Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Et lykkeligt ægteskab i vore dages verden
    Vagttårnet – 2005 | 1. marts
    • Et lykkeligt ægteskab i vore dages verden

      „[I skal] iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — KOLOSSENSERNE 3:14.

      1, 2. (a) Hvad er det opmuntrende at lægge mærke til i den kristne menighed? (b) Hvad er et lykkeligt ægteskab?

      ER DET ikke dejligt i den kristne menighed at se så mange ægtepar der trofast har holdt sammen i 10, 20, 30 eller flere år? De er forblevet loyale mod hinanden gennem tykt og tyndt. — 1 Mosebog 2:24.

      2 De fleste vil indrømme at der har været udfordringer som måtte overvindes. Som en forfatter skriver: „Et lykkeligt ægteskab er ikke uden bekymringer. Der er gode tider og dårlige tider . . . Men på en eller anden måde er det lykkedes ægtefællerne at holde sammen trods livets omskiftelser.“ De har lært at ride stormene af og komme igennem de kriser der uundgåeligt vil indtræffe som følge af det pres de er udsat for, især hvis der er børn. Erfaringen har lært dem at kærligheden aldrig svigter. — 1 Korinther 13:8.

      3. Hvad viser statistikken vedrørende ægteskab og skilsmisse, og hvilke spørgsmål afføder det?

      3 Som en modsætning hertil er der millioner af ægteskaber der har lidt skibbrud. I en rapport om ægteskaber i USA hedder det: „Det forventes at halvdelen af alle de ægteskaber der indgås i De Forenede Stater i dag, ender med en skilsmisse. Og halvdelen af dem vil indtræffe i løbet af de første 7,8 år . . . Af de 75 procent der gifter sig igen, vil de 60 procent igen opleve at blive skilt.“ Selv i lande som før havde en relativt lav skilsmisseprocent, er der sket en forandring. I Japan, for eksempel, er skilsmisseprocenten næsten fordoblet inden for de senere år.a Hvilke omstændigheder har ført til denne situation, omstændigheder der undertiden har gjort sig gældende selv i den kristne menighed? Hvad skal der til for at et ægteskab bliver lykkeligt og varer ved trods Satans forsøg på at undergrave ægteskabsordningen?

      Faldgruber

      4. Nævn nogle af de ting der kan undergrave et ægteskab.

      4 Guds ord hjælper os til at se de faktorer der kan true et ægteskab. Vi får for eksempel et fingerpeg i apostelen Paulus’ beskrivelse af forholdene i de sidste dage. Han siger: „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft; og fra disse skal du vende dig bort.“ — 2 Timoteus 3:1-5.

      5. Hvorfor bringer den der er ’egenkærlig’, sit ægteskab i fare, og hvordan lyder det bibelske råd i denne henseende?

      5 Når vi analyserer Paulus’ ord, ser vi at mange af de ting han nævner, kunne føre til at et ægteskab går i stykker. For eksempel peges der på at menneskene vil være „egenkærlige“. Det vil sige at de er selviske og ikke tager hensyn til andre. De som kun elsker sig selv, vil absolut have deres vilje. De er stædige og ubøjelige. Vil det bidrage til et lykkeligt ægteskab? Nej. Apostelen Paulus gav de kristne, og altså også ægtepar, følgende vise råd: „Gør min glæde hel og fuld ved at I . . . intet gør af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed agter de andre højere end jer selv, og ikke hver især blot har øje for jeres egne interesser, men også hver især for de andres.“ — Filipperne 2:2-4.

      6. Hvordan kan kærlighed til penge undergrave forholdet mellem ægtefællerne?

      6 Kærligheden til penge kan drive en kile ind mellem mand og hustru. Paulus sagde advarende: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse. For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ (1 Timoteus 6:9, 10) Desværre har mange gifte erfaret sandheden i Paulus’ ord. De har i deres stræben efter at blive rige overset deres ægtefælles behov, for eksempel behovet for følelsesmæssig støtte og et stadigt og kærligt fællesskab.

