-
Gud viser vejen til et lykkeligt ægteskabEn lykkelig familie — hvordan?
-
-
AFSNIT 1
Gud viser vejen til et lykkeligt ægteskab
’Han som skabte dem, gjorde dem fra begyndelsen som mand og kvinde.’ — Mattæus 19:4
Det var Jehovaa Gud der stod for den første vielse. I Bibelen står der at Gud skabte den første kvinde og „førte hende hen til Adam“. Manden blev så lykkelig at han sagde: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød.“ (1 Mosebog 2:22, 23) Jehova ønsker stadig at ægtepar skal være lykkelige.
Når du bliver gift, har du måske svært ved at forestille dig at der kommer problemer. Men realistisk set vil der være udfordringer i ethvert ægteskab, også selvom manden og hustruen elsker hinanden højt. (1 Korinther 7:28) Hvis du anvender de bibelske råd og principper i denne brochure, kan dit ægteskab og familieliv blive lykkeligt. — Salme 19:8-11.
1 ACCEPTÉR DEN ROLLE JEHOVA HAR GIVET DIG
HVAD BIBELEN SIGER: Manden er familiens overhoved. — Efeserne 5:23.
Hvis du er ægtemand, forventer Jehova at du viser din hustru kærlig omsorg. (1 Peter 3:7) Han har skabt hende sådan at I supplerer hinanden, og han ønsker at du behandler hende med respekt og kærlighed. (1 Mosebog 2:18) Du skal elske din hustru så højt at du er villig til at lade hendes behov gå forud for dine egne. — Efeserne 5:25-29.
Hvis du er hustru, forventer Jehova at du viser din mand respekt og hjælper ham til at leve op til sit ansvar. (1 Korinther 11:3; Efeserne 5:33) Støt ham i hans beslutninger, og samarbejd helhjertet med ham. (Kolossenserne 3:18) Når du gør det, er du smuk både i din mands øjne og i Jehovas øjne. — 1 Peter 3:1-6.
HVAD DU KAN GØRE:
Spørg din ægtefælle hvordan du kan blive en bedre mand eller hustru. Lyt opmærksomt, og gør hvad du kan for at forbedre dig
Vær tålmodig. I har begge brug for tid til at lære hvordan I kan gøre hinanden lykkelige
2 VÆR INTERESSERET I HINANDENS FØLELSER
HVAD BIBELEN SIGER: Hav øje for din ægtefælles interesser. (Filipperne 2:3, 4) Du skal behandle den anden som en der er meget værdifuld, og huske at Jehova forventer at hans tjenere er ’milde imod alle’. (2 Timoteus 2:24) Hvis man taler tankeløst, er det som „sværdhug“. Derfor må du vælge dine ord med omhu. (Ordsprogene 12:18) Jehovas ånd kan hjælpe dig til at tale venligt og kærligt. — Galaterne 5:22, 23; Kolossenserne 4:6.
HVAD DU KAN GØRE:
Bed Gud om hjælp til at bevare roen og ikke være forudindtaget før du drøfter et alvorligt spørgsmål med din ægtefælle
Tænk nøje over hvad du vil sige, og hvordan du vil sige det
3 TÆNK SOM ET TEAM
HVAD BIBELEN SIGER: Når I bliver gift, bliver du og din ægtefælle „ét kød“. (Mattæus 19:5) Men I er stadig to personer og kan have forskellige meninger om nogle ting. Derfor må I lære hvordan jeres tanker og følelser kan forenes. (Filipperne 2:2) Det er vigtigt at I når frem til enighed når noget skal afgøres. Bibelen siger: „Ved rådslagning fastlægges planer.“ (Ordsprogene 20:18) Lad jer lede af Bibelens principper når I sammen skal træffe vigtige beslutninger. — Ordsprogene 8:32, 33.
HVAD DU KAN GØRE:
Du skal ikke kun meddele oplysninger og meninger, men også udtrykke dine følelser over for din ægtefælle
Tal med den anden før du siger ja til større forpligtelser
-
-
Vær loyale mod hinandenEn lykkelig familie — hvordan?
-
-
AFSNIT 2
Vær loyale mod hinanden
„Hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Markus 10:9
Jehova forventer at vi „elsker loyal hengivenhed“. (Mika 6:8) I et ægteskab er dét særlig vigtigt, for hvis der mangler loyalitet, mangler der også tillid. Og uden tillid kan kærligheden ikke blomstre.
