sig fri af falsk religion

      “Gå ud fra hende, mit folk.” – ÅB. 18:4.

      SANGE: 101, 93

      HVAD VIL DU SVARE?

      • Hvilket fast standpunkt tog de første Bibelstudenter i forbindelse med Babylon den Store?

      • Hvorfor var der behov for at Jehovas tjenere blev retledt og renset under Første Verdenskrig, men hvad betyder det ikke?

      • Hvornår blev de salvede befriet fra fangenskabet under Babylon den Store?

      1. Hvordan ved vi at Guds folk ville blive fri af Babylon den Store, og hvilke spørgsmål vil vi nu se nærmere på?

      I DEN forrige artikel lærte vi at trofaste kristne kom i fangenskab under Babylon den Store. Men de skulle ikke være i fangenskab for altid. Befalingen “Gå ud fra hende”, som Gud gav sit folk, ville ikke give nogen mening hvis det ikke var muligt at slippe fri af falsk religion. (Læs Åbenbaringen 18:4). Vi er meget interesserede i at finde ud af hvornår Guds folk kom fuldstændigt fri af Babylon den Stores greb. Men først må vi have svar på disse spørgsmål: Hvilket standpunkt tog Bibelstudenterne før 1914 i forbindelse med Babylon den Store? Hvor aktive var vores brødre i forkyndelsen under Første Verdenskrig? Er der en sammenhæng mellem Guds tjeneres behov for retledning i denne periode og deres fangenskab under Babylon den Store?

      BABYLONS FALD

      2. Hvilket standpunkt tog de første Bibelstudenter i forbindelse med falsk religion?

      2 I årtierne før Første Verdenskrig blev det klart for Charles Taze Russell og andre Bibelstudenter at kristenhedens kirker ikke lærte folk sandheden fra Bibelen. De besluttede derfor at de ikke ville have noget med falsk religion at gøre. Så tidligt som i november 1879 kom deres holdning tydeligt til udtryk i Zion’s Watch Tower, hvor der stod: “Enhver kirke der hævder at være en ren jomfru som er trolovet med Kristus, men som i virkeligheden er forenet med og støttet af verden (dyret), må vi med Bibelens sprog fordømme som en skøgekirke,” en utvetydig reference til Babylon den Store. – Læs Åbenbaringen 17:1, 2.

      3. Hvordan viste Bibelstudenterne at de forstod vigtigheden af at skille sig ud fra falsk religion? (Se indledningsbilledet).

      3 Mænd og kvinder der havde ægte gudsfrygt, indså at de ikke kunne forvente at få Jehovas velsignelse hvis de blev ved med at støtte falsk religion. Som følge heraf skrev mange Bibelstudenter breve hvori de meldte sig ud af deres kirke. I nogle tilfælde læste de deres brev højt i kirken, og hvis de ikke fik lov til det, sendte de en kopi af brevet til hvert eneste kirkemedlem. Det var tydeligt at de ikke ville have mere med falsk religion at gøre! Tidligere i historien kunne et sådant frimodigt initiativ have kostet dem livet. Men i slutningen af 1800-tallet havde kirkerne i mange lande ikke den samme støtte fra staten som førhen. Nu kunne folk frit drøfte religiøse emner – og endda give udtryk for en anden holdning end kirkens – uden frygt for at blive straffet.

      4. Hvordan var Guds folks forhold til Babylon den Store under Første Verdenskrig?

      4 Bibelstudenterne forstod at det ikke var nok bare at fortælle deres familie, venner og de andre kirkemedlemmer om deres syn på falsk religion. De ønskede at hele verden skulle vide at Babylon den Store i religiøs forstand opførte sig som en prostitueret. Så fra slutningen af 1917 til begyndelsen af 1918 uddelte de få tusind Bibelstudenter med stor iver 10 millioner eksemplarer af en tryksag som indeholdt artiklen “Babylons fald”, der kom med hårdtslående anklager mod kristenheden. Som man kan forestille sig, var kirkens ledere rasende, men Bibelstudenterne fortsatte deres arbejde uden at lade sig skræmme. De var fast besluttede på at ‘adlyde Gud som deres hersker mere end mennesker’. (Apg. 5:29) Hvad viser det os? At disse mænd og kvinder under Første Verdenskrig ikke var på vej til at komme i fangenskab, men i stedet var i fuld gang med at gøre sig fri af Babylon den Store og hjælpe andre til det samme.

      IHÆRDIG FORKYNDELSE UNDER FØRSTE VERDENSKRIG

      5. Hvorfor kan vi sige at vores brødre var ihærdige i forkyndelsen under Første Verdenskrig?

      5 I en årrække har vi haft den forståelse at Jehova var vred på sine tjenere fordi de ikke var flittige i forkyndelsen under Første Verdenskrig. Vi drog den slutning at Jehova af den grund tillod Babylon den Store at holde dem i fangenskab i en kort periode. Men trofaste brødre og søstre der tjente Jehova i perioden 1914-1918, har senere gjort opmærksom på at Guds folk som et hele gjorde alt hvad det kunne, for at holde gang i forkyndelsesarbejdet. Der er meget der taler for at det forholdt sig sådan. Et større indblik i vores teokratiske historie har givet os en klarere forståelse af bestemte begivenheder der er omtalt i Bibelen.

