Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Vær flittig med at læse
    Vagttårnet – 1996 | 15. maj
    • Vær flittig med at læse

      „Bliv ved med, indtil jeg kommer, flittigt at tage dig af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning.“ — 1 Timoteus 4:13.

      1. Hvordan vil bibellæsning gavne os?

      JEHOVA GUD har givet os mennesker den forunderlige evne at vi kan lære at læse og skrive. Han har også givet os sit ord, Bibelen, så vi kan blive godt oplært. (Esajas 30:20, 21) Gennem det vi læser i Bibelen kan vi så at sige „gå“ eller vandre sammen med gudfrygtige patriarker som Abraham, Isak og Jakob. Vi kan „se“ eller betragte gudhengivne kvinder som Sara, Rebekka og den loyale moabitterinde Rut. Og vi kan „høre“ Jesus Kristus holde sin bjergprædiken. Vi kan få del i denne enestående oplæring og opmuntring fra Bibelen hvis vi er gode til at læse.

      2. Hvad viser at Jesus og hans apostle var gode til at læse?

      2 Jesus Kristus, der var et fuldkomment menneske, havde uden tvivl gode læsefærdigheder, og han havde afgjort et indgående kendskab til De Hebraiske Skrifter. Da han blev fristet af Djævelen henviste han derfor gentagne gange til Skrifterne og sagde: „Der står skrevet.“ (Mattæus 4:4, 7, 10) I synagogen i Nazaret læste han ved en lejlighed noget af Esajas’ profeti op for hele forsamlingen og anvendte det på sig selv. (Lukas 4:16-21) Også Jesu apostle citerede ofte fra De Hebraiske Skrifter i deres breve og bøger. De jødiske ledere betragtede Peter og Johannes som ulærde og almindelige mennesker fordi de ikke var blevet uddannet på de højere jødiske skoler, men deres guddommeligt inspirerede breve viser tydeligt at de var gode til at læse og skrive. (Apostelgerninger 4:13) Men er det så vigtigt at kunne læse?

      „Lykkelig er den som oplæser“

      3. Hvorfor er det så vigtigt at læse i Bibelen og i de kristne publikationer?

      3 At lære Bibelen godt at kende og anvende dens vejledning, kan føre til evigt liv. (Johannes 17:3) Jehovas vidner erkender derfor at det er livsvigtigt at læse og studere De Hellige Skrifter og de kristne publikationer Gud tilvejebringer gennem den trofaste og kloge trælleskare af salvede kristne. (Mattæus 24:45-47) I tusindvis har lært at læse ved at bruge særlige publikationer udgivet af Vagttårnsselskabet, og har derved kunnet tilegne sig livgivende kundskab fra Guds ord.

      4. (a) Hvorfor bliver man lykkelig af at læse, studere og leve efter Guds ord? (b) Hvad sagde Paulus til Timoteus angående læsning?

      4 Det medfører lykke at læse, studere og leve efter Bibelen. Det ærer nemlig Gud og har hans behag. Han velsigner os for det, hvilket giver glæde. Jehova ønsker at hans tjenere skal være lykkelige. Han befalede derfor præsterne i fortidens Israel at læse Loven højt for folket. (5 Mosebog 31:9-12) Således oplæste den skriftlærde Ezra og andre Loven for hele folket, der var forsamlet i Jerusalem; og da man samtidig fik forklaret hvad det læste betød, resulterede det i „stor fryd“. (Nehemias 8:6-8, 12) Senere sagde apostelen Paulus til sin medarbejder Timoteus: „Bliv ved med, indtil jeg kommer, flittigt at tage dig af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning.“ (1 Timoteus 4:13) En anden oversættelse lyder: ’Du skal være flittig med at læse for dem.’ — Seidelin.

      5. Hvordan bliver lykke i Åbenbaringen 1:3 forbundet med det at læse?

      5 Vor lykke afhænger af om vi læser og lever efter Guds ord, hvilket fremgår af Åbenbaringen 1:3, hvor der står: „Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder det der står skrevet i den, for den fastsatte tid er nær.“ Det er altså nødvendigt at oplæse de profetiske ord fra Gud i Åbenbaringen og i hele Bibelen. For at opnå sand lykke må man ’have lyst til Jehovas lov og læse dæmpet i hans lov dag og nat’. Hvad vil det medføre? „Alt hvad [man] gør, det lykkes.“ (Salme 1:1-3) Der er derfor gode grunde til at Jehovas organisation opfordrer os til at læse og studere Guds ord personligt, som familie og sammen med venner.

