Lever du i fred med din næste?

BIBELEN siger at man skal elske sin næste — men det er lettere sagt end gjort. Bare det at holde fred med andre kan faktisk være svært. Naboerne spiller måske rockmusik så væggene ryster, og deres børn laver en øredøvende larm i opgangen. Går man på gaden risikerer man at blive overfaldet, kører man i sin bil bliver man generet af andre bilister — og bruger man hornet, risikerer man at blive skudt! Er dét en overdrivelse? Ikke hvad angår storbyerne. Og i forstæderne og på landet er der til gengæld andre problemer der gør det svært at vise næstekærlighed.

En stor del af problemerne skyldes den højteknologiske verden vi lever i. I storbyerne er tusinder af mennesker presset sammen som sild i en tønde. Bilister skummer af raseri når de i myldretiden sidder fast i trafikken. Landmænd går fallit når skadedyr der er immune over for bekæmpelsesmidler ødelægger deres afgrøder. Og alle vegne pumper industrien forurenende stoffer ud i atmosfæren. Luften bliver uklar og brunlig, der falder syreregn, fiskene i søerne dør — selv grundvandet forurenes af giftigt kemikalieaffald. Mange bliver syge — nogle mister livet.

Dette og meget andet belaster millioner af mennesker til bristepunktet, og ofte kommer de indestængte følelser til udbrud — pludseligt og voldsomt. Mange prøver at ’slippe væk fra det hele’ ved at styrte sig ud i en strøm af sanselige forehavender. Selvisk materialisme, drikkegilder, narkotika, unaturlige samlivsformer — man lader intet uprøvet, og trækker sig længere og længere ind i jeg-dyrkelsens skal. Egenkærligheden fortrænger næstekærligheden når kødet overfodres og ånden sultes.

Og i de mindre velstående lande sultes både kød og ånd. Revolutioner ruinerer befolkningen, pestsygdomme bringer død, sult hærger landet, håbet dør, fortvivlelsen hersker.

Ja, i den nuværende tingenes ordning er det lettere sagt end gjort at elske sin næste. Næstekærligheden er dog ikke uddød, og der er mange som lever i fred med deres næste.

Søg fred med din næste

MAN må have fred med sig selv før man kan gøre sig håb om at få fred med andre. Det er det der ligger i Kristi Jesu ord: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39) Ja, for at kunne elske næsten må man elske sig selv. Ikke fordi vi er fuldkomne. Det ved vi udmærket at vi ikke er. Vi har vore svagheder, vi begår fejl. Men vi får jo også dårlig samvittighed og bliver brødebetyngede hver gang vi er kommet til kort, vi beder om tilgivelse og beslutter at det ikke skal ske igen, og på den måde bliver vi den tyngende skyldfølelse kvit.

Vore ord og gerninger viser hvad vort hjerte rummer. (Mattæus 12:34, 35) Hvis vort hjerte er fyldt med skyldfølelse og selvforagt, vil vi overføre disse negative følelser på andre — hvilket er ukærligt. For at kunne elske andre må vi have en vis selvtillid og selvrespekt, vi må kunne acceptere os selv. Vi må også kunne le ad os selv. Hvis vi elsker os selv i denne forstand, plages vi ikke af indre uro som kan gøre skår i vort forhold til andre. Har vi fred i sindet vil vi ikke føle os truede af andre, og vi vil derfor have let ved at vise dem venlig interesse. Ja, man må have fred med sig selv før man kan få fred med andre.

I denne stressede verdens trængsel og jag er vor sjælefred imidlertid truet, og stadig færre behersker kunsten af vise næstekærlighed. I forholdet til andre tér mange sig som skildpadder med hovedet trukket op under skjoldet, i frygt for at blotte sig ved at komme andre i møde. Afslappet venlighed erstattes af angst og ensomhed. Det er beklageligt, men forståeligt, i betragtning af hvilke farefulde tider vi lever i. — 2 Timoteus 3:1-5.