      6, 7. (a) Hvilke udfordringer mødte Bibelstudenterne under Første Verdenskrig? (b) Hvordan kom det til udtryk at Bibelstudenterne var ihærdige?

      6 Under Første Verdenskrig udførte Bibelstudenterne faktisk et stort forkyndelsesarbejde. Det var forbundet med mange udfordringer for dem. Lad os se på to af dem. For det første var kernen i forkyndelsesarbejdet dengang uddelingen af bibelske publikationer. Da bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed blev forbudt af myndighederne i starten af 1918, blev det svært for mange af Bibelstudenterne at forkynde. De havde endnu ikke lært at forkynde kun ved hjælp af Bibelen, og de havde regnet med at Den fuldbyrdede Hemmelighed skulle “tale” på deres vegne. En anden udfordring var at den spanske syge brød ud i 1918. Den store spredning denne dødelige virus havde, hindrede forkynderne i frit at rejse rundt. På trods af disse og andre udfordringer gjorde Bibelstudenterne deres bedste for at holde forkyndelsen i gang.

      Bibelstudenterne forkynder under Første Verdenskrig ved hjælp af bibelsk litteratur og Skabelsens Fotodrama

      Bibelstudenterne var virkelig ihærdige! (Se paragraf 6, 7)

      7 I løbet af 1914 viste den lille gruppe af Bibelstudenter “Skabelsens Fotodrama” for mere end 9 millioner mennesker. Fotodramaet var en samling af film og lysbilleder kombineret med lyd der præsenterede menneskets historie helt fra skabelsen til slutningen af Kristi tusindårsrige. Det var en mageløs bedrift på den tid! Tænk engang – antallet af mennesker der så denne fremvisning i løbet af 1914, var større end det antal forkyndere vi er i hele verden i dag. Ifølge rapporter var der i 1916 i alt 809.393 til stede ved de offentlige møder i USA, og i 1918 steg tallet til 949.444. Bibelstudenterne var virkelig ihærdige!

      8. Hvordan blev der sørget for vores brødres åndelige behov under Første Verdenskrig?

      8 Under Første Verdenskrig blev der gjort en stor indsats for at give de spredte grupper af Bibelstudenter åndelig føde og opmuntring. Det var med til at give dem styrke så de kunne fortsætte forkyndelsesarbejdet. Richard H. Barber, der trofast forkyndte i den tid, fortæller: “Det lykkedes os fortsat at have nogle få rejsende tilsynsmænd og at holde Vagt-Taarnet i omløb og sende det ind i Canada hvor det var blevet forbudt. Jeg havde den glæde at sende Den fuldbyrdede Hemmelighed i lommeformat til de mange venner der havde fået deres eksemplar konfiskeret. Bror Rutherford bad os om at arrangere stævner i forskellige byer i det vestlige USA og sende talere der kunne opmuntre vennerne så meget som muligt.”

      STADIG BEHOV FOR RETLEDNING

      9. (a) Hvorfor havde Guds tjenere behov for retledning i perioden 1914-1919? (b) Hvad er dét at Guds folk havde behov for retledning, ikke ensbetydende med?

      9 Det var ikke alt hvad Bibelstudenterne gjorde i perioden 1914-1919, der stemte med Bibelens principper. Selvom brødrene var oprigtige, havde de ikke altid det rette syn på hvad det vil sige at underordne sig myndighederne. (Rom. 13:1) Som gruppe betragtet forholdt de sig ikke altid neutrale i forhold til krigsindsatsen. Da USA’s præsident erklærede at 30. maj 1918 skulle være en særlig bededag for fred, opfordrede The Watch Tower for eksempel Bibelstudenterne til at støtte dagen. Nogle brødre købte obligationer for at støtte krigen økonomisk, og der var endda nogle enkelte der drog ud i skyttegravene med geværer og bajonetter. Ja, Bibelstudenterne havde brug for retledning. Men det betyder ikke at de blev ført i fangenskab under Babylon den Store på det tidspunkt. Tværtimod var de meget bevidste om at de måtte gøre sig fri af falsk religion, og i løbet af Første Verdenskrig var det næsten lykkedes dem at frigøre sig fuldstændigt fra dette onde herredømme. – Læs Lukas 12:47, 48.

      10. Hvilket fast standpunkt tog Bibelstudenterne?

      10 Bibelstudenterne forstod ganske vist ikke til fulde hvad det indebærer for en kristen at være neutral, men der var én ting de vidste: Bibelen forbyder at man slår et andet menneske ihjel. De få brødre der blev soldater og bar våben under krigen, nægtede derfor at dræbe andre mennesker. Som følge heraf blev nogle af dem sendt til fronten med udsigt til selv at miste livet.

