19. (a) Hvad står de syv menigheder for i dag? (b) Hvem har i stort tal sluttet sig til de salvede kristne, og hvorfor tager Jesu vejledning og de tilstande han beskriver, også sigte på dem? (c) Hvordan bør vi betragte Jesu budskaber til de syv menigheder i det første århundrede?

¹⁹ Jesu ord til menighederne tager altså i særlig grad sigte på tiden efter 1914. Her står de syv menigheder for alle menighederne af salvede kristne på Herrens dag.

Kapitel 7

Genopliv den første kærlighed

EFESUS

1. Hvilken menighed er Jesu første budskab henvendt til, og hvad minder han tilsynsmændene om?

JESU første budskab er henvendt til menigheden i Efesus, som dengang var en blomstrende havneby på Lilleasiens kyst, ikke langt fra øen Patmos. Jesus befaler Johannes: „Skriv til menighedens engel i Efesus: Dette siger han som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer midt iblandt de syv guldlampestandere.“ (Åbenbaringen 2:1) Ligesom i de seks øvrige budskaber henleder Jesus her opmærksomheden på et træk som understreger hans myndighed. Han minder tilsynsmændene i Efesus om at alle ældste er underlagt hans beskyttende tilsyn og at han inspicerer alle menighederne. Han udøver fortsat denne kærlige myndighed helt frem til vor tid. Han våger over de ældste og vogter omsorgsfuldt alle som er tilsluttet menighederne. Og nu og da justerer han menighedsordningen, sådan at lyset kan skinne klarere. Ja, Jesus er overhyrden over Guds hjord. — Mattæus 11:28-30; 1 Peter 5:2-4.

2. (a) Hvilke positive ting roste Jesus Efesermenigheden for? (b) Hvilken vejledning fra apostelen Paulus havde de ældste i Efesus åbenbart fulgt?

² Jesus indleder sit budskab med at rose menigheden varmt — et mønster han følger i fem af sine syv budskaber. Han siger til efeserne: „Jeg kender dine gerninger og dit slid og din udholdenhed, og jeg ved at du ikke kan døje onde mennesker, og at du har prøvet dem som siger at de er apostle men ikke er det, og at du har fundet at de er løgnere. Du viser også udholdenhed, og du har døjet for mit navns skyld og er ikke blevet træt.“ (Åbenbaringen 2:2, 3) Mange år tidligere havde apostelen Paulus advaret de ældste fra Efesus om at der ville fremstå „undertrykkende ulve“, frafaldne som ville forstyrre hjorden, og han havde sagt til disse ældste at de skulle ’holde sig vågne’, ligesom han selv utrætteligt gjorde. (Apostelgerninger 20:29, 31) Eftersom Jesus nu roser dem for deres slid og udholdenhed og for at de ikke er blevet trætte, må de have fulgt denne vejledning.

3. (a) Hvordan har „falske apostle“ forsøgt at vildlede de trofaste i vore dage? (b) Hvilken advarsel gav Peter angående frafaldne?

³ På Herrens dag er der også nu og da fremstået „falske apostle“ som ’fremfører fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig’. (2 Korinther 11:13; Apostelgerninger 20:30; Åbenbaringen 1:10) De ser noget godt i alle de indbyrdes modstridende, sekteriske trosretninger, hævder at Gud ikke har en organisation, og benægter at Jesus modtog regeringsmagt i 1914. De opfylder profetien i Andet Petersbrev 3:3, 4: „I de sidste dage vil der komme folk som angriber med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“

4. (a) Hvordan kommer spotteres stolthed og oprørskhed til udtryk? (b) Hvordan behandler de kristne i dag sådanne modstandere, ligesom de kristne gjorde i Efesus?

⁴ Disse spottere stejler ved tanken om at bekende deres tro offentligt. (Romerne 10:10) De har sikret sig støtte hos kristenhedens gejstlige og fået nyhedsblade og tv-stationer til at hjælpe sig med at udsprede løgnagtige rapporter om deres tidligere trosfæller. De trofaste indser hurtigt at disse bedrageres tale og adfærd ikke stemmer med sandheden. Ligesom de kristne i Efesus kan de kristne i dag ’ikke døje onde mennesker’, hvorfor de udstøder dem af deres menigheder.a

5. (a) Hvilken svaghed sagde Jesus at efeserne havde? (b) Hvilke ord skulle efeserne have husket?

⁵ Herefter peger Jesus imidlertid — som han gør over for i alt fem af de syv menigheder — på et alvorligt problem. Han siger til efeserne: „Dog har jeg det imod dig at du har forladt din første kærlighed.“ (Åbenbaringen 2:4) De burde ikke være kommet til kort i denne henseende, for Paulus havde 35 år tidligere skrevet til dem om ’den store kærlighed hvormed Gud elskede os’, og havde tilskyndet dem: „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed, ligesom Messias også elskede jer.“ (Efeserne 2:4; 5:1, 2) Desuden skulle disse ord af Jesus have været indskrevet uudsletteligt i deres hjerter: „Jehova vor Gud er én Jehova, og du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Markus 12:29-31) Efeserne havde mistet denne første kærlighed.

6. (a) Hvilken fare og hvilke tilbøjeligheder må vi være på vagt over for, hvad enten vi er gamle eller nye i menigheden? (b) Hvad bør vor kærlighed til Gud tilskynde os til at gøre?

⁶ Hvad enten vi er gamle eller nye i menigheden, må vi passe på at vi ikke mister vor første kærlighed til Jehova. Hvordan kunne vi miste den? Det kunne ske at vi lod interessen for vort verdslige arbejde, ønsket om at tjene mange penge eller glæden ved fornøjelser fylde vort liv, med det resultat at vi blev kødeligsindede i stedet for åndeligsindede. (Romerne 8:5-8; 1 Timoteus 4:8; 6:9, 10) Vor kærlighed til Jehova bør få os til at rette enhver tilbøjelighed af den art og ’blive ved med først at søge Guds rige og hans retfærdighed’, så vi ’samler os værdier i himmelen’. — Mattæus 6:19-21, 31-33.

7. (a) Hvad bør vor tjeneste for Jehova være ledet af? (b) Hvad sagde Johannes om kærlighed?

⁷ Måtte vor tjeneste for Jehova altid være ledet af dyb kærlighed til ham. Måtte vi af hjertet værdsætte alt hvad Jehova og Kristus har gjort for os. Som Johannes selv senere skrev: „Kærligheden består i dette: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede os og udsendte sin søn som sonoffer for vore synder.“ Johannes siger videre: „Gud er kærlighed, og den der forbliver i kærligheden, forbliver i samhørighed med Gud, og Gud forbliver i samhørighed med ham.“ Vi må aldrig lade vor kærlighed til Jehova, til Herren Jesus Kristus og til Guds levende ord kølnes. Vi kan vise denne kærlighed både ved at tjene Gud nidkært og ved at adlyde ’det bud vi har fra ham, at den der elsker Gud også skal elske sin broder’. — 1 Johannes 4:10, 16, 21; Hebræerne 4:12; se også Første Petersbrev 4:8; Kolossenserbrevet 3:10-14; Efeserbrevet 4:15.

’Gør de tidligere gerninger’

8. Hvad sagde Jesus at efeserne burde gøre?

⁸ Hvis efeserne ikke vil miste deres stilling, må de genoplive den kærlighed de engang havde. „Du må derfor huske hvorfra du er faldet,“ siger Jesus til dem, „og ændre sind og gøre de tidligere gerninger. Ellers kommer jeg til dig, og jeg vil flytte din lampestander fra dens plads, medmindre du ændrer sind.“ (Åbenbaringen 2:5) Hvordan tog de kristne i Efesermenigheden imod disse ord? Vi ved det ikke. Vi håber at de ændrede sind og at det lykkedes dem at genoplive deres kærlighed til Jehova. Hvis ikke, ville deres lampe blive slukket og deres lampestander fjernet. De ville miste det privilegium at lade sandhedens lys skinne.

9. (a) Hvilket opmuntrende ord havde Jesus til efeserne? (b) Hvordan viste det sig at menighederne efter Johannes’ tid ikke fulgte den vejledning Jesus havde givet efeserne?

⁹ Ikke desto mindre havde Jesus dette opmuntrende ord til dem: „Dog, du har dette at du hader Nikolaus-sektens gerninger, som jeg også hader.“ (Åbenbaringen 2:6) Ja, de hadede i det mindste sekteriske splittelser, ligesom Herren Jesus Kristus hader dem. Som årene gik var der imidlertid mange menigheder som ignorerede disse ord af Jesus. I deres mangel på kærlighed til Jehova, til sandheden og til hinanden gled de ud i åndeligt mørke. De blev opdelt i utallige indbyrdes stridende sekter. „Kristne“ skriftlærde som ikke havde kærlighed til Jehova, fjernede Guds navn fra de græske bibelhåndskrifter. Mangelen på kærlighed bevirkede også at man i kristendommens navn begyndte at fremholde babyloniske og græske lærdomme, for eksempel om helvede, skærsilden og treenigheden. Og da de fleste af dem der hævdede at være kristne hverken elskede Gud eller sandheden, holdt de op med at forkynde den gode nyhed om Guds rige. De blev underlagt en selvisk præsteklasse der skabte sig sit eget rige her på jorden. — Jævnfør Første Korintherbrev 4:8.

10. Hvordan var den religiøse situation i kristenheden i 1918?

¹⁰ Da dommen begyndte med Guds hus i 1918, var kristenhedens sekteriske gejstlige åbenlyst i færd med at støtte den første verdenskrig, idet de tilskyndede katolikker og protestanter på begge sider af fronten til at dræbe hinanden. (1 Peter 4:17) I modsætning til Efesermenigheden, der hadede Nikolaus-sektens gerninger, havde kristenhedens kirker længe været befængt med selvmodsigende, gudløse læresætninger, og deres præster havde gjort fælles sag med verden, som Jesus sagde at hans disciple ikke måtte være en del af. (Johannes 15:17-19) Deres menigheder, som var uvidende om Bibelens tema, Guds rige, var ikke lampestandere som udsendte Bibelens sandhedslys, og deres medlemmer var ikke en del af Jehovas åndelige tempel. Deres ledende mænd (og kvinder) var ikke stjerner, men blev afsløret som værende medlemmer af „lovløshedens menneske“. — 2 Thessaloniker 2:3; Malakias 3:1-3.

11. (a) Hvilken kristen gruppe som fandtes på verdensskuepladsen i 1918, gav agt på Jesu vejledning til efeserne? (b) Hvad gjorde Johannesskaren fra 1919 og fremefter?

¹¹ Johannesskaren kom derimod ud af den første verdenskrigs stormfulde år med en kærlighed til Jehova og til sandheden som ansporede dem til at tjene ham med brændende nidkærhed. De modstod dem der søgte at indføre sektvæsen ved næsten at forgude Vagttårnsselskabets første præsident, Charles T. Russell, efter hans død i 1916. Tugtet af forfølgelsen og modgangen, fik disse kristne tydeligvis en gunstig dom af deres Herre og blev indbudt til at gå ind til hans glæde. (Mattæus 25:21, 23) De så i verdensbegivenhederne og i deres egne erfaringer opfyldelsen af det tegn der ifølge Jesus ville markere hans usynlige nærværelse i Rigets magt. Fra 1919 tog de aktivt del i den fortsatte opfyldelse af Jesu store profeti: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 6:9, 10; 24:3-14) Hvis deres kærlighed til Jehova på nogen måde havde været utilstrækkelig, brændte den i hvert fald klart fra da af.

12. (a) Hvilken opfordring lød ved et historisk stævne i 1922? (b) Hvilket navn antog de sande kristne i 1931, og hvad angrede de?

¹² Ved et historisk stævne som blev afholdt i Cedar Point, Ohio, USA, fra 5. til 13. september 1922, og som blev overværet af 18.000 af disse kristne, lød opfordringen: „Tilbage til Slagmarken, o I den højeste Guds Sønner! ... Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. ... Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige!“ Jehovas dyrebare navn kom mere i forgrunden. I 1931 antog disse kristne, forsamlede til et stævne i Columbus, Ohio, USA, med glæde det navn Gud selv anviste dem i Esajas’ profeti — Jehovas Vidner. (Esajas 43:10, 12) Med udgaven for 1. marts 1939 (den danske udgave for 15. juni 1939) blev navnet på samfundets vigtigste tidsskrift ændret til Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige, hvorved den største ære blev rettet mod Skaberen og hans kongelige regering. Jehovas Vidner havde med fornyet kærlighed til Jehova angret enhver mulig tidligere undladelse af at ære og ophøje hans herlige navn og rige. — Salme 106:6, 47, 48.

„Den der sejrer“

13. (a) Hvilken velsignelse ville efeserne opnå hvis de ’sejrede’? (b) Hvordan ville de kristne i Efesus ’sejre’?

¹³ Ligesom i sine øvrige budskaber slutter Jesus af med at henvise til at det er Guds ånd der gennem ham fremholder belønningen for trofasthed. Han siger til efeserne: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis.“ (Åbenbaringen 2:7) De der havde hørende ører ville ivrigt rette sig efter dette vigtige budskab, vel vidende at det ikke var fra Jesus selv men kom fra den suveræne Herre Jehova gennem hans hellige ånd eller virkekraft. Hvordan ville de ’sejre’? Ved at følge lige i Jesu fodspor, han der bevarede sin uangribelighed til døden og som derfor kunne sige: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ — Johannes 8:28; 16:33; se også Første Johannesbrev 5:4.

14. Hvad må udtrykket „Guds paradis“ sigte til?

¹⁴ Hvordan kan salvede kristne få lejlighed til at „spise af livets træ, som er i Guds paradis“? Der kan ikke være tale om det genoprettede paradis på jorden, for de 144.000 salvede kristne, deriblandt dem der tilhørte menigheden i Efesus, er jo købt fra menneskeslægten og skal som åndelige sønner af Gud herske sammen med Lammet, Kristus Jesus, på det himmelske Zions bjerg. (Efeserne 1:5-12; Åbenbaringen 14:1, 4) Udtalelsen må derfor sigte til det himmelske paradisiske domæne som disse sejrvindere arver. Dér, „i Guds paradis“, ja i Jehovas egen nærhed, vil disse sejrvindere som har fået udødelighed, fortsætte med at leve evigt, her symboliseret ved at de spiser af livets træ.

15. Hvorfor er Jesu tilskyndelse til at sejre også af afgørende interesse for den store skare i dag?

¹⁵ Hvordan vil det så gå de 144.000 salvedes loyale medarbejdere på jorden? Disse Vidner, der udgør en stor skare, sejrer også. Men deres håb består i at få adgang til et jordisk paradis, hvor de vil drikke af „en flod med livets vand“ og finde lægedom ved hjælp af „bladene på træerne“ som er plantet langs flodens bredder. (Åbenbaringen 7:4, 9, 17; 22:1, 2) Hvis du hører til denne skare, måtte du da også vise din dybe kærlighed til Jehova og vinde troens sejr. Derved kan du opnå den glæde og lykke at leve evigt i det jordiske paradis. — Jævnfør Første Johannesbrev 2:13, 14.

[Fodnote]

Kapitel 8

Stræb efter at vinde sejr

SMYRNA

1. (a) Hvilken menighed er den næste som får et budskab fra den herliggjorte Jesus? (b) Hvad minder Jesus de kristne i denne menighed om idet han kalder sig „den Første og den Sidste“?

I DAG ligger fortidens Efesus i ruiner. Men bestemmelsesstedet for Jesu andet budskab er stadig en blomstrende by. Omkring 65 kilometer nord for ruinerne af Efesus ligger den tyrkiske by Izmir, hvor der selv i dag findes fire nidkære menigheder af Jehovas Vidner. Her lå fortidens Smyrna. Læg nu mærke til Jesu næste ord: „Og skriv til menighedens engel i Smyrna: Dette siger ’den Første og den Sidste’, som var død og blev levende.“ (Åbenbaringen 2:8) Med disse ord til de kristne i Smyrna minder Jesus dem om at han var den første trofaste som Jehova oprejste til udødeligt, åndeligt liv, og ligeledes den sidste der ville blive oprejst på denne måde. Alle andre salvede ville blive oprejst af Jesus. Han er derfor udmærket i stand til at vejlede sine brødre, der har håb om at opnå udødeligt liv i himmelen sammen med ham.

2. Hvorfor er det en trøst for alle kristne at læse budskabet fra den som „var død og blev levende“?

² Jesus gik foran med hensyn til at udholde forfølgelse for retfærdigheds skyld, og han blev belønnet. Hans trofasthed til døden og hans efterfølgende opstandelse giver alle kristne grund til at nære håb. (Apostelgerninger 17:31) At Jesus „var død og blev levende“ viser at uanset hvad man må udholde for sandhedens skyld, er kampen ikke forgæves. Jesu opstandelse er en kilde til dyb opmuntring for alle kristne, især når de må lide for deres tro. Er du udsat for dette? I så fald kan du også hente mod i de næste ord Jesus henvender til menigheden i Smyrna:

3. (a) Hvilken opmuntring gav Jesus de kristne i Smyrna? (b) Hvorfor sagde Jesus at de kristne i Smyrna var rige skønt de var fattige?

