Kapitel 8

Jeres rolle som forældre

1-3. (a) Hvad kan et barns fødsel betyde for forældrene? (b) Hvorfor er det vigtigt at både faderen og moderen forstår deres respektive roller?

MANGE ting i livet får kun ringe indflydelse på vores tilværelse. Andre ting sætter derimod et dybt og varigt præg. Et barns fødsel hører så afgjort til de sidstnævnte. Ægteparrets tilværelse bliver totalt forandret. Med sin stemme, ja med sin blotte tilstedeværelse, vil den lille nyankomne gøre sig bemærket på en måde der ikke er til at ignorere.

² For forældrene skulle livet nu blive rigere og lykkeligere. Men det er samtidig en udfordring, og for at opnå de bedste resultater må begge forældre tage udfordringen op. I var to om at sætte barnet i verden, og I spiller begge en vigtig rolle for barnets udvikling under opvæksten. Det er nu vigtigere end nogen sinde at I samarbejder enigt, alvorligt — og ydmygt.

³ Hvis I hver især kender jeres egen rolle som forældre og samtidig forstår hvordan jeres roller kan bringes i samklang med hinanden, skulle I have gode muligheder for at tage jer godt af barnet og bevare et lykkeligt forhold. Der er brug for ligevægt. Selv om man gerne vil lade fornuften råde, lykkes det ikke altid, fordi følelserne kan spille forstyrrende ind. Man kan være tilbøjelig til at gå til yderligheder, først til at gøre for lidt, så for meget, og så igen for lidt. Det er for eksempel ønskeligt at faderen udøver sin myndighed, men overdriver han det, virker han underkuende. Det er også godt at moderen er med til at opdrage og tugte børnene, men overtager hun disse pligter fuldstændigt så faderen skubbes til side, undergraver hun familieordningen. Godt er godt, men for meget af det gode er af det onde. — Filipperne 4:5.

MODERENS AFGØRENDE ROLLE

4. Hvilke behov kan moderen dække hos spædbarnet?

⁴ Hvad de umiddelbare behov angår, er den nyfødte fuldstændig afhængig af moderen. Hvis hun kærligt opfylder disse behov, føler barnet sig trygt. (Salme 22:9, 10) Det har brug for mad, renlighed og varme; men det er ikke nok at de fysiske behov dækkes. De følelsesmæssige behov er lige så vigtige. Hvis barnet ikke får kærlighed, bliver det usikkert. Moderen vil hurtigt kunne lære at bedømme om et barn der skriger, virkelig trænger til hendes opmærksomhed. Hvis hun på den anden side altid ignorerer det, kan det skade barnets helbred. Et barn der gennem længere tid forsømmes følelsesmæssigt, kan blive hæmmet i sine følelser for resten af livet.

5-7. Hvordan påvirkes barnet, ifølge undersøgelser, af moderens kærlighed og opmærksomhed?

⁵ Undersøgelser mange forskellige steder har bekræftet at spædbørn bliver syge, ja endda kan dø, af mangel på kærlighed som udtrykkes gennem tale og berøring, omfavnelser og kærtegn. (Jævnfør Esajas 66:12; Første Thessalonikerbrev 2:7.) Der er naturligvis andre end moderen der kan gøre dette, men hun, som har båret barnet og givet det liv og næring i dets første måneder, er uden tvivl den der egner sig bedst til det. Der foregår en naturlig vekselvirkning mellem moder og barn. Hendes instinktive ønske om at holde den nyfødte tæt ind til sig, modsvares af barnets instinktive søgen efter hendes bryst.

⁶ Ved forskning har man fastslået at spædbarnets hjerne er meget aktiv og at den mentale udvikling fremmes hvis barnets føle-, høre-, syns- og lugtesans påvirkes. Når barnet dier, opfatter det varmen og lugten fra moderens hud. Det ser næsten uafbrudt på hendes ansigt mens hun ammer det. Og det hører ikke blot hendes stemme — idet hun taler med det eller synger for det — men også hendes hjerteslag, en lyd det allerede hørte mens det lå i livmoderen. I et norsk blad siger børnepsykologen Anne-Marit Duve:

„Eftersom pupillernes aktivitet tydeligt viser graden af hjerneaktivitet, har vi grund til at tro at en høj grad af hudstimulering, en høj grad af kontakt — ikke mindst kontakten i forbindelse med amning — kan stimulere den mentale aktivitet, noget som igen kan føre til større intellektuel kapacitet som voksen.“

⁷ Når moderen ofte rører ved barnet, for eksempel når hun tager det op, kæler med det, bader det og tørrer det, modtager det altså en påvirkning der spiller en vigtig rolle i dets udvikling og som har indflydelse på hvordan det vil blive senere i livet. Det er ikke sjovt at skulle op midt om natten for at berolige et grædende spædbarn, men når man véd at det siden kan komme barnet til gode, ofrer man sikkert gerne noget af sin nattesøvn.

KÆRLIGHED MÅ FØLES, SES OG LÆRES

8-10. (a) Hvad lærer et lille barn af moderens kærlighed? (b) Hvorfor har det stor betydning?

⁸ Kærligheden til barnet har stor betydning for dets følelsesmæssige udvikling. Barnet lærer at vise kærlighed ved selv at modtage kærlighed og ved at se eksempler på kærlighed i sine omgivelser. Hvad kærligheden til Gud angår, siges der i Første Johannesbrev 4:19: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ De første lektioner i kærlighed gives hovedsagelig af moderen. Hun bøjer sig over barnet i vuggen, lægger sin hånd på dets bryst og ryster det blidt, idet hun med ansigtet helt nede over den lille siger: ’Hvor er du henne? Hvor er du henne?’ Babyen forstår selvfølgelig ikke ordene (der for øvrigt heller ikke er særlig logiske), men den spræller og jubler alligevel af henrykkelse, for den ved at den legende hånd og tonefaldet i virkeligheden betyder: ’Jeg elsker dig! Jeg elsker dig!’ Den lille er beroliget og føler sig tryg.

⁹ Små børn er glade for at møde kærlighed, og de efterligner kærligheden når de for eksempel lægger deres små arme rundt om moderens hals og kysser hende begejstret. De synes godt om de kærtegn moderen belønner dem med. De begynder at lære den vigtige lektie at der ikke kun er lykke ved at modtage kærlighed, men også ved at vise den, og at den der sår kærlighed også høster kærlighed. (Apostelgerninger 20:35; Lukas 6:38) Hvis der ikke tidligt skabes en nær tilknytning mellem moderen og barnet, har det vist sig at det senere kan blive meget vanskeligt for barnet at knytte sig nært til andre eller føle hengivenhed for dem.

¹⁰ Da børn begynder at lære straks efter fødselen, er de første få år de vigtigste. I de år har moderens kærlighed afgørende betydning. Hvis det lykkes hende at vise og lære barnet kærlighed (ikke at forkæle det), udretter hun noget af blivende værdi; hvis ikke, kan hun volde varig skade. At være en god moder er en af de største og mest berigende opgaver en kvinde kan have. Det kan være belastende og det kan stille store krav til hende, men hvilken karriere som verden kan tilbyde, har blot tilnærmelsesvis samme vidtrækkende betydning og kan give samme varige tilfredshed?

FADERENS BETYDNINGSFULDE ROLLE

11. (a) Hvordan kan faderen indprente sin rolle i barnets bevidsthed? (b) Hvorfor er det vigtigt?

¹¹ I den spæde barndom er det naturligt at moderen spiller en mere fremtrædende rolle i barnets liv. Men allerede fra barnets fødsel bør faderen også være en del af barnets verden. Endnu mens barnet er i den spæde alder kan og bør faderen være med til at passe det, lege med det og trøste det når det græder. På den måde vil han få en plads i barnets bevidsthed. Og som tiden går, bør faderens rolle antage større betydning for barnet. Hvis han venter for længe med at sætte ind på dette, kan han lægge grunden til et problem der især vil vise sig når barnet kommer i pubertetsalderen og opdragelsen bliver sværere. Den halvvoksne søn har særlig brug for sin faders hjælp. Men hvis der ikke hidtil har bestået et godt forhold mellem dem, kan den kløft der er opstået i årenes løb ikke overvindes på nogle få uger.

12, 13. (a) Hvilken rolle spiller faderen i familien? (b) Hvordan kan faderen, ved at varetage sin opgave på rette måde, påvirke børnenes indstilling til myndighed?

¹² Hvad enten barnet er en dreng eller en pige, kan påvirkningen fra faderens maskuline egenskaber yde et vigtigt bidrag til at det udvikler en afrundet og ligevægtig personlighed. Som det fremgår af Guds ord, skal faderen være familiens overhoved. Det påhviler ham at sørge materielt for familien. (1 Korinther 11:3; 1 Timoteus 5:8) Imidlertid siges der også at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund lever mennesket“. Og hvad børnene angår, får faderen at vide at han skal blive ved med at „opdrage dem i Jehovas tugt og formaning“. (5 Mosebog 8:3; Efeserne 6:4) Denne gudgivne opgave bør han røgte så godt som muligt, ikke alene fordi han naturligt nærer hengivenhed for sit afkom, men også, og frem for alt, fordi han føler sig forpligtet over for sin Skaber.

¹³ Mens moderen udtrykker varme, ømhed og medfølelse, kan faderen med sin styrke og sin gode vejledning øve en stabiliserende indflydelse på børnene. Den måde han røgter sin gudgivne opgave på, kan få meget at sige for hvordan børnene senere vil stille sig til myndighed, det være sig menneskelig eller guddommelig myndighed — for om de vil respektere den og vil kunne arbejde under andres ledelse uden at mukke eller vise opsætsighed.

14. Hvordan kan faderens gode eksempel virke på sønnen eller datteren?

¹⁴ Faderens eksempel og hans måde at gribe tingene an på, kan blive meget afgørende for om husets søn vokser op og bliver svag og ubeslutsom eller om han bliver stabil og mandig, en der har mod til at holde fast ved sin overbevisning og er villig til at påtage sig et ansvar. Det kan få indflydelse på hvordan sønnen en dag bliver som ægtemand eller fader — hård, streng og urimelig, eller venlig, forstående og ligevægtig. Hvis der er en datter i hjemmet kan faderens indflydelse og hans forhold til hende præge hele hendes indstilling til det mandlige køn og enten fremme eller hæmme hendes fremtidige lykke i et ægteskab. Faderens påvirkning har betydning lige fra den tidligste barndom.

15, 16. (a) Hvilket ansvar pålægges faderen i forbindelse med undervisning? (b) Hvordan kan han røgte dette ansvar?

¹⁵ Hvor omfattende faderens forpligtelse til at undervise sine børn er, fremgår af Guds anvisninger i Femte Mosebog 6:6, 7: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“

¹⁶ Ikke blot Bibelens ord men også det budskab de formidler, må daglig indprentes barnet. Og der byder sig hele tiden lejligheder til det. Blomsterne i haven, insekterne i luften, fuglene eller de små egern i træerne, skallerne på strandbredden, grankoglerne i skoven, stjernerne på himmelen — alle disse underværker fortæller om Skaberen, og du bør forklare dine børn hvad de fortæller. Salmisten siger: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk. Dagene lader tale vælde frem, og nætterne fremfører kundskab.“ (Salme 19:1, 2) Når faderen er vågen for at udnytte sådanne muligheder, og især når han forstår at benytte dagligdagens begivenheder som en anledning til at belyse og fremhæve gode principper og til at påpege hvordan Guds vejledning er fornuftig og gavnlig, kan han lægge det væsentligste grundlag for fremtiden i barnets sind og hjerte: overbevisningen om at Gud ikke alene er til men også ’belønner dem som ivrigt søger ham’. — Hebræerne 11:6.

17, 18. (a) Hvordan bør faderen tugte sine børn? (b) Hvad virker langt mere effektivt end at opstille mange regler?

¹⁷ At tugte hører også med til faderens opgave. „Hvad er det for en søn som en fader ikke tugter?“ spørges der i Hebræerbrevet 12:7. Men han må ikke overdrive det. Han må ikke gå så vidt at han irriterer børnene eller bliver en plage for dem. Guds ord siger, henvendt til fædre: „I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige.“ (Kolossenserne 3:21) Begrænsninger er nødvendige, men undertiden kan man opstille så mange regler at de bliver en byrde for børnene og slår modet ned hos dem.

¹⁸ Fortidens farisæere elskede regler; de opstillede regler i massevis og gjorde folk til hyklere i mængde. Det er en menneskelig fejl at mene at man kan løse problemer blot ved at fastsætte flere regler; men erfaringen viser at dét det virkelig kommer an på, er om man appellerer til hjertet. Så spar på reglerne; prøv derimod at indprente principper og at stile i samme retning som Gud selv, der siger: „Jeg giver mine love i deres sind, og på deres hjerter skriver jeg dem.“ — Hebræerne 8:10.

SAMARBEJDE MELLEM FADEREN OG MODEREN

19. Hvad kan man gøre for at sikre en god kommunikation i hjemmet?

¹⁹ Som regel er det faderen der går på arbejde for at tjene til familiens underhold, og når han kommer hjem kan han være træt og tilmed have flere pligter at tage sig af. Men han må også tage sig tid til at være noget for sin kone og sine børn. Han må kommunikere med dem; han må sætte tid af til fælles drøftelser og foretagender, til hyggestunder eller udflugter. Derved fremmes enheden og sammenholdet i familien. Før børnene kom til, tog ægtefællerne måske tit i byen og var sjældent hjemme. Men hvis de fortsætter på den måde og altid skal ud til snart det ene, snart det andet, og måske tit kommer sent hjem, lever de ikke op til deres ansvar som forældre. En sådan levevis vil være meget unfair over for deres børn. Før eller siden vil forældrene komme til at betale prisen for deres mangel på stabilitet og ansvarsfølelse. Ligesom voksne har børn bedre af at deres tilværelse er præget af en vis stabilitet og regelmæssighed; det vil gavne dem både mentalt, fysisk og følelsesmæssigt. I en families hverdag er der rigeligt med uregelmæssigheder i forvejen. Der er ingen grund til at forældrene unødigt føjer flere til. — Jævnfør Mattæus 6:34; Kolossenserbrevet 4:5.

