Løskøbelses- eller genløsningsprincippet kommer for eksempel til udtryk i Moselovens bestemmelse om en okse der var tilbøjelig til at stange. Hvis ejeren var blevet advaret, men alligevel lod oksen gå løs så den dræbte et menneske, skulle ejeren selv lide døden og således betale for den dræbtes liv med sit eget liv. Men eftersom han ikke direkte eller med forsæt havde taget det andet menneskes liv, kunne dommerne, hvis de fandt det rigtigt, pålægge ham i stedet at betale „sonepenge [koʹfær, en løsesum]“, og så måtte han betale denne løskøbelsessum. Denne sum blev regnet for at træde i stedet for hans liv og at tjene som erstatning for det liv der var gået tabt. (2Mo 21:28-32; jf. 5Mo 19:21.) Derimod kunne der ikke modtages en løsesum for den forsætlige morder; kun hans eget liv kunne sone offerets død. (4Mo 35:31-33) Øjensynlig fordi folketællinger angik menneskeliv, skulle hver mand over 20 år som blev mønstret, udrede en løsesum (koʹfær) til Jehova på en halv sekel (7 kr.) for sin sjæl, hvad enten han var rig eller fattig. — 2Mo 30:11-16.

Da enhver uretfærdighed mishager såvel Gud som mennesker, kan en løsesum desuden bevirke at vrede afværges eller dæmpes. (Jf. Jer 18:23; også 1Mo 32:20, hvor „forsone“ er oversat fra kafarʹ.) En ægtemand der er forbitret over at en anden mand har begået ægteskabsbrud med hans hustru, vil imidlertid „ikke godtage nogen som helst løsesum [koʹfær]“. (Ord 6:35) Ordet kan også bruges i den forbindelse at nogle som skulle øve ret, i stedet modtager en gave som „stikpenge [koʹfær]“ der skulle ’dække deres øjne til’ for den urette handling, få dem til at lukke øjnene for den. — 1Sa 12:3; Am 5:12.

De forskellige hebraiske og græske ord der gengives med „løsesum“ og „løskøbe“ (eller „genløse“), har det tilfælles at de alle sigter til at der betales et beløb eller noget andet værdifuldt for at udvirke en løskøbelse, eller genløsning. De indeholder alle tanken om en udveksling eller erstatning og om overensstemmelse og værdilighed. Det vil sige at noget gives i bytte for noget andet, at retfærdighedens krav opfyldes, og at der finder en udligning sted. — Se FORLIGELSE.

En pris der dækker. Det hebraiske navneord koʹfær, „løsesum“, kommer af udsagnsordet kafarʹ, der har grundbetydningen „at dække, tildække“. Det er brugt i denne betydning i 1 Mosebog 6:14, hvor der siges at Noa skulle „stryge“, altså „dække“, arken med tjære. I almindelighed anvendes kafarʹ imidlertid til at beskrive at retfærdigheden sker fyldest ved at der skaffes dækning, eller soning, for synder. Navneordet koʹfær betegner det der gives for at udvirke dette, løsesummen. (Sl 65:3; 78:38; 79:8, 9) Det der anvendes som dækning, må svare til det der skal dækkes, enten i form (som det bogstavelige dække eller låg [kappoʹræth] på pagtens ark; 2Mo 25:17-22) eller i værdi (som for eksempel en skadeserstatning, en betaling til dækning af skader som er blevet forårsaget på en eller anden måde).