Ræsonnér med tilhørerne

GUDS ord har udvirket forandringer i vores liv som vi er taknemmelige for. Vi ønsker at det samme vil ske for andre. Desuden er vi klar over at folks fremtidsudsigter afhænger af hvordan de reagerer på den gode nyhed. (Matt. 7:13, 14; Joh. 12:48) Det er derfor at vi mere end noget andet ønsker at de skal tage imod sandheden. Men for at vi kan opnå det bedst mulige resultat, må vores stærke tro og vores iver efter at forkynde afvejes med dømmekraft.

Hvis vi uden videre erklærer at en opfattelse som en anden længe har været glad for, er forkert, bliver det sikkert ikke godt modtaget, selv om vi underbygger det med en lang række skriftsteder. Det kunne for eksempel dreje sig om en populær højtid; hvis vi bare fordømmer den og siger at den stammer fra hedensk tid, er det langtfra sikkert at det forandrer folks syn på højtiden. I den situation er det bedre at ræsonnere.

Ordet „ræsonnere“ er beslægtet med „ræson“, der betyder „fornuft“, „grund“ eller „årsag“. At ræsonnere indebærer at man giver fornuftgrunde, peger på årsager og når til konklusioner. Det bør vi gøre når vi forkynder. Det er rimeligt og fornuftigt, og det harmonerer med ånden i Bibelens vejledning. Vi lærer at „visdommen ovenfra er . . . fredsstiftende, rimelig“. (Jak. 3:17) Det græske ord der gengives med „rimelig“, betyder bogstaveligt „eftergivende“. Bemærk at det her står sammen med ordet „fredsstiftende“. I Titus 3:2 nævnes det sammen med „mildhed“ som en modsætning til det at være krigerisk. Og ifølge Filipperbrevet 4:5 bør vi være kendt for vores „rimelighed“. Den ’rimelige’ tager hensyn til andre menneskers baggrund, omstændigheder og følelser. Han giver efter når det er på sin plads. Hvis vi husker dette når vi taler og ræsonnerer med folk, kan det åbne deres sind og hjerte så de er mere lydhøre over for vores bibelske budskab.

Udgangspunktet. Historikeren Lukas beretter at apostelen Paulus i Thessalonika ’ræsonnerede ud fra Skrifterne idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde’. (Apg. 17:2, 3) Læg mærke til at Paulus ved denne lejlighed befandt sig i en jødisk synagoge. Han talte til mennesker der anerkendte De Hebraiske Skrifter som autoritet, og det var naturligt at bruge dette som udgangspunkt.

Men da Paulus talte til nogle grækere på Areopagus i Athen, begyndte han ikke med at henvise til Skrifterne. Nej, han tog udgangspunkt i noget som de kendte og accepterede, og fra dette førte han samtalen over på Skaberen og hans hensigter. — Apg. 17:22-31.