20. Hvad kan forældrene gøre for at stå sammen når de tugter børnene?

²⁰ Faderen og moderen bør samarbejde om børneopdragelsen — både når de underviser børnene, sætter grænser for dem, tugter dem og viser dem kærlighed. ’Et hus der kommer i splid med sig selv, kan ikke bestå.’ (Markus 3:25) Forældrene gør klogt i at snakke sammen om hvordan de vil tugte børnene; så undgår de at børnene bliver vidne til uenighed angående opdragelsen. Ellers kunne børnene let føle sig fristet til at spille forældrene ud mod hinanden. Selvfølgelig kan det af og til ske at den ene af forældrene reagerer overilet eller i vrede og straffer et barn for hårdt eller — alt taget i betragtning — uden at der egentlig var nogen grund til det. I en sådan situation kan forældrene måske tale med hinanden om det under fire øjne, hvorefter den der har handlet overilet, personligt kan bringe sagen i orden med barnet. Hvad så hvis det ikke er muligt at drøfte sagen under fire øjne og den anden ægtefælle alligevel føler at det vil være uretfærdigt over for barnet blot at tie og samtykke? Så kunne han eller hun sige, henvendt til ægtefællen der forløb sig: ’Jeg forstår godt at du er vred; det kunne jeg også nemt blive. Men der er noget du muligvis ikke har taget i betragtning, nemlig at . . .,’ og derefter forklare hvad den anden måske har overset. Derved kan tingene blive sat på plads uden at forældrene er uenige eller skændes mens det tugtede barn hører på det. Som det hedder i det inspirerede ordsprog: „Ved overmod gives kun kamp, men hos dem der rådslår er der visdom.“ — Ordsprogene 13:10; se også Prædikeren 7:8.

21. Bør al tugt overlades til den ene af forældrene? Begrund svaret.

²¹ Af De Hebraiske Skrifter fremgår det at forældrene må være fælles om at tugte: „Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov.“ Det samme fremgår af De Kristne Græske Skrifter: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i samhørighed med Herren, for dette er ret.“ Nogle fædre opfatter det som moderens opgave at tugte børnene. Og nogle mødre gør i praksis det modsatte når de, i stedet for at tugte, truer et uartigt barn med: ’Vent bare til far kommer hjem!’ Men skal familien være lykkelig og skal børnene kunne elske og respektere begge forældre, må forældrene klare denne opgave i fællesskab. — Ordsprogene 1:8; Efeserne 6:1.

22. Hvad må forældrene ikke gøre når barnet beder om noget, og hvorfor ikke?

²² Børnene må kunne se at deres forældre samarbejder på dette punkt og at de begge er parate til at skuldre deres ansvar. Hvis et barn der beder om noget, altid hører faderen sige: ’Gå ud og spørg mor,’ eller moderen hver eneste gang overlader afgørelsen til faderen, tvinges den part der bliver nødt til at sige nej til anmodningen, ud i en skurkerolle. Det kan selvfølgelig forekomme at faderen vil sige: ’Ja, du må gerne gå ud at lege, men spørg først mor hvornår du skal være inde til aftensmad.’ Eller der kan være tilfælde hvor moderen synes at hendes mand bør give sin mening til kende, også selv om hun ikke personligt ser nogen grund til at afslå barnets anmodning. Men de må begge to passe på at de ikke opmuntrer barnet til at spille den ene part ud mod den anden for at få sin vilje igennem. En klog hustru vil også vogte sig for at bruge sin andel i myndigheden på en sådan måde at hun faktisk konkurrerer med sin mand — for eksempel ved at være eftergivende over for barnet for derved, på mandens bekostning, at vinde en større del af dets hengivenhed.

23. Er alle afgørelser i familien overladt til faderen?

²³ Med hensyn til de beslutninger der træffes i familien, har hvert medlem som regel et bestemt område hvor hans eller hendes mening har særlig vægt. Faderen har ansvar for at afgøre spørgsmål som berører hele familiens trivsel. Ofte vil han afgøre sådanne ting efter at have rådført sig med de andre og taget deres ønsker og synspunkter i betragtning. Moderen vil sikkert træffe afgørelser angående køkkenet og mange andre ting der vedrører husholdningen. (Ordsprogene 31:11, 27) Og efterhånden som børnene bliver større, kan de også få lov til at bestemme visse ting, for eksempel i forbindelse med deres værelse, deres tøj og andre personlige ting. Men forældrene må hele tiden føre tilsyn for at sikre sig at det er sunde principper der bliver fulgt, at barnets sikkerhed ikke bringes i fare og at andres ret ikke krænkes. På den måde kan børnene lidt efter lidt lære at træffe deres beslutninger selv.

ER DET LET AT ÆRE JER SOM FORÆLDRE?

24. Hvilket ansvar pålægges der forældrene, eftersom børnene skal ære deres fader og deres moder?

²⁴ Til børnene siges der: „Ær din fader og moder.“ (Efeserne 6:2; 2 Mosebog 20:12) Når de ærer deres forældre holder de også Guds bud i ære. Gør I det let for dem? Du, hustru, får at vide at du skal elske og respektere din mand. Falder dét dig ikke svært hvis han ikke gør noget for at leve op til det Guds ord kræver af ham? Du, mand, skal elske og ære din hustru som en værdsat medhjælp. Falder dét dig ikke svært hvis hun ikke er spor hjælpsom? Gør det derfor let for jeres børn at adlyde Guds bud om at de skal ære jer, deres forældre. Vind deres respekt ved at give dem et fredeligt hjem, et sæt gode normer, et godt eksempel med jeres egen adfærd, en sund undervisning og opdragelse, samt kærlig tugt når det er tiltrængt.

25. Hvilke problemer kan opstå hvis forældrene ikke er enige om hvordan børnene skal opdrages?

²⁵ „To er bedre stillet end én,“ skrev kong Salomon, „eftersom de får en god løn for deres møje.“ (Prædikeren 4:9) Når to følges ad og den ene falder, kan den anden hjælpe ham op. Sådan er det også i familielivet. Manden og hustruen kan støtte og opmuntre hinanden i deres respektive roller. På utallige områder overlapper deres roller hinanden, og det er godt for familiens enhed. Ansvaret for børnene skulle knytte forældrene tættere sammen, ja forene dem i den fælles opgave børneopdragelsen er. Men somme tider kan forældre blive dybt uenige om hvordan et barn skal opdrages og tugtes. Moderen kan til tider overdænge barnet med så megen opmærksomhed at faderen føler sig skubbet til side, ja endda krænket. Dette kan indvirke på hans holdning til barnet. Han begynder måske at behandle det køligt eller uvenligt. Eller måske begynder han at vise det større hengivenhed, mens han samtidig ofrer sin kone mindre opmærksomhed. Når manden eller hustruen mister ligevægten må de betale en høj pris for det.

26. Hvordan kan man hindre at et større barn bliver jaloux når moderen må ofre en stor del af sin tid på en nyfødt?

²⁶ Et andet problem kan opstå hvis der i forvejen er et større barn i hjemmet når en ny baby ankommer. Moderen bliver naturligvis nødt til at ofre en stor del af sin tid på den nyankomne. For at storebroderen eller storesøsteren ikke skal føle sig forsømt eller blive jaloux, kan faderen måske tage sig lidt mere af ham eller hende.

27. Hvordan kan børnene hjælpes åndeligt hvis den ene ægtefælle ikke er i troen?

²⁷ To er afgjort bedre stillet end én, men én vil altid være bedre end ingen. Det kan være at moderen af en eller anden grund står alene med børnene. Eller faderen kan være i samme situation. Mange familier er delt i religiøs henseende, idet den ene ægtefælle tjener Jehova Gud og nærer fuld tillid til Bibelens vejledning, mens den anden ikke gør det. Hvis det er manden der er en indviet kristen, har han som familiens overhoved trods alt større indflydelse på hvilke principper der følges i børnenes opdragelse. Alligevel bliver han nødt til at vise stor tålmodighed, selvbeherskelse og udholdenhed. Når det drejer sig om alvorlige principspørgsmål bør han vise fasthed, og dog altid være rimelig og venlig, selv når han provokeres, og vise smidighed når som helst forholdene tillader det. Hvis det er hustruen der er troende må hun naturligvis underordne sig under manden, og det hun gør vil i høj grad afhænge af hans indstilling. Er han bare ikke interesseret i Bibelen? Eller modsætter han sig at hans kone praktiserer sin tro og bestræber sig for at undervise børnene i troen? Hvis han modarbejder hende er hun henvist til at følge den vej apostelen Peter beskrev: At varetage sine pligter på en forbilledlig måde og vise en respektfuld holdning over for manden, så han måske „kan vindes uden ord“. Samtidig vil hun benytte de lejligheder hun har til at oplære sine børn i Bibelens principper. — 1 Peter 3:1-4.

ATMOSFÆREN I HJEMMET

28, 29. Hvilken atmosfære bør der råde i hjemmet, og hvorfor?

²⁸ Begge forældre har ansvar for at skabe en kærlig atmosfære i hjemmet. Hvis børnene føler at der er en sådan atmosfære, vil de ikke gemme på deres usikkerhed eller dække over de fejl de begår, af frygt for hvad forældrene vil sige. De vil vide at de roligt kan tale med deres forældre, at forældrene vil forstå dem og behandle dem på en kærlig og imødekommende måde. (Jævnfør Første Johannesbrev 4:17-19; Hebræerbrevet 4:15, 16.) Hjemmet vil ikke bare være et sted hvor man spiser og sover, men et sted hvor man søger tilflugt, hvor man kan lide at være. I kraft af forældrenes hengivenhed vil børnenes ånd kunne trives og udvikles.

²⁹ Man kan ikke dyppe en svamp i eddike og vente at den bliver fyldt med vand. Den opsuger kun det der omgiver den. Børn er som små svampe. De fornemmer stemninger i deres omgivelser og lægger mærke til hvad der foregår omkring dem, og de præges deraf. De opfatter om stemningen er nervøs og anspændt eller afslappet og fredfyldt. Selv spædbørn påvirkes af stemningen i hjemmet; så en atmosfære der bærer præg af tro og kærlighed, af åndelighed og tillid til Jehova Gud, er simpelt hen uvurderlig.

30. Hvilke spørgsmål kunne forældre stille sig selv for at afgøre om de leder deres børn på rette måde?

³⁰ Hvilke normer forventer I at jeres børn lever op til? Lever I selv op til dem? Hvad står jeres familie for? Hvilket eksempel sætter I for barnet? Beklager I jer meget, kritiserer I andre, dvæler I mest ved negative tanker? Er det sådan I gerne vil have jeres børn skal blive? Eller har I høje normer for familien, lever I op til disse normer, og forventer I at jeres børn gør det samme? Forstår de at der stilles visse krav til familiens medlemmer, at de må opføre sig på en bestemt måde, og at visse handlinger og holdninger ikke accepteres? Børn vil gerne kunne føle sig trygge, føle at de hører til i familien. Vis derfor din godkendelse og anerkendelse når de lever op til familiens normer. Vi mennesker er tilbøjelige til at gøre hvad man forventer af os. Regn med at dit barn vil skeje ud, og du vil sikkert få ret. Forvent noget godt af barnet, og du opmuntrer det til at følge den rette vej.

31. Hvad bør altid underbygge de anvisninger forældrene giver?

³¹ Mennesker bedømmes mere efter deres handlinger end efter deres ord. Også børn lægger tit mere mærke til det man gør end til det man siger, og de kan være meget hurtige til at opdage selv det mindste tegn på hykleri. Alt for mange ord gør børn forvirrede. Sørg for at dine ord får vægt ved at du selv retter dig efter dem. — 1 Johannes 3:18.

32. Hvilken vejledning skal man altid følge?

³² Hvad enten du er fader eller moder har du en ansvarsfuld opgave. Men opgaven kan løses med godt resultat hvis du følger Livgiverens vejledning. Varetag samvittighedsfuldt din tildelte opgave som gjorde du det for ham. (Kolossenserne 3:17) Gå ikke til yderligheder, bevar ligevægten og ’lad din rimelighed blive kendt for alle mennesker’, også for dine børn. — Filipperne 4:5.

Kapitel 9

Hvordan børn oplæres fra den spæde barndom

1-4. Hvad vidner om at et lille barn har en kolossal indlæringsevne?

DEN nyfødtes sind er ofte blevet sammenlignet med et ubeskrevet blad. I virkeligheden har det modtaget mange indtryk allerede i livmoderen. Og som følge af arv står visse karaktertræk uudsletteligt prentet i det. Men sandt er det at barnet fra fødselsøjeblikket har en helt enorm indlæringsevne. Frem for at sammenligne barnesindet med et enkelt blad, kan man snarere sige at det er som et helt bibliotek af bøger med blanke sider som venter på at blive fyldt med oplysninger.

² Ved fødselen vejer barnets hjerne kun en fjerdedel af det den vil veje når barnet er blevet voksent. Men hjernen vokser så hurtigt at den i løbet af blot to år kommer op på tre fjerdedele af den voksne hjernes vægt. Forstanden følger med. Forskere mener at et barns forstand vokser lige så meget i de første fire år som i de næste tretten. Nogle siger at „de begreber barnet lærer før sin femte fødselsdag er blandt de vanskeligste det nogen sinde kommer ud for“.

