1, 2. Hvordan var situationen da Samuel henvendte sig til Israels folk, og hvorfor var der behov for at få folket til at ændre sind?

SAMUEL stod foran hele folket. Israels nation havde samlet sig ved byen Gilgal, kaldt sammen af denne trofaste mand der i mange år havde tjent som profet og dommer. Ifølge vore dages kalender var det maj eller juni måned; tørtiden var allerede begyndt. Markerne i området stod fyldt med gylden hvede der var parat til at blive høstet. Stilheden sænkede sig nu over forsamlingen. Hvordan kunne Samuel nå deres hjerter?

² Israelitterne forstod ikke hvor alvorlig situationen var. De havde insisteret på at få en jordisk konge til at herske over sig og fattede slet ikke i hvor høj grad de havde krænket deres Gud, Jehova, og hans profet. De havde faktisk forkastet Jehova som deres konge! Hvordan kunne Samuel få dem til at ændre sind?

3, 4. (a) Hvorfor omtalte Samuel sin ungdom? (b) Hvorfor er Samuels tro værd at efterligne i dag?

³ Nu talte Samuel. Henvendt til forsamlingen sagde han: „Jeg er . . . blevet gammel og gråhåret.“ Hans hvide hår gav hans ord vægt. Derefter sagde han: „Jeg har vandret foran jer fra min ungdom til denne dag.“ (1 Sam. 11:14, 15; 12:2) Selvom Samuel var blevet gammel, havde han ikke glemt sin ungdom. Disse år stod stadig levende for ham. De beslutninger han havde truffet under sin opvækst, havde fået ham til at leve et liv i tro på og hengivenhed for sin Gud, Jehova.

⁴ Samuel måtte styrke og bevare sin tro, og det var en udfordring fordi han ofte var omgivet af illoyale mennesker uden tro. I dag er det lige så vanskeligt at opbygge troen, for vi lever i en fordærvet verden hvor mange ikke tror på Gud. (Læs Lukas 18:8). Lad os se hvad vi kan lære af Samuels eksempel. Vi begynder med det han oplevede som dreng.

Tjente Jehova som dreng

5, 6. I hvilken forstand var Samuels barndom usædvanlig, men hvorfor var hans forældre sikre på at der ville blive sørget for ham?

⁵ Samuel havde en usædvanlig barndom. Kort tid efter at han var vænnet fra, måske allerede i treårsalderen, begyndte han at tjene ved Jehovas hellige teltbolig i Silo, som lå over 30 kilometer fra hans hjem i Rama. Hans forældre, Elkana og Hanna, overgav deres dreng til Jehova for at han kunne udføre en særlig form for tjeneste der indebar at han hele sit liv skulle leve som nasiræer.a Vil det sige at Samuel blev forladt af sine forældre, og at de ikke elskede ham?

⁶ Nej, langtfra! De vidste at der ville blive sørget for deres søn i Silo. Uden tvivl førte ypperstepræsten Eli tilsyn med tjenesten, og Samuel arbejdede nært sammen med ham. Der var også adskillige kvinder der udførte en eller anden form for tjeneste ved teltboligen. — 2 Mos. 38:8; Dom. 11:34-40.

7, 8. (a) Hvordan gav Samuels forældre ham kærlig opmuntring år efter år? (b) Hvad kan forældre i dag lære af Samuels forældre?

⁷ Desuden glemte Hanna og Elkana aldrig deres førstefødte, hvis fødsel i sig selv havde været et svar på en bøn. Hanna havde bedt Gud om at få en søn og lovet at overgive drengen til Gud til et liv i hellig tjeneste for ham. Når hun hvert år besøgte Samuel, gav hun ham en ny ærmeløs overklædning som hun havde lavet til brug for hans tjeneste ved teltboligen. Den lille dreng var sikkert meget glad for disse besøg. Han blev uden tvivl styrket af den kærlige opmuntring og vejledning han fik af sine forældre, som lærte ham hvor stor en forret det var at tjene Jehova på dette enestående sted.

⁸ Forældre i dag kan lære meget af Hanna og Elkana. Det er almindeligt at forældre udelukkende lægger vægt på det materielle i deres opdragelse og ignorerer børnenes åndelige behov. Men Samuels forældre satte det åndelige først, og det havde afgørende betydning for hvilken slags mand deres søn blev. — Læs Ordsprogene 22:6.

9, 10. (a) Beskriv teltboligen og den unge Samuels følelser for dette hellige sted. (Se også fodnoten). (b) Hvad kan Samuels pligter have indbefattet, og hvordan mener du at børn og unge i dag kan efterligne hans eksempel?

