„I er mine venner“

„I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer.“ — JOH. 15:14.

1, 2. (a) Hvor forskellig en baggrund havde Jesu venner? (b) Hvorfor er det vigtigt at vi er venner med Jesus?

MÆNDENE der befandt sig sammen med Jesus i rummet ovenpå, var mennesker med vidt forskellig baggrund. Brødrene Peter og Andreas havde været fiskere. Mattæus havde tidligere været skatteopkræver — en profession som jøderne foragtede. Nogle af de tilstedeværende, deriblandt Jakob og Johannes, havde sandsynligvis kendt Jesus siden drengeårene, mens andre, såsom Natanael, måske kun havde kendt ham i nogle få år. (Joh. 1:43-50) Alle der var til stede denne betydningsfulde påskeaften i Jerusalem, var imidlertid overbeviste om at Jesus var den lovede Messias, den levende Guds søn. (Joh. 6:68, 69) Det må afgjort have varmet dem om hjertet at høre ham sige: „Jeg har kaldt jer venner, for alt det jeg har hørt fra min Fader har jeg gjort jer bekendt med.“ — Joh. 15:15.

² Det Jesus her sagde til sine trofaste apostle, gælder i princippet alle salvede kristne i dag og, i udvidet forstand, også deres medarbejdere, ’de andre får’. (Joh. 10:16) Uanset hvilken baggrund vi har, kan vi få den ære at blive venner med Jesus. Vores venskab med ham er af stor betydning, eftersom det at være venner med ham også gør os til venner med Jehova. I virkeligheden er det umuligt at komme nær til Jehova uden først at være kommet nær til Kristus. (Læs Johannes 14:6, 21). Hvad må vi da gøre for at blive og forblive Jesu venner? Lad os inden vi tager fat på dette vigtige emne, se nærmere på Jesu eget eksempel med hensyn til at være en god ven og analysere hvad vi kan lære af disciplenes reaktion på hans venskab.

Jesu gode eksempel som ven

3. Hvad var Jesus kendt for?

³ „Den riges venner er mange,“ skrev den vise kong Salomon. (Ordsp. 14:20) Denne iagttagelse udtrykker med få ord den tendens som ufuldkomne mennesker kan have til at knytte venskaber baseret på hvad de selv kan få ud af det, og ikke på hvad de kan give. Jesus havde ikke en sådan svaghed. Han lod sig ikke påvirke af en persons økonomiske eller sociale status. Det er sandt at Jesus fattede kærlighed til en rig ung leder og indbød ham til at blive hans discipel. Men Jesus befalede denne mand at sælge alt hvad han ejede, og give det til de fattige. (Mark. 10:17-22; Luk. 18:18, 23) Jesus var ikke kendt for at knytte venskaber med de rige og fremtrædende, men for at være ven med de fattige og foragtede i samfundet. — Matt. 11:19.

4. Hvordan kom det til udtryk at Jesu venner var ufuldkomne mennesker der begik fejl?

⁴ Jesu venner var naturligvis ufuldkomne mennesker der begik fejl. For eksempel betragtede Peter ikke altid tingene i et åndeligt perspektiv. (Matt. 16:21-23) Og da Jakob og Johannes bad Jesus om at give dem nogle fremtrædende pladser i Riget, røbede de at de havde visse ambitioner. Deres anmodning gjorde de andre apostle vrede, og apostlenes ønske om at være fremtrædende blev ved med at være en årsag til kappestrid. Tålmodigt prøvede Jesus imidlertid at korrigere sine venners tankegang, og han blev ikke hurtigt irriteret på dem. — Matt. 20:20-28.

5, 6. (a) Hvorfor bevarede Jesus sit venskab med de fleste af apostlene? (b) Hvorfor afbrød Jesus sit venskab med Judas?

⁵ Det der fik Jesus til at blive ved med at være ven med disse ufuldkomne mænd, var ikke at han var alt for overbærende og lukkede øjnene for deres ufuldkommenheder. Nej, det skyldtes derimod at han valgte at fokusere på deres gode motiver og positive egenskaber. Peter, Jakob og Johannes faldt for eksempel i søvn i stedet for at være en støtte for Jesus i den vanskeligste stund i hans liv. Forståeligt nok var Jesus skuffet over dem. Men alligevel så han at deres motiver var gode, og sagde: „Ånden er naturligvis ivrig, men kødet er svagt.“ — Matt. 26:41.