      7. Hvordan har nogle været illoyale i ægteskabet?

      7 Paulus sagde også at menneskene i de sidste dage ville være „illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige“. Ægteskabsløftet er et højtideligt løfte som skulle være bindende. En mand eller en hustru burde derfor ikke handle troløst og bryde deres løfte. (Malakias 2:14-16) Nogle har imidlertid vist andre en opmærksomhed som kun tilkom deres ægtefælle. En gift kvinde i trediverne hvis mand forlod hende, forklarer at selv før det skete, var han alt for familiær og indladende over for andre kvinder. Han forstod ikke at det kunne en gift mand ikke tillade sig. Hun følte sig dybt såret når hun så det, og prøvede taktfuldt at advare ham om at det var en farlig sti han var ved at betræde. Alligevel førte det til at han begik ægteskabsbrud. Trods kærlige advarsler hørte han ikke efter. Han gik lige i fælden. — Ordsprogene 6:27-29.

      8. Hvad kan føre til ægteskabsbrud?

      8 Bibelen advarer tydeligt mod ægteskabsbrud. „Den der begår ægteskabsbrud med en kvinde mangler et forstandigt hjerte; den som gør det, ødelægger sin sjæl.“ (Ordsprogene 6:32) Den der bryder et ægteskab på denne måde, gør det som regel ikke spontant, efter en pludselig indskydelse. Som disciplen Jakob skrev i sit brev, begås en synd som regel først efter at tanken om den er undfanget og næret i nogen tid. (Jakob 1:14, 15) Den skyldige ægtefælle ophører gradvis med at være loyal over for den ægtefælle som han eller hun har givet løfte om varig troskab. Jesus sagde: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud.’ Men jeg siger jer at enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ — Mattæus 5:27, 28.

      9. Hvilket råd gives i Ordsprogene 5:18-20?

      9 Det vil derfor være klogt og loyalt at følge opfordringen i Ordsprogenes Bog: „Lad dit kildevæld være velsignet, og fryd dig over din ungdoms hustru, den elskelige hind, den yndefulde stenbuk. Lad det altid være hendes barm der beruser dig. Måtte du bestandig henrykkes af hendes kærlighed. Hvorfor, min søn, skulle du henrykkes af en andens hustru eller tage en fremmed kvinde i favn?“ — Ordsprogene 5:18-20.

      Forhast dig ikke med at blive gift

      10. Hvorfor er det klogt at give sig tid til at lære den man overvejer at gifte sig med, godt at kende?

      10 Der kan let opstå problemer når et par indgår ægteskab for hurtigt. Måske er de for unge og uerfarne. Eller måske tager de sig ikke tid til at lære hinanden rigtigt at kende, så de véd hvad de hver især synes om og ikke synes om, hvad deres mål i livet er, og hvilken familie de hver for sig kommer fra. Det er klogt at have tålmodighed og give sig tid til at lære den man overvejer at gifte sig med, godt at kende. Isaks søn, Jakob, forhastede sig ikke. Han måtte arbejde for sin kommende svigerfar i syv år før han fik lov at gifte sig med Rakel. Han ventede gerne, for hans følelser for Rakel udsprang af ægte kærlighed og skyldtes ikke blot fysisk tiltrækning. — 1 Mosebog 29:20-30.

      11. (a) Hvad er ægteskabet en forening af? (b) Hvorfor er det ikke ligegyldigt hvordan ægtefællerne taler sammen?

      11 Ægteskabet er mere end blot et romantisk forhold. Det er en forening af to mennesker der kommer fra to forskellige familier, har forskellig personlighed, hver har deres følelsesmæssige natur og ofte har forskellig uddannelse. Undertiden er det to kulturer der forenes, måske oven i købet to sprog. I hvert fald er det to stemmer der bringes sammen, og som kan give udtryk for forskellige meninger om alle mulige ting. Disse to stemmer udgør en meget markant del af ægteskabet. De kan være konstant klagende og kritiske, eller være opmuntrende og opbyggende. Ja, vore ord kan være enten sårende eller lægende. Ubeherskede ord kan være en hård belastning for et ægteskab. — Ordsprogene 12:18; 15:1, 2; 16:24; 21:9; 31:26.