⁹ Vi kan forestille os hvordan drengen, som nu var blevet større, gik på opdagelse i de lave bjerge omkring Silo. Mens han har kigget ned på byen og dalen nedenfor, har hans hjerte sikkert svulmet af glæde og stolthed ved synet af Jehovas teltbolig. Denne teltbolig var virkelig et helligt sted.b Den var bygget næsten 400 år tidligere under Moses’ ledelse og var det eneste center i verden for den sande tilbedelse af Jehova.

¹⁰ Den unge Samuel kom til at elske teltboligen. I den beretning han senere skrev, læser vi: „Samuel forrettede tjeneste for Jehovas ansigt, en dreng med en linned efod bundet om sig med et bælte.“ (1 Sam. 2:18) Denne enkle, ærmeløse klædning viste åbenbart at Samuel hjalp præsterne ved teltboligen. Skønt Samuel ikke selv var præst, varetog han forskellige pligter; blandt andet åbnede han dørene ind til teltboligens forgård om morgenen og gik den ældre Eli til hånde. Hvor meget han end holdt af disse forrettigheder, blev hans rene hjerte efterhånden dybt foruroliget. Der foregik noget ved Jehovas hus der var helt forkert.

Forblev ren trods moralsk fordærv

11, 12. (a) Hvad lå til grund for Hofnis og Pinehas’ moralske fordærv? (b) Hvilken form for ondskab og fordærv øvede Hofni og Pinehas ved teltboligen? (Se også fodnoten).

¹¹ Samuel var i en ung alder vidne til rendyrket ondskab og fordærv. Eli havde to sønner der hed Hofni og Pinehas. Samuels beretning lyder: „Elis sønner var imidlertid uslinge; de kendte ikke Jehova.“ (1 Sam. 2:12) De to sætninger i dette vers supplerer hinanden. Hofni og Pinehas var uslinge — ordret „sønner af uduelighed“ — for de havde ikke respekt for Jehova. De lod hånt om hans retfærdige normer og krav, og det var det der lå til grund for alle deres andre synder.

¹² Guds lov indeholdt specifikke bestemmelser om præsternes pligter og den måde de skulle bringe ofre på ved teltboligen. Og det med god grund! Ordningen med ofre var foranstaltet af Gud for at folk kunne få deres synder tilgivet og derved blive rene i hans øjne, værdige til at blive velsignet og ledet af ham. Men Hofni og Pinehas fik deres medpræster til at behandle offergaverne med foragt.c

13, 14. (a) Hvordan har de fordærvede forhold der rådede blandt præsterne ved teltboligen, uden tvivl påvirket oprigtige israelitter? (b) Hvordan svigtede Eli både som far og som ypperstepræst?

¹³ Forestil dig hvordan den unge Samuel med store øjne har været vidne til sådanne alvorlige overtrædelser uden at der blev grebet ind over for dem. Hvor mange — både fattige, ydmyge og undertrykte mennesker — har han ikke set komme til den hellige teltbolig i håb om at få åndelig trøst og styrke, blot for at gå skuffede, sårede eller ydmygede derfra? Og hvordan har han mon følt det da han fandt ud af at Hofni og Pinehas også lod hånt om Jehovas morallove ved at stå i forhold til nogle af de kvinder der gjorde tjeneste ved teltboligen? (1 Sam. 2:22) Måske har han håbet at Eli ville gøre noget for at rette op på situationen.

¹⁴ Eli havde alle muligheder for at gribe ind over for problemet, der var ved at udvikle sig til en katastrofe. Som ypperstepræst var han ansvarlig for det der foregik ved teltboligen, og som far havde han pligt til at irettesætte sine sønner. De skadede jo både sig selv og utallige andre i landet. Men Eli svigtede på begge fronter, både som far og som ypperstepræst. Han nøjedes blot med at give sine sønner en mild og vag irettesættelse. (Læs 1 Samuel 2:23-25). Men de havde brug for en langt stærkere tugt. De synder de begik, var der dødsstraf for!

15. Hvilket alvorligt budskab fik Eli fra Jehova, og hvordan reagerede Elis familie på advarselen?

¹⁵ Det kom så vidt at Jehova sendte „en Guds mand“, en ikke navngiven profet, til Eli med et alvorligt domsbudskab. Jehova sagde til Eli: ’Du ærer dine sønner mere end mig.’ Han forudsagde at Elis onde sønner ville dø på en og samme dag, og at Elis familie ville lide store tab, endda miste deres privilegerede embede som præster. Førte denne magtfulde advarsel til at familien ændrede indstilling? Det er der intet der tyder på. — 1 Sam. 2:27–3:1.