⁶ Som en modsætning hertil afbrød Jesus sit venskab med Judas Iskariot. Skønt Judas blev ved med at lade som om han var en ven, gennemskuede Jesus denne tidligere nære medarbejder og forstod at han havde ladet sit hjerte blive fordærvet. Judas var blevet ven med verden og havde dermed gjort sig selv til en fjende af Gud. (Jak. 4:4) Derfor havde Jesus allerede sendt Judas bort da han erklærede sit venskab med de tilbageværende 11 trofaste apostle. — Joh. 13:21-35.

7, 8. Hvordan viste Jesus at han elskede sine venner?

⁷ Jesus fokuserede ikke på sine loyale venners fejl, men havde altid deres bedste på sinde. For eksempel bad han sin Fader om at beskytte dem under deres prøvelser. (Læs Johannes 17:11). Jesus tog hensyn til deres fysiske begrænsninger. (Mark. 6:30-32) Og han var ikke kun interesseret i at fortælle dem hvad han mente, men også i at lytte til dem og forstå hvad de tænkte og følte. — Matt. 16:13-16; 17:24-26.

⁸ Jesus både levede og døde for sine venner. Han var naturligvis klar over at hans Faders norm for retfærdighed krævede at han måtte ofre sit liv. (Matt. 26:27, 28; Hebr. 9:22, 28) Men det var kærlighed der fik Jesus til at bringe dette offer. Han sagde selv: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ — Joh. 15:13.

Hvad fik Jesu venskab disciplene til at gøre?

9, 10. Hvordan reagerede folk på Jesu gavmilde måde at være på?

⁹ Jesus var gavmild med sin tid og kærlighed og med hvad han ellers havde af ressourcer. Det fik folk til at føle sig draget mod ham og gav dem lyst til at give ham noget til gengæld. (Luk. 8:1-3) Af egen erfaring kunne Jesus sige: „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ — Luk. 6:38.

¹⁰ Nogle søgte naturligvis blot Jesu selskab på grund af det de selv kunne få ud af det. Disse falske venner forlod Jesus da de misforstod noget han sagde. I stedet for at lade tvivlen komme Jesus til gode drog de en forhastet og fejlagtig konklusion og vendte ham ryggen. I modsætning hertil var apostlene loyale. Deres venskab med Jesus blev ofte sat på prøve, men de gjorde deres bedste for at støtte ham i både gode og dårlige tider. (Læs Johannes 6:26, 56, 60, 66-68). Den sidste aften Jesus var på jorden som menneske, gav han udtryk for værdsættelse af sine venner med ordene: „Det [er] jer som er blevet hos mig i mine prøvelser.“ — Luk. 22:28.

11, 12. Hvordan bekræftede Jesus sit venskab med disciplene, og hvordan reagerede de?

¹¹ Kort tid efter at Jesus havde rost sine disciple for deres loyalitet, forlod de ham. For en stund lod de menneskefrygt overskygge deres kærlighed til Kristus. Men igen tilgav han dem. Efter sin død og opstandelse viste Jesus sig for dem og forsikrede dem om at de stadig var hans venner. Desuden betroede han dem en hellig opgave — at gøre disciple „af folk af alle nationerne“ og at være vidner om ham „til jordens fjerneste egne“. (Matt. 28:19; Apg. 1:8) Hvordan reagerede de?

¹² Disciplene lagde hele deres hjerte og sjæl i arbejdet med at udbrede budskabet om Riget. Med Jehovas hellige ånds hjælp fik de snart fyldt Jerusalem med deres lære. (Apg. 5:27-29) Ikke engang dødstrusler kunne afholde dem fra at adlyde Jesu befaling om at gøre disciple. Blot nogle få årtier efter at de havde fået Jesu befaling, kunne apostelen Paulus skrive at den gode nyhed var blevet forkyndt „blandt al skabningen under himmelen“. (Kol. 1:23) Disse disciple viste afgjort at de værdsatte deres venskab med Jesus!