      12, 13. Hvorfor må man være realistisk med hensyn til ægteskabet?

      12 Det er derfor klogt at lære en man overvejer at gifte sig med, godt at kende. En ældre gift søster har engang sagt: „Hvis du overvejer at gifte dig og har en bestemt for øje, så tænk på for eksempel ti grundlæggende krav du gerne vil se opfyldt hos denne person. Hvis du kun kan finde syv af kravene opfyldt, så spørg dig selv: ’Kan jeg leve med at de resterende tre mangler? Kan jeg holde ud hver dag at skulle leve med at de mangler?’ Hvis du er i tvivl, så stands op og tænk dig om endnu en gang.“ Naturligvis må man være realistisk. Hvis man gerne vil giftes, må man gøre sig klart at man aldrig vil finde den fuldkomne ægtefælle. Men samtidig må man også gøre sig klart at den man gifter sig med, heller ikke har fundet den fuldkomne ægtefælle! — Lukas 6:41.

      13 Ægteskabet indebærer ofre. Det understregede Paulus da han sagde: „Jeg ønsker at I må være fri for bekymring. Den ugifte mand er bekymret for det der hører Herren til, hvordan han kan opnå Herrens godkendelse. Men den gifte mand er bekymret for det der hører verden til, hvordan han kan opnå sin hustrus godkendelse, og han er delt. Og den ugifte kvinde og jomfruen er bekymret for det der hører Herren til, for at hun kan være hellig både på sit legeme og på sin ånd. Men den gifte kvinde er bekymret for det der hører verden til, hvordan hun kan opnå sin mands godkendelse.“ — 1 Korinther 7:32-34.

      Hvorfor nogle ægteskaber ikke holder

      14, 15. Hvad kan svække det ægteskabelige bånd?

      14 En kristen kvinde oplevede for nylig det traume at skulle igennem en skilsmisse da hendes mand forlod hende efter 12 års ægteskab og indledte et forhold til en anden kvinde. Var der nogen advarende tegn før bruddet? Hun fortæller: „Han nåede til det punkt hvor han ikke længere bad. Han kom med dårlige undskyldninger for ikke at overvære møderne og gå ud i forkyndelsen. Han sagde enten at han havde for travlt eller var for træt til at være sammen med mig. Han talte ikke med mig. Vi havde intet åndeligt fællesskab. Det var meget sørgeligt. Han var ikke længere den mand jeg havde giftet mig med.“

      15 Andre fortæller at de har lagt mærke til de samme tegn: at ægtefællen forsømte det personlige studium, bønnen og overværelse af de kristne møder. Med andre ord: Mange af dem der til sidst forlod deres ægtefælle, havde ladet deres forhold til Jehova svækkes. Som følge heraf sløredes deres åndelige udsyn. Jehova var ikke længere virkelig for dem. Den lovede nye retfærdsverden ophørte også med at være en realitet for dem. I nogle tilfælde indtraf denne svækkelse endog før den troløse ægtefælle indgik en anden forbindelse uden for ægteskabet. — Hebræerne 10:38, 39; 11:6; 2 Peter 3:13, 14.

      16. Hvad styrker et ægteskab?

      16 Som modsætning hertil fortæller et ægtepar der har et lykkeligt ægteskab, at årsagen hertil uden tvivl er deres stærke åndelige fællesskab. De beder sammen og studerer sammen. Manden siger: „Vi læser Bibelen sammen. Vi går ud i tjenesten sammen. Vi kan lide at gøre tingene sammen.“ Det man kan lære, er at et godt forhold til Jehova i høj grad medvirker til at gøre et ægteskab stærkt.

      Vær realistiske og sørg for at tale sammen

      17. (a) Hvilke to ting bidrager til at et ægteskab bliver lykkeligt? (b) Hvordan beskriver Paulus den kristne kærlighed?

