Da Jesus var her på jorden, kom folk og kastede sig ned foran ham for at rette en anmodning til ham og vise ham ærbødighed, og han irettesatte dem ikke. (Lu 5:12; Joh 9:38) Det var fordi han var den udnævnte konge, den designerede konge; som han selv sagde: „Guds kongelige majestæt er kommet nær“ (ED); „Guds rige er kommet nær.“ (NV, Mr 1:15) Jesus var arving til Davids trone, og derfor kunne man med rette vise ham ærbødighed som konge. — Mt 21:9; Joh 12:13-15.

I forbindelse med den ærbødighed man viste Jesus, bruges ofte det græske udsagnsord proskyneʹō, hvis grundbetydning er „at bringe hyldest“ eller „at bøje sig ærbødigt for“, men som også oversættes med „at tilbede“. (Mt 2:11; Lu 4:8) Jesus tog ikke imod nogen tilbedelse, for den tilkommer Gud alene (Mt 4:10), men når nogen bøjede sig for ham, tillod han det som en anerkendelse af den myndighed der var givet ham af Gud. Den engel som Jesus Kristus sendte til Johannes med Åbenbaringen, gav udtryk for det princip at menneskers tilbedelse kun tilkommer Gud, og derfor ville engelen ikke tage imod nogen tilbedelse fra Johannes. — Åb 19:10; se TILBEDELSE; ÆRBØDIGHED.