„Et bedehus for alle nationerne“

„Står der ikke skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationerne’?“ — Markus 11:17.

1. Hvilket forhold havde Adam og Eva oprindelig til Gud?

DA ADAM og Eva blev skabt, havde de et nært forhold til deres himmelske Fader. Jehova Gud kommunikerede med dem og fortalte dem om sin storslåede hensigt med menneskeslægten. De har sikkert ofte følt sig tilskyndet til at lovprise Jehova for hans storslåede skaberværk. Hvis Adam og Eva havde brug for vejledning når de gjorde sig overvejelser om den opgave de havde fået, at de skulle være stamfader og stammoder til menneskeslægten, kunne de henvende sig til Gud fra et hvilket som helst sted i deres paradisiske hjem. De behøvede ikke en præst til at gøre tjeneste for dem i et tempel. — 1 Mosebog 1:28.

2. Hvilken forandring indtraf da Adam og Eva syndede?

² Situationen ændrede sig da en oprørsk engel forledte Eva til at tro at hendes lod i livet ville blive meget bedre hvis hun vragede Jehovas suverænitet. Han sagde at hun ville „blive som Gud“. Hun spiste derfor af frugten på det træ som Gud havde forbudt menneskene at komme nær. Dernæst benyttede Satan Eva til at friste hendes mand. Sørgeligt nok lyttede Adam til sin syndige hustru, og viste derved at han satte større pris på sit forhold til hende end på sit forhold til Gud. (1 Mosebog 3:4-7) Adam og Eva valgte i virkeligheden Satan som deres gud. — Jævnfør Andet Korintherbrev 4:4.

3. Hvilke sørgelige konsekvenser fik Adam og Evas oprør?

³ Derved mistede det første menneskepar ikke blot deres dyrebare forhold til Gud, men også udsigten til evigt liv i et jordisk paradis. (1 Mosebog 2:16, 17) Deres syndige legemer begyndte at ældes, så de til sidst døde. Denne syndige tilstand gik i arv til deres børn. ’Således trængte døden igennem til alle mennesker,’ siger Bibelen. — Romerne 5:12.

4. Hvilket håb stillede Gud syndige mennesker i udsigt?

⁴ De syndige mennesker havde nu behov for at blive forligt med deres hellige Skaber. Da Gud dømte Adam og Eva, gav han samtidig deres efterkommere et håb ved at love at der ville fremstå ’et afkom’ der ville frelse menneskene fra virkningerne af Satans oprør. (1 Mosebog 3:15) Senere åbenbarede Gud at det afkom hvorved man kunne velsigne sig, ville komme gennem Abraham. (1 Mosebog 22:18) Med denne kærlige hensigt i tanke valgte Gud israelitterne, Abrahams efterkommere, til at være sit udvalgte folk.

5. Hvorfor bør vi interessere os for detaljerne i Guds lovpagt med Israel?

⁵ I 1513 f.v.t. sluttede israelitterne en pagt med Gud og indvilligede i at adlyde hans love. Alle der i dag ønsker at tilbede Gud, bør være stærkt interesserede i denne lovpagt, eftersom den pegede frem til det lovede afkom. Paulus sagde at den indeholdt „en skygge af kommende goder“. (Hebræerne 10:1) Paulus sagde dette i forbindelse med at han beskrev den tjeneste Israels præster udførte ved et transportabelt tabernakel, et telt for tilbedelsen af Gud. Det blev kaldt „Jehovas tempel“ eller „Jehovas hus“. (1 Samuel 1:9, 24) En nærmere undersøgelse af den hellige tjeneste der blev udført ved Jehovas jordiske hus, vil hjælpe os til bedre at forstå den barmhjertige ordning Gud har tilvejebragt for at syndige mennesker kan blive forligt med ham.

Det Allerhelligste

6. Hvad stod i Det Allerhelligste, og hvordan kunne man se at Gud var symbolsk nærværende?

⁶ „Den Højeste bor ikke i huse gjort med hænder,“ siger Bibelen. (Apostelgerninger 7:48) Man kunne dog se at Gud var symbolsk nærværende i sit jordiske hus ved at der var en sky i det inderste rum, Det Allerhelligste. (3 Mosebog 16:2) Denne sky har åbenbart skinnet klart og oplyst Det Allerhelligste. Den befandt sig over en hellig kiste kaldet „Vidnesbyrdets ark“, der indeholdt stentavlerne med nogle af de bud Gud havde givet Israel. På arkens låg var der to guldkeruber med udstrakte vinger. Disse figurer forestillede åndeskabninger af høj rang i Guds himmelske organisation. Den mirakuløst lysende sky befandt sig over låget og mellem keruberne. (2 Mosebog 25:22) Dette skulle skildre den almægtige Gud siddende på en himmelsk stridsvogn støttet af levende keruber. (1 Krønikebog 28:18) Det forklarer hvorfor kong Ezekias bad: „Hærstyrkers Jehova, Israels Gud, som troner på keruber.“ — Esajas 37:16.

Det Hellige

7. Hvad fandtes i Det Hellige?

⁷ Det andet rum i tabernaklet eller teltboligen blev kaldt Det Hellige. I dette rum, til venstre for indgangen, stod en smuk, syvarmet lampestander, og til højre fandtes et bord med skuebrød. Lige fremme stod et alter hvorfra duften af brændende røgelse steg op. Det var anbragt foran det forhæng der adskilte Det Hellige fra Det Allerhelligste.

8. Hvilke pligter udførte præsterne regelmæssigt i Det Hellige?

⁸ Hver morgen og hver aften skulle en præst gå ind i teltboligen og brænde røgelse på røgelsesalteret. (2 Mosebog 30:7, 8) Om morgenen, mens røgelsen brændte, skulle der fyldes olie på guldlampestanderens syv lamper. Om aftenen blev lamperne tændt for at lyse op i Det Hellige. Hver sabbat skulle en præst anbringe 12 friske brød på bordet til skuebrødene. — 3 Mosebog 24:4-8.

Forgården

9. Hvad skulle vandbækkenet bruges til, og hvad kan vi lære heraf?

⁹ Teltboligen havde også en forgård med et omhæng af teltdug. I denne forgård fandtes et stort vandbækken, hvor præsterne kunne vaske deres hænder og fødder før de gik ind i Det Hellige. De skulle også vaske sig før de bragte ofre på det alter der befandt sig i forgården. (2 Mosebog 30:18-21) Dette krav om renlighed er en kraftig påmindelse til Guds tjenere i dag om at de må bestræbe sig for at være fysisk, moralsk, mentalt og åndeligt rene, hvis de ønsker at deres tilbedelse skal være antagelig for Gud. (2 Korinther 7:1) Efter nogen tid sørgede ikkeisraelitiske tempeltrælle for brændet til alteret og for vandet til vandbækkenet. — Josua 9:27.