³ „Jeg kender din trængsel og fattigdom — men du er rig — og spotten fra dem som siger at de er jøder, og ikke er det, men er Satans synagoge.“ (Åbenbaringen 2:9) Jesus har ingen kritik til sine brødre i Smyrna, kun uforbeholden ros. De har lidt megen trængsel på grund af deres tro. Materielt er de fattige, sandsynligvis på grund af deres trofasthed. (Hebræerne 10:34) Men deres største interesse er det åndelige, og de har samlet sig værdier i himmelen, sådan som Jesus tilrådede. (Mattæus 6:19, 20) Derfor betragter overhyrden dem som rige. — Jævnfør Jakob 2:5.

4. Fra hvis side led de kristne i Smyrna megen modstand, og hvordan betragtede Jesus disse modstandere?

⁴ Jesus bemærker specielt at de kristne i Smyrna har udholdt megen modstand fra de kødelige jøders side. Tidligere har mange af jødedommens tilhængere hårdnakket modarbejdet kristendommens udbredelse. (Apostelgerninger 13:44, 45; 14:19) Og nu, blot få årtier efter Jerusalems fald, lægger jøderne i Smyrna den samme djævelske ånd for dagen. Intet under at Jesus betragter dem som „Satans synagoge“!a

5. Hvilke prøvelser kunne de kristne i Smyrna vente at blive udsat for?

⁵ På grund af dette had som de kristne i Smyrna er stillet over for, trøster Jesus dem: „Vær ikke bange for det du vil komme til at lide. Se! Djævelen vil blive ved med at kaste nogle af jer i fængsel for at I kan blive prøvet fuldt ud, og for at I kan have trængsel i ti dage. Vis dig trofast indtil døden, og jeg vil give dig livets krone.“ (Åbenbaringen 2:10) Her bruger Jesus tre gange flertalsformen „I“ eller „jer“, hvorved han viser at hans ord gælder hele menigheden. Jesus kan ikke love de kristne i Smyrna at deres prøvelser snart vil få ende. Nogle af dem vil fortsat blive forfulgt og kastet i fængsel. De vil have trængsel i „ti dage“. Ti er et tal der symboliserer jordisk helhed eller fuldstændighed. Selv de åndeligt rige kristne i Smyrna, som har bevaret deres uangribelighed, vil blive grundigt prøvet mens de er i kødet.

6. (a) Hvorfor skulle de kristne i Smyrna ikke være bange? (b) Hvordan sluttede Jesus sit budskab til menigheden i Smyrna?

⁶ Dog bør de ikke være bange eller gå på kompromis. Hvis de forbliver trofaste til enden vil de som belønning få „livets krone“, som i deres tilfælde er udødeligt liv i himmelen. (1 Korinther 9:25; 2 Timoteus 4:6-8) Apostelen Paulus anså denne belønning for så dyrebar at det var værd at ofre alt andet, endog livet, for den. (Filipperne 3:8) De trofaste kristne i Smyrna havde åbenbart samme indstilling. Jesus slutter sit budskab med at sige: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer vil på ingen måde blive skadet af den anden død.“ (Åbenbaringen 2:11) De der sejrer kan se frem til udødeligt liv i himmelen, et liv som døden ikke kan røre. — 1 Korinther 15:53, 54.

„Trængsel i ti dage“

7, 8. Hvordan blev den kristne menighed i 1918 „prøvet fuldt ud“, ligesom menigheden i Smyrna?

⁷ Ligesom de kristne i Smyrna bliver Johannesskaren og dens medarbejdere i dag „prøvet fuldt ud“. Deres trofasthed under prøvelserne viser at de er Guds eget folk. (Markus 13:9, 10) Kort efter at Herrens dag var begyndt, bragte Jesu ord til de kristne i Smyrna sand trøst til den lille internationale skare af Jehovas tjenere. (Åbenbaringen 1:10) Siden 1879 havde de fundet åndelige rigdomme i Guds ord som de gavmildt delte med andre. Men under den første verdenskrig mødte de had og hård modstand, dels fordi de ikke lod sig rive med af krigsfeberen og dels fordi de frygtløst afslørede kristenhedens vildfarelser. Den forfølgelse de blev udsat for på foranledning af nogle af kristenhedens ledere, kulminerede i 1918 og kunne sammenlignes med den modstand de kristne i Smyrna blev udsat for fra jødernes side.

⁸ En bølge af forfølgelse i Amerikas Forenede Stater nåede et højdepunkt da Vagttårnsselskabets nye præsident, Joseph F. Rutherford, og syv af hans nære medarbejdere blev sendt i fængsel den 22. juni 1918, de fleste af dem med domme på 20 år. Ni måneder senere blev de løsladt mod kaution, og den 14. maj 1919 omstødte appeldomstolen de uretfærdige domme; det blev påvist at der var blevet begået 130 fejl under retssagen. Den katolske dommer Martin T. Manton, der var ridder af Gregor-ordenen og som i 1918 havde nægtet at løslade disse kristne mod kaution, blev senere, i 1939, idømt to års fængsel og en bøde på 10.000 dollars på grund af seks anklager for pengeafpresning og modtagelse af bestikkelse.

9. Hvordan blev Jehovas Vidner i Nazityskland behandlet af Hitler, og hvordan reagerede gejstligheden på dette?

⁹ Under nazistyret i Tyskland forbød Hitler totalt Jehovas Vidners forkyndelse. I årevis blev tusinder af Jehovas Vidner indespærret i koncentrationslejre og fængsler, hvor mange af dem døde, mens omkring 200 unge mænd som nægtede at kæmpe i Hitlers hær blev henrettet. At Hitler havde præsteskabets støtte til alt dette fremgår af følgende som blev skrevet af en katolsk præst i bladet The German Way den 29. maj 1938: „Der er nu ét land på jorden hvor de såkaldte ... bibelstudenter [Jehovas Vidner] er forbudt. Det er Tyskland! ... Da Adolf Hitler kom til magten og det tysk-katolske episkopat gentog kravet, sagde Hitler: ’Disse såkaldte alvorlige bibelstudenter [Jehovas Vidner] er urostiftere; ... jeg betragter dem som charlataner; jeg vil ikke tåle at de tyske katolikker skal udskældes på en sådan måde af denne amerikaner, dommer Rutherford; jeg opløser [Jehovas Vidner] i Tyskland.’“ Præsten tilføjede: „Bravo!“

10. (a) Hvilken forfølgelse er Jehovas Vidner blevet udsat for efterhånden som Herrens dag er skredet frem? (b) Hvordan er det ofte gået når de kristne har kæmpet for religionsfriheden ved domstolene?

¹⁰ Som Herrens dag er skredet frem, er Slangen og hans afkom på intet tidspunkt hørt op med at kæmpe mod de salvede kristne og deres medarbejdere. Mange af dem er blevet fængslet og grusomt forfulgt. (Åbenbaringen 12:17) Fjenderne er fortsat med at ’skabe uret i lovens navn’, men Jehovas tjenere har standhaftigt erklæret: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Salme 94:20, den danske autoriserede oversættelse af 1931; Apostelgerninger 5:29) I 1955 meddelte bladet Vagttaarnet: „Over 70 lande har på et eller andet tidspunkt i de sidste 40 år indført hæmmende forordninger og forfulgt Jehovas vidner.“ Hvor det har været muligt at kæmpe for religionsfriheden ved domstolene, har disse kristne gjort det, og i flere lande har de vundet eklatante sejre. Alene i De Forenede Stater har Jehovas Vidner vundet 50 højesteretsafgørelser.

11. Hvilken del af Jesu profeti om tegnet på hans nærværelse er blevet opfyldt på Jehovas Vidner i løbet af Herrens dag?

¹¹ Der findes ingen anden gruppe der så samvittighedsfuldt har adlydt Jesu befaling om at tilbagebetale kejseren det der er kejserens. (Lukas 20:25; Romerne 13:1, 7) Men der findes heller ingen anden gruppe hvis medlemmer er blevet fængslet i så mange lande under så mange forskellige regeringsformer, og dette gælder den dag i dag både i Amerika, Europa, Afrika og Asien. I sin store profeti om tegnet på sin nærværelse sagde Jesus blandt andet: „Da vil man overgive jer til trængsel og dræbe jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Mattæus 24:3, 9) Dette er i sandhed blevet opfyldt på Jehovas kristne vidner på Herrens dag.

12. Hvordan har Johannesskaren styrket Guds folk til at udholde forfølgelse?

¹² For at styrke Guds tjenere mod trængslerne har Johannesskaren til stadighed mindet dem om indholdet af Jesu ord til de kristne i Smyrna. Da den nazistiske forfølgelse begyndte, indeholdt Vagttaarnet således artikler som „Frygt ikke for dem“, der behandlede Mattæus 10:26-33; „Smelteovnen“, der var bygget over Daniel 3:17, 18; og „Løvernes Gab“, med Daniel 6:22 som nøgleskriftsted. I 1980’erne, det årti da denne bog først blev udgivet, og hvor Jehovas Vidner blev hårdt forfulgt i over 40 lande, styrkede Vagttårnet Guds folk med artikler som „Lykkelige trods forfølgelse!“ og „Kristne holder ud under forfølgelse“.b

13. Hvorfor har Jehovas kristne vidner, ligesom de kristne i Smyrna, ikke været bange for forfølgelsen?

¹³ Jehovas kristne vidner lider i sandhed fysisk forfølgelse og døjer andre trængsler i symbolske ti dage. Ligesom de kristne i Smyrna har de imidlertid ikke været bange, og vi har heller ingen grund til at være bange nu hvor vanskelighederne tager til på jorden. Om man så ’røver hvad vi ejer’, er vi indstillet på at finde os i det med glæde. (Hebræerne 10:32-34) Ved at studere Guds ord og gøre det til en del af os selv, udruster vi os til at forblive faste i troen. Vi er forvissede om at Jehova både kan og vil beskytte os så længe vi bevarer vor uangribelighed. „Kast ... al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:6-11.

[Fodnoter]

Kapitel 9

Holder fast ved Jesu navn

PERGAMUM

1. Hvilken menighed sendes Jesu næste budskab til, og hvordan var den by disse kristne boede i?

HVIS man fra Smyrna rejser 80 kilometer mod nord ad kystvejen og derpå 24 kilometer mod nordøst op gennem Kaikos-floddalen, kommer man til Pergamum, det nuværende Bergama. Byen var i oldtiden kendt for sit Zeus- eller Jupitertempel. I 1800-tallet bragte arkæologer templets alter til Tyskland, hvor det, sammen med talrige statuer og relieffer af hedenske guder, stadig kan ses på Pergamon-museet i Berlin. Hvilket budskab ville Herren Jesus sende til en menighed der var omgivet af så megen afgudsdyrkelse?

2. Hvordan præsenterer Jesus sig, og hvad betyder det at han har ’det tveæggede sværd’?

² Jesus begynder med at præsentere sig, idet han siger: „Og skriv til menighedens engel i Pergamum: Dette siger han som har det lange, skarpe, tveæggede sværd.“ (Åbenbaringen 2:12) Jesus gentager her den beskrivelse der blev givet af ham i Åbenbaringen 1:16. Som dommer og domsfuldbyrder vil han gøre det af med dem der forfølger hans disciple — en trøstende forsikring for dem der forfølges. Hvad dom angår må de der befinder sig inden for menigheden imidlertid også tage sig i agt, for Jehova vil gennem dette „pagtens sendebud“, Jesus Kristus, „være et hastigt vidne“ mod alle navnkristne der øver afgudsdyrkelse, umoralitet, løgn og uærlighed og som ikke tager sig af de nødlidende. (Malakias 3:1, 5; Hebræerne 13:1-3) Den vejledning og retledning Gud giver gennem Jesus, må efterkommes!

3. Hvilken afgudsdyrkelse fandt sted i Pergamum, og hvordan kan det siges at „Satans trone“ var dér?

³ Jesus siger nu til menigheden: „Jeg ved hvor du bor, dér hvor Satans trone er.“ (Åbenbaringen 2:13a) Ja, disse kristne var omgivet af satanisk afgudsdyrkelse. Foruden Zeustemplet havde byen en helligdom for Asklepios, lægekunstens gud. Pergamum var også et velkendt center for kejserdyrkelsen. Det hebraiske ord der gengives med Satan betyder „modstander“, og hans „trone“ repræsenterer hans verdensherredømme som Gud har tilladt for en tid. (Job 1:6, fodnote i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen) De mangfoldige former for afgudsdyrkelse der fandtes i Pergamum, viste at Satans „trone“ stod stærkt i denne by. Det må afgjort have vakt Satans vrede at de kristne i byen ikke bøjede sig for ham i nationalistisk tilbedelse!

4. (a) Hvad roste Jesus de kristne i Pergamum for? (b) Hvad skrev den kejserlige legat Plinius til kejser Trajan om behandlingen af de kristne? (c) Hvordan forholdt de kristne i Pergamum sig, trods den fare dette indebar?

⁴ Ja, „Satans trone“ står dér i Pergamum. „Og dog,“ fortsætter Jesus, „bliver du ved med at holde fast ved mit navn, og du har ikke fornægtet din tro på mig, end ikke i Antipas’ dage, han som var mit vidne, min trofaste, som blev dræbt hos jer, dér hvor Satan bor.“ (Åbenbaringen 2:13b) Hvilken hjertevarmende ros! Antipas blev uden tvivl dræbt som martyr fordi han nægtede at deltage i dæmoniske skikke og dyrkelsen af den romerske kejser. Ikke længe efter at Johannes havde modtaget sine profetiske budskaber skrev Plinius den Yngre, som var kejser Trajans personlige legat, til kejseren og forklarede hvilken fremgangsmåde han fulgte over for dem der blev angivet som kristne — en fremgangsmåde kejseren godkendte. De der nægtede at være kristne blev løsladt når de, „idet [Plinius] sagde ordene for dem, anråbte guderne og ofrede røgelse og vin til [Trajans] billede ... og desuden forbandede Christus“. De der viste sig at være kristne blev henrettet. Men selv om de kristne i Pergamum var udsat for denne fare, fornægtede de ikke deres tro. De ’holdt fast ved Jesu navn’ idet de fortsatte med at ære ham i hans høje stilling som Jehovas domsfuldbyrder og udnævnte dommer. De fulgte loyalt i Jesu fodspor som vidner for Riget.

5. (a) Hvilket nutidigt modstykke til kejserkulten har udsat mange kristne i vor tid for svære prøvelser? (b) Hvilken hjælp har Vagttårnet ydet de kristne?

⁵ Jesus havde ved forskellige lejligheder givet udtryk for at Satan var denne onde verdens hersker, men at han, på grund af Jesu uangribelighed, ikke havde noget tag i Jesus. (Mattæus 4:8-11; Johannes 14:30) I vor tid har mægtige nationer, især „nordens konge“ og „sydens konge“, kæmpet om verdensherredømmet. (Daniel 11:40) En patriotisk stemning er blevet oppisket, og kejserkulten har fundet et moderne modstykke i den bølge af nationalisme der har fejet hen over jorden. Artikler om neutralitet i Vagttårnet for 1. januar 1940 og siden i numrene for 1. februar 1980 og 1. september 1986 har tydeligt vist hvad Bibelen siger om dette spørgsmål og givet retningslinjer til de kristne der ønsker at vandre i Jehovas navn og besejre verden ligesom Jesus så modigt gjorde. — Mika 4:1, 3, 5; Johannes 16:33; 17:4, 6, 26; 18:36, 37; Apostelgerninger 5:29.

6. Hvordan har Jehovas Vidner i nutiden handlet ligesom Antipas?

⁶ Denne vejledning har været hårdt tiltrængt. Både salvede og ikkesalvede Jehovas Vidner har måttet stå fast i troen over for glødende og fanatisk patriotisme. Under den anden verdenskrig blev hundreder af børn og lærere i De Forenede Stater bortvist fra skolerne fordi de ikke hilste flaget, mens Vidnerne i Tyskland blev forfulgt på det grusomste fordi de nægtede at hilse hagekorset. Som allerede nævnt, dræbte Hitlers nazister tusinder af Jehovas loyale tjenere fordi de nægtede at deltage i en sådan nationalistisk afgudsdyrkelse. I 1930’erne, da den shintoistiske kejserdyrkelse stod stærk i Japan, såede to pionerforkyndere flittigt Rigets sæd i det japansk besatte Taiwan. Militærstyret kastede dem i fængsel, hvor den ene af dem døde på grund af den brutale behandling. Den anden blev senere løsladt, blot for at blive skudt i ryggen — en nutidens Antipas. Der er lande den dag i dag hvor det kræves at man dyrker nationalistiske symboler og viser staten ubetinget troskab. Mange unge Jehovas Vidner er blevet fængslet, og ikke så få henrettet, på grund af deres modige standpunkt som neutrale kristne. Hvis du er en ung kristen som er stillet over for dette stridsspørgsmål, da studer Guds ord dagligt, så du kan ’have tro og bevare sjælen i live’, med evigt liv i sigte. — Hebræerne 10:39–11:1; Mattæus 10:28-31.