13. På hvilke måder lod disciplene sig påvirke af Jesu lære?

¹³ De der blev disciple, lod også Jesu lære påvirke deres måde at leve på. For mange betød det at de skulle foretage store forandringer i deres adfærd og personlighed. Nogle af de nye disciple var tidligere homoseksuelle, ægteskabsbrydere, drankere eller tyve. (1 Kor. 6:9-11) Andre måtte ændre deres indstilling til folk af en anden race. (Apg. 10:25-28) Men de havde adlydt Jesus. De havde aflagt deres gamle personlighed og iført sig den nye. (Ef. 4:20-24) Ja, de havde lært „Kristi sind“ at kende — forstået og efterlignet hans måde at tænke og handle på. — 1 Kor. 2:16.

Venskab med Kristus i dag

14. Hvad lovede Jesus at gøre ved „afslutningen på tingenes ordning“?

¹⁴ Mange af disse kristne i det første århundrede havde kendt Jesus personligt eller set ham efter hans opstandelse. Den forret har vi selvfølgelig ikke haft. Hvordan kan vi da være venner med Kristus? Blandt andet ved at adlyde den vejledning der gives af den trofaste og kloge træl, som består af Jesu salvede brødre der stadig er på jorden. Jesus lovede at han ved „afslutningen på tingenes ordning“ ville sætte denne træl „over alt hvad han ejer“. (Matt. 24:3, 45-47) I dag er størstedelen af dem der søger at blive venner med Kristus, ikke medlemmer af trælleskaren. Hvordan påvirker deres reaktion på den vejledning de får fra den trofaste træl, deres venskab med Kristus?

15. Hvad er afgørende for om en person vil blive regnet blandt fårene eller gederne?

¹⁵ Læs Mattæus 25:31-40. Jesus omtalte dem der skulle udgøre den trofaste træl, som sine brødre. Af Jesu billedtale om fårene der bliver skilt fra gederne, fremgår det tydeligt at Jesus betragter det vi gør mod hans brødre, som noget der er gjort mod ham. Faktisk sagde han at det der ville være afgørende for om en person hørte til fårene eller gederne, ville være den måde vedkommende behandlede selv den mindste af Jesu brødre på. Det er således ved at støtte trælleskaren at de der har et jordisk håb, først og fremmest kan vise at de ønsker at være venner med Kristus.

16, 17. Hvordan kan vi lade vores venskab med Kristi brødre komme til udtryk?

¹⁶ Hvis du håber at komme til at leve på jorden under Guds rige, hvordan kan du så lade dit venskab med Kristi brødre komme til udtryk i handling? Lad os her blot se på tre måder. For det første kan du gøre det ved at deltage helhjertet i forkyndelsesarbejdet. Kristus befalede sine brødre at forkynde den gode nyhed i hele verden. (Matt. 24:14) De tilbageværende af Kristi brødre på jorden i dag ville have svært ved at skuldre dette ansvar uden den hjælp som deres medarbejdere blandt de andre får giver dem. Ja, hver gang nogle af de andre får deltager i forkyndelsesarbejdet, hjælper de i virkeligheden Kristi brødre med at udføre deres hellige opgave. Den trofaste og kloge træl er dybt taknemmelig for dette udtryk for venskab, og det er Kristus også.

¹⁷ En anden måde hvorpå de der tilhører de andre får, kan hjælpe Kristi brødre, er at støtte forkyndelsesarbejdet økonomisk. Jesus tilskyndede sine disciple til at skaffe sig venner ved hjælp af „den uretfærdige rigdom“. (Luk. 16:9) Det betyder ikke at vi kan købe os til et venskab med Jesus og Jehova, men snarere at vi ved at bruge vores materielle midler til at fremme Rigets interesser, lader vores venskab og kærlighed komme til udtryk „i gerning og sandhed“, og ikke blot i ord. (1 Joh. 3:16-18) Vi yder en sådan økonomisk støtte når vi deltager i forkyndelsen, når vi giver pengebidrag til opførelse og vedligeholdelse af vores mødesteder og til det verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Uanset om det er store eller små bidrag vi giver, kan vi være sikre på at Jehova og Jesus værdsætter at vi giver med glæde. — 2 Kor. 9:7.