10. Hvilke ofre blev bragt på brændofferalteret?

¹⁰ Hver morgen og aften blev der ofret et vædderlam på alteret, samt et kornoffer og et drikoffer. (2 Mosebog 29:38-41) På særlige dage blev der bragt andre ofre. Der skulle også bringes ofre når man havde begået visse personlige synder. (3 Mosebog 5:5, 6) Til andre tider kunne en israelit bringe et frivilligt fællesskabsoffer, hvoraf noget blev spist af præsterne og af den der bragte offeret. Det skildrede at syndige mennesker kunne opnå fred med Gud og så at sige spise et måltid sammen med ham. Selv de fastboende udlændinge kunne blive tilbedere af Jehova og få den forret at bringe frivillige gaver til Guds hus. Men for at vise Jehova den rette ære kunne præsterne kun anerkende ofre af bedste kvalitet. Kornofferet skulle bestå af fint mel, og de dyr der blev ofret, skulle være uden legemsfejl. — 3 Mosebog 2:1; 22:18-20; Malakias 1:6-8.

11. (a) Hvad skete der med blodet fra dyreofrene, og hvad betød dette? (b) Hvordan betragter Gud dyre- og menneskeblod?

¹¹ Blodet af disse ofre blev bragt hen til alteret. Det var en daglig påmindelse til folket om at de var syndere der havde brug for en genløser hvis udgydte blod for bestandig kunne sone deres synder og redde dem fra døden. (Romerne 7:24, 25; Galaterne 3:24; jævnfør Hebræerbrevet 10:3.) Denne hellige brug af blodet mindede også israelitterne om at blodet repræsenterer livet og at livet tilhører Gud. Han har til hver en tid forbudt mennesker at bruge blodet til noget som helst andet. — 1 Mosebog 9:4; 3 Mosebog 17:10-12; Apostelgerninger 15:28, 29.

Forsoningsdagen

12, 13. (a) Hvad var forsoningsdagen? (b) Hvad måtte ypperstepræsten gøre før han kunne gå ind i Det Allerhelligste med blodet?

¹² Én gang om året, på det der blev kaldt forsoningsdagen, skulle hele Israels folk, deriblandt enhver fastboende udlænding der tilbad Jehova, faste og undlade enhver form for arbejde. (3 Mosebog 16:29, 30) På denne vigtige dag blev folket i billedlig forstand renset for synd, så det kunne opnå fred med Gud endnu et år. Prøv at forestille dig omgivelserne mens vi betragter hvad der skulle ske den dag.

¹³ Ypperstepræsten befinder sig i teltboligens forgård. Efter at have vasket sig ved vandbækkenet slagter han en tyr der skal ofres. Tyrens blod hældes i en skål; det vil blive brugt på en særlig måde til at sone de synder Levis præstestamme har begået. (3 Mosebog 16:4, 6, 11) Men før ypperstepræsten foretager sig yderligere med offeret, tager han nogle rødglødende kul fra ilden på alteret og anbringer dem i et ildbækken, samt noget vellugtende røgelse (som han sikkert bærer i en slags øse). Med dette går han ind i Det Hellige og hen til forhænget til Det Allerhelligste. Langsomt går han ind bag forhænget og stiller sig foran pagtens ark. Ude af syne for noget menneske kommer han røgelse på de brændende kul, og Det Allerhelligste fyldes med en sødligt duftende sky. — 3 Mosebog 16:12, 13.

14. Hvorfor skulle ypperstepræsten gå ind i Det Allerhelligste med blodet af to forskellige dyr?

¹⁴ Nu er Gud villig til at vise barmhjertighed og på billedlig vis lade sig forsone. Det er grunden til at arkens låg blev kaldt „nådestolen“ eller „sonedækket“. (Hebræerne 9:5, fodnote) Ypperstepræsten går ud af Det Allerhelligste, tager tyrens blod og går atter ind i Det Allerhelligste. Som påbudt i Loven dypper han sin finger i blodet og stænker det syv gange foran låget på arken. (3 Mosebog 16:14) Dernæst går han igen ud i forgården og slagter en buk som et syndoffer „for folket“. Han tager noget af bukkens blod med ind i Det Allerhelligste og gentager det han gjorde med tyrens blod. (3 Mosebog 16:15) Der blev også udført andre vigtige former for tjeneste på forsoningsdagen. Ypperstepræsten skulle for eksempel lægge hænderne på hovedet af en anden buk og „bekende alle Israels sønners misgerninger“ over den. Den levende buk blev derefter ført ud i ørkenen for i symbolsk forstand at bære folkets synder bort. På denne måde blev der hvert år bragt soning „for præsterne og for hele folket i menigheden“. — 3 Mosebog 16:16, 21, 22, 33.

15. (a) Hvilke lighedspunkter var der mellem Salomons tempel og teltboligen? (b) Hvad siger Hebræerbrevet om den hellige tjeneste der blev udført ved teltboligen og ved templet?

¹⁵ I de første 486 år af Israels historie som Guds pagtsfolk tjente den transportable teltbolig som det sted hvor de tilbad deres Gud, Jehova. Derefter fik Salomon, Israels konge, den forret at opføre en permanent bygning. Dette tempel skulle være større og mere kunstfærdigt, men den plan Gud tilvejebragte, fulgte teltboligens forbillede. Templet skulle ligesom teltboligen symbolisere en større og mere virkningsfuld ordning for tilbedelse „som Jehova og ikke et menneske“ ville tilvejebringe. — Hebræerne 8:2, 5; 9:9, 11.

Det første og det andet tempel

16. (a) Hvilken kærlig bøn fremsatte Salomon da han indviede templet? (b) Hvordan besvarede Jehova Salomons bøn?

¹⁶ Da Salomon indviede dette prægtige tempel, bad han følgende inspirerede bøn: „Også udlændingen, som ikke tilhører dit folk Israel men kommer fra et fjernt land på grund af dit store navn . . . — når de kommer og beder, vendt mod dette hus, måtte du da høre det i himmelen, det sted hvor du bor, og gøre efter alt hvad udlændingen råber til dig om, for at alle jordens folk kan lære dit navn at kende, så de frygter dig ligesom dit folk Israel, og kan vide at dit navn er nævnt over dette hus som jeg har bygget.“ (2 Krønikebog 6:32, 33) Gud gav tydeligt til kende at han havde hørt Salomons indvielsesbøn. En ildflamme fór ned fra himmelen og fortærede dyreofrene på alteret, og Jehovas herlighed fyldte templet. — 2 Krønikebog 7:1-3.