      Tænk aktivt og grund over det du læser

      6. Hvad fik Josua befaling om at læse, og hvordan var dette gavnligt?

      6 Hvordan får man mest muligt ud af at læse Guds ord og de kristne publikationer? Måske vil det være en god idé at gøre som Josua, en gudfrygtig fører i fortidens Israel. Han fik følgende befaling: „Denne lovbog skal ikke vige fra din mund, og du skal læse dæmpet i den dag og nat, for at du kan tage vare på at handle efter alt hvad der står skrevet i den; for da vil du have lykken med dig på din vej og da vil du handle med indsigt.“ (Josua 1:8) Når man læser dæmpet vil det hjælpe en til at huske det man har læst. Josua skulle læse i Guds lov „dag og nat“, altså regelmæssigt. Så ville han have lykken med sig på sin vej og handle med indsigt når han varetog de ansvarsopgaver Gud gav ham. Du kan erfare det samme ved regelmæssigt at læse i Guds ord.

      7. Hvorfor bør vi ikke først og fremmest koncentrere os om at få læst så meget som muligt når vi studerer Bibelen?

      7 Vær ikke blot opsat på at komme igennem et vist antal sider når du læser i Guds ord. Hvis man har planlagt at bruge et bestemt tidsrum på at læse i Bibelen eller i de kristne publikationer, vil det være fornuftigt at tage det stille og roligt. Det gælder især når man studerer et emne med henblik på at kunne huske vigtige punkter. Man bør desuden tænke aktivt imens man læser. Analysér bibelskribentens udsagn. Spørg dig selv: ’Af hvilken grund skriver han det? Hvad kan jeg bruge disse oplysninger til?’

      8. Hvorfor er det gavnligt at grunde over det vi læser i Bibelen?

      8 Tag dig også tid til at grunde over det du læser i Bibelen. Det vil hjælpe dig til at huske beretningerne og anvende de bibelske principper. Når man grunder over Guds ord og hæfter sig ved bestemte punkter, vil det også hjælpe én til at tale fra hjertet og til at besvare oprigtige spørgsmål på en god måde. Man vil heller ikke så let komme til at sige noget man senere fortryder. Et inspireret ordsprog lyder: „Den retfærdiges hjerte grunder over hvordan det skal svare.“ — Ordsprogene 15:28.

      Forbind det nye med det du allerede ved

      9, 10. Hvordan kan vi få øget udbytte af vor bibellæsning ved at forbinde det nye vi lærer, med det vi allerede ved?

      9 De fleste kristne må indrømme at de på et tidspunkt kun kendte meget lidt til Gud, til hans ord og til hans hensigter. Men i dag kan disse kristne forkyndere forklare hensigten med Kristi offer, idet de begynder med skabelsen og menneskets syndefald. De kan forklare at denne onde tingenes ordning vil blive fjernet og at lydige mennesker vil kunne opnå evigt liv på en paradisisk jord. At Jehovas tjenere kan gøre dette, skyldes i vid udstrækning at de har taget imod ’kundskaben om Gud’ ved at studere Bibelen og kristne publikationer. (Ordsprogene 2:1-5) De har gradvis forbundet det nye de har lært, med det de vidste i forvejen.

      10 Det er godt at forbinde nye tanker fra Bibelen med det man allerede ved. (Esajas 48:17) Når man støder på bibelske love og principper, eller måske mere abstrakte begreber, vil det være godt at knytte det sammen med noget man allerede ved. Vær opmærksom på hvordan oplysningerne passer ind i „det mønster af sunde ord“ som du har lært. (2 Timoteus 1:13) Vær også på udkig efter oplysninger som vil kunne styrke dit forhold til Gud, forbedre din kristne personlighed, eller som du kan bruge når du skal fortælle andre om budskabet fra Bibelen.

      11. Hvad kan man gøre når man læser hvad Bibelen siger om en bestemt adfærd? Giv et eksempel.

      11 Når man læser hvad Bibelen siger om en bestemt adfærd, vil det være godt at finde ud af hvilke principper der ligger bag. Grund over det og beslut dig for hvad du selv vil gøre under lignende omstændigheder. Jakobs søn Josef nægtede konsekvent at begå kønslig umoralitet med Potifars hustru, og sagde: „Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så slet og derved synde mod Gud?“ (1 Mosebog 39:7-9) Af denne beretning, der gør et stærkt indtryk, kan man udlede det princip at kønslig umoralitet er en synd mod Gud. Man kan i tankerne forbinde dette princip med andre udtalelser i Guds ord, og man vil let kunne huske princippet hvis man fristes til at give sig af med en uret adfærd. — 1 Korinther 6:9-11.