      11. Hvordan reagerede myndighederne på Bibelstudenternes standpunkt i forbindelse med krig?

      11 Selvom brødrenes standpunkt i forbindelse med krigen på nogle punkter var mangelfuldt, var det nok til at gøre Satan Djævelen rasende. Ved hjælp af myndighederne gjorde han hvad han kunne for at skabe problemer for Guds tjenere. (Sl. 94:20) I en samtale med bror Rutherford og bror Van Amburgh afslørede James Franklin Bell, der var generalmajor i den amerikanske hær, at USA’s justitsministerium havde forsøgt at få kongressen til at vedtage et lovforslag om at personer der nægtede at gå i krig, kunne idømmes dødsstraf. Her hentydede han specifikt til Bibelstudenterne. Fuld af vrede sagde generalen til bror Rutherford at lovforslaget ikke gik igennem fordi præsident Wilson havde forhindret det, og tilføjede: “Men vi ved hvordan vi skal få ram på jer, og det skal også nok lykkes!”

      12, 13. (a) Hvorfor blev otte af de ledende brødre idømt lange fængselsstraffe? (b) Hvad viser at indespærring ikke fik vores brødre til at gå på kompromis?

      12 Myndighederne gjorde hvad de kunne for at få ram på Bibelstudenterne. Rutherford, Van Amburgh og seks andre repræsentanter for Vagttårnsselskabet blev anholdt. I sin domsafsigelse erklærede dommeren: “Den religiøse propaganda som disse mænd udbreder, er mere skadelig for os end en hel division tyske soldater ... De har ikke alene draget regeringens juridiske embedsmænd og efterretningstjenesten i tvivl, men har også undsagt alle kirkens præster. Deres straf bør være streng.” (Fremad i tro af A.H. Macmillan, s. 98) De otte Bibelstudenter blev idømt lange fængselsstraffe der skulle afsones i forbundsfængslet i Atlanta, Georgia. Da krigen sluttede, blev de dog løsladt og renset for alle anklager.

      13 Mens de var i fængsel, holdt de otte mænd fast ved deres beslutning om at adlyde Guds lov. I en benådningsansøgning til USA’s præsident skrev de: “Herrens vilje er som det meddeles i Skrifterne: ‘Du skal ikke ihjelslaa,’ og derfor vil ethvert medlem af Foreningen [International Forening for Bibelstudium] der er indviet til Herren, og som med vilje bryder sit indvielsesløfte, miste Guds gunst med evig udslettelse til følge. Af den grund kan medlemmerne ikke frivilligt eller med god samvittighed være med til at tage andre menneskers liv.” Det er tydeligt at disse modige brødre ikke havde tænkt sig at gå på kompromis!

      ENDELIG FRI!

      14. Forklar ud fra Bibelen hvad der skete i årene fra 1914 til 1919.

      14 Malakias 3:1-3 beskriver profetisk hvad der skete med Bibelstudenterne i perioden fra 1914 til begyndelsen af 1919. (Læs). Jehova Gud, “den sande Herre”, og Jesus Kristus, “pagtens sendebud”, kom til det åndelige tempel for at inspicere de salvede, eller “Levis sønner”. Efter at Jehova havde retledt og renset dem, var de klar til at udvide deres tjeneste. I 1919 udnævnte Jesus desuden “den trofaste og kloge træl” til at sørge for åndelig mad til alle Guds tjenere. (Matt. 24:45) Guds folk var nu endelig kommet fri af Babylon den Stores greb. Siden da har Jehovas tjenere fået en stadig større forståelse af hans vilje og en stadig dybere kærlighed til deres himmelske Far. Hvor er vi taknemmelige for at Jehova har vist os ufortjent godhed og velsignet os![1]

      15. Hvordan bør det påvirke os at vi er blevet befriet fra Babylon den Store?

      15 Er vi ikke glade for at være sluppet ud af fangenskabet under Babylon den Store? Satans forsøg på at udrydde den sande tilbedelse er slået fuldstændigt fejl. Men vi må ikke glemme formålet med at Jehova har givet os denne frihed. (2 Kor. 6:1) Mange retsindige mennesker bliver stadig holdt fanget af falsk religion og har brug for vores hjælp. Så lad os efterligne vores brødre i det forrige århundrede og hjælpe så mange som muligt til at slippe fri.

      ^ [1] (paragraf 14) Der er mange ligheder mellem jødernes fangenskab i Babylon og det der skete med de kristne efter at frafaldet begyndte. Det lader dog ikke til at det jødiske fangenskab var et profetisk billede på de kristnes situation. For eksempel varede jødernes fangenskab 70 år, men de kristnes varede meget længere. Vi bør derfor ikke forsøge at få alle detaljerne ved det jødiske fangenskab til at passe på det der skete med de kristne i årene op til 1919.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del