Ikke desto mindre vil man som regel blive mødt med venlighed hvis man tager initiativet til selv at vise venlighed. Hils på din nabo når du møder ham på gaden, stands op og tal et par ord med en der arbejder i sin have, giv dig tid til at sludre lidt med den der sidder ved siden af dig på bænken i en park — sådanne øjeblikke kan være små lyspunkter. Ved at følge visse retningslinjer kan vi gøre situationer som disse ekstra fornøjelige, og få et bedre forhold til vore medmennesker. Nogle af følgende retningslinjer er værd at tænke over:

Vær god til at lytte

Vis respekt. Se på den der taler til dig. Hvis du lader blikket vandre, udsender du i virkeligheden dette budskab: ’Jeg er hverken interesseret i dig eller i det du siger.’ Det mener du sikkert ikke. Lyt derfor til hvad modparten siger, og svar på det. Afbryd ikke, medmindre det er for at få noget uddybet eller for at stille passende spørgsmål. „Når nogen svarer før han hører hvad sagen drejer sig om, bliver det til dårskab og ydmygelse for ham.“ (Ordsprogene 18:13) Lyt i den hensigt at forstå modpartens tankegang, indstilling og følelser. Lyt ikke blot med ørerne, men også med hjertet. „Ethvert menneske bør være hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede.“ — Jakob 1:19.

Tal med andre

At kommunikere vil sige at videregive oplysninger, tanker eller følelser på en sådan måde at de modtages eller forstås rigtigt. Udtryk dig klart og præcist, hold dig til ét emne og lad det ikke drukne i ord. Forvis dig om at modparten forstår hvad du mener. At konversere vil sige at udveksle tanker og meninger. At tale med andre er ikke det samme som at holde et foredrag — samtale er en udveksling af tanker. Når du har fremført et synspunkt, bør du lytte til den andens svar. Når én fortæller en oplevelse eller holder et foredrag vil du blot lytte, men i en samtale vil du deltage aktivt. Bidrag til samtalen, og giv andre mulighed for at gøre det samme. Vær også fleksibel og åben for nye tanker. Forudfattede meninger som stædigt fastholdes gør øjnene blinde, ørerne døve og hjertet hårdt. — Mattæus 13:15.

Vær venlig, ærlig og interesseret

Vær ikke bange. Kom andre i møde. Hvis du er venlig, vil andre som regel også være det. Følelser smitter. Føl det du gerne vil have at andre skal føle. Gør det du gerne vil have at andre skal gøre. Behandl andre som du gerne selv vil behandles. Det du gerne vil høste må du selv så. Vær dig selv. Vær ærlig. Vær oprigtigt interesseret i andre, vis dem omsorg, tilbyd din hjælp.

Vis andre opmærksomhed

Den amerikanske forfatter Booth Tarkington fortæller i en af sine romaner om en flok børn der boltrer sig i en have. Et af børnene, lille Orvie, synes ikke han får nok opmærksomhed og begynder derfor at hoppe og springe og råbe: „Se mig! Se mig!“ Også voksne har brug for opmærksomhed — selv om de ikke viser det helt så tydeligt. Spædbørn og ældre mennesker kan endda dø af mangel på opmærksomhed. Se derfor på andre, lyt til dem, læg mærke til dem! Lær dine naboer at kende, vær venlig, sig noget pænt om deres hund, deres rosenbusk, deres nye tøj — men vær oprigtig. Gør det aldrig af ren og skær beregning.

Kritisér ikke

Kritik kan aldrig udvirke noget positivt. Ved at kritisere sårer man andres stolthed og vækker deres vrede. Kritik føles som et angreb og trænger folk over i defensiven. Kritiseres man vil man som regel prøve at retfærdiggøre sig og svare med et modangreb på den der fremfører kritikken. Kritisér din ven, og jeres venskab vil hænge i en tynd tråd. Husk at de fleste lader sig lede af følelser snarere end af logik, navnlig når de er under angreb — og kritik føles ofte som et angreb. Prøv at forstå i stedet for at fordømme. Et opmuntrende ord gør underværker. Læg mærke til andres gode sider i stedet for at fokusere på deres fejl. „At overse fejl er til ære for en mand.“ — Ordsprogene 19:11, The New English Bible.

