Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Dine forældre
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • 6. DEL

      Dine forældre

      Forældre har deres erfaring at trække på. De har allerede manøvreret sig gennem den labyrint af fysiske og følelsesmæssige forandringer som er en del af puberteten. Teoretisk set burde de derfor være de bedst egnede til at lede dig gennem labyrinten. Men nogle gange kan det virke som om ens forældre er en del af problemet og ikke løsningen på det. For eksempel står du måske over for en af følgende udfordringer:

      □ Mine forældre kritiserer mig altid.

      □ Min far eller mor er afhængig af stoffer eller alkohol.

      □ Mine forældre skændes altid.

      □ Mine forældre er gået fra hinanden.

      Kapitel 21-25 vil hjælpe dig til at klare disse og andre problemer.

  • Hvordan kan jeg klare kritik?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • KAPITEL 21

      Hvordan kan jeg klare kritik?

      „Min mor var nærmest som en politibetjent — altid på udkig efter mine fejl. Inden jeg var færdig med mine huslige pligter, gik hun mig efter i sømmene for at se om jeg nu også havde gjort det godt nok.“ — Craig.

      „Mine forældre fandt altid et eller andet de kunne belære mig om. De sagde at jeg ikke tog mig sammen — hverken i skolen, derhjemme eller i menigheden. De var altid efter mig.“ — James.

      ER DET som om det du gør, aldrig er godt nok i dine forældres øjne? Føler du at alt hvad du foretager dig, bliver gransket under lup — at du altid bliver holdt øje med og konstant kritiseret, men aldrig slipper gennem nåleøjet?

      Hvilken af følgende udtalelser hører du oftest?

      □ Dit værelse er altid ét stort rod.

      □ Du ser for meget fjernsyn.

      □ Du bliver for længe oppe.

      □ Du kommer aldrig op til tiden.

      Skriv på linjen herunder det du er mest irriteret over at blive mindet om eller kritiseret for.

      ․․․․․

      Det er sandt at formaninger og kritik kan gå en på nerverne. Men tænk over alternativet: Hvis du aldrig fik råd eller vejledning, ville du så ikke spekulere på om dine forældre holdt af dig? (Hebræerne 12:8) At dine forældre irettesætter dig, er i virkeligheden et vidnesbyrd om at de elsker dig. Bibelen siger at en far vil retlede „den søn han holder af“. — Ordsprogene 3:12.

      Du kan derfor være taknemmelig for at dine forældre har så stor omsorg for dig at de retleder dig! Når alt kommer til alt, er du jo ung og forholdsvis uerfaren. Indimellem vil det være nødvendigt at du bliver irettesat. Uden vejledning kunne du nemt blive overmandet af „de ønsker der hører ungdommen til“. — 2 Timoteus 2:22.

      Men det gør ondt!

      Selvfølgelig „synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg“. (Hebræerne 12:11) Det gælder især mens du er ung. Og det er ikke så sært! Din personlighed er jo ved at udvikle sig. Du er på vej til at blive voksen og ved at finde ud af hvem du selv er. Kritik kan derfor vække uvilje — selv når den er omhyggeligt gennemtænkt og bliver givet i al venlighed.

      Denne reaktion er forståelig, for den værdi du tillægger dig selv, kan nemt blive påvirket af hvad andre siger om dig. Og dine forældres holdning påvirker i særlig grad dit selvværd. Når en af dine forældre retter dig eller klager over den måde du gør noget på, kan det derfor ramme dig hårdt.

      Skulle det at dine forældre har peget på nogle få af dine svagheder, få dig til at konkludere at intet af det du gør, er godt nok, eller at du er en total fiasko? Nej. Ingen mennesker er jo fuldkomne. (Prædikeren 7:20) Og det at begå fejl er en del af processen med at lære. (Job 6:24) Hvad så hvis dine forældre tilsyneladende har en masse at sige når du gør noget forkert, men kun lidt at sige når du gør noget rigtigt? Det kan gøre ondt. Men det betyder stadig ikke at du er en total fiasko.

      Se bag om kritikken

      Nogle gange virker din far eller mor måske overdrevent kritisk — ikke på grund af noget specifikt du har gjort forkert, men simpelt hen fordi han eller hun er i dårligt humør. Har din mor haft en hård dag? Kæmper hun med en sygdom? Så er hun måske mere tilbøjelig end ellers til at være efter dig hvis dit værelse ikke er tiptop i orden. Er din far vred og frustreret på grund af familiens økonomi? Så taler han måske tankeløst „som med sværdhug“. (Ordsprogene 12:18) Det skal indrømmes at en sådan uretfærdig kritik er irriterende. Men i stedet for at dvæle ved det uretfærdige i det — hvilket kun vil gøre dig mere oprevet — så prøv at se gennem fingre med dine forældres fejl. Husk: „Vi fejler alle mange gange. Hvis nogen ikke fejler i ord, så er han en fuldkommen mand.“ — Jakob 3:2.