      Se de bibelske beretninger for dig

      12. Hvorfor vil det være godt at se de bibelske beretninger for sit indre blik når man læser dem?

      12 For at kunne huske detaljerne i det man læser, vil det være godt at se begivenhederne for sit indre blik. Forestil dig terrænet, husene og menneskene. Hør stemmerne. Lugt brødet der bages i ovnen. Lev dig ind i det der skete. Så vil det du læser gøre dybt indtryk på dig, for du „ser“ fortidsbyen eller „bestiger“ et højt bjerg, du forundres over skaberværket, eller måske befinder du dig i selskab med troshelte.

      13. Hvordan vil du beskrive det vi læser i Dommerbogen 7:19-22?

      13 Lad os sige at du læser Dommerbogen 7:19-22. Forestil dig hvad der sker. Dommeren Gideon og tre hundrede modige israelitter har indtaget deres pladser ved udkanten af midjanitternes lejr. Klokken er omkring ti om aftenen, „ved begyndelsen af den midterste nattevagt“. De midjanitiske skildvagter er netop blevet posteret, og lejren med israelitternes sovende fjender ligger hen i mørke. Men se! Gideon og hans mænd er udstyret med horn. I venstre hånd har de en stor vandkrukke der skjuler en fakkel. Pludselig blæser de tre hold på hver hundrede mand i hornene, knuser krukkerne, hæver faklerne højt i vejret og råber: „Jehovas og Gideons sværd!“ Du betragter spændt lejren. Midjanitterne forsøger at flygte og råber højt. Mens de tre hundrede israelitter fortsætter med at blæse i hornene retter Gud midjanitternes sværd mod hinanden. Midjan er slået på flugt, og Jehova har givet Israel sejren.

      Læs og lær

      14. Hvordan kan Dommerbogen, kapitel 9, bruges til at lære et barn ydmyghed?

      14 Vi kan lære meget af at læse i Guds ord. Hvis du for eksempel vil lære dine børn vigtigheden af at være ydmyg, vil det sikkert være let at forestille sig handlingen i Gideons søn Jotams profeti, og uddrage læren deraf. Begynd med at læse Dommerbogen 9:8. „Der var engang da træerne gik hen for at salve en til at være konge over dem,“ fortæller Jotam. Hverken oliventræet, figentræet eller vintræet ønskede at regere. Men den simple tjørn ville gerne være hersker. Efter at man har læst beretningen højt for sine børn, kan man forklare at de værdifulde planter skildrede nogle agtværdige mænd som ikke ønskede at regere over deres israelitiske brødre. Tjørnen, der kun var egnet til brændsel, var et billede på den stolte og herskesyge morder Abimeleks kongeværdighed. Men som Jotam havde profeteret, døde han. (Dommerbogen, kapitel 9) Hvilket barn ønsker at vokse op og blive som en tjørn?

      15. Hvordan understreger Ruts Bog vigtigheden af loyalitet?

      15 Ruts Bog i Bibelen understreger vigtigheden af loyalitet. Forestil dig at man i din familie skiftes til at læse op fra beretningen og prøver at tilegne sig det der står. Du ser moabitterinden Rut på vej til Betlehem sammen med sin svigermor, No’omi, der er enke, og du hører Rut sige: „Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ (Rut 1:16) Se for dig hvordan Rut flittigt sanker aks efter høstfolkene på Boaz’ mark. Du hører ham rose hende og sige: „Enhver i mit folks port ved at du er en dygtig kvinde.“ (Rut 3:11) Boaz gifter sig kort efter med Rut. I overensstemmelse med ordningen om svogerægteskab får hun med Boaz en søn der omtales som No’omis søn. Ved at Rut blev stammoder til David og senere til Jesus Kristus, fik hun „fuld løn“. Når man læser denne bibelske beretning lærer man noget vigtigt, nemlig at man vil blive rigt velsignet når man er loyal mod Jehova. — Rut 2:12; 4:17-22; Ordsprogene 10:22; Mattæus 1:1, 5, 6.

      16. Hvilken prøve blev Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego udsat for, og hvad kan vi lære af denne beretning?