16. (a) Hvad kan vi læse om Samuels fremgang? (b) Virker denne beretning opmuntrende på dig? Forklar.

¹⁶ Hvordan blev Samuel påvirket af det moralske fordærv? I denne dystre beretning finder vi fra tid til anden lysglimt, godt nyt om Samuels opvækst og fremgang. Husk at vi i Første Samuelsbog 2:18 læste at Samuel som dreng trofast „forrettede tjeneste for Jehovas ansigt“. Selv som ganske ung var tjenesten for Gud altså det vigtigste i hans liv. I vers 21 i det samme kapitel læser vi noget endnu mere opmuntrende: „Drengen Samuel voksede op hos Jehova.“ Under sin opvækst blev han knyttet endnu nærmere til sin himmelske Far. Et sådant nært personligt forhold til Jehova er den bedste beskyttelse mod enhver form for fordærv.

17, 18. (a) Hvordan kan kristne unge efterligne Samuels eksempel når de oplever at andre gør noget der er forkert? (b) Hvad viser at Samuel valgte den rette vej?

¹⁷ Samuel kan let have tænkt at når selv ypperstepræsten og hans sønner kunne give efter for synd, så kunne han også bare gøre hvad der passede ham. Men at andre handler forkert — og det gælder også dem der har myndighed — er aldrig en undskyldning for at synde. I dag følger mange unge kristne Samuels eksempel og ’vokser op hos Jehova’ — selv når nogle i deres omgangskreds ikke er gode eksempler.

¹⁸ Hvad førte Samuels gode indstilling og adfærd til? Vi læser: „Drengen Samuel voksede efterhånden op og blev stadig mere vellidt både af Jehova og af mennesker.“ (1 Sam. 2:26) Samuel var altså vellidt, i det mindste af dem hvis mening havde værdi. Jehova holdt af denne dreng på grund af hans trofasthed. Og Samuel var overbevist om at hans Gud ville gribe ind over for alt det onde der foregik i Silo, men han har nok spekuleret over hvornår det ville ske. En nat fik han svar på sine spørgsmål.

„Tal, for din tjener hører“

19, 20. (a) Beskriv hvad Samuel oplevede en nat ved teltboligen. (b) Hvordan blev Samuel klar over hvem det var der talte, og hvordan behandlede han Eli?

¹⁹ Det var mørkt endnu, men morgenen nærmede sig. Teltboligens store lampe brændte stadig med et flakkende lys. Stilheden blev brudt da Samuel hørte en stemme kalde på ham. Han troede det var Eli, der nu var meget gammel og næsten blind. Samuel rejste sig og løb hen til den gamle mand. Kan du for dit indre blik se drengen på bare fødder skynde sig hen for at finde ud af hvad Eli havde brug for? Det er rørende at lægge mærke til hvor respektfuldt og venligt Samuel behandlede Eli. Til trods for alle de synder Eli havde begået, var han stadig Jehovas ypperstepræst. — 1 Sam. 3:2-5.

²⁰ Samuel vækkede Eli og sagde: „Her er jeg; du kaldte jo på mig.“ Men Eli sagde at han ikke havde kaldt på ham, og at han skulle lægge sig hen igen. Det samme skete igen, og så endnu en gang! Til sidst forstod Eli hvad det var der foregik. På den tid var det kun sjældent at Jehova henvendte sig til folket ved et syn eller et profetisk budskab, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Men Eli vidste at det var Jehova der talte igen — nu til denne dreng. Eli bad Samuel om at gå hen og lægge sig, og han forklarede ham hvordan han skulle svare. Samuel adlød. Kort efter hørte han stemmen kalde: „Samuel, Samuel!“ Og drengen svarede: „Tal, for din tjener hører.“ — 1 Sam. 3:1, 5-10.

21. Hvordan kan vi lytte til Jehova i dag, og hvordan er det til gavn for os at gøre det?

²¹ Omsider havde Jehova en tjener i Silo der lyttede til ham. At lytte til Jehova blev kendetegnende for hele Samuels liv. Gælder det også dig? Vi behøver ikke at vente på at en overnaturlig stemme skal tale til os om natten. I dag lyder Guds stemme altid til os, nemlig gennem Bibelen. Jo mere vi lytter til Gud og giver agt på hans ord, jo mere vil vores tro vokse. Sådan var det i Samuels tilfælde.