³ Grundbegreber som højre og venstre, op og ned, fuld og tom, samt tingenes størrelse i forhold til hinanden, forekommer os ganske naturlige. Men et barn skal lære disse og mange andre begreber. Også sprogets grundbegreber må indplantes i det lille barns sind.

⁴ Ifølge nogle er det at lære et sprog „sandsynligvis den vanskeligste forstandsmæssige præstation der nogen sinde kræves af et menneske“. Hvis du nogen sinde har kæmpet for at lære et nyt sprog vil du uden tvivl give dem ret. Men du havde i det mindste den fordel at du vidste hvordan et sprog er opbygget. Det ved et lille barn ikke, og alligevel er det i stand til at fatte sprogets grundbegreber og at bruge dem i praksis. Ja, børn i flersprogede hjem eller områder taler endda ofte med lethed to sprog — endnu før de er begyndt at gå i skole! Fatteevnen er tydeligvis til stede, og den venter på at blive udviklet.

BEGYND MED DET SAMME

5. Hvor tidligt skal man begynde at oplære et barn?

⁵ Apostelen Paulus mindede i et brev sin medarbejder Timoteus om at denne havde kendt de hellige skrifter „fra den spæde barndom af“. (2 Timoteus 3:15) Kloge forældre erkender at barnet har en naturlig trang til at lære. Små børn er utroligt opmærksomme; de er lutter øre; deres øjne står på stilke. Hele tiden har de travlt med at modtage oplysninger, sortere dem, føje nye til og drage konklusioner, hvad enten forældrene fornemmer det eller ej. Ja, hvis forældrene ikke passer på, kan spædbarnet forbløffende hurtigt lære at manipulere med dem efter forgodtbefindende. Følgende formaning i Guds ord gælder derfor lige fra fødselen: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) De første lektioner barnet får, drejer sig naturligvis om kærlighed; forældrene viser barnet stor kærlighed og omsorg. Men samtidig må de venligt, men bestemt, retlede det når det er nødvendigt.

6. (a) Hvilken måde er det bedst at tale til et barn på? (b) Hvordan skal man se på de mange spørgsmål et barn kan stille?

⁶ Tal med barnet, ikke i „babysprog“ men i enkelt voksensprog, for det er det barnet skal lære. Når den lille begynder at tale vil han oversvømme jer med spørgsmål: ’Hvorfor regner det? Hvor er jeg kommet fra? Hvor er stjernerne henne om dagen? Hvad laver du? Hvorfor dit? Hvorfor dat?’ Det strømmer med spørgsmål! Lyt til dem, for spørgsmål er et af barnets bedste midler til at lære. Afvis dets spørgsmål, og du kan hæmme dets mentale udvikling.

7. Hvordan er det bedst at svare på et lille barns spørgsmål, og hvorfor?

⁷ Men husk hvad apostelen sagde: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig, at ræsonnere som en mindreårig.“ (1 Korinther 13:11) Svar på spørgsmålene så godt du kan, men enkelt og kort. Når et barn spørger: ’Hvorfor regner det?’ forventer det ikke et langt og indviklet svar. Det er sikkert godt tilfreds med et svar som: ’Skyerne er fyldt med vand. Når de bliver for tunge, falder vandet ned.’ Børn koncentrerer sig sjældent om noget ret længe ad gangen; snart flyver deres tanker videre til noget andet. Så ligesom du giver barnet mælk indtil det kan tåle fast føde, må du give det lette oplysninger indtil det er i stand til at fatte mere indviklede ting. — Jævnfør Hebræerbrevet 5:13, 14.

8, 9. Hvordan kan man gradvis lære et barn at læse?

⁸ En oplæring må være fremadskridende. Som nævnt var Timoteus kendt med Skrifterne fra den spæde barndom af. Noget af det allertidligste han kunne huske fra sin barndom, var uden tvivl at han blev oplært i Bibelen. Denne oplæring var givetvis fremadskridende. På samme måde vil en fader eller moder i dag gå gradvis frem når de lærer et barn at læse. Du kan læse højt for dit barn. Endnu mens barnet er ganske lille kan du tage det på skødet, lægge armen om det og læse for det med behagelig og venlig stemme. Barnet vil føle sig glad og trygt, og oplæsningen vil være en dejlig oplevelse for det, uanset hvor lidt det egentlig forstår. Senere kan du lære det alfabetet, måske gennem leg. Sæt derefter bogstaver sammen til ord, og føj ord sammen i sætninger. Gå så vidt muligt sådan frem at indlæringen bliver en glæde for barnet.

⁹ Et ægtepar læste for eksempel højt for deres treårige søn, og under læsningen pegede de hele tiden på de ord de læste, så drengen kunne følge med. Ved visse ord plejede de at holde en pause, så drengen selv kunne sige ordet, som for eksempel „Gud“, „Jesus“, „mand“ eller „træ“. Lidt efter lidt blev han i stand til at læse flere ord, og i en alder af fire læste han selv de fleste af ordene. Når man lærer at læse må man også lære at skrive, først enkelte bogstaver, så hele ord. Det er spændende for et barn at kunne skrive sit eget navn!

10. Hvorfor er det klogt at hjælpe hvert enkelt barn til at udvikle sine egne evner og muligheder?

¹⁰ Børn er forskellige. Hvert har sin egen personlighed og bør hjælpes til at udvikle sig i overensstemmelse med sine nedarvede muligheder og gaver. Hvis et barn lærer at udvikle de evner og talenter det har arvet, behøver det ikke at misunde andre børn deres færdigheder. Hvert barn må kunne føle sig elsket og værdsat for hvad det selv er. Selvfølgelig er det rigtigt at hjælpe et barn til at overvinde eller undertrykke forkerte tilbøjeligheder, men man skal ikke søge at presse det ind i en forudbestemt form. Det er bedre at fremme dets egne gode karaktertræk.

11. Hvorfor er det uklogt at drage sammenligninger mellem børn?

¹¹ Hvis forældrene giver et barn det indtryk at det er enten bedre eller ringere end andre børn, kan de vække en selvisk konkurrenceånd hos det. Det er sandt at børn tidligt i livet røber tegn på medfødt selviskhed, men rangforestilling, overlegenhedsfølelse eller indbildskhed har de ikke. Det er grunden til at Jesus kunne bruge et lille barn som eksempel da han ved en lejlighed dadlede sine disciple for deres ærgerrighed og ønske om personlig anseelse. (Mattæus 18:1-4) Undgå derfor at sammenligne ét barn med et andet. Er sammenligningen ugunstig, kan barnet føle at man ikke bryder sig om det. Først vil det føle sig såret, og fortsætter man vil det uden tvivl blive opfyldt af fjendtlige følelser. Hvis barnet på den anden side får at vide at det er bedre end andre, kan det blive hovent og pådrage sig andres uvilje. Din kærlighed og anerkendelse bør aldrig afhænge af hvordan barnet tager sig ud i sammenligning med andre. Variation er kun godt. I et orkester er de mange forskellige instrumenter med til at skabe fylde og variation, og dog harmonerer de. Forskellige personligheder gør familielivet rigere og mere interessant, og når blot alle lader sig forme efter Skaberens gode principper, vil harmonien ikke blive forstyrret.

FREM DIT BARNS UDVIKLING

12. Hvilke forhold som gælder voksne, viser at et barn trænger til den rette vejledning?

¹² Guds ord siger at ’det ikke står til en mand der vandrer, at styre sine skridt’. (Jeremias 10:23) De fleste mennesker siger det modsatte. Derfor afviser de Guds ledelse, lader sig lede af mennesker, løber ind i det ene problem efter det andet, og ender med at bevise at Gud trods alt har ret. Jehova Gud siger at „der er en vej der synes ret for en mand — dens ende er dog dødens veje“. (Ordsprogene 14:12) Mennesker har længe fulgt den vej der har syntes dem ret, og den har ført til krig, hungersnød, sygdom og død. Hvis den vej der synes et voksent, erfarent menneske ret, ender med døden, hvordan kan den vej der synes et barn ret, da ende med andet? Hvis det ikke står til en mand at styre sine skridt, hvordan kan det da stå til et lille barn at gå sikkert på livets vej? Både voksne og børn har brug for de retningslinjer Skaberen giver i sit ord.

13, 14. Hvordan kan forældre oplære og undervise deres børn, i overensstemmelse med formaningen i Femte Mosebog 6:6, 7?

¹³ Til forældre siger Gud: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ (5 Mosebog 6:6, 7) Til hver en tid, når som helst lejlighed byder sig, bør forældrene undervise. For eksempel hvis familien er samlet ved morgenbordet. Selv om man kan have travlt om morgenen fordi man skal være klar til at tage på arbejde eller i skole, bør man give sig tid til at takke for maden. Derved rettes tankerne mod Skaberen, og der kan nævnes forskellige punkter af åndelig værdi for familien. Der er måske tid til at komme ind på det der skal gøres i dagens løb eller det der venter i skolen, og til at give nogle gode råd om hvordan problemer der måtte opstå, kan overvindes. Og de små kan glæde sig til sengetiden („når du lægger dig“) hvis forældrene ofrer dem særlig opmærksomhed her. Godnathistorier kan betyde meget for dem og være et glimrende undervisningsmiddel. Bibelen er fyldt med stof, og med en smule fantasi og indlevelsesevne kan forældrene få mange gode og spændende beretninger ud af det. Noget du selv har oplevet vil appellere til børnene på en særlig måde og kan lære dem værdifulde ting. Det kan måske synes svært hele tiden at skulle finde nye historier, men tit vil du opdage at barnet nyder at høre de samme igen og igen. Hvis du giver dig tid til dette, vil du uden tvivl opdage at kommunikationen med børnene bliver langt bedre. Og beder du sammen med de små ved sengetid, kan det medvirke til at knytte en tidlig kontakt til Ham der bedst kan lede og beskytte dem. — Efeserne 3:20; Filipperne 4:6, 7.

¹⁴ Uanset hvor du er, om du „sidder i dit hus“ eller du „vandrer på vejen“, vil du have lejlighed til at oplære dit barn på en måde der er interessant og virkningsfuld. En del af undervisningen kan foregå som en leg. Et ægtepar fortæller hvordan de har prøvet at hjælpe børn med at huske hvad de har lært ved et bibelsk møde:

’En aften havde vi en lille dreng med som er seks år og som regel ikke er særlig opmærksom ved møderne. På vej hen i rigssalen sagde jeg: „Lad os lege en leg. På hjemvejen vil vi prøve om vi kan huske hvilke sange der blev sunget og nogle af de hovedpunkter der kom frem under mødet.“ Da vi gik hjemad blev vi meget overraskede. Den lille dreng der som regel var uopmærksom, fik lov til at tale først, og han kunne huske mange punkter. Derefter føjede vores børn deres kommentarer til, og til sidst fik vi to voksne lejlighed til at sige noget. Det var slet ikke svært for dem. Det gik som en leg.’

15. Hvordan kan man opmuntre et barn til at forbedre sine færdigheder?

¹⁵ Efterhånden som barnet bliver ældre, lærer det at udtrykke sig, at tegne, at gøre et stykke arbejde, at spille på et instrument, eller andet. Barnet føler at det kan udrette noget. Dets værk er på en måde en del af det selv. Det er noget personligt. Hvis du ser på det og siger: ’Flot klaret!’ stråler barnet af glæde. Finder du noget du oprigtigt kan rose, føler barnet sig opmuntret. Kritiserer du det ligeud, bliver barnet skuffet og taber modet. Hvis det er nødvendigt kan du stille et spørgsmål om et eller andet der kunne rettes, men lad det ikke virke som om du helt kasserer det barnet har præsteret. Frem for at tage barnets egen tegning og forbedre på den, er det bedre at vise en ændring på et andet stykke papir. Så kan barnet bagefter rette på sin egen tegning hvis det vil. Opmuntrer du barnet i dets bestræbelser, fremmer du dets udvikling; kritiserer du det for meget, slår du modet ned hos det så det mister lysten til at prøve igen. Ja, princippet i Galaterbrevet 6:4 kan også gælde børn: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden.“ Et barn må opmuntres, især når det gør sine første forsøg. Hvis præstationen er god i betragtning af barnets alder, så ros den. Hvis den ikke er så god, så ros indsatsen, og tilskynd barnet til at prøve igen. Barnet kunne jo heller ikke gå ved første forsøg, vel?

HVORDAN SKAL MAN FORKLARE DEM OM KØNSLIVET?

16. Hvordan bør man svare på barnets spørgsmål om kønslivet, i betragtning af det Bibelen siger?

¹⁶ Du svarer på dit barns spørgsmål og opmuntrer til en åben kommunikation. Men så pludselig bliver du spurgt om noget der har med kønslivet at gøre. Svarer du åbent, eller kommer du med et vagt eller vildledende svar, som for eksempel at en ny lillebroder eller lillesøster er købt på hospitalet? Giver du dine børn korrekte oplysninger, eller tillader du at de får dårlige eller ligefrem forkerte oplysninger, måske endda i en smudsig sammenhæng, af større børn? Bibelen taler ganske åbent om en hel del ting som har at gøre med kønslivet eller kønsorganerne. (1 Mosebog 17:11; 18:11; 30:16, 17; 3 Mosebog 15:2) Da Gud befalede sit folk at det med mellemrum skulle samles for at høre hans ord blive oplæst, sagde han: „Kald folket sammen, mændene og kvinderne og småbørnene . . . for at de kan høre og for at de kan lære.“ (5 Mosebog 31:12) Børnene ville altså komme til at høre om disse ting i en alvorlig, værdig atmosfære, og ikke i „rendestenen“.

17-19. Hvordan kan man gradvis forklare et barn om kønslivet?

