-
Jehova — den der gør undereVagttårnet – 1992 | 15. december
-
-
Jehova — den der gør undere
„Du er stor og gør undere; du er Gud, du alene.“ — SALME 86:10
1, 2. (a) Hvordan har menneskers opfindelser forandret verden? (b) Hvor kan vi finde et håb om bedre tider?
MENNESKER kan prale af at de har opfundet forunderlige ting — elektrisk udstyr, telekommunikation, video, biler, jetfly og computerteknologi. Alt dette har gjort verden meget mindre. Men hvilken verden! I stedet for at opleve fred, fremgang og almindelig velstand bliver menneskeheden plaget af uhyggelige krige, kriminalitet, terrorisme, forurening, sygdom og fattigdom. Og de kernevåben der findes spredt rundt om i verden kan stadig udslette menneskeheden, selv om man har skåret ned på antallet af sprænghoveder. Dødens købmænd, de der fremstiller og handler med våben, fortsætter med at drive verdens største forretningsforetagende. De rige bliver rigere og de fattige fattigere. Findes der en løsning på dette uretfærdige forhold?
2 Ja! Der findes en som garanterer udfrielse, „en der står over den højtstående“, Jehova Gud. (Prædikeren 5:8) Han inspirerede nedskrivningen af Salmernes Bog, der indeholder megen trøst og god vejledning i trængselstider, deriblandt Salme 86, som har denne enkle overskrift: „En bøn af David.“ Denne bøn kan man gøre til sin egen.
Nødstedt men loyal
3. Hvordan er David et opmuntrende eksempel for os i dag?
3 David skrev denne salme mens han var i nød. Vi der lever i „de sidste dage“ for Satans ordning og oplever „kritiske tider som er vanskelige at klare“, udsættes for lignende problemer. (2 Timoteus 3:1; se også Mattæus 24:9-13.) David var ligesom vi bekymret og deprimeret over de problemer han oplevede. Men han lod aldrig sådanne prøvelser svække sin loyale tillid til Skaberen. Han bad: „Bøj, Jehova, dit øre. Svar mig, for jeg er nødstedt og fattig. Vogt min sjæl, for jeg er loyal. Frels, du min Gud, din tjener som stoler på dig.“ — Salme 86:1, 2.
4. Hvordan bør vi vise vor tillid til Jehova?
4 Vi kan have den samme tillid som David til at Jehova, „al trøsts Gud“, vil vende øret til denne jord og lytte til vore ydmyge bønner. (2 Korinther 1:3, 4) Når vi stoler ubetinget på Gud, følger vi Davids råd: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ — Salme 55:22.
Et nært forhold til Jehova
5. (a) Hvordan har nogle nøjagtige oversættelser rettet de fejl jødiske skriftlærde begik? (b) Hvordan ophøjer Salme 85 og 86 Jehovas navn? (Se fodnoten.)
5 I Salme 86 bruger David Guds navn elleve gange. Den er en inderlig bøn der viser noget om Davids nære forhold til Jehova. Senere fandt de jødiske skriftlærde, navnlig soferim, denne fortrolige anvendelse af Guds navn usmagelig. Det var dem der fostrede en overtroisk frygt for at misbruge navnet. De ignorerede at mennesket er skabt i Guds billede, og veg derfor tilbage for at tilskrive Gud nogle egenskaber som også mennesker har. Syv af de elleve steder hvor Guds navn forekommer i den hebraiske tekst i denne salme, erstattede de navnet JHWH (Jehova) med titlen ’Adhonajʹ (Herre). Vi kan være taknemmelige for at Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter, samt flere andre omhyggelige oversættelser, har genindsat Guds navn på dets rette plads i Guds ord. På den måde bliver vort forhold til Jehova understreget på rette måde.a
6. På hvilke måder kan vi vise at Jehovas navn er dyrebart for os?
6 Davids bøn fortsætter: „Vis mig din gunst, Jehova, for på dig kalder jeg dagen lang. Få din tjeners sjæl til at fryde sig, for til dig, Jehova, løfter jeg min sjæl.“ (Salme 86:3, 4) Læg mærke til at David kaldte på Jehova „dagen lang“. Faktisk bad han ofte om natten, for eksempel mens han var flygtning i ørkenen. (Salme 63:6, 7) Når nogle Jehovas vidner i dag har været udsat for voldtægtsforsøg eller andre forbrydelser, har de også råbt højt på Jehova. Nogle gange er de blevet overraskede over det positive resultat det har medført.b Jehovas navn er noget dyrebart for os, ligesom det var for „Jesus Kristus, Davids søn“ da han var på jorden. Jesus lærte sine disciple at bede om at Jehovas navn måtte helliges og forklarede dem hvad navnet står for. — Mattæus 1:1; 6:9; Johannes 17:6, 25, 26.