17. Hvad skete der til sidst med det tempel Salomon byggede, og hvorfor?

¹⁷ Desværre mistede israelitterne deres sunde frygt for Jehova. Med tiden vanhelligede de hans store navn som følge af blodsudgydelse, afgudsdyrkelse, ægteskabsbrud og blodskam, og ved at behandle den faderløse, enken og udlændingen dårligt. (Ezekiel 22:2, 3, 7, 11, 12, 26, 29) Derfor eksekverede Gud i 607 f.v.t. dommen over sit folk ved at lade de babyloniske hære ødelægge templet. De overlevende israelitter blev ført i fangenskab til Babylon.

18. Hvilke forrettigheder ved det andet tempel fik nogle ikkeisraelitter der helhjertet støttede tilbedelsen af Jehova?

¹⁸ Efter 70 år vendte en rest af angrende jøder tilbage til Jerusalem og fik den forret at genopbygge Jehovas tempel. Interessant nok var der mangel på præster og levitter der kunne gøre tjeneste ved dette andet tempel. Som følge heraf fik netinim-folkene, der nedstammede fra ikkeisraelitiske tempeltrælle, større forrettigheder som tjenere i Guds hus. De blev dog aldrig ligestillet med præsterne og levitterne. — Ezra 7:24; 8:17, 20.

19. Hvad lovede Gud vedrørende det andet tempel, og hvordan gik disse ord i opfyldelse?

¹⁹ Til at begynde med lod det til at det andet tempel ville være som ingenting i sammenligning med det første. (Haggaj 2:3) Men Jehova lovede: „Jeg vil ryste alle nationerne, og alle nationernes kostbare skatte skal komme; og jeg vil fylde dette hus med herlighed. . . . Dette sidste hus’ herlighed vil blive større end det førstes.“ (Haggaj 2:7, 9) Og det andet tempel opnåede virkelig større herlighed. Det stod 164 år længere end det første, og mange flere tilbedere fra langt flere lande strømmede ind i dets forgårde. (Jævnfør Apostelgerninger 2:5-11.) På kong Herodes’ tid påbegyndtes en restaurering af det andet tempel, og dets forgårde blev udvidet. Beliggende på et massivt stenplateau, omgivet af smukke søjlegange, kunne det i pragt måle sig med det oprindelige tempel, der blev bygget af Salomon. Det havde en stor, ydre forgård, hvor folk fra nationerne der ønskede at tilbede Jehova, kunne opholde sig. En stenmur adskilte hedningernes forgård fra de indre forgårde der var forbeholdt israelitterne.

20. (a) Hvordan adskilte det andet tempel sig i betydelig grad fra det første? (b) Hvad viste at jøderne havde en forkert holdning til templet, og hvad gjorde Jesus derfor?

²⁰ Det andet tempel nød den store ære at Guds søn, Jesus Kristus, underviste i dets forgårde. Men ligesom det var tilfældet med det første tempel, havde jøderne i almindelighed ikke den rette indstilling til den forret det var at være vogtere af Guds hus. De lod købmænd gøre forretninger i hedningernes forgård, og folk fik lov til at skyde genvej gennem templet når de skulle transportere redskaber rundt i Jerusalem. Fire dage før sin død rensede Jesus templet for denne verdslighed, mens han fortsatte med at sige: „Står der ikke skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus for alle nationerne’? Men I har gjort det til en røverhule.“ — Markus 11:15-17.

Gud opgiver for altid sit jordiske hus

21. Hvad lod Jesus forstå med hensyn til templet i Jerusalem?

²¹ Da Jesus modigt greb ind for at værne om den rene tilbedelse af Gud, besluttede jødernes religiøse ledere at slå ham ihjel. (Markus 11:18) Jesus vidste at han inden længe ville blive myrdet og sagde derfor til disse religiøse ledere: „Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Derved lod han forstå at Gud på et tidspunkt ikke længere ville anerkende den form for tilbedelse der blev praktiseret i det forbilledlige tempel i Jerusalem. Det ville ikke længere være „et bedehus for alle nationerne“. Da en af Jesu disciple gjorde ham opmærksom på de storslåede tempelbygninger, sagde han: „Ser I ikke alt dette? . . . Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned.“ — Mattæus 24:1, 2.

22. (a) Hvordan gik Jesu ord om templet i opfyldelse? (b) Hvad søgte de første kristne, frem for at sætte deres håb til en jordisk by?

²² Jesu profeti gik i opfyldelse 37 år senere, da de romerske hære i år 70 ødelagde Jerusalem og dets tempel. Det var et tydeligt bevis på at Gud virkelig havde opgivet sit forbilledlige hus. Jesus sagde ikke noget om at det andet tempel i Jerusalem ville blive genopbygget. Om denne jordiske by skrev apostelen Paulus til de hebraiske kristne: „Her har vi ikke en blivende by, men vi søger ivrigt den kommende.“ (Hebræerne 13:14) De første kristne så frem til at blive en del af ’det himmelske Jerusalem’, Guds rige, der sammenlignes med en by. (Hebræerne 12:22) Den sande tilbedelse af Jehova er ikke længere centreret om et bogstaveligt tempel på jorden. I den næste artikel vil vi se nærmere på den langt bedre ordning som Gud har indført for alle der ønsker at tilbede ham „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:21, 24.

Jehovas store åndelige tempel

„Vi har en sådan ypperstepræst, . . . en offentlig tjener ved det hellige sted og det sande telt, som Jehova og ikke et menneske har opstillet.“ — Hebræerne 8:1, 2.

1. Hvilken kærlig foranstaltning traf Gud i forbindelse med den syndige menneskehed?

JEHOVA GUD har i sin store kærlighed til menneskene tilvejebragt et offer der kan tage verdens synd bort. (Johannes 1:29; 3:16) Det krævede at han overførte sin førstefødte søns liv fra himmelen til en jødisk jomfrus moderliv. Jehovas engel forklarede omhyggeligt denne kvinde ved navn Maria at det barn hun skulle undfange ville blive kaldt „helligt, Guds søn“. (Lukas 1:34, 35) Josef, der var forlovet med Maria, fik at vide at Jesus ville blive undfanget ved et mirakel, og at han skulle „frelse sit folk fra dets synder“. — Mattæus 1:20, 21.

2. Hvad gjorde Jesus da han var omkring 30 år gammel, og hvorfor?

² Under opvæksten må Jesus have fået kendskab til sin mirakuløse fødsel. Han vidste at hans himmelske Fader havde en livreddende gerning til ham at udføre på jorden. Som voksen mand på omkring 30 år gik Jesus derfor til Guds profet Johannes for at blive døbt i Jordanfloden. — Markus 1:9; Lukas 3:23.