7. Hvad er nogle børn i Indien blevet udsat for, og med hvilket resultat?

⁷ Skolebørn har stået over for de samme spørgsmål. I 1985 nægtede tre børn af Jehovas Vidner i den indiske delstat Kerala at gå imod deres bibelsk begrundede tro ved at synge nationalsangen. De blev stående respektfuldt mens de andre elever sang, men blev ikke desto mindre bortvist fra skolen. Deres fader appellerede sagen helt op til Indiens højesteret, hvor de to dommere afgjorde sagen i børnenes favør, idet de modigt erklærede: „Vor tradition bygger på tolerance; vor filosofi lærer tolerance; vor forfatning praktiserer tolerance; lad os ikke udvande dette.“ Avisreferater og positive lederartikler oplyste derefter hele nationen, der da udgjorde nær ved en femtedel af jordens befolkning, om at der findes kristne i dette land som tilbeder den sande Gud, Jehova, og som loyalt holder fast ved Bibelens principper.

Fordærvende indflydelse

8. Hvilken kritik finder Jesus det nødvendigt at rette mod de kristne i Pergamum?

⁸ Ja, de kristne i Pergamum har bevaret deres uangribelighed. „Dog,“ siger Jesus, „har jeg nogle få ting imod dig.“ Hvad har de gjort som fortjener kritik? Jesus fortsætter: „Du ... har nogle som holder fast ved Bileams lære, han som lærte Balak at lægge en snublesten for Israels sønner, nemlig den at spise noget der var ofret til afguder og at begå utugt.“ — Åbenbaringen 2:14.

9. Hvem var Bileam, og hvordan lagde han „en snublesten for Israels sønner“?

⁹ På Moses’ tid lejede kong Balak af Moab Bileam, en ikkeisraelitisk profet der kendte noget til Jehovas veje, til at forbande Israel. Jehova modstod Bileam og tvang ham til at udtale velsignelser over israelitterne og forbandelser over deres fjender. Bileam formildede derefter den opbragte Balak ved at foreslå et mere underfundigt angreb: Lad Moabs kvinder forlede Israels mænd til grov umoralitet og til dyrkelse af guden Ba’al-Peor! Denne taktik virkede. Jehovas retfærdige vrede blussede op, og han sendte en plage der dræbte 24.000 af de utugtige israelitter — en plage der først standsede da præsten Pinehas tog skridt til at fjerne ondskaben fra Israel. — 4 Mosebog 24:10, 11; 25:1-3, 6-9; 31:16.

10. Hvilke snublesten var åbenbart blevet indført i menigheden i Pergamum, og hvorfor har de kristne dér måske ment at Gud ville se gennem fingre med deres overtrædelser?

¹⁰ Findes der nu, på Johannes’ tid, lignende snublesten i Pergamum? Ja, det gør der. Umoralitet og afgudsdyrkelse er trængt ind i menigheden. De kristne dér har ikke givet agt på Guds advarsler gennem apostelen Paulus. (1 Korinther 10:6-11) Da de har udholdt forfølgelse, mener de måske at Jehova vil se gennem fingre med deres seksuelle overtrædelser. Men Jesus gør det klart for dem at de må tage afstand fra sådanne onde handlinger.

11. (a) Hvad må kristne være på vagt over for, og hvad må de ikke tro? (b) Hvor mange er gennem årene blevet udstødt af den kristne menighed, og hovedsagelig af hvilken grund?

¹¹ På samme måde må kristne i dag vogte sig for at ’forvandle vor Guds ufortjente godhed til en undskyldning for skamløshed’. (Judas 4) Vi må hade det onde og ’banke løs på vort legeme’ for at leve som rene kristne. (1 Korinther 9:27; Salme 97:10; Romerne 8:6) Vi må aldrig forfalde til at tro at nidkærhed i Guds tjeneste og uangribelighed under forfølgelse berettiger os til at bedrive kønslig umoralitet. Der er gennem årene blevet udstødt i titusindvis af overtrædere af den verdensomspændende kristne menighed, heraf de fleste på grund af umoralitet. I nogle år er der endog blevet udstødt flere end der faldt i fortidens Israel på grund af Ba’al-Peor. Måtte vi altid være på vagt, så vi ikke ender i det selskab! — Romerne 11:20; 1 Korinther 10:12.

12. Hvilke principper gælder for kristne i dag, ligesom de gjaldt for Guds tjenere i fortiden?

¹² Jesus revser også de kristne i Pergamum for at ’spise noget der er ofret til afguder’. Hvad hentyder han til? I betragtning af Paulus’ ord til korintherne var der måske nogle som misbrugte deres kristne frihed og med overlæg krænkede andres samvittighed. Det er dog mere sandsynligt at de på en eller anden måde direkte deltog i afgudsceremonier. (1 Korinther 8:4-13; 10:25-30) Kristne der lever i dag må bruge deres kristne frihed på en måde der afspejler uselvisk kærlighed, idet de altid er opmærksomme på ikke at bringe andre til snublen og fald. Og de må naturligvis undgå de moderne former for afgudsdyrkelse, hvor man for eksempel dyrker stjerner inden for film, fjernsyn og sport, eller gør penge, eller endog bugen, til en gud. — Mattæus 6:24; Filipperne 1:9, 10; 3:17-19.

Undgå sektvæsen

13. Hvilken irettesættelse giver Jesus derefter de kristne i Pergamum, og hvorfor var den tiltrængt i denne menighed?

¹³ Jesus fortsætter med at irettesætte de kristne i Pergamum, idet han siger: „Således har du også nogle der på samme måde holder fast ved Nikolaus-sektens lære.“ (Åbenbaringen 2:15) I det første brev roste Jesus efeserne for at de hadede denne sekts gerninger. Men de kristne i Pergamum må mindes om nødvendigheden af at holde menigheden fri for sektvæsen. De kristne normer må følges med større strenghed, så den samhørighed Jesus bad om i Johannes 17:20-23 kan blive bevaret. Det er nødvendigt ’både at tilskynde med den lære der er sund og at retlede dem som siger imod’. — Titus 1:9.

14. (a) Hvem har den kristne menighed fra tidlig tid måttet kæmpe med, og hvad kalder apostelen Paulus dem? (b) Hvilke ord af Jesus bør enhver som har følt sig fristet til at følge en udbrydergruppe, give agt på?

¹⁴ Den kristne menighed har fra tidlig tid måttet kæmpe med stolte frafaldne som med deres glatte og bedrageriske tale „er årsag til splittelser og snublen i modstrid med den lære“ der forkyndes gennem Jehovas kanal. (Romerne 16:17, 18) Paulus advarede om denne trussel i næsten alle sine breve.a I vor tid, hvor Jesus har genoprettet den kristne enhed og renhed i den sande menighed, er faren for sektvæsen fortsat til stede. Enhver som kunne føle sig fristet til at følge en udbrydergruppe og således slutte sig til en sekt, bør derfor give agt på Jesu næste ord: „Du skal derfor ændre sind. Ellers kommer jeg hurtigt til dig, og jeg vil føre krig mod dem med min munds lange sværd.“ — Åbenbaringen 2:16.

15. Hvordan opstår sektvæsen?

¹⁵ Hvordan opstår sektvæsen? En selvbestaltet lærer begynder måske at så tvivl, idet han bestrider en af de bibelske sandheder (som for eksempel at vi lever i de sidste dage), og en gruppe skiller sig ud og følger ham. (2 Timoteus 3:1; 2 Peter 3:3, 4) Eller én kritiserer måske den måde Jehova lader sit arbejde udføre på og appellerer til andres magelighed ved at hævde at det ikke er bibelsk korrekt og heller ikke nødvendigt at gå fra hus til hus med Rigets budskab. Ved at deltage i denne tjeneste efter Jesu og hans apostles eksempel ville de bevare deres ydmyghed, men de foretrækker at skille sig ud og at tage den med ro, måske ved blot at læse i Bibelen sammen under private former nu og da. (Mattæus 10:7, 11-13; Apostelgerninger 5:42; 20:20, 21) De danner sig deres egen opfattelse af højtiden til minde om Jesu død, den bibelske befaling om at afholde sig fra blod, fejringen af helligdage og brugen af tobak. De kaster tilmed vrag på Jehovas navn; og inden længe følger de atter Babylon den Stores principløse veje. Nogle bevæges endog af Satan til at gøre det som er endnu værre: De begynder at ’slå deres medtrælle’, deres tidligere brødre. — Mattæus 24:49; Apostelgerninger 15:29; Åbenbaringen 17:5.

16. (a) Hvorfor bør de der vakler på grund af frafaldnes påvirkning, være hurtige til at ændre sind? (b) Hvordan vil det gå dem der ikke ændrer sind?

¹⁶ Enhver som vakler på grund af frafaldnes indflydelse bør være hurtig til at efterkomme Jesu opfordring til at ændre sind. De frafaldnes propaganda må afvises som den gift den er. Den udspringer af misundelse og had, i modsætning til de rene og retfærdige sandheder som Jesus i kærlighed nærer sin menighed med. (Lukas 12:42; Filipperne 1:15, 16; 4:8, 9) Hvis nogle ikke vil ændre sind, vil Herren Jesus „føre krig mod dem med [sin] munds lange sværd“. Han sigter sit folk for at bevare den enhed han nævnte i sin bøn den sidste aften han var sammen med sine disciple på jorden. (Johannes 17:20-23, 26) Eftersom de frafaldne afviser den kærlige vejledning og hjælp der tilbydes dem af stjernerne i hans højre hånd, dømmer og straffer han dem „med største strenghed“, idet han sender dem „ud i mørket udenfor“. De bliver udstødt, så de ikke længere kan virke som surdej blandt Guds folk. — Mattæus 24:48-51; 25:30; 1 Korinther 5:6, 9, 13; Åbenbaringen 1:16.

’Den skjulte manna og en hvid sten’

17. Hvilken belønning venter der de salvede kristne som sejrer, og hvad måtte de kristne i Pergamum overvinde?

¹⁷ Alle som følger Jesu vejledning, der er givet gennem Jehovas hellige ånd, kan se frem til en storslået belønning. Hør blot: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne: Den der sejrer, ham vil jeg give noget af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på stenen et nyt navn skrevet som ingen kender undtagen den der får det.“ (Åbenbaringen 2:17) De kristne i Pergamum bliver altså, ligesom de kristne i Smyrna, opfordret til at sejre. Hvis dette skal lykkes for dem der bor i Pergamum, hvor Satans trone er, må de afsky afgudsdyrkelse. De må overvinde den umoralitet, det sektvæsen og det frafald der forbindes med Balak, Bileam og Nikolaus-sekten. Derefter vil disse salvede kristne blive indbudt til at spise noget af „den skjulte manna“. Hvad vil det sige?

18, 19. (a) Hvad var den manna Jehova tilvejebragte til israelitterne? (b) Hvilken manna blev skjult? (c) Hvad er dét at spise af den skjulte manna et symbol på?

¹⁸ På Moses’ tid tilvejebragte Jehova manna til israelitterne under ørkenvandringen. Denne manna var ikke skjult, for hver morgen — undtagen på sabbatten — lå den mirakuløst ligesom skælagtigt rim på jorden. Det var en guddommelig foranstaltning som holdt israelitterne i live. Til minde om dette skulle Moses komme noget af dette „brød“ i en guldkrukke og opbevare den i pagtens ark „i denne og kommende [israelitiske] generationer“. — 2 Mosebog 16:14, 15, 23, 26, 33; Hebræerne 9:3, 4.

¹⁹ Dette var et meget passende symbol. Denne manna blev skjult i tabernaklets Allerhelligste, hvor det mirakuløse lys der svævede over arkens låg symboliserede Jehovas egen tilstedeværelse. (2 Mosebog 26:34) Ingen havde lov til at gå ind på dette hellige sted for at spise af den skjulte manna. Men nu siger Jesus at hans salvede disciple som sejrer, vil komme til at spise af „den skjulte manna“. Ligesom Kristus selv har gjort forud for dem, går de „ikke ind på et helligt sted som er gjort med hænder og som er en kopi af virkeligheden, men ind i selve himmelen“. (Hebræerne 9:12, 24) Ved deres opstandelse iklædes de udødelighed og uforgængelighed — en storslået foranstaltning fra Jehova som symbolsk skildres ved at de får den uforgængelige „skjulte manna“. Det lille antal sejrvindere er i sandhed en privilegeret skare! — 1 Korinther 15:53-57.

20, 21. (a) Hvad er dét at de salvede kristne får en hvid sten, et symbol på? (b) Hvilket håb er der for den store skare, eftersom der kun findes 144.000 hvide sten?

²⁰ De får også „en hvid sten“. Ved romerske domstole brugte man sten når man afsagde domme.b En hvid sten betød frifindelse, hvorimod en sort sten betød at én var kendt skyldig, ofte til døden. At Jesus giver de kristne sejrvindere i Pergamum „en hvid sten“, betyder altså at han kender dem uskyldige, rene. Der kan imidlertid ligge mere i Jesu ord. I romertiden brugte man også sten som adgangsbeviser til vigtige begivenheder. Den hvide sten kan således symbolisere noget ganske særligt for den salvede kristne der sejrer — nemlig at han får adgang til en ærefuld plads i himmelen ved Lammets bryllup. Der udleveres kun 144.000 sådanne sten. — Åbenbaringen 14:1; 19:7-9.

²¹ Vil det sige at du er ladt ude af betragtning hvis du hører til den store skare? På ingen måde. Du får ganske vist ikke en hvid sten som giver adgang til himmelen, men hvis du holder ud kan du komme igennem den store trængsel og få del i den glæde det vil være at genoprette Paradiset på jorden. Andre som vil deltage i dette arbejde, er de opstandne trofaste fra førkristen tid og „andre får“ som er døde inden for de senere år. Derefter vil alle andre genløste døde blive velsignet med en opstandelse til liv i det jordiske paradis. — Salme 45:16; Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9, 14.

22, 23. Hvilken betydning ligger der i det navn der står skrevet på den sten de salvede kristne får, og hvilken tilskyndelse ligger der i dette?

²² Hvad er det nye navn der står skrevet på stenen? Et navn er noget der identificerer en person og som tjener til at adskille vedkommende fra andre. Eftersom de salvede kristne først får stenen efter at de har afsluttet deres jordiske livsløb som sejrvindere, må navnet på stenen have at gøre med det privilegium at de bliver forenet med Jesus i himmelen — at de knyttes nært til ham i en kongelig tjeneste som kun opnås og kun virkelig forstås af dem der arver det himmelske rige. Det er således et navn, eller en embedstitel, „som ingen kender undtagen den der får det“. — Jævnfør Åbenbaringen 3:12.

²³ Dette tilskynder i høj grad Johannesskarens medlemmer til at „høre hvad ånden siger til menighederne“ og give agt på det! Og det animerer deres medarbejdere i den store skare til at tjene trofast sammen med dem så længe de kan nyde fællesskabet med dem på jorden og gøre Jehovas rige kendt sammen med dem!

[Fodnoter]

Kapitel 10

Afsky „Satans dybder“

TYATIRA

1. Hvor lå Tyatira i forhold til de andre menigheder, og hvordan var de religiøse forhold i byen?

OMKRING 65 kilometer sydøst for Bergama (Pergamum) ligger den travle tyrkiske by Akhisar — samme sted som byen Tyatira lå for 1900 år siden. En rejsende tilsynsmand kunne nemt komme til Tyatira ad vejen fra Pergamum og derefter rejse i en kreds til de sidste menigheder, der er nævnt i Åbenbaringens 3. kapitel — Sardes, Filadelfia og Laodikea. I modsætning til Pergamum synes Tyatira ikke at have været et vigtigt center for kejserdyrkelsen, men der fandtes dog både helligdomme og templer for hedenske guder i byen. Tyatira var især en vigtig handelsby.

2, 3. (a) Hvilken tidligere oplysning har vi om en indbygger fra Tyatira der blev kristen? (b) Hvad betyder det for de kristne i Tyatira at Jesus er Guds søn og at hans „øjne er som en ildflamme“?

² Da Paulus forkyndte i Makedonien traf han en kvinde fra Tyatira, en purpurhandlerske ved navn Lydia. Hun og hendes husstand tog med glæde imod det budskab Paulus forkyndte, og viste en usædvanlig gæstfrihed. (Apostelgerninger 16:14, 15) Hun blev den første indbygger fra Tyatira som man véd tog imod kristendommen. Med tiden blev der oprettet en kristen menighed i byen. Jesus henvender sit længste budskab til den: „Og skriv til menighedens engel i Tyatira: Dette siger Guds søn, han hvis øjne er som en ildflamme og hvis fødder er ligesom fint kobber.“ — Åbenbaringen 2:18.