7. Hvilke eksempler har vi på at Jehova løfter sine tjeneres sjæl, og hvordan bør vi reagere på dette?
7 David løftede sin sjæl, hele sin person, til Jehova, og han opfordrer os til at gøre det samme, idet han i Salme 37:5 siger: „Vælt din vej over på Jehova, ja, stol på ham, og han vil gribe ind.“ Vor bøn om at Jehova vil lade vores sjæl fryde sig vil altså ikke forblive ubesvaret. Mange af de tjenere for Jehova der bevarer deres uangribelighed finder fortsat stor glæde i tjenesten for ham til trods for vanskeligheder, forfølgelse og sygdom. Vore brødre i krigshærgede områder i Afrika, såsom Angola, Liberia, Moçambique og Zaire, sætter fortsat tjenesten for Jehova først i deres liv.c Han har virkelig givet dem grund til glæde over en rigelig åndelig høst. Vi må ligesom de være udholdende. (Romerne 5:3-5) Og mens vi holder ud får vi denne forsikring: „Synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden. . . . Det vil ikke være forsinket.“ (Habakkuk 2:3) Måtte vi ligeledes fortrøstningsfuldt og i fuld tillid til Jehova ’ile af sted mod enden’.
Jehovas godhed
8. Hvilket nært forhold må vi have til Jehova, og hvordan har han vist os sin godhed?
8 David fremsætter endvidere denne inderlige bøn: „Du, Jehova, er god og rede til at tilgive; og din loyale hengivenhed er stor mod alle der kalder på dig. Lyt, Jehova, til min bøn; og giv agt på min højlydte tryglen. På min trængsels dag vil jeg kalde på dig, for du vil svare mig.“ (Salme 86:5-7) Vi fornemmer det nære forhold David har til Jehova, et forhold der opdyrkes gennem bøn. Ved en anden lejlighed bad David: „Husk ikke mine ungdomssynder og mine overtrædelser. Lad det være med loyal hengivenhed du husker mig, for din godheds skyld, Jehova.“ (Salme 25:7) Jehova er selve indbegrebet af godhed, hvilket han har vist ved gennem Jesus at tilvejebringe en genløsningsforanstaltning, ved at vise angrende syndere barmhjertighed og ved at vise sine trofaste og taknemmelige vidner loyal hengivenhed. — Salme 100:3-5; Malakias 3:10.
9. Hvilken forsikring bør de der angrer deres synder tage til hjertet?
9 Skal vi gå og bekymre os over de fejl vi tidligere har begået? Hvis vi nu træder lige spor med vore fødder, vil det opmuntre os at huske på apostelen Peters forsikring om at de der angrer vil erfare „perioder [fra Jehova] som giver friske kræfter“. (Apostelgerninger 3:19) Lad os holde os nær til Jehova i bøn gennem vor genløser, Jesus, som kærligt sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ Når loyale vidner for Jehova i dag beder til ham i Jesu navn vil de afgjort få ny styrke. — Mattæus 11:28, 29; Johannes 15:16.
10. Hvordan fremhæver Salmernes Bog Jehovas loyale hengivenhed?
10 Salmernes Bog omtaler Jehovas „loyale hengivenhed“ over et hundrede gange, og hans loyale hengivenhed er virkelig stor. I de første fire vers i Salme 118 opfordres Guds tjenere til at takke Jehova idet der fire gange siges at „hans loyale hengivenhed varer evindelig“. I Salme 136 understreges denne tiltalende egenskab hos Gud ved at hans loyale hengivenhed nævnes 26 gange. Uanset hvilke fejl vi begår — og i Jakob 3:2 siges der at ’vi alle fejler mange gange’ — måtte vi da altid bede Jehova om tilgivelse i tillid til hans barmhjertighed og loyale hengivenhed. Hvis vi loyalt fortsætter med at gøre Guds vilje, vil han vise os sin loyale kærlighed ved at hjælpe os til at udholde en hvilken som helst prøve vi udsættes for. — 1 Korinther 10:13.