¹⁷ At forklare børnene om kønslivet er i virkeligheden slet ikke så svært som mange forældre forestiller sig. Børn begynder meget hurtigt at interessere sig for deres krop og blive sig de forskellige legemsdele bevidst. Du siger så hvad de hedder: hænder, fødder, næse, mave, ende, penis, skede. Det lille barn bliver ikke forlegent, medmindre du pludselig skifter tonefald og giver det indtryk af at kønsorganerne er et „tys-tys“-emne man ikke taler om. Det der afskrækker nogle forældre, er tanken om at skulle forklare det hele når først spørgsmålene begynder. Men i virkeligheden stiller barnet kun de spørgsmål der svarer til dets udviklingstrin. Og efterhånden som barnet når de forskellige trin, behøver du blot at bruge de korrekte betegnelser og at give en enkel og ligetil forklaring.

¹⁸ En dag bliver du for eksempel spurgt: ’Hvor kommer de små børn fra?’ Hertil kan du ganske enkelt svare: ’De vokser inde i deres mor.’ Det er sikkert alt hvad der behøves — denne gang. Senere spørger barnet måske: ’Hvordan kommer barnet ud?’ Du svarer: ’Der er en særlig åbning til det.’ Det vil sikkert være tilstrækkeligt — denne gang.

¹⁹ Nogen tid senere kommer så spørgsmålet: ’Hvordan er barnet begyndt at vokse?’ Dit svar kan lyde sådan: ’En far og en mor vil gerne have et barn. En sædcelle fra faderen møder en ægcelle inde i moderen, og et barn begynder at vokse, ligesom et frø i jorden vokser til en blomst eller et træ.’ Det er altså en fortløbende fortælling, og hvert afsnit er tilstrækkeligt til at tilfredsstille barnet i øjeblikket. Senere spørger barnet måske: ’Hvordan kommer faderens sædcelle ind i moderen?’ Og du kan ganske enkelt svare: ’Du ved hvordan en dreng ser ud. Han har en penis. Pigen har en åbning den passer ind i. På den måde kommer sædcellen ind i moderen. Jehova har skabt menneskene sådan at et barn kan begynde at vokse inde i moderen og til sidst komme ud når det bliver født.’

20. Hvorfor er det bedst at det er forældrene der oplyser deres børn om det seksuelle?

²⁰ En ærlig forklaring er langt bedre end skrøner og eventyr eller en „tys-tys“-reaktion der ligesom antyder at emnet er uanstændigt. (Jævnfør Titus 1:15.) Det er også langt bedre at barnet får disse ting at vide af forældrene, der sammen med oplysningerne kan forklare hvorfor det kun er gifte mennesker som elsker hinanden og som påtager sig det ansvar at elske deres børn og sørge for dem, der bør sætte børn i verden. På den måde bliver emnet behandlet på et rent og anstændigt plan, og ikke i en sammenhæng der skaber det indtryk at det seksuelle er urent.

DEN VIGTIGSTE LÆRE I LIVET

21. I betragtning af hvilken tendens hos børn er det vigtigt at forældrene sætter et godt eksempel?

²¹ Jesus sammenlignede engang sine samtidige med „små børn der sidder på torvene og som råber til deres legekammerater og siger: ’Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke; vi kom med klageråb, men I slog ikke jer selv af sorg.’“ (Mattæus 11:16, 17) I deres leg efterlignede børnene de voksne og deres fester og sørgehøjtider. Netop fordi børn har en naturlig trang til at efterligne alt hvad de ser, har forældrenes eksempel meget at sige i børneopdragelsen.

22. Hvilken virkning kan forældrenes adfærd have på børnene?

²² Lige fra fødselen tager dit barn ved lære af dig — ikke kun af hvad du siger, men også af hvordan du siger det, af det tonefald du taler i: til barnet selv, til din ægtefælle og til andre mennesker. Barnet lægger mærke til hvordan forældrene er over for hinanden, over for andre medlemmer af familien og over for de gæster der kommer i hjemmet. Med dit gode eksempel her kan du begynde at lære dit barn noget som er langt vigtigere end at kunne gå, at kunne tælle og at kunne ABC’en. Du kan lægge et grundlag for den viden og forståelse der fører til virkelig lykke i livet. Dit eksempel kan gøre barnet modtageligt for de rette normer det gerne skulle lære når det bliver gammelt nok til at man kan undervise det gennem tale og læsestof.

23, 24. Hvad må forældrene selv være villige til at gøre hvis de ønsker at deres børn skal leve op til visse normer?

²³ „Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed,“ formanede apostelen de kristne. Lige før han sagde dette viste han hvad det indebar at efterligne Gud, idet han skrev: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed. Men vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet I frit tilgiver hinanden ligesom også Gud ved Kristus frit har tilgivet jer. Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn . . .“ (Efeserne 4:31, 32; 5:1, 2) Hvis de stemmer spædbarnet får at høre eller de handlinger det får at se, faktisk er en lektie i pirrelighed og irritabilitet — hvilket høj og skinger tale, konstante bebrejdelser, hovne ord eller heftige vredesudbrud ville være — sættes der dybe spor som er vanskelige at fjerne. Hvis I derimod er venlige og hensynsfulde over for alle, hvis jeres moralnormer er høje og jeres principper gode, vil barnet være tilbøjeligt til at efterligne dette. Optræd som I gerne vil have jeres børn skal optræde, og vær som I gerne vil have jeres børn skal være.

²⁴ Forældrene bør ikke have to sæt principper, ét de fremholder og et andet de følger, ét for deres børn og et andet for sig selv. Hvad nytter det at sige til børnene at de ikke må lyve, hvis I selv lyver? Hvordan kan I forvente at de vil holde hvad de lover jer, hvis I ikke holder hvad I lover dem? Hvordan skal børnene lære respekt, hvis forældrene ikke viser hinanden respekt? Hvordan kan et barn lære ydmyghed, hvis det aldrig hører sin fader eller moder give udtryk for ydmyghed? Hvis forældrene giver det indtryk af at de altid har ret, er der alvorlig fare for at børnene kommer til at tro at alt hvad deres forældre gør er rigtigt — også når forældrene på grund af deres ufuldkomne og syndige natur gør noget der er forkert. Den der siger ét men gør noget andet er som de hykleriske farisæere, om hvem Jesus sagde: „Alt det de siger jer, skal I . . . gøre og overholde, men I skal ikke gøre efter deres gerninger, for de siger det nok, men gør det ikke.“ Så hvis I ikke vil have små farisæere i familien, må I ikke selv være store farisæere! — Mattæus 23:3.

25. Hvordan lærer børn at vise kærlighed?

²⁵ Børn lærer hvad kærlighed er ved at se den, og de lærer at vise kærlighed ved at modtage den. Kærlighed kan ikke købes. Forældre kan overøse deres børn med gaver, men kærlighed er i første række et åndeligt anliggende, et spørgsmål om hjerte og ikke om tegnebog, og gaver alene kan aldrig gøre det ud for ægte kærlighed. Prøver man at købe kærlighed, forsimpler man den. Frem for at give gaver må du give af dig selv — din tid, dine kræfter, din kærlighed. Du vil få igen i samme mål. (Lukas 6:38) Som der siges i Første Johannesbrev 4:19 om vores kærlighed til Gud: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“

26, 27. Hvordan kan børn lære hvilken glæde der er ved at give?

²⁶ Ved at modtage kan børnene selv lære at give. De kan lære hvilken glæde der er forbundet med at give, at dele med andre og gøre noget for andre. Hjælp dem til at indse at der er lykke ved at give — til andre børn, til dig, til andre voksne. Ofte afslår voksne at tage imod gaver fra børn fordi de fejlagtigt tror at de viser børnene kærlighed ved at lade dem beholde det de vil give. En mand fortæller:

„Før i tiden sagde jeg altid nej tak når et barn tilbød mig noget af sit slik. Jeg mente jeg var flink fordi jeg ikke tog imod det jeg vidste barnet var så glad for. Men når jeg sagde nej tak og lod barnet beholde det hele selv, så jeg ikke den glæde jeg troede jeg ville få at se. Så gik det op for mig at jeg afviste barnets gavmildhed, afviste dets gaver, og dermed afviste barnet selv. Siden har jeg altid modtaget sådanne gaver og ladet barnet føle glæden ved at give.“

²⁷ Et forældrepar ville gerne hjælpe deres lille søn til at blive som Bibelen tilskynder til i Første Timoteusbrev 6:18 — ’gavmild, rede til at dele med andre’. Når de overværede møder for at studere Bibelen, overlod de derfor ham de penge de ville give som bidrag, og lod ham lægge dem i bidragsbøssen. Det var med til at indprente ham hvor vigtigt det er at støtte de åndelige anliggender og at bidrage til dækning af de dermed forbundne udgifter.

28, 29. Hvordan kan børn lære betydningen af at sige undskyld når de begår en fejl?

²⁸ Ligesom børn — når de får den rette undervisning ledsaget af et godt eksempel — kan lære at vise kærlighed og gavmildhed, kan de også lære at sige undskyld når det er på sin plads. En fader fortæller: „Når jeg begår en fejl mod mine børn, indrømmer jeg det over for dem. Jeg forklarer dem kort hvorfor jeg begik fejlen, og at jeg havde uret. Så har de lettere ved at indrømme deres fejl over for mig, fordi de ved at jeg også er ufuldkommen og sikkert vil være forstående.“ Dette belyses af følgende eksempel: En familie havde fået besøg af en fremmed, og faderen præsenterede familiens medlemmer for ham. Gæsten fortæller:

„Alle som var til stede var blevet præsenteret for mig, og så kom en smilende lille dreng ind i stuen. Faderen sagde: ’Og det er vores yngste søn, ham dér med syltetøj på skjorten. Smilet forsvandt, og drengen fik et såret udtryk i ansigtet. Da faderen så at drengen var blevet så forlegen at han var ved at græde, tog han ham hurtigt ind til sig og sagde: ’Det skulle jeg ikke have sagt; det må du undskylde.’ Drengen snøftede et øjeblik, og forlod så stuen. Men snart var han tilbage igen, endnu mere smilende end før — og med en ren skjorte på.“

²⁹ Barnets hengivenhed styrkes af en sådan ydmyghed. Senere kan man naturligvis forklare barnet at det må anlægge en ligevægtig holdning til livets problemer, både store og små. Man kan gøre det klart for sine børn at de ikke skal tage for tungt på småting, at de må kunne le ad sig selv, og at de aldrig må forvente fuldkommenhed af andre, ligesom de heller ikke vil bryde sig om at andre forventer fuldkommenhed af dem.

GIV DEM SANDE VÆRDINORMER

30-32. Hvorfor er det vigtigt at forældrene begynder meget tidligt på at hjælpe deres børn til at erkende de sande værdier i livet?

³⁰ I dag er mange forældre i tvivl om hvad der er de sande værdier i livet. Resultatet er at mange børn slet ikke får nogen værdinormer at holde sig til. Nogle forældre er endda i tvivl om hvorvidt de har ret til at forme deres børns indstilling. Men hvis forældrene ikke gør det, vil andre børn, naboer, film og fjernsyn gøre det. Forældrene frygter for generationskløften, for ungdomsoprør, narkotika, den nye moral og den seksuelle revolution. Men sandheden er at barnets personlighed allerede er temmelig godt udviklet før disse problemer dukker op i dets liv.

³¹ Ifølge et videnskabeligt tidsskrift har undersøgelser vist at „størstedelen af et menneskes personlighed dannes før skolealderen. Det er naturligvis almindeligt kendt at børn under den skolepligtige alder er særdeles lette at påvirke og forme. . . . Men vi har opdaget at det de erfarer i barndommen i form af indstillinger og oplevelser ofte danner varige, og undertiden uforanderlige, adfærdsmønstre.“

³² Forkerte adfærdsmønstre kan ændres; men en anden forsker forklarer hvad der sker hvis man blot lader årene gå: „Barnet vedbliver med at være temmelig let at forme i de første syv leveår, men jo længere man venter, des mere radikalt må man ændre dets miljø — og sandsynligheden for at der sker en forandring bliver ringere år for år.“

33. Hvad er de vigtigste begreber børnene må lære?

³³ Små børn må lære mange grundbegreber, men det vigtigste er at de får en fast forestilling om hvad der er sandt og hvad der er falsk, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. I sit brev til de kristne i Efesus opfordrede apostelen Paulus sine trosfæller til at opnå nøjagtig kundskab, og som begrundelse sagde han: „For at vi ikke længere skal være spædbørn, der kastes om som af bølger og føres hid og did af enhver lærdoms vind ved menneskers kneb, ved deres list i at udtænke vildfarelse. Men idet vi taler sandheden, så lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus.“ (Efeserne 4:13-15) Hvis forældrene ikke fra børnene er små opbygger deres kærlighed til ærlighed og sandhed, til det der er godt og rigtigt, vil børnene komme til at stå forsvarsløse over for uret og usandhed. Inden forældrene ved af det er årene gået, og børnene skal begynde i skolen. Spild ikke tiden. Brug de første, vigtige år til at forme børnene og indgive dem et sæt sande værdinormer. Så sparer I jer selv for mange sorger senere i livet. — Ordsprogene 29:15, 17.

34. Hvorfor er det vigtigt med faste normer, og hvad er den bedste kilde til sådanne normer?

³⁴ „Denne verdens scene skifter,“ skrev den inspirerede apostel, og det må afgjort siges at være rigtigt når man betragter dens normer, både i moralsk, materiel og følelsesmæssig henseende. (1 Korinther 7:31) Der er ikke meget i verden som er stabilt. Som ufuldkomne mennesker må forældrene indrømme at de også kan svigte her. Så hvis forældrene virkelig har deres børns interesser på sinde og tænker på deres fremtidige lykke, vil de henvise børnene til et sæt normer der virkelig er stabile. Det kan de gøre ved, lige fra børnene er ganske små, at indprente dem at uanset hvilket spørgsmål der opstår, uanset hvilket problem der skal løses, så er det Guds skrevne ord, Bibelen, der indeholder de bedste råd og anviser den sikreste vej. Uanset hvor svært eller dystert livet af den ene eller den anden grund måtte forekomme, vil Guds ord fortsætte med at være ’en lampe for deres fod og et lys på deres sti’. — Salme 119:105.

