• Finland
    Jehovas Vidners Årbog 1990

    • For denne lille gruppe af brødre var broder Russells besøg en spændende oplevelse. Der blev gjort en vældig indsats for at avertere det offentlige foredrag, som blev holdt i Helsinkis bedste sal, i brandvæsenets bygning. Elis Salminen, der dengang var en dreng på ti år, og som tjente Jehova trofast til sin død i 1981, har fortalt hvordan brødrene satte billeder op af broder Russell som nåede op til første sals højde. „Efter det hørte jeg mine skolekammerater sige at det var den dér amerikanske propagandareligion,“ fortalte Salminen.

      Broder Russell beretter selv om sit besøg i The Watch Tower for 1. oktober 1912: „To finske brødre har i to år været særlig aktive for at bringe sandheden ud til alle sandhedshungrende. De har oversat tre bind af Studier i Skriften og Alles Blad til gratis uddeling, idet de selv har afholdt alle udgifter. Nu er der omkring femten kolportører som bringer sandheden ud til hver en afkrog i landet. Til det offentlige møde var salen overfyldt — der var 1000 til stede — mange måtte stå op og nogle var næsten grædefærdige fordi de ikke kunne komme ind. . . . Det viser at Gud har nogle ægte børn i Finland som nu skal høre hans budskab om at blive indhøstet.“

      Under sit besøg gav broder Russell Kaarlo Harteva bemyndigelse til at udgive Vagttårnet på finsk fra november 1912. Det blev anbefalet at man gav det nye blad som en julegave til slægtninge og bekendte.

      Budskabet spredes

      Problemet var hvordan man skulle aflægge et effektivt vidnesbyrd for en spredt befolkning i et område der var over 1000 kilometer langt og 500 kilometer bredt. I håb om at løse problemet henledte broder Österman folks opmærksomhed på Selskabets publikationer ved for egen regning at sætte annoncer i forskellige aviser. Broder Harteva besluttede derimod at koncentrere sig om at holde offentlige foredrag, og det opnåede han gode resultater med. Men hvordan ville han tilrettelægge de offentlige foredrag? Vi lader ham selv fortælle:

      „Når jeg havde udvalgt mig en by, skrev jeg til redaktøren af det største dagblad og spurgte hvilken sal i området der ville være den bedste til et offentligt foredrag og hvem jeg kunne kontakte hvis jeg ønskede at leje den. Når jeg havde fået dette oplyst, skrev jeg en ansøgning om at leje salen, og var svaret positivt indrykkede jeg en annonce i avisen og bad redaktionen sørge for at tilsvarende løbesedler blev trykt og lagt inden i avisen, så folk kunne blive underrettet om det offentlige foredrag. Derpå tog jeg af sted med bøger i bagagen. Mødesalene var i regelen helt fyldt . . . Engang da jeg forsøgte at komme ind, fik jeg at vide at det ikke var muligt. Først da jeg forklarede at det var mig der skulle holde foredraget, kunne jeg bane mig vej gennem mængden. En anden gang var der så mange der forsøgte at komme ind, at salen blev fyldt tre gange samme aften, og tilhørerne ventede tålmodigt til det blev deres tur.“

      Disse gode resultater fortæller om den længsel efter sandheden der på det tidspunkt var i Finland. Af rapporten over mindehøjtiden i 1913 fremgår det at der i Finland havde været i alt 235 til stede.

      Broder Rutherfords besøg

      Sommeren 1913 var fyldt med aktivitet. Joseph F. Rutherford, som blev Selskabets anden præsident, og A. N. Pierson, begge fra hovedkontoret, besøgte Finland. Broder Rutherford talte over emnet „Hvor er de døde? — Set med en lovlærds øjne.“ Nogle troede at den lovlærde var broder Rutherford selv, eftersom han var dommer, men det var apostelen Paulus han sigtede til. Det offentlige foredrag var en succes: Man anslog at der var over 2500 til stede, og 33 nye blev døbt.

      Dette blev efterfulgt af endnu et offentligt foredrag i Kaisaniemiparken, som broder Harteva tidligere havde benyttet. Broder Rutherford sagde at det var første gang han holdt foredrag i det fri, og han syntes at det var en interessant oplevelse.