22, 23. (a) Hvordan gik det budskab som Samuel i begyndelsen var bange for at overbringe, i opfyldelse? (b) Hvordan blev Samuels omdømme bedre og bedre?

²² Den nat var en milepæl i Samuels liv, for da begyndte han at kende Jehova på en særlig måde idet han blev Guds profet og talsmand. Til at begynde med var drengen bange for at overbringe Eli Jehovas budskab, for det ville gøre det klart at profetien der gjaldt hans familie, snart ville blive opfyldt. Men Samuel tog mod til sig — og Eli accepterede ydmygt Guds dom. Inden længe gik alt det Jehova havde sagt, i opfyldelse: Israel gik i krig mod filistrene, Hofni og Pinehas blev begge dræbt samme dag, og Eli selv døde da han hørte at Jehovas hellige ark var blevet taget af filistrene. — 1 Sam. 3:10-18; 4:1-18.

²³ Samuels omdømme som en trofast profet blev derimod bedre og bedre. „Jehova var med ham,“ siger beretningen, som tilføjer at Jehova lod alle Samuels profetier blive opfyldt. — Læs 1 Samuel 3:19.

’Samuel råbte til Jehova’

24. Hvilken beslutning traf israelitterne efter nogen tid, og hvorfor var det en alvorlig synd?

²⁴ Fulgte israelitterne Samuels eksempel og blev et åndeligsindet, trofast folk? Nej. Efter nogen tid besluttede de at de ikke ville nøjes med at have en profet til at dømme sig. De ønskede at være som andre nationer og have en jordisk konge. På Jehovas anvisning gav Samuel efter for deres krav. Men han skulle gøre israelitterne klart hvor alvorlig deres synd var. Det var ikke blot et menneske men Jehova selv de forkastede! Samuel bad derfor folket om at møde op i Gilgal.

25, 26. Hvordan hjalp den ældre Samuel sit folk til endelig at indse hvor alvorlig deres synd mod Jehova var?

²⁵ Lad os følge ham i det spændende øjeblik han henvendte sig til israelitterne i Gilgal. Der mindede den ældre Samuel dem om sin mange års trofaste tjeneste for Jehova. Beretningen fortsætter: „Samuel [råbte] til Jehova.“ Han bad Jehova om at sende torden og regn. — 1 Sam. 12:17, 18.

²⁶ Torden og regn? I tørtiden? Det var noget ganske uhørt! Hvis israelitterne stadig var blot en lille smule skeptiske og hånligt afvisende, var de det ikke meget længere. Pludselig formørkedes himlen. En kraftig vind fik kornet på markerne til at lægge sig. Der lød en øresønderrivende torden, og det begyndte at regne voldsomt. Hvordan reagerede folket? „Hele folket blev meget bange for Jehova og Samuel.“ Endelig indså de hvor alvorligt de havde syndet. — 1 Sam. 12:18, 19.

27. Hvordan betragter Jehova dem der efterligner Samuels tro?

²⁷ Det var ikke Samuel, men hans Gud, Jehova, der var nået ind til deres oprørske hjerter. Lige fra sin ungdom og til langt oppe i årene satte Samuel sin lid til Jehova. Og Jehova belønnede ham. Til den dag i dag har Jehova ikke forandret sig; han støtter og hjælper stadig dem der efterligner Samuels tro.

1. Hvorfor sørgede man dybt i Silo?

SAMUEL kunne tydeligt fornemme sorgen i Silo. Det var som om byen var fyldt med tårer. Fra mange huse har man sikkert kunnet høre de sørgende kvinders og børns gråd efter at de havde fået nyheden om at deres fædre, ægtemænd, sønner og brødre ikke ville komme hjem. Israelitterne havde lidt et frygteligt nederlag over for filistrene og mistet 30.000 soldater, og kort forinden havde de i en anden kamp mistet 4.000 soldater. — 1 Sam. 4:1, 2, 10.

2, 3. Hvilke tragiske begivenheder havde bragt skam og vanære over Silo?

² Det var blot nogle af de tragiske begivenheder der havde udspillet sig. Ypperstepræsten Elis to onde sønner, Hofni og Pinehas, var gået ud af Silo med pagtens ark. Denne hellige kiste, der sædvanligvis stod i Det Allerhelligste i teltboligen, var et symbol på at Gud var med sit folk. Folket tog så pagtens ark med ud på slagmarken i den tåbelige tro at den var som en slags talisman der ville give dem sejr. Men filistrene erobrede arken og dræbte Hofni og Pinehas. — 1 Sam. 4:3-11.