35. Hvor vigtig er børneopdragelsen?

³⁵ Ja, I har en kostelig mulighed for at indgive jeres børn de værdinormer de kan holde sig til gennem hele livet. Ingen karriere rangerer højere, intet arbejde er vigtigere, end det at opdrage sine børn. Begynd så snart de er født, fra deres spæde barndom af!

[Illustration på side 117]

Lad det være en dejlig oplevelse at lære

Kapitel 10

Værdien af kærlig tugt

1. Hvad skal der til hvis ens børn skal blive lydige?

BØRN bliver ikke lydige, kærlige og velopdragne af sig selv. De må formes ved forældrenes tugt og eksempel.

2. Hvordan er mange børnepsykologers meninger i strid med Bibelens vejledning?

² Mange børnepsykologer hævder at man aldrig må slå et barn; som én har udtrykt det: „Er I mødre egentlig klar over at hver gang I slår jeres barn, viser I at I hader det?“ Men Gud siger i sit ord: „Den der sparer sin kæp hader sin søn, men den der elsker ham er efter ham med tugt.“ (Ordsprogene 13:24) For nogle årtier siden blev markedet, især i de vestlige lande, oversvømmet af bøger om børneopdragelse der slog til lyd for en meget fri og eftergivende holdning. Tugt ville give barnet hæmninger og sinke dets udvikling, sagde psykologerne; og alene tanken om at slå et barn var efter deres mening forfærdende. Deres teorier var direkte i strid med Jehova Guds vejledning. Guds ord siger imidlertid at man høster hvad man sår. (Galaterne 6:7) I nogle årtier har man sået eftergivenhed. Hvad har man høstet?

3, 4. Hvad har mangel på den rette tugt i hjemmet ført til, og hvad anbefaler mange derfor?

³ Rekordhøsten af forbrydelser og voldshandlinger er velkendt. I mange industrilande bliver over 50 procent af alle alvorlige forbrydelser begået af børn og unge. Nogle steder i verden er skolerne arnesteder for fejder, stridigheder, forhånelser og sjofelheder, hærværk, overfald, udbytning, pyromani, røveri, voldtægt, stofmisbrug og mord. En talsmand for en lærerforening i et større land siger at disciplinkrisen er opstået fordi skolerne ikke har formået at komme på bølgelængde med børnene i en tidlig alder, og han lægger skylden for ungdomskriminaliteten på familielivets forfald og forældrenes uvillighed til at opstille fornuftige adfærdsnormer for deres børn. I en behandling af spørgsmålet om hvorfor nogle medlemmer af en familie bliver kriminelle og andre ikke, siges der følgende i opslagsværket The Encyclopædia Britannica: „Familiernes opdragelsespolitik kan enten være for slap, for streng eller for inkonsekvent. Amerikanske undersøgelser tyder på at omkring 70 procent af alle mandlige kriminelle har fået en ufornuftig opdragelse.“

⁴ Disse resultater har fået mange til at skifte mening og vende tilbage til tugt i opdragelsen.

„TUGTENS KÆP“

5. Hvordan stiller Bibelen sig til tugt?

⁵ Ved at tugte et barn kan man redde dets liv. Guds ord siger: „Skån ikke drengen for tugt. Hvis du slår ham med kæppen, undgår han døden. Du slår ham med kæppen, men hans sjæl udfrier du fra Sheol.“ Og: „Dårskab er knyttet til drengens hjerte; tugtens kæp vil fjerne den fra ham.“ (Ordsprogene 23:13, 14; 22:15) Hvis forældrene ønsker at det skal gå deres børn godt i livet, vil de ikke af svaghed eller ligegyldighed give dem fuldstændig frie tøjler. Af kærlighed vil de, på en fair og forstandig måde, gribe ind og tugte når det er nødvendigt.

6. Hvad indbefatter tugt?

⁶ Tugt vil ikke bare sige afstraffelse. Det indbefatter også belæring og opdragelse, som det fremgår af Ordbog over det Danske Sprog, hvor „tugt“ blandt andet defineres på denne måde: ’Det at bibringe børn og unge mennesker gode sæder, dannelse, lære dem passende opførsel, gøre dem skikkede til at træde ud i livet.’ Derfor siger Ordsprogene 8:33 ikke: ’Føl tugt,’ men: „Hør på tugt og bliv vise.“ Og ifølge Andet Timoteusbrev 2:24, 25 bør den kristne „være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt“. Ordet „belære“ er her oversat fra det græske ord for „at tugte“. Det samme ord forekommer i Hebræerbrevet 12:9, hvor det gengives på denne måde: „Vi er dog også selv blevet opdraget af vor jordiske far, og vi respekterede hans opdragelse. Hvor meget lettere kan vi ikke bøje os for ham, som er Åndernes Fader, og vinde Livet derved.“ — Seidelin.

7. Hvordan kan tugt være til gavn?

⁷ Forældre der undlader at tugte, vinder ikke deres børns respekt, lige så lidt som en regering vinder borgernes respekt hvis den lader lovløshed fortsætte ustraffet. Tugt givet på rette måde er et vidnesbyrd for barnet om at forældrene holder af det. Tugt bidrager til fred i hjemmet, for „bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som fører til fred, nemlig retfærdighed“. (Hebræerne 12:11) Ulydige, uopdragne børn er et irritationsmoment i ethvert hjem, og sådanne børn er aldrig virkelig tilfredse, heller ikke med sig selv. „Tugt din søn, så bringer han dig hvile og giver din sjæl megen glæde.“ (Ordsprogene 29:17) Når et barn tugtes myndigt og dog kærligt, får det sin opfattelse korrigeret, kan begynde på en frisk og bliver som regel langt behageligere at omgås. Ja, tugt skænker virkelig „en frugt som fører til fred“.

8. Hvordan kan forældrene tugte i kærlighed?

⁸ „Den Jehova elsker, tugter han.“ (Hebræerne 12:6) Det samme kan siges om en fader eller moder der virkelig har sine børns interesser på sinde. Tugten er et udtryk for kærlighed og må gives i kærlighed. Naturligvis kan man blive vred når et barn gør noget der er forkert, men som Bibelen viser, bør man kunne beherske sig. (2 Timoteus 2:24) Når man har fået vreden under kontrol virker barnets småsynder ikke længere så store: „Et menneskes indsigt bremser hans vrede, og det er til hæder for ham at han bærer over med andres overtrædelse.“ (Ordsprogene 19:11; se også Prædikeren 7:8, 9.) Der kan være undskyldende momenter: Barnet er måske overtræt eller har det ikke så godt. Måske har det virkelig glemt hvad man har sagt til det; voksne glemmer jo også. Men selv hvis den urette handling ikke kan undskyldes og overses, må tugten aldrig udarte til et ubehersket vredesudbrud eller et slag der blot gives for at man kan afreagere. Tugt er en form for belæring, men hvad lærer man barnet ved et vredesudbrud? Ikke selvbeherskelse, men snarere det modsatte. Barnet får ikke nogen fornemmelse af at forældrene interesserer sig for det, sådan som tilfældet ville være hvis tugten blev givet rigtigt. Ligevægt er nødvendigt og vil fremme freden.

TRÆK KLARE GRÆNSER

9. Hvad bør forældrene give deres børn, ifølge Ordsprogene 6:20-23?

⁹ Forældre må give deres børn retningslinjer. „Min søn, hold din faders bud, og forlad ikke din moders lov. Knyt dem altid til dit hjerte; bind dem om din hals. Når du vandrer omkring, vil den føre dig; når du lægger dig, vil den stå vagt over dig; og er du vågnet, vil den tage sig af dig. For budet er en lampe, og loven er et lys, og tugten som retleder er livets vej.“ Sådanne retningslinjer gives for at lede og beskytte barnet, og de vidner om forældrenes omsorg for barnets lykke og velfærd. — Ordsprogene 6:20-23.

10. Hvad kan der ske hvis forældrene forsømmer at tugte deres børn?

¹⁰ En fader der svigter her må bære et stort ansvar. Eli, der var ypperstepræst i det gamle Israel, tillod at hans sønner var begærlige, respektløse og umoralske. Ganske vist protesterede han lidt mod det de foretog sig, men han gjorde ikke noget virkeligt for at standse det. Derfor sagde Gud: „Jeg dømmer hans hus for stedse for den misgerning han har haft kendskab til; for hans sønner nedkalder ondt over Gud uden at han har sat dem i rette.“ (1 Samuel 2:12-17, 22-25; 3:13) Hvis en moder forsømmer sin pligt, vil hun også blive vanæret: „Kæp og retledning giver visdom; men en dreng [eller pige] der er overladt til sig selv, gør sin moder skam.“ — Ordsprogene 29:15.

11. Hvorfor har børnene brug for at man afstikker grænser for dem?

¹¹ Børn har brug for at der afstikkes grænser for dem, ellers bliver de usikre. Når der er sat grænser for dem og de holder sig inden for dem, føler de et tilhørsforhold; de føler at de hører til i en gruppe og er accepteret af den fordi de retter sig efter dens krav. Får de lov til alt, overlades de i virkeligheden til sig selv og må prøve sig frem på egen hånd. Resultaterne viser at børn har brug for voksne som har en klar forestilling om hvor grænserne skal trækkes, og som vil gøre det. Børn må indse at der er afstukket grænser for alle mennesker på jorden, og at det er til gavn for os og bidrager til vores lykke. Der kan kun være frihed hvis andre anerkender vores frihedsområde, og vi deres. Overskrider man sine grænser vil man uvægerlig „skade sin broder og krænke hans ret“. — 1 Thessaloniker 4:6.

12. Hvorfor er selvtugt vigtig, og hvordan kan forældrene hjælpe deres børn til at opdyrke selvtugt?

¹² Når børn lærer at overtrædelser medfører tugt i en eller anden form, vil de indse hvor deres grænser går, og i kraft af forældrenes konsekvente ledelse vil de opøve den selvtugt de må være i besiddelse af for at kunne leve et tilfredsstillende liv. Enten tugter man sig selv, eller også bliver man tugtet af andre. (1 Korinther 9:25, 27) Hvis vi opøver selvdisciplin og lærer vore børn det samme, vil både vores og deres tilværelse blive lykkeligere, uden så mange sorger og problemer.

13. Hvilke faktorer må forældrene tage i betragtning når de giver deres børn retningslinjer?

¹³ De grænser og retningslinjer man giver børnene må være klare og regulære, og der må være plads til overbærenhed. Forvent hverken for meget eller for lidt. Tag deres alder i betragtning. Forvent ikke at de skal opføre sig som små voksne. Apostelen sagde jo at da han var mindreårig, handlede han som en mindreårig. (1 Korinther 13:11) Men når først der er opstillet rimelige regler og jeres børn forstår dem, må I følge dem prompte og konsekvent. „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ (Mattæus 5:37) Børn er i virkeligheden glade for at have forældre der holder ord, som er konsekvente og til at regne med, for de føler at sådanne forældre er en støtte for dem hvis de kommer i vanskeligheder og trænger til hjælp. Hvis forældrene ikke er for strenge men heller ikke lader uret passere, får børnene en følelse af tryghed og stabilitet. Børn vil gerne kunne vide hvor de står, og med sådanne forældre ved de det.

14. Hvorfor må forældrene vise fasthed når børnene ikke vil rette sig efter dem?

¹⁴ Hvis et barn vægrer sig ved at efterkomme en anvisning, kræver det beslutsomhed fra forældrenes side at vise fasthed. Nogle truer da med straf, giver sig til at diskutere med barnet eller prøver at købe det til at gøre som de har sagt. Men tit er alt hvad der skal til, at man myndigt og bestemt siger til barnet at det skal gøre sådan og sådan, og det nu. Hvis barnet var ved at løbe ud foran en bil på gaden, skulle forældrene nok give det besked i utvetydige vendinger. Som visse forskere af emnet siger: „Næsten alle forældre får deres børn til at gå i skole, . . . til at børste tænder, til ikke at kravle op på taget, til at gå i bad, og så videre. Tit kommer børnene med indvendinger. Men de retter sig alligevel efter det, fordi de ved at forældrene mener hvad de siger.“ Kun hvis I konsekvent fastholder jeres ’bud og lov’ kan I forvente at jeres børn ’altid vil knytte dem til deres hjerte’. — Ordsprogene 6:20, 21.

15. Hvordan kan det virke på børnene hvis forældrene er inkonsekvente med hensyn til at håndhæve de givne retningslinjer?

¹⁵ Hvis forældrene kun håndhæver de givne retningslinjer som de er i humør til, eller hvis de venter for længe med at tugte, kan børnene nemt føle sig tilskyndet til at gøre noget forkert blot for at prøve hvor langt de kan gå eller hvor meget de kan slippe af sted med. Hvis straffen synes at lade vente på sig, er børn ikke spor bedre end de voksne — de får mod til at gøre det urette. „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“ (Prædikeren 8:11, da. aut. 1931) Sig derfor hvad du mener, og mén hvad du siger. Så vil dine børn indse at sådan er det, og forstå at det hverken nytter at surmule, at komme med indvendinger eller at optræde som om de synes at du er grusom og ukærlig.