      17 To andre ting bidrager til et lykkeligt ægteskab: den kristne kærlighed og kommunikation mellem ægtefællerne. Når to er forelskede, har de en tilbøjelighed til at overse hinandens fejl. De går måske ind i ægteskabet med overdrevne forventninger der stammer fra det de har læst i kærlighedsromaner eller set på film. Til sidst må de dog se virkeligheden i øjnene. Da kan mindre fejl eller små irriterende vaner blive til store problemer. Hvis det sker, må de som kristne bære åndens frugt, hvortil blandt andet hører kærlighed. (Galaterne 5:22, 23) Kærligheden — vel at mærke den kristne kærlighed, ikke den romantiske kærlighed — er en meget stærk kraft. Paulus beskrev den idet han sagde: „Kærligheden er langmodig og venlig. . . . [Den] søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. . . . Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.“ (1 Korinther 13:4-7) Den ægte kærlighed giver altså rum for menneskelige skrøbeligheder. Den er realistisk og forventer ikke fuldkommenhed. — Ordsprogene 10:12.

      18. Hvordan kan en god kommunikation gavne et ægteskab?

      18 Det er også vigtigt at kommunikere. Uanset hvor mange år to mennesker har været gift, bør de tale med hinanden og høre på hinanden. En ægtemand siger: „Vi giver åbent udtryk for hvad vi mener, men vi gør det på en venlig måde.“ Med tiden lærer ægtemanden og hustruen at høre ikke blot det der bliver sagt, men også det der ikke bliver sagt. Med andre ord lærer de at fornemme hvad den anden tænker og føler uden at de behøver at sige noget. Nogle hustruer siger at deres mænd ikke hører efter hvad de siger. På den anden side klager nogle mænd over at deres hustruer åbenbart vil snakke på de mest ubelejlige tidspunkter. Skal man kommunikere, kræves der hensyntagen og forståelse. En god kommunikation gavner både manden og hustruen. — Jakob 1:19.

      19. (a) Hvorfor kan det være svært at sige undskyld? (b) Hvad vil tilskynde os til at sige undskyld?

      19 Til god kommunikation hører at man kan sige undskyld. Det er ikke altid let. Det kræver ydmyghed at indrømme sine fejl. Men det har stor virkning i et ægteskab. En oprigtig undskyldning kan fjerne kimen til et senere skænderi og bane vej for sand tilgivelse og løsningen på et problem. Paulus sagde: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kolossenserne 3:13, 14.

      20. Hvordan vil en kristen behandle sin ægtefælle, privat og sammen med andre?

      20 Det er også vigtigt at ægtefællerne støtter hinanden. Som kristne skulle de have tillid til hinanden og stole på hinanden. Ingen af dem bør undergrave den andens selvtillid. De bør i kærlighed rose hinanden og ikke skarpt kritisere hinanden. (Ordsprogene 31:28b) Vi vil ikke nedværdige vores ægtefælle ved at gøre vedkommende til genstand for tåbelige og tankeløse bemærkninger. (Kolossenserne 4:6) Båndet imellem ægtefællerne vil styrkes ved at de begge regelmæssigt giver udtryk for deres følelser. Et lille kærtegn og et kærligt ord i ny og næ kan sige: „Jeg elsker dig. Jeg er glad for at du er her.“ Det er nogle af de ting der kan styrke et ægteskab og få det til at vare ved i vore dages verden. Der er andre ting man kan gøre, og den følgende artikel vil give yderligere vejledning fra Bibelen om hvordan man får et lykkeligt ægteskab.b

      [Fodnoter]

      a I Danmark var godt 18 procent af ægteskaberne fra 1950 blevet opløst ved skilsmisse efter 25 år, mens tallet efter 1975 var på 37 procent. (Statistisk Årbog 2004, side 41) Med hensyn til nyere tal må man tage i betragtning at flere og flere lever i parforhold som ikke er registreret, og at deres „skilsmisse“ derfor heller ikke bliver det.

      b En yderligere behandling af emnet findes i bogen Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv, udgivet af Jehovas Vidner.

