Jehova — „den Gud som giver fred“

„Måtte den Gud som giver fred være med jer alle.“ — ROM. 15:33.

1, 2. Hvilken spændt situation bliver beskrevet i Første Mosebog, kapitel 32 og 33, og hvad blev udfaldet?

STEDET ligger nær Penuel, tæt på Jabboks Regnflodsdal på østsiden af Jordanfloden. Esau har hørt at hans tvillingebror, Jakob, er på vej hjem. Selvom det er 20 år siden Esau solgte sin førstefødselsret til Jakob, er Jakob bange for at hans bror måske stadig bærer et morderisk nag til ham. Ledsaget af 400 mand går Esau sin bror i møde. Af frygt for at få en fjendtlig modtagelse sender Jakob ham flok efter flok af husdyr som en gave — i alt over 550 dyr. Hver gang en flok bliver overbragt Esau, fortæller Jakobs tjenere ham at det er en gave fra hans bror.

² Endelig møder de hinanden! Idet Jakob modigt går frem mod Esau, bøjer han sig — ikke kun én gang, men hele syv gange. Jakob har allerede gjort det allervigtigste han kunne gøre for at blødgøre sin brors hjerte — han har bedt Jehova om at udfri ham af Esaus hånd. Besvarer Jehova Jakobs bøn? Ja, det gør han. Bibelen fortæller: „Esau løb ham i møde og omfavnede ham og faldt ham om halsen og kyssede ham.“ — 1 Mos. 32:11-20; 33:1-4.

3. Hvad kan vi lære af beretningen om Jakob og Esau?

³ Beretningen om Jakob og Esau viser at vi bør gøre alt hvad vi kan, for at løse de problemer som kan true freden i den kristne menighed. Jakob tog initiativ til at slutte fred med Esau, men det var ikke fordi Jakob havde handlet uret mod sin bror og derfor skyldte ham en undskyldning. Nej, Esau havde ringeagtet sin førstefødselsret og solgt den til Jakob for en skål linser. (1 Mos. 25:31-34; Hebr. 12:16) Den måde Jakob behandlede Esau på, viser hvor langt vi bør være villige til at gå for at holde fred med vores kristne brødre. Den viser også at Gud lytter til vores bønner om hjælp til at være fredsstiftende, og at han velsigner vores bestræbelser. Bibelen nævner også mange andre eksempler som kan lære os at stifte fred.

Det største eksempel

4. Hvad har Gud gjort for at udfri menneskeheden fra synd og død?

⁴ Det største eksempel med hensyn til at stifte fred er Jehova — „den Gud som giver fred“. (Rom. 15:33) Tænk på hvor langt han er gået for at vi kan få et fredeligt forhold til ham. Som syndige efterkommere af Adam og Eva fortjener vi „den løn synden betaler“. (Rom. 6:23) Men i sin store kærlighed gjorde Jehova det muligt for os at blive frelst idet han sendte sin elskede søn fra himmelen for at han kunne blive født som et fuldkomment menneske. Og Jesus var villig til at gøre dette, hvilket medførte at han kom til at lide døden for Guds fjenders hånd. (Joh. 10:17, 18) Gud oprejste sin elskede søn, som derefter frembar værdien af sit udgydte blod for Faderen. Dette blod udgør en løsesum som gør det muligt for dem der angrer deres synder, at blive udfriet fra evig død. — Læs Hebræerbrevet 9:14, 24.

5, 6. Hvilken betydning har Jesu udgydte blod for det ødelagte forhold mellem Gud og den syndige menneskehed?

⁵ Hvilken betydning har Guds søns genløsningsoffer for det ødelagte forhold mellem Gud og den syndige menneskehed? I Esajas 53:5 siges der: „Den tugt der skulle tjene til vor fred, kom til at hvile på ham, og ved hans sår blev der helbredelse for os.“ I stedet for at blive betragtet som fjender af Gud kan lydige mennesker nu opnå et fredeligt forhold til ham. „Ved hjælp af [Jesus] har vi udfrielsen ved en løsesum, ved hans blod, ja, tilgivelsen af vore overtrædelser.“ — Ef. 1:7.