      Da dine forældre er ufuldkomne, kan de også kæmpe med følelser af utilstrækkelighed. Hvis du klarer dig dårligt, kan det faktisk få dem til at føle at de har svigtet. For eksempel kritiserer en mor måske sin datter hvis hun kommer hjem fra skole med dårlige karakterer. Men det moderen i virkeligheden tænker, er måske: ’Jeg er bange for at jeg er en dårlig mor fordi jeg ikke har kunnet motivere min datter til at klare sig godt.’

      Hold hovedet koldt når du bliver kritiseret

      Uanset hvad der ligger bag kritikken, er spørgsmålet: ’Hvordan kan du klare den?’ Du må først og fremmest undgå at fare op. Ordsprogene 17:27 siger: „Den der holder sine ord tilbage har kundskab; en mand med dømmekraft er koldsindig.“ Hvordan kan du være „koldsindig“, eller holde hovedet koldt, når du står for skud? Prøv følgende:

      Lyt. I stedet for at være hurtig til at retfærdiggøre dine handlinger eller hævde at du er uskyldig, så prøv at holde dine følelser under kontrol, og lyt til hvad dine forældre har at sige. Disciplen Jakob sagde til de kristne at de skulle være ’hurtige til at høre, langsomme til at tale, langsomme til vrede’. (Jakob 1:19) Hvis du vredt afbryder dine forældre når de siger noget til dig, vil de tro at du ikke hører efter. Det vil gøre dem frustrerede og uundgåeligt føre til mere vejledning, ikke mindre.

      Fokuser. Af og til føler du måske at dine forældre har irettesat dig i en temmelig uvenlig tone. Men lad være med at dvæle ved den måde de udtrykte sig på. Fokuser i stedet for på hvad de sagde. Spørg dig selv: ’Hvilken del af kritikken véd jeg godt er rigtig? Har jeg hørt mine forældre klage over dette før? Hvad ville jeg miste ved at rette mig efter deres ønsker?’ Husk at uanset hvordan det måske føles lige nu, så skyldes dine forældres bekymring at de elsker dig. Hvis de virkelig hadede dig, ville de slet ikke tugte dig. — Ordsprogene 13:24.

      Acceptér. Hvis du respektfuldt gentager dine forældres vejledning over for dem med dine egne ord, viser du at du har accepteret hvad de sagde. For eksempel siger en af dine forældre måske: „Der er altid rod på dit værelse. Hvis ikke du rydder op, får du stuearrest!“ I dine øjne ser dit værelse måske helt fint ud. Men at give udtryk for dét vil næppe gavne dig. Prøv at se tingene fra dine forældres synspunkt. Det ville være bedre, uden sarkasme i stemmen, at sige noget i retning af: „Du har ret. Der er rodet på mit værelse. Vil du gerne have at jeg rydder op med det samme eller når vi har spist?“ Når du på denne måde giver dine forældre ret, er der større sandsynlighed for at spændingen mindskes. Og derefter må du selvfølgelig gøre det dine forældre har sagt. — Efeserne 6:1.

      Vent. Lad være med at begynde at forsvare dig før du har gjort det som dine forældre har bedt dig om. „Den der tøjler sine læber handler med indsigt,“ siger Bibelen. (Ordsprogene 10:19) Når først dine forældre ser at du virkelig har lyttet til dem, vil de være langt mere tilbøjelige til også at lytte til dig.

      Skriv herunder hvilket af de fire ovennævnte punkter du skal arbejde mest på. ․․․․․

      Hvorfor det er indsatsen værd

      Ville du være villig til at udholde nogle strabadser for at få fat i en formue i guld? Bibelen siger at visdom er langt mere værd end en hvilken som helst skat. (Ordsprogene 3:13, 14) Hvordan opnår du visdom? Ordsprogene 19:20 siger: „Hør på råd og tag imod tugt, så du kan blive vís i fremtiden.“ Det er ikke altid rart at tage imod „tugt“ eller irettesættelse. Men i enhver kritik vil der være nogle „guldkorn“ eller visdomsord som du kan bruge. Hvis du tager dem til dig og bruger dem, vil det blive til en skat der er mere værd end guld.

      Lad os se det i øjnene: Kritik er en del af livet. Allerede nu må du klare kritik fra dine forældre og lærere. I fremtiden vil du uden tvivl komme ud for arbejdsgivere og andre der kritiserer dig. Når du lærer at tackle kritik derhjemme, bliver du en dygtig elev og en værdifuld medarbejder, og du vil få mere selvtillid. Det er bestemt værd at udholde lidt kritik for at opnå disse resultater!

      NÆSTE KAPITEL

      Begrænset af regler? Lær hvordan du kan blive tilfreds med den frihed du har — og måske endda få større frihed.

      NØGLESKRIFTSTED

      „Den vise hører efter og modtager mere belæring.“ — Ordsprogene 1:5.