  • Klog vejledning til ægtepar
    Vagttårnet – 2005 | 1. marts
    • Klog vejledning til ægtepar

      „Lad hustruerne underordne sig deres mænd som under Herren, I mænd, elsk fortsat jeres hustruer.“ — EFESERNE 5:22, 25.

      1. Hvordan bør man rettelig se på ægteskabet?

      JESUS sagde at ægteskabet er indstiftet af Gud, en forening af mand og kvinde til „ét kød“. (Mattæus 19:5, 6) Det er to mennesker med hver sin personlighed der nu skal leve sammen, og som skal lære at have fælles interesser og arbejde hen imod fælles mål. Ægteskabet er en livslang forpligtelse til at holde sammen, ikke en midlertidig ordning der kan ophæves i en håndevending. I mange lande er det ikke svært at opnå skilsmisse, men for en kristen er ægteskabet helligt. Det ophæves kun hvis der er en meget alvorlig grund til det. — Mattæus 19:9.

      2. (a) Hvilken hjælp er til rådighed for ægtepar? (b) Hvorfor er det vigtigt at stræbe efter at få et lykkeligt ægteskab?

      2 En ægteskabsrådgiver har sagt: „Et godt ægteskab er en stadig skiftende proces med nye udfordringer og nye problemer som ægtefællerne må tage sig af med de ressourcer de har til rådighed på det givne stadium i livet.“ For kristne ægtefæller indbefatter disse ressourcer vise råd fra Bibelen, støtte fra trosfæller og et nært bønsforhold til Jehova. Et godt ægteskab varer ved og vil i årenes løb føre til lykke og tilfredshed for ægtefællerne. Og endnu vigtigere: Det vil være til ære for ægteskabets Indstifter, Jehova Gud. — 1 Mosebog 2:18, 21-24; 1 Korinther 10:31; Efeserne 3:15; 1 Thessaloniker 5:17.

      Efterlign Jesus og hans menighed

      3. (a) Opsummér Paulus’ vejledning til ægtepar. (b) Hvilket eksempel efterlod Jesus sig?

      3 For to tusind år siden gav apostelen Paulus klog vejledning til kristne ægtepar da han skrev: „Ligesom menigheden underordner sig Messias, således må hustruerne også underordne sig deres mænd i alt. I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (Efeserne 5:24, 25) Her bruges nogle smukke sammenligninger. Kristne hustruer som ydmygt underordner sig deres ægtemænd, efterligner menigheden ved at anerkende og respektere ledelsens princip. Troende ægtemænd som fortsat elsker deres hustruer under såvel gunstige som ugunstige forhold, viser at de nøje følger Kristi eksempel, idet han elskede menigheden og havde omsorg for den.

      4. Hvordan kan ægtemænd følge Jesu eksempel?

      4 Kristne ægtemænd er deres families overhoved, men de har selv et hoved over sig, Jesus Kristus. (1 Korinther 11:3) Ligesom Jesus havde omsorg for sin menighed, sådan drager ægtemænd kærligt omsorg for deres familie, både åndeligt og fysisk, selvom det kræver personlige ofre. De lader familiens velfærd komme før deres egne ønsker. Jesus sagde: „Derfor, alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Dette princip gælder især i ægteskabet. Det viste Paulus da han sagde: „Mændene [bør] elske deres hustruer som deres egne legemer . . . ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og plejer det.“ (Efeserne 5:28, 29) En mand bør sørge for sin hustru med føde og andre ting sådan som han sørger for sig selv.

      5. Hvordan kan hustruer efterligne den kristne menighed?

      5 Gudfrygtige hustruer har den kristne menighed at se hen til som deres eksempel. Da Jesus levede på jorden, forlod hans disciple med glæde deres tidligere beskæftigelse og fulgte ham. Efter hans død var de stadig underlagt ham, og i de næsten 2000 år der er gået siden da, har den sande kristne menighed fortsat været underlagt ham og har fulgt hans ledelse i alle ting. Kristne hustruer forholder sig til ægteskabet på samme måde. De respekterer deres mænd og underordner sig ledelsens princip i ægteskabet. De hjælper og støtter deres mænd, underordner sig dem og samarbejder med dem og er på den måde til opmuntring for dem. Når både mand og hustru handler på denne måde i kærlighed, vil de få et lykkeligt ægteskab og finde glæde i det.