⁶ Bibelen siger: „Gud besluttede at lade hele fylden bo i [Kristus].“ Det skyldes at Kristus er nøglepersonen i gennemførelsen af Jehovas hensigt. Og hvad er hans hensigt? Det er „at forlige alt andet med sig . . . ved at stifte fred ved blodet“ som Jesus Kristus udgød. „Alt andet“ som Gud fører ind i et fredeligt forhold til sig, hentyder til „det i himlene“ og „det på jorden“. Hvad sigter disse to udtryk til? — Læs Kolossenserbrevet 1:19, 20.

7. Hvad er „det i himlene“ og „det på jorden“ som bliver ført ind i et fredeligt forhold til Gud?

⁷ Den løsesum der er blevet tilvejebragt, gør det muligt for salvede kristne, der „er blevet erklæret retfærdige“ som Guds sønner, at „have fred med Gud“. (Læs Romerbrevet 5:1). De omtales som „det i himlene“ fordi de har et himmelsk håb og „skal herske som konger over jorden“ og tjene som præster for Gud. (Åb. 5:10) „Det på jorden“ sigter til mennesker som angrer og omvender sig, og som med tiden opnår evigt liv på jorden. — Sl. 37:29.

8. Hvordan påvirker det dig når du tænker over alt det Jehova har gjort for at menneskeheden kan opnå fred med ham?

⁸ I sit brev til de salvede kristne i Efesus gav Paulus udtryk for sin dybe værdsættelse af Jehovas foranstaltning med ordene: „Gud, som er rig på barmhjertighed, har . . . gjort os levende sammen med Messias, selv da vi var døde i overtrædelser — af ufortjent godhed er I frelst.“ (Ef. 2:4, 5) Uanset om vi har håb om at komme til at leve i himmelen eller på jorden, er vi Gud meget taknemmelige fordi han har vist os barmhjertighed og ufortjent godhed. Vores hjerte fyldes med værdsættelse når vi tænker over hvor meget Jehova har gjort for at menneskeheden kan opnå fred med ham. Når vi grunder over hvad Gud har gjort for os, burde det så ikke motivere os til at være fredsstiftende når der opstår situationer som kunne true freden og enheden i menigheden?

Abrahams og Isaks eksempel

9, 10. Hvordan viste Abraham at han ønskede at holde fred med Lot da der opstod strid mellem deres kvæghyrder?

⁹ Om patriarken Abraham siger Bibelen: „’Abraham troede på Jehova, og det blev tilregnet ham som retfærdighed,’ og han blev kaldt ’Jehovas ven’.“ (Jak. 2:23) En af de måder Abraham viste sin tro på, var ved at holde fred med andre. Det fremgår for eksempel af det der skete da Abrahams hjorde blev store og der opstod strid mellem hans kvæghyrder og hans nevø Lots kvæghyrder. (1 Mos. 12:5; 13:7) Den oplagte løsning var at Abraham og Lot gik hver til sit. Hvordan tacklede Abraham denne prekære situation? Han benyttede ikke sin alder og sit særlige venskab med Gud som noget der gav ham ret til at bestemme over sin nevø, men viste sig at være en sand fredsstifter.

¹⁰ Abraham sagde til sin nevø: „Lad der dog ikke fortsat være strid mellem mig og dig og mellem mine hyrder og dine hyrder; vi mænd er jo brødre.“ Patriarken fortsatte: „Er hele landet ikke til rådighed for dig? Skil dig nu fra mig. Hvis du går til venstre, så vil jeg gå til højre; men hvis du går til højre, så vil jeg gå til venstre.“ Lot valgte den mest frugtbare del af landet, men det blev Abraham ikke fortørnet over. (1 Mos. 13:8-11) Da Lot senere blev taget til fange af invaderende hære, tøvede Abraham ikke med at komme sin nevø til undsætning. — 1 Mos. 14:14-16.