      16 Beretningen med hebræerne Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego kan styrke os til at være trofaste mod Gud under prøve. Se situationen for dig når Daniel, kapitel 3, læses højt. En stor billedstøtte af guld er stillet op på Durasletten, hvor de babyloniske embedsmænd er forsamlet. Da musikinstrumenterne stemmer i, falder alle ned og tilbeder billedstøtten som kong Nebukadnezar har opstillet. Men ikke Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego. Respektfuldt, men med fasthed, meddeler de kongen at de ikke vil tjene hans guder og tilbede guldbilledstøtten. Disse unge hebræere bliver kastet i en overophedet ovn. Men hvad sker der? Da kongen kigger ind i ovnen ser han fire mænd, og en af dem ’ligner en gudssøn’. (Daniel 3:25) De tre hebræere lukkes ud af ovnen, og Nebukadnezar velsigner deres Gud. Det har været en oplevelse at se beretningen for sit indre blik. Den lærer os hvor vigtigt det er at forblive trofast mod Jehova under prøve.

      Læs Bibelen sammen som familie

      17. Nævn kort nogle af de gavnlige ting din familie kan lære af at læse Bibelen sammen.

      17 Der er mange fordele ved jævnlig at læse Bibelen sammen som familie. I Første Mosebog kan man blive vidne til Skabelsen og få et indtryk af det paradis der var menneskenes oprindelige hjem. Man kan være sammen med de trofaste patriarker og deres familier og følge israelitterne mens de tørskoet går gennem Det Røde Hav. Eller man kan se hyrdedrengen David besejre filisterkæmpen Goliat. Din familie kan følge med i opførelsen af Jehovas tempel i Jerusalem, se hvordan det bliver ødelagt af de babyloniske horder, samt opleve at det bliver genopbygget under landshøvdingen Zerubbabel. Sammen med de jævne hyrder i nærheden af Betlehem kan I høre englene bekendtgøre Jesu fødsel. I kan få indblik i detaljer vedrørende hans dåb og tjeneste, se ham ofre sit menneskeliv som en genløsning, og I kan opleve den glæde det medførte da han blev oprejst. Siden kan I rejse ud sammen med apostelen Paulus og blive vidne til hvordan der oprettes menigheder efterhånden som kristendommen udbredes. I Åbenbaringens Bog kan jeres familie glæde sig over apostelen Johannes’ storslåede syn af fremtiden, blandt andet Kristi tusindårige styre.

      18, 19. Hvilke forslag kan man måske bruge når man læser Bibelen sammen som familie?

      18 Hvis I læser højt fra Bibelen i familien, er det vigtigt at læse tydeligt og med begejstring. Nogle steder i Bibelen kan faderen måske læse selve beretningen. Andre kan så med passende indlevelse læse det de bibelske personer siger.

      19 Når man på den måde læser Bibelen sammen som familie, vil man blive bedre til at læse. Ens kundskab om Gud vil øges, hvilket vil give én et nærmere forhold til ham. Asaf sang: „For mig er det bedste at søge nær til Gud. Jeg har gjort den suveræne Herre Jehova til min tilflugt — for at forkynde alle dine gerninger.“ (Salme 73:28) Det vil hjælpe jeres familie til at blive ligesom Moses, der „holdt stand som så han den usynlige“. — Hebræerne 11:27.

      Læsning og den kristne forkyndelse

      20, 21. Hvordan er befalingen til at forkynde forbundet med evnen til at læse?

      20 Vort ønske om at tilbede „den usynlige“ bør få os til at arbejde på at blive gode til at læse. Evnen til at læse godt vil hjælpe os til at aflægge vidnesbyrd om Guds ord. Det vil afgjort hjælpe os når vi skal udføre det forkyndelsesarbejde Jesus befalede sine disciple at udføre med ordene: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8) Forkyndelsen er Jehovas folks vigtigste arbejde, og det at kunne læse vil hjælpe os til at fuldføre denne opgave.

      21 Det kræver en indsats at blive dygtig til at læse og undervise i Guds ord. (Efeserne 6:17) Gør derfor ’dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, en der behandler sandhedens ord på rette måde’. (2 Timoteus 2:15) Ved at være flittig med at læse vil du få øget kundskab om sandheden fra Bibelen og dygtiggøre dig som et vidne for Jehova.

  • Læs Guds ord og tjen ham i sandhed
    Vagttårnet – 1996 | 15. maj
    • Læs Guds ord og tjen ham i sandhed

      „Lær mig, Jehova, din vej. Jeg vil vandre i din sandhed.“ — Salme 86:11.