3. (a) Hvad mente Jesus med ordene: „Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke“? (b) Hvilket godt eksempel satte Jesus for alle der ønskede at blive hans disciple?

³ Jesus bad mens han blev døbt. (Lukas 3:21) Det var fra dette tidspunkt i sit liv at han opfyldte ordene i Salme 40:6-8, ifølge det apostelen Paulus senere skrev: „Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme.“ (Hebræerne 10:5) Jesus var altså klar over at Gud ikke ønskede at der fortsat skulle bringes dyreofre ved templet i Jerusalem. Han forstod at Gud derimod havde givet ham et fuldkomment menneskelegeme som han skulle bringe som et offer. Dermed ville der ikke længere være behov for at bringe dyreofre. Jesus gav udtryk for sit store ønske om at gøre Guds vilje, ved at bede: „Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“ (Hebræerne 10:7) Ved modigt og uselvisk at ofre sig satte Jesus et godt eksempel for alle der senere skulle blive hans disciple. — Markus 8:34.

4. Hvordan viste Gud at han godkendte at Jesus bragte sig selv som offer?

⁴ Lod Gud forstå at han havde hørt Jesu bøn ved dåben? Vi vil lade en af Jesu udvalgte apostle svare: „Efter at Jesus var blevet døbt, steg han straks op af vandet; og se, himlene åbnedes, og han så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham. Se! Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ — Mattæus 3:16, 17; Lukas 3:21, 22.

5. Hvad skildrede det bogstavelige alter i templet?

⁵ At Gud anerkendte at Jesus fremstillede sit legeme som et offer, betød i åndelig forstand, at et alter der var større end det der fandtes i templet i Jerusalem, nu trådte i forgrunden. Det bogstavelige alter, hvor man anbragte de dyr der skulle ofres, var et forbillede på dette åndelige alter, der kan beskrives som Guds „vilje“ eller den ordning han havde tilvejebragt for at kunne tage imod Jesu menneskeliv som et offer. (Hebræerne 10:10) Det er grunden til at apostelen Paulus kunne skrive følgende til sine medkristne: „Vi har et alter hvorfra de som yder hellig tjeneste ved teltet [eller templet] ikke har ret til at spise.“ (Hebræerne 13:10) Sande kristne nyder med andre ord gavn af et langt bedre syndoffer, et offer som de fleste jødiske præster forkastede.

6. (a) Hvad trådte i forgrunden da Jesus blev døbt? (b) Hvad betyder titlen Messias eller Kristus?

⁶ At Jesus blev salvet med hellig ånd betød at Gud nu havde frembragt hele sin åndelige tempelordning, hvori Jesus skulle tjene som ypperstepræst. (Apostelgerninger 10:38; Hebræerne 5:5) Disciplen Lukas blev inspireret til at præcisere året for denne betydningsfulde begivenhed som „det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid“. (Lukas 3:1-3) Det svarer til år 29 e.v.t., nøjagtig 69 åruger eller 483 år fra det tidspunkt hvor kong Artaxerxes havde givet påbud om at Jerusalems mure skulle genopbygges. (Nehemias 2:1, 5-8) Ifølge profetien ville „Messias, Føreren“ fremstå i dette år. (Daniel 9:25) Det var mange jøder åbenbart klar over. Lukas skriver nemlig at „folket var i forventning“ om hvornår Messias, eller Kristus (der på henholdsvis hebraisk og græsk betyder „den salvede“) skulle fremstå. — Lukas 3:15.

7. (a) Hvornår salvede Gud „Det Allerhelligste“, og hvad betød dette? (b) Hvad mere skete der med Jesus da han blev døbt?

⁷ Ved Jesu dåb blev Guds himmelske bolig salvet eller sat til side som „Det Allerhelligste“ i den større tempelordning, den åndelige. (Daniel 9:24) „Det sande telt [eller tempel], som Jehova og ikke et menneske har opstillet,“ var nu trådt i funktion. (Hebræerne 8:2) Ved sin dåb i vand og med hellig ånd blev mennesket Jesus Kristus født igen som en åndelig søn af Gud. (Jævnfør Johannes 3:3.) Det betød at Gud til sin tid atter ville give sin søn liv i himmelen, hvor han skulle tjene ved sin Faders højre hånd som konge og ypperstepræst „på Melkizedeks måde for evigt“. — Hebræerne 6:20; Salme 110:1, 4.

Det Allerhelligste i himmelen

8. Hvilke nye aspekter blev nu forbundet med Guds trone i himmelen?

⁸ Den dag Jesus blev døbt, blev nye aspekter forbundet med Guds himmelske trone. Det at Gud udpegede et fuldkomment menneskeoffer der kunne sone verdens synd, understregede Guds hellighed som en kontrast til menneskenes syndighed. Det fremhævede også Guds barmhjertighed, da han nu viste at han var villig til at lade sig forsone, eller formilde. Guds trone i himmelen var derfor blevet som det inderste rum i templet, hvor ypperstepræsten gik ind én gang om året med dyreblod for på billedlig vis at bringe soning for synder.

9. (a) Hvad skildrede forhænget mellem Det Hellige og Det Allerhelligste? (b) Hvordan gik Jesus ind bag forhænget i Guds åndelige tempel?

⁹ Det forhæng der adskilte Det Hellige fra Det Allerhelligste, var et billede på Jesu kødelige legeme. (Hebræerne 10:19, 20) Det var det der hindrede Jesus i at gå ind i sin Faders nærhed mens han var menneske på jorden. (1 Korinther 15:50) Da Jesus døde, ’blev forhænget i helligdommen flænget i to dele, fra øverst til nederst’. (Mattæus 27:51) Dette var et opsigtsvækkende bevis på at den barriere der hindrede Jesus i at få adgang til himmelen, nu var blevet fjernet. Tre dage senere udførte Jehova Gud et stort mirakel. Han oprejste Jesus fra de døde, ikke som et dødeligt menneske af kød og blod, men som en herlig åndeskabning der „forbliver i live for evigt“. (Hebræerne 7:24) Fyrre dage senere steg Jesus til himmelen og gik ind i det virkelige „Allerhelligste“, „for nu at møde frem for Guds person til bedste for os“. — Hebræerne 9:24.

10. (a) Hvad skete der efter at Jesus havde frembåret værdien af sit offer for sin himmelske Fader? (b) Hvad betød det for Jesu disciple at de blev salvet med hellig ånd?

