Augustins arvtagere

Debatten om forudbestemmelsen og den frie vilje blussede med jævne mellemrum op i middelalderen, og under reformationen blev sagen tilspidset. Luther mente at den enkeltes forudbestemmelse beroede på Guds frie valg, dog uden at Gud forudså de udvalgtes fremtidige fortjeneste eller gode gerninger. Calvin drog en mere drastisk slutning med sin lære om dobbelt forudbestemmelse: Nogle er forudbestemt til evig frelse, andre til evig fortabelse. Men også Calvin anså Guds valg for at være vilkårligt, noget der unddrager sig vor fatteevne.

Heller ikke i de protestantiske kirker var striden tilnærmelsesvis afsluttet. Blandt andet troede arminianerne (tilhængerne af Jacob Arminius) at den enkelte selv kunne gøre noget for at blive frelst. Men den protestantiske synode i Dordrecht (1618-19) vedtog at holde sig nøje til Calvins ortodokse lære, og bilagde dermed striden for en tid. Ifølge bogen L’Aventure de la Réforme — Le monde de Jean Calvin (Reformationens vovestykke — Johannes Calvins verden) betød diskussionen om prædestinationen og den frie vilje, at man i Tyskland længe „uden held søgte at forlige parterne, og teologer blev skældt ud, fængslet eller landsforvist“.