11. Hvordan kan ældste hjælpe nogle til at overvinde deres skyldfølelse?
11 Der kan opstå situationer hvor andre bringer os til snublen og fald. Nogle har været udsat for et følelsesmæssigt eller fysisk misbrug som barn, hvilket har givet dem skyldfølelse eller en følelse af at de er uværdige. Hvis man har det sådan kan man kalde på Jehova i tillid til at han vil svare. (Salme 55:16, 17) En venlig ældste kan måske gøre en indsats for at hjælpe vedkommende til at forstå at det ikke er offerets skyld. Derefter kan ældstebroderen foretage en venlig telefonopringning i ny og næ og hjælpe vedkommende indtil han eller hun omsider selv er i stand til at ’bære byrden’. — Galaterne 6:2, 5.
12. Hvordan er problemerne taget til, og hvordan kan vi klare dem?
12 Jehovas folk må i dag leve under mange andre ulykkelige omstændigheder. Fra og med den første verdenskrig i 1914 har store ulykker hjemsøgt jorden. Som Jesus forudsagde var der tale om „en begyndelse til veer“. Ulykkerne er taget til efterhånden som vi er kommet længere og længere ind i „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3, 8) Den korte tid Djævelen har tilbage er ved at løbe ud. (Åbenbaringen 12:12) Ligesom en brølende løve på jagt, benytter den store modstander sig af ethvert tænkeligt kneb for at skille os fra Guds hjord og udslette os. (1 Peter 5:8) Men det vil ikke lykkes ham! For ligesom David sætter vi vor fulde lid til vor Gud, Jehova.
13. Hvordan kan forældre og børn drage nytte af Jehovas godhed?
13 David indskærpede uden tvivl sin søn Salomon behovet for at sætte sin lid til Jehovas godhed. Salomon kunne derfor sige til sin egen søn: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier. Vær ikke viis i dine egne øjne. Frygt Jehova og hold dig fra det onde.“ (Ordsprogene 3:5-7) I dag bør forældre også lære deres børn at bede i tillid til Jehova og lære dem hvordan de klarer de angreb de udsættes for fra en hensynsløs verden — i form af gruppepres i skolen og fristelser til at begå umoralitet. Når du hver dag lever sandheden sammen med dine børn, vil du kunne hjælpe dem til at få et nært bønsforhold til Jehova og give dem kærlighed til ham. — 5 Mosebog 6:4-9; 11:18, 19.
Jehovas uforlignelige gerninger
14, 15. Nævn nogle af Jehovas uforlignelige gerninger.
14 David siger med stærk overbevisning: „Der er ingen som du blandt guderne, Jehova, og ingen gerninger er som dine.“ (Salme 86:8) Jehovas gerninger er større og mere majestætiske end noget menneske kan forestille sig. Videnskaben har i dag givet os et indblik i den storhed, harmoni og pragt der præger det skabte univers. Det har vist sig at være langt mere ærefrygtindgydende end David kunne gøre sig begreb om. Alligevel følte han sig bevæget til at sige: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ — Salme 19:1.
15 Vi får også et indtryk af Jehovas gerninger når vi betragter jorden — at den er anbragt sådan i universet at der er en stadig vekslen mellem dag og nat, mellem de forskellige årstider og mellem såtid og høst. Der er endvidere utallige andre ting som vi vil kunne glæde os over i fremtiden. Alene det at vi som mennesker er dannet så underfuldt at vi kan nyde Guds skaberværk der omgiver os. — 1 Mosebog 2:7-9; 8:22; Salme 139:14.
