Der fandtes allerede en højere form for liv — „de gudlignende“, åndeskabninger, også kaldet engle. — Salme 8:5.

En af disse „gudlignende“ skabninger, som der er millioner af, ville forsøge at blive det første menneskepars gud og hersker i stedet for Jehova, deres Skaber. Han brugte sin frie vilje og løj bevidst over for kvinden for at få hende, og hendes mand gennem hende, til at være ulydige mod Gud. Han antydede at Gud var en løgner og en bedrager. Han sagde at det at tænke og handle uafhængigt ikke ville føre til døden, sådan som Gud havde sagt til dem, og han forsikrede hende: „I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ — 1 Mosebog 3:1-5.

Sådan iværksatte denne gudlignende skabning et oprør mod Guds herredømme — et oprør som millioner af engle var vidne til. På den måde blev spørgsmålet om hvem der har ret til at udøve herredømme, til et universelt stridsspørgsmål. Den oprørske engel blev Guds modstander, „Satan“, som det hebraiske ord for modstander gengives med. Satan drog Guds sandfærdighed i tvivl, og blev dermed også den første bagvasker eller „Djævel“, som det græske ord for bagvasker gengives med. Dette første oprør udløste den kæde af begivenheder som har forårsaget alle menneskenes lidelser.

Hvorfor kvalte Jehova ikke oprøret i sin vorden ved at tilintetgøre Satan dér tilbage i Eden? Som den Almægtige havde han naturligvis magt til at gøre det. Satan havde imidlertid ikke sat spørgsmålstegn ved Guds magt men derimod ved hans måde at udøve den på. Da Satan argumenterede mod Guds klart udtrykte lov, hævdede han i virkeligheden at Guds måde at herske på ikke er rigtig og ikke er til bedste for hans skabninger. Han hævdede også at menneskene ikke ville forblive loyale over for Gud under prøve. (Job, kapitlerne 1 og 2) Hvordan kunne Jehova tage denne udfordring op og afgøre disse spørgsmål én gang for alle?

Vi kan måske illustrere Guds måde at handle med den egensindige menneskehed på ved hjælp af Jesu lignelse om den fortabte søn. Jesus fortalte om en mand der havde to sønner. Den yngste krævede at få sin del af arven mens faderen endnu var i live. Han ønskede at være uafhængig og rejse hjemmefra og vise at han kunne klare sig selv. Faderen kunne med det samme have afslået sønnens krav og låst ham inde så han ikke kunne komme af sted. Ville det have været det bedste på langt sigt? Nej, for så ville sønnen være blevet hjemme mod sin vilje. Det ville desuden have hindret ham i at følge sin frie vilje. Hvad gjorde faderen da?

Jesus forklarede: „[Faderen] skiftede . . . ejendommen imellem dem. Og ikke mange dage derefter samlede den yngste søn alt sit og rejste langt bort til et fremmed land og ødte dér sin formue i et udsvævende liv.“ Det gik så galt for denne unge jødiske mand at han måtte tage arbejde som svinevogter. Der var mad nok til grisene, men ikke til ham. Jesus fortsatte: „Men han gik i sig selv og sagde: ’Hvor mange daglejere hjemme hos min fader har ikke fuldt op af mad? og her er jeg ved at sulte ihjel.’“ Hvad gjorde han så? Han angrede og bestemte sig for at tage hjem igen og overgive sig til sin fader på nåde og unåde. — Lukas 15:11-32, da. aut.

Hvad var det altså der skulle til for at denne unge mand kom til fornuft? Tid og erfaring. Faderen havde undladt at gøre noget drastisk og havde i stedet ladet sønnen få tid til at indse hvor dumt han opførte sig. Han måtte ganske vist lide under denne proces, men den bragte ham til fornuft.