Ægteskabet er under pres i dag. Hvis du vil passe godt på dit ægteskab, er der to ting du skal være besluttet på at gøre.
1 GIV DIT ÆGTESKAB HØJ PRIORITET
HVAD BIBELEN SIGER: ’Forvis jer om de mere vigtige ting.’ (Filipperne 1:10) Dit ægteskab er noget af det vigtigste i dit liv. Det fortjener at blive prioriteret højt.
Jehova ønsker at du skal koncentrere dig om din ægtefælle så I kan ’nyde livet’ sammen. (Prædikeren 9:9) Han gør det klart at ægtefæller aldrig må forsømme hinanden, men snarere skal lede efter muligheder for at gøre hinanden glade. (1 Korinther 10:24) Lad den du er gift med, føle sig uundværlig og værdsat.
HVAD DU KAN GØRE:
Sørg for at du ofte bruger noget tid sammen med din ægtefælle hvor du giver ham/hende din fulde opmærksomhed
Husk at tænke „vi“ i stedet for „jeg“
2 VOGT DIT HJERTE
HVAD BIBELEN SIGER: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ (Mattæus 5:28) Hvis man bliver ved med at tænke på noget umoralsk, er man på en måde utro over for den man er gift med.
Jehova siger: „Vogt dit hjerte.“ (Ordsprogene 4:23; Jeremias 17:9) For at kunne beskytte dit hjerte må du passe på med hvad du kigger på. (Mattæus 5:29, 30) Gør som patriarken Job, der havde sluttet en pagt med sine øjne om aldrig at se begærligt på en kvinde han ikke var gift med. (Job 31:1) Vær besluttet på at du aldrig vil se pornografi. Beslut også at du aldrig vil knytte romantiske følelser til andre end din ægtefælle.
HVAD DU KAN GØRE:
Gør det klart for andre at du er hundrede procent trofast over for din ægtefælle
Hvis et bekendtskab bliver så nært at din ægtefælle ikke bryder sig om det, så vær parat til at afbryde det
-
-
Hvordan I kan løse problemerEn lykkelig familie — hvordan?
-
-
AFSNIT 3
Hvordan I kan løse problemer
„Hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder.“ — 1 Peter 4:8
Når du tager fat på et nyt liv sammen med din ægtefælle, vil der opstå forskellige problemer. Det kan være fordi I har hver sin baggrund og hver sin måde at tænke og føle på. Der kan også ske noget I ikke har haft indflydelse på eller har kunnet forudse.
Det kan være fristende at ignorere sine problemer, men Bibelen råder os til at se dem i øjnene. (Mattæus 5:23, 24) I vil finde de bedste løsninger ved at følge Bibelens principper.
1 TAL OM PROBLEMET
HVAD BIBELEN SIGER: „Der er ... en tid til at tale.“ (Prædikeren 3:1, 7) Brug den tid der skal til for at tale problemet igennem. Fortæl ærligt den anden hvad du føler og mener om sagen. „Tal sandhed“ med din ægtefælle. (Efeserne 4:25) Hvis I har stærke følelser om spørgsmålet, må I bekæmpe tendensen til at skændes. Ved at svare roligt kan man forhindre at det der burde være en ganske almindelig drøftelse, udvikler sig til et skænderi. — Ordsprogene 15:4; 26:20.
Hvis I ikke bliver enige, så opfør jer alligevel voksent og værdigt, og glem aldrig at vise den anden kærlighed og respekt. (Kolossenserne 4:6) Prøv at løse problemet så hurtigt som muligt, og hold ikke op med at kommunikere med hinanden. — Efeserne 4:26.
HVAD DU KAN GØRE:
Find et passende tidspunkt hvor I kan drøfte problemet
Når det er din tur til at lytte, så giv ikke efter for trangen til at afbryde. Det skal nok blive din tur til at tale
2 LYT OG FORSTÅ
HVAD BIBELEN SIGER: „Vis ... inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10) Måden man lytter på, har stor betydning. Prøv at forstå din ægtefælles synspunkt; vær ydmyg, og vis empati. (1 Peter 3:8; Jakob 1:19) Du skal ikke bare lade som om du lytter. Hvis du er i gang med noget andet, så læg det til side hvis du kan, og giv den anden din fulde opmærksomhed, eller spørg om I kan tale om det senere. Hvis du betragter din ægtefælle som en medspiller og ikke en modspiller, vil du ikke være hurtig til at reagere negativt. — Prædikeren 7:9.