      TIP

      Hjælp til at tage imod retledning fra dine forældre

      ● Glæd dig over den ros du eventuelt får sammen med kritikken.

      ● Bed om en forklaring hvis du ikke er sikker på hvad problemet er, eller hvad der forventes af dig.

      VIDSTE DU DET . . .?

      Nogle forældre har svært ved at være kærlige over for deres børn fordi de ikke selv fik kærlighed og omsorg nok fra deres forældre.

      HANDLINGSPLAN!

      Næste gang mine forældre kritiserer mig, vil jeg ․․․․․

      Hvis jeg føler at mine forældre er overdrevent kritiske, vil jeg ․․․․․

      Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

      HVAD MENER DU?

      ● Hvorfor kan det være svært at acceptere kritik?

      ● Hvad kan få dine forældre til at være kritiske over for dig?

      ● Hvordan kan du få størst mulig gavn af den vejledning du får?

      [Tekstcitat på side 177]

      „Hele livet har min mor skældt mig ud, og jeg har svaret igen. Men nu forsøger jeg at praktisere det Guds ord siger. Det virker. Mors holdning er begyndt at ændre sig. Ved at følge Bibelens råd er jeg kommet til at forstå hende bedre, og vi har fået det bedre sammen.“ — Marleen

      [Illustration på side 180]

      I enhver kritik er der „guldkorn“ eller visdomsord som du kan bruge. Hvis du finder dem frem, får du en skat der er mere værd end guld

  • Hvorfor så mange regler?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • KAPITEL 22

      Hvorfor så mange regler?

      Nævn nogle af de regler der er i din familie. ․․․․․

      Synes du at reglerne altid er rimelige?

      □ Ja □ Nej

      Hvilken regel synes du er sværest at overholde? ․․․․․

      DINE forældre har sikkert opstillet nogle regler for hvad du må og ikke må. Det kan være regler angående lektier, huslige pligter, hvornår du skal være hjemme, eller din brug af telefonen, tv’et og computeren. De har måske også fastlagt nogle regler for din adfærd i skolen og dit valg af venner.

      Føler du at du er låst fast på grund af sådanne begrænsninger? Måske har du det ligesom disse unge:

      „Det var utrolig irriterende at skulle være hjemme til en bestemt tid! Jeg hadede det når andre måtte blive ude længere end mig.“ — Allen.

      „Det er frygteligt når ens brug af mobiltelefon bliver kontrolleret. Jeg føler at jeg bliver behandlet som et barn!“ — Elizabeth.

      „Jeg følte at mine forældre prøvede at spolere mit sociale liv, det var som om de ikke brød sig om at jeg havde nogen venner!“ — Nicole.

      Selvom unge ofte kommer til at overtræde deres forældres regler, erkender de fleste at visse regler er nødvendige for at undgå totalt kaos. Men hvis regler er nødvendige, hvordan kan det så være at nogle er dem er så irriterende?

      „Jeg er ikke længere et spædbarn!“

      Måske er du irriteret over reglerne fordi du føler at du bliver behandlet som et barn. Du har lyst til at protestere og sige: „Jeg er ikke længere et spædbarn!“ Men dine forældre synes sikkert at deres regler er nødvendige hvis de skal kunne beskytte dig og forberede dig på det ansvar der hører med til at blive voksen.

      Alligevel kan det dog godt være at du synes at reglerne i dit hjem ikke helt har fulgt med din alder. Du føler dig måske spærret inde, ligesom en pige ved navn Brielle, der sagde om sine forældre: „De har fuldstændig glemt hvordan det er at være på min alder. De ønsker ikke at jeg skal have mine egne meninger, træffe mine egne beslutninger eller blive voksen.“ Sådan har en ung pige ved navn Allison det også. „Det er som om mine forældre tror at jeg er 10 år og ikke 18,“ siger hun. „De burde vise mig større tillid!“

      Regler kan være særlig irriterende at følge hvis det ser ud som om ens søskende får lov til meget mere end man selv gør. Om sine teenageår siger en ung mand ved navn Matthew for eksempel om sin søster og sine kusiner, som alle var yngre end ham: „Pigerne kunne slippe af sted med alt!“

      Ingen regler?

      Forståeligt nok længes du måske efter et liv hvor du ikke er underlagt dine forældres myndighed. Men ville du virkelig være bedre stillet uden de begrænsninger de pålægger dig? Du kender nok nogle unge på din egen alder der kan blive ude så længe de vil, kan klæde sig som de har lyst til, og kan tage hvor som helst hen med deres venner lige når det passer dem. Måske har deres forældre simpelt hen for travlt til at lægge mærke til hvad deres børn foretager sig. Men uanset hvordan det forholder sig, så viser Bibelen at denne måde at opdrage børn på ikke vil føre noget godt med sig. (Ordsprogene 29:15) Den mangel på kærlighed man ser i verden, skyldes for en stor del at mennesker er selvcentrerede, og at mange er vokset op i hjem uden regler og begrænsninger. — 2 Timoteus 3:1-5.

