Kristus gav således sig selv som „en tilsvarende løsesum for alle“. (1Ti 2:5, 6)

Kristi genløsningsoffer kan komme alle mennesker til gode, men det er ikke alle som ønsker at tage imod det. Over dem der afviser det, og dem der først tager imod det og derefter vender sig bort fra det, ’forbliver Guds vrede’. (Joh 3:36; He 10:26-29; se i modsætning hertil Ro 5:9, 10.) De opnår ingen udfrielse fra trældommen under synden og døden. (Ro 5:21) Under Moseloven kunne den forsætlige morder ikke løskøbes. Adam bragte ved sin forsætlige handling død over hele menneskeheden og var således en morder. (Ro 5:12) Gud kan derfor ikke antage Jesu opofrede liv som en løsesum for synderen Adam.

Gud anerkender derimod gerne at løsesummen anvendes til gavn for de efterkommere af Adam der benytter sig af denne foranstaltning til udfrielse. Som Paulus siger: „Ligesom de mange gennem det ene menneskes ulydighed blev stillet som syndere, således vil de mange også gennem den enes lydighed blive stillet som retfærdige.“ (Ro 5:18, 19) Da Adam syndede og blev dømt til døden, befandt alle hans efterkommere, eller hele menneskeslægten, sig stadig ufødte i hans lænd og døde derfor alle sammen med ham. (Jf. He 7:4-10.) Som et fuldkomment menneske havde Jesus, „den sidste Adam“ (1Kor 15:45), en ufødt slægt af efterkommere i sin lænd, og da han døde uskyldig og bragte sit fuldkomne menneskeliv som et offer, døde denne potentielle menneskeslægt sammen med ham. Han havde frivilligt afstået fra at stifte familie og få efterkommere. I stedet benytter han den myndighed Jehova har skænket ham på grundlag af hans genløsningsoffer, til at give liv til alle dem der tager imod denne foranstaltning. — 1Kor 15:45; jf. Ro 5:15-17.

Jesus var således „en tilsvarende løsesum“, ikke for synderen Adam, men for hele den menneskeslægt der nedstammer fra ham. Ved at frembære den fulde værdi af sit genløsningsoffer for den absolutte retfærdigheds Gud i himmelen løskøbte han menneskeheden så den kunne blive hans slægt. (He 9:24)