HVAD DU KAN GØRE:
Bliv ved med at høre efter med et åbent sind, også hvis du ikke kan lide det du hører
Lyt til det der ligger bag ordene. Læg mærke til den andens tonefald og kropssprog
3 GØR SOM I HAR BESLUTTET
HVAD BIBELEN SIGER: „Alt slid giver gevinst, ord alene fører til mangel.“ (Ordsprogene 14:23, da. aut.) Det er ikke nok at man bare bliver enige om en god løsning. I må også gøre det I har besluttet. Det vil måske kræve en form for slid, men det vil være umagen værd. (Ordsprogene 10:4) Hvis I samarbejder som et team, vil I ’få en god løn’ for jeres ihærdige indsats. — Prædikeren 4:9.
HVAD I KAN GØRE:
Bestem jer for nogle konkrete skridt I hver især vil tage for at løse jeres problem
Prøv en gang imellem at bedømme hvilke fremskridt I har gjort
-
-
Gode råd om økonomiEn lykkelig familie — hvordan?
-
-
AFSNIT 4
Gode råd om økonomi
„Planer, der lægges ved rådslagning, lykkes.“ — Ordsprogene 20:18, da. aut.
Alle familier har brug for penge for at kunne skaffe sig det de behøver. (Ordsprogene 30:8) „Penge er en beskyttelse,“ som Bibelen siger. (Prædikeren 7:12) Det kan være svært for ægtefæller at tale med hinanden om økonomi, men I må ikke give penge lov til at skabe problemer i jeres ægteskab. (Efeserne 4:32) I må stole på hinanden og sammen beslutte hvordan pengene skal bruges.
1 PLANLÆG
HVAD BIBELEN SIGER: „Hvem af jer som ønsker at bygge et tårn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne for at se om han har nok til at gøre det færdigt?“ (Lukas 14:28) Det er afgørende at I sammen planlægger hvordan I vil bruge jeres penge. (Amos 3:3) Bliv enige om hvad I har behov for, og hvad I har råd til. (Ordsprogene 31:16) At I har penge nok til at købe en ting, betyder ikke nødvendigvis at det er en god idé at gøre det. Prøv at undgå gæld. Brug ikke flere penge end I har. — Ordsprogene 21:5; 22:7.
HVAD I KAN GØRE:
Hvis I har penge tilovers når måneden er slut, så afgør i fællesskab hvad der skal ske med dem
Hvis I har underskud, så læg en konkret plan for hvordan I vil skære ned på udgifterne. For eksempel kunne I lave maden selv i stedet for at spise ude
2 VÆR ÆRLIG OG REALISTISK
HVAD BIBELEN SIGER: ’Vær indstillet på det der er ærligt, ikke blot i Jehovas øjne, men også i menneskers øjne.’ (2 Korinther 8:21) Vær ærlig over for din ægtefælle med hensyn til hvor meget du tjener og bruger.
Tal altid med din ægtefælle når der skal træffes vigtige beslutninger om økonomien. (Ordsprogene 13:10) At I taler sammen om jeres økonomi, er med til at bevare freden i ægteskabet. Betragt ikke det du tjener, som dine private midler, men som familiens. — 1 Timoteus 5:8.
HVAD I KAN GØRE:
Bliv enige om hvor mange penge I hver især kan bruge uden at tale med den anden
Tal sammen om jeres økonomi — vent ikke til der opstår problemer
-
-
Et godt forhold til resten af familienEn lykkelig familie — hvordan?
-
-
AFSNIT 5
Et godt forhold til resten af familien
’Ifør jer venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed.’ — Kolossenserne 3:12
Når to bliver gift, opstår der en ny familie. Dine forældre vil du selvfølgelig altid elske og respektere, men nu er din ægtefælle jordens vigtigste person for dig. Det kan nogle i din familie have svært ved at acceptere. Men ved hjælp af principper i Bibelen kan du finde en balance som gør det muligt for dig at styrke din egen nye familie samtidig med at du bevarer et godt forhold til resten af familien.