      I stedet for at misunde unge der får lov til at gøre hvad der passer dem, så prøv at se dine forældres regler som et vidnesbyrd om at de elsker dig og har omsorg for dig. Ved at pålægge dig nogle rimelige begrænsninger efterligner de Jehova Gud, der sagde til sit folk: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ — Salme 32:8.

      Indimellem kan det dog godt være at du føler dig tynget af dine forældres regler. Hvordan kan du få noget mere frihed?

      Kommunikation der virker

      Uanset om du gerne vil have mere frihed eller blot mindske din frustration over de grænser dine forældre nu engang har sat for dig, er nøgleordet god kommunikation. ’Men jeg har prøvet at tale med mine forældre, og det nytter ikke noget!’ siger nogen måske. Hvis det er sådan du har det, så spørg dig selv: ’Kan jeg blive bedre til at kommunikere?’ Kommunikation er et vigtigt redskab der kan (1) hjælpe andre til at forstå dig eller (2) hjælpe dig til at forstå hvorfor der er noget du ikke får lov til. Hvis du gerne vil have en voksens privilegier, er det kun rimeligt at du også lærer at kommunikere som en voksen. Hvordan kan du det?

      Lær at styre dine følelser. God kommunikation kræver selvbeherskelse. Bibelen siger: „Tåben lader hele sin ånd fare frem, men den vise holder den i ro til det sidste.“ (Ordsprogene 29:11) Undgå derfor klynken, surmuleri og barnligt hysteri. Det kan godt være at du har lyst til at smække med døren eller trampe i gulvet når dine forældre siger at der er noget du ikke må. Men en sådan opførsel vil sandsynligvis føre til flere regler — ikke til større frihed.

      Prøv at se sagen fra dine forældres synspunkt. Tracy, en ung kristen pige der er vokset op hos sin mor, siger: „Jeg spørger mig selv: ’Hvad er det mor prøver at opnå med de regler hun opstiller?’“ Hvad er Tracys konklusion? „Hun forsøger at hjælpe mig til at blive et bedre menneske.“ (Ordsprogene 3:1, 2) Hvis du viser en sådan forståelse, vil du blive bedre til at kommunikere med dine forældre.

      Forestil dig for eksempel at dine forældre ikke vil lade dig tage med til en bestemt sammenkomst. I stedet for at argumentere for din sag kunne du spørge: „Hvad nu hvis en moden, pålidelig ven gik med mig?“ Dine forældre vil måske stadig ikke give dig lov. Men hvis du forstår hvad det er de er bekymrede for, vil du nemmere kunne foreslå en acceptabel løsning.

      Styrk dine forældres tillid til dig. Forestil dig en mand der skylder penge i en bank. Hvis han regelmæssigt betaler sine afdrag, vil han opnå bankens tillid, og måske vil banken endda give ham et større lån senere hen. Det er det samme derhjemme. Du skylder dine forældre din lydighed. Hvis du beviser at du er til at stole på — selv i små ting — vil dine forældre være mere tilbøjelige til at vise dig større tillid i fremtiden. Hvis du derimod gang på gang skuffer dine forældre, skal du ikke blive overrasket hvis de pålægger dig nogle begrænsninger eller føler at de slet ikke kan stole på dig.

      Når du har overtrådt en regel

      Før eller senere vil du sikkert komme til at overtræde en regel — du forsømmer dine huslige pligter, taler for længe i telefon eller kommer senere hjem end I har aftalt. (Salme 130:3) Så bliver du nødt til at se dine forældre i øjnene! Hvordan kan du undgå at en ubehagelig situation bliver endnu værre?

      Tal sandt. Find ikke på udflugter. Hvis du gør det, vil det blot underminere den tillid dine forældre stadig har til dig. Fortæl derfor åbent og ærligt hvad der er sket. (Ordsprogene 28:13) Undlad at retfærdiggøre eller bagatellisere noget. Og husk altid at „et mildt svar afvender forbitrelse“. — Ordsprogene 15:1.

      Sig undskyld. Det vil være rigtigt af dig at give udtryk for at du er ked af den bekymring, skuffelse eller ulejlighed du har været årsag til. Det kan desuden føre til at du får en mildere irettesættelse. Men din undskyldning skal være oprigtig.

      Acceptér konsekvenserne. (Galaterne 6:7) Din første reaktion er måske at gøre vrøvl over straffen, især hvis du synes at den er uretfærdig. Men at du tager ansvaret for dine handlinger, er et tegn på modenhed. Det bedste du kan gøre, er nok at arbejde på at genvinde dine forældres tillid.

      Skriv her hvilket af de ovenstående tre punkter du har brug for at arbejde mest på. ․․․․․

      Husk at dine forældre har ansvar for at holde rimelig kontrol med hvad du foretager dig. Bibelen taler således om „din faders bud“ og „din moders lov“. (Ordsprogene 6:20) Men du behøver ikke at føle at regler vil gøre livet surt for dig. Tværtimod lover Jehova at det i det lange løb vil „gå dig godt“ hvis du underordner dig dine forældre. — Efeserne 6:1-3.

      LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 1, KAPITEL 3

      NÆSTE KAPITEL

      Er en af dine forældre afhængig af stoffer eller alkohol? Find ud af hvordan du kan håndtere det.

      NØGLESKRIFTSTED

      „Ær din fader og moder . . . for at det kan gå dig godt.“ — Efeserne 6:2, 3.

      TIP

      Hvis du gerne vil have at dine forældre skal give dig mere frihed, må du først vise at du vil overholde deres regler. Når du har vist at du er lydig, vil de være mere tilbøjelige til at efterkomme dine ønsker.

      VIDSTE DU DET . . .?

      Undersøgelser viser at unge som har forældre der kærligt forlanger at visse regler overholdes, ofte klarer sig bedre i skolen, kommer godt ud af det med andre og er glade.

      HANDLINGSPLAN!

      Hvis jeg overtræder en regel, vil jeg sige ․․․․․

      Jeg kan styrke mine forældres tillid til mig ved at ․․․․․

      Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

      HVAD MENER DU?

      ● Hvorfor virker dine forældre måske af og til overbeskyttende?

      ● Hvorfor overreagerer du nogle gange når dine forældre sætter grænser for dig?

      ● Hvordan kan du blive bedre til at kommunikere med dine forældre?

      [Tekstcitat på side 183]

      „Når man er ung, tror man at man ved alt. Når forældre pålægger en begrænsninger, er det derfor nemt at blive irriteret over det. Men reglerne er i virkeligheden til ens eget bedste.“ — Megan

      [Ramme på side 186]

      Er det virkelig favorisering?

      Har du nogen sinde spurgt dig selv: ’Hvorfor kan forældre ikke behandle deres børn fuldstændig ens?’ Hvis du har, så tænk engang over følgende: Ens behandling er ikke altid retfærdig behandling, og retfærdig behandling er ikke altid ens behandling. Spørgsmålet er i virkeligheden: Bliver dine behov forsømt? Når du for eksempel har brug for dine forældres råd, hjælp eller støtte, er de der så for dig? Hvis de er, kan du så helt ærligt sige at du bliver behandlet uretfærdigt? Eftersom du og dine søskende har forskellige behov, er det simpelt hen ikke muligt for dine forældre at behandle jer ens hele tiden. Det gik på et tidspunkt op for Beth. Som 18-årig siger hun: „Min bror og jeg er to forskellige personer der har brug for at blive behandlet individuelt. Set i bakspejlet fatter jeg ikke at jeg ikke kunne se det da jeg var yngre.“

      [Ramme/​llustration på side 189]

      Tal med dine forældre!

      De foregående to kapitler har handlet om hvordan du kan klare dine forældres kritik og de regler de opstiller. Hvad nu hvis du føler at dine forældre er for strenge på disse områder? Hvordan kan du komme til at tale med dem om det?

      ● Vælg et tidspunkt hvor du er afslappet og dine forældre ikke har for travlt.

      ● Tal fra hjertet, men lad dig ikke beherske af dine følelser. Vis dine forældre den respekt de har krav på.

      Hvis du føler at dine forældre er overdrevent kritiske, kunne du sige: „Jeg prøver så godt jeg kan at gøre det rigtige, men det er svært når jeg føler at jeg hele tiden bliver kritiseret. Kan vi tale om det?“

      Skriv herunder hvordan du ville indlede en samtale med dine forældre om dette emne.

      ․․․․․

      ✔ TIP: Brug kapitel 21 til at få brudt isen. Måske vil dine forældre være villige til at drøfte indholdet i dette kapitel med dig.

      Hvis du føler at dine forældre ikke giver dig nok frihed, kunne du sige: „Jeg vil gerne blive mere ansvarsbevidst så jeg med tiden kan få noget mere frihed. Hvad synes I jeg skal arbejde på?“

      Skriv herunder hvordan du kan indlede en samtale med dine forældre om dette emne.

      ․․․․․

      ✔ TIP Læs kapitel 3 i bind 1. Baseret på det du har læst, kan du så skrive en liste over spørgsmål som du gerne vil tale med dine forældre om.

      [Illustration på side 184, 185]

      At adlyde de regler dine forældre fastsætter, er som at betale af på en gæld til en bank — jo mere pålidelig du er, jo større tillid vil du blive vist

  • Hvad hvis en af mine forældre er stof- eller alkoholmisbruger?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • KAPITEL 23

      Hvad hvis en af mine forældre er stof- eller alkoholmisbruger?

      „Far sagde at han ville tage ud og ordne noget på bilen, men vi hørte ikke fra ham hele dagen. Mor prøvede at ringe til ham, men han svarede ikke. Lidt senere lagde jeg mærke til at mor så bekymret ud, og at hun gjorde sig klar til at tage af sted. ’Jeg tager ud for at se om jeg kan finde far,’ sagde hun til mig.