³ Dette er den eneste gang udtrykket „Guds søn“ forekommer i Åbenbaringen, skønt Jesus dog andre steder omtaler Jehova som sin „Fader“. (Åbenbaringen 2:27; 3:5, 21) Brugen af denne titel minder uden tvivl de kristne i Tyatira om Jesu nære forhold til Jehova. Hans „øjne er som en ildflamme“ — en advarsel til brevets modtagere om at hans fortærende dom vil ramme alt hvad han ser besmitte menigheden. At han igen henviser til sine skinnende, kobberlignende fødder, understreger det lysende eksempel på trofasthed han satte mens han gik på jorden. De kristne i Tyatira fulgte uden tvivl hans vejledning, og det samme må vi gøre i dag. — 1 Peter 2:21.

4, 5. (a) Hvad kunne Jesus rose de kristne i Tyatira for? (b) Hvordan er menigheden i Tyatira typisk for Jehovas Vidners menigheder i dag?

⁴ Jesus kan lykkeligvis rose dem der er i Tyatira. Han siger: „Jeg kender dine gerninger og din kærlighed og tro og tjeneste og udholdenhed, og jeg ved at dine sidste gerninger er flere end de første.“ (Åbenbaringen 2:19) I modsætning til efeserne har de salvede kristne i Tyatira ikke mistet deres første kærlighed til Jehova. Deres tro er stærk. Desuden er deres gerninger flere end de første, og ligesom de tre foregående menigheder viser de kristne i Tyatira udholdenhed. Det samme kan siges om de næsten 100.000 menigheder af Jehovas Vidner der findes på jorden i dag! Kærligheden til Jehova skinner klart igennem, idet organisationen er gennemtrængt af en nidkærhedens ånd som ansporer både unge og gamle. Et stigende antal melder sig som pionerer og bruger den tilbageværende tid klogt i forkyndelsen af det storslåede håb om Guds kommende rige. — Mattæus 24:14; Markus 13:10.

⁵ Mange trofaste, både af den salvede rest og af den store skare, har i årtier vist en forbilledlig udholdenhed i Guds tjeneste, mens verden omkring dem er kommet længere og længere ud i håbløshedens mørke. Men lad os være ved godt mod! Åbenbaringen bekræfter Guds tidligere profeters udsagn. „Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt.“ — Zefanias 1:14; Joel 2:1; Habakkuk 2:3; Åbenbaringen 7:9; 22:12, 13.

„Kvinden Jesabel“

6. (a) Hvilket problem peger Jesus på i Tyatiramenigheden som kræver omgående opmærksomhed? (b) Hvem var fortidens Jesabel, og kunne hun med rette gøre krav på at være profetinde?

⁶ Jesu flammende blik er trængt dybere, og han bemærker noget der kræver omgående opmærksomhed. Det fremgår af hans næste ord til de kristne i Tyatira: „Dog har jeg det imod dig at du tolererer kvinden Jesabel, som kalder sig profetinde og som lærer og vildleder mine trælle til at begå utugt og spise noget der er ofret til afguder.“ (Åbenbaringen 2:20) I det tiende århundrede f.v.t. var dronning Jesabel, kong Akab af Israels ba’alsdyrkende hustru, berygtet for sin blodtørst, utugt og herskesyge. Jehu, der tjente som Jehovas salvede, lod hende henrette. (1 Kongebog 16:31; 18:4; 21:1-16; 2 Kongebog 9:1-7, 22, 30, 33) Den afgudsdyrkende Jesabel kunne ikke med rette kalde sig profetinde. Hun var ikke som Mirjam og Debora, der tjente som trofaste profetinder i Israel. (2 Mosebog 15:20, 21; Dommerne 4:4; 5:1-31) Og Jehovas ånd bevægede hende ikke til at profetere, sådan som i tilfældet med den aldrende Anna og evangelieforkynderen Filips fire døtre. — Lukas 2:36-38; Apostelgerninger 21:9.

7. (a) Hvilken indflydelse sigter Jesus uden tvivl til med udtrykket „kvinden Jesabel“? (b) Hvordan har nogle kvinder i menigheden måske forsøgt at retfærdiggøre deres egenrådige kurs?

⁷ „Kvinden Jesabel“ som hævder at være profetinde i Tyatira er altså en svindler. Hun har ikke Guds ånd. Hvem er hun? Hun er sandsynligvis en kvinde eller en gruppe kvinder der øver en skændig og fordærvende indflydelse i menigheden. Et antal kvinder som er tilsluttet menigheden har måske forledt nogle af dens medlemmer til umoralitet, samtidig med at de skamløst retfærdiggør deres egenrådige handlinger ved at fordreje Skriften. Derved optræder de som falske profeter. De vil gerne påvirke andre til at gøre dem følgeskab „med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse“. (Kolossenserne 3:5) De vil gerne have menighedens medlemmer til at slå ind på en umoralsk, egoistisk livsform af den slags der nu accepteres eller tolereres inden for de fleste af kristenhedens kirkesamfund.

8. (a) Hvad siger Jesus om „Jesabel“ i Tyatira? (b) Hvordan har en uretmæssig kvindelig indflydelse gjort sig gældende i vor tid?

⁸ Jesus siger videre til de ældste i Tyatira: „Og jeg har givet hende tid til at ændre sind, men hun er ikke villig til at ændre sind med hensyn til sin utugt. Se! Jeg vil kaste hende på sygesengen, og dem der begår ægteskabsbrud med hende, ud i stor trængsel, medmindre de ændrer sind med hensyn til hendes gerninger.“ (Åbenbaringen 2:21, 22) Ligesom fortidens Jesabel tydeligvis dominerede Akab og derefter forsøgte at trodse Guds domsfuldbyrder, Jehu, sådan forsøger denne kvindelige indflydelse i Tyatiramenigheden uden tvivl at manipulere med ægtemændene og de ældste, og det ser ud til at de ældste tolererer denne usømmelige Jesabel-indflydelse. Jesus retter her en kraftig advarsel til dem, og dermed til hele den verdensomspændende menighed af Jehovas folk i dag. I vor tid har sådanne viljestærke kvinder forledt deres mænd til frafald og har tilmed anlagt sag mod Jehovas trofaste tjenere. — Jævnfør Judas 5-8.

9. (a) Hvorfor er Jesu ord om Jesabel på ingen måde en kritik af alle kvinder i menigheden? (b) Hvad skal der til for at der opstår en Jesabel-indflydelse?

⁹ Dette er på ingen måde en kritik af de mange trofaste kvinder i den kristne menighed. En stor del af vidnearbejdet udføres i dag af trofaste søstre, og ved de bibelstudier de leder, fører de skarer af nye til menigheden. Gud selv velsigner dette, som det fremgår af Salme 68:11: „Jehova lader ordet lyde; de kvinder der forkynder godt nyt er en talrig hær.“ Ægtemænd kan blive præget i en gunstig retning af deres hustruers milde og respektfulde adfærd, som er „af stor værdi i Guds øjne“. (1 Peter 3:1-4) Den dygtige, flittige hustru prises af kong Lemuel. (Ordsprogene 31:10-31) Det er kun når kvinder forlader deres plads og forsøger at forføre mændene eller udfordre eller ignorere deres myndighed at der opstår en Jesabel-indflydelse. — Efeserne 5:22, 23; 1 Korinther 11:3.

10. (a) Hvorfor bliver Jesabel og hendes børn dømt? (b) Hvilken farlig tilstand befinder de der bliver børn af Jesabel sig i, og hvad bør de gøre?

¹⁰ Jesus siger videre angående „kvinden Jesabel“: „Og hendes børn vil jeg dræbe med en dødbringende plage, så alle menighederne vil blive klar over at jeg er den der ransager nyrer og hjerter, og jeg vil give jer hver især efter jeres gerninger.“ (Åbenbaringen 2:23) Jesus har givet Jesabel og hendes børn tid til at ændre sind, men de fortsætter deres umoralske adfærd og må derfor dømmes. Heri ligger der et magtfuldt budskab til kristne i dag. De der efterligner Jesabel, hvad enten det er mænd eller kvinder, og bliver hendes børn ved at krænke Bibelens principper vedrørende moral og myndighed eller ved stædigt at ignorere teokratisk orden, befinder sig i en faretruende tilstand af åndelig sygdom. Det er sandt at hvis en der er åndeligt syg tilkalder menighedens ældste og lader dem bede over ham, vil ’troens bøn gøre den sløje rask, og Jehova vil rejse ham op’ — forudsat at han ydmygt handler i harmoni med de bønner der bedes. Men ingen må tro at de kan narre Gud eller Kristus ved at forsøge at skjule umoralske handlinger eller ved at give det udseende af at de tjener nidkært. — Jakob 5:14, 15.

11. Hvordan hjælpes menighederne i dag til at være på vagt over for en uretmæssig kvindelig indflydelse?

¹¹ De fleste af Jehovas Vidners menigheder er i dag opmærksomme på denne fare. De ældste holder et vågent øje med tilbøjeligheder til en uteokratisk indstilling eller adfærd. De forsøger at hjælpe både mænd og kvinder som vover sig ud på en farefuld vej, til at blive åndeligt opbygget og komme ind på rette spor igen før det er for sent. (Galaterne 5:16; 6:1) Kærligt og myndigt modvirker disse kristne tilsynsmænd ethvert kvindeligt forsøg på at danne kliker der tager sigte på at fremme en form for kvindefrigørelse. Desuden gives der nu og da betimelig vejledning i Jehovas Vidners publikationer.a   

12. Hvordan udviser Johannesskaren i dag en nidkærhed som svarer til Jehus?

¹² Hvis nogle begår grov umoralitet, og specielt hvis de kommer i vane med det, og ikke vil ændre sind, må de imidlertid udstødes. Vi husker hvor nidkært Jehu udslettede ethvert spor af Jesabels indflydelse i Israel. På samme måde griber Johannesskaren i dag myndigt ind, hvorved de sætter eksemplet for deres „Jonadab“-medarbejdere og viser at de på ingen måde ligner kristenhedens „tolerante“ præster. — 2 Kongebog 9:22, 30-37; 10:12-17.

13. Hvad vil der ske med dem der giver efter for en uret kvindelig indflydelse?

¹³ Som Jehovas sendebud og dommer afslører Guds søn med rette hvordan det står til med nutidens Jesabel og kaster hende på en sygeseng, for hendes åndelige sygdom er tydeligvis kronisk. (Malakias 3:1, 5) De der har givet efter for denne urette kvindelige indflydelse vil også lide stor trængsel — sorgen over at blive udstødt, afskåret fra den kristne menighed som var de døde. Medmindre de ændrer sind, vender om og bliver genoptaget i menigheden må de også imødese den fysiske død, der vil komme ved „en dødbringende plage“ — senest i den store trængsel. I mellemtiden har de mulighed for at komme på fode igen hvis de fuldt ud angrer deres urette handlinger. — Mattæus 24:21, 22; 2 Korinther 7:10.

14. (a) Hvordan bruger Jesus de ældste til at tage sig af visse problemer, herunder en eventuel Jesabel-indflydelse der gør sig gældende? (b) Hvordan bør menigheden støtte de ældste der behandler sådanne problemer?

¹⁴ „Alle menighederne“ må være klar over at Jesus ransager ’nyrerne’, de dybeste følelser, og ’hjertet’, det indre menneske med dets bevæggrunde. Hertil anvender han betroede stjerner, eller ældste, idet han lader dem tage sig af visse problemer, som for eksempel en Jesabel-indflydelse der gør sig gældende. (Åbenbaringen 1:20) Når disse ældste har undersøgt en sådan sag og har fældet en dom, er det ikke op til enkeltpersoner i menigheden at finde ud af hvorfor den pågældende afgørelse er truffet. Alle bør ydmygt acceptere de ældstes behandling af sådanne sager og fortsætte med at støtte disse stjerner i menigheden. Loyalitet mod Jehova og hans organisationsordning vil blive belønnet. (Salme 37:27-29; Hebræerne 13:7, 17) Måtte du for dit vedkommende blive velsignet når Jesus giver hver især efter hans gerninger. — Galaterne 5:19-24; 6:7-9.

’Hold fast ved det I har’

15. (a) Hvad havde Jesus at sige til dem der ikke var blevet fordærvet af Jesabel? (b) Hvoraf fremgår det at ikke alle som gjorde krav på at være kristne i 1918 var blevet fordærvet af den frafaldne kristenhed?

¹⁵ Jesu næste ord bringer trøst og opmuntring: „Men jeg siger til de andre af jer som er i Tyatira, alle som ikke har denne lære, dem der ikke har lært ’Satans dybder’, som de siger, at kende: Jeg lægger ikke nogen anden byrde på jer. Hold alligevel fast ved det I har, indtil jeg kommer.“ (Åbenbaringen 2:24, 25) Der er trofaste sjæle i Tyatira som ikke har ladet sig påvirke af Jesabel. Svarende hertil har der i 40 år forud for 1918 og i årene siden været kristne som ikke har tolereret den umoralitet og det fordærv der er så udbredt i kristenheden. Den lille gruppe bibelstudenter, nu kendt som Jehovas Vidner, der forsøgte at hjælpe kirkemedlemmer til at indse at mange af kristenhedens læresætninger havde en ukristen baggrund, har befriet sig selv for ethvert spor af babyloniske lærdomme og skikke som de havde overtaget fra den frafaldne kristenhed. Dette indbefatter ’kvinden Jesabels’ principløse lære.

16. Hvad må vi, ifølge Jesu ord og det styrende råds afgørelse i det første århundrede, holde os fra, skønt der ikke er pålagt os yderligere byrder?

¹⁶ Johannesskaren har også tilskyndet sine medarbejdere, den store skare, til at tage sig i agt for umoralsk påvirkning, der for eksempel gør sig gældende i den fordærvede underholdningsverden. Der er ingen grund til at se på eller give sig af med fordærv hverken af nysgerrighed eller for at undersøge hvad det er man skal undgå. Det er klogt at holde sig på lang afstand af „Satans dybder“. Som Jesus siger: „Jeg lægger ikke nogen anden byrde på jer.“ Dette minder om den bestemmelse det kristne styrende råd udsendte i det første århundrede: „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt. Hvis I omhyggeligt holder jer fra disse ting, vil det gå jer godt.“ (Apostelgerninger 15:28, 29) Skal det gå os godt i åndelig henseende må vi altså undgå falsk religion, misbrug af blod (for eksempel ved blodtransfusion) og umoralitet. Dette vil uden tvivl også beskytte vort fysiske helbred.

17. (a) Hvordan har Satan fristet mennesker i dag med ting der forekommer ’dybe’? (b) Hvordan bør vi se på ’dybderne’ i Satans sofistikerede verden?

¹⁷ Satan har også andre „dybder“ i dag, ting der anses for at være ’dybe’, som for eksempel komplicerede spekulationer og filosofiske anskuelser hvormed der lefles for intellektet. Foruden principløse, umoralske ræsonnementer omfatter dette sådanne ting som spiritismen og udviklingsteorien. Hvordan betragter den alvise Skaber disse „dybder“? Apostelen Paulus citerer ham for ordene: „Jeg vil lade de vises visdom gå til grunde.“ I modsætning hertil er „Guds dybder“ enkle, klare og opbyggende. Forstandige kristne undgår ’dybderne’ i Satans sofistikerede verden. Husk at „verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt“. — 1 Korinther 1:19; 2:10; 1 Johannes 2:17.

18. Hvilke velsignelser lovede Jesus de salvede kristne der forbliver trofaste til enden, og hvilken forret vil de opstandne få i Harmagedon?

¹⁸ Jesus henvender nu nogle hjertevarmende ord til de kristne i Tyatira, ord som også opmuntrer de salvede kristne i dag: „Og den der sejrer og holder sig til mine gerninger til enden, ham vil jeg give myndighed over nationerne, og han skal vogte dem med en jernstav så de knuses som lerkar, således som jeg også har fået myndighed fra min Fader.“ (Åbenbaringen 2:26, 27) Hvilken storslået forret! Denne myndighed, som de salvede sejrvindere får ved deres opstandelse, består i at de sammen med Jesus får en andel i at svinge den knusende „jernstav“ mod de oprørske nationer i Harmagedon. Disse nationers kernevåben vil i bedste fald gå af som en fuser når Kristus knuser sine fjender som var de lerkar. — Salme 2:8, 9; Åbenbaringen 16:14, 16; 19:11-13, 15.

19. (a) Hvem er „morgenstjernen“, og hvordan vil den blive givet til dem der sejrer? (b) Hvilken opmuntring er der til den store skare?

¹⁹ Jesus tilføjer: „Og jeg vil give ham morgenstjernen.“ (Åbenbaringen 2:28) Jesus forklarer selv senere hvad denne ’morgenstjerne’ er, idet han siger: „Jeg er Davids rod og afkom, den strålende morgenstjerne.“ (Åbenbaringen 22:16) Ja, det er Jesus der opfylder den profeti Jehova lod komme over Bileams uvillige læber: „En stjerne skal fremtræde fra Jakob, og et scepter rejse sig fra Israel.“ (4 Mosebog 24:17) Hvordan vil Jesus give „morgenstjernen“ til dem der sejrer? Åbenbart ved at give dem ham selv, ved at lade dem indgå det nærest tænkelige, mest fortrolige forhold til ham. (Johannes 14:2, 3) I sandhed en stærk tilskyndelse til at holde ud! Det er også styrkende for den store skare at vide at „morgenstjernen“ snart vil udøve sin regeringsmyndighed ved at genoprette Paradiset på jorden!