11. Hvordan holdt Abraham fred med de filistre han boede iblandt?

¹¹ Tænk også på hvordan Abraham holdt fred med filistrene i Kana’ans land. Hans tjenere havde gravet en brønd i Be’er-Sjeba som filistrene tog „med magt“. Hvordan ville en mand der havde befriet sin nevø ved at besejre de fire konger der havde taget nevøen til fange, reagere på denne handling? I stedet for at gå til modangreb for at få sin brønd tilbage valgte Abraham at lade sagen ligge. På et senere tidspunkt blev Abraham besøgt af filistrenes konge som ville indgå en fredspagt med ham. Det var først efter at filisterkongen fik Abraham til at sværge på at han ville behandle hans afkom venligt, at Abraham bragte sagen om den tilranede brønd på bane. Kongen blev chokeret over at få denne oplysning, og han sørgede for at Abraham fik sin brønd tilbage. Abraham fortsatte med at bo fredeligt som udlænding i landet. — 1 Mos. 21:22-31, 34.

12, 13. (a) Hvordan fulgte Isak sin fars eksempel? (b) Hvordan velsignede Jehova Isaks fredelige måde at være på?

¹² Abrahams søn Isak efterlignede sin fredselskende far. Det fremgår af den måde Isak behandlede filistrene på. På grund af en hungersnød i landet flyttede Isak sin husstand fra Be’er-Lahaj-Ro’i i det tørre Negebområde i syd til filisterbyen Gerar, som lå et mere frugtbart sted. Jehova velsignede Isak med gode høstudbytter og en større husdyrbestand, og filistrene begyndte at misunde Isak. De ønskede ikke at Isak skulle få fremgang ligesom sin far, så de tilstoppede de brønde som Abrahams tjenere havde gravet i området. Til sidst sagde filisterkongen til Isak at han skulle rejse bort, og det gjorde den fredelige Isak. — 1 Mos. 24:62; 26:1, 12-17.

¹³ Efter at Isak slog lejr længere væk, gravede hans hyrder en ny brønd. Filistrenes hyrder i området hævdede at vandet var deres. Ligesom sin far, Abraham, kæmpede Isak ikke for sin ret, men fik i stedet sine mænd til at grave endnu en brønd. Filistrene hævdede at også denne brønd var deres. For fredens skyld flyttede Isak sin store lejr til et andet sted. Dér gravede hans tjenere en brønd som Isak kaldte Rehobot. Med tiden drog Isak til Be’er-Sjeba, som lå i en mere frugtbar egn, og her velsignede Jehova ham og sagde: „Vær ikke bange, for jeg er med dig, og jeg vil velsigne dig og gøre dit afkom talrigt for min tjener Abrahams skyld.“ — 1 Mos. 26:17-25.

14. Hvordan viste Isak sig at være en fredsstifter da filisterkongen kom for at slutte en fredspagt med ham?

¹⁴ Hvis Isak havde villet, kunne han sagtens have kæmpet for sin ret til at bruge alle de brønde hans tjenere havde gravet. Da filisterkongen og nogle af hans betroede mænd kom for at besøge ham i Be’er-Sjeba, var det netop for at slutte en fredspagt med ham, idet de sagde: „Vi har tydeligt set at Jehova har været med dig.“ For fredens skyld havde Isak mere end én gang valgt at flytte i stedet for at kæmpe, og også ved denne lejlighed viste Isak sig at være en fredsstifter. Den historiske beretning fortæller: „Så lavede han et festmåltid til [sine gæster], hvorpå de spiste og drak. Næste morgen stod de tidligt op og aflagde eder over for hinanden. Derpå sendte Isak dem bort, og de rejste fra ham i fred.“ — 1 Mos. 26:26-31.