³ Pagtens ark havde i århundreder stået i teltboligen i Silo. Nu var den væk. Da den 98-årige Eli hørte dette, faldt han baglæns ned af sin stol og døde. Hans gravide svigerdatter, der var blevet enke samme dag, døde da hun fødte. Før hun udåndede, sagde hun: „Herligheden er gået i landflygtighed fra Israel.“ Silo ville aldrig blive den samme by igen. — 1 Sam. 4:12-22.

4. Hvad vil vi komme ind på i dette kapitel?

⁴ Hvordan ville Samuel tage disse store skuffelser? Ville hans tro kunne klare den udfordring det var at hjælpe et folk som havde mistet Jehovas beskyttelse og gunst? I dag bliver vi alle sammen undertiden udsat for problemer og skuffelser der kan sætte vores tro på prøve, så lad os se hvad vi mere kan lære af Samuel.

Han „øvede retfærdighed“

5, 6. Hvad fokuserer Bibelens beretning på i de 20 år Samuel ikke nævnes, og hvad var Samuel uden tvivl optaget af i den periode?

⁵ Beretningen drejer nu opmærksomheden bort fra Samuel og hen på pagtens ark. Den fortæller hvordan filistrene fik problemer fordi de havde taget arken, og at de var nødsaget til at levere den tilbage. Den næste gang Samuel omtales, er der gået 20 år. (1 Sam. 7:2) Hvad havde han været optaget af i alle disse år?

⁶ I Bibelen siges der: „Samuel var dommer for Israel alle sine levedage,“ altså også i tiden før den 20-årige periode. Ud fra Bibelens beretning kan man se at Samuel efter denne periode rejste rundt hvert år til tre byer i Israel for at behandle uoverensstemmelser og besvare spørgsmål. Derefter vendte han tilbage til sin hjemby Rama. (1 Sam. 7:15-17) Vi ser således et mønster som fortæller os at Samuel altid var travlt optaget. I løbet af de omtalte 20 år havde han uden tvivl også haft meget at gøre.

7, 8. (a) Hvilket budskab fremsatte Samuel til folket efter to årtiers slid med at hjælpe dem åndeligt? (b) Hvordan reagerede folket på Samuels forsikring?

⁷ Elis sønners umoralske og fordærvede adfærd havde undergravet troen hos folket, og det lader til at mange forfaldt til afgudsdyrkelse. Efter to årtiers slid med at hjælpe israelitterne åndeligt fremsatte Samuel ikke desto mindre dette budskab til folket: „Hvis det er med hele jeres hjerte at I vender om til Jehova, så fjern de fremmede guder fra jeres midte, også astarterne, og tag i jeres hjerte et fast standpunkt for Jehova og tjen ham alene, så vil han udfri jer af filistrenes hånd.“ — 1 Sam. 7:3.

⁸ „Filistrenes hånd“ havde ligget tungt på folket. Nu da Israels hær var blevet grundigt besejret, følte filistrene at de helt ustraffet kunne undertrykke Guds folk. Men Samuel forsikrede israelitterne om at situationen ville forandre sig hvis blot de vendte om til Jehova. Var de villige til det? Til Samuels store glæde fjernede de deres gudebilleder og tjente udelukkende Jehova. Samuel gav besked om at folket skulle samles i Mizpa, en by i bjerglandet nord for Jerusalem. Folket forsamledes, fastede og angrede deres afgudsdyrkelse. — Læs 1 Samuel 7:4-6.

9. Hvilken mulighed øjnede filistrene, og hvordan reagerede Guds folk på denne trussel?

⁹ Da filistrene fik nys om at israelitterne var forsamlet, øjnede de imidlertid en mulighed for at knuse disse tilbedere af Jehova og sendte derfor deres hær til Mizpa. Israelitterne opdagede at filistrene var på vej. De var rædselsslagne og anmodede Samuel om at bede til Jehova om hjælp. Det gjorde Samuel, og han bragte også et offer. Under denne hellige ceremoni ankom filistrenes hær til Mizpa. Jehova besvarede da Samuels bøn. Han lod et brøl af harme lyde. Bibelen fortæller at ’Jehova på den dag tordnede med høj røst mod filistrene’. — 1 Sam. 7:7-10.

10, 11. (a) Hvorfor må den ’høje røst’ Jehova tordnede med mod filistrene, have været meget anderledes end det de var vant til at høre? (b) Hvordan endte denne kamp i Mizpa?