Bevar din uangribelighed

20. Hvilken udvikling inden for kristenheden minder os om nogle af svaghederne i menigheden i Tyatira?

²⁰ Dette budskab må have været til stor opmuntring for de kristne i Tyatira. Tænk, den herliggjorte Guds søn i himmelen havde selv talt til dem om nogle af deres problemer! I det mindste nogle af menighedens medlemmer må have reageret positivt på denne kærlige omsorg. Dette det længste af de syv budskaber hjælper os til at udpege den sande kristne menighed i dag. Da Jesus i 1918 kom til Jehovas tempel for at dømme, var det store flertal af de samfund der gjorde krav på at være kristne, besmittet af afgudsdyrkelse og åndelig umoralitet. (Jakob 4:4) Nogle af dem byggede deres tro på lærdomme som var blevet fremsat af viljefaste kvinder i det 19. århundrede, som for eksempel Ellen White fra syvendedagsadventisterne og Mary Baker Eddy fra Kristen Videnskab, og siden har mange kvinder stået på prædikestolene. (Se i modsætning hertil Første Timoteusbrev 2:11, 12.) Inden for de katolske retninger bliver Maria ofte æret mere end Gud og Kristus. Jesus viste hende ikke en sådan ære. (Johannes 2:4; 19:26) Kan samfund der ligger under for en sådan uretmæssig kvindelig indflydelse, virkelig anerkendes som kristne?

21. Hvordan kan vi som enkeltpersoner tage ved lære af Jesu budskab til Tyatira?

²¹ Hvad enten vi hører til Johannesskaren eller til de andre får, gør vi som enkeltpersoner vel i at overveje dette budskab. (Johannes 10:16) Nogle kan finde det fristende at følge den lette vej, ligesom Jesabel-disciplene i Tyatira. Der er også fristelsen til at gå på kompromis. Det er en udfordring at skulle leve op til Guds krav, for eksempel i forbindelse med ikke at spise blodprodukter eller modtage blodtransfusioner. Nogle mener måske at deres nidkærhed i tjenesten eller det at de holder foredrag giver dem ret til at tage mere afslappet på andre ting, som for eksempel at se voldsprægede og umoralske film eller videobånd, eller at drikke rigeligt med alkohol. Jesu advarsel til de kristne i Tyatira viser at vi ikke må tage os sådanne friheder. Jehova ønsker at vi skal være rene og tjene ham af en hel sjæl, og ikke være tvesindede, sådan som mange af de kristne var i Tyatira.

22. Hvordan understreger Jesus betydningen af at have et hørende øre?

²² Til sidst erklærer Jesus: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne.“ (Åbenbaringen 2:29) Det er fjerde gang han fremsætter denne appel, og den står også som afslutning på de tre sidste budskaber. Har du et hørende øre? Da bliv ved med at lytte opmærksomt til Gud, idet han ved sin ånd fortsætter med at give vejledning gennem sin kanal.

[Fodnote]

Kapitel 11

Står dit navn i livets bog?

SARDES

1. Hvordan er den åndelige tilstand i menigheden i Sardes, og hvordan indleder Jesus sit budskab?

CIRKA 50 kilometer syd for det nutidige Akhisar (Tyatira) ligger ruinerne af Sardes, den næste by som den herliggjorte Jesus sendte et budskab til. I det sjette århundrede før vor tidsregning var denne by den stolte hovedstad i oldtidsriget Lydien og residensstad for den fabelagtigt rige kong Krøsus. På Johannes’ tid var der imidlertid trange kår i byen, og der var intet tilbage af dens fordums pragt under Krøsus. Og den kristne menighed i byen var åndeligt forarmet. For første gang indleder Jesus ikke sit budskab med rosende ord. Han siger i stedet: „Og skriv til menighedens engel i Sardes: Dette siger han som har Guds syv ånder og de syv stjerner: ’Jeg kender dine gerninger, og jeg ved at du har ry for at være levende, men du er død.’“ — Åbenbaringen 3:1.

2. (a) Hvad betyder det for de kristne i Sardes at Jesus har „Guds syv ånder“? (b) Hvad havde Sardesmenigheden ord for at være, men hvordan forholdt det sig i virkeligheden?

² Hvorfor præsenterer Jesus sig som den der „har Guds syv ånder“? Fordi disse ånder repræsenterer Jehovas hellige ånd i hele dens kraft og fylde. Senere beskriver Johannes dem også som „syv øjne“, hvilket viser hen til den gennemtrængende synsevne som Jesus har i kraft af Guds hellige ånd. (Åbenbaringen 5:6) Med denne evne er han i stand til at afsløre og tage sig af enhver situation der måtte forekomme. (Mattæus 10:26; 1 Korinther 4:5) Menigheden i Sardes har ord for at være levende og aktiv. Men Jesus kan se at den er åndeligt død. De fleste af dens medlemmer er åbenbart gledet tilbage i en tilstand af sløvhed og ligegyldighed som den de befandt sig i før de blev kristne. — Jævnfør Efeserbrevet 2:1-3; Hebræerbrevet 5:11-14.

3. (a) Hvorfor bør „menighedens engel i Sardes“ mærke sig at Jesus har „de syv stjerner“? (b) Hvilken kraftig vejledning giver Jesus menigheden i Sardes?

³ Jesus minder også „menighedens engel i Sardes“ om at han er den der har „de syv stjerner“. Han holder disse menighedsældste i sin højre hånd og har myndighed til at lede dem i deres arbejde som hyrder. De bør ’rette deres hjerte mod hjorden’ så de kan ’vide nøjagtigt hvordan deres småkvæg ser ud’. (Ordsprogene 27:23) De gør derfor klogt i at lytte opmærksomt til Jesu næste ord: „Bliv vågen og styrk det der er tilbage og som var ved at dø, for jeg har ikke fundet dine gerninger fuldt gennemført i min Guds øjne. Du må derfor stadig huske på hvad du har modtaget og hørt, og du må blive ved med at holde dig til det, og ændre sind. Ja, hvis du ikke vågner op, vil jeg komme som en tyv, og du vil slet ikke vide i hvilken time jeg kommer over dig.“ — Åbenbaringen 3:2, 3.

4. Hvordan kunne Peters ord hjælpe menigheden i Sardes til at ’styrke det der er tilbage’?

⁴ De ældste i Sardes må huske på den glæde de oplevede og de velsignelser de erfarede dengang de lærte sandheden at kende. Nu er de døde hvad åndelig aktivitet angår. Deres menighedslampe brænder uklart og blafrende på grund af mangel på trosgerninger. Nogle år tidligere skrev apostelen Peter til menighederne i Asien (deriblandt sandsynligvis Sardes) for at øge deres værdsættelse af den herlige gode nyhed som de kristne havde modtaget og som var blevet forkyndt „ved hellig ånd udsendt fra himmelen“ — den ånd der er symboliseret ved de syv ånder i Johannes’ syn. Peter mindede også de asiatiske kristne om at de hørte til ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at de vidt og bredt skulle forkynde hans dyder, han som havde kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. (1 Peter 1:12, 25; 2:9) Ved at meditere over disse åndelige sandheder vil de kristne i Sardes kunne blive hjulpet til at ændre sind og ’styrke det der er tilbage’. — Jævnfør Andet Petersbrev 3:9.

5. (a) Hvad er der sket med de kristnes værdsættelse i Sardes? (b) Hvordan vil det gå hvis de ikke følger Jesu vejledning?

⁵ I øjeblikket er deres værdsættelse af og kærlighed til sandheden som en ild der er nær ved at gå ud. Der er kun nogle få gløder tilbage. Jesus tilskynder dem til at puste til gløderne, få ilden til at flamme op, at angre de synder som deres forsømmelighed har ført dem ud i, og på ny blive åndeligt levende. (Jævnfør Andet Timoteusbrev 1:6, 7.) Ellers vil menigheden i Sardes være uforberedt når Jesus kommer uventet — „som en tyv“ — for at eksekvere dommen. — Mattæus 24:43, 44.

’Jeg vil komme som en tyv’

6. Hvordan kom Jesus „som en tyv“ i 1918, og hvilken tilstand fandt han blandt dem der gjorde krav på at være hans disciple?

⁶ Jesu advarsel om at han ville „komme som en tyv“ rækker frem til vor tid. Den havde særlig adresse til de kristne der kom til at opleve Herrens dag. Kort efter 1914 indtraf der en opfyldelse af Malakias’ profeti: „’Pludselig vil den sande Herre som I søger, komme til sit tempel, og pagtens sendebud som I ønsker skal komme. Se, han kommer,’ siger hærstyrkers Jehova.“ (Malakias 3:1; Åbenbaringen 1:10) Jesus kom som „pagtens sendebud“ for at inspicere og dømme dem der gjorde krav på at være hans disciple. (1 Peter 4:17) På det tidspunkt, i 1918, var kristenheden inddraget i blodsudgydelserne i den første verdenskrig og var i åndelig henseende fuldstændig død. Endog de sande kristne, der før krigen havde forkyndt så nidkært, oplevede en tid med åndelig døsighed. Nogle af deres fremtrædende ældste blev sat i fængsel, og forkyndelsen gik næsten i stå. Da Jehovas ånd året efter vækkede disse kristne, var de ikke alle parate. Nogle var, ligesom de tåbelige jomfruer i Jesu lignelse, ikke åndeligt udrustede til at påtage sig det privilegium at tjene Jehova. Dog var der lykkeligvis mange der, ligesom de kloge jomfruer, havde givet agt på Jesu advarsel: „Hold jer derfor vågne, for I kender hverken dagen eller timen.“ — Mattæus 25:1-13.

7. Hvorfor må de kristne stadig holde sig vågne i dag?

⁷ De kristne skulle ikke kun være vågne ved begyndelsen af Herrens dag. I sin store profeti om „tegnet når alle disse ting skal komme til en afslutning“ fremsatte Jesus en kraftig advarsel: „Om den dag eller timen ved ingen noget ... Vær agtpågivende, våg, for I ved ikke hvornår den fastsatte tid er inde. Men hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Hold jer vågne.“ (Markus 13:4, 32, 33, 37) Ja, lige op til denne time må hver enkelt af os, hvad enten vi hører til de salvede eller den store skare, holde os vågne og kæmpe mod at falde åndeligt i søvn. Måtte vi, når Jehovas dag kommer „som en tyv om natten“, blive fundet lysvågne så vi kan få en gunstig dom. — 1 Thessaloniker 5:2, 3; Lukas 21:34-36; Åbenbaringen 7:9.

8. Hvordan har Johannesskaren i dag ansporet Guds folk til at holde sig åndeligt levende?

⁸ Johannesskaren er selv vågen for behovet for at anspore Guds folk til at holde sig åndeligt levende. Med dette formål holdes der ud over jorden særlige sammenkomster flere gange om året. I et år for ikke så længe siden blev der holdt 2981 områdestævner som blev overværet af i alt 10.953.744, og hvor 122.701 nye troende blev døbt. I over hundrede år har Johannesskaren anvendt bladet Vagttårnet til at forkynde Jehovas navn og hensigt. Foranlediget af den bitre forfølgelse under verdenskrigene tilskyndede Vagttårnet Jehovas Vidner til fornyet nidkærhed med artikler som „Salige er de, som ikke frygter“ (1919), „Et Kald til Virksomhed“ (1926) og „Sejr over Forfølgelsen“ (1943).

9. (a) Hvad bør alle kristne spørge sig selv om? (b) Hvilke tilskyndelser er der blevet givet gennem Vagttårnet?

⁹ Ligesom det var i Sardesmenigheden, er stadig selvransagelse også vigtig for alle kristne i vore dages menigheder. Vi bør alle blive ved med at spørge os selv: Er vore gerninger „fuldt gennemført“ i vor Guds øjne? Opdyrker vi, uden at dømme andre, personligt selvopofrelsens ånd, og stræber vi efter at tjene Gud af hele vor sjæl? I denne forbindelse har bladet Vagttårnet givet os gode tilskyndelser ved at behandle sådanne emner som „Bliv ved med at bedømme jer selv“, og „Vi lever ikke længere for os selv“.a Lad os, med denne hjælp fra Guds ord, ransage os selv i vort inderste idet vi søger at vandre ydmygt med Jehova under bøn og i uangribelighed over for ham. — Salme 26:1-3; 139:23, 24.

„Nogle få navne“

10. Hvilket opmuntrende træk bemærkede Jesus i menigheden i Sardes, og hvordan bør dette berøre os?

¹⁰ Jesu næste ord til menigheden i Sardes er meget opmuntrende. Han siger: „Dog har du nogle få navne i Sardes som ikke har besmittet deres yderklæder, og de skal vandre sammen med mig i hvide klæder, fordi de er værdige dertil. Den der sejrer vil således blive iført hvide yderklæder; og jeg vil på ingen måde udslette hans navn af livets bog, men jeg vil anerkende hans navn over for min Fader og over for hans engle.“ (Åbenbaringen 3:4, 5) Vækker disse ord os ikke til dåd og bestyrker os i vor beslutning om at være trofaste? Et ældsteråds forsømmelighed kan bevirke at en menighed som helhed falder i dyb åndelig søvn. Men trods dette kan nogle enkeltpersoner i menigheden modigt stræbe efter at bevare deres kristne identitet ren og uplettet og således fortsætte med at have et godt navn hos Jehova. — Ordsprogene 22:1.

11, 12. (a) Hvad må der have været, selv under det store frafald, svarende til de få trofaste „navne“ i Sardes? (b) Hvilken befrielse oplevede de hvedelignende kristne på Herrens dag?

¹¹ Ja, ’yderklæderne’ står for et menneskes identitet som kristen. (Jævnfør Åbenbaringen 16:15; 19:8.) Det må være velgørende for Jesus at se at der, trods flertallets sløvhed og ligegyldighed, dog er „nogle få navne“, nogle få salvede kristne, i Sardes for hvem det lykkes at bevare denne identitet. På samme måde må der, under det århundredlange frafald hvor de navnkristne var blevet opslugt af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, hele tiden have været nogle få enkeltpersoner som, trods de ugunstige forhold, forsøgte at gøre Jehovas vilje. De var som enkelte retfærdige hvedeplanter skjult blandt frodigt voksende sekterisk ukrudt. — Åbenbaringen 17:3-6; Mattæus 13:24-29.

¹² Jesus lovede at han ville være med disse hvedelignende kristne „alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“. Han ved hvem de er og hvilket godt navn de har skabt sig. (Mattæus 28:20; Prædikeren 7:1) Man kan forestille sig glæden hos de „få“ trofaste der var i live da Herrens dag begyndte! Nu blev de omsider skilt ud fra den åndeligt døde kristenhed og blev samlet i en retfærdig menighed der mere lignede menigheden i Smyrna. — Mattæus 13:40-43.

13. Hvilke velsignelser kan salvede kristne som „ikke har besmittet deres yderklæder“ se frem til?

¹³ De kristne i Sardes der er trofaste til enden og ikke tilsmudser deres kristne identitet, får opfyldt et vidunderligt håb. Efter at Jesu messianske rige er blevet oprettet i 1914, bliver de oprejst til åndeligt liv og bliver som sejrvindere iført hvide yderklæder som symbol på deres ubesmittede, pletfri retfærdighed. Da de har vandret på den trange vej der fører til livet, vil de opnå en evig belønning. — Mattæus 7:14; se også Åbenbaringen 6:9-11.

For evigt i livets bog!

14. Hvad er „livets bog“, og hvis navne bliver skrevet i den?

¹⁴ Hvad er „livets bog“, og hvis navne vil blive bevaret deri? Livets bog, eller bogrulle, er en fortegnelse over dem der tjener Jehova og som har udsigt til at opnå det evige livs gave. (Malakias 3:16) Her i Åbenbaringen er der specielt tale om de salvede kristnes navne, men navnene på dem der har udsigt til evigt liv på jorden er også med i bogen. Et navn kan blive ’slettet’ af bogen. (2 Mosebog 32:32, 33) Men de af Johannesskaren hvis navne bliver stående i livets bog indtil deres død, opnår udødeligt liv i himmelen. (Åbenbaringen 2:10) Det er deres navne Jesus vil anerkende over for sin Fader og over for hans engle. Hvilken storslået belønning!

15. Hvordan vil medlemmerne af den store skare få deres navne uudsletteligt indskrevet i livets bog?

¹⁵ Medlemmerne af den store skare, hvis navne også er skrevet i livets bog, vil komme levende ud af den store trængsel. Hvis de fortsat lægger tro for dagen gennem hele Jesu tusindårsrige og under den afgørende prøve der følger efter, vil de blive belønnet med evigt liv i det jordiske paradis. (Daniel 12:1; Åbenbaringen 7:9, 14; 20:15; 21:4) Deres navne vil da forblive uudsletteligt indskrevet i livets bog. I betragtning af alt dette, som er blevet fremstillet ved hjælp af den hellige ånd, efterkommer vi med glæde og begejstring Jesu gentagne tilskyndelse: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne.“ — Åbenbaringen 3:6.