Josefs eksempel

15. Hvorfor kunne Josefs brødre ikke tale fredeligt til ham?

¹⁵ Isaks søn Jakob blev „en uangribelig mand“. (1 Mos. 25:27) Som nævnt i indledningen af artiklen søgte Jakob at slutte fred med sin bror, Esau. Jakob havde uden tvivl lært af sin fars, Isaks, gode eksempel med hensyn til at holde fred med andre. Hvad så med Jakobs egne sønner? Lærte de af deres fars eksempel? Af de 12 sønner var Josef den som Jakob elskede mest. Josef var en lydig og respektfuld søn som hans far kunne stole på. (1 Mos. 37:2, 14) Men Josefs brødre blev så misundelige på ham at de ikke kunne tale fredeligt til ham. De var så grusomme at de solgte Josef som træl og narrede deres far til at tro at han var blevet dræbt af et vilddyr. — 1 Mos. 37:4, 28, 31-33.

16, 17. Hvad gjorde Josef for at vise at han ønskede at holde fred med sine brødre?

¹⁶ Jehova var med Josef. Med tiden blev Josef førsteminister — den øverste i Egypten næst efter Farao. Da Josefs brødre på grund af en alvorlig hungersnød tog ned til Egypten, kunne de ikke genkende Josef i hans egyptiske embedsklædning. (1 Mos. 42:5-7) Hvor ville det have været nemt for Josef at gengælde sine brødre alt det onde de havde gjort mod ham og deres far! Men i stedet for at hævne sig prøvede Josef at slutte fred med dem. Da det blev tydeligt at hans brødre var oprigtigt kede af det de havde gjort, gav han sig til kende over for dem og sagde: „Vær nu ikke kede af det og bliv ikke vrede på jer selv fordi I solgte mig hertil; Gud har nemlig sendt mig forud for jer til bevarelse af liv.“ Og „så kyssede han alle sine brødre og græd med dem“. — 1 Mos. 45:1, 5, 15.

¹⁷ Efter at deres far, Jakob, døde var Josefs brødre bange for at Josef nu ville tage hævn over dem. Da de gav udtryk for deres frygt over for Josef, græd han og sagde: „Vær ikke bange. Jeg vil selv blive ved med at forsyne jer og jeres små børn med føde.“ Den fredselskende Josef ’trøstede dem og talte beroligende til dem’. — 1 Mos. 50:15-21.

„Skrevet til vor belæring“

18, 19. (a) Hvordan har du fået gavn af at tænke over de eksempler vi har drøftet i denne artikel? (b) Hvad vil vi se nærmere på i den næste artikel?

¹⁸ „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring, for at vi ved vor udholdenhed og ved Skrifternes trøst kan have håb,“ skrev Paulus. (Rom. 15:4) Hvad har vi lært ved at betragte Jehovas enestående eksempel og Bibelens beretninger om Abraham, Isak, Jakob og Josef?

¹⁹ Når vi tænker over hvad Jehova har gjort for at genoprette det ødelagte forhold mellem ham og den syndige menneskehed, føler vi os så ikke tilskyndede til at gøre alt hvad vi kan, for at være fredsstiftende? Beretningerne om Abraham, Isak, Jakob og Josef viser at forældre kan være et godt eksempel for deres børn og lære dem at holde fred med andre. De viser også at Jehova velsigner de bestræbelser vi gør os for at have et fredeligt forhold til andre. Meget passende siger Paulus at Jehova er „den Gud som giver fred“. (Læs Romerbrevet 15:33; 16:20). I den næste artikel vil vi se på hvorfor Paulus understregede at det er vigtigt at vi jager efter fred, og hvordan vi kan være fredsstiftende.

Jag efter fred

„Lad os altså jage efter det der skaber fred.“ — ROM. 14:19.

1, 2. Hvorfor råder der fred blandt Jehovas Vidner?