¹⁰ Var Gud villig til at tage imod værdien af Jesu udgydte blod som soning for verdens synd? Så afgjort. Det beviste han på Pinsedagen, nøjagtig 50 dage efter Jesu opstandelse, da han udgød sin hellige ånd over 120 af Jesu disciple der var samlet i Jerusalem. (Apostelgerninger 2:1, 4, 33) I lighed med deres ypperstepræst, Jesus Kristus, blev de nu salvet til at tjene som ’et helligt præsteskab, der skulle bringe åndelige ofre’ under Guds store åndelige tempelordning. (1 Peter 2:5) Disse salvede udgjorde endvidere en ny nation, Guds ’hellige nation’ af åndelige israelitter. Fra nu af ville profetierne om alt det gode Israel skulle erfare, blandt andet opfyldelsen af løftet i Jeremias 31:31 om „en ny pagt“, gælde den salvede kristne menighed, det virkelige „Guds Israel“. — 1 Peter 2:9; Galaterne 6:16.

Andre træk ved Guds åndelige tempel

11, 12. (a) Hvad skildrede præsternes forgård i Jesu tilfælde, og hvad skildrer den for hans salvede disciple? (b) Hvad skildrer vandbækkenet, og hvilken anvendelse har det?

¹¹ Det Allerhelligste skildrede „selve himmelen“, hvor Gud troner, men alle de øvrige træk ved Guds åndelige tempel har at gøre med forhold her på jorden. (Hebræerne 9:24) I templet i Jerusalem var der en indre forgård, præsternes forgård, hvor der stod et brændofferalter og et stort vandbækken, som præsterne benyttede når de skulle rense sig før de udførte hellig tjeneste. Hvad skildrer dette i Guds åndelige tempelordning?

¹² I Jesu Kristi tilfælde skildrede præsternes indre forgård hans syndfri tilstand som en jordisk, fuldkommen søn af Gud. Ved deres tro på Jesu offer tilregnes Kristi salvede disciple retfærdighed. Derved kan Gud med rette betragte dem som syndfri. (Romerne 5:1; 8:1, 33) Denne forgård skildrer derfor også den retfærdige stilling som de jordiske medlemmer af det hellige præsteskab er blevet tilregnet i forhold til Gud. De salvede kristne er dog stadig ufuldkomne og underlagt synden. Vandbækkenet i forgården skildrer Guds ord, hvormed ypperstepræsten gradvis renser det hellige præsteskab. Ved at underkaste sig denne renselsesproces har de opnået en værdig fremtræden, der ærer Gud og drager andre til hans rene tilbedelsesordning. — Efeserne 5:25, 26; jævnfør Malakias 3:1-3.

Det Hellige

13, 14. (a) Hvad skildrer Det Hellige i templet i forbindelse med Jesus og hans salvede disciple? (b) Hvad skildrer guldlampestanderen?

¹³ Det første rum i templet skildrer en tilstand der er bedre end den tilstand forgården skildrer. Hvad angår det fuldkomne menneske Jesus Kristus, skildrer Det Hellige hans genfødsel som en åndelig søn af Gud der var bestemt til at vende tilbage til himmelsk liv. Efter at hans salvede disciple er blevet erklæret retfærdige som følge af deres tro på Jesu udgydte blod, oplever de også Guds ånds særlige virke på denne måde. (Romerne 8:14-17) Gennem „vand [det vil sige deres dåb] og ånd“ bliver de ’født igen’ som åndelige sønner af Gud. Som sådanne har de håb om at blive oprejst til liv i himmelen som Guds åndesønner, hvis de forbliver trofaste til døden. — Johannes 3:5, 7; Åbenbaringen 2:10.

¹⁴ De præster der tjente i Det Hellige i det jordiske tempel, kunne ikke ses af dem der tilbad udenfor. De salvede kristne befinder sig på samme måde i en åndelig tilstand der ikke fuldt ud forstås af flertallet af Guds tilbedere, dem der har håb om at leve evigt på en paradisisk jord. Teltboligens guldlampestander skildrer de salvede kristnes oplyste tilstand. Som olien i lamperne kaster Guds hellige ånd lys over Bibelen. Den forståelse kristne derved opnår, holder de ikke for sig selv. De adlyder derimod Jesus, der sagde: „I er verdens lys. . . . [Lad] jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er i himlene.“ — Mattæus 5:14, 16.

15. Hvad er brødet på bordet med skuebrødene et billede på?

¹⁵ For at forblive i denne oplyste tilstand må de salvede kristne regelmæssigt næres af det der skildres ved brødet på bordet med skuebrødene. De henter først og fremmest åndelig føde i Guds ord, som de bestræber sig for at læse i og grunde over daglig. Jesus lovede også at give dem „mad i rette tid“ gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45) Denne „træl“ består af alle de salvede kristne der på et givet tidspunkt befinder sig på jorden. Kristus har brugt denne salvede skare til at udgive oplysninger om opfyldelsen af bibelske profetier, og til at give betimelig vejledning om hvordan man her i vor tid kan følge de bibelske principper i dagligdagen. De salvede kristne værdsætter og benytter sig af alle disse åndelige foranstaltninger. Men for at de kan bevare sig åndeligt levende, må de gøre mere end at fylde sind og hjerte med kundskaben fra Gud. Jesus sagde: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Johannes 4:34) Salvede kristne erfarer også den tilfredshed det medfører daglig at udføre Guds åbenbarede vilje med flid.

16. Hvad skildrer den tjeneste der blev forrettet ved røgelsesalteret?

¹⁶ Om morgenen og om aftenen ofrede en præst røgelse til Gud på røgelsesalteret i Det Hellige. Samtidig bad ikkepræstelige tilbedere, der opholdt sig i templets ydre forgårde, til Gud. (Lukas 1:8-10) Bibelen forklarer at ’røgelse betyder de helliges bønner’. (Åbenbaringen 5:8) „Måtte min bøn beredes som røgelse for dit ansigt,“ bad salmisten David. (Salme 141:2) Salvede kristne værdsætter også den forret at kunne nærme sig Jehova i bøn gennem Jesus Kristus. Inderlige bønner der kommer fra hjertet, er som vellugtende røgelse. Salvede kristne lovpriser også Gud på andre måder, nemlig ved at bruge deres læber til at undervise andre. Deres udholdenhed under trængsler og deres uangribelighed under prøvelser er noget der i særlig grad behager Gud. — 1 Peter 2:20, 21.

17. Hvad skildrede det at ypperstepræsten første gang gik ind i Det Allerhelligste på forsoningsdagen?

¹⁷ På forsoningsdagen skulle Israels ypperstepræst gå ind i Det Allerhelligste og brænde røgelse i et guldrøgelseskar der indeholdt brændende kul. Dette skulle han gøre før han gik derind med blodet af syndofrene. Som en opfyldelse af dette profetiske billede bevarede mennesket Jesus sin uangribelighed over for Jehova Gud, og sluttede sin jordiske tilværelse med at ofre sit liv som det eviggyldige offer for vore synder. Derved viste han at et fuldkomment menneske kan bevare sin uangribelighed over for Gud uanset hvilket pres Satan udsætter det for. (Ordsprogene 27:11) Da Jesus blev sat på prøve, frembar han „med stærke råb og tårer, bønner . . . og han blev bønhørt for sin gudsfrygt“. (Hebræerne 5:7) På denne måde herliggjorde han Jehova som universets retmæssige og retfærdige Suveræn. Gud belønnede Jesus ved at oprejse ham fra de døde og give ham udødeligt liv i himmelen. I denne ophøjede stilling er Jesus i færd med at forlige angrende syndere med Gud, hvilket var endnu en grund til at han kom til jorden. — Hebræerne 4:14-16.