16. Hvad er det største udtryk for Jehovas godhed, og hvad vil det medføre?
16 Efter at vore første forældre havde været ulydige mod Gud, hvilket førte til alle de problemer der har plaget jorden frem til i dag, udvirkede Jehova i sin kærlighed noget underfuldt. Han sendte sin søn til jorden for at forkynde Guds rige og dø, hvorved han genløste menneskeheden. Derefter oprejste Jehova Kristus til at være sin udvalgte medregent. (Mattæus 20:28; Apostelgerninger 2:32, 34) Gud har også udvalgt loyale mennesker til at udgøre „en ny skabning“ der skal herske i kærlighed sammen med Kristus som en „ny himmel“ over „en ny jord“. Den ’nye jord’ skal udgøres af et menneskesamfund omfattende de milliarder af mennesker som får en opstandelse. (2 Korinther 5:17; Åbenbaringen 21:1, 5-7; 1 Korinther 15:22-26) Jehovas gerninger vil således til sidst nå et storslået klimaks. Vi kan derfor udbryde: „Jehova, . . . hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig.“ — Salme 31:17-19.
17. Hvordan er Salme 86:9 gået i opfyldelse med hensyn til Jehovas gerninger?
17 Jehovas gerninger i dag omfatter ordene i Salme 86:9: „Alle nationerne som du har frembragt, vil komme, og de vil bøje sig for dig, Jehova, og herliggøre dit navn.“ Efter at have udtaget resten af den nye skabning, den „lille hjord“ af rigsarvinger, har Jehova indsamlet de „andre får“ der udgør ’en stor skare af alle nationer’, ja, millioner af mennesker der også viser deres tro på Jesu udgydte blod. Disse udgør en dynamisk organisation og er i dag det eneste verdensomspændende samfund af fredselskende mennesker der findes på jorden. De himmelske hærskarer betragter dette og kaster sig ned for Jehova idet de udbryder: „Velsignelsen og herligheden og visdommen og taksigelsen og æren og magten og styrken tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder.“ Den store skare herliggør også Jehovas navn og tjener ham „dag og nat“, idet de har håb om at overleve denne verdens afslutning og leve for evigt i et paradis på jorden. — Lukas 12:32; Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9-17.
Jehovas storhed
18. Hvordan har Jehova vist at han alene er Gud?
18 David gør dernæst opmærksom på Jehovas guddommelighed med ordene: „For du er stor og gør undere; du er Gud, du alene.“ (Salme 86:10) Jehova har fra fordums tid vist at han alene er Gud. Ægyptens tyranniske Farao sagde udfordrende til Moses: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort? Jeg kender overhovedet ikke Jehova.“ Men han kom snart til at lære Jehovas storhed at kende. Den almægtige Gud ydmygede Ægyptens guder og magere ved at sende katastrofale plager over landet, dræbe ægypternes førstefødte sønner, og udslette Farao og hans elitehær i Det Røde Hav. Dette viser at der ingen er som Jehova blandt guderne. — 2 Mosebog 5:2; 15:11, 12.
19, 20. (a) Hvornår vil sangen i Åbenbaringen 15:3, 4 nå sit crescendo? (b) Hvordan kan vi i dag deltage i Jehovas gerning?
19 Som den eneste Gud er Jehova fortsat med at gøre undere som en forberedelse til at udfri sine lydige tilbedere fra det modbilledlige Ægypten — Satans verden. Han har ladet sine domme forkynde til et vidnesbyrd for hele jorden gennem historiens største forkyndelseskampagne, hvorved Jesu profeti i Mattæus 24:14 er blevet opfyldt. Inden længe vil „enden“ komme hvor Jehova i et hidtil uset omfang vil vise sin storhed ved at fjerne al ondskab fra jorden. (Salme 145:20) Da vil Moses’ og Lammets sang nå et crescendo: „Store og vidunderlige er dine gerninger, Jehova Gud, du Almægtige. Retfærdige og sande er dine veje, du evighedens Konge. Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn, for du alene er loyal?“ — Åbenbaringen 15:3, 4.
20 Måtte vi for vor del nidkært fortælle andre om Guds storslåede hensigter. (Jævnfør Apostelgerninger 2:11.) Jehova vil fortsætte med at gøre store og underfulde ting i vor tid og i fremtiden, hvilket den næste artikel vil vise.
[Fodnoter]
a En bibelkommentar fra 1874 citerer Andrew A. Bonar for at have sagt: „Der blev åbenbaret meget, virkelig meget, om Guds særegne personlighed i slutningen af den foregående salme [85]. Dette er måske årsagen til at den følges op af endnu en ’Bøn af David’, der beskriver Jehovas personlighed næsten lige så udførligt. Jehovas navn er temaet i denne salme [86].“
c Yderligere detaljer vil være at finde i Vagttårnet for 1. januar 1993, i „Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1992“.