16. Hvordan kan forældrene undgå at give urimelige påbud?

¹⁶ Det kræver selvfølgelig at du tænker før du taler. For hastigt fastsatte regler eller påbud er ofte urimelige. „Ethvert menneske bør være hurtigt til at høre, langsomt til at tale, langsomt til vrede.“ (Jakob 1:19) Hvis tugten ikke er fair og konsekvent krænker man børnenes naturlige retfærdighedssans, og der kan opstå uvilje og utilfredshed.

HÅND I HANKE MED ADSPREDELSE

17. Hvordan må børnene lære at se på arbejde og leg?

¹⁷ Leg har en naturlig plads i et barns liv. (Zakarias 8:5) Det må forældrene tage hensyn til, mens de lidt efter lidt lærer barnet at føle arbejdsglæde og ansvarsbevidsthed. Når barnet får nogle pligter at varetage, må det lære at arbejde som regel kommer først, derefter leg.

18. Hvordan kan børn blive påvirket af deres kammerater?

¹⁸ Nogle børn er praktisk taget fremmede i deres eget hjem fordi de altid søger leg og adspredelse andre steder. Hvis omgangskredsen er dårlig, vil virkningerne også være dårlige. (1 Korinther 15:33) En vis kontakt uden for hjemmet er naturligvis gavnlig, så barnet lærer at omgås andre mennesker. Men hvis barnet er alt for meget sammen med kammerater uden for hjemmet, eller dets valg af kammerater ikke overvåges rigtigt, kan familiesammenholdet smuldre eller endda gå i stykker.

19. Hvad kan forældrene overveje når de tænker på om de gør hjemmet til et sted hvor børnene har lyst til at være?

¹⁹ Når forældrene griber ind her, gør de samtidig klogt i at spørge sig selv hvad de kan gøre for at give børnene mere lyst til at være hjemme. Ofrer I tid nok på jeres børn, ikke bare på at opdrage og oplære dem, men også på at være venner med dem og foretage jer noget sammen med dem? Har I som regel „for travlt“ til at bruge tid på jeres børn, til at lege med dem? Spildte chancer for at gøre noget sammen med et barn kommer ikke igen. Tiden kommer ikke tilbage, og barnet bliver ved med at vokse og forandre sig. Årene flyver af sted, og selv om I måske føler det som om det blot var i går jeres søn tog sine første usikre skridt, er han pludselig ved at være en ung mand, og jeres lille pige er blevet en „voksen“ ung dame. Kun hvis I er opmærksomme på hvordan I selv bruger jeres tid, og tugter jer til at bruge den rigtigt, kan I undgå at forspilde de chancer denne dyrebare periode byder jer — eller hindre at jeres børn glider fra jer under opvæksten. — Ordsprogene 3:27.

20, 21. Hvilket ansvar må forældrene røgte hvis der er et fjernsyn i hjemmet, og hvorfor?

²⁰ Det kan også være nødvendigt at sætte grænser for brugen af fjernsynet. Nogle forældre bruger ligefrem fjernsynet som babysitter. Det forekommer dem at være en nem og billig løsning; men i virkeligheden kan det komme til at koste dem dyrt. Ofte er fjernsynsprogrammerne gennemsyret af vold og sex. De giver let det indtryk at det er helt i orden at løse problemer med vold, og at fri sex er en accepteret side af livet i dag. Mange undersøgelser har vist at en sådan påvirkning kan gøre mennesker, især unge mennesker, ufølsomme over for deres omgivelser. Du vil gerne have at dine børn spiser sund mad, og ikke noget der er forurenet eller fordærvet. Du bør være endnu mere opmærksom på hvad de fylder deres sind med. Som Jesus sagde, går maden ikke ind i menneskets hjerte; men det man nærer sit sind med, kan påvirke hjertet. — Markus 7:18-23.

²¹ At forældrene har hånd i hanke med hvilke programmer børnene ser og med hvor lang tid de tilbringer foran skærmen, kan have afgørende betydning for deres udvikling. Fjernsynet kan byde på udmærket underholdning og undervisning; men føres der ingen kontrol kan det skabe afhængighed, gøre børnene til „fjernsynsnarkomaner“, og stjæle enorme mængder af tid. Tid er liv, og en del af denne tid kunne givetvis bruges bedre. Sagen er at fjernsynet erstatter noget aktivt med noget passivt. Det fortrænger ikke alene legemlig beskæftigelse men også læsning og samtale. I en familie er der brug for kommunikation og samhørighedsfølelse, og dette behov dækkes ikke ved at alle bare sidder stille i samme værelse og ser fjernsyn. Hvis det er et problem i hjemmet at børnene ser for meget fjernsyn, kan forældrene fremme deres interesse for andre gøremål i stedet for — sunde former for leg, læsning og fællesaktiviteter i familien — navnlig hvis de selv går foran og sætter et godt eksempel.

INGEN TUGT UDEN KOMMUNIKATION

22. Hvorfor er det vigtigt at børnene forstår de ord forældrene bruger?

²² En fader fortæller:

„Da min søn lige var fyldt tre holdt jeg en temmelig lang prædiken for ham om det at lyve; jeg viste ham at Gud hader løgnere, idet jeg benyttede Ordsprogene 6:16-19 og andre skriftsteder. Han hørte efter og lod også til at reagere rigtigt på det jeg sagde. Men alligevel havde jeg en fornemmelse af at han ikke helt havde forstået hvad det drejede sig om. Derfor spurgte jeg: ’Ved du egentlig hvad løgn er?’ ’Nej,’ svarede han. Siden har jeg altid sikret mig at han forstår de ord jeg bruger og ved hvorfor han bliver irettesat eller tugtet.“

23. Hvordan kan man hjælpe børnene til at indse at en bestemt handlemåde er rigtig?

²³ Så længe børnene er helt små behøver forældrene måske kun at sige „nej“ når de vil forbyde noget, som for eksempel at barnet rører ved en varm ovn. Men selv disse første, simple advarsler kan ledsages af begrundelser. Man kan sige at ovnen er „varm“ og at det „gør ondt“ at røre ved den. Men lad lige fra begyndelsen barnet forstå at alt hvad du kræver af det, er til dets eget bedste, og fremhæv egenskaber som godhed, hensynsfuldhed og kærlighed som ønskværdige. Hjælp barnet til at forstå at disse egenskaber ligger til grund for alle rette påbud eller forbud. Understreg også hvorfor en bestemt handlemåde genspejler eller ikke genspejler disse ønskværdige egenskaber. Hvis du konsekvent gør dette, kan det lykkes dig at præge ikke alene barnets sind men også dets hjerte. — Mattæus 7:12; Romerne 13:10.

24. Hvorfor er det vigtigt at børn respekterer myndighed?

²⁴ Også nødvendigheden af lydighed og respekt for myndighed må lidt efter lidt indprentes barnet. Allerede inden for sit første leveår vil barnet begynde at vise hvor villigt det er til at efterkomme de voksnes krav. Så snart dets mentale udvikling tillader det, må det lære at forældrene er ansvarlige over for Gud. Det er noget der kan få stor indflydelse på barnets måde at reagere på. Uden denne forståelse kunne et barn nemt få det indtryk at det kun behøver at adlyde sine forældre fordi de er de største og de stærkeste. Hvis barnet derimod hjælpes til at indse at forældrene ikke fremholder deres egne tanker men formidler hvad Skaberen siger og hvad der står i hans ord, vil dette mere end noget andet give forældrenes vejledning og anvisninger vægt. Det kan blive en kilde til sand styrke, som er nødvendig når problemerne begynder at dukke op i barnets unge liv og han eller hun bliver klar over hvor svært det kan være under pres og fristelse at holde fast ved de rette principper. — Salme 119:109-111; Ordsprogene 6:20-22.

25. Hvordan kan rådet i Ordsprogene 17:9 hjælpe forældrene til at tugte deres børn på rette måde?

²⁵ „Den der dækker over overtrædelse søger kærlighed, men den der bliver ved med at tale om en sag skiller nære venner.“ (Ordsprogene 17:9) Dette gælder også i forholdet mellem forældre og børn. Når et barn én gang er blevet gjort opmærksom på en fejl og forstår hvorfor det må tugtes, og tugten er blevet givet, bør forældrene kærligt betragte sagen som overstået og ikke blive ved med at snakke om den. Uanset hvad det drejer sig om, må man lade barnet forstå at det man hader er den forkerte handling, og ikke barnet. (Judas 23) Barnet kan føle at det ’har taget sin straf’ og kan opfatte hyppige hentydninger til sagen som en unødig ydmygelse. Det kunne føre til at barnet kom i et modsætningsforhold til sine forældre eller søskende. Hvis forældrene er bange for at barnet ligefrem er ved at tillægge sig et dårligt adfærdsmønster, kan de tage det op senere i en familiedrøftelse. Og så skal de ikke sidde og remse tidligere synder op, men derimod drøfte hvilke principper der kommer på tale, hvordan de finder anvendelse her og hvorfor det bidrager til evig lykke at følge dem.

FORSKELLIGE MÅDER AT TUGTE PÅ

26. Hvorfor reagerer alle børn ikke positivt på de samme former for tugt?

²⁶ „En irettesættelse til den forstandige når dybere end hundrede slag til tåben.“ (Ordsprogene 17:10) Børn er forskellige og skal muligvis tugtes forskelligt. Det enkelte barns gemyt og temperament må tages i betragtning. Ét barn kan være meget følsomt og behøver måske ikke at blive straffet korporligt. På et andet barn har fysisk afstraffelse måske slet ingen virkning. Eller et barn kan være som den træl der beskrives i Ordsprogene 29:19, som ’ikke lader sig tugte med ord alene; han forstår dem nok, men reagerer ikke’. I et sådant tilfælde er det nødvendigt med en anden form for tugt.

27. Hvordan fik en fader sin lille dreng til at holde op med at skrive på væggen?

²⁷ En moder fortæller:

„Min søn var knap nok to år da han tegnede på væggen — små røde streger ikke langt fra fodlisten. Hans fader viste ham dem og spurgte om han kendte noget til dem. Den lille stirrede kun på ham med store øjne og sagde hverken ja eller nej. Til sidst sagde hans fader: ’Da jeg var lige så lille som dig, skrev jeg også på en væg. Det er sjovt, ikke?’ Og nu klarede den lille op, han strålede og fortalte begejstret om hvor sjovt det var. Han vidste at far forstod ham! Så forklarede hans fader ham imidlertid at selv om det var sjovt, var væggene ikke til at skrive på. Kontakten var knyttet, og det eneste drengen behøvede, var at man ræsonnerede lidt med ham.“

28. Hvordan kan man undgå at komme til at diskutere eller skændes med sit barn?

²⁸ Når man tugter er det som nævnt godt at begrunde det man gør, for dermed at undervise og belære barnet. Men det er som regel ikke klogt at begynde at diskutere eller skændes med et barn. Da et barn gjorde indsigelse mod at gøre et bestemt arbejde, sagde moderen blot: „Når du er færdig, går vi ud i parken,“ hvilket var tænkt som en særlig fornøjelse for barnet den dag. Så længe det tildelte arbejde ikke var gjort, blev der heller ikke nogen spadseretur. Når moderen kom for at se efter og så at arbejdet stadig ikke var gjort, sagde hun: „Ikke færdig endnu? Vi tager af sted så snart du er klar.“ Hun skændte ikke, men hun fik resultater.

29. Hvordan kan man lære et barn at en forkert optræden får uønskede konsekvenser?

²⁹ Hvis børn må føle konsekvenserne af deres urette handlinger, kan det være med til at lære dem hvor fornuftigt det er at følge rette principper. Har barnet lavet uorden? Den bedste lærestreg vil sikkert være at det selv kommer til at rydde op igen. Har barnet optrådt ukorrekt eller uhøfligt? En forkert tendens i den retning rettes sikkert bedst hvis barnet lærer at sige undskyld. Har det i vrede slået noget i stykker? Hvis barnet er gammelt nok, kan man forlange at det selv erstatter den pågældende ting. Hos nogle børn opnår man den bedste virkning ved at forholde dem visse privilegier for en tid. I den kristne menighed har man mulighed for at få uregerlige personer til at skamme sig ved at unddrage dem venskabeligt samvær. (2 Thessaloniker 3:6, 14, 15) Hvad børn angår, kan midlertidig udelukkelse fra familiefællesskabet virke mere effektivt end korporlig afstraffelse. Men at gribe til yderliggående forholdsregler, som for eksempel at låse et barn ude eller lignende, er mere end kærligheden vil byde. Uanset hvilken metode der anvendes, må man gøre børnene klart at de må bære følgerne af deres adfærd. Derved lærer de at blive ansvarsbevidste.

TUGT I KÆRLIGHED

30. Hvorfor må forældrene vise dømmekraft når de giver deres børn retningslinjer?

³⁰ ’Forvis jer om de mere vigtige ting,’ og tænk på at ’visdommen ovenfra er rimelig’. (Filipperne 1:10; Jakob 3:17) Husk at små børn er bundter af energi som søger at komme til udfoldelse, og de er ivrige efter at lære, at udforske og at prøve nyt. Vis dømmekraft og skønsomhed når I sætter grænser og giver retningslinjer. Find balancen mellem det der er nødvendigt og det der ikke er. Og når I har fastsat grænserne, så prøv ikke at kontrollere hver eneste lille detalje, men giv barnet lov til at bevæge sig frit og trygt inden for disse grænser. (Ordsprogene 4:11, 12) Ellers kan jeres børn nemt blive opirrede og mismodige, og I kan slide jer selv op fordi I bestandig gør ubetydelige småting til stridsspørgsmål. — Kolossenserne 3:21.