Vejled med omtanke

Vær oprigtig, venlig og kærlig. Lad modparten tale først, og så længe han lyster. Find ud af hvorfor han tænker eller handler som han gør. Sæt dig ind i hvad det er han ønsker. Prøv at se sagen fra hans side. Find frem til de følelsesmæssige årsager til hans adfærd. Læg ikke skjul på at du selv begår fejl, at du er ufuldkommen ligesom han. Prøv dernæst „at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet“. (Galaterne 6:1) Hold dig til det aktuelle emne, og sørg for at dine råd passer til netop den du prøver at vejlede. Hjælp ham til at få fat i det væsentlige, men vær taktfuld. „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ (Kolossenserne 4:6) Vær rede til at støtte den pågældende, og ros ham når han gør fremskridt.

Vis empati

Hvis du skal vise empati, må du kunne sætte dig i andres sted. Du må kunne føle med dem, og sanse hvor deres behov ligger. Hvordan ville du gerne behandles hvis du var i deres sted? Kun hvis du viser empati kan du følge den gyldne regel: ’Alt hvad du ønsker at folk skal gøre mod dig, skal du også gøre mod dem.’ (Mattæus 7:12) Det er ikke let. I nogle tilfælde kan man ikke udtrykke sin medfølelse i ord — kun i tårer. Apostelen Paulus anbefalede at man viste en sådan empati. Han sagde: „Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder.“ — Romerne 12:15.

Da Lazarus var død kom Maria til Jesus. Den bibelske beretning fortæller: „Da Jesus så at hun græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes, og han sagde: ’Hvor har I lagt ham?’ De sagde til ham: ’Herre, kom og se.’ Jesus gav tårerne frit løb.“ (Johannes 11:33-35) Skønt Jesus havde til hensigt at oprejse Lazarus, bevægede deres sorg ham så dybt at han græd sammen med dem. Han viste empati.

Gengæld ikke ondt med ondt

Nogle mener at den gyldne regel lyder: „Gør mod andre som de gør mod dig.“ Men det er ikke tilfældet. Vi bør ikke gengælde ondt med ondt, men overvinde det onde med det gode. Jehovas kærlighed til os får os til at elske ham. „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1 Johannes 4:19) Dette er ikke virkelighedsfjern teoretiseren; sådan er menneskets natur simpelt hen. Et mildt svar afvender forbitrelse. Somme tider kan man hindre et vredesudbrud ved at vende den anden kind til. Ligesom de kul man dyngede op omkring fortidens smelteovne fik metallet til at udsmeltes fra jernmalmet, kan vi dæmpe andres vrede eller ligefrem få den til at smelte bort ved at gengælde ondt med godt. I nogle tilfælde vil de måske fremture i deres ondskab, men så har vi i det mindste gjort hvad vi kunne for at fremme freden. Vi har været tro mod os selv og vore principper. Vi er ikke forfaldet til at efterligne vore uvenners ukærlige opførsel. — Romerne 12:17-21.

Så vidt det står til jer, hold fred

Vi bør aktivt ’jage efter fred med alle’. (Hebræerne 12:14) Fred er ikke noget der kommer af sig selv, og somme tider er det slet ikke muligt at opnå fred. Vi kan møde mennesker som vi må opgive at få et fredeligt forhold til. „Gør dig ikke til ven med en vredladen mand, og kom ikke hos en mand der let bliver forbitret.“ (Ordsprogene 22:24) Men „om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker“. — Romerne 12:18.

Den form for kærlighed som Jesus sagde at vi skulle vise vor næste, kaldes på græsk agaʹpe. Apostelen Paulus’ definition af denne egenskab, agaʹpe, opridser hvilke retningslinjer vi bør følge når vi jager efter at leve i fred med næsten: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Korinther 13:4-8.

[Ramme på side 5]

Gode råd fra Ordsprogenes bog i Bibelen, om menneskelig sameksistens

„Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ — 15:1.

„Den vises hjerte giver hans mund indsigt og føjer overtalelsesevne til hans læber.“ — 16:23.

„Liflige ord er en bikage med honning, søde for sjælen og lægedom for knoglerne.“ — 16:24.

„Den der dækker over overtrædelse søger kærlighed, men den der bliver ved med at tale om en sag skiller nære venner.“ — 17:9.

