Spiritister forklarer at sjælen, eller „den inkarnerede ånd“, forlader legemet når man dør, som en sommerfugl der kommer ud af sin kokon. De tror at disse ånder senere bliver reinkarneret som mennesker for at blive renset fra synder de har begået i et tidligere liv. De har dog ingen erindring om disse tidligere synder. „Gud fandt det mest hensigtsmæssigt at kaste et slør over fortiden,“ siger The Gospel According to Spiritism.

Hvad er årsagen til de mange lidelser?

Mange af de lidelser som plager menneskeheden, er opstået som følge af ukloge, uerfarne eller onde menneskers handlinger. Men hvad med de tragiske begivenheder som man i hvert fald ikke direkte kan give mennesker skylden for? Hvorfor sker der for eksempel så mange ulykker og naturkatastrofer? Hvorfor bliver nogle børn født med et handicap? Allan Kardec opfattede den slags ting som afstraffelser. Han skrev: „Hvis vi bliver straffet, må det være fordi vi har gjort noget forkert. Hvis det urette ikke er noget vi har begået i vort nuværende liv, må det stamme fra en tidligere tilværelse.“ Spiritister lærer at bede følgende bøn: „Herre, du er retfærdig i alt. Den sygdom du fandt det passende at påføre mig, må jeg have fortjent at få . . . Jeg tager imod den som en bod for det jeg tidligere har gjort, og som en prøve på min tro og villighed til at underlægge mig din velsignede vilje.“ — The Gospel According to Spiritism.

Indeholdt Jesu lære denne tanke? Nej. Jesus kendte Bibelens udtalelse: „Tid og tilfælde berører dem alle.“ (Prædikeren 9:11) Han vidste at sørgelige og negative hændelser slet og ret forekommer. De er ikke en straf for synder man har begået.

Tænk over følgende begivenhed i Jesu liv: „Da han nu gik videre så han en mand som var blind og som havde været det fra fødselen. Og hans disciple spurgte ham: ’Rabbi, hvem har syndet, denne mand eller hans forældre, så at han er blevet født blind?’“ Jesu svar var meget oplysende: „’Hverken denne mand eller hans forældre har syndet, men det er sket for at Guds gerninger kan blive gjort kendt i hans tilfælde.’ Efter at han havde sagt dette, spyttede han på jorden og lavede ler med spyttet, og han kom sit ler på mandens øjne og sagde til ham: ’Gå hen og vask dig i dammen Siloam’ . . . Og så gik han hen og vaskede sig og kom seende tilbage.“ — Johannes 9:1-3, 6, 7.

Jesu udtalelse viste at hverken den blinde selv eller hans forældre var skyld i hans medfødte blindhed. Jesus støttede på ingen måde tanken om at den blinde mand blev straffet for synder som han havde begået i et tidligere liv. Det er sandt at Jesus vidste at alle mennesker har arvet synden, men det er fra Adam de arver denne synd. Det er ikke synder som de har begået før de blev født. Adams synd er årsagen til at alle mennesker bliver født ufuldkomne og underlagt sygdom og død. (Job 14:4; Salme 51:5; Romerne 5:12; 9:11) I virkeligheden var dette et af de problemer Jesus blev sendt til jorden for at afhjælpe. Johannes Døber sagde at Jesus var „Guds lam som tager verdens synd bort!“ — Johannes 1:29.a

Læg også mærke til at Jesus ikke sagde at Gud forsætligt lod denne mand blive født blind med det formål at Jesus en dag kunne komme forbi og helbrede ham. Det ville have været grusomt og kynisk af Gud at handle på den måde. Ville det have været noget der bragte Gud lovprisning? Nej. Jesu mirakuløse helbredelse af den blinde mand var derimod med til at ’gøre Guds gerninger kendt’. Ligesom de mange andre helbredelser Jesus udførte, genspejlede den Guds oprigtige kærlighed til den lidende menneskehed. Dette mirakel bekræftede troværdigheden af Guds løfte om at gøre ende på al sygdom og lidelse når hans tid er inde til det. — Esajas 33:24.

Er det ikke en stor trøst at opdage at vor himmelske Fader, i stedet for at være årsag til lidelser, vil give „noget godt til dem der beder ham“? (Mattæus 7:11) Det vil i sandhed ære den Højeste når de blindes øjne åbnes, de døves ører lukkes op, og den halte vil kunne gå, springe og løbe. — Esajas 35:5, 6.