Den større herlighed der kendetegner Guds åndelige tempel

18. Hvordan har Jehova bibragt sit åndelige tempel stor herlighed?

¹⁸ „Dette sidste hus’ herlighed vil blive større end det førstes,“ forudsagde Jehova. (Haggaj 2:9) Da Jehova oprejste Jesus og gjorde ham til udødelig konge og ypperstepræst, bragte han stor herlighed over sit åndelige tempel. Jesus har nu en stilling hvor han er i stand til at tilvejebringe „evig frelse for alle dem som adlyder ham“. (Hebræerne 5:9) De første der viste denne lydighed, var de 120 disciple der modtog den hellige ånd på pinsedagen i år 33. I Åbenbaringens Bog er det forudsagt at disse Israels åndelige sønner til sidst skulle udgøre 144.000. (Åbenbaringen 7:4) Mange af disse skulle ved deres død opholde sig uden bevidsthed i menneskehedens fælles grav og dér vente på Jesu nærværelse i kongemagt. Den profetiske kronologi der findes i Daniel 4:10-17, 20-27, peger på at Jesus begyndte at herske midt blandt sine fjender i 1914. (Salme 110:2) Mange år i forvejen havde salvede kristne ivrigt set frem til dette årstal. Den første verdenskrig og de veer der siden da er kommet over menneskene, har været med til at vise at Jesus virkelig blev indsat som konge på tronen i 1914. (Mattæus 24:3, 7, 8) Kort efter 1914 var tiden inde til at „dommen [skulle] begynde med Guds hus“, og Jesus indfriede det løfte han havde givet de salvede disciple der sov i døden: „Jeg [kommer] igen og tager jer til mig.“ — 1 Peter 4:17; Johannes 14:3.

19. Hvordan vil resten af de 144.000 få adgang til det himmelske Allerhelligste?

¹⁹ Det er ikke alle de 144.000 medlemmer af det hellige præsteskab der er blevet endeligt beseglet og er kommet til deres himmelske hjem. Der findes stadig en rest på jorden i den åndelige tilstand der er skildret ved Det Hellige, og deres kødelige legemer er som et „forhæng“ eller en barriere der adskiller dem fra Guds hellige nærhed. Når disse salvede dør trofaste, bliver de øjeblikkelig oprejst til udødeligt liv som åndeskabninger for at slutte sig til dem af de 144.000 der allerede befinder sig i himmelen. — 1 Korinther 15:51-53.

20. Hvilket vigtigt arbejde udfører resten af det hellige præsteskab nu i tiden, og med hvilket resultat?

²⁰ Med så mange præster der tjener sammen med den store ypperstepræst i himmelen, har Guds åndelige tempel fået større herlighed. I mellemtiden udfører de øvrige af det hellige præsteskab et værdifuldt arbejde på jorden. Som følge af deres forkyndelse ’ryster Gud alle nationerne’ med sine domsbudskaber, som forudsagt i Haggaj 2:7. Samtidig strømmer millioner af tilbedere, der beskrives som „alle nationernes kostbare skatte“, til Jehovas tempels jordiske forgårde. Hvilken plads har disse i Guds tilbedelsesordning, og hvilken fremtidig herlighed kan vi forvente i forbindelse med hans store åndelige tempel? Disse spørgsmål vil blive besvaret i den følgende artikel.

Den sande tilbedelses snarlige sejr

„Jehova skal være konge over hele jorden.“ — Zakarias 14:9.

1. Hvad erfarede salvede kristne under den første verdenskrig, og hvordan var dette blevet forudsagt?

UNDER den første verdenskrig led de salvede kristne store trængsler, og de krigsførende nationer fængslede mange af dem. Deres lovprisningsofre til Jehova blev alvorligt begrænset, og de oplevede en åndeligt fangen tilstand. Alt dette var forudsagt i Zakarias 14:2, der beskriver et internationalt angreb på Jerusalem. Den by der omtales i denne profeti, er ’det himmelske Jerusalem’, nemlig Guds himmelske rige og det sted hvor „Guds og Lammets trone“ står. (Hebræerne 12:22, 28; 13:14; Åbenbaringen 22:3) Guds salvede tjenere på jorden repræsenterede denne by. De trofaste iblandt dem overlevede dette angreb og nægtede at lade sig føre i landflygtighed „fra byen“.a

2, 3. (a) Hvordan har tilbedelsen af Jehova sejret siden 1919? (b) Hvilken udvikling har fundet sted siden 1935?

² I 1919 blev de trofaste salvede udfriet fra deres fangne tilstand, og de udnyttede med det samme den periode med fred der fulgte efter krigen. Som ambassadører for det himmelske Jerusalem greb de lejligheden til at forkynde den gode nyhed om Guds rige og hjælpe med indsamlingen af de resterende medlemmer af de 144.000. (Mattæus 24:14; 2 Korinther 5:20) I 1931 antog de det meget rammende og bibelske navn Jehovas Vidner. — Esajas 43:10, 12.

³ Siden da har Guds salvede vidner aldrig set sig tilbage. End ikke Hitler med sin nazistiske krigsmaskine kunne bringe dem til tavshed. Trods verdensomspændende forfølgelse har deres arbejde båret frugt overalt på jorden. Især siden 1935 har „en stor skare“ fra alle nationer sluttet sig til dem, som forudsagt i Åbenbaringens Bog. Denne skare består også af indviede, døbte kristne. Der siges om dem at de har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets [Jesu Kristi] blod“. (Åbenbaringen 7:9, 14) Men de er ikke salvede, og de nærer ikke håb om at komme til at leve i himmelen. Deres håb er at arve det som Adam og Eva mistede, nemlig et liv som fuldkomne mennesker på en paradisisk jord. (Salme 37:29; Mattæus 25:34) I dag udgøres den store skare af over fem millioner mennesker. Den sande tilbedelse af Jehova er i færd med at sejre, men dens endelige sejr hører stadig fremtiden til.

Udlændinge i Guds åndelige tempel

4, 5. (a) Hvor tilbeder den store skare Jehova? (b) Hvilke forrettigheder glæder den sig over, og hvilken profeti er det en opfyldelse af?