„At begynde på kiv er som at lade vand fosse ud; forsvind derfor før striden bryder ud.“ — 17:14.

„Den der holder sine ord tilbage har kundskab; en mand med dømmekraft er koldsindig.“ — 17:27.

„Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ — 19:11.

„Det er til ære for en mand at han afholder sig fra strid, men enhver dåre styrter sig ud i den.“ — 20:3.

„Det der besluttes i en mands hjerte er som vand der ligger dybt, men en mand med dømmekraft kan trække det op.“ — 20:5.

„Før selv den sag du har med din næste, men røb ikke hvad en anden har sagt i fortrolighed.“ — 25:9.

„Sæt sjældent din fod i din næstes hus; ellers får han for meget af dig og hader dig.“ — 25:17.

„Har du set en mand der er hastig til at tale? Der er større håb for en tåbe end for ham.“ — 29:20.

[Ramme på side 5]

Gode råd fra Ordsprogenes bog i Bibelen, om menneskelig sameksistens

„Et mildt svar afvender forbitrelse, men et sårende ord vækker vrede.“ — 15:1.

„Den vises hjerte giver hans mund indsigt og føjer overtalelsesevne til hans læber.“ — 16:23.

„Liflige ord er en bikage med honning, søde for sjælen og lægedom for knoglerne.“ — 16:24.

„Den der dækker over overtrædelse søger kærlighed, men den der bliver ved med at tale om en sag skiller nære venner.“ — 17:9.

„At begynde på kiv er som at lade vand fosse ud; forsvind derfor før striden bryder ud.“ — 17:14.

„Den der holder sine ord tilbage har kundskab; en mand med dømmekraft er koldsindig.“ — 17:27.

„Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ — 19:11.

„Det er til ære for en mand at han afholder sig fra strid, men enhver dåre styrter sig ud i den.“ — 20:3.

„Det der besluttes i en mands hjerte er som vand der ligger dybt, men en mand med dømmekraft kan trække det op.“ — 20:5.

„Før selv den sag du har med din næste, men røb ikke hvad en anden har sagt i fortrolighed.“ — 25:9.

„Sæt sjældent din fod i din næstes hus; ellers får han for meget af dig og hader dig.“ — 25:17.

„Har du set en mand der er hastig til at tale? Der er større håb for en tåbe end for ham.“ — 29:20.

Hvem er vor næste?

’SPØRGER du mig hvem der er min næste? Tja — det er mine familiemedlemmer, mine nærmeste venner — ja, ethvert menneske som jeg har et nært, personligt forhold til, er vel min næste.’

Ikke alle vil være enige i denne definition af ordet „næste“. Selv på Jesu Kristi tid var der uenighed om dette, som det fremgår af Lukas 10:25-37, hvor skribenten beretter om en samtale mellem Jesus og en mand der var velbevandret i den jødiske lov.

„Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ spurgte den lovkyndige.

„Hvad står der skrevet i loven? Hvordan læser du?“ spurgte Jesus.

„’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind,’ og ’din næste som dig selv’,“ svarede den lovkyndige.

„Du har svaret korrekt,“ sagde Jesus. „Bliv ved med at gøre dette, så vil du få liv.“

Men dét svar var den lovkyndige ikke tilfreds med. Han spurgte derfor: „Hvem er egentlig min næste?“

De jødiske skriftlærde sagde i overensstemmelse med deres mundtlige overlevering, men i modstrid med Moseloven: „Du skal elske din næste og hade din fjende.“ De skriftlærde og farisæerne hævdede at kun en jøde der overholdt den mundtlige lov kunne betragtes som deres næste. Jøder der ikke gjorde dette, og alle hedninger, betragtede de som fjender. Ifølge de skriftlærde og farisæerne måtte man ikke hjælpe hedninger og sådanne kætterske jøder, om så deres liv var i fare. Med dette i tanke, og for at retfærdiggøre sig fordi han ikke elskede alle mennesker, spurgte den lovkyndige: „Hvem er egentlig min næste?“

Som svar på dette spørgsmål fortalte Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner (jøderne betragtede samaritanerne som fremmede og hadede dem).