      Fortsæt med at leve sammen med dem

      6. Hvilken vejledning gav Peter ægtemænd, og hvorfor er den vigtig?

      6 Apostelen Peter gav også vejledning til ægtepar, og hans ord til ægtemændene var især meget direkte. Han sagde: „I mænd skal på samme måde leve sammen med [jeres hustruer] i overensstemmelse med kundskab, idet I viser dem ære som det svagere kar, det kvindelige, da I også er arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er, for at jeres bønner ikke skal blive hindret.“ (1 Peter 3:7) Alvoren i Peters vejledning ses af de sidste ord i verset. Hvis en ægtemand ikke viser sin hustru ære, vil det skade hans forhold til Jehova. Hans bønner vil blive hindret.

      7. Hvordan viser en ægtemand sin hustru ære?

      7 Hvordan kan en ægtemand da vise sin hustru ære? Det kan han ved at behandle hende kærligt, værdigt og med respekt. At behandle sin hustru på denne måde kan have forekommet mange usædvanligt dengang. En bibelkommentar forklarer: „Under romersk lov havde en kvinde ingen rettigheder. Ifølge loven var og blev hun et barn. . . . Hun var helt underlagt sin mand, fuldstændig overladt til hans nåde og barmhjertighed.“ Hvilken kontrast til den kristne lære! Den kristne ægtemand ærede sin hustru. Hans forhold til hende var ledet af kristne principper, ikke af tilfældige luner. Desuden tog han hensyn til hende „i overensstemmelse med kundskab“ i betragtning af at hun var „det svagere kar“.

      8, 9. I hvilke henseender er kvinder ligestillede med mænd?

      8 Med udtrykket „det svagere kar“ mente Peter ikke at kvinder er svagere end mænd intellektuelt og åndeligt. Det er sandt at mange kristne mænd har tjenesteforrettigheder i den kristne menighed som kvinder ikke har, og at gifte kvinder er underordnet deres mænd. (1 Korinther 14:35; 1 Timoteus 2:12) Men af alle, mænd som kvinder, kræves den samme tro og udholdenhed og den samme høje moral. Og som Peter sagde, er både mand og hustru „arvinger . . . til den ufortjente gave som livet er“. Med hensyn til frelsen er de ligestillede over for Jehova Gud. (Galaterne 3:28) Peter skrev til salvede kristne i det første århundrede. Hans ord mindede derfor kristne ægtemænd om at de og deres hustruer som „Kristi medarvinger“ havde det samme himmelske håb. (Romerne 8:17) En dag ville de begge tjene som præster og konger i Guds himmelske rige! — Åbenbaringen 5:10.

      9 Salvede kristne hustruer var på ingen måde mindreværdige i forhold til deres salvede kristne ægtemænd. Og i princippet gælder dette også dem som har et jordisk håb. Både mænd og kvinder i ’den store skare’ vasker deres lange klæder og gør dem hvide i Lammets blod. I hele verden er både mænd og kvinder med til at lovprise Jehova „dag og nat“. (Åbenbaringen 7:9, 10, 14, 15) Både mænd og kvinder ser frem til at opnå „Guds børns herlige frihed“, hvor de vil kunne glæde sig over „det virkelige liv“. (Romerne 8:21; 1 Timoteus 6:19) Alle kristne, uanset om de tilhører de salvede eller de andre får, vil sammen tjene Jehova som „én hjord“ under „én hyrde“. (Johannes 10:16) I sandhed en stærk grund til at kristne ægtefæller viser hinanden den ære der tilkommer dem!