1 BEVAR DET RIGTIGE SYN PÅ JERES FORÆLDRE
HVAD BIBELEN SIGER: „Ær din fader og moder.“ (Efeserne 6:2) Ligegyldigt hvor gammel du er, har du altid grund til at ære og respektere dine forældre. Men du må forstå at din ægtefælle også har forældre som han eller hun skal være opmærksom på. „Kærligheden er ikke skinsyg“, eller jaloux, så du behøver ikke at føle dig truet af det forhold din ægtefælle har til sine forældre. — 1 Korinther 13:4; Galaterne 5:26.
HVAD DU KAN GØRE:
Kom ikke med generaliserende udtryk som „Din familie er altid efter mig“ eller „Din mor kan aldrig lide det jeg gør“
Prøv at se tingene med din ægtefælles øjne
2 VÆR BESTEMT HVIS DET ER NØDVENDIGT
HVAD BIBELEN SIGER: ’En mand forlader sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød.’ (1 Mosebog 2:24) Selvom du er blevet gift, kan det være at dine forældre stadig føler de har ansvar for dig, og måske vil de gerne have større indflydelse på dit ægteskab end de bør.
Du og din ægtefælle må aftale hvilke grænser I ønsker at sætte, og så fortælle jeres forældre det på en kærlig måde. Man kan godt være ærlig og direkte uden at være taktløs. (Ordsprogene 15:1) Ydmyghed, mildhed og langmodighed vil hjælpe jer til at få et godt forhold til jeres forældre så I bliver ved med at ’affinde jer med hinanden i kærlighed’. — Efeserne 4:2.
HVAD DU KAN GØRE:
Hvis du synes at andre i familien spiller for stor en rolle i jeres liv, så find et tidspunkt hvor du kan tale med din ægtefælle om det i fred og ro
Nå frem til en aftale mellem jer to om hvordan I vil forholde jer
-
-
Når der kommer børnEn lykkelig familie — hvordan?
-
-
AFSNIT 6
Når der kommer børn
„Sønner er en arv fra Jehova.“ — Salme 127:3
Det er en stor, men også overvældende oplevelse for et par at få et barn. Som nybagte forældre kan I blive overraskede over at det meste af jeres tid og energi går med at tage jer af den nyfødte. Søvnmangel og følelsesmæssige udsving kan blive en belastning for jeres indbyrdes forhold. Både du og din ægtefælle må omstille jer for at kunne passe og pleje den lille og samtidig værne om jeres ægteskab. Hvordan kan Bibelens råd hjælpe jer til at klare de nye udfordringer?
1 FORSTÅ HVORDAN ET BARN FORANDRER JERES LIV
HVAD BIBELEN SIGER: „Kærligheden er langmodig og venlig“, og den „søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere“. (1 Korinther 13:4, 5) Det er naturligt at du som mor har al din opmærksomhed samlet om den nyfødte. Men din mand kan godt begynde at føle sig forsømt, så glem ikke at han også har brug for dig. Med kærlighed og tålmodighed kan du hjælpe ham til at føle sig værdsat og nyttig, også når I tager jer af barnet.
„I mænd skal ... leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab.“ (1 Peter 3:7) Forstå at din hustru må bruge de fleste af sine kræfter på jeres barn. Hun har fået nye forpligtelser, og det kan gøre hende stresset, udmattet eller ligefrem deprimeret. Hun kan også til tider blive vred på dig; men prøv at bevare roen, for „den der er sen til vrede er bedre stillet end en vældig kriger“. (Ordsprogene 16:32) Vis dømmekraft og forståelse. Giv hende den støtte hun har brug for. — Ordsprogene 14:29.
HVAD DU KAN GØRE:
Hvis du er far: Hjælp med at passe den lille, også om natten. Skær ned på den tid du bruger på andre aktiviteter, så du kan være mere sammen med din hustru og jeres barn
Hvis du er mor: Når din mand tilbyder at hjælpe dig med barnet, så tag imod hjælpen. Lad være med at kritisere ham hvis han ikke klarer det perfekt; vis ham på en pæn måde hvordan det skal gøres
2 GLEM IKKE JERES PARFORHOLD
HVAD BIBELEN SIGER: „De skal blive ét kød.“ (1 Mosebog 2:24) Selvom I har fået et lille nyt medlem i jeres familie, må du ikke glemme at det er dig og din ægtefælle der er „ét kød“. Gør alt hvad I kan, for at bevare jeres forhold stærkt.