31. Hvilket eksempel har Jehova Gud sat med hensyn til at tugte?

³¹ Derfor, I forældre, ’tugt jeres søn [eller datter] mens der er håb’, men gør det på Guds måde, i kærlighed. Efterlign Gud. „Jehova retleder den han elsker, som en fader den søn han holder af.“ Sørg for at jeres tugt er både gavnlig og kærlig, ligesom Skaberens, for „tugten som retleder er livets vej“. — Ordsprogene 19:18; 3:12; 6:23.

Kapitel 11

Bevar en åben kommunikation

1, 2. Hvad er kommunikation, og hvilken betydning har den?

KOMMUNIKATION er mere end blot tale. Som apostelen Paulus skrev: Hvis tilhøreren ikke forstår det man siger, ’taler man jo hen i vejret’. (1 Korinther 14:9) Trænger det du siger, ind hos dine børn, og forstår du selv virkelig det de prøver at fortælle dig?

² God kommunikation kræver at man udveksler tanker, idéer og følelser. Hvis kærlighed kan betegnes som hjertet i et lykkeligt familieliv, kan kommunikation passende betegnes som dets livsblod. Svigtende kommunikation mellem ægtefæller varsler problemer; lige så alvorligt, ja måske alvorligere, er det hvis kommunikationen svigter i forholdet mellem forældre og børn.

VÆR FREMSYNET

3. I hvilken periode i barnets liv må forældrene regne med at kommunikationen kan blive belastet?

³ Den største belastning af kommunikationen mellem forældre og børn kommer ikke de første år af barnets liv, men senere, i teenageårene. Det må forældrene være indstillet på. Det er urealistisk at vente at fordi de første år af barnets liv har været forholdsvis problemfrie, vil teenageårene også blive det. Problemerne vil komme, det er givet; men en god kommunikation kan bidrage væsentligt til at løse eller mindske dem. I erkendelse af dette må forældrene være fremsynede, for „afslutningen på en sag er bedre end begyndelsen på den“. — Prædikeren 7:8.

4. Behøver al kommunikation i familien at finde sted i form af samtale? Forklar nærmere.

⁴ Der hører meget til at etablere, opbygge og bevare kommunikationen i familien. Ægtefæller kan med årene udvikle en så stærk fortrolighed og dyb gensidig forståelse at det endog bliver muligt for dem at kommunikere uden ord; et blik, et smil eller en berøring kan sige mere mellem dem end mange ord. Det samme gode grundlag bør de søge at lægge for kommunikationen med deres børn. Allerede før et spædbarn forstår hvad der siges, kan der foregå en kommunikation, idet barnet kan fornemme en følelse af tryghed og kærlighed. Hvis familien derefter under børnenes opvækst er fælles om arbejde og leg og, som det vigtigste, tilbedelsen af Gud, styrkes den gode kommunikation. Men der skal virkelig en indsats og sand visdom til for at opretholde den.

TILSKYND DINE BØRN TIL AT UDTALE SIG

5-7. (a) Hvorfor skal forældrene være forsigtige med at bide et barn af når det taler? (b) Hvordan kan forældre lære deres børn at være høflige?

⁵ Et gammelt ord siger at „børn skal ses men ikke høres“. Det stemmer — i nogle tilfælde. Børn må lære at der, som Guds ord siger, er „en tid til at tie og en tid til at tale“. (Prædikeren 3:7) Men børn kræver også opmærksomhed, og forældrene må passe på at de ikke unødigt undertrykker deres børns spontane lyst til at ytre sig. Vent ikke at et lille barn opfatter oplevelser på samme måde som en voksen. Den voksne kan se at en enkelt hændelse blot er en lille del af livets brede panorama. Men et barn kan blive så begejstret og så optaget af noget der fanger dets umiddelbare interesse, at det glemmer næsten alt andet omkring sig. Et lille barn kan pludselig komme farende ind i stuen og henrykt begynde at fortælle sin fader eller moder et eller andet. Hvis man så affejer barnet med et irriteret: „Ti nu stille!“ eller en anden vred bemærkning, kan man kvæle barnets begejstring. Barnesnak synes måske ikke at være særlig indholdsrig. Men ved at tilskynde dine børn til frit at ytre sig nu, undgår du at de siden hen i livet hemmeligholder noget som du gerne vil vide og er nødt til at vide.

⁶ Høflighed bidrager til en god kommunikation. Børn må lære at være høflige, og ligesom på andre områder må forældrene her sætte eksemplet. Børn må naturligvis retledes nu og da, om nødvendigt med strenghed. (Ordsprogene 3:11, 12; 15:31, 32; Titus 1:13) Men hvis børn altid bliver bidt af, konstant bliver korrigeret eller, endnu værre, bliver ringeagtet eller latterliggjort af deres forældre når de taler, vil de sandsynligvis trække sig ind i en skal — eller gå til andre når de har lyst til at sige noget. Jo ældre sønnen eller datteren bliver, desto mere vil dette være tilfældet. Prøv i aften at standse op og tænke over de samtaler du i dagens løb har ført med din søn eller datter, og spørg så dig selv: Hvor mange gange har jeg i dag udtrykt taknemmelighed eller påskønnelse, sagt noget rosende eller noget opmuntrende? Hvor mange gange har jeg sagt noget negativt, noget som har virket nedsættende, som har afspejlet utilfredshed, irritation eller harme? Resultatet vil muligvis overraske dig. — Ordsprogene 12:18.

⁷ Forældres tålmodighed og selvbeherskelse sættes tit på en prøve. Børn kan være impulsive. De buser lige ud med det de har på hjerte, uden at tænke på at de måske afbryder de voksne midt i en samtale. Man kunne ganske enkelt skælde barnet ud. Men i nogle tilfælde kan det være klogere at høre høfligt efter og derved sætte et eksempel i selvbeherskelse, og så, efter et kort svar, venligt minde barnet om hvad det vil sige at være høflig og hensynsfuld. Også her gælder det at man ’bør være hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede’. — Jakob 1:19.

8. Hvordan kan forældre opmuntre deres børn til at komme til dem når de har problemer?

⁸ Du vil gerne have at dine børn kommer til dig når de har problemer. Det kan du opmuntre dem til at gøre ved at vise dem at du også har brug for vejledning og har nogen du må vende dig til og underordne dig. En fader fortæller om noget af det han har gjort for at få en god kommunikation i stand med sine børn mens de endnu er små:

„Næsten hver aften beder jeg sammen med børnene ved sengetid. De ligger som regel i sengen, og jeg knæler ned ved siden af og lægger armen om dem. Så beder jeg en bøn, og ofte beder de en bagefter. Det er ikke usædvanligt at de bagefter kysser mig og siger: ’Far, jeg kan så godt lide dig,’ og derefter fortæller mig noget de har på hjerte. Under den lune dyne og trygge i deres faders arm fortæller de så om et personligt problem de gerne vil have hjælp til at løse, eller de giver måske bare udtryk for deres hengivenhed.“

Hvis dine bønner ved måltiderne og ved andre lejligheder ikke er rutineprægede men udtryksfulde, hvis de kommer fra hjertet og vidner om et ægte, personligt forhold til din himmelske Skaber og Fader, kan det bidrage umådelig meget til et godt forhold til dine børn. — 1 Johannes 3:21; 4:17, 18.

PUBERTETSALDEREN

9. Hvad må man sige om unge menneskers problemer og behov i sammenligning med mindre børns?

⁹ Puberteten er en overgangstid, en tid hvor din søn eller datter ikke længere er barn men heller ikke er blevet voksen endnu. Kroppen gennemgår store forandringer, og det spiller ind på følelserne. Unge som befinder sig i denne overgangstid har andre problemer og behov end mindre børn. Det må forældrene tage hensyn til. De må gøre sig klart at det der duede over for barnet, ikke altid duer over for den halvvoksne. Tingene må begrundes mere, og det kræver mere, ikke mindre, kommunikation.

10. (a) Hvorfor er enkle forklaringer angående kønslivet ikke nok for de halvvoksne? (b) Hvordan kan forældre komme til at tale med deres børn om det seksuelle?

¹⁰ De enkle forklaringer du gav dit lille barn om kønslivet, for eksempel, vil ikke dække de unges behov. De mærker en spirende kønsdrift, men af forlegenhed lader de ofte være med at stille deres fader eller moder spørgsmål. Forældrene må tage initiativet, og det vil ikke være nemt for dem, medmindre de i forvejen har opbygget og plejet en god kommunikation, især ved at være gode kammerater med deres børn i arbejde såvel som i leg. Drengens sædudtømmelser og pigens menstruation vil komme mindre overraskende for dem hvis forældrene på forhånd har forklaret dem hvad det er der sker. (3 Mosebog 15:16, 17; 18:19) Faderen kan på en spadseretur med sin søn bringe spørgsmålet om selvtilfredsstillelse på bane, og nævne at de fleste unge mænd i større eller mindre grad har problemer med dette. Derefter kan han spørge: ’Hvad mener du om det?’ eller ’Er det et problem for dig?’ Nogle af de problemer der opstår i ungdommen kan også behandles i familiedrøftelser, hvor både faderen og moderen kan udtale sig åbent i en afslappet atmosfære.

FORSTÅ HVAD TEENAGEREN HAR BRUG FOR

11. I hvilke henseender adskiller unge sig fra voksne?

¹¹ „Skaf dig visdom; og skaf dig forstand for alt hvad du har.“ (Ordsprogene 4:7) Som forældre må I omgås de unge med visdom; I må have indsigt i deres følelser. Glem ikke hvordan det var da I selv var unge. Men selv om alle voksne engang har været unge og ved hvordan det var, så husk at ingen af de unge har prøvet at være voksne. Ganske vist har teenagere ikke lyst til at blive behandlet som børn længere, men de er heller ikke voksne og har ikke mange voksne interesser endnu. De kan stadig have lyst til at lege, og det må de have tid til.

12. Hvordan vil teenagere gerne behandles af deres forældre?

¹² Der er visse ting de unge især ønsker af forældrene på dette trin i livet. De ønsker at blive forstået; de ønsker, mere end nogen sinde, at blive behandlet som selvstændige mennesker; de ønsker en vejledning der er konsekvent og retningslinjer der tager hensyn til at de er ved at blive voksne; og de ønsker brændende at føle at man har brug for dem og påskønner dem.

13. Hvordan kan teenagere reagere på de grænser forældrene har sat for dem, og hvorfor?

¹³ Forældrene skal ikke blive forbavsede over at de unge begynder at ’slå sig i tøjret’, som man siger. Det ligger i at de unge er på vej til at blive selvstændige og har et normalt ønske om større valg- og bevægelsesfrihed. Hjælpeløse spædbørn er afhængige af forældrenes stadige omsorg; små børn må omhyggeligt beskyttes, men efterhånden som de bliver ældre udvides deres virkefelt, deres berøringsflade uden for familiekredsen bliver større, og deres tilknytning til andre mennesker bliver stærkere. Denne famlen mod større selvstændighed kan gøre sønnen eller datteren lidt vanskelig at omgås. For de unges egen skyld kan forældrene ikke tillade at deres myndighed ignoreres eller underkendes. Men de kan handle klogt og bevare kommunikationen hvis de holder sig for øje hvad grunden er til de eventuelle adfærdsvanskeligheder.

14. Hvad kan forældrene gøre når et barn ønsker større selvstændighed?

¹⁴ Hvad skal forældrene så gøre når de mærker deres søns eller datters trang til større selvstændighed? Denne trang er som en sammenpresset spiralfjeder man holder i hånden. Slipper man den pludseligt, vil den ukontrolleret flyve af sted i en retning der ikke er til at forudsige. Holder man den fast for længe, bliver man udmattet, og fjederen bliver slap. Men slipper man den gradvis, har man hele tiden kontrol over den og kan anbringe den hvor den hører til.

15. Hvoraf fremgår det at Jesus voksede op under sine forældres ledelse?

¹⁵ Et eksempel på kontrolleret stræben mod selvstændighed finder vi i Jesu tilfælde. Om hans barndomsår siger den historiske beretning i Lukas 2:40 at „drengen voksede og styrkedes, han fyldtes med visdom, og Guds gunst var fortsat over ham“. Hans forældre spillede uden tvivl en betydningsfuld rolle i hans udvikling, for selv om han var fuldkommen, opnåede han ikke sin visdom automatisk. Som det fremgår af den fortsatte beretning, sørgede de hele tiden for det rette åndelige klima for hans oplæring. Da han var tolv år og familien var i Jerusalem for at overvære påskehøjtiden, gik han ind i templet og gav sig i samtale med de religiøse lærere dér. Åbenbart tillod forældrene deres tolvårige søn denne bevægelsesfrihed. De tog af sted fra Jerusalem uden at opdage at han ikke var med, måske fordi de antog at han var sammen med nogle venner eller slægtninge som også var på vej tilbage. Tre dage senere fandt de ham i templet, hvor han sad midt iblandt de ældste, ikke for at belære dem, men for at høre på dem og stille spørgsmål. Hans moder sagde til ham hvor ængstelige de havde været for ham, og Jesus nævnte, uden at være respektløs, at han troede de ville vide hvor de kunne finde ham når de var klar til at tage af sted. Skønt Jesus havde fået en vis bevægelsesfrihed og udnyttede den, siger beretningen at han derefter „fortsatte med at underordne sig dem“. I sine unge år rettede han sig efter de anvisninger og begrænsninger de gav ham. Og han „gjorde stadig fremskridt i visdom og legemlig vækst og i gunst hos Gud og mennesker“. — Lukas 2:41-52.