-
-
Lad os vandre med et forenet hjerteVagttårnet – 1992 | 15. december
-
-
Lad os vandre med et forenet hjerte
„Lær mig, Jehova . . . Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ — SALME 86:11
1. Hvordan belønner Jehova sine loyale tjenere?
’JEHOVA, du er Gud, du alene.’ (Salme 86:8, 10) Davids store værdsættelse fik ham til at lovprise Gud. Allerede før David blev konge over hele Israel havde Jehova udfriet ham fra Saul og fra filistrene. Han kunne derfor synge: „Jehova er mit klippebjerg og min borg og den der bringer mig i sikkerhed. Mod den loyale handler du loyalt.“ (2 Samuel 22:2, 26) Jehova havde givet sin loyale tjener styrke til at udholde mange prøvelser. David kunne nære tillid til sin loyale Gud, men han havde fortsat behov for vejledning. David bad derfor til Gud og sagde: „Lær mig, Jehova, din vej.“ — Salme 86:11.
2. Hvordan har Jehova gjort det muligt for os at blive oplært af ham?
2 David ønskede ikke at have noget at gøre med verdslig filosofi. Han ønskede at blive „oplært af Jehova“, sådan som Guds profet senere udtrykte det. (Esajas 54:13) David kunne sandsynligvis kun meditere over ni af de bøger vi i dag har adgang til i Bibelen. Men denne vejledning fra Jehova var dyrebar for ham. Vi kan i dag lade os oplære ved at læse i alle Bibelens 66 bøger, samt i den righoldighed af publikationer som tilvejebringes gennem „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45) Lad os ligesom David bede Jehova om at hans ånd må hjælpe os til at fordybe os i „det [Gud har] beredt dem der elsker ham“, hvilket endog omfatter „Guds dybder“. — 1 Korinther 2:9, 10.
3. Hvordan kan vejledningen fra Bibelen gavne os?
3 Bibelen har svaret på ethvert spørgsmål eller problem der kan opstå i vort liv. „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb.“ (Romerne 15:4) Når vi tilegner os vejledningen fra Jehova vil det styrke os til at udholde prøvelser, trøste os når vi er deprimerede og gøre håbet om Riget lyslevende for os. Måtte vi finde glæde ved at læse i Guds ord og meditere over det „dag og nat“, for visdommen i Bibelen er som „et livets træ for dem der griber fat i den, og de der holder den fast prises lykkelige“. — Salme 1:1-3; Ordsprogene 3:13-18; se også Johannes 17:3.
4. Hvilket eksempel satte Jesus for os?
4 Guds søn Jesus, der også blev kaldt „Davids søn“, så altid hen til Jehova efter vejledning. (Mattæus 9:27)a Han sagde: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre. For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde.“ ’Jeg gør intet af mig selv; men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.’ (Johannes 5:19; 8:28) Jesus efterlod os et forbillede „så [vi] kan følge lige i hans fodspor“. (1 Peter 2:21) Tænk engang! Hvis vi studerer ligesom Jesus må have gjort, vil vi altid kunne handle sådan som Jehova ønsker at vi skal handle. Og den måde Jehova ønsker at vi skal gøre tingene på, er altid den rigtige.
5. Hvad er „sandhed“?
5 David erklærede videre: „Jeg vil vandre i din sandhed.“ (Salme 86:11) Tusind år senere spurgte Pilatus Jesus, Davids søn: „Hvad er sandhed?“ Men Jesus havde netop besvaret dette spørgsmål og sagt til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden,“ og han havde tilføjet: „Du siger selv at jeg er en konge. Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Johannes 18:33-38) Jesus gjorde således opmærksom på at sandheden er centreret om det messianske rige. Faktisk er temaet i Bibelen helligelsen af Jehovas navn gennem dette rige. — Ezekiel 38:23; Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 11:15.