⁴ Som forudsagt tilbeder den store skare Gud „dag og nat i hans tempel“. (Åbenbaringen 7:15, fodnote) Da de ikke er åndelige, præstelige israelitter, har Johannes sandsynligvis set dem stå i templets ydre forgård, hedningernes forgård. (1 Peter 2:5) Jehovas åndelige tempel er blevet fyldt med stor herlighed, idet denne store skare er søgt ind på dets område for sammen med resten af det åndelige Israel at lovprise Gud.

⁵ Den store skare tjener ikke Gud i den tilstand der er skildret ved præsternes indre forgård. De er ikke blevet erklæret retfærdige for at kunne blive adopteret af Gud som hans åndelige sønner. (Romerne 8:1, 15, fodnote) Som følge af deres tro på Jesu genløsningsoffer har de ikke desto mindre et rent forhold til Jehova. De er blevet erklæret retfærdige som venner af Gud. (Jævnfør Jakob 2:21, 23.) Også de har den forret at frembære antagelige ofre på Guds åndelige alter. Profetien i Esajas 56:6, 7 får derfor en storslået opfyldelse på denne store skare: „Udlændingene som har sluttet sig til Jehova for at tjene ham og for at elske Jehovas navn, . . . vil jeg bringe til mit hellige bjerg og lade dem fryde sig i mit bedehus. Deres brændofre og deres slagtofre vil blive godkendt på mit alter. For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.“

6. (a) Hvilke ofre bringer ’udlændingene’? (b) Hvad minder beholderen med vand i præsternes forgård dem om?

⁶ De ofre som disse udlændinge frembærer, indbefatter „frugt af læber [der er som fint tilberedte kornofre] som offentligt bekender [Guds] navn“ og det „at gøre godt og at dele med andre“. (Hebræerne 13:15, 16) Den store beholder med vand som præsterne brugte når de skulle vaske sig, tjener også som en vigtig påmindelse for disse udlændinge. De må også underkaste sig en åndelig og moralsk renselse efterhånden som de får større forståelse af Guds ord.

Det Hellige og dets inventar

7. (a) Hvordan betragter den store skare det hellige præsteskabs forrettigheder? (b) Hvilke særlige privilegier har nogle udlændinge modtaget?

⁷ Hvilken betydning har Det Hellige og dets inventar for denne store skare udlændinge? De vil aldrig opnå den tilstand der skildres ved Det Hellige, eftersom de ikke bliver født igen som åndelige sønner af Gud med statsborgerskab i himmelen. Gør det dem misundelige eller ærgerrige? Nej. De glæder sig tværtimod over den forret det er at støtte resten af de 144.000, og de værdsætter i høj grad at Gud vil gennemføre sin hensigt ved at adoptere disse åndelige sønner, der sammen med Kristus vil føre menneskene frem til fuldkommenhed. Den store skare udlændinge glæder sig desuden over at Gud i sin ufortjente godhed har givet dem et jordisk håb om evigt liv i et paradis. Nogle af disse udlændinge har, ligesom fortidens netinim-folk, fået den forret at hjælpe det hellige præsteskab med at varetage tilsynsopgaver.b (Esajas 61:5) Det er blandt disse Jesus udnævner nogle til „fyrster på hele jorden“. — Salme 45:16.

8, 9. Hvad kan den store skare lære af bestemte forhold vedrørende det inventar der fandtes i Det Hellige?

⁸ Denne store skare udlændinge vil aldrig komme ind i det modbilledlige Hellige, men de kan alligevel drage en vigtig lære af forhold der knytter sig til det inventar der befandt sig her. Ligesom lampestanderen skulle have en konstant forsyning af olie, har udlændingene brug for at den hellige ånd hjælper dem til at forstå de sandheder fra Guds ord som de gradvis modtager gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45-47) Guds ånd hjælper dem endvidere til at reagere positivt på følgende indbydelse: „Ånden og bruden [den salvede rest] bliver ved med at sige: ’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åbenbaringen 22:17) Lampestanderen bør derfor minde den store skare om at de som kristne er forpligtede til at skinne og til at undgå alle tanker, holdninger, ord og handlinger der kunne bedrøve Guds hellige ånd. — Efeserne 4:30.

⁹ Bordet med skuebrødene minder den store skare om at de, for at forblive åndeligt sunde, regelmæssigt må indtage åndelig føde fra Bibelen og fra de publikationer der fremstilles af „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 4:4) Røgelsesalteret minder dem om vigtigheden af at bede Jehova hjælpe dem til at bevare deres uangribelighed. (Lukas 21:36) I deres bønner bør de desuden af hjertet takke og lovprise Jehova. (Salme 106:1) Røgelsesalteret minder dem også om at de må lovprise Gud på andre måder, for eksempel ved at synge godt med på Rigets sange ved de kristne møder og ved at forberede sig grundigt så de kan forkynde „offentligt til frelse“. — Romerne 10:10.

Den sande tilbedelses fuldstændige sejr

10. (a) Hvilke storslåede fremtidsperspektiver har vi? (b) Hvad må først finde sted?

¹⁰ I dag strømmer „mange folkeslag“ til Jehovas tilbedelseshus. (Esajas 2:2, 3) Åbenbaringen 15:4 bekræfter dette, for her står: „Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn, for du alene er loyal? Ja, alle nationerne vil komme og tilbede foran dig, for dine retfærdige bestemmelser er blevet gjort kendt.“ I Zakarias, kapitel 14, beskrives hvad der siden vil ske. I nær fremtid vil den fjendtlige holdning der præger størsteparten af folk på jorden, nå et klimaks når de for sidste gang samler sig for at føre krig mod „Jerusalem“ — det himmelske Jerusalems jordiske repræsentanter. Så vil Jehova skride til handling. Som en stridsmand vil han „føre krig mod disse nationer“ som vover at udføre dette angreb. — Zakarias 14:2, 3.

11, 12. (a) Hvordan vil Jehova reagere på det kommende verdensomspændende angreb på dem der tilbeder i hans tempel? (b) Hvad vil blive udfaldet af Guds krig?

¹¹ „Dette vil være den plage hvormed Jehova vil ramme alle de folkeslag som drager i krig mod Jerusalem: kødet vil rådne på hver enkelt, endnu mens han står på sine fødder; og øjnene vil rådne i deres huler, og tungen vil rådne i munden. Og på den dag vil der fra Jehova komme en stor forvirring iblandt dem; og de vil gribe fat om hånden på hinanden, og den enes hånd vil være løftet mod den andens.“ — Zakarias 14:12, 13.