      1. Hvad kunne man læse om sandheden i det første nummer af dette blad?

      JEHOVA udsender sit lys og sin sandhed. (Salme 43:3) Han har også givet os evnen til at læse hans ord, Bibelen, og til at lære sandheden at kende. I det første nummer af dette blad, der udkom i juli 1879, kunne man læse: „Sandheden er som en lille, beskeden blomst i livets vildmark, omgivet og næsten kvalt af vildfarelsernes frodige ukrudt. Hvis du ønsker at finde den, må du altid være på udkig. For at kunne betragte dens skønhed må du skubbe vildfarelsernes ukrudt og skinhellighedens krat til side. Hvis du vil eje den, må du bukke dig efter den! Stil dig ikke tilfreds med én sandhedsblomst. Hvis én var tilstrækkelig, havde der ikke været flere. Bliv ved med at samle og søge efter flere.“ At læse og studere Guds ord sætter os i stand til at opnå nøjagtig kundskab og at vandre i hans sandhed. — Salme 86:11.

      2. Hvad blev resultatet da Ezra og andre oplæste Guds ord for jøderne i fortidens Jerusalem?

      2 Efter at Jerusalems mure var blevet genopbygget i 455 f.v.t., oplæste præsten Ezra og andre Guds lov for jøderne. Dernæst fejrede de med glæde løvhyttefesten, bekendte deres synder og sluttede „en bindende aftale“. (Nehemias 8:1–9:38) Vi læser: „De blev ved med at læse op af bogen, af den sande Guds lov, samtidig med at den blev fortolket og man gav det læste mening; således forklarede de det oplæste.“ (Nehemias 8:8) Nogle mener at jøderne ikke forstod hebraisk særlig godt og at man derfor omskrev eller oversatte det læste til aramaisk. Men det fremgår ikke af teksten at der blot var tale om en klarlægning af sproglige udtryk. Ezra og de andre fortolkede Loven så folket kunne forstå dens principper og anvende dem. Kristne publikationer og møder har også til formål at give det man læser i Guds ord mening. Det er også de udnævnte ældstes opgave, eftersom de er ’egnede til at undervise’. — 1 Timoteus 3:1, 2; 2 Timoteus 2:24.

      Varige gavnlige virkninger

      3. Hvordan gavner det os at læse i Bibelen?

      3 Når kristne familier læser Bibelen sammen, vil det sandsynligvis medføre varige gavnlige virkninger. De bliver kendt med Guds love og får indblik i lærepunkter, profetier og andre emner. Efter at man har læst et stykke i Bibelen kan familiens overhoved spørge: Hvordan bør det berøre os? Hvilken forbindelse har det med Bibelens øvrige lære? Hvordan kan vi bruge det i forkyndelsen? Familiens medlemmer får større indsigt når de ved hjælp af Register til Vagttårnets publikationer og andre registre finder yderligere oplysninger frem om det de læser i Bibelen. Det vil også være nyttigt at bruge Insight on the Scriptures og Hjælp til forståelse af Bibelen.

      4. Hvilken vejledning fik Josua, som vi læser i Josua 1:8?

      4 Vi kan bruge de principper vi finder i Bibelen i dagligdagen. Desuden vil det at læse og studere De Hellige Skrifter ’kunne gøre os vise til frelse’. (2 Timoteus 3:15) Hvis vi lader Guds ord lede os, vil vi blive ved med at vandre i hans sandhed, og vore retfærdige ønsker vil blive til virkelighed. (Salme 26:3; 119:130) Men ligesom Moses’ efterfølger Josua må vi søge forstand. ’Lovbogen’ måtte ikke vige fra hans mund, og han skulle læse i den dag og nat. (Josua 1:8) At Josua ikke måtte lade ’lovbogen’ vige fra sin mund, betød at han ikke måtte holde op med at fortælle andre om de oplysninger der fandtes heri. At han skulle læse i Loven dag og nat, betød at han skulle grunde over den og studere den. Apostelen Paulus opfordrede også Timoteus til at ’grunde’ eller meditere over sin adfærd, sin tjeneste og sin undervisning. Som kristen ældste måtte Timoteus være særlig omhyggelig med at føre et eksemplarisk liv og sikre sig at hans undervisning var i overensstemmelse med Bibelen. — 1 Timoteus 4:15.

      5. Hvad kræver det at finde sandheden fra Gud?

      5 Sandheden fra Gud er en uvurderlig skat. For at finde den må man ’grave’ eller søge ihærdigt i Guds ord. Kun hvis vi som lærvillige børn lader os undervise af den store Lærer, vil vi opnå visdom og komme til at forstå at vi bør nære ærefrygt for Jehova. (Ordsprogene 1:7; Esajas 30:20, 21) Vi bør naturligvis kunne begrunde vor tro ud fra Bibelen. (1 Peter 2:1, 2) Jøderne i Berøa „var mere ædelsindede end de i Thessalonika, for de tog imod ordet med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således“ som Paulus sagde. Jøderne i Berøa blev ikke lastet fordi de gjorde dette, men tværtimod rost. — Apostelgerninger 17:10, 11.