Hvis du er hustru, så vær taknemmelig for din mands hjælp og støtte. Når du udtrykker værdsættelse, virker det ’lægende’. (Ordsprogene 12:18) Hvis du er ægtemand, så fortæl din hustru hvor meget du elsker og værdsætter hende. Ros hende for alt det hun gør for familien. — Ordsprogene 31:10, 28.
„Lad ingen søge sit eget, men medmenneskets bedste.“ (1 Korinther 10:24) Gør altid det der er bedst for din ægtefælle. Giv jer tid til at tale sammen og til at rose og lytte til hinanden. Vær uselvisk i det seksuelle samliv. Tag hensyn til den andens behov. Bibelen siger: „I må ikke unddrage jer hinanden, undtagen efter gensidigt samtykke.“ (1 Korinther 7:3-5) Tal åbent og ærligt med hinanden om emnet. Når I er tålmodige og forstående over for hinanden, vil jeres forhold blive endnu stærkere.
HVAD I KAN GØRE:
Sørg for at I somme tider er alene, bare jer to
Gør nogle små ting der får din ægtefælle til at føle sig elsket, såsom at skrive en hilsen eller komme med en lille gave
3 OPLÆR DIT BARN
HVAD BIBELEN SIGER: ’Fra den spæde barndom af har du kendt de hellige skrifter, som kan gøre dig vís til frelse.’ (2 Timoteus 3:15) Planlæg hvad du vil gøre for at oplære dit barn. Et spædbarn har en forbløffende evne til at lære. Allerede før fødslen kan det genkende din stemme og reagere på dine stemninger. Læs højt for den lille. Barnet forstår måske ikke så meget, men ved at læse højt hjælper du dit barn til at blive glad for læsning når det bliver ældre.
Et barn er aldrig for lille til at høre dig tale om Gud. Lad din søn eller datter høre dig bede til Jehova. (5 Mosebog 11:19) Også når I leger sammen, kan du fortælle om det Gud har skabt. (Salme 78:3, 4) Når barnet bliver større, vil det mærke din kærlighed til Jehova og selv komme til at elske ham.
HVAD DU KAN GØRE:
Bed specifikt om at få den visdom der skal til for at oplære dit barn
Gentag vigtige ord og tanker for barnet; så vil det hurtigt begynde at lære
-
-
Hvad du kan gøre for at oplære dine børnEn lykkelig familie — hvordan?
-
-
AFSNIT 7
Hvad du kan gøre for at oplære dine børn
„Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem.“ — 5 Mosebog 6:6, 7
Da Jehova skabte familieordningen, gav han forældrene ansvaret for deres børn. (Kolossenserne 3:20) Det påhviler jer som forældre at oplære jeres børn til at elske Jehova og blive ansvarsbevidste voksne. (2 Timoteus 1:5; 3:15) Det betyder at I skal lære at se hvad der bor i hjertet hos jeres børn. Husk også at jeres eget eksempel har stor betydning. Hvis I selv har Jehovas ord i hjertet, er det lettere for jer at undervise jeres børn i det. — Salme 40:8.
1 GØR DET LET FOR DINE BØRN AT TALE MED DIG
HVAD BIBELEN SIGER: ’Vær hurtig til at høre, langsom til at tale.’ (Jakob 1:19) Dine børn skulle gerne føle sig helt frie til at henvende sig til dig. De skal vide at når de har brug for at snakke med dig, så er du parat til at lytte. Prøv at skabe en tryg atmosfære, så det bliver let for dem at udtrykke sig. (Jakob 3:18) Hvis de tror at du vil være hård og fordømmende, vil de måske ikke åbne sig for dig. Vær tålmodig med dine børn, og fortæl dem tit at du elsker dem. — Mattæus 3:17; 1 Korinther 8:1.
HVAD DU KAN GØRE:
Vær parat når dine børn har brug for at snakke med dig
Tal ofte med dine børn — ikke bare når der er problemer
2 PRØV AT FORSTÅ HVAD DE VIRKELIG MENER
HVAD BIBELEN SIGER: „Den der har indsigt i en sag vil finde det gode.“ (Ordsprogene 16:20) For at forstå hvad dine børn virkelig tænker og føler, må du finde ud af hvad der ligger bag det de siger. Det er almindeligt at unge overdriver eller siger noget de egentlig ikke mener. ’Når nogen svarer før han hører hvad sagen drejer sig om, bliver det til dårskab for ham.’ (Ordsprogene 18:13) Pas derfor på ikke at overreagere. — Ordsprogene 19:11.