¹⁰ Kan vi forestille os at filistrene var ligesom små børn der frygtsomt gemmer sig bag deres mor hver gang de hører et tordenskrald? Nej, de var garvede, kampvante soldater. Alligevel blev filistrene rystet i deres inderste. Denne torden må altså have været meget anderledes end det de var vant til at høre. Var det selve lydstyrken af den ’høje røst’? Kom lyden fra en klar himmel? Blev den kastet tilbage fra bjergsiderne så den skabte forvirring? Hvordan det end forholdt sig, gik filistrene i lutter forvirring hurtigt fra at være tyranner til at blive et let bytte. Israels mænd rykkede ud fra Mizpa, besejrede dem og forfulgte dem flere kilometer, til et sted sydvest for Jerusalem. — 1 Sam. 7:11.

¹¹ Denne kamp var et vendepunkt. I resten af Samuels tid som dommer var filistrene på stadigt tilbagetog. By efter by kom tilbage på Guds folks hænder. — 1 Sam. 7:13, 14.

12. Hvad betyder det at Samuel „øvede retfærdighed“, og hvilke af hans egenskaber hjalp ham til at blive ved med at gøre det?

¹² Mange århundreder senere nævnte apostelen Paulus Samuel blandt de trofaste dommere og profeter som „øvede retfærdighed“. (Hebr. 11:32, 33) Samuel var afgjort med til at fremme det der var godt og ret i Guds øjne. Det der hjalp ham til at blive ved med at øve retfærdighed, var at han tålmodigt ventede på Jehova og trofast udførte sin opgave trods skuffelser. Han viste også taknemmelighed. Efter sejren i Mizpa rejste han en sten til minde om den måde Jehova havde hjulpet sit folk på. — 1 Sam. 7:12.

13. (a) Hvilke egenskaber må vi have for at kunne efterligne Samuel? (b) Hvornår mener du at det er bedst at begynde at opøve de egenskaber som Samuel havde?

¹³ Ønsker du også at ’øve retfærdighed’? I så fald kan du lære meget af Samuels tålmodighed og hans beskedne, taknemmelige indstilling. (Læs 1 Peter 5:6). Hvem af os har ikke brug for at opøve disse egenskaber? Det var godt at Samuel tilegnede sig og udviste sådanne egenskaber i en relativt ung alder, for han kom ud for større skuffelser i sin alderdom.

„Dine sønner vandrer ikke i dit spor“

14, 15. (a) Hvilken stor skuffelse oplevede Samuel da han „var blevet gammel“? (b) Var Samuel en efterladende far ligesom Eli havde været det? Forklar.

¹⁴ Næste gang vi møder Samuel, er han „blevet gammel“. På det tidspunkt har han to voksne sønner, Joel og Abija, og han giver dem nu det ansvar at hjælpe ham med at dømme folket. Sørgeligt nok viste de sig ikke værdige til Samuels tillid. Samuel var ærlig og retfærdig, men hans sønner brugte deres stilling til selviske formål, idet de bøjede retten og tog imod bestikkelse. — 1 Sam. 8:1-3.

¹⁵ En dag gik Israels ældste hen til den aldrende profet for at beklage sig. „Dine sønner vandrer ikke i dit spor,“ sagde de. (1 Sam. 8:4, 5) Havde Samuel været opmærksom på problemet? Det oplyser beretningen ikke. Men i modsætning til Eli var Samuel ikke en efterladende far. Jehova havde irettesat og straffet Eli fordi han ikke havde grebet ind over for sine sønners ondskab, og fordi han havde æret sine sønner mere end han havde æret Gud. (1 Sam. 2:27-29) Jehova havde aldrig fundet Samuel skyldig i noget sådant.

16. Hvilke følelser oplever forældre når deres barn gør oprør, og hvordan kan forældre finde et vist mål af trøst og hjælp i Samuels eksempel?

¹⁶ Beretningen fortæller ikke noget om den skam, bekymring eller skuffelse Samuel sikkert har følt da han hørte om sine sønners onde adfærd. Mange forældre kan dog sagtens sætte sig ind i hvordan han må have haft det. I disse dystre tider er det i hele verden et problem at børn og unge gør oprør mod deres forældres myndighed og den opdragelse de giver dem. (Læs 2 Timoteus 3:1-5). Forældre i en sådan smertefuld situation kan måske finde et vist mål af trøst og hjælp i Samuels eksempel. Hans sønners troløshed fik ham ikke på nogen måde til at ændre sin egen adfærd. Det er vigtigt for forældre at huske at selvom deres ord og opdragelse måske ikke når ind til børnenes hjerte, kan det være at deres eksempel gør det. Og forældre har altid selv mulighed for at glæde deres Far, Jehova Gud, sådan som Samuel gjorde.