18. Hvorfor bør vi adlyde den bibelske vejledning som menighedens ældste kommer med?

¹⁸ En tredje måde hvorpå vi alle kan vise at vi er venner med Kristus, er at samarbejde med de ældste i menigheden og følge deres vejledning. Disse mænd er udnævnt af den hellige ånd under Kristi ledelse. (Ef. 5:23) „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige,“ skrev apostelen Paulus. (Hebr. 13:17) Af og til synes vi måske det er en udfordring at adlyde den bibelske vejledning vi får gennem de lokale ældste. Vi kender sikkert deres fejl og mangler, og det kan give os et forkert syn på deres vejledning. Men Kristus, der er hovedet for menigheden, glæder sig over at gøre brug af disse ufuldkomne mænd. Den måde vi forholder os til deres myndighed på, har derfor direkte indflydelse på vores venskab med Kristus. Når vi bærer over med de ældstes fejl og med glæde følger deres vejledning, er det et udtryk for at vi elsker Kristus.

Hvor vi kan finde gode venner

19, 20. Hvad kan vi finde i menigheden, og hvad vil den næste artikel behandle?

¹⁹ Jesus sørger til stadighed for os gennem kærlige hyrder der fører tilsyn, men også ved at give os åndelige mødre og brødre og søstre i menigheden. (Læs Markus 10:29, 30). Hvordan reagerede din familie da du begyndte at komme sammen med Jehovas organisation? Forhåbentlig støttede de dig i dine bestræbelser for at komme nær til Gud og Kristus. Men Jesus advarede om at en mand kunne „få medlemmer af sin egen husstand til fjender“. (Matt. 10:36) Hvor er det derfor trøstende at vide at vi i menigheden kan finde nogle der vil knytte sig nærmere til os end en kødelig bror! — Ordsp. 18:24.

²⁰ Som det fremgår af Paulus’ personlige hilsener i slutningen af hans brev til menigheden i Rom, knyttede han mange nære venskaber. (Rom. 16:8-16) Og apostelen Johannes sluttede sit tredje brev med ordene: „Bring mine hilsener til vennerne ved navn.“ (3 Joh. 14) Åbenbart knyttede også han mange varige venskaber. Hvordan kan vi efterligne Jesu og de første disciples eksempel med hensyn til at opbygge sunde og varige venskaber med vores åndelige brødre og søstre? Det spørgsmål vil den næste artikel behandle.

Hvordan man bevarer venskaber i en kærlighedskold verden

„Dette befaler jeg jer, at I skal elske hinanden.“ — JOH. 15:17.

1. Hvorfor måtte de kristne i det første århundrede forblive nære venner?

DEN sidste aften Jesus var på jorden som menneske, tilskyndede han sine loyale disciple til at forblive venner. Tidligere på aftenen havde han sagt at den kærlighed de viste hinanden, ville være et kendetegn på at de var hans disciple. (Joh. 13:35) Apostlene måtte forblive nære venner for at kunne udholde de prøvelser der lå forude, og fuldføre det arbejde Jesus snart ville betro dem. Og de kristne i det første århundrede blev virkelig kendt for deres ubrydelige hengivenhed for Gud og hinanden.

2. (a) Hvad er vi besluttede på at gøre, og hvorfor? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se på?

² I dag er det en stor glæde at være tilsluttet en verdensomspændende organisation hvis medlemmer følger det mønster som blev afstukket af disse kristne i det første århundrede! Vi er besluttede på at adlyde Jesu befaling om at vise hinanden ægte kærlighed. Generelt er folk i disse sidste dage imidlertid illoyale og uden naturlig hengivenhed. (2 Tim. 3:1-3) Deres venskaber er ofte overfladiske og baseret på hvad de selv kan få ud af det. For at bevare vores identitet som sande kristne må vi være hævet over sådanne holdninger. Lad os derfor se på følgende spørgsmål: Hvad er grundlaget for gode venskaber? Hvordan kan vi få gode venner? Hvornår kan vi blive nødt til at afbryde et venskab? Og hvordan kan vi bevare opbyggende venskaber?

Hvad er grundlaget for gode venskaber?

3, 4. Hvilket grundlag hviler de stærkeste venskaber på, og hvorfor?

³ De stærkeste venskaber der findes, bygger på kærlighed til Jehova. Kong Salomon skrev: „Hvis en eller anden kan overmande den enlige, vil to kunne holde stand imod ham. Ja, en tretvundet snor rives ikke hurtigt over.“ (Præd. 4:12) Når Jehova er den tredje part i et venskab, vil venskabet holde.