      10. I hvilken forstand er kvinder „svagere kar“?

      10 På hvilken måde er kvinder da „svagere kar“? Peter tænkte måske på at kvinder som regel er spinklere bygget og ikke har den samme fysiske styrke som mænd. I vores ufuldkomne tilstand er en graviditet og en fødsel desuden en stor belastning for en kvinde — hvor storslået en gave det end er. Kvinder i den fødedygtige alder har også med regelmæssige mellemrum de gener og det ubehag der hører med til denne alder. De har sandelig brug for særlig omsorg og hensyntagen i disse perioder og når de gennemgår en udmattende fødsel. En ægtemand der ærer sin hustru og forstår at hun har brug for støtte, vil i høj grad bidrage til at de får et lykkeligt ægteskab.

      Når ægtefællerne ikke har samme tro

      11. Kan et ægteskab blive lykkeligt selvom mand og hustru ikke har samme tro?

      11 Hvad nu hvis ægtefællerne ikke har den samme tro fordi den ene af dem har taget imod sandheden fra Bibelen efter at de er blevet gift, mens den anden ikke har? Kan et sådant ægteskab blive lykkeligt? Ja, det viser erfaringen. En ægtemand og en hustru der ser forskelligt på trosspørgsmål, kan godt få et lykkeligt og varigt ægteskab der gør dem begge glade og tilfredse. Desuden er ægteskabet stadig gyldigt i Jehovas øjne; de er stadig „ét kød“. Af den grund får kristne ægtefæller den vejledning at de skal blive hos den ikketroende ægtefælle hvis vedkommende er indforstået med det. Hvis der er børn, vil de høste gavn af den kristne ægtefælles trofasthed. — 1 Korinther 7:12-14.

      12, 13. Hvordan kan en kristen hustru hjælpe en ikketroende ægtemand ifølge Peters vejledning?

      12 Peter giver opmuntring og vejledning til kristne kvinder der i religiøs henseende lever i en delt husstand. Og i princippet gælder hans ord også kristne ægtemænd i samme situation. Peter skriver: „I hustruer [skal] underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ — 1 Peter 3:1, 2.

      13 Hvis en hustru taktfuldt kan forklare sin tro for sin mand, er det godt. Men hvad nu hvis han ikke vil høre på hvad hun siger? Så må hun affinde sig med dét. Det er hans valg. Men dermed er alt håb ikke ude. Hustruens kristne adfærd kan også være et magtfuldt vidnesbyrd. Mange ægtemænd som i begyndelsen ikke var interesserede i deres hustruers tro, måske oven i købet var imod den, er blevet „ret indstillet til evigt liv“ efter at have lagt mærke til hustruens gode adfærd. (Apostelgerninger 13:48) Og selvom en ægtemand ikke tager imod troen, kan hustruens adfærd stadig gøre et gunstigt indtryk og udvirke at de får et godt ægteskab. En mand der er gift med et af Jehovas Vidner, indrømmede at han ikke kunne leve op til de høje moralnormer som Jehovas Vidner følger. Men han erklærede alligevel at han var „den lykkelige ægtemand til en dejlig kone“ og udtalte sig rosende om hende og hendes trosfæller i et brev til avisen.

      14. Hvordan kan en ægtemand hjælpe en ikketroende hustru?

      14 Kristne ægtemænd der har fulgt Peters vejledning, har på samme måde ved deres adfærd vundet deres hustruer for troen. Ikketroende hustruer har lagt mærke til at deres ægtemænd har fået større ansvarsfølelse, er holdt op med at bruge penge på tobak, drikkeri og spil og gøre brug af et dårligt sprog. Nogle af disse ægtefæller har lært andre medlemmer af den kristne menighed at kende, og det kristne fællesskab har gjort indtryk på dem. Det har bevirket at de følte sig draget mod Jehova. — Johannes 13:34, 35.

      „Hjertets skjulte menneske“

      15, 16. Hvilken adfærd hos en kristen hustru kan vinde en ikketroende ægtemand for troen?