      6. Hvorfor kunne Jesus sige at visse jøder ikke havde gavn af at granske Skrifterne?

      6 Jesus sagde til nogle jøder: „I ransager Skrifterne, fordi I mener at I ved hjælp af dem vil have evigt liv; og det er netop dem som vidner om mig. Og dog ønsker I ikke at komme til mig for at I må få liv.“ (Johannes 5:39, 40) De havde det rette mål med at ransage Skrifterne, at finde vejen til livet. Og Skrifterne indeholdt virkelig messiasprofetier der pegede frem til Jesus som den der kunne give liv. Men eftersom jøderne forkastede ham, havde de ingen gavn af at undersøge Skrifterne.

      7. Hvad er nødvendigt for at øge sin forståelse af Bibelen, og hvorfor?

      7 For at få større forståelse af Bibelen har vi brug for Guds ånd eller virksomme kraft. „Ånden ransager alt, endog Guds dybder“ for at bringe deres betydning for dagen. (1 Korinther 2:10) De kristne i Thessalonika skulle ’forvisse sig om alt’ i de profetiske udtalelser de hørte. (1 Thessaloniker 5:20, 21) Da Paulus skrev til thessalonikerne (omkring år 50), var Mattæusevangeliet det eneste der var skrevet af De Græske Skrifter. Thessalonikerne og indbyggerne i Berøa kunne sikkert forvisse sig om alt ved at undersøge den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter. De måtte læse og studere Skrifterne, og det samme må vi.

      Vigtigt for alle

      8. Hvorfor bør udnævnte ældste udmærke sig med hensyn til bibelkundskab?

      8 Udnævnte ældste bør udmærke sig i bibelkundskab. De må være ’egnede til at undervise’, og de må ’holde sig til det troværdige ord’. Tilsynsmanden Timoteus skulle ’behandle sandhedens ord på rette måde’. (1 Timoteus 3:2; Titus 1:9; 2 Timoteus 2:15) Hans far var ikketroende, men hans mor, Eunike, og hans mormor, Lois, havde undervist ham i „de hellige skrifter“ fra den spæde barndom af, hvilket havde givet ham ’en tro uden hykleri’. (2 Timoteus 1:5; 3:15) Troende fædre må opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“. Især ældste der er familieoverhoveder må have „troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige“. (Efeserne 6:4; Titus 1:6) Uanset vore omstændigheder bør vi indse nødvendigheden af at læse, studere og leve efter Guds ord.

      9. Hvorfor er det gavnligt at studere Bibelen sammen med kristne trosfæller?

      9 Vi bør også studere Bibelen sammen med trosfæller. Paulus ønskede at de kristne i Thessalonika skulle drøfte hans vejledning indbyrdes. (1 Thessaloniker 4:18) For at skærpe vor forståelse af sandheden er der intet bedre end at undersøge Skrifterne sammen med andre der nidkært studerer Bibelen. Det er sandt når ordsproget siger: „Jern skærpes med jern. Således skærper den ene mand den andens ansigt.“ (Ordsprogene 27:17) Et redskab af jern kan blive rustent hvis ikke det bruges og skærpes. Vi må også mødes regelmæssigt for at skærpe hinanden ved at udveksle den kundskab vi har opnået ved at læse, studere og grunde over Guds sandhedsord. (Hebræerne 10:24, 25) Det er desuden en af de måder hvorpå vi sikrer os at vi får gavn af det åndelige lys der bryder frem. — Salme 97:11; Ordsprogene 4:18.

      10. Hvad vil det sige at vandre i sandheden?

      10 Når vi studerer Bibelen kan vi passende bede ligesom salmisten: „Udsend dit lys og din sandhed. Måtte disse føre mig.“ (Salme 43:3) Hvis vi ønsker at opnå Guds godkendelse, må vi vandre i hans sandhed. (3 Johannes 3, 4) Det indbefatter at vi følger hans anvisninger og tjener ham i trofasthed og oprigtighed. (Salme 25:4, 5; Johannes 4:23, 24) Som det fremgår af Guds ord og publikationerne fra „den trofaste og kloge træl“, må vi tjene Jehova i sandhed. (Mattæus 24:45-47) Det kræver at vi har nøjagtig kundskab om Guds ord. Hvordan bør vi læse og studere Bibelen? Skal vi begynde at læse den fra Første Mosebog, kapitel 1, vers 1, og så fortsætte indtil vi har læst alle 66 bøger? Ja, alle kristne der har hele Bibelen på deres eget sprog, bør læse den fra Første Mosebog til Åbenbaringen. Målet med at læse Bibelen og de kristne publikationer bør være at øge vor forståelse af hele den sandhed ud fra Bibelen som Gud har tilvejebragt gennem ’den trofaste træl’.