⁴ Naturligvis kan de der ikke elsker Jehova, også knytte berigende venskaber. Men når mennesker drages til hinanden på grundlag af en fælles kærlighed til Gud, vil deres venskab blive klippefast. Hvis der opstår misforståelser, vil sande venner behandle hinanden på en måde der glæder Jehova. Og hvis modstandere af Gud prøver at skabe splittelser, vil de opdage at sande kristnes venskaber er ubrydelige. Op gennem historien har tjenere for Jehova bevist at de hellere ville gå i døden end forråde hinanden. — Læs Første Johannesbrev 3:16.

5. Hvorfor var venskabet mellem Rut og No’omi så stærkt?

⁵ De mest givende venskaber vi kan have, er uden tvivl med dem der elsker Jehova. Tænk for eksempel på Rut og No’omi. Disse to kvinder knyttede et af de mest beundringsværdige venskaber der beskrives i Bibelen. Hvorfor var deres venskab så stærkt? Det fremgår af det Rut sagde til No’omi: „Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. . . . Måtte Jehova gøre således mod mig og føje mere til, hvis noget andet end døden skulle skille mig fra dig.“ (Rut 1:16, 17) Både Rut og No’omi havde tydeligvis en dyb kærlighed til Gud, og denne kærlighed påvirkede deres måde at behandle hinanden på. Resultatet var at begge kvinder blev velsignet af Jehova.

Hvordan man får gode venner

6-8. (a) Hvad bygger nære venskaber på? (b) Hvordan kan du tage initiativet til at få venner?

⁶ Eksemplet med Rut og No’omi viser at gode venskaber ikke opstår tilfældigt. De bygger på en fælles kærlighed til Jehova. Hvis venskaber skal vare ved, kræver det imidlertid hårdt arbejde og selvopofrelse. Selv søskende der vokser op i kristne familier og tilbeder Jehova, må gøre en indsats for at opbygge et nært venskab med hinanden. Hvad kan du så gøre for at få gode venner?

⁷ Tag initiativet. Apostelen Paulus tilskyndede sine venner i menigheden i Rom til at ’følge gæstfrihedens vej’. (Rom. 12:13) For at kunne følge en bogstavelig vej må man tage en række skridt, et efter et. At være gæstfri kræver ligeledes at man foretager en række små, regelmæssige handlinger. Ingen andre kan gå på gæstfrihedens vej for dig. (Læs Ordsprogene 3:27). Én måde du kan vise gæstfrihed på, er at invitere forskellige i menigheden hjem til et enkelt måltid mad. Kunne du med jævne mellemrum vise en sådan gæstfrihed og lade det indgå i din planlægning?

⁸ En anden måde hvorpå du kan tage initiativet til at få venner, er at spørge forskellige om de vil følges med dig i forkyndelsen. Når du står over for en i distriktet og hører din makker tale fra hjertet og give udtryk for sin kærlighed til Jehova, kan du ikke undgå at føle dig nærmere knyttet til din broder eller søster.

9, 10. Hvordan var Paulus et godt eksempel, og hvordan kan vi efterligne ham?

⁹ Udvid med hensyn til at vise hengivenhed. (Læs Andet Korintherbrev 6:12, 13). Har du nogen sinde følt at der ikke var en eneste i menigheden du kunne blive nær ven med? Hvis det er tilfældet, kunne det så være fordi du har for snæver en opfattelse af hvem der kan blive din ven? Apostelen Paulus var et godt eksempel med hensyn til at udvide og lade sin hengivenhed omfatte flere. På et tidspunkt ville han aldrig have drømt om at knytte nære venskaber med ikkejøder. Ikke desto mindre blev han „apostel for nationerne“. — Rom. 11:13.

¹⁰ Paulus begrænsede sig heller ikke til at knytte venskaber med nogle på sin egen alder. Han og Timoteus blev for eksempel nære venner trods forskel i alder og baggrund. I dag sætter mange unge pris på venskaber de har fået med nogle i menigheden der er ældre end dem selv. „Jeg har en meget nær veninde der er i halvtredserne,“ fortæller Vanessa, der selv er først i tyverne. „Jeg kan fortælle hende alt hvad jeg kan fortælle veninder på min egen alder. Og hun tager sig så godt af mig.“ Hvordan opstår sådanne venskaber? Vanessa siger. „Jeg måtte selv gøre noget for at få dette venskab og kunne ikke bare vente på at det opstod af sig selv.“ Er du villig til at opdyrke venskaber med dem som ikke er på din egen alder? Jehova vil helt sikkert belønne dine anstrengelser.