6. Hvad bør vi være opmærksomme på mens vi vandrer i sandheden?
6 Hvad vil det sige at vandre i sandheden? Det vil sige at man lader håbet om Riget være det væsentlige i ens tilværelse. Vi må leve sandheden. Vi må ubetinget sætte Rigets interesser først i vort liv og så vidt vore omstændigheder tillader det nidkært følge Jesu eksempel og vidne om sandheden om Riget. (Mattæus 6:33; Johannes 18:37) Vi kan ikke vandre i sandheden noget af tiden og blot yde en symbolsk tjeneste, for derefter at foretage selvbehagelige svinkeærinder i form af overdrevent mange adspredelser, en tidskrævende karriere eller ved at ’trælle for rigdom’. (Mattæus 6:24) Vi kunne fare vild på en af disse biveje og aldrig finde tilbage til ’den trange vej som fører til livet’. Lad os derfor ikke vige bort fra denne vej. (Mattæus 7:13, 14) Vor store Lærer, Jehova, oplyser denne vej gennem sit ord og sin organisation og siger: „’Dette er vejen. Gå på den!’ — hvis I skulle gå til højre eller hvis I skulle gå til venstre.“ — Esajas 30:21.
Den rette frygt
7. Hvordan kan vi ’forene’ vort hjerte?
7 Davids bøn fortsætter i vers 11: „Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ Vi bør ligesom David ønske at have et hjerte der er helt og fuldt optaget af at gøre Guds vilje. Dette er også i overensstemmelse med Moses’ vejledning: „Og nu, Israel, hvad beder Jehova din Gud dig om andet end at frygte Jehova din Gud, så du vandrer på alle hans veje og elsker ham og tjener Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl; at holde Jehovas bud og hans forskrifter som jeg pålægger dig i dag, til dit bedste?“ (5 Mosebog 10:12, 13) Det er afgjort til vort bedste at vi tjener Jehova med hele vor sjæl og hele vort hjerte. Derved viser vi den rette frygt for hans ophøjede navn. Jehovas navn betyder bogstaveligt „Han lader blive“, især i forbindelse med at virkeliggøre sine storslåede hensigter. Navnet står endvidere for at han er den der har den øverste myndighed over hele universet. Når vi tjener Gud med ærefrygt for hans majestæt vil vi ikke lade menneskefrygt føre os ud på et sidespor. Vort hjerte vil ikke være delt. Vi vil derimod frygte for at gøre noget der mishager Jehova, den øverste Dommer og suveræne Herre, der holder vort liv i sin hånd. — Esajas 12:2; 33:22.
8, 9. (a) Hvad vil det sige at man ikke er „en del af verden“? (b) Hvilke skridt må vi tage eftersom vi er „et skuespil for verden“?
8 Selv når vi bliver skældt ud og forfulgt vil vi følge Jesu frygtløse eksempel og undgå at blive en del af den onde verden der omgiver os. (Johannes 15:17-21) Det betyder ikke at Jesu disciple skulle leve som eremitter eller leve afsondret i et kloster. Jesus sagde i en bøn til sin Fader: „Jeg beder dig ikke om at tage dem ud af verden, men om at våge over dem på grund af den onde. De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden. Hellige dem ved hjælp af sandheden; dit ord er sandhed. Ligesom du har sendt mig til verden, har jeg også sendt dem til verden.“ (Johannes 17:15-18) Vi er ligesom Jesus sendt ud for at forkynde sandheden om Riget. Jesus var omgængelig. Hans måde at undervise på virkede forfriskende på folk. (Jævnfør Mattæus 7:28, 29; 11:28, 29; Johannes 7:46.) Vi bør undervise på samme måde.
9 Retsindige mennesker vil føle sig tiltrukket af vores venlighed, pæne soignering og fremtræden og vort rene sprog. Vi må undgå en sjusket og uanstændig klædedragt, samvær der kan føre til at man bliver engageret i den gamle verden, samt den løsagtige og principløse livsform som vi ser i verden omkring os. Da „vi er blevet et skuespil for verden, både for engle og for mennesker“, må vi i alle døgnets 24 timer tjene og leve som eksemplariske kristne. (1 Korinther 4:9; Efeserne 5:1-4; Filipperne 4:8, 9; Kolossenserne 4:5, 6) Vort hjerte må være forenet om dette.
10. Hvordan husker Jehova dem der forener deres hjerte om hellig tjeneste?
10 Når vi forener vort hjerte om at frygte Jehovas navn, mediterer over hans storslåede hensigter og fylder vor tilværelse med hellig tjeneste, vil vi blive husket af Jehova. „Hvad Jehova angår, hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ (2 Krønikebog 16:9) I Malakias 3:16, der er en profeti som gælder vor tid, står der: „Da talte de som frygter Jehova med hinanden, og Jehova gav agt og hørte efter, hvorpå der i hans nærværelse blev skrevet en bog til minde om dem som frygter Jehova og har hans navn i tanke.“ Måtte vort hjerte også være forenet i en sund frygt for Jehova.