’Indsæt en konge over os’

17. Hvad forlangte Israels ældste af Samuel, og hvordan reagerede han?

¹⁷ Samuels sønner har nok slet ikke forestillet sig hvilke store konsekvenser deres begærlighed og selviskhed ville få. Israels ældste sagde videre til Samuel: „Indsæt nu en konge over os til at dømme os, sådan som alle nationerne har.“ Opfattede Samuel deres anmodning som en kritik rettet mod ham? Han havde jo trods alt i årtier været dommer over folket på Jehovas vegne. Nu ville de have en konge som dommer over sig, ikke kun en profet som Samuel. De omliggende nationer havde konger, og israelitterne ville også have en! Hvordan reagerede Samuel? Vi læser at „forslaget var dårligt“ i hans øjne. — 1 Sam. 8:5, 6.

18. Hvordan trøstede Jehova Samuel samtidig med at han gjorde opmærksom på alvoren af Israels synd?

¹⁸ Læg mærke til hvad Jehova sagde da Samuel lagde sagen frem for ham i bøn: „Adlyd folkets røst i alt hvad de siger til dig, for det er ikke dig de har vraget, men mig de har vraget som konge over sig.“ Hvor trøstende for Samuel, men sikke en hån mod den Almægtige Gud! Jehova sagde til sin profet at han skulle advare israelitterne om at de ville komme til at betale en høj pris for at få en konge. Da Samuel gjorde det, sagde de: „Det er lige meget; der skal være en konge over os.“ Samuel, som altid adlød sin Gud, salvede da den konge Jehova havde udvalgt. — 1 Sam. 8:7-19.

19, 20. (a) Hvordan adlød Samuel Jehovas påbud om at salve Saul til konge over Israel? (b) Hvordan fortsatte Samuel med at hjælpe Jehovas folk?

¹⁹ Men hvordan adlød Samuel? På en tvær og uengageret måde? Lod han skuffelse forgifte sit hjerte så han blev bitter? Mange ville nok reagere sådan i en lignende situation, men det gjorde Samuel ikke. Han salvede Saul og anerkendte derved at han var den Jehova havde valgt. Han kyssede Saul, hvilket viste at han bød ham velkommen som konge og underordnede sig ham. Og så sagde han til folket: „Har I set ham som Jehova har udvalgt, at der er ingen som han i hele folket.“ — 1 Sam. 10:1, 24.

²⁰ Samuel fokuserede på de gode sider af den mand Jehova havde udvalgt, og ikke på de dårlige. Hvad angik ham selv, koncentrerede han sig om at forblive loyal over for Gud frem for at tækkes et lunefuldt folk. (1 Sam. 12:1-4) Han udførte også trofast sin opgave med at rådgive Guds folk om de åndelige farer de mødte, og tilskynde dem til at forblive loyale over for Jehova. Hans vejledning nåede deres hjerte, og de anmodede Samuel om at bede for dem. Han gav dem dette hjertevarmende svar: „Det kunne . . . aldrig falde mig ind at synde mod Jehova ved at holde op med at bede for jer, og jeg vil lære jer den gode og rette vej.“ — 1 Sam. 12:21-24.

21. Hvordan kan Samuels eksempel være til opmuntring hvis man føler sig skuffet over at en anden har fået en opgave eller forret man selv ønskede sig?

²¹ Har du nogen sinde følt dig skuffet over at en anden fik en bestemt opgave eller forret som du selv ønskede dig? Samuels eksempel er en magtfuld påmindelse om at vi aldrig må lade misundelse eller bitterhed slå rod i vores hjerte. (Læs Ordsprogene 14:30). Gud har rigeligt med meningsfyldt og tilfredsstillende arbejde til alle sine trofaste tjenere.

„Hvor længe vil du sørge over Saul?“

22. Hvorfor var det klogt af Samuel at se det gode i Saul til at begynde med?

²² Det var klogt af Samuel at se det gode i Saul; han var virkelig en usædvanlig mand. Ud over at han var høj og imponerende at se på, var han modig og opfindsom og til at begynde med også beskeden. (1 Sam. 10:22, 23, 27) Han havde også en anden gave — en fri vilje. Han kunne leve sit liv som han ville, og træffe sine egne afgørelser. (5 Mos. 30:19) Gjorde han god brug af denne gave?

