HÅBET OM EN GENOPRETTELSE

Omkring år 1527 flyttede også teologen Johannes Campanus til Wittenberg, og han betragtedes som en af datidens største lærde. Til trods for at han befandt sig i de religiøse reformers brændpunkt, blev han i stigende grad utilfreds med Martin Luthers lære. Hvorfor?

Campanus forkastede både læren om transsubstantiation og konsubstantiation.d Ifølge forfatteren André Séguenny mente Campanus at „brødet som substans altid forbliver brød, men at det som sakramente er et symbol på Kristi kød“. Ved religionssamtalerne i Marburg i 1529, et møde der blev holdt for at drøfte netop disse spørgsmål, fik Campanus ikke lov til at fortælle hvad han havde lært fra Bibelen. Efter dette møde undgik de andre reformatorer ethvert samkvem med ham.

Det der især oprørte reformatorerne, var Campanus’ synspunkter angående Faderen, Sønnen og den hellige ånd. I sin bog Restitution fra 1532 hævdede Campanus at Jesus og hans Fader var to adskilte personer. Han forklarede at Faderen og Sønnen „er ét“ i samme forstand som mand og hustru er „ét kød“ — forenede, men dog stadig to personer. (Johannes 10:30; Mattæus 19:5) Campanus pegede på at Bibelen bruger samme billede til at vise at Faderen har myndighed over Sønnen: „En kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ — 1 Korinther 11:3.

Hvad så med den hellige ånd? Igen henviste Campanus til Bibelen. Han skrev: „Intetsteds i Bibelen fremføres det at Helligånden er den tredje person ... Guds ånd skal forstås som noget der er virksomt, idet Han forbereder og udfører alt gennem sin åndelige kraft og aktivitet.“ — 1 Mosebog 1:2.

Luther beskyldte Campanus for at være en gudsbespotter og fjende af Guds søn. En anden reformator opfordrede til at Campanus skulle henrettes. Men Campanus lod sig ikke afskrække. Ifølge The Radical Reformation „var Campanus overbevist om at kirkens fald skyldtes at den oprindelige apostolske og bibelske forståelse af Guddommen og af mennesket var gået tabt“.

Det var aldrig Campanus’ hensigt at danne en religiøs gruppe. Han sagde at han forgæves havde søgt sandheden „hos sekterne og alle kætterne“. Det var derfor hans håb at den katolske kirke ville genindføre den sande kristne lære ved en genoprettelse. Senere blev Campanus dog arresteret af katolske myndigheder og kan have tilbragt hen ved 20 år i fængsel. Nogle historikere mener at han døde omkring 1575.