[Fodnote]

Kapitel 12

„Bliv ved med at holde fast ved det du har“

FILADELFIA

1. I hvilken by lå den menighed som Jesu sjette budskab blev henvendt til, og hvad betyder byens navn?

BRODERLIG HENGIVENHED er en meget ønskværdig egenskab. Jesus har uden tvivl denne egenskab i tanke idet han fremsætter sit sjette budskab, der er stilet til menigheden i Filadelfia, for dette navn betyder „broderlig hengivenhed“. Den aldrende Johannes husker stadig hvordan Peter over 60 år tidligere tre gange bedyrede at han nærede inderlig hengivenhed for sin Herre, Jesus. (Johannes 21:15-17) Viser de kristne i Filadelfia også broderlig hengivenhed? Ja, det lader til det.

2. Hvilken slags by var Filadelfia, hvordan var den menighed der fandtes i byen, og hvad siger Jesus til denne menigheds engel?

² Filadelfia, der ligger knap 50 kilometer sydøst for Sardes (og svarer til den nutidige tyrkiske by Alasehir), er på Johannes’ tid en ret velstående by. Af større betydning er dog den åndelige velstand som råder i den kristne menighed dér. Dens medlemmer vil uden tvivl modtage sendebudet der kommer til dem — sandsynligvis via Sardes — med stor glæde. Det budskab han medbringer, indeholder opmuntrende tilskyndelser til dem. Men først henvises der til den herliggjorte afsenders myndighed. Han siger: „Og skriv til menighedens engel i Filadelfia: Dette siger han som er hellig, som er sand, som har Davids nøgle og som lukker op så ingen vil lukke i, og lukker i så ingen lukker op.“ — Åbenbaringen 3:7.

3. Hvorfor er det passende at Jesus omtales som „hellig“, og på hvilken måde er han „sand“?

³ Johannes havde hørt Peter sige til mennesket Jesus Kristus: „Du har det evige livs ord; og vi har fået tro på og kundskab om at du er Guds Hellige.“ (Johannes 6:68, 69) Eftersom Jehova Gud er selve indbegrebet af hellighed, må hans enestefødte søn også være hellig. (Åbenbaringen 4:8) Jesus er også „sand“. Det græske ord der anvendes her (alēthinosʹ ), betegner noget som er ægte. I denne betydning er Jesus det sande lys og det sande brød der kom ned fra himmelen. (Johannes 1:9; 6:32) Han er det sande vintræ. (Johannes 15:1) Jesus er også sand i den betydning at han er pålidelig, til at stole på. Han taler altid sandt. (Se Johannes 8:14, 17, 26.) Denne søn af Gud er afgjort værdig til at tjene som konge og dommer. — Åbenbaringen 19:11, 16.

„Davids nøgle“

4, 5. Hvilken pagt har „Davids nøgle“ tilknytning til?

⁴ Jesus har „Davids nøgle“. Med den „lukker [han] op så ingen vil lukke i, og lukker i så ingen lukker op“. Hvad er det for en nøgle?

⁵ Det var med kong David af Israel at Jehova indgik en pagt om et evigt rige. (Salme 89:1-4, 34-37) Davids hus herskede fra Jehovas trone i Jerusalem fra 1070 til 607 f.v.t., men da blev Guds dom eksekveret over dette rige fordi det vendte sig til ugudelighed. Således begyndte Jehova at opfylde sin profeti i Ezekiel 21:27: „En ruin, en ruin, en ruin gør jeg det [det jordiske Jerusalem] til. Heller ikke dette [det davidiske dynastis kongescepter] skal blive nogens, før han kommer som har retten til det, og ham vil jeg give det.“

6, 7. Hvornår og hvordan skulle den der havde „retten“ vise sig?

⁶ Hvornår og hvordan ville den der ’havde retten til det’ fremstå? Hvordan ville han få overdraget Davids riges scepter?

⁷ Omkring 600 år senere blev en af kong Davids efterkommere, den jødiske pige Maria, gravid ved hellig ånd. Gud sendte engelen Gabriel for at oplyse Maria om at hun ville få en søn som skulle hedde Jesus. Gabriel tilføjede: „Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lukas 1:31-33.

8. Hvordan viste Jesus sig kvalificeret til at arve det davidiske kongedømme?

⁸ Da Jesus i år 29 blev døbt i Jordanfloden og salvet med hellig ånd, blev han den designerede konge i Davids slægt. Han viste en forbilledlig nidkærhed i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget og bemyndigede sine disciple til også at forkynde. (Mattæus 4:23; 10:7, 11) Han ydmygede sig, endog til døden på en marterpæl, og viste dermed at han var fuldt kvalificeret til at arve det davidiske kongedømme. Jehova oprejste ham som en udødelig ånd og ophøjede ham til pladsen ved sin egen højre hånd i himmelen. Dér arvede han alle de rettigheder der var knyttet til Davids rige. Når tiden var inde ville han gøre brug af sin ret til at ’herske midt blandt sine fjender’. — Salme 110:1, 2; Filipperne 2:8, 9; Hebræerne 10:13, 14.

9. På hvilken måde bruger Jesus Davids nøgle til at lukke op og til at lukke i?

⁹ I mellemtiden ville Jesus anvende Davids nøgle til at åbne for adgangen til muligheder og privilegier i forbindelse med Guds rige. Gennem Jesus ville Jehova nu udfri de salvede kristne på jorden „fra mørkets myndighed“ og overføre dem „til sin elskede søns rige“. (Kolossenserne 1:13, 14) Nøglen ville også blive anvendt til at afskære dem der viste sig utro, fra sådanne privilegier. (2 Timoteus 2:12, 13) Eftersom denne evige arving til Davids rige har Jehovas støtte, kan ingen skabning hindre ham i at udføre disse pligter. — Jævnfør Mattæus 28:18-20.

10. Hvilke opmuntrende ord henvender Jesus til menigheden i Filadelfia?

¹⁰ I betragtning af at budskabet til de kristne i Filadelfia kommer fra en så autoritativ kilde, må det være særlig trøstende for dem! Jesus roser dem idet han siger: „Jeg kender dine gerninger — se! jeg har foran dig sat en åben dør som ingen kan lukke — og jeg ved at du har en lille kraft og at du har overholdt mit ord og ikke har fornægtet mit navn.“ (Åbenbaringen 3:8) Menigheden har været aktiv, og en dør har åbnet sig for den — uden tvivl en dør som giver adgang til en tjeneste der består i forkyndergerning. (Jævnfør Første Korintherbrev 16:9; Andet Korintherbrev 2:12.) Jesus tilskynder derfor menighedens medlemmer til at udnytte deres muligheder for at forkynde fuldt ud. De har holdt ud og har vist at de har kraft nok til, med Guds ånds hjælp, at gøre yderligere „gerninger“ i tjenesten for Jehova. (2 Korinther 12:10; Zakarias 4:6) De har adlydt Jesu bud og har ikke fornægtet Kristus, hverken i ord eller i handling.

„De bøjer sig for dig“

11. Hvad lover Jesus de kristne, og hvordan blev dette løfte indfriet?

¹¹ Jesus lover dem derfor at deres arbejde vil bære frugt: „Se! Jeg vil lade dem fra Satans synagoge, dem som siger de er jøder og ikke er det men lyver — se! jeg vil lade dem komme og bøje sig ærbødigt for fødderne af dig og lade dem vide at jeg har fået kærlighed til dig.“ (Åbenbaringen 3:9) Det er muligt at menigheden, ligesom den i Smyrna, har haft problemer med de stedlige jøder. Jesus betegner dem som „Satans synagoge“. Men i det mindste nogle af disse jøder vil indse at det de kristne har forkyndt om Jesus, er sandt. De vil uden tvivl „bøje sig ærbødigt“ på samme måde som beskrevet af Paulus i Første Korintherbrev 14:24, 25, idet de ændrer sind og bliver kristne i fuld erkendelse af den store kærlighed Jesus har vist sine disciple ved endog at sætte sin sjæl til for dem. — Johannes 15:12, 13.

12. Hvorfor ville medlemmerne af den jødiske synagoge i Filadelfia sikkert blive overraskede over at høre at nogle af dem ville komme til at „bøje sig“ for det lokale kristne samfund?

¹² Medlemmerne af den jødiske synagoge i Filadelfia ville sandsynligvis blive ikke så lidt overraskede over at høre at nogle af dem skulle „bøje sig ærbødigt“ for det lokale samfund af kristne. I betragtning af at der uden tvivl var mange ikkejøder i menigheden, ville de forvente det stik modsatte. Hvorfor? Fordi Esajas havde forudsagt: „[Ikkejødiske] konger skal blive dine [det israelitiske folks] plejefædre, og deres fyrstelige hustruer dine ammer. De bøjer sig for dig med ansigtet mod jorden.“ (Esajas 49:23; 45:14; 60:14) Og Zakarias var blevet inspireret til at skrive: „I de dage vil ti [ikkejødiske] mænd af alle nationers tungemål gribe fat, ja, de skal gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med jer, for vi har hørt at Gud er med jer.’“ (Zakarias 8:23) Ja, det var ikkejøderne der skulle bøje sig for jøderne, ikke omvendt!

13. Hvilke jøder ville erfare opfyldelsen af en række af de profetier der blev henvendt til fortidens Israel?

¹³ Disse profetier blev henvendt til Guds udvalgte nation. Da de blev udtalt, indtog det kødelige Israel denne ærefulde stilling. Men da den jødiske nation afviste Messias, forkastede Jehova den. (Mattæus 15:3-9; 21:42, 43; Lukas 12:32; Johannes 1:10, 11) På pinsedagen år 33 udvalgte han i stedet det sande Guds Israel, den kristne menighed. Dets medlemmer er åndelige jøder som har den sande omskærelse, nemlig hjertets omskærelse. (Apostelgerninger 2:1-4, 41, 42; Romerne 2:28, 29; Galaterne 6:16) Den eneste måde hvorpå kødelige jøder derefter kunne genvinde et godt forhold til Jehova, var ved at udvise tro på Jesus som Messias. (Mattæus 23:37-39) Dette skulle åbenbart ske for nogle i Filadelfia.a

14. Hvordan har Esajas 49:23 og Zakarias 8:23 fået en bemærkelsesværdig opfyldelse i nutiden?

¹⁴ I vor tid har profetier som dem der findes i Esajas 49:23 og Zakarias 8:23 fået en markant opfyldelse. Som et resultat af Johannesskarens forkyndelse er et meget stort antal mennesker gået ind gennem den åbne dør til tjenesten for Riget.b De fleste af disse er kommet fra kristenheden, hvis kirkesamfund falskeligt hævder at være det åndelige Israel. (Jævnfør Romerbrevet 9:6.) Disse mennesker, der udgør en stor skare, vasker deres klæder og gør dem hvide ved at udvise tro på Jesu offerblod. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14) Idet de lydigt underordner sig Kristi riges herredømme, håber de at arve de velsignelser det skænker her på jorden. De kommer til Jesu salvede brødre og bøjer sig i åndelig forstand for dem fordi de ’har hørt at Gud er med dem’. De hjælper disse salvede og bliver forenet med dem i et verdensomfattende brodersamfund. — Mattæus 25:34-40; 1 Peter 5:9.

„Prøvelsens time“

15. (a) Hvad lovede Jesus de kristne i Filadelfia, og hvad blev de tilskyndet til at gøre? (b) Hvilken „krone“ så de kristne frem til at modtage?

¹⁵ Jesus siger videre: „Fordi du har overholdt ordet om min udholdenhed, vil jeg også holde dig fra prøvelsens time, som skal komme over hele den beboede jord for at sætte dem der bor på jorden på prøve. Jeg kommer hurtigt. Bliv ved med at holde fast ved det du har, for at ingen skal tage din krone.“ (Åbenbaringen 3:10, 11) Selv om de kristne på Johannes’ tid ikke ville nå at opleve Herrens dag (der begyndte i 1914), ville deres tro på Jesu komme give dem kraft til at fortsætte i forkyndelsen. (Åbenbaringen 1:10; 2 Timoteus 4:2) Deres „krone“, det evige livs belønning, ventede dem i himmelen. (Jakob 1:12; Åbenbaringen 11:18) Hvis de var trofaste til døden, kunne ingen berøve dem denne belønning. — Åbenbaringen 2:10.

16, 17. (a) Hvad er „prøvelsens time, som skal komme over hele den beboede jord“? (b) I hvilken tilstand var de salvede kristne ved begyndelsen af „prøvelsens time“?

¹⁶ Men hvad er „prøvelsens time“? De kristne i Asien blev utvivlsomt udsat for endnu en bølge af hård forfølgelse fra Romerrigets side.c Men den store opfyldelse er den sigtningens og dommens time der indtraf på Herrens dag, specielt fra 1918 og fremefter. Prøvelsen, eller prøven, vil afgøre om man er for Guds oprettede rige eller for Satans verden. Den er af forholdsvis kort varighed — en „time“ — men er endnu ikke forbi. Så længe den varer ved, må vi ikke på noget tidspunkt glemme at vi befinder os i „prøvelsens time“ da alle ’sættes på prøve’. — Lukas 21:34-36.

¹⁷ I 1918 blev Johannesskaren af salvede kristne — ligesom den trofaste og standhaftige menighed i Filadelfia — udsat for modstand fra den nutidige „Satans synagoge“. Kristenhedens religiøse ledere, som hævdede at være åndelige jøder, fik underfundigt de styrende til at undertrykke de sande kristne. Men disse kristne bestræbte sig ihærdigt for at ’overholde ordet om Jesu udholdenhed’, og med åndelig hjælp — en betydningsfuld „lille kraft“ — stod de vanskelighederne igennem og blev genopvakt så de kunne gå ind ad den dør der nu åbnede sig for dem. Hvordan?

„En åben dør“

18. Hvilken udnævnelse foretog Jesus i 1919, og hvilken opgave fik den udnævnte, i lighed med Ezekias’ trofaste hushovmester?

¹⁸ I 1919 opfyldte Jesus sit løfte og anerkendte den lille skare ægte salvede kristne som sin „trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) De gik ind til en betroet tjeneste som svarede til den der blev overdraget den trofaste hushovmester Eljakim på kong Ezekias’ tid.d Jehova sagde om Eljakim: „Jeg vil lægge nøglen til Davids hus på hans skulder, og han skal lukke op så ingen lukker i, og han skal lukke i så ingen lukker op.“ Eljakim røgtede en ansvarsfuld opgave for Davids kongelige søn Ezekias. På samme måde er „nøglen til Davids hus“ i dag blevet lagt på den salvede Johannesskares skulder, idet den har fået det messianske riges jordiske interesser betroet. Jehova har styrket sine tjenere til at røgte dette ansvar ved at gøre deres lille kraft til en styrke så stor at de kan udføre et vældigt verdensomfattende vidnearbejde. — Esajas 22:20, 22; 40:29.

19. Hvordan varetog Johannesskaren den opgave Jesus gav den i 1919, og med hvilket resultat?

¹⁹ Fra og med 1919 gik den salvede rest, efter Jesu eksempel, energisk i gang med at forkynde den gode nyhed om Riget vidt og bredt. (Mattæus 4:17; Romerne 10:18) Som et resultat af denne kampagne kom nogle fra Satans synagoge, kristenheden, angrende til den salvede rest og ’bøjede sig for den’ i anerkendelse af trællens myndighed. De begyndte at tjene Jehova i samhørighed med de ældre medlemmer af Johannesskaren. Dette fortsatte indtil det fulde antal af Jesu salvede brødre var indsamlet. Derefter er „en stor skare ... af alle nationer“ kommet og har ’bøjet sig’ for den salvede træl. (Åbenbaringen 7:3, 4, 9) Trællen og denne store skare tjener i forening som én hjord af Jehovas Vidner.

20. Hvorfor må Jehovas Vidner i dag være særlig stærke i troen og aktive i tjenesten for Gud?

²⁰ Nutidens Jehovas Vidner, der ligesom de kristne i Filadelfia er knyttet sammen i ægte broderlig hengivenhed, forstår at deres forkyndelsesarbejde haster. Snart vil den store trængsel lade tæppet gå ned for Satans onde verden. Måtte vi, når dette sker, hver især blive fundet stærke i troen og aktive i Guds tjeneste, så vore navne ikke bliver slettet af livets bog som Jehova fører. (Åbenbaringen 7:14) Lad os tage Jesu formaning til menigheden i Filadelfia meget alvorligt, så vi kan bevare vore tjenesteforrettigheder og opnå det evige livs belønning.

Velsignelser til dem der sejrer

21. Hvordan har de salvede kristne i dag ’overholdt ordet om Jesu udholdenhed’, og hvilken belønning venter der dem?

²¹ Johannesskarens medlemmer har ’overholdt ordet om Jesu udholdenhed’ — de har fulgt hans eksempel og har holdt ud. (Hebræerne 12:2, 3; 1 Peter 2:21) Derfor har Jesu næste ord til menigheden i Filadelfia været til stor opmuntring for dem: „Den der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere gå ud af det.“ — Åbenbaringen 3:12a.