HVAD DU KAN GØRE:
Vær besluttet på at du ikke vil afbryde eller overreagere uanset hvad dine børn siger
Prøv at huske hvordan du selv havde det i deres alder, og hvad der var vigtigt for dig dengang
3 UDGØR EN ENIG FRONT
HVAD BIBELEN SIGER: „Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov.“ (Ordsprogene 1:8) Jehova har givet myndigheden over børnene til både faren og moren. Derfor må I lære jeres børn at respektere og adlyde jer. (Efeserne 6:1-3) Hvis forældrene ikke er „helt forenede i samme sind“, mærker børnene det hurtigt. (1 Korinther 1:10) Skulle det ske at I er uenige, kan I tale med hinanden om det når børnene ikke er til stede, så det ikke går ud over deres respekt for jer.
HVAD I KAN GØRE:
Tal sammen som forældre om hvordan børnene skal opdrages, og bliv enige om det
Hvis I har forskellige meninger om opdragelsen, så prøv hver især at se det fra den andens synspunkt
4 PLANLÆG OPLÆRINGEN
HVAD BIBELEN SIGER: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge.“ (Ordsprogene 22:6) En god oplæring af jeres børn kommer ikke af sig selv. I må have en plan for hvordan opdragelsen skal foregå, hvilke regler der skal gælde, og hvad der skal gøres hvis de ikke bliver fulgt. (Salme 127:4; Ordsprogene 29:17) Det drejer sig ikke om strenghed og straf, snarere om at hjælpe børnene til at forstå begrundelsen for de regler I har. (Ordsprogene 28:7) Hjælp dem også til at elske Jehovas ord og lære dets principper at kende. (Salme 1:2) Det vil hjælpe dem til at få en sundt virkende samvittighed. — Hebræerne 5:14.
HVAD I KAN GØRE:
Hjælp jeres børn til at forstå at Gud er en virkelig person, en de kan stole på
Hjælp dem til at se hvor der er moralske farezoner, så de kan undgå dem — for eksempel steder på internettet og i sociale medier. Lær dem at være på vagt over for seksuelle krænkere
„Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge“
-
-
Når familien rammes af en tragedieEn lykkelig familie — hvordan?
-
-
AFSNIT 8
Når familien rammes af en tragedie
’I glæder jer usigeligt, skønt I nu en kort tid, om nødvendigt, bedrøves ved forskellige prøvelser.’ — 1 Peter 1:6
Du gør dit bedste for at have et godt ægteskab og en lykkelig familie, men alligevel kan der ske noget uforudset som gør det svært for dig at bevare glæden. (Prædikeren 9:11) Gud hjælper os kærligt når vi bliver ramt af noget tragisk. Hvis du følger de bibelske principper der nævnes her, vil du og din familie få lettere ved at klare situationen, selv hvis det værste skulle ske.
1 HAV TILLID TIL JEHOVA
HVAD BIBELEN SIGER: „Kast ... al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ (1 Peter 5:7) Husk altid at det ikke er Gud der har skylden for dine prøvelser. (Jakob 1:13) Hvis du holder dig nær til ham, vil han hjælpe dig på den bedst mulige måde. (Esajas 41:10) Guds ord siger: „Udøs jeres hjerte for ham.“ — Salme 62:8.
Du vil også finde trøst ved at læse i din bibel og studere den hver dag. Så vil du erfare hvordan Jehova „trøster os i al vor trængsel“. (2 Korinther 1:3, 4; Romerne 15:4) Han har lovet at give dig „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:6, 7, 13.
HVAD DU KAN GØRE:
Bed Jehova om at hjælpe dig til at bevare roen og tænke klart
Tag et overblik over de muligheder der er åbne for dig, og vælg den bedste af dem
2 TAG VARE PÅ DIG SELV OG DIN FAMILIE
HVAD BIBELEN SIGER: „Den forstandiges hjerte skaffer sig kundskab, og de vises øre søger kundskab.“ (Ordsprogene 18:15) Skaf de nødvendige oplysninger om situationen. Find også ud af hvad hver enkelt i din familie har brug for. Tal med dem. Lyt til dem. — Ordsprogene 20:5.
