2. Hvad vidner om at „den store skøge“ (a) ikke er det gamle Rom? (b) ikke er højfinansen? (c) er en religiøs ordning?

² „Den store skøge“! Hvilken chokerende benævnelse! Hvem er hun? Nogle har sidestillet denne symbolske skøge med fortidens Rom. Men Rom var en politisk magt, og denne skøge begår utugt med jordens konger, hvilket tydeligvis indbefatter de romerske herskere. Desuden siges der at „jordens konger“ efter hendes tilintetgørelse sørger over hendes bortgang. Hun kan derfor ikke være en politisk magt. (Åbenbaringen 18:9, 10) Eftersom jordens købmænd også sørger over hende, kan hun heller ikke være et billede på højfinansen. (Åbenbaringen 18:15, 16) Vi læser imidlertid at ’ved hendes udøvelse af spiritisme blev alle nationerne vildledt’. (Åbenbaringen 18:23) Heraf fremgår det at den store skøge må være en verdensomspændende religiøs ordning.

3. (a) Hvorfor må den store skøge symbolisere mere end den romersk-katolske kirke, ja endog mere end hele kristenheden? (b) Hvilke babyloniske læresætninger kan genfindes i de fleste orientalske religioner såvel som inden for kristenhedens trosretninger? (c) Hvad erkendte den romersk-katolske kardinal John Henry Newman angående oprindelsen til mange af kristenhedens lærepunkter, ceremonier og skikke? (Se fodnoten.)

³ Hvilken religiøs ordning? Er det den romersk-katolske kirke, som nogle har hævdet? Eller er det hele kristenheden? Nej, skøgen må være endnu større end disse hvis hun skal kunne vildlede alle nationerne. Hun udgøres i virkeligheden af hele den falske religions verdensimperium. At hun har sin oprindelse i de babyloniske mysterier fremgår af at mange babyloniske lærdomme og skikke genfindes i religioner rundt om på hele jorden. For eksempel forekommer troen på menneskesjælens iboende udødelighed, på et helvede med pine og på en treenighed af guder, i de fleste orientalske religioner såvel som i kristenhedens forskellige trosretninger. Den falske religion der blev udklækket for over 4000 år siden i oldtidsbyen Babylon, har udviklet sig til et uhyrligt misfoster der meget passende kaldes Babylon den Store.a Men hvorfor beskrives det med det frastødende udtryk „den store skøge“?

4. (a) På hvilke måder begik fortidens Israel utugt? (b) På hvilken fremtrædende måde har Babylon den Store begået utugt?

⁴ Babylon (eller Babel, der betyder „forvirring“) havde sin storhedstid under kong Nebukadnezar. Det var en religiøs-politisk stat med over tusind templer og kapeller. Dets præsteskab havde stor magt. Skønt Babylon for længst er ophørt med at eksistere som et verdensrige, findes det religiøse store Babylon stadig, og i lighed med sit forbillede i oldtiden, søger det stadig at øve indflydelse i politiske anliggender. Men godkender Gud at religion tager del i politik? I De Hebraiske Skrifter blev Israel anklaget for at bedrive utugt når det gav sig af med falsk tilbedelse eller når det, i stedet for at stole på Jehova, indgik alliancer med de fremmede nationer. (Jeremias 3:6, 8, 9; Ezekiel 16:28-30) Babylon den Store bedriver også utugt. Det har gjort alt hvad det har fundet formålstjenligt for at skaffe sig indflydelse og magt over jordens konger og herskere. — 1 Timoteus 4:1.

5. (a) Hvilket rampelys nyder de gejstlige at befinde sig i? (b) Hvorfor er et ønske om anseelse i verden i direkte modstrid med Jesu Kristi ord?

⁵ I dag søger religiøse ledere ofte at opnå høje politiske embeder, og i nogle lande sidder de i de lovgivende forsamlinger eller har endda ministerposter. I 1988 lod to protestantiske gejstlige sig opstille som præsidentkandidater i De Forenede Stater. Babylon den Stores ledere elsker rampelyset; der bringes ofte billeder af dem i pressen, hvor man ser dem omgås fremtrædende politikere. I modsætning til dette undgik Jesus at engagere sig i politik, og han sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ — Johannes 6:15; 17:16; Mattæus 4:8-10; se også Jakob 4:4.

Nutidigt skøgevæsen

6, 7. (a) Hvordan kom Hitlers naziparti til magten i Tyskland? (b) Hvordan kom det konkordat som Vatikanet sluttede med Nazityskland, til at hjælpe Hitler i hans stræben efter verdensherredømmet?

⁶ Ved at blande sig i politik har den store skøge voldt menneskeheden usigelige lidelser. Tag for eksempel omstændighederne omkring Hitlers vej til magten i Tyskland — uhyggelige kendsgerninger som nogle helst så slettet af historiebøgerne. I maj 1924 havde nazipartiet 32 pladser i den tyske rigsdag. I maj 1928 var partiets repræsentation svundet ind til 12 pladser. Men så skyllede den store depression hen over verden i 1930; i kølvandet på dette fik nazisterne et bemærkelsesværdigt gennembrud, og ved valget i juli 1932 besatte de 230 af rigsdagens 608 pladser. Snart efter kom tidligere rigskansler Franz von Papen, en pavelig ridder, nazisterne til hjælp. Ifølge historikerne havde von Papen visioner om et nyt Helligt Romersk Rige. Hans egen korte embedstid som rigskansler havde været en fiasko, og nu håbede han at vinde magt gennem nazisterne. I januar 1933 havde han sikret industrimagnaternes støtte til Hitler, og gennem et net af intriger lykkedes det ham at få Hitler udnævnt til rigskansler den 30. januar 1933. Han blev selv udnævnt til vicekansler og blev brugt af Hitler til at vinde støtte i de katolske områder af Tyskland. Inden for to måneder efter sin magtovertagelse opløste Hitler rigsdagen, sendte tusinder af oppositionsledere i koncentrationslejre og indledte en åbenlys undertrykkelse af jøderne.