      Senere kom mor tilbage — alene. ’Far var der ikke, vel?’ spurgte jeg. ’Nej,’ svarede hun.

      Så vidste jeg at far igen kørte om hjørner med os. Det var nøjagtig ligesom sidste gang. Min far er nemlig stofmisbruger. Og da han endelig kom hjem, var min mor og jeg de rene nervevrag. Jeg ignorerede ham stort set hele næste dag — og det har jeg det rigtig dårligt med.“ — Karen, 14.

      MILLIONER af unge må finde sig i at have en utryg hverdag fordi de har en far eller mor der er afhængig af stoffer eller alkohol. Hvis en af dine forældre er misbruger, er det meget tænkeligt at han eller hun gør dig flov, frustreret eller endda vred.

      Mary, for eksempel, voksede op hos en far der virkede flink og rar når han var sammen med andre. Men i det skjulte var han alkoholiker, og derhjemme udsatte han sin familie for sjofelheder og mishandling. „Folk kom hen til os børn og fortalte os hvilken vidunderlig far vi havde, og hvor heldige vi var,“ mindes Mary bittert.a

      Hvis en af dine forældre er afhængig af alkohol eller stoffer, hvordan kan du så klare det?

      Se bag om misbruget

      Først og fremmest hjælper det at få en vis indsigt i din fars eller mors problem. „Forstandig er den der skaffer sig kyndig vejledning,“ siger Ordsprogene 1:5. Det vil derfor være godt for dig at lære noget om hvad afhængighed er, hvilken type mennesker der bliver afhængige af alkohol eller stoffer, og hvorfor.

      En alkoholiker er for eksempel ikke blot en der af og til drikker for meget. Han lider derimod af et kronisk drikkeproblem.b Han er konstant optaget af — ja ligefrem besat af — alkohol, og når først han begynder at drikke, kan han ikke styre det. Hans afhængighed forårsager alvorlige problemer der indvirker på hans familie, arbejde og helbred.

      Visse mennesker kan være fysisk disponerede for at blive afhængige af alkohol, men det ser ud til at følelsesmæssige faktorer også spiller en rolle. Mange alkoholikere har for eksempel en negativ selvopfattelse. (Ordsprogene 14:13) Nogle af dem er faktisk selv vokset op hos alkoholiserede forældre. For sådanne mennesker kan drikkeriet dulme barndommens følelsesmæssige smerter. De samme faktorer kan gøre sig gældende i forbindelse med stofmisbrug.

      Selvfølgelig bliver en persons problemer kun værre af at vedkommende drikker eller tager stoffer; hans tanker og følelser bliver nu endnu mere forkvaklede. Det er derfor din far eller mor har brug for omfattende professionel hjælp for at slippe fri af sit misbrug.

      Juster dine forventninger

      Det skal indrømmes at problemet ikke forsvinder bare fordi du forstår hvorfor en af dine forældre opfører sig så dårligt. Men alligevel vil lidt indblik i hvad misbruget skyldes, måske hjælpe dig til at have en vis medfølelse med din far eller mor.

      Hvis din far for eksempel havde brækket et ben, ville du da forvente at han kom ud og spillede fodbold med dig? Nej, sikkert ikke. Men hvad så hvis du vidste at skaden skyldtes hans egne tåbelige handlinger? Så ville du uden tvivl være skuffet. Men ikke desto mindre ville du være klar over at indtil skaden var helet, ville det være yderst begrænset hvor meget fodbold han ville kunne spille med dig. Den kendsgerning ville hjælpe dig til at justere dine forventninger.

      En forælder der er alkoholiker eller stofmisbruger, er også skadet, følelsesmæssigt og mentalt. „Skaden“ er rigtigt nok selvforskyldt. Og du kan have grund til at være vred og bitter over din fars eller mors tåbelige adfærd. Men indtil vedkommende søger hjælp til at komme ud af sit misbrug, vil det være stærkt begrænset hvor meget han eller hun vil kunne tage sig af dig. At betragte misbruget som en invaliderende skade kan hjælpe dig til at justere dine forventninger.

      Hvad du kan gøre

      Du bliver nødt til at erkende at indtil din far eller mor får rettet op på sit liv, må du leve med konsekvenserne af hans eller hendes opførsel. Hvad kan du gøre i mellemtiden?

      Tag ikke ansvaret for misbruget. Din far eller mor — og han eller hun alene — er ansvarlig for sit misbrug. „Enhver skal . . . bære sin egen ansvarsbyrde,“ siges der i Galaterbrevet 6:5. Det er derfor ikke din opgave at kurere din far eller mor, og du er heller ikke forpligtet til at skåne vedkommende for konsekvenserne af sit misbrug. For eksempel behøver du ikke at lyve på din fars vegne over for hans chef. Og du behøver heller ikke at slæbe din far ind i huset hvis han er faldet døddrukken om foran hoveddøren.