Hvis I bliver ramt af et dødsfald blandt jeres nærmeste, skal I ikke være bange for at vise jeres følelser. Husk at også Jesus „gav tårerne frit løb“. (Johannes 11:35; Prædikeren 3:4) Det er desuden vigtigt at få tilstrækkeligt med søvn og hvile. (Prædikeren 4:6) Det vil gøre det lettere at klare en svær situation.
HVAD DU KAN GØRE:
Sørg for at der altid er god kommunikation i jeres familie. Så vil I have lettere ved at åbne jer for hinanden hvis I rammes af en tragedie
Tal med andre som har stået i en lignende situation
3 FÅ DEN NØDVENDIGE STØTTE
HVAD BIBELEN SIGER: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ (Ordsprogene 17:17) Dine venner vil gerne hjælpe dig, men måske ved de ikke hvad du har brug for. Hold dig ikke tilbage fra at fortælle dem det. (Ordsprogene 12:25) Søg også hjælp til at anvende bibelske principper hos nogle der har en god forståelse af Bibelen. Du vil have stor gavn af de råd de kan give dig. — Jakob 5:14.
Du vil finde den støtte du har brug for, når du regelmæssigt er sammen med mennesker der har en stærk tro på Gud og tillid til hans løfter. Du vil også finde stor trøst ved at hjælpe andre som har brug for opmuntring. Fortæl dem om din tro på Jehova og hans løfter. Brug tid på at gøre noget for andre som behøver hjælp, og isolér dig ikke fra dem der elsker dig og har omsorg for dig. — Ordsprogene 18:1; 1 Korinther 15:58.
HVAD DU KAN GØRE:
Tal med en nær ven, og lad ham hjælpe dig
Vær specifik og ærlig når du fortæller hvad du har brug for
-
-
Tjen Jehova sammen som familieEn lykkelig familie — hvordan?
-
-
AFSNIT 9
Tjen Jehova sammen som familie
„Tilbed ham som har dannet himmelen og jorden.“ — Åbenbaringen 14:7
Som vi har set i denne brochure, er der mange principper i Bibelen der kan hjælpe dig og din familie. Jehova ønsker at du skal være lykkelig. Han lover at hvis du lader tilbedelsen af ham komme i første række, ’vil alle andre ting blive givet dig i tilgift’. (Mattæus 6:33) Han ønsker inderligt at du skal være hans ven. Benyt enhver mulighed for at styrke dit venskab med Gud. Dette venskab er det største privilegium noget menneske kan få. — Mattæus 22:37, 38.
1 STYRK DIT FORHOLD TIL JEHOVA
HVAD BIBELEN SIGER: „’Jeg vil være en fader for jer, og I skal være sønner og døtre for mig,’ siger Jehova.“ (2 Korinther 6:18) Gud ønsker at du skal være hans nære ven, og det bliver du blandt andet ved at bede til ham. Jehova opfordrer dig til at ’bede uophørligt’. (1 Thessaloniker 5:17) Han er ivrig efter at høre dine inderste tanker og bekymringer. (Filipperne 4:6) Når du beder til Gud sammen med din familie, vil de se at Gud er virkelig for dig.
Du skal ikke bare tale til Gud, men også lytte til ham. Det kan du gøre ved at studere Bibelen og bibelsk materiale. (Salme 1:1, 2) Tænk over det du lærer. (Salme 77:11, 12) At lytte til Gud indebærer også at du kommer regelmæssigt til de kristne møder. — Salme 122:1-4.
Endnu en vigtig måde du kan styrke dit forhold til Jehova på, er ved at tale med andre om ham. Jo mere du er optaget af dét, jo mere vil du mærke at du kommer ham nærmere. — Mattæus 28:19, 20.
HVAD DU KAN GØRE:
Sæt tid til side hver dag til at læse i Bibelen og bede til Gud
Giv familiens åndelige aktiviteter højere prioritet end afslapning og underholdning
2 VÆR EN FAMILIE DER TJENER GUD SAMMEN
HVAD BIBELEN SIGER: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8) Læg et program for familiens åndelige aktiviteter, og følg det uge for uge. (1 Mosebog 18:19) Men der skal mere til. Gud må være en del af jeres liv hver dag. Du kan være med til at styrke din families forhold til Gud ved at tale om ham „når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op“. (5 Mosebog 6:6, 7) Gør det til dit mål at kunne sige som Josua: „Jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ — Josua 24:15.
HVAD DU KAN GØRE:
Hav et fast oplæringsprogram der tager hensyn til behovet hos hver enkelt i familien
-