22. (a) Hvori består Guds tempel? (b) Hvordan vil de salvede kristne der sejrer, blive søjler i dette tempel?

²² Hvilken forret at blive en søjle i Jehovas tempel! I fortidens Jerusalem var det bogstavelige tempel centeret for tilbedelsen af Jehova. I dette tempel frembar ypperstepræsten offerdyrenes blod én dag om året foran det mirakuløse lys der repræsenterede Jehovas tilstedeværelse i „det Allerhelligste“. (Hebræerne 9:1-7) Ved Jesu dåb blev et andet tempel til, en stor, åndelig, tempellignende ordning for tilbedelsen af Jehova. Det Allerhelligste i dette tempel findes i himmelen, hvor Jesus på behørig vis trådte frem „for Guds person“. (Hebræerne 9:24) Jesus er ypperstepræsten, og der bringes kun ét offer til fuldstændig soning af synder: det fuldkomne menneske Jesu udgydte blod. (Hebræerne 7:26, 27; 9:25-28; 10:1-5, 12-14) Så længe de salvede kristne på jorden forbliver trofaste, tjener de som underpræster i dette tempels jordiske forgårde. (1 Peter 2:9) Men når de har sejret, kommer de også ind i det himmelske Allerhelligste og bliver urokkelige støtter, eller søjler, i den tempellignende tilbedelsesordning. (Hebræerne 10:19; Åbenbaringen 20:6) Der er ingen fare for at de nogen sinde ’går ud derfra’.

23. (a) Hvilket løfte giver Jesus dernæst de salvede kristne der sejrer? (b) Hvad medfører det at Jehovas navn og det ny Jerusalems navn bliver skrevet på de kristne sejrvindere?

²³ Jesus fortsætter med ordene: „Og jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, som kommer ned fra himmelen fra min Gud, og mit eget nye navn.“ (Åbenbaringen 3:12b) Ja, disse sejrvindere får Jehovas — deres Guds og Jesu Guds — navn skrevet på sig. Dette er et tydeligt vidnesbyrd om at Jehova og Jesus er to adskilte personer og ikke to dele af en treenig gud eller treenighed. (Johannes 14:28; 20:17) Hele skabningen skal se at disse salvede tilhører Jehova. De er hans vidner. Der bliver også skrevet et andet navn på dem, navnet på det ny Jerusalem, den himmelske by der kommer ned fra himmelen i den forstand at den udstrækker sit gavnlige herredømme til at omfatte hele den trofaste menneskehed. (Åbenbaringen 21:9-14) Alle de kristne „får“ på jorden vil således også være klar over at disse salvede sejrvindere er borgere i Riget, det himmelske Jerusalem. — Salme 87:5, 6; Mattæus 25:33, 34; Filipperne 3:20; Hebræerne 12:22.

24. Hvad står Jesu nye navn for, og i hvilken forstand bliver det skrevet på de trofaste, salvede kristne?

²⁴ Det tredje navn der bliver skrevet på de salvede sejrvindere, er Jesu nye navn. Dette sigter til Jesu nye embede og de enestående privilegier Jehova har skænket ham. (Filipperne 2:9-11; Åbenbaringen 19:12) Ingen ud over Jesus lærer dette navn at kende, forstået på den måde at ingen erfarer det samme som han eller får de samme privilegier betroet. Men ved at Jesus skriver dette navn på sine trofaste brødre drages de ind i et nært forhold til ham i det himmelske rige og får endog del i hans privilegier. (Lukas 22:29, 30) Det er intet under at Jesus afslutter sit budskab til disse salvede ved at gentage formaningen: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne.“ — Åbenbaringen 3:13.

25. Hvordan kan hver enkelt kristen i dag give agt på princippet i den vejledning Jesus gav menigheden i Filadelfia?

²⁵ Dette budskab må have været til stor opmuntring for de trofaste kristne i Filadelfia! Og det har bestemt meget at sige Johannesskaren nu, her på Herrens dag. De principper der fremholdes i det, er imidlertid af betydning for hver eneste kristen, hvad enten vedkommende hører til de salvede eller til de andre får. (Johannes 10:16) Vi må hver især blive ved med at frembringe Rigets frugt ligesom de kristne i Filadelfia. Vi har alle i det mindste en lille kraft. Vi kan alle udrette noget i Jehovas tjeneste. Lad os bruge denne kraft! Lad os være parate til at gå ind ad enhver dør der måtte åbne sig for os til større forrettigheder i forbindelse med Riget. Vi kan tilmed bede Jehova om at åbne en sådan dør for os. (Kolossenserne 4:2, 3) Når vi er udholdende som Jesus og er tro mod hans navn, viser vi at vi hører hvad Guds hellige ånd siger til menighederne.

[Fodnoter]

[Ramme på side 63]

Mange hjælpes til at bøje sig

Af de 144.000 salvede der arver det himmelske rige er der efter alt at dømme en rest tilbage på mindre end 9000 (nemlig Johannesskaren) som endnu må fuldføre deres livsløb på jorden. Samtidig er den store skare vokset til over 6.600.000. (Åbenbaringen 7:4, 9) Hvad har medvirket til denne vældige vækst? De forskellige skoler som Jehovas Vidner driver, har ydet et stort bidrag. Til forskel fra kristenhedens præsteseminarier, der underviser i verdslig filosofi og forklejner Bibelen, opbygger disse skoler en stærk tro på Guds ord. De viser hvordan man ved at følge Bibelen kan føre et moralsk rent liv og tjene Gud i et indviet forhold til ham. Siden 1943 er der i alle Jehovas Vidners menigheder jorden over blevet afholdt en ugentlig teokratisk skole med et ensartet bibelundervisningsprogram der følges af millioner af mennesker.

Siden 1959 har Jehovas Vidner også haft en Rigets Tjenesteskole til oplæring af ældste og menighedstjenere. Siden 1977 er der blevet afholdt pionerskoler hvor der indtil nu er blevet undervist hundredtusinder af brødre og søstre som med sand filadelfisk ånd tjener Jehova på heltidsbasis i forkyndergerningen. Og i 1987 blev der oprettet en ny skole, Skolen for Udnævnte Tjenere, hvis mål er at uddanne mandlige Jehovas Vidner til særlige opgaver i den verdensomspændende arbejdsmark.

En særlig plads blandt de skoler der drives af Jehovas Vidner, indtages af Vagttårnets Bibelskole Gilead. Siden 1943 har denne missionærskole, der ligger i staten New York, for det meste uddannet to hold elever om året. Over 7000 Jehovas Vidner er til dato udgået fra denne skole for at tjene som missionærer i det fremmede. De har tjent i over hundrede lande, hvor de i mange tilfælde har været med til at bane vejen for Rigets arbejde. Mange af de første missionærer der blev udsendt for omkring 60 år siden er stadig aktive i deres distrikter, hvor de sammen med nyere missionærer fremmer Jehovas organisations verdensomspændende vækst. Det har i sandhed været en storslået vækst!

[Oversigt på side 64]

I 1919 åbnede den regerende konge Jesus Kristus en dør som gav adgang til kristen tjeneste. Et stigende antal hengivne kristne er gået ind ad denne dør.

1918 14 3.868 591

1928 32 23.988 1.883

1938 52 47.143 4.112

1948 96 230.532 8.994

1958 175 717.088 23.772

1968 200 1.155.826 63.871

1978 205 2.086.698 115.389

1988 212 3.430.926 455.561

1998 233 5.544.059 698.781

2005 235 6.390.022 843.234

[Fodnoter]

[Oversigt på side 65]

Jehovas Vidner udfører en helhjertet tjeneste. Læg for eksempel mærke til hvor mange timer de har brugt på at forkynde og undervise og hvor mange gratis bibelstudier de har ledt i folks hjem.

1918 19.116 Ikke rapporteret

1928 2.866.164 Ikke rapporteret

1938 10.572.086 Ikke rapporteret

1948 49.832.205 130.281

1958 110.390.944 508.320

1968 208.666.762 977.503

1978 307.272.262 1,257.084

1988 785.521.697 3,237.160

1998 1.186.666.708 4,302.852

2005 1.278.235.504 6,061.534

Kapitel 13

Køb guld lutret i ild

LAODIKEA

1, 2. Hvor ligger den sidste af de syv menigheder der får et budskab fra den herliggjorte Jesus, og hvad er der at sige om byen?

LAODIKEA er den sidste af de syv menigheder der får et budskab fra den opstandne Jesus. Det er et budskab der sætter nogle vigtige ting på plads og tilskynder til omgående handling.

² I dag finder man Laodikeas ruiner i nærheden af Denizli, cirka 90 kilometer sydøst for Alasehir. I det første århundrede var Laodikea en driftig og velstående by. Den lå ved et trafikknudepunkt og var et vigtigt center for handel og bankvæsen. Salget af en velkendt øjensalve øgede byens rigdom, og den var også kendt for sin handel med klæder af god kvalitet som blev fremstillet lokalt af fin, sort uld. Det problem at byen ikke havde nogen vandforsyning havde man løst ved at lede vand dertil fra varme kilder som lå et stykke borte. Vandet var derfor lunkent når det nåede byen.

3. Hvordan indleder Jesus sit budskab til menigheden i Laodikea?

³ Laodikea lå ikke langt fra Kolossæ. Da apostelen Paulus skrev til kolossenserne nævnte han et brev han havde sendt til laodikenserne. (Kolossenserne 4:15, 16) Vi ved ikke hvad Paulus skrev i dette brev, men det budskab som Jesus nu sender til laodikenserne viser at de var kommet i en beklagelig åndelig tilstand. Men som sædvanlig henviser Jesus først til sine akkreditiver, idet han siger: „Og skriv til menighedens engel i Laodikea: Dette siger Amen, det trofaste og sande vidne, Guds skaberværks begyndelse.“ — Åbenbaringen 3:14.

4. I hvilken forstand er Jesus „Amen“?

⁴ Hvorfor kalder Jesus sig selv for „Amen“? Denne titel føjer juridisk vægt til hans budskab. „Amen“ er en translitteration af et hebraisk ord der betyder „det er sikkert“ eller „lad det ske“ og som bruges ved afslutningen af bønner for at bekræfte de ting der er fremsagt deri. (1 Korinther 14:16) Jesus er „Amen“ fordi han ved sin ubrydelige uangribelighed og sin offerdød bekræftede og stillede en garanti for opfyldelsen af alle Jehovas dyrebare løfter. (2 Korinther 1:20) Siden da er alle bønner med rette blevet henvendt til Jehova gennem Jesus. — Johannes 15:16; 16:23, 24.

5. På hvilken måde er Jesus „det trofaste og sande vidne“?

⁵ Jesus er også „det trofaste og sande vidne“. I profetierne bliver han ofte forbundet med trofasthed, sandhed og retfærdighed, for han er fuldt ud pålidelig som en Jehova Guds tjener. (Salme 45:4; Esajas 11:4, 5; Åbenbaringen 1:5; 19:11) Han er det største vidne for Jehova. Ja, eftersom han er „Guds skaberværks begyndelse“, har han forkyndt Guds herlighed lige fra begyndelsen. (Ordsprogene 8:22-30) Som menneske på jorden vidnede han om sandheden. (Johannes 18:36, 37; 1 Timoteus 6:13) Efter sin opstandelse lovede han sine disciple den hellige ånd og sagde til dem: „I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“ Fra Pinsedagen og fremefter ledede han de salvede kristne i forkyndelsen af den gode nyhed „blandt al skabningen under himmelen“. (Apostelgerninger 1:6-8; Kolossenserne 1:23) Ja, Jesus fortjener i sandhed at blive kaldt det trofaste og sande vidne. De salvede kristne i Laodikea vil have gavn af at lytte til hans ord.

6. (a) Hvordan beskriver Jesus Laodikeamenighedens åndelige tilstand? (b) Hvilket eksempel som Jesus satte, har de kristne i Laodikea undladt at følge?

⁶ Hvilket budskab har Jesus til laodikenserne? Han roser dem ikke, men siger rent ud: „Jeg kender dine gerninger, og jeg ved at du hverken er kold eller varm. Jeg ville ønske du var kold eller varm. Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.“ (Åbenbaringen 3:15, 16) Hvordan ville du reagere på et sådant budskab fra Herren Jesus Kristus? Ville du ikke vågne op og ransage dig selv? Laodikenserne har bestemt brug for at vågne op, for de er blevet åndeligt lade og tager øjensynlig for meget for givet. (Jævnfør Andet Korintherbrev 6:1.) Jesus, det forbillede de skulle have fulgt som kristne, viser altid en brændende nidkærhed for Jehova og hans tjeneste. (Johannes 2:17) Desuden har de sagtmodige erfaret at han altid er mild og venlig, lige så forfriskende som et bæger koldt vand på en kvælende varm dag. (Mattæus 11:28, 29) Men de kristne i Laodikea er hverken varme eller kolde. Ligesom vandet der føres ind i deres by, er de blevet lunkne. De er i fare for at blive fuldstændig forkastet af Jesus, ’udspyet af hans mund’! Måtte vi, for vort vedkommende, stræbe nidkært som Jesus efter at virke åndeligt forfriskende på andre. — Mattæus 9:35-38.

„Du siger: ’Jeg er rig’“

7. (a) Hvordan peger Jesus på den egentlige årsag til laodikensernes situation? (b) Hvorfor siger Jesus at de kristne i Laodikea er ’blinde og nøgne’?

⁷ Hvad er den egentlige grund til laodikensernes situation? Det fremgår i nogen grad af Jesu næste ord: „Fordi du siger: ’Jeg er rig og har erhvervet mig rigdom og trænger slet ikke til noget,’ mens du ikke ved at du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.“ (Åbenbaringen 3:17; jævnfør Lukas 12:16-21.) De lever i en velstående by og føler sig trygge på grund af deres rigdom. Deres livsform er uden tvivl blevet præget af byens stadion, dens gymnasier og dens teatre, så de er blevet „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“.a (2 Timoteus 3:4) Men de materielt rige laodikensere er åndeligt forarmede. De har kun få, om overhovedet nogen, „værdier i himmelen“. (Mattæus 6:19-21) De har ikke bevaret deres øje klart, givet Guds rige førstepladsen i deres liv. De er i virkeligheden i mørke, blinde, uden åndelig synsevne. (Mattæus 6:22, 23, 33) Og trods alle de fine klæder de måske har købt for deres materielle rigdom, er de nøgne i Jesu øjne. De har ingen åndelige klæder der identificerer dem som kristne. — Jævnfør Åbenbaringen 16:15.

8. (a) Hvilken tilstand som den der fandtes i Laodikea, råder også i dag? (b) Hvordan har nogle kristne ladet sig bedrage i denne begærlige og havesyge verden?

⁸ Hvilken chokerende tilstand! Men ser vi ikke ofte en lignende tilstand råde i dag? Hvad er årsagen? Det er en selvsikker indstilling som udspringer af tillid til materielle midler og menneskers formåen. Ligesom kristenhedens kirkegængere har nogle af Jehovas tjenere bedraget sig selv ved at mene de kan behage Gud ved blot at overvære møderne nu og da. De forsøger at være „ordets gørere“ med en symbolsk indsats. (Jakob 1:22) Trods gentagne advarsler fra Johannesskaren går de meget op i at have smart tøj, flotte biler og moderne boliger og lader livet dreje sig om fornøjelser og adspredelser. (1 Timoteus 6:9, 10; 1 Johannes 2:15-17) Alt dette fører til at deres åndelige opfattelsesevne sløves. (Hebræerne 5:11, 12) I stedet for at være ligegyldigt lunkne bør de få ånden til at brænde på ny og vise en forfriskende iver efter at ’forkynde ordet’. — 1 Thessaloniker 5:19; 2 Timoteus 4:2, 5.

9. (a) Hvilke ord af Jesus bør ruske op i kristne som er blevet lunkne, og hvorfor? (b) Hvordan kan menigheden hjælpe „får“ som er kommet på afveje?

⁹ Hvordan betragter Jesus lunkne kristne? Hans ligefremme ord burde ruske op i dem: „Du [ved ikke] at du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen.“ Deres samvittighed er så sløvet at de slet ikke indser hvor forfærdende en tilstand de befinder sig i. (Jævnfør Ordsprogene 16:2; 21:2.) Denne alvorlige tilstand i menigheden kan ikke uden videre ignoreres. Ved at sætte et godt eksempel i nidkærhed og ved at vise omsorg som kærlige hyrder kan de ældste og andre som de udpeger, måske hjælpe disse vildfarne „får“ til at genvinde glæden ved helhjertet tjeneste. — Lukas 15:3-7.