      Tilskynd din far eller mor til at få hjælp. Din fars eller mors største problem er måske at indrømme at der er et problem. Når vedkommende ikke er påvirket og er til at tale med, kan det måske være at den anden af dine forældre sammen med dine ældre søskende kan fortælle ham eller hende hvordan misbruget påvirker familien, og hvad han eller hun bliver nødt til at gøre ved det.

      Derudover vil det måske være en god idé hvis din misbrugende far eller mor skriver svarene ned på følgende spørgsmål: Hvad vil der ske med mig og min familie hvis jeg bliver ved med at drikke eller tage stoffer? Hvad vil der ske hvis jeg holder op? Hvad skal jeg gøre for at få hjælp?

      Hvis der er problemer under opsejling, så gå din vej. „Forsvind . . . før striden bryder ud,“ siges der i Ordsprogene 17:14. Udsæt ikke dig selv for fare ved at blive indblandet i en strid. Hvis det er muligt, så træk dig tilbage til dit værelse, eller tag hen til en af dine venner. Hvis der er trusler om vold, kan det være nødvendigt at få hjælp udefra.

      Erkend dine følelser. Børn bebrejder nogle gange sig selv at de har negative følelser over for en forælder der er misbruger. Men hvis du føler en vis vrede, er det helt normalt, især hvis din fars eller mors afhængighed hindrer ham eller hende i at give dig den kærlighed og støtte du har brug for. Sandt nok er du ifølge Bibelen forpligtet til at ære din far og mor. (Efeserne 6:2, 3) Men at du ’ærer’ dine forældre, vil sige at du respekterer deres myndighed, på nogenlunde samme måde som du skal respektere en politibetjent eller en dommer. Det betyder ikke at du siger god for din fars eller mors afhængighed. (Romerne 12:9) Og du er heller ikke et dårligt menneske fordi du væmmes ved misbruget, for det er afskyeligt! — Ordsprogene 23:29-35.

      Søg opbyggende selskab. Når tilværelsen derhjemme er kaotisk, kan du miste fornemmelsen af hvad der er normalt. Det er derfor vigtigt at du kommer sammen med nogle der er åndeligt og følelsesmæssigt velfungerende. I den kristne menighed kan du finde nogle der kan opmuntre og støtte dig og give dig et pusterum fra problemerne. (Ordsprogene 17:17) Ved at komme sammen med kristne familier kan du få et godt indtryk af hvordan en sund familie fungerer, et indtryk der kan være en modvægt til det forkvaklede billede af familielivet du får derhjemme.

      Søg selv hjælp. At have en moden, pålidelig voksen som du kan betro dig til, er meget værd. De ældste i menigheden er villige til at hjælpe dig når du har brug for dem. Bibelen siger at disse mænd kan være „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land“. (Esajas 32:2) Du skal derfor ikke være bange for eller flov over at gå til dem for at få trøst og vejledning.

      Skriv her hvilket af de ovennævnte seks forslag du først vil prøve at anvende. ․․․․․

      Det er ikke sikkert at du kan ændre situationen derhjemme, men du kan ændre den måde den påvirker dig på. I stedet for at prøve at bestemme over din far eller mor, så koncentrer dig om den eneste person som du kan bestemme over — dig selv. ’Bliv ved med at arbejde på jeres egen frelse,’ skrev apostelen Paulus. (Filipperne 2:12) Når du gør det, vil det hjælpe dig til at bevare et positivt livssyn, og måske vil det endda tilskynde din far eller mor til at søge hjælp til at komme ud af sit misbrug.

      NÆSTE KAPITEL

      Hvad skal du gøre hvis du synes at dine forældre hele tiden skændes? Hvordan kan du klare det følelsesmæssige pres?

      [Fodnoter]

      a Hvis du er udsat for mishandling fra en alkoholiseret far eller mor, bør du søge hjælp. Betro dig til en voksen som du har tillid til. Hvis du er et af Jehovas Vidner, kan du henvende dig til en af de ældste i menigheden eller en anden moden kristen.

      b Selvom vi nogle steder i dette kapitel omtaler alkoholikeren eller stofmisbrugeren som en mand, gælder de omtalte principper også for kvinder.

      NØGLESKRIFTSTED

      „Et menneskes indsigt bremser hans vrede.“ — Ordsprogene 19:11.

      TIP

      I stedet for at hade din far eller mor må du opdyrke et sundt had til hans eller hendes forkerte adfærd. — Ordsprogene 8:13; Judas 23.

      VIDSTE DU DET . . .?

      I Bibelens sprogbrug kan „ære“ ganske enkelt betyde at anerkende en retmæssig myndighed. (Efeserne 6:1, 2) At ære sin far eller mor kræver derfor ikke at du altid billiger hans eller hendes måde at opføre sig på.

      HANDLINGSPLAN!

      Hvis min far eller mor griber til verbal eller fysisk vold, vil jeg ․․․․․

      Jeg kan opmuntre min far eller mor til at få hjælp ved at ․․․․․

      Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

      HVAD MENER DU?