„En mand var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som ikke blot tog tøjet af ham men også tildelte ham flere slag, hvorpå de forsvandt og efterlod ham halvdød,“ fortalte Jesus. En præst fik øje på manden, men gik forbi på den modsatte side. Også en levit fik øje på ham, og reagerede på samme måde. „Men en samaritaner som var på rejse, kom ned mod ham, så ham og fik inderligt ondt af ham.“ Han behandlede hans sår, førte ham til et herberg, betalte for at få ham passet dér og sagde til værten at han på tilbagevejen ville komme og betale eventuelle yderligere udgifter.

„Hvem af disse tre,“ spurgte Jesus den lovkyndige, „synes du har gjort sig selv til næste for den mand der faldt blandt røverne?“ Den lovkyndige svarede: „Ham der handlede barmhjertigt mod ham.“ Jesus sagde så til ham: „Gå du hen og gør det samme selv.“

Både præsten og levitten måtte formodes at tilbede Jehova. Alligevel gik de begge forbi på den modsatte side. Ingen af dem opførte sig som en god „næste“ for den nødstedte mand. Samaritaneren, derimod, der blev hånet og forkastet af såvel præsten og levitten som af deres tro, reagerede som han burde. Han fik inderligt ondt af manden da han så hvilken sørgelig forfatning han var i, og kom ham til hjælp. Han gjorde sig selv til mandens næste. Han handlede næstekærligt.

Hvem viser sig i dag at være vor næste?

I dag mener mange at kun de som vi har en nær tilknytning til, er vor næste. Grundbetydningen af det græske ord plesiʹon, der oversættes med „næste“, er „nær“. Bibelen anvender imidlertid både i De hebraiske og i De græske Skrifter ordet „næste“ i en langt bredere betydning.

De skriftkloge og farisæerne på Jesu tid betragtede kun dem der efterlevede deres tros mundtlige overlevering som deres „næste“. Deres næstekærlighed var altså begrænset til deres trosfæller. Men Jehovas og Jesu kærlighed omfatter alle. (Mattæus 5:43-48) Sande kristne i dag bør efterligne deres eksempel. Hvis de ikke blot skal være kristne af navn, må de gøre sig selv til næste for alle mennesker og vise næstekærlighed mod alle.

Da samaritaneren gjorde sig selv til den nødstedte mands næste, fik denne så kærlighed til samaritaneren? Det oplyser Bibelen ikke, men sådan burde manden have reageret. Da Jesus kom til jorden og døde for menneskeheden, gjorde han i virkeligheden sig selv til næste for alle mennesker. Har dette fået os til at elske ham og komme nær til ham? Har Jehovas kærlighed til menneskehedens verden, som han har vist ved at sende sin søn til jorden som en løsesum, fået os til at komme nær til ham? Ja, mange har reageret på denne måde. „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ — 1 Johannes 4:19; Johannes 3:16; Jakob 4:8.

Hvordan kan vi vise Gud at vi elsker ham? Ikke ved blot at sige „Herre, Herre“, men ved at gøre Guds vilje, ved at fortælle andre om hans rige. (Mattæus 7:21; 1 Johannes 5:3; Esajas 43:10-12; Apostelgerninger 1:8) Kun Guds rige kan yde sand og varig hjælp til vore dages lidende menneskehed. Det er dem der, som den næstekærlige samaritaner, har inderligt ondt af menneskeheden på grund af dens sørgelige og risikofyldte tilstand og som forkynder den lægende, gode nyhed om Jehovas rige — det er dem der gør sig selv til næste for alle mennesker uden undtagelse. Mænd og kvinder, unge og gamle, rige og fattige, af alle nationaliteter, racer, trossamfund og hudfarver — forkynderne af den gode nyhed betragter enhver som deres næste, og ønsker at hjælpe alle med budskabet om Riget.

På grund af næstekærlighed har Jehovas vidner i mange år fulgt befalingen i Efeserbrevet 4:25: „Tal sandhed hver med sin næste.“ Millioner har reageret positivt og er selv begyndt at forkynde denne sandhed, sandheden om Jehovas rige ved hans fredsfyrste, Kristus Jesus. Denne sandhed kan indføre fred mellem mennesker. Og vigtigst af alt: Denne sandhed er vejen til „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:7.