Jehovas loyale hengivenhed
11. Hvordan vil Jehovas loyale hengivenhed komme til udtryk over for de loyale?
11 David siger videre i sin inderlige bøn: „Jeg priser dig, Jehova min Gud, med hele mit hjerte, og jeg vil herliggøre dit navn til fjerne tider; for din loyale hengivenhed er stor imod mig, og du har udfriet min sjæl fra Sheols dyb.“ (Salme 86:12, 13) Det er anden gang i denne salme at David priser Jehova for hans loyale hengivenhed. Denne kærlighed er så stor at den kan udfri os selv fra tilsyneladende umulige situationer. Da Saul efterstræbte David i ørkenen har David måske haft allermest lyst til at krybe hen i et hjørne og dø. Det var som at stå ansigt til ansigt med Sheols, eller gravens, dyb. Men Jehova udfriede ham! På samme måde er Jehova ofte på forunderlig vis kommet sine nutidige tjenere til hjælp, og han har også opretholdt dem der har bevaret deres uangribelighed lige til døden. Alle der tjener ham loyalt vil få deres belønning, om nødvendigt ved en opstandelse. — Jævnfør Job 1:6-12; 2:1-6, 9, 10; 27:5; 42:10; Ordsprogene 27:11; Mattæus 24:9, 13; Åbenbaringen 2:10.b
12. Hvordan har gejstligheden optrådt formasteligt og tyrannisk, og hvad vil blive deres lod?
12 David siger om sine forfølgere: „Gud, de overmodige har rejst sig mod mig; og forsamlingen af tyranner har efterstræbt min sjæl, og de har ikke holdt sig dig for øje.“ (Salme 86:14) I dag har kristenhedens gejstlige været blandt forfølgerne. De foregiver at tilbede Gud men erstatter hans hellige navn med titlen „Herre“ og fremstiller ham som en mystisk treenighed der slet ikke er omtalt i Bibelen. Hvor formasteligt! Hertil kommer at de forsøger at få Jehovas Vidner forbudt og forkynderne kastet i fængsel, hvilket stadig sker i et forbavsende stort antal lande rundt omkring på jorden. Disse spottere af Guds navn vil sammen med alle de øvrige skøgelignende dele af Babylon den Store høste som de har sået. — Åbenbaringen 17:1, 2, 15-18; 19:1-3.
13. Hvilke egenskaber viser Jehova for at gøre sin godhed kendt?
13 Som en dejlig kontrast hertil fortsætter Davids bøn: „Men du, Jehova, er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed.“ (Salme 86:15) Vor Guds egenskaber er ypperlige. Disse ord minder os om det der skete på Sinaj Bjerg da Moses bad om at måtte se Jehovas herlighed. Jehovas svar lød: „Jeg vil lade al min godhed drage forbi dit ansigt, og jeg vil udråbe Jehovas navn foran dig.“ Men han gav Moses denne advarsel: „Du kan ikke se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og leve.“ Derefter viste Jehova sig i skyen og sagde: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed.“ (2 Mosebog 33:18-20; 34:5, 6) David citerede disse ord i sin bøn. Disse egenskaber hos Jehova betyder langt mere for os end en fysisk tilsynekomst. Værdsætter vi ikke af egen erfaring Jehovas godhed sådan som den kommer til udtryk i disse tiltalende egenskaber?
’Et tegn som viser hans godhed’
14, 15. Hvordan giver Jehova sine tjenere ’et tegn som viser hans godhed’?
14 David trygler igen om Jehovas velsignelse og siger: „Vend om til mig og vis mig din gunst. Giv din tjener styrke fra dig og frels din trælkvindes søn. Gør et tegn i forbindelse med mig, et som viser din godhed, så de der hader mig kan se det og blive til skamme. For du, Jehova, har hjulpet og trøstet mig.“ (Salme 86:16, 17) David erkender at han som ’Jehovas trælkvindes søn’ tilhører Jehova. Det samme gælder alle os som i dag har indviet vort liv til Jehova og er hans trælle. Vi har behov for Jehovas frelsende styrke gennem hans hellige ånd. Vi beder derfor Gud om at ’gøre et tegn som viser hans godhed’. Jehovas godhed omfatter de tiltalende egenskaber vi netop har drøftet. Hvilket tegn kan vi derfor forvente at Jehova vil give os?
