-
Tre sandhedssøgende mænd i det 16. århundrede — Hvad fandt de?Vagttårnet – 2014 | 1. juni
-
-
En anden der også havde et oprigtigt ønske om at lære sandheden fra Guds ord at kende, var Martin Cellarius (Martin Borrhaus), en ung mand der boede i Capitos hjem i 1526.
„KUNDSKAB OM DEN SANDE GUD“
Titelbladet i Martin Cellarius’ bog De Operibus Dei hvori han sammenlignede kirkens lære med Bibelen
Martin Cellarius, født i 1499, læste teologi og filosofi og fik en stilling som lærer i den tyske by Wittenberg. Eftersom denne by var reformationens vugge, lærte han snart Martin Luther og andre der ønskede at reformere kirkens lære, at kende. Hvad hjalp Cellarius til at skelne mellem det der blot var menneskers opfattelser, og det der var sandheden fra Bibelen?
Ifølge bogen Teaching the Reformation mente Cellarius at den rette forståelse kunne opnås ved „flittig læsning af Skrifterne, ved hyppigt at sammenholde bibelvers med hinanden og ved bøn forenet med anger“. Hvad fandt Cellarius frem til som følge af sin undersøgelse af Bibelen?
I juli 1527 publicerede Cellarius sine betragtninger i en bog med titlen De Operibus Dei (Om Guds gerninger). I den skrev han at kirkens sakramenter, som for eksempel nadveren under hvilken transsubstantiationen siges at finde sted, udelukkende havde symbolsk betydning. Ifølge professor Robin Barnes indeholdt Cellarius’ bog også „en fortolkning af bibelske profetier om en kommende periode med ulykker og lidelser der ville blive efterfulgt af en universel fornyelse og fuldendelse“. — 2 Peter 3:10-13.
Særlig interessante var Cellarius’ korte kommentarer angående Jesu Kristi natur. Selvom Cellarius ikke modsagde treenighedslæren direkte, skelnede han mellem den „himmelske Fader“ og „hans søn Jesus Kristus“, og han skrev at Jesus var en af de mange guder og sønner som den almægtige Gud har. — Johannes 10:34, 35.
I sin bog Antitrinitarian Biography (1850) skrev Robert Wallace at Cellarius’ skrifter ikke fulgte den udlægning af treenighedslæren som var alment anerkendt i det 16. århundrede.c Adskillige lærde konkluderer derfor at Cellarius må have forkastet treenighedslæren. Han er blevet beskrevet som én af dem Gud har brugt til at „give andre kundskab om den sande Gud og om Kristus“.
-