DET er svært at finde sand fred i verden i dag. Selv mennesker der bor i det samme land og taler det samme sprog, er ofte splittede på grund af religiøse, politiske eller sociale forskelle. I modsætning hertil er Jehovas folk forenet til trods for at de kommer fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“. — Åb. 7:9.

² Der er gode grunde til at der hersker en sådan fred iblandt os. Den vigtigste grund er at vi har „fred med Gud“ gennem vores tro på hans søn, hvis udgydte blod dækker vores synder. (Rom. 5:1; Ef. 1:7) Desuden giver Gud hellig ånd til sine loyale tjenere, og fred er en del af denne ånds frugt. (Gal. 5:22) Endnu en grund til vores fred og enhed er at vi „ikke er en del af verden“. (Joh. 15:19) Vi tager ikke del i politiske stridigheder, men holder os neutrale. Da vi har ’smedet vores sværd til plovjern’, lader vi os ikke inddrage i krige af nogen art. — Es. 2:4.

3. Hvad sætter vores indbyrdes fred os i stand til at gøre, og hvad vil vi komme ind på i denne artikel?

³ Vores indbyrdes fred består ikke kun i at vi afholder os fra at skade hinanden. Selvom der i den menighed vi tilhører, måske er brødre og søstre fra mange forskellige kulturer og etniske grupper, ’elsker vi hinanden’. (Joh. 15:17) Vores fred sætter os i stand til at „gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen“. (Gal. 6:10) Freden i vores åndelige paradis er noget meget dyrebart som vi bør værne om. Lad os derfor se nærmere på hvordan vi kan jage efter fred inden for menigheden.

Når vi fejler

4. Hvordan kan vi jage efter fred hvis vi har gjort nogen vred eller ked af det?

⁴ „Vi fejler alle mange gange,“ skrev disciplen Jakob. „Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ (Jak. 3:2) Det kan derfor ikke undgås at der opstår uoverensstemmelser og misforståelser mellem enkeltpersoner i menigheden. (Fil. 4:2, 3) Men sådanne problemer kan løses uden at menighedens fred forstyrres. Vi har for eksempel Jesu vejledning om hvad vi bør gøre hvis vi bliver klar over at vi har gjort nogen vred eller ked af det. — Læs Mattæus 5:23, 24.

5. Hvordan kan vi jage efter fred hvis nogen har begået en fejl over for os?

⁵ Hvad nu hvis vi mener at nogen har begået en eller anden mindre fejl over for os? Skal vi forvente at overtræderen kommer og giver os en undskyldning? „[Kærligheden] holder ikke regnskab med hver en forurettelse,“ står der i Første Korintherbrev 13:5. Vi kan jage efter fred ved at tilgive og glemme, det vil sige ved ’ikke at holde regnskab med hver en forurettelse’. (Læs Kolossenserbrevet 3:13). Når det drejer sig om små overtrædelser, er dette den bedste fremgangsmåde, for det vil hjælpe os til at have fred i sindet og bevare et fredeligt forhold til andre i menigheden. Et klogt ordsprog lyder: ’Det er til hæder for et menneske at bære over med andres overtrædelse.’ — Ordsp. 19:11.

6. Hvad skal vi gøre hvis nogen begår en overtrædelse mod os som vi ikke bare kan slå en streg over?

⁶ Hvad skal vi så gøre hvis nogen begår en overtrædelse mod os som vi ikke bare kan slå en streg over? At tale om sagen til alle og enhver vil bestemt ikke være klogt. Sladder af den slags vil kun medvirke til at ødelægge freden i menigheden. Hvad bør man gøre for at løse problemet fredeligt? Mattæus 18:15 siger: „Hvis nu din broder begår en synd, så gå hen og blotlæg hans fejl mellem dig og ham alene. Hvis han hører på dig, har du vundet din broder.“ Vejledningen i Mattæus 18:15-17 drejer sig ganske vist om synder af en alvorlig karakter, men ifølge ånden i det princip der udtrykkes i vers 15, bør vi tale under fire øjne med den vi mener har forurettet os, og venligt prøve at genoprette det fredelige forhold til vedkommende.a