⁷ Den 20. juli 1933 røbede Vatikanet sin interesse for nazismens voksende magt ved at lade kardinal Pacelli (den senere pave Pius XII) i Rom underskrive et konkordat mellem Vatikanet og Nazityskland. Von Papen underskrev dokumentet på Hitlers vegne, og Pacelli tildelte ved denne lejlighed von Papen en høj pavelig udmærkelse, Piusordenens storkors.b Tibor Koeves omtaler dette i sin bog Satan in Top Hat, og siger: „Konkordatet var en stor sejr for Hitler. Det gav ham den første moralske støtte fra omverdenen, og dét fra højeste sted.“ Konkordatet krævede at Vatikanet skulle trække sin støtte tilbage fra det katolske centrumparti i Tyskland og således sanktionere Hitlers totalitære etpartistat.c Og artikel 14 i konkordatet lød: „Udnævnelse af Ærkebiskopper, Biskopper og deslige vil kun ske, efter at den af das Reich indsatte Ledelse tilbørligt har forvisset sig om, at der ikke er Tvivl om den almindelige politiske Indstilling.“ Ved udgangen af 1933 (der af pave Pius XI var blevet udråbt til et „helligt år“) var Vatikanets støtte en væsentlig faktor i Hitlers stræben efter verdensherredømmet.

8, 9. (a) Hvordan reagerede Vatikanet såvel som Tysklands katolske kirke og dens præster på det nazistiske tyranni? (b) Hvilken erklæring udsendte de katolske biskopper i Tyskland ved begyndelsen af den anden verdenskrig? (c) Hvad har religionens forhold til den politiske verden medført?

⁸ Skønt en lille håndfuld præster og nonner protesterede mod Hitlers grusomheder — og kom til at lide for det — støttede Vatikanet såvel som Tysklands katolske kirke og dens hær af gejstlige enten aktivt eller stiltiende det nazistiske tyranni, som de anså for at være et bolværk mod verdenskommunismens fremtrængen. Siddende lunt og trygt i Vatikanet lod pave Pius XII jødeudryddelserne og den grusomme forfølgelse af Jehovas Vidner og andre finde sted uden at gøre indsigelse. Det virker ironisk at pave Johannes Paul II under et besøg i Tyskland i maj 1987 saligkårede en enkelt katolsk præst som gik imod nazismen. Hvad foretog de andre tusinder af tyske katolske præster sig under Hitlers rædselsregimente? Et hyrdebrev som blev udsendt af de katolske biskopper i Tyskland i september 1939, ved den anden verdenskrigs udbrud, siger noget om dette. Det lyder i uddrag: „I denne afgørende time tilskynder vi vore katolske soldater til at gøre deres pligt i lydighed mod Føreren og at være rede til at ofre hele deres jeg. Vi appellerer til de troende om at forene sig i inderlig bøn om at det guddommelige forsyn må lede denne krig til et velsignet og vellykket resultat.“

⁹ Dette katolske diplomati er et typisk eksempel på det skøgevæsen religionen har bedrevet i mere end 4000 år i sin bejlen til den politiske stat for at opnå fordele og magt. Religionens forhold til den politiske verden har fostret krig, forfølgelse og menneskelig elendighed i stor målestok. Hvor kan menneskeheden være lykkelig for at Jehovas dom over den store skøge er nær! Måtte den snart blive eksekveret!

[Ramme på side 237]

Skøgevæsen afsløret af Churchill

I sin bog Uvejret trækker op (1948) fortæller Winston Churchill at Hitler udnævnte Franz von Papen til tysk ambassadør i Wien med den udtrykkelige opgave at „underminere eller vinde de ledende Personligheder i østrigsk Politik“. Churchill citerer den amerikanske gesandt i Wien for at sige om von Papen: „Paa den frækkeste og mest kyniske Maade ... erklærede Papen ... at ... det var hans Hensigt at udnytte sit Renommé som god Katolik til at vinde Indflydelse hos Østrigere som Kardinal Innitzer.“

Efter at Østrig havde kapituleret og Hitlers stormtropper var marcheret ind i Wien, gav den katolske kardinal Innitzer ordre til at alle østrigske kirker skulle flage med hagekorsflaget, ringe med klokkerne og bede for Adolf Hitler i anledning af hans fødselsdag.

[Ramme/​Illustration på side 238]

’KRIGSBØN’ FOR DAS REICH

Under denne overskrift bragtes følgende artikel i førsteudgaven af The New York Times for 7. december 1941:

„Katolske biskopper i Fulda beder om velsignelse og sejr ... Den tyske katolske bispekonference, forsamlet i Fulda, har anbefalet at der indføres en særlig ’krigsbøn’ som skal læses ved begyndelsen og afslutningen af alle gudstjenester. I bønnen anmodes Forsynet om at velsigne tyske våben med sejr og beskytte soldaternes liv og helbred. Biskopperne instruerede endvidere de katolske gejstlige om at holde en særlig søndagsprædiken mindst en gang om måneden hvori de mindedes de tyske soldater ’til lands, til vands og i luften’.“

I avisens senere udgaver var artiklen trukket tilbage. Den 7. december 1941 var den dag da Tysklands allierede, Japan, angreb den amerikanske flåde i Pearl Harbor.