16. Hvad bør forældrene tænke på hvis de har problemer med en halvvoksen søn eller datter?

¹⁶ På samme måde bør forældre i dag indrømme deres halvstore børn en vis frihed, og gradvis øge friheden efterhånden som børnene bliver ældre. Under forældrenes ledelse og tilsyn kan de unge lidt efter lidt få lov til at træffe flere beslutninger selv. Når der opstår vanskeligheder vil forældrene forstå hvorfor, og undgå at gøre småting til store stridsspørgsmål. I mange tilfælde er en teenager ikke med forsæt oprørsk over for sine forældre, men prøver blot at opnå en vis selvstændighed uden at vide hvordan han skal bære sig ad med det. Derfor kan forældrene uretmæssigt komme til at gøre de forkerte ting til stridspunkter. Hvis en sag ikke er særlig alvorlig, så lad den være. Men hvis den er alvorlig, så stå fast. Man skal hverken ’si myggen fra’ eller ’sluge kamelen’. — Mattæus 23:24.

17. Hvilke faktorer bør forældrene tage i betragtning når de opstiller grænser for deres halvvoksne børn?

¹⁷ Forældrene kan gøre meget til at bevare et godt forhold til deres halvvoksne sønner og døtre ved at være ligevægtige når de opstiller begrænsninger for dem. Rigtignok er visdommen ovenfra „først og fremmest ren“, men husk at den også er „rimelig“, „fuld af barmhjertighed“ og „ikke hyklerisk“. (Jakob 3:17) Visse ting er ifølge Bibelen fuldstændig forkerte, som for eksempel tyveri, ægteskabsbrud, afgudsdyrkelse og lignende grove handlinger. (1 Korinther 6:9, 10) Men i mange andre spørgsmål afhænger det af hvor vidt man går. Mad er udmærket, men hvis man spiser for meget bliver man en frådser. Det samme gælder visse former for adspredelse, som for eksempel dans, fester og underholdende spil af forskellig art. Det der betyder noget er i mange tilfælde ikke så meget hvad man gør, men hvordan man gør det og hvem man gør det sammen med. Så ligesom vi ikke vil fordømme spisen og drikken når det i virkeligheden er frådseri vi har noget imod, bør forældre heller ikke pure fordømme noget de unge beskæftiger sig med, hvis det de har noget imod, i virkeligheden blot er de yderligheder eller overdrivelser man undertiden ser, eller visse uønskede forhold der kunne opstå. — Jævnfør Kolossenserbrevet 2:23.

18. Hvordan kan forældre advare deres børn mod dårligt selskab?

¹⁸ Alle unge har brug for at have venner. Det er sikkert ikke mange venner der kan betragtes som „helt ideelle“, men når det kommer til stykket har dine børn jo også deres fejl. Visse unge vil du måske direkte forbyde dine børn at komme sammen med, fordi du opfatter dem som dårligt selskab. (Ordsprogene 13:20; 2 Thessaloniker 3:13, 14; 2 Timoteus 2:20, 21) Andre unge har muligvis nogle egenskaber som du synes godt om, men også nogle du synes mindre godt om. I stedet for helt at forbyde dine børn at komme sammen med en fordi han har visse fejl, kan du forklare dine børn at du er glad for vennens gode egenskaber men at der er visse svagheder de må være opmærksomme på, og du kan opmuntre din søn eller datter til at øve en god indflydelse på disse områder, til varig gavn for vennen.

19. Hvordan kan børn hjælpes til at anlægge det rette syn på frihed, i overensstemmelse med princippet i Lukas 12:48?

¹⁹ For at hjælpe din halvvoksne søn eller datter til at få det rette syn på den øgede frihed, kan du vise at der med større frihed også følger større ansvar. „Enhver som har fået meget givet, af ham vil der blive krævet meget.“ (Lukas 12:48) Jo mere ansvarsbevidste børnene viser sig at være, jo større tillid kan forældrene vise dem. — Galaterne 5:13; 1 Peter 2:16.

VEJLED OG RETLED MED FORSTÅELSE

20. Hvad kræves der foruden magt eller myndighed over børnene for at hindre at kommunikationen bryder sammen?

²⁰ Hvis nogen vejleder dig uden at forstå din situation, vil du sikkert synes at hans råd er urealistiske. Hvis han har magt til at tvinge dig til at gøre som han siger, vil du nok opponere imod det og finde det uretfærdigt. Forældre bør derfor huske at „et forstandigt hjerte søger kundskab“ og at „en mand der har kundskab, styrker sin magt“. (Ordsprogene 15:14; 24:5) Du har muligvis magt over dine børn, men hvis du ’styrker din magt’ med forstand og kundskab, vil du have lettere ved at kommunikere med dem. Viser man ingen forståelse når man retleder unge mennesker, kan der opstå en generationskløft, og kommunikationen kan bryde sammen.

21. Hvordan bør forældrene optræde hvis børnene har gjort sig skyldige i alvorlige urette handlinger?

²¹ Hvad vil du gøre hvis dit barn kommer i vanskeligheder, gør en alvorlig fejl eller begår en grov uret handling, og det kommer fuldstændig bag på dig? Du kan naturligvis ikke se gennem fingre med det urette. (Esajas 5:20; Malakias 2:17) Men du må indse at din søn eller datter nu mere end nogen sinde har brug for kyndig ledelse og forstående hjælp. Ligesom Jehova Gud kan du sige: ’Kom, lad os tale ud om tingene; situationen er alvorlig, ja, men ikke håbløs.’ (Esajas 1:18) Vredesudbrud eller skarpe fordømmelser kan kvæle kommunikationen. Alt for mange unge som er kommet på afveje, har sagt: ’Jeg kunne ikke tale med mine forældre — de ville være blevet rasende på mig.’ I Efeserbrevet 4:26 siges der: „Bliv vrede, men synd dog ikke.“ Behersk dig, hold dine følelser under kontrol, når du hører på hvad din søn eller datter har at sige. Når du forstående hører efter, vil din retledning bagefter være lettere at tage imod.

22. Hvorfor bør forældre aldrig antyde at de har opgivet deres børn?

²² Måske er der ikke kun tale om et isoleret tilfælde, men om vanskeligheder der strækker sig over en længere periode, et adfærdsmønster der røber visse uønskede karaktertræk. Selv om det er nødvendigt at tugte, må forældrene aldrig med deres ord eller holdning antyde at de har opgivet barnet. Jeres kærlighed vil give sig udslag i langmodighed. (1 Korinther 13:4) Bekæmp ikke ondt med ondt, men overvind det onde med det gode. (Romerne 12:21) Hvis man i andres nærværelse ydmyger en teenager ved at betegne ham som „doven“, „umulig“, „uvorn“ eller „håbløs“, gør man mere skade end gavn. Kærligheden opgiver aldrig håbet. (1 Korinther 13:7) En teenager kan gå så vidt at han skejer ud, bliver kriminel og stikker af hjemmefra. Det kan forældrene naturligvis ikke på nogen måde billige, men de kan alligevel holde døren åben for hans tilbagevenden. Hvordan? Ved at vise at det ikke er ham de forkaster, men hans adfærd. De kan blive ved med at sige til ham at de tror at han har gode egenskaber, og at de håber at disse egenskaber vil få overhånd. Hvis dette sker vil han, ligesom den fortabte søn i Jesu lignelse, kunne vende angrende hjem i forvisningen om at hans tilbagevenden ikke vil blive mødt med hårdhed og kulde. — Lukas 15:11-32.

EN FØLELSE AF PERSONLIGT VÆRD

23. Hvorfor er det vigtigt for de unge at kunne føle sig som værdifulde medlemmer af familien?

²³ Alle mennesker har behov for en vis anerkendelse. Det er naturligt at man gerne vil være accepteret og kunne føle at man hører til et sted. Skal man opnå andres anerkendelse og godkendelse må man naturligvis ikke opføre sig selvrådigt. Man må blive inden for de grænser der godkendes af den gruppe man tilhører. Unge i teenagealderen vil gerne kunne føle at de hører til i familien. Lad dem mærke at de er værdifulde medlemmer af familien, at de bidrager til dens trivsel og har mulighed for at give deres besyv med når familien lægger planer og træffer afgørelser.

24. Hvad bør forældrene lade være med, for at det ene barn ikke skal blive misundeligt på det andet?

²⁴ „Lad os ikke blive selvoptagne,“ siger apostelen, „så vi udfordrer hinanden og misunder hinanden.“ (Galaterne 5:26) En sådan ånd kan forebygges hvis forældrene husker at rose deres børn for det gode de gør. Hvis forældrene derimod drager sammenligninger og har for vane at fremhæve det ene barn på bekostning af det andet, skaber de nemt uvilje og misundelse blandt børnene. Apostelen sagde at hver enkelt skal „prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden“. (Galaterne 6:4) De unge vil gerne accepteres for det de selv er, for deres egne evner og færdigheder, og kunne regne med deres forældres kærlighed på dette grundlag.

25. Hvordan kan forældrene hjælpe deres børn til at udvikle en følelse af personligt værd?

²⁵ Forældrene kan hjælpe deres sønner og døtre til at udvikle en følelse af personligt værd ved at lære dem at påtage sig forpligtelser på livets forskellige områder. Fra børnene var små har forældrene lært dem at være ærlige og oprigtige og at behandle andre korrekt; nu kan de bygge videre på dette grundlag ved at vise dem hvordan disse egenskaber har betydning i samfundslivet. Herunder hører blandt andet at børnene må lære at være pålidelige og ansvarsbevidste i forbindelse med arbejde. Da Jesus ’gjorde fremskridt i visdom’ som teenager, lærte han øjensynlig et håndværk af sin fosterfader Josef, for da han som 30-årig indledte sin offentlige gerning omtalte folk ham som „tømreren“. (Markus 6:3) I ungdomsårene bør navnlig drenge lære hvad det vil sige at arbejde og at tilfredsstille en arbejdsgiver eller en kunde, uanset om arbejdet så blot består i at løbe ærinder. De bør vide at de ved en flittig, alvorlig og pålidelig arbejdsindsats vil opnå både selvagtelse og andres agtelse og anerkendelse, og at de derved ikke blot ærer deres forældre og familie men også er „en pryd for vor Frelsers, Guds, lære, i alle forhold“. — Titus 2:6-10.

26. Hvilken skik på Bibelens tid vidner om at en datter var et værdifuldt medlem af familien?

²⁶ Døtre kan lære kunsten at føre hus og derved vinde ros og anerkendelse både i og uden for familien. På Bibelens tid blev en datters værdi for sin familie skildret ved den skik at forældrene altid forlangte en brudesum når de gav deres datter bort i ægteskab. Denne sum blev uden tvivl opfattet som en erstatning for tabet af hendes arbejdsindsats. — 1 Mosebog 34:11, 12; 2 Mosebog 22:16.

27. Hvorfor bør man udnytte de foreliggende uddannelsesmuligheder fornuftigt?

²⁷ De uddannelsesmuligheder der er bør man udnytte fornuftigt, så de unge bliver i stand til at klare livets forpligtelser i den nuværende tingenes ordning. Det gælder også unge mennesker når apostelen siger: „Lad vore folk . . . lære fortsat at gøre sig flid med gode gerninger [ærlig beskæftigelse, New English Bible] med henblik på deres påtrængende behov, for at de ikke skal være uden frugt.“ — Titus 3:14.

DE BIBELSKE MORALBEGREBER — EN BESKYTTELSE

28, 29. (a) Hvilken vejledning giver Bibelen om dårligt selskab? (b) Hvordan kan forældrene hjælpe deres børn til at følge denne vejledning?

²⁸ Hvis børnene, enten i kvarteret eller i skolen, er tvunget til at pleje omgang med nogle unge som er kriminelle og selvdestruktive, er det forståeligt at forældrene kan være bekymrede. De tænker måske på Bibelens ord om at „dårligt selskab ødelægger gode vaner“. Derfor er de uvillige til at bøje sig når barnet plager om lov til noget og siger: ’Alle de andre gør det. Hvorfor må jeg så ikke?’ Sandsynligvis er det ikke alle andre der gør det; men selv om det var, er det ikke nogen grund til at dit barn også skulle gøre det, hvis det drejer sig om noget der er forkert eller uklogt. „Misund ikke onde mænd [eller børn], og ønsk dig ikke at være sammen med dem. For deres hjerte pønser på hærgen, og deres læber taler om ufred. Ved visdom bygges et hus op, og ved dømmekraft grundfæstes det.“ — 1 Korinther 15:33; Ordsprogene 24:1-3.

²⁹ Du kan ikke følge dine børn i hælene gennem hele skoletiden eller gennem hele livet. Men hvis du ’opbygger dit hus med visdom’ kan du give dem gode principper og moralbegreber med på vejen. „De vises ord er som pigkæppe.“ (Prædikeren 12:11) I fortiden brugte man lange kæppe med spidse pigge for at drive dyrene i den rigtige retning. Guds ords visdom vil hjælpe os til at følge den rette vej, og skulle vi komme på afveje, vil vor samvittighed, hvis den er oplært af Guds ord, prikke til os og få os ind på vejen igen. Udrust dine børn med denne visdom, til deres evige gavn. Gør det både med ord og eksempel. Indgiv dem de sande værdier, og de vil søge de samme værdier hos dem de vælger at omgås. — Salme 119:9, 63.

30. Hvordan kan forældrene udruste deres børn med gudgivne moralbegreber?

³⁰ Husk i alt dette på at børnene langt snarere vil tilegne sig sande moralværdier hvis de vokser op i et hjem hvor disse værdier respekteres og holdes i hævd. Hav selv den indstilling du ønsker dine børn skal have. Sørg for at børnene i deres egen familie, hos deres forældre, møder forståelse, kærlighed og tilgivelse forbundet med retfærdighed, at de har en vis frihed og selvstændighed, og at de kan føle at de er accepterede og hører til i familien. Derved kan du indgive dem et sæt gudgivne moralbegreber som de kan tage med sig og følge uden for familiens rammer. Du kan ikke give dem nogen bedre arv. — Ordsprogene 20:7.