7. Hvorfor skal vi være hurtige til at bilægge stridigheder?

⁷ Apostelen Paulus skrev: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte, og giv ikke plads for Djævelen.“ (Ef. 4:26, 27) „Sørg for hurtigt at opnå forlig med den der fører sag mod dig for retten,“ sagde Jesus. (Matt. 5:25) For at jage efter fred må vi altså være hurtige til at løse uoverensstemmelser. Derved undgår vi at en uoverensstemmelse bliver som et ubehandlet, betændt sår. Vi bør ikke lade stolthed, misundelse eller kærlighed til penge afholde os fra at bilægge stridigheder så snart de opstår. — Jak. 4:1-6.

Når mange er involveret

8, 9. (a) Hvilke to divergerende synspunkter fandtes i menigheden i Rom i det første århundrede? (b) Hvilken vejledning gav Paulus parterne i denne strid?

⁸ Nogle uoverensstemmelser involverer mere end blot to medlemmer af menigheden. Sådan var det i menigheden i Rom, og apostelen Paulus blev inspireret af Gud til at skrive et brev til denne menighed. Der herskede splid mellem nogle af de kristne der havde en jødisk baggrund, og nogle af de kristne der havde en ikkejødisk baggrund. Det lader til at nogle i denne menighed så ned på dem der var overdrevent restriktive i spørgsmål der var overladt til den enkeltes egen samvittighed, mens andre så ned på dem der ikke var så restriktive. På et forkert grundlag dømte de andre for de valg de traf i helt personlige anliggender. Hvad skrev Paulus til menigheden? — Rom. 14:1-6.

⁹ Paulus vejledte begge grupper af kristne. Til dem der forstod at de ikke længere var forpligtet til at følge Moselovens bestemmelser, skrev han at de ikke måtte se ned på dem der ikke forstod det. (Rom. 14:2, 10) En sådan indstilling kunne bringe dem der stadig vægrede sig ved at spise noget der havde været forbudt under Loven, til snublen og fald. „Hold op med at nedbryde Guds værk blot for madens skyld,“ formanede Paulus. „Det er godt ikke at spise kød, ikke at drikke vin, ikke at gøre noget som kan blive en snublesten for din broder.“ (Rom. 14:14, 15, 20, 21) Til dem der havde en mere restriktiv samvittighed, skrev Paulus at de ikke måtte dømme dem der var mindre restriktive, og betragte dem som troløse mod Gud. (Rom. 14:13) Han skrev: ’Til enhver iblandt jer siger jeg at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke.’ (Rom. 12:3) Efter at have vejledt begge parter i denne strid skrev Paulus: „Så lad os altså jage efter det der skaber fred og er til indbyrdes opbyggelse.“ — Rom. 14:19.

10. Hvad er det nødvendigt at gøre for at løse uoverensstemmelser i menigheden i dag?

¹⁰ Vi kan være sikre på at menigheden i Rom tog godt imod Paulus’ vejledning og rettede sig efter den. Skulle vi ikke følge det eksempel i dag når der opstår uoverensstemmelser i menigheden? Lad os løse ethvert problem i en fredelig atmosfære ved at søge bibelsk vejledning og ydmygt rette os efter den. Ligesom i menigheden i Rom kan det være nødvendigt at begge parter i en strid ændrer indstilling og adfærd for at de kan ’holde fred med hinanden’. — Mark. 9:50.

Hvordan ældste kan hjælpe

11. Hvad skal en ældste huske når en broder eller søster vil tale med ham om en uoverensstemmelse vedkommende har med en trosfælle?