Vejledning om at „blive rig“

10. Hvori består det „guld“ som Jesus siger de kristne i Laodikea bør købe af ham?

¹⁰ Kan den sørgelige situation i Laodikea afhjælpes? Ja, hvis de kristne dér vil følge Jesu råd: „Jeg [råder] dig til hos mig at købe guld lutret i ild så du kan blive rig.“ (Åbenbaringen 3:18a) Ægte kristent „guld“, lutret i ild og renset for alle slagger, vil gøre dem ’rige hos Gud’. (Lukas 12:21) Hvor kan de købe dette guld? Ikke hos de lokale bankmænd, men hos Jesus! Apostelen Paulus forklarede hvad dette guld består i da han gav Timoteus besked om at pålægge de rige kristne „at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre, og derved samle sig værdier som en god grundvold for den kommende tid“. Kun ved at beflitte sig med dette kunne de „få et fast greb om det virkelige liv“. (1 Timoteus 6:17-19) De materielt velstående laodikensere burde have fulgt Paulus’ råd så de var blevet åndeligt rige. — Se også Ordsprogene 3:13-18.

11. Hvilke nutidige eksempler har vi på at nogle har købt „guld lutret i ild“?

¹¹ Er der nutidige eksempler på at nogle har købt „guld lutret i ild“? Ja, det er der! Allerede da Herrens dag nærmede sig, var en lille gruppe bibelstudenter ved at blive opmærksomme på det forkerte i kristenhedens mange babyloniske læresætninger, som for eksempel læren om treenigheden, om sjælens udødelighed, om et brændende helvede, om barnedåb og om dyrkelse af billeder og symboler (deriblandt korset og Mariabilleder). Disse kristne gik i brechen for Bibelens sandheder ved at forkynde Jehovas rige som menneskenes eneste håb og Jesu genløsningsoffer som grundlaget for frelse. Næsten 40 år i forvejen pegede de frem til 1914 som det år hvor hedningetiderne ifølge bibelprofetien ville udløbe og forbløffende begivenheder ville finde sted på jorden. — Åbenbaringen 1:10.

12. Hvem gik i spidsen blandt de kristne der var ved at vågne op, og hvordan satte han et enestående eksempel med hensyn til at samle sig værdier i himmelen?

¹² En som gik i spidsen blandt disse kristne der var ved at vågne op, var Charles Taze Russell, der i begyndelsen af 1870’erne dannede en bibelstudiegruppe i Allegheny (nu en del af Pittsburgh) i staten Pennsylvanien, USA. Da han begyndte at søge efter sandheden, drev han i kompagniskab med sin fader en forretningskæde og var godt på vej til at blive millionær. Men han solgte sin andel i forretningen og brugte sin formue på at finansiere arbejdet med at forkynde Guds rige på hele jorden. I 1884 blev Russell den første præsident for det selskab der nu er kendt som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania. Han døde i 1916 i et tog i nærheden af Pampa i Texas, på vejen tilbage til New York efter en udmattende forkyndelsesrejse i den vestlige del af De Forenede Stater. Han satte et enestående eksempel med hensyn til at samle sig åndelige skatte i himmelen, et eksempel der i dag følges af hundredtusinder af selvopofrende pionerforkyndere. — Hebræerne 13:7; Lukas 12:33, 34; jævnfør Første Korintherbrev 9:16; 11:1.

Brug åndelig øjensalve

13. (a) Hvordan vil åndelig øjensalve forbedre laodikensernes tilstand? (b) Hvilken slags klæder anbefaler Jesus, og hvorfor?

¹³ Jesus giver også laodikenserne denne strenge formaning: „[Køb] hvide yderklæder så du kan blive påklædt og din nøgenheds skam ikke skal blive gjort kendt, og øjensalve til at gnide ind i dine øjne så du kan se.“ (Åbenbaringen 3:18b) De bør søge at komme af med deres åndelige blindhed ved at købe en helbredende øjensalve, ikke den der fås hos de lokale helbredere, men den som kun Jesus kan skaffe dem. Det vil hjælpe dem til at få åndelig dømmekraft, så de kan vandre på „de retfærdiges sti“ med deres klare blik rettet mod det at gøre Guds vilje. (Ordsprogene 4:18, 25-27) Så vil de kunne iføre sig, ikke de kostbare klæder af sort uld der laves i Laodikea, men fine „hvide yderklæder“ der tydeligt identificerer dem som nogle der har det privilegium at være Jesu Kristi disciple. — Jævnfør Første Timoteusbrev 2:9, 10; Første Petersbrev 3:3-5.

14. (a) Hvilken åndelig øjensalve har kunnet fås siden 1879? (b) Hvad har været den egentlige kilde til det økonomiske grundlag for Jehovas Vidners arbejde? (c) Hvordan adskiller Jehovas Vidner sig fra andre med hensyn til brugen af de bidrag de får?

¹⁴ Fås der åndelig øjensalve i vor tid? Helt bestemt! I 1879 begyndte pastor Russell, som man hengivent kaldte ham, at udgive et blad til forsvar for sandheden, nemlig det blad der i dag er kendt overalt i verden som Vagttårnet, Forkynder af Jehovas rige. I bladets andet nummer erklærede han: „[Dette blad] har, tror vi, JEHOVA som hjælper, og så længe dette er tilfældet vil det aldrig hverken tigge eller bede mennesker om støtte. Når Han der siger: ’Mit er sølvet, og mit er guldet’ ikke længere tilvejebringer de nødvendige midler, vil vi tage det som et tegn på at tiden er inde til at lade bladet gå ind.“ Nogle tv-evangelister har samlet sig vældige formuer og levet i skamløs overdådighed (og undertiden umoralitet). (Åbenbaringen 18:3) I modsætning hertil har bibelstudenterne, i dag kendt som Jehovas Vidner, brugt alle de frivillige bidrag de har fået, til at organisere og fremme den verdensomspændende forkyndelse af Jehovas kommende rige. Johannesskaren har indtil denne dag forestået udgivelsen af Vagttårnet og Vågn op!, der i 2006 tilsammen udkom i over 59 millioner eksemplarer. Vagttårnet foreligger på omkring 150 sprog. Det er det officielle organ for en menighed der tæller over seks millioner kristne som har brugt denne åndelige øjensalve til at få deres øjne åbnet for den falske religion og for vigtigheden af at forkynde den gode nyhed blandt alle nationerne. — Markus 13:10.

Drag nytte af retledningen og tugten

15. Hvad er grunden til at Jesus vejleder de kristne i Laodikea så strengt, og hvordan bør menigheden reagere på det?

¹⁵ Lad os vende tilbage til laodikenserne. Hvordan vil de reagere på den strenge vejledning fra Jesus? Skal de miste modet og føle at Jesus ikke længere vil acceptere dem som sine disciple? Nej, slet ikke. Budskabet siger videre: „Alle dem jeg holder af, retleder og tugter jeg. Du skal derfor være nidkær og ændre sind.“ (Åbenbaringen 3:19) Ligesom det er tilfældet når Jehova tugter, er tugten fra Jesus et tegn på kærlighed. (Hebræerne 12:4-7) De kristne i Laodikea bør benytte sig af hans hengivne omsorg for dem og følge hans vejledning. De bør indse at deres lunkenhed er ensbetydende med synd, og ændre sind. (Hebræerne 3:12, 13; Jakob 4:17) Deres ældste må lægge materialismen bag sig og „opflamme“ den gave de har fra Gud. Når den åndelige øjensalve begynder at virke, vil alle i menigheden blive vederkvæget som af forfriskende koldt kildevand. — 2 Timoteus 1:6; Ordsprogene 3:5-8; Lukas 21:34.

16. (a) Hvordan kommer Jesu kærlighed og hengivenhed til udtryk i dag? (b) Hvordan bør vi reagere hvis vi får streng vejledning?

¹⁶ Hvordan forholder det sig med os i dag? Jesus elsker fortsat ’sine egne der er i verden’. Det vil han gøre „alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning“. (Johannes 13:1; Mattæus 28:20) Hans kærlighed og hengivenhed kommer til udtryk gennem den nutidige Johannesskare og stjernerne eller de ældste i den kristne menighed. (Åbenbaringen 1:20) I disse meget vanskelige tider er de ældste dybt interesserede i at hjælpe os alle, både unge og gamle, til at holde os inden for den teokratiske folds grænser og modstå verdens uafhængige ånd, materialistiske begær og umoralske snavs. Hvis vi somme tider bliver vejledt eller tugtet strengt, må vi huske på at „tugten som retleder er livets vej“. (Ordsprogene 6:23) Vi er alle ufuldkomne og bør være ivrige efter at ændre sind når vi har behov for det, så vi atter kan komme i den rette tilstand og forblive i Guds kærlighed. — 2 Korinther 13:11.

17. Hvordan kan rigdom bringe os i åndelig fare?

¹⁷ Vi må ikke lade materialisme, rigdom eller mangelen på rigdom gøre os lunkne. Velstand kan åbne muligheder for os i tjenesten, men den kan også være farlig. (Mattæus 19:24) En velhavende kristen kan føle at han ikke behøver at være så nidkær i forkyndelsen som andre, blot han nu og da giver nogle store bidrag. Eller han kan føle at hans velstand berettiger ham til visse gunstbevisninger. Den velhavende har også adgang til mange fornøjelser og fritidsbeskæftigelser som andre ikke har råd til. Men disse adspredelser tager tid og kan drage de uforsigtige eller uforstandige bort fra den kristne tjeneste, så de bliver lunkne. Lad os undgå alle sådanne snarer og blive ved med at ’slide i det og kæmpe energisk’ af hele vort hjerte, med evigt liv for øje. — 1 Timoteus 4:8-10; 6:9-12.

’Jeg vil spise aftensmad med ham’

18. Hvad tilbyder Jesus de kristne i Laodikea?

¹⁸ Jesus siger videre: „Se! Jeg står ved døren og banker. Hvis nogen hører min stemme og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og spise aftensmad med ham og han med mig.“ (Åbenbaringen 3:20) Hvis blot de kristne i Laodikea vil byde Jesus velkommen i deres menighed, vil han hjælpe dem til at overvinde deres lunkenhed! — Mattæus 18:20.

19. Hvad hentyder Jesus til når han lover at spise aftensmad med menigheden i Laodikea?

¹⁹ At Jesus taler om at spise aftensmad minder uden tvivl laodikenserne om de gange hvor han spiste sammen med sine disciple. (Johannes 12:1-8) Disse måltider var altid til åndelig velsignelse for dem der var til stede. Også efter Jesu opstandelse var der lejligheder hvor han var sammen med disciplene ved et måltid, hvilket styrkede dem meget. (Lukas 24:28-32; Johannes 21:9-19) Hans løfte om at gå ind til menigheden i Laodikea og spise aftensmad sammen med dens medlemmer, er derfor et løfte om at bringe dem rige åndelige velsignelser hvis blot de vil tage imod ham.

20. (a) Hvad resulterede kristenhedens lunkenhed i ved begyndelsen af Herrens dag? (b) Hvordan har Jesu dom berørt kristenheden?

²⁰ Jesu kærlige formaning til laodikenserne har stor betydning for de salvede kristne der er tilbage i dag. Nogle af dem husker at de religiøse i kristenheden ved begyndelsen af Herrens dag var lunkne i forfærdende grad. I stedet for at byde Herren velkommen ved hans genkomst i 1914, lod kristenhedens præsteskab sig engagere i blodsudgydelserne under den første verdenskrig, hvori 24 af de 28 deltagende lande hævdede at være kristne. Hvilken blodskyld de pådrog sig! Under den anden verdenskrig, der også hovedsagelig blev udkæmpet i kristenheden, hobede den falske religions synder sig igen „helt op til himmelen“. (Åbenbaringen 18:5) Desuden har præsteskabet vendt Jehovas kommende rige ryggen ved at støtte Folkeforbundet, De Forenede Nationer og nationalistiske, revolutionære bevægelser, hvoraf ingen kan løse menneskehedens problemer. Jesus har for længst forkastet disse religiøse ledere, dømt dem og kastet dem bort, ligesom en fisker kasserer de ubrugelige fisk der fanges i hans net. Det fremgår af den sørgelige forfatning kristenhedens kirker i dag befinder sig i. Måtte dens endelige skæbne tjene som en advarsel for os! — Mattæus 13:47-50.

21. Hvordan har kristne i den sande menighed fra 1919 og fremefter reageret på Jesu ord til de kristne i Laodikea?

²¹ Selv i den sande menighed har der været nogle der har været lunkne, ligesom en drik der hverken er opkvikkende varm eller forfriskende kold. Men Jesus elsker stadig sin menighed inderligt. Han stiller sig til rådighed for de kristne der tager gæstfrit imod ham, og mange har budt ham velkommen som til et aftensmåltid. Som følge af dette er deres øjne fra og med 1919 blevet åbnet for betydningen af Bibelens profetier. De har oplevet en periode med stor oplysning og indsigt. — Salme 97:11; 2 Peter 1:19.

22. Hvilket fremtidigt aftensmåltid kan Jesus have haft i tanke, og hvem kommer til at deltage i det?

²² I sit budskab til laodikenserne kan Jesus også have haft et andet aftensmåltid i tanke. Senere i Åbenbaringen læser vi: „Lykkelige er de der er indbudt til aftensmåltidet ved Lammets bryllup.“ Det er den majestætiske sejrsbanket til ære for Jehova efter at han har eksekveret dommen over den falske religion — en banket som Jesus og hans fuldtallige brud på 144.000 i himmelen deltager i. (Åbenbaringen 19:1-9) De medlemmer af Laodikeamenigheden der giver agt — ja, og Jesu Kristi trofaste brødre i dag som har rene kristne identifikationsklæder — vil alle få del i dette aftensmåltid sammen med deres brudgom. (Mattæus 22:2-13) I sandhed en tilskyndelse til at være nidkær og ændre sind!

En trone til dem der sejrer

23, 24. (a) Hvilken yderligere belønning taler Jesus om? (b) Hvornår satte Jesus sig på sin messianske trone, og hvornår begyndte han at dømme dem der bekendte sig som kristne? (c) Hvilket storslået løfte gav Jesus sine disciple da han indstiftede måltidet til minde om sin død?

²³ Jesus taler om endnu en belønning idet han siger: „Den der sejrer, ham vil jeg give at tage sæde med mig på min trone, ligesom også jeg har sejret og taget sæde sammen med min Fader på hans trone.“ (Åbenbaringen 3:21) Som en opfyldelse af Davids ord i Salme 110:1, 2 blev Jesus, der bevarede sin uangribelighed og sejrede over verden, i år 33 oprejst og ophøjet til at sætte sig sammen med sin Fader på hans himmelske trone. (Apostelgerninger 2:32, 33) I et andet afgørende år, 1914, kom Jesus for at sætte sig på sin egen messianske trone som konge og dommer. Dommen begyndte øjensynlig i 1918 med dem der bekendte sig som kristne. Derefter skulle de salvede sejrvindere som var døde før den tid, oprejses og slutte sig til Jesus i hans rige. (1 Peter 4:17) Han havde lovet dem dette da han indstiftede måltidet til minde om sin død, hvor han sagde til sine disciple: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ — Lukas 22:28-30.

²⁴ Hvilken herlig opgave — at sidde sammen med den regerende konge i „genskabelsen“ og sammen med ham, på grundlag af hans fuldkomne offer, føre den lydige menneskeverden frem til paradisisk fuldkommenhed! (Mattæus 19:28; 20:28) Som Johannes fortæller, gør Jesus dem der sejrer, til „et kongerige, præster for sin Gud og Fader“, så de kan sidde på troner rundt om Jehovas egen prægtige himmelske trone. (Åbenbaringen 1:6; 4:4) Lad os alle — hvad enten vi hører til de salvede eller til den nye jord, det samfund der skal være med til at genoprette Paradiset — lægge os disse ord til laodikenserne på sinde! — 2 Peter 3:13; Apostelgerninger 3:19-21.

25. (a) Hvordan afslutter Jesus sit budskab til Laodikea? (b) Hvordan bør kristne i dag som enkeltpersoner reagere på Jesu ord til menigheden i Laodikea?

²⁵ Som i de foregående budskaber afslutter Jesus også dette budskab med en formaning: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne.“ (Åbenbaringen 3:22) Vi er langt fremme på endens tid. Overalt omkring os ser vi vidnesbyrd om at kærligheden er blevet kold i kristenheden. Måtte vi, i modsætning til dette, som sande kristne reagere positivt på Jesu budskab til menigheden i Laodikea, ja, på hans budskaber til alle de syv menigheder. Det kan vi gøre ved at deltage med flid og energi i opfyldelsen af Jesu store profeti angående vor tid: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:12-14.

26. Hvornår taler Jesus igen til Johannes, og i hvilken sammenhæng møder vi ham også i Åbenbaringen?

²⁶ Hermed er Jesu vejledning til de syv menigheder afsluttet. Han taler ikke til Johannes igen før i Åbenbaringens sidste kapitel, men han optræder i mange af synerne, for eksempel i forbindelse med eksekveringen af Jehovas domme. Lad os nu sammen med Johannesskaren betragte det andet bemærkelsesværdige syn som blev åbenbaret af Herren Jesus Kristus.

[Fodnote]