      15 Hvilken adfærd kan vinde en ægtemand for troen? Det er den adfærd som helt naturligt kommer til at kendetegne kristne kvinder. Peter siger: „Lad ikke jeres prydelse være det udvendige, håret I fletter, guldsmykkerne I tager på eller yderklæderne I bærer, men lad det være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne. For således plejede også tidligere de hellige kvinder som håbede på Gud, at pryde sig, idet de underordnede sig deres egne mænd, ligesom Sara plejede at adlyde Abraham, idet hun kaldte ham ’herre’. Og I er blevet hendes børn, hvis I altså bliver ved med at gøre det gode uden at frygte noget som kunne skræmme.“ — 1 Peter 3:3-6.

      16 Peter giver en kristen kvinde den vejledning at hun ikke skal lægge vægt på det ydre. Hun skal i stedet lade sin mand se den virkning Bibelens lære øver på hende. Han skal kunne se at hun har fået en ny personlighed. Måske kan han se forskellen på den og den gamle personlighed som hans hustru før havde. (Efeserne 4:22-24) Han vil sikkert finde hendes ’stille og milde ånd’ behagelig og tiltalende. Denne ’stille og milde ånd’ tiltaler ikke alene hendes mand, men den er også „af stor værdi i Guds øjne“. — Kolossenserne 3:12.

      17. Hvordan er Sara et godt eksempel for kristne hustruer?

      17 Sara anføres som et eksempel, og hun er i sandhed et værdigt forbillede for gifte kristne kvinder, uanset om deres ægtemænd er troende eller ej. Sara betragtede virkelig Abraham som sit hoved. Selv i sit hjerte kaldte hun ham „herre“. (1 Mosebog 18:12) Men det berøvede hende ikke hendes værdighed. Hun var tydeligvis en åndeligt stærk kvinde i kraft af sin egen stærke tro på Jehova. Ja, hun hører til den ’store sky af vidner’ hvis tro skulle tilskynde os til „med udholdenhed [at] løbe det væddeløb der ligger foran os“. (Hebræerne 11:11; 12:1) Det ville afgjort være en anbefaling for en kristen hustru at blive sammenlignet med Sara!

      18. Hvilke principper må man holde sig for øje i en delt husstand?

      18 I en religiøst delt husstand er manden stadig hovedet. Hvis han er troende, vil han tage hensyn til sin hustrus opfattelse uden at gå imod sin egen tro. Hvis det er hustruen der er troende, vil hun heller ikke gøre noget der kunne gå imod hendes tro. (Apostelgerninger 5:29) Men hun vil ikke underkende sin mands ledelse. Hun vil respektere hans stilling og forblive under „mandens lov“. — Romerne 7:2.

      Bibelens kloge vejledning

      19. Hvilke forhold kan være en belastning for ægteskabet, og hvad kan hjælpe en i de nævnte situationer?

      19 I dag er der meget der kan være en belastning for ægteskabet. Nogle mænd undlader at påtage sig deres ansvar. Nogle kvinder anerkender ikke mandens ledelse. I nogle ægteskaber udsætter den ene ægtefælle den anden for vold, fysisk eller verbalt. Desuden kan økonomiske problemer, den menneskelige ufuldkommenhed og denne verden med dens umoralitet og forvrængede syn på værdier være en prøve på en kristens loyalitet. Men kristne mænd og kvinder der følger Bibelens principper, vil uanset deres situation erfare Jehovas velsignelse. Selv hvis blot den ene af ægtefællerne følger de bibelske principper, vil det være bedre end hvis ingen af dem gjorde det. Desuden hjælper og støtter Jehova dem der forbliver tro mod deres ægteskabsløfte, selv under vanskelige forhold. Han glemmer ikke deres loyalitet. — Salme 18:25; Hebræerne 6:10; 1 Peter 3:12.

      20. Hvilken vejledning og opfordring giver Peter alle kristne?

      20 Apostelen Peter slutter sin vejledning til gifte mænd og kvinder med denne indtrængende opfordring: „Endelig skal I alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind, ikke gengælder skade med skade eller skældsord med skældsord, men tværtimod velsigner, for hertil blev I kaldet, så I kan arve velsignelse.“ (1 Peter 3:8, 9) I sandhed kloge ord til alle, og især til ægtepar!

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del