15 Jehova er den der er ophav til „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“, og Jesus forsikrer os om at han gavmildt giver „hellig ånd til dem der beder ham“. (Jakob 1:17; Lukas 11:13) Den hellige ånd er en af Jehovas uvurderlige gaver. Ved sin hellige ånd kan Jehova gøre vort hjerte glad, selv når vi forfølges. Da Jesu apostle blev ført for domstolen kunne de derfor med glæde erklære at Gud giver hellig ånd til dem der adlyder ham som deres hersker. (Apostelgerninger 5:27-32) Helligåndens glæde gav dem til stadighed ’et tegn som viste Jehovas godhed’. — Romerne 14:17, 18.
16, 17. (a) Hvilket tegn på sin godhed gav Jehova Paulus og Barnabas? (b) Hvilket tegn fik de forfulgte thessalonikere?
16 Da Paulus og Barnabas var på missionsrejse gennem Lilleasien blev de udsat for prøvelser, endog hård forfølgelse. Da de forkyndte i Antiochia i Pisidien afviste jøderne deres budskab. Derfor begyndte de at forkynde for folk fra nationerne. Med hvilket resultat? „Da de der var fra nationerne hørte dette, begyndte de at fryde sig og at herliggøre Jehovas ord, og de fik tro, alle som med rette var indstillet til evigt liv.“ Men jøderne skabte tumulter så at missionærerne blev udvist af landet. Tog det modet fra dem? På ingen måde, for „disciplene var fortsat fyldt med glæde og hellig ånd“. (Apostelgerninger 13:48, 52) Jehova gav dem dette tegn på sin godhed.
17 Senere blev den nydannede menighed i Thessalonika forfulgt. Dette fik apostelen Paulus til at skrive et brev til dem hvori han trøstede dem og roste dem for deres udholdenhed under trængsel. De havde taget „imod ordet under megen trængsel med hellig ånds glæde“. (1 Thessaloniker 1:6) ’Den hellige ånds glæde’ fortsatte med at styrke dem, hvilket var et tydeligt tegn fra Gud der er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed.
18. Hvordan har vore brødre i Østeuropa vist værdsættelse af Jehovas godhed?
18 I den senere tid har Jehova vist godhed mod vore trofaste brødre i Østeuropa, idet han har gjort deres hadefulde forfølgere til skamme. Skønt disse kære brødre for nylig er blevet befriet fra årtiers undertrykkelse, må de stadig være udholdende eftersom mange har alvorlige økonomiske problemer. Men ’den hellige ånds glæde’ trøster dem. Hvilken større glæde kunne de få end at bruge deres nyvundne frihed til at aflægge et endnu større vidnesbyrd? Mange lytter til dem, hvilket antallet af stævnedeltagere og døbte vidner om. — Jævnfør Apostelgerninger 9:31.
19. Hvordan kan vi gøre ordene i Salme 86:11 til vore egne?
19 Det vi har drøftet i denne og den foregående artikel bekræfter Davids inderlige bøn til Jehova: „Lær mig, Jehova . . . Forén mit hjerte om at frygte dit navn.“ (Salme 86:11) Lad os gøre disse ord, der er årsteksten for 1993, til vore egne, idet vi helhjertet arbejder på at støtte Rigets interesser og viser vor værdsættelse af den uudtømmelige godhed som vor Gud, den suveræne Herre Jehova, besidder.
[Fodnoter]
a Jesus, der var det forudsagte „afkom“, var arving til det davidiske kongedømme og var derfor „Davids søn“ både i bogstavelig og i åndelig forstand. — 1 Mosebog 3:15; Salme 89:29, 34-37.
b Eksempler fra nyere tid findes i Vågn op! for 22. juni 1974 til 22. januar 1975, hvor Jehovas Vidners historie i Tyskland er gengivet. Se desuden Yearbook of Jehovah’s Witnesses, 1985, side 194-97; Jehovas Vidners Årbog 1986, side 237-39; 1988, side 182-85; 1990, side 171, 172; 1992, side 174-81.
-