-
Hvordan menigheden skal se på en der har begået en alvorlig syndVagttårnet (studieudgave) – 2024 | August
-
-
HVAD SKULLE MENIGHEDEN GØRE DA MANDEN HAVDE ANGRET?
7. Hvilket godt resultat kom der ud af at manden blev fjernet fra menigheden? (2. Korinther 2:5-8)
7 Læs 2. Korinther 2:5-8. Paulus skrev til menigheden: “Den irettesættelse de fleste af jer har givet denne mand, er nok.” Med andre ord havde retledningen tjent sit formål, nemlig at hjælpe manden til at angre og vende om. – Hebr. 12:11.
8. Hvad sagde Paulus at menigheden derefter skulle gøre?
8 Paulus skrev videre: “Derfor skal I nu kærligt tilgive ham og trøste ham.” Og: “Jeg tilskynder jer stærkt til at bekræfte jeres kærlighed til ham.” Læg mærke til at Paulus gerne ville have at menigheden gjorde mere end bare at tillade at manden kom tilbage til Jehovas folk. Han ønskede at de gennem det de sagde, og det de gjorde, forsikrede ham om at de virkelig havde tilgivet ham og elskede ham. På den måde var det tydeligt for ham at de var glade for at han var kommet tilbage.
9. Hvorfor kan nogle have haft svært ved at tilgive deres trosfælle?
9 Var der mon nogle i menigheden der var lidt tilbageholdende med at byde broren velkommen tilbage? Det siger Bibelen ikke noget om, men det er slet ikke utænkeligt. Hans handlinger havde jo givet hele menigheden problemer, og det kan også være at han havde såret nogle enkeltpersoner dybt. Mange havde kæmpet for at være moralsk rene, og de kan have følt at det var meget uretfærdigt at en mand der havde vist grov mangel på respekt for Jehovas normer, ligefrem skulle bydes varmt velkommen. (Se også Lukas 15:28-30). Men hvorfor var det så vigtigt at menigheden forsikrede ham om at de elskede ham?
10-11. Hvad kunne der ske hvis de ældste nægtede at tilgive broren der havde angret?
10 Forestil dig hvad der kunne ske hvis de ældste ikke tillod at deres trosfælle kom tilbage til menigheden, eller hvis menigheden, efter at han var kommet tilbage, ikke ville vise ham kærlighed. Han kunne blive “helt overvældet af modløshed”. Han kunne komme til at føle at hans situation var fuldstændigt håbløs, og måske ville han opgive at få et godt forhold til Jehova igen.
11 Derudover ville de brødre og søstre der nægtede at tilgive ham, sætte deres eget forhold til Jehova på spil. Hvordan det? De ville ikke efterligne Jehovas kærlige måde at være på, men i stedet efterligne Satan, der er hård og ubarmhjertig. På den måde ville de faktisk blive et redskab Satan kunne bruge til at trække manden helt væk fra Jehova. – 2. Kor. 2:10, 11; Ef. 4:27.
12. Hvad kunne hjælpe menigheden til at gøre det rigtige?
12 Hvad kunne motivere menigheden i Korinth til at gøre det rigtige? Det ville helt sikkert hjælpe dem at meditere over den måde Jehova er på over for syndere der angrer. Tænk over hvad nogle bibelskribenter havde sagt om Jehova. David sagde for eksempel at “Jehova, er god og villig til at tilgive”. (Sl. 86:5) Mika skrev: “Hvem er en Gud som dig? Du tilgiver synd og ser bort fra overtrædelser.” (Mika 7:18) Og Esajas skrev: “Den onde skal forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; lad ham vende om til Jehova, der vil vise ham barmhjertighed, til vores Gud, for han vil frit tilgive.” – Esa. 55:7.
13. Hvorfor var det på sin plads at manden der angrede, blev genoptaget i menigheden? (Se også boksen “Hvor lang tid gik der før manden i Korinth blev genoptaget?”).
13 For at efterligne Jehova skulle menigheden i Korinth byde deres bror velkommen tilbage og forsikre ham om deres kærlighed. Ved at følge Paulus’ anvisninger viste de også at de var “lydige i alt”. (2. Kor. 2:9) Det er rigtigt at der kun var gået nogle måneder siden han var blevet fjernet fra menigheden, men retledningen havde gjort det den skulle, og hjulpet ham til at angre. Der var altså ingen grund til at udskyde hans genoptagelse.
-