11. Hvad kan vi lære af eksemplet med Jonatan og David?

¹¹ Vær loyal. „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen,“ skrev Salomon. (Ordsp. 17:17) Da Salomon skrev disse ord, kan han have tænkt på det venskab som hans far, David, havde haft med Jonatan. (1 Sam. 18:1) Kong Saul ønskede at hans søn Jonatan skulle arve Israels trone. Men Jonatan accepterede at det var David Jehova havde udvalgt til at få det privilegium. I modsætning til Saul blev Jonatan ikke misundelig på David. Han tog det ikke fortrydeligt op at folket priste David, og han troede heller ikke på Sauls bagtalelse af ham. (1 Sam. 20:24-34) Er vi ligesom Jonatan? Når vores venner får nogle opgaver i menigheden, glæder vi os så sammen med dem? Når de møder modgang, trøster og støtter vi dem så? Hvis vi hører noget skadelig sladder om en ven, er vi så hurtige til at tro på det? Eller forsvarer vi loyalt vores ven ligesom Jonatan gjorde?

Når venskaber må ophøre

12-14. Hvilken udfordring står nogle der studerer Bibelen, over for, og hvordan kan vi hjælpe dem?

¹² En der studerer Bibelen, kan komme ud for store udfordringer med hensyn til venskaber når han begynder at gøre forandringer i sit liv. Han har måske nogle venner som han er glad for, men som ikke lever efter Bibelens moralnormer. Før i tiden har han måske jævnlig været sammen med dem. Nu forstår han imidlertid at de ting hans venner foretager sig, kan have en dårlig indflydelse på ham, og han føler at han bliver nødt til at begrænse sin kontakt med dem. (1 Kor. 15:33) Men samtidig føler han måske at han er illoyal hvis han ikke kommer sammen med dem.

¹³ Hvis du studerer Bibelen og står over for denne udfordring, så husk at en sand ven vil glæde sig over at du prøver at forbedre dit liv. Han eller hun vil måske endda have lyst til også at lære om Jehova. Falske venner vil derimod ’blive ved med at spotte dig’ fordi du ikke løber sammen med dem mod „den samme udsvævelsernes sump“. (1 Pet. 4:3, 4) Det er i virkeligheden dem der er illoyale mod dig og ikke omvendt.

¹⁴ Når nogle der studerer Bibelen, bliver svigtet af tidligere venner som ikke elsker Gud, kan menighedens medlemmer udfylde tomrummet. (Gal. 6:10) Kender du personligt dem i din menighed der studerer Bibelen og overværer møderne? Har du af og til mulighed for at invitere dem med til et opbyggende samvær?

15, 16. (a) Hvordan skal vi reagere hvis en ven holder op med at tjene Jehova? (b) Hvordan kan vi bevise at vi elsker Gud?

¹⁵ Hvad så hvis en ven i menigheden beslutter at vende Jehova ryggen og måske endda er nødt til at blive udelukket? Det kan være en meget svær situation at klare. Om sin reaktion på at en nær veninde holdt op med at tjene Jehova, fortæller en søster: „Jeg følte det som om noget inden i mig døde. Jeg troede at min veninde var stærkt rodfæstet i sandheden, men det var hun slet ikke. Jeg spekulerede på om hun kun havde tjent Jehova for at glæde sin familie. Det fik mig til at tage mine egne motiver op til overvejelse. Tjente jeg Jehova af de rigtige grunde?“ Hvordan klarede denne søster situationen? „Jeg kastede min byrde på Jehova,“ siger hun. „Jeg er besluttet på at vise Jehova at jeg elsker ham for det han er, og ikke kun fordi han gør det muligt for mig at få venner inden for hans organisation.“

¹⁶ Vi kan ikke forvente at forblive Guds venner hvis vi stiller os på samme side som dem der vælger at være venner med verden. Disciplen Jakob skrev: „Ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.“ (Jak. 4:4) Vi kan bevise vores kærlighed til Gud ved at stole på at han vil hjælpe os til at klare tabet af en ven hvis vi forbliver loyale. (Læs Salme 18:25). Søsteren der blev citeret tidligere, sammenfatter det med ordene: „Jeg lærte at vi ikke kan tvinge nogen til at elske hverken Jehova eller os. I sidste ende er det et personligt valg.“ Hvad kan vi da gøre for at bevare opbyggende venskaber med dem der forbliver i menigheden?