      Læs Guds ord højt

      11, 12. Hvorfor er det gavnligt at der læses op fra Bibelen ved møderne?

      11 Når vi er alene læser vi måske indenad. Men i fortiden læste man også højt når man sad for sig selv. Da den ætiopiske eunuk kørte i sin vogn, kunne evangelieforkynderen Filip derfor høre ham læse fra Esajas’ profeti. (Apostelgerninger 8:27-30) Det hebraiske ord der er oversat med „læse“, betyder primært „at råbe“. De der til at begynde med ikke kan læse indenad og få fat i meningen med det de læser, bør derfor ikke holde sig tilbage fra at læse højt. Hovedsagen er at man lærer sandheden at kende ved at læse Guds skrevne ord.

      12 Det er godt at der bliver læst op fra Bibelen ved kristne møder. Apostelen Paulus gav sin medarbejder Timoteus følgende opfordring: „Bliv ved med . . . flittigt at tage dig af oplæsning, af tilskyndelse, af undervisning.“ (1 Timoteus 4:13) Til kolossenserne skrev Paulus: „Når dette brev er blevet læst hos jer, så sørg for at det også bliver læst i laodikensernes menighed og at I også læser dét fra Laodikea.“ (Kolossenserne 4:16) Og i Åbenbaringen 1:3 læser vi: „Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder det der står skrevet i den, for den fastsatte tid er nær.“ En foredragsholder bør derfor underbygge det han siger til en menighed ved at læse skriftsteder fra Bibelen.

      Studium af emner

      13. Hvordan lærer man bedst sandhederne i Bibelen at kende, og hvad kan hjælpe os til at finde bestemte skriftsteder?

      13 Den mest effektive metode til at lære Bibelen at kende, er at studere den emnevis. I en bibelordbog er de bibelske ord opført alfabetisk og med et uddrag af skriftstedet. De er også opført efter bog, kapitel og vers, hvilket gør det nemmere at finde de skriftsteder der har forbindelse med et bestemt emne. Man vil også konstatere at skriftstederne harmonerer med hinanden, for Bibelens Forfatter modsiger ikke sig selv. Ved hjælp af sin hellige ånd inspirerede han over en periode på 1600 år omkring 40 mænd til at nedskrive Bibelen. At studere den emnevis for at lære sandheden at kende, er en metode der har stået tidens prøve.

      14. Hvorfor er det godt at studere De Hebraiske Skrifter sammen med De Kristne Græske Skrifter?

      14 Vor værdsættelse af sandheden i Bibelen bør motivere os til at læse og studere De Kristne Græske Skrifter sammen med De Hebraiske Skrifter. Så vil vi opdage hvordan De Kristne Græske Skrifter er forbundet med Guds hensigt, og det vil kaste lys over profetier i De Hebraiske Skrifter. (Romerne 16:25-27; Efeserne 3:4-6; Kolossenserne 1:26) Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter er en god hjælp i den forbindelse. Den er blevet udarbejdet af samvittighedsfulde tjenere for Gud der har draget nytte af det øgede kendskab til Bibelens originaltekst, de idiomer der benyttes, samt forskellige baggrundsoplysninger. Gennem „den trofaste og kloge træl“ har Jehova desuden tilvejebragt vigtige hjælpemidler til bibelstudium.

      15. Hvilket argument kan man bruge for at vise at det er rigtigt at citere fra forskellige steder i Bibelen?

      15 Men nogle vil måske sige: ’Jeres publikationer indeholder tusinder af citater fra Bibelen, men hvorfor citerer I lidt fra det ene sted og lidt fra det andet?’ Ved at citere fra forskellige af Bibelens 66 bøger henter publikationerne støtte hos flere inspirerede vidner for at bevise at en bestemt lære er sand. Jesus anvendte den samme undervisningsmetode. Da han holdt sin bjergprædiken citerede han 21 gange fra De Hebraiske Skrifter. Der er tre citater fra Anden Mosebog, to fra Tredje Mosebog, et fra Fjerde Mosebog, seks fra Femte Mosebog, et fra Anden Kongebog, fire fra Salmerne, tre fra Esajas’ Bog og et fra Jeremias’ Bog. Forsøgte Jesus på denne måde ’at bevise hvad som helst’? Nej, for ’han underviste som en der havde myndighed, og ikke som de skriftlærde’. Det skyldtes at Jesus brugte Guds skrevne ord som autoritet til at underbygge sin lære. (Mattæus 7:29) Det samme gjorde apostelen Paulus.