¹¹ Hvad skal en ældste gøre hvis en broder eller søster vil tale med ham om en uoverensstemmelse vedkommende har med en slægtning eller en trosfælle? Ordsprogene 21:13 siger: „Den der lukker sit øre for den ringes klageskrig, skal også selv råbe uden at få svar.“ En ældste vil afgjort ikke ’lukke sit øre’. Men et andet ordsprog advarer: „Den første til at fremlægge sin sag ser ud til at have ret indtil hans modpart begynder at krydsforhøre ham.“ (Ordsp. 18:17, New English Translation) En ældste bør lytte opmærksomt, men han må passe på at han ikke på forhånd tager parti for den der kommer med en klage over en anden. Når sagen er blevet fremlagt for ham, vil han sikkert spørge vedkommende om han eller hun har talt med den anden part om sagen. Den ældste kan også minde vedkommende om de skridt Bibelen siger man skal tage for at genoprette freden.

12. Nævn nogle eksempler der viser at det er farligt at drage en forhastet konklusion når nogen siger noget negativt om andre.

¹² At det er farligt at gribe til handling efter kun at have hørt den ene side af en sag, bekræftes af tre bibelske eksempler. Potifar troede straks på den historie hans kone fortalte ham, nemlig at Josef havde forsøgt at voldtage hende. Det var ikke rigtigt, men i sin vrede fik han Josef kastet i fængsel. (1 Mos. 39:19, 20) Kong David troede på Ziba da han fortalte at hans herre, Mefibosjet, havde valgt at støtte Davids fjender. Uden at undersøge sagen nærmere sagde David: „Se, alt hvad der tilhørte Mefibosjet, tilhører dig.“ (2 Sam. 16:4; 19:25-27) Kong Artaxerxes modtog et brev hvori der stod at jøderne var ved at genopbygge Jerusalems mure og planlægge et oprør mod det persiske overherredømme. Han troede på denne vildledende rapport og gav ordre til at al genopbygning af Jerusalem skulle standses. Resultatet blev at jøderne holdt op med at arbejde på Guds tempel. (Ezra 4:11-13, 23, 24) Kristne ældste gør klogt i at følge Paulus’ vejledning til Timoteus om ikke at træffe forhastede beslutninger. — Læs Første Timoteusbrev 5:21.

13, 14. (a) Hvilke begrænsninger har vi alle når det drejer sig om at bedømme andres uoverensstemmelser? (b) Hvad kan hjælpe ældste til at træffe den rigtige afgørelse i en sag?

¹³ Selv når man synes at man har hørt begge sider af en sag, er det vigtigt at gøre sig klart at „hvis nogen mener at han har opnået kundskab om noget, så kender han det endnu ikke sådan som han bør kende det“. (1 Kor. 8:2) Kender vi virkelig alle detaljer i sagen? Ved vi nok om de implicerede til virkelig at forstå problemet? Når ældste har til opgave at dømme i en sag, er det meget vigtigt at de ikke lader sig vildlede af fejlagtige oplysninger, rygter eller taktiske manøvrer. Den som Gud har udnævnt til at dømme, Jesus Kristus, dømmer altid retfærdigt. Der siges om ham at „han dømmer ikke blot efter hvad hans øjne ser, og retleder ikke blot efter hvad hans ører hører“. (Es. 11:3, 4) Jesus lader sig lede af Jehovas ånd. Den samme hellige ånd kan kristne ældste lade sig lede af.

¹⁴ Når ældste skal dømme i en sag der angår deres kristne brødre og søstre, bør de først bede om Jehovas ånds hjælp. De kan lade sig lede af Guds ånd ved at søge vejledning i Bibelen og i litteratur udgivet af „den trofaste og kloge træl“. — Matt. 24:45.

Fred for enhver pris?