Hvordan man bevarer gode venskaber

17. Hvordan taler gode venner til hinanden?

¹⁷ God kommunikation er livsnerven i et venskab. Når du læser de bibelske beretninger om Rut og No’omi, David og Jonatan og Paulus og Timoteus, lægger du sikkert mærke til at gode venner taler ligefremt, men samtidig respektfuldt, med hinanden. Om den måde vi bør kommunikere med andre på, skrev Paulus: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt.“ Paulus talte her specifikt om hvordan vi bør tale med „dem som er udenfor“, det vil sige dem der ikke er vores kristne brødre. (Kol. 4:5, 6) Hvis ikketroende fortjener at vi taler respektfuldt til dem, hvor meget mere gælder det så ikke vores venner i menigheden!

18, 19. Hvordan bør vi betragte de råd vi får fra en kristen ven, og hvordan var de ældste i Efesus et eksempel for os i den forbindelse?

¹⁸ Gode venner sætter pris på hinandens meninger, og der må derfor være en både venlig og åbenhjertig kommunikation mellem dem. Den vise kong Salomon skrev: „Olie og røgelse fryder hjertet; ligeså den sødme som en ven bereder med et råd fra sjælen.“ (Ordsp. 27:9) Er det sådan du betragter de råd du får fra en ven? (Læs Salme 141:5). Hvis en ven udtrykker bekymring over noget du foretager dig, hvordan reagerer du så? Betragter du det din ven siger, som et udtryk for loyal hengivenhed, eller bliver du fornærmet?

¹⁹ Apostelen Paulus glædede sig over at have et nært forhold til de ældste i menigheden i Efesus. Han havde sikkert kendt nogle af disse mænd lige siden de blev troende. Men den sidste gang han mødtes med dem, gav han dem nogle ligefremme råd. Hvordan reagerede de på det? Paulus’ venner tog det ikke fortrydeligt op. Tværtimod værdsatte de hans interesse for dem, og de græd endda ved tanken om at de ikke ville komme til at se ham igen. — Apg. 20:17, 29, 30, 36-38.

20. Hvad vil en kærlig ven gøre?

²⁰ Gode venner tager ikke blot imod kloge råd, men giver dem også selv. Vi må naturligvis vide hvornår vi skal „passe [vores] egne sager“. (1 Thess. 4:11) Og vi må også gøre os klart at hver enkelt af os skal „aflægge regnskab for sig selv over for Gud“. (Rom. 14:12) Men når der er behov for det, vil en kærlig ven minde sin broder eller søster om Jehovas normer. (1 Kor. 7:39) Hvad ville du for eksempel gøre hvis du bemærkede at en af dine ugifte venner var ved at indlede et romantisk forhold til en ikketroende? Ville du af frygt for at skade jeres venskab undlade at give udtryk for din bekymring? Eller hvad ville du gøre hvis din ven ignorerede dit råd? Som en god ven vil man henvende sig til kærlige hyrder og få dem til at hjælpe den der har begået et fejltrin. At gøre dette kræver mod. Men et venskab der er baseret på kærlighed til Jehova, vil ikke lide varig skade.

21. Hvad vil vi alle fra tid til anden komme til, men hvorfor er det vigtigt at vi bevarer stærke venskaber i menigheden?

²¹ Læs Kolossenserbrevet 3:13, 14. Fra tid til anden vil vi ikke kunne undgå at give vores venner „en grund til klage“ imod os, og de vil også komme til at gøre eller sige noget der irriterer os. „Vi fejler alle mange gange,“ skrev Jakob. (Jak. 3:2) Hvor godt et venskab er, måles imidlertid ikke på hvor ofte vi forsynder os mod hinanden, men på hvor fuldstændigt vi tilgiver de ting som vi kunne føle os forurettet over. Hvor er det vigtigt at vi opbygger stærke venskaber ved at have en åben kommunikation og ved frit at tilgive hinanden! Hvis vi viser en sådan kærlighed, vil den blive „enhedens fuldkomne bånd“.