Mens både profeter og engle i fortiden havde tilladt at mennesker bøjede sig ærbødigt for dem, hindrede Peter Kornelius i at kaste sig ned for ham, og engelen (eller englene) i Johannes’ syn afholdt to gange Johannes fra at gøre det samme, idet engelen omtalte sig selv som ’en medtræl’ og sluttede med formaningen: „Tilbed Gud [tōi theōiʹ proskyʹnēson].“ (Apg 10:25, 26; Åb 19:10; 22:8, 9) Med Kristi komme var der åbenbart opstået en ny situation som berørte forholdet mellem Guds tjenere. Jesus lærte sine disciple: „Én er jeres lærer, og I er alle brødre . . . én er jeres Fører, Messias.“ (Mt 23:8-12) De profetiske forbilleder havde fået deres opfyldelse i Kristus, for, som engelen sagde til Johannes: „Det at vidne om Jesus er jo ånden i profetien.“ (Åb 19:10) Jesus var Davids Herre, den der var større end Salomon, den profet der var større end Moses. (Lu 20:41-43; Mt 12:42; Apg 3:19-24) Den ærbødighed man viste disse mennesker i fortiden ved at bøje sig for dem, forudskildrede den ærbødighed der tilkom Kristus. Peter gjorde derfor rigtigt i at forhindre Kornelius i at vise ham for stor ærbødighed.

På samme måde befandt Johannes, der som en salvet kristen var blevet erklæret retfærdig af Gud og var blevet kaldet til at være en himmelsk søn af Gud og medlem af Guds rige, sig i et andet forhold til engelen i Åbenbaringen end det forhold som israelitterne havde befundet sig i til de engle der havde åbenbaret sig for dem. Engelen anerkendte åbenbart denne forandring da han hindrede Johannes i at vise ham ærbødighed. — Jf. 1Kor 6:3; se ERKLÆRE RETFÆRDIG.

Når nogle af Jehovas tjenere i De Hebraiske Skrifter bøjede sig eller kastede sig ned for engle, gjorde de det derfor kun for at vise at de anerkendte dem som Guds sendebud, og ikke for at vise dem ærbødighed som guder. — Jos 5:13-15; 1Mo 18:1-3.