¹² Om denne plage er bogstavelig eller symbolsk må vi vente og se. Men én ting er sikker. Når Guds fjender foretager et globalt angreb på Jehovas tjenere, vil de blive standset med en ærefrygtindgydende demonstration af Guds altbesejrende magt. De vil blive bragt til tavshed, som hvis deres udfordrende tunger var rådnet bort. De vil miste deres fælles mål af syne, som hvis deres øjne var rådnet bort. Deres fysiske magt, som har givet dem mod til at gå til angreb, vil blive til intet. I den forvirring der opstår, vil de vende sig imod hinanden i et stort slag, hvori alle de jordiske fjender af tilbedelsen af Gud vil blive udslettet. Omsider vil alle nationer blive tvunget til at anerkende Jehovas universelle suverænitet. Da vil følgende profeti gå i opfyldelse: „Jehova skal være konge over hele jorden.“ (Zakarias 14:9) Derefter vil Satan Djævelen og hans dæmoner blive bundet idet Kristi tusindårige styre tager sin begyndelse, med store velsignelser for menneskene til følge. — Åbenbaringen 20:1, 2; 21:3, 4.

Den jordiske opstandelse

13. Hvem er de ’som er tilbage af alle nationer’?

¹³ Zakarias’ profeti fortsætter i kapitel 14, vers 16: „Og alle som er tilbage af alle de nationer der kom mod Jerusalem, skal år efter år drage op og bøje sig for Kongen, Hærstyrkers Jehova, og fejre løvhyttefesten.“ Ifølge Bibelen vil alle der oplever afslutningen for denne onde tingenes ordning og dømmes som fjender af den sande tilbedelse, „lide retslig straf i form af evig undergang“. (2 Thessaloniker 1:7-9; se også Mattæus 25:31-33, 46.) De vil ikke få en opstandelse. Med „alle som er tilbage“ menes der derfor øjensynlig de mennesker af alle nationer der er døde før Guds afgørende krig og som ifølge Bibelen har udsigt til en opstandelse. Jesus lovede: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.

14. (a) Hvad må de opstandne gøre for at opnå evigt liv? (b) Hvad vil der ske med dem der nægter at indvi sig til Jehova og praktisere den sande tilbedelse?

¹⁴ Alle disse der er opstået fra mindegravene, må gøre noget hvis deres opstandelse skal være en livets opstandelse og ikke en dommens opstandelse. De må søge ind i de jordiske forgårde til Jehovas tempel og bøje sig for Gud ved at indvi sig til ham gennem Jesus Kristus. De opstandne der nægter at gøre dette, vil blive ramt af den samme plage som vil overgå vore dages nationer. (Zakarias 14:18) Hvem ved hvor mange af de opstandne der med glæde vil slutte sig til den store skare og fejre den modbilledlige løvhyttefest? Det vil uden tvivl være mange, og Jehovas store åndelige tempel vil som følge heraf opnå endnu større herlighed.

Den modbilledlige løvhyttefest

15. (a) Hvad kendetegnede israelitternes løvhyttefest? (b) Hvorfor blev der ofret 70 tyre under højtiden?

¹⁵ I fortiden skulle israelitterne hvert år fejre løvhyttefesten. Den varede en uge og faldt ved slutningen af høsttiden. Det var en glædens tid, hvor man takkede Gud. I en uge skulle israelitterne bo i midlertidige boliger dækket af træernes løv, især palmegrene. Denne højtid mindede israelitterne om hvordan Gud havde reddet deres forfædre ud af Ægypten og hvordan han sørgede for dem under deres 40 års vandring i ørkenen (hvor de undertiden boede i løvhytter), indtil de kom ind i det forjættede land. (3 Mosebog 23:39-43) Under denne højtid blev der ofret 70 tyre på alteret i templet. Dette aspekt ved højtiden var tilsyneladende et profetisk billede på det fuldkomne og livreddende arbejde Jesus Kristus skulle udføre. Virkningerne af hans genløsningsoffer vil på et tidspunkt blive utallige efterkommere af de 70 slægter der nedstammede fra Noa, til gavn. — 1 Mosebog 10:1-29; 4 Mosebog 29:12-34; Mattæus 20:28.

16, 17. (a) Hvornår begyndte den modbilledlige løvhyttefest, og hvordan fortsatte den? (b) Hvordan deltager den store skare i fejringen?

¹⁶ Løvhyttefesten var et forbillede på den glædebringende indsamling af genløste syndere til Jehovas store åndelige tempel. Den modbilledlige opfyldelse af denne højtid begyndte på pinsedagen i år 33, da man begyndte at indsamle de åndelige israelitter til den kristne menighed. (Apostelgerninger 2:41, 46, 47) Disse salvede forstod at de var „midlertidige indbyggere“ i Satans verden, eftersom deres egentlige statsborgerskab var i himlene. (1 Peter 2:11; Filipperne 3:20) Den glædelige højtid blev midlertidigt overskygget af frafaldet, der førte til kristenhedens opståen. (2 Thessaloniker 2:1-3) Højtiden blev dog genoptaget i 1919, da man tog fat på at indsamle de sidste medlemmer af de 144.000 åndelige israelitter, og den fortsatte siden med indsamlingen af den internationale store skare der er omtalt i Åbenbaringen 7:9.

¹⁷ Den store skare skildres som stående med palmegrene i hænderne, hvilket viser at den også med glæde fejrer den modbilledlige løvhyttefest. Som indviede kristne glæder de sig over at deltage i indsamlingen af flere tilbedere til Jehovas tempel. Da de er syndere, forstår de desuden at de ikke har permanent opholdstilladelse på jorden. Sammen med alle der får en opstandelse, må de fortsætte med at tro på Kristi genløsningsoffer indtil de, når Kristi tusindårsrige er til ende, opnår menneskelig fuldkommenhed. — Åbenbaringen 20:5.

18. (a) Hvad vil der ske når Jesu Kristi tusindårige styre er til ende? (b) Hvordan vil den sande tilbedelse af Jehova til sidst sejre?

¹⁸ Til den tid vil Guds tilbedere på jorden være fuldkomne mennesker der ikke har behov for et himmelsk præsteskab. Tiden vil da være inde til at Jesus Kristus „overgiver riget til sin Gud og Fader“. (1 Korinther 15:24) Satan vil blive løst „en kort tid“ for at prøve den fuldkommengjorte menneskehed. Alle troløse vil blive udslettet for evigt, sammen med Satan og hans dæmoner. De der forbliver trofaste, vil få evigt liv. De vil blive permanente indbyggere i det jordiske paradis. Da vil den modbilledlige løvhyttefest nå sin herlige og glædelige afslutning. Den sande tilbedelse vil have sejret, til evig ære for Jehova og til varig glæde for menneskene. — Åbenbaringen 20:3, 7-10, 14, 15.