23. Hvilken værdifuld egenskab mistede Saul først, og hvordan kom hans voksende arrogance til udtryk?

²³ Når et menneske soler sig i sin nyligt erhvervede magt, er beskedenhed ofte den første egenskab der går fløjten. Inden længe begyndte Saul at blive hovmodig. Han adlød ikke de befalinger fra Jehova som Samuel overbragte ham. Engang blev Saul utålmodig og bragte et offer som Samuel havde i sinde at bringe. Samuel måtte give ham en skarp irettesættelse, og han forudsagde at kongedømmet ikke ville forblive i Sauls slægt. I stedet for at tage ved lære af irettesættelsen begik Saul endnu værre synder i ulydighed mod Gud. — 1 Sam. 13:8, 9, 13, 14.

24. (a) Hvordan undlod Saul at adlyde Jehova i forbindelse med krigen mod amalekitterne? (b) Hvordan reagerede Saul da Samuel gik i rette med ham, og hvad besluttede Jehova at gøre?

²⁴ Gennem Samuel sagde Jehova til Saul at han skulle føre krig mod amalekitterne og sørge for at deres onde konge, Agag, blev dræbt. Men Saul skånede Agag og det bedste af byttet, som ellers skulle have været udslettet. Da Samuel gik i rette med ham, var det tydeligt at se hvor meget Saul havde forandret sig. Frem for ydmygt at tage imod tilrettevisningen prøvede han at bortforklare sin synd, at komme med undskyldninger, at retfærdiggøre sig, at gå uden om emnet og at give folket skylden for det han havde gjort. Da Saul forsøgte at bagatellisere tilrettevisningen ved at hævde at byttet skulle bringes som offer til Jehova, udtalte Samuel de berømte ord: „Se, at adlyde er bedre end slagtoffer.“ Samuel gav da modigt Saul en skarp irettesættelse og meddelte hvad Jehova havde besluttet: Kongedømmet ville blive taget fra Saul og givet til en der var bedre end ham.a — 1 Sam. 15:1-33.

25, 26. (a) Hvorfor sørgede Samuel over Saul, og hvilken mild vejledning gav Jehova sin profet? (b) Hvad blev Samuel gjort opmærksom på da han var hos Isaj?

²⁵ Samuel var dybt skuffet over Saul. Han havde råbt til Jehova en hel nat om sagen. Han sørgede endda over Saul. Samuel havde set et stort potentiale i Saul, at der var meget godt i ham, og nu var disse forhåbninger blevet knust. Den mand han engang kendte, havde forandret sig — han havde ikke bevaret sine gode egenskaber og havde vendt sig mod Jehova. Samuel nægtede at se Saul igen. Men på et tidspunkt gav Jehova Samuel denne milde vejledning: „Hvor længe vil du sørge over Saul, når jeg har forkastet ham som konge over Israel? Fyld dit horn med olie og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Isaj, for jeg har udset mig en konge blandt hans sønner.“ — 1 Sam. 15:34, 35; 16:1.

²⁶ Jehovas hensigt afhænger ikke af ufuldkomne menneskers vaklende loyalitet. Hvis en viser sig troløs, vil Jehova finde en anden som kan gøre hans vilje. Så den aldrende Samuel holdt op med at sørge over Saul. På Jehovas anvisning tog Samuel hen til Isajs hus i Betlehem, hvor han mødte de fleste af Isajs flotte sønner. Men allerede da Samuel så den første af sønnerne, mindede Jehova Samuel om at han ikke skulle se på det ydre. (Læs 1 Samuel 16:7). Til sidst mødte Samuel den yngste søn, David, som viste sig at være den Jehova havde valgt.

27. (a) Hvad fik Samuels tro til at blive stærkere og stærkere? (b) Hvordan betragter du Samuels eksempel?

²⁷ I sine sidste leveår forstod Samuel endnu tydeligere Jehovas beslutning om at erstatte Saul med David. Saul forfaldt til morderisk jalousi og frafald. David, derimod, udviste nogle smukke egenskaber — mod, uangribelighed, tro og loyalitet. Ved afslutningen af Samuels liv blev hans tro stærkere og stærkere. Han forstod at ingen skuffelser er for store til at Jehova kan råde bod på dem eller vende dem til noget positivt. Til sidst døde Samuel efter et begivenhedsrigt liv der strakte sig over næsten hundrede år. Man kan godt forstå at hele Israel sørgede over tabet af denne trofaste mand. Den dag i dag bør de der tjener Jehova, spørge sig selv: ’Efterligner jeg Samuels tro?’