      16. Hvilke skriftsteder henviste Paulus til i Romerbrevet 15:7-13?

      16 I den passage vi finder i Romerbrevet 15:7-13, citerede Paulus fra tre afsnit af De Hebraiske Skrifter — Loven, Profeterne og Salmerne. Han viste at både jøder og ikkejøder ville herliggøre Gud, og at kristne derfor skulle acceptere folk fra alle nationer. Paulus sagde: „I skal derfor acceptere hinanden, ligesom Messias også har accepteret os, til ære for Gud. Jeg siger nemlig at Kristus jo er blevet en tjener for de omskårne for Guds sanddruheds skyld, for at bekræfte de løfter Han gav deres forfædre, og for at folk fra nationerne kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed. Som der står skrevet [i Salme 18:49]: ’Derfor vil jeg åbent anerkende dig blandt nationerne, og dit navn vil jeg lovsynge.’ Og han siger endvidere [i Femte Mosebog 32:43]: ’Vær glade, I nationer, med hans folk.’ Og ligeledes [i Salme 117:1]: ’Pris Jehova, alle I nationer, og lad alle folkene lovprise ham.’ Og yderligere siger Esajas [i Esajas 11:1, 10]: ’Isajs rod skal være der, ja, den der rejser sig for at herske over nationerne; på ham vil nationerne håbe.’ Måtte Gud der giver håb, fylde jer med al glæde og fred ved at I har tro, så I må være rige i håbet med hellig ånds kraft.“ Ved at Paulus på denne måde belyste et emne, viste han hvordan man kan citere skriftsteder for at underbygge en bibelsk lære.

      17. Hvilke fortilfælde viser at kristne gør ret i at citere fra forskellige steder i Bibelen?

      17 Apostelen Peters første inspirerede brev indeholder 34 citater fra Loven, Profeterne og Salmerne, i alt ti bøger. I sit andet brev citerer Peter seks gange fra tre bøger. Mattæusevangeliet indeholder 122 citater fra Første Mosebog til Malakias. I De Græske Skrifters 27 bøger findes der 320 direkte citater fra Første Mosebog til Malakias samt i hundredvis af andre henvisninger til De Hebraiske Skrifter. Når kristne i dag foretager et studium af et bestemt emne i Bibelen, følger de det eksempel Jesus og hans apostle satte og citerer fra forskellige steder i hele Bibelen. Det er især på sin plads her i „de sidste dage“, hvor det meste af det vi læser i De Hebraiske og De Græske Skrifter, får sin opfyldelse. (2 Timoteus 3:1) Det er på den måde ’den trofaste træl’ bruger Bibelen i sine publikationer, men den føjer aldrig noget til Guds ord eller tager noget bort fra det. — Ordsprogene 30:5, 6; Åbenbaringen 22:18, 19.

      Lad os altid vandre i sandheden

      18. Hvorfor bør vi ’vandre i sandheden’?

      18 Vi må ikke tage noget bort fra Bibelen, for det er hele den kristne lære i Guds ord der udgør „sandheden“ eller „den gode nyheds sandhed“. For at opnå frelsen er det vigtigt at være trofast mod denne sandhed, ja, at ’vandre’ i den. (Galaterne 2:5; 2 Johannes 4; 1 Timoteus 2:3, 4) Eftersom kristendommen er „sandhedens vej“, bliver vi „medarbejdere for sandheden“ ved at hjælpe andre til at fremme sandhedens interesser. — 2 Peter 2:2; 3 Johannes 8.

      19. Hvad skal der til for at vi kan ’fortsætte med at vandre i sandheden’?

      19 Hvis vi ’fortsat skal vandre i sandheden’, må vi læse Bibelen og drage nytte af den åndelige hjælp som Gud tilvejebringer gennem ’den trofaste træl’. (3 Johannes 4) Det vil være til vort eget bedste, og det vil sætte os i stand til at lære andre om Jehova Gud og Jesus Kristus og lære dem Guds hensigt at kende. Lad os være taknemmelige for at Jehovas ånd hjælper os til at forstå hans ord og tjene ham i sandhed.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del