15. Under hvilke omstændigheder bør man fortælle de ældste om en alvorlig synd man har fået kendskab til?

¹⁵ Som kristne opfordres vi til at jage efter fred. Bibelen siger dog også: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende.“ (Jak. 3:17) At stifte fred kommer altså i anden række i forhold til at værne om Guds rene moralnormer og adlyde hans retfærdige krav. Hvis en kristen får kendskab til at en trosfælle har begået en alvorlig synd, bør han eller hun tilskynde vedkommende til at bekende sin synd for de ældste. (1 Kor. 6:9, 10; Jak. 5:14-16) Hvis overtræderen ikke vil gøre dette, bør den der har fået kendskab til sagen, fortælle de ældste hvad han eller hun ved om det der er sket. Hvis man skjuler en alvorlig synd, måske fordi man gerne vil holde fred med overtræderen, bliver man meddelagtig i den urette adfærd. — 3 Mos. 5:1; læs Ordsprogene 29:24.

16. Hvad kan vi lære af Jehus handlemåde over for kong Joram?

¹⁶ Af en beretning om Jehu kan vi lære at det er mere vigtigt at gøre hvad der er rigtigt i Guds øjne, end at holde fred med en der øver synd. Gud havde sendt Jehu af sted for at eksekvere dom over kong Akabs hus. Den onde kong Joram, Akabs og Jesabels søn, kom Jehu i møde i sin stridsvogn og spurgte: „Er der fred, Jehu?“ Hvordan svarede Jehu? Han sagde: „Hvordan kan der være fred så længe din moder Jesabels utugt og mange trolddomskunster fortsætter?“ (2 Kong. 9:22) Med disse ord greb Jehu sin bue og skød en pil gennem Jorams hjerte. De ældste må heller ikke tøve med at gøre det der er rigtigt. Hvis en broder eller søster forsætligt øver synd uden at angre, må de ældste ikke lade være med at udelukke vedkommende af menigheden fordi de vil bevare et fredeligt forhold til ham eller hende. Det er mere vigtigt at menigheden holdes ren så den kan bevare et fredeligt forhold til Gud. — 1 Kor. 5:1, 2, 11-13.

17. Hvad kan vi alle gøre for at jage efter fred?

¹⁷ De fleste uoverensstemmelser mellem brødre drejer sig ikke om alvorlige overtrædelser der skal behandles af et dømmende udvalg af ældste. Det bedste vi kan gøre i sådanne tilfælde, er at vise kærlighed og glemme de fejltrin andre begår. Guds ord siger: „Den der dækker over overtrædelse søger kærlighed, men den der bliver ved med at tale om en sag skiller nære venner.“ (Ordsp. 17:9) Hvis vi alle følger dette princip, vil vi hjælpe hinanden til at bevare freden i menigheden og bevare et godt forhold til Jehova. — Matt. 6:14, 15.

Gud velsigner dem der holder fred

18, 19. Hvordan gavner det os at jage efter fred?

¹⁸ Jehova velsigner os rigt når vi efterligner ham og ’jager efter det der skaber fred’. Vi glæder os over at have et nært venskab med Jehova, og vi bidrager til freden og enheden i vores åndelige paradis. Når vi øver os i at holde fred inden for menigheden, lærer vi samtidig at holde fred med dem vi forkynder „fredens gode nyhed“ for. (Ef. 6:15) Det hjælper os til at være bedre forberedte på at ’være milde imod alle, idet vi finder os i ondt’. — 2 Tim. 2:24.

¹⁹ Husk også at der „vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apg. 24:15) Det betyder at Jehova vil oprejse millioner af mennesker som ikke alene vil være forskellige hvad angår temperament og personlighed, men som også vil have levet i forskellige dele af verden og i forskellige tidsperioder, ja, nogle vil have levet helt tilbage ved „verdens grundlæggelse“. (Luk. 11:50, 51) Det vil være en stor forret at få lov at lære alle disse at elske fred. Den undervisning i at holde fred med hinanden vi får i dag, vil være en stor hjælp for os til den tid.

[Fodnote]