      ● Hvad får nogle til at blive afhængige af alkohol eller stoffer?

      ● Hvorfor er du ikke ansvarlig for din fars ellers mors afhængighed?

      ● Hvilke aspekter ved din situation kan du gøre noget ved, og hvordan?

      [Tekstcitat på side 192]

      „Jeg ved at jeg stadig vil komme ud for situationer hvor jeg vil skamme mig over mine forældre, men jeg ved også at hvis jeg stoler på Jehova, vil han give mig styrke til at holde ud.“ — Maxwell

      [Ramme på side 198]

      Hvis en af dine forældre holder op med at tjene Jehova

      Hvis en af dine forældre holder op med at leve efter Bibelens normer — måske endda meddeler at han eller hun ikke længere ønsker at være en del af den kristne menighed — hvad kan du så gøre?

      ● Husk at Jehova ikke kræver dig til ansvar for dine forældres adfærd. Bibelen siger: ’Hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud.’ — Romerne 14:12.

      ● Undgå tendensen til at sammenligne dig med andre unge der har bedre vilkår. (Galaterne 5:26) En ung mand hvis far forlod familien, siger: „I stedet for at dvæle ved sådanne tanker er det bedre at koncentrere sig om at lære at leve med situationen.“

      ● Bliv ved med at vise respekt for den af dine forældre der er kommet på afveje, og adlyd ham eller hende så længe det ikke strider mod Guds normer. Jehovas påbud til børn om at de skal ære deres forældre, afhænger ikke af om forældrene er troende. (Efeserne 6:1-3) Når du ærer og adlyder dine forældre trods deres fejl, beviser du at du elsker Jehova. — 1 Johannes 5:3.

      ● Hav et nært forhold til den kristne menighed. Der kan du finde trøst i en stor åndelig familie. (Markus 10:30) En ung mand ved navn David frygtede at medlemmerne af menigheden ville undgå ham og andre i hans familie fordi hans far var holdt op med at tjene Jehova. Men David fandt ud af at hans frygt var ubegrundet. „Vi kom ikke til at føle os udenfor,“ fortæller han. „Det overbeviste mig om at menigheden virkelig havde omsorg for os.“

      [Illustration på side 194]

      At betragte et misbrug som en invaliderende skade kan hjælpe dig til at justere forventningerne til dine forældre

  • Rollemodel — Ezekias
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • Rollemodel — Ezekias

      Ezekias står ved en skillevej i sit liv. I en alder af kun 25 år er han blevet konge i Juda. Hvilken slags konge vil han blive? Vil han lade sig påvirke af sin fars, kong Akaz’, dårlige eksempel? Lige til sin dødsdag havde Akaz været en uforbederligt frafalden. Han fremmede hedensk gudsdyrkelse og lod endda mindst en af Ezekias’ brødre brænde i ilden på et hedensk alter. (2 Krønikebog 28:1-4) Men Ezekias lader ikke sin fars hykleriske adfærd påvirke ham så han bliver utilfreds med tilbedelsen af Jehova, og han føler sig heller ikke dømt til at gentage sin fars fejltagelser. I stedet bliver Ezekias ved med at ’holde sig nær til Jehova’. — 2 Kongebog 18:6.

      Taler en af dine forældre nedsættende om tilbedelsen af Jehova? Er han eller hun grov over for andre eller slave af en dårlig vane? Hvis det er tilfældet, er du ikke tvunget til at gentage din fars eller mors fejltagelser! Ezekias lod ikke sin dårlige baggrund ødelægge sit liv. Faktisk blev han så god en konge at „efter ham var der ingen som han blandt alle Judas konger“. (2 Kongebog 18:5) Ligesom Ezekias kan du også få et godt liv trods vanskelige familieforhold. Hvordan? Ved at ’holde dig nær til Jehova’.

  • Hvad skal jeg gøre hvis mine forældre skændes?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • KAPITEL 24

      Hvad skal jeg gøre hvis mine forældre skændes?

      Skændes dine forældre nogle gange mens du er til stede? Hvis de gør, hvilket af de følgende emner er så oftest på tapetet?

      □ Penge

      □ Huslige pligter

      □ Familien

      □ Dig

      Hvad ville du gerne sige til dine forældre om hvordan det påvirker dig? Skriv dine kommentarer herunder.

      ․․․․․

      DU KAN ikke undgå at blive påvirket af dine forældres skænderier. Du elsker dem jo og regner med at de vil støtte og hjælpe dig. Derfor kan det gøre dig meget ked af det at høre dem skændes. Måske har du det ligesom Marie, der siger: „Det er svært for mig at respektere mine forældre når de tilsyneladende ikke respekterer hinanden.“

      Når du oplever at dine forældre skændes, tvinger det dig til en smertelig erkendelse: De er ikke nær så fejlfri som du gik og troede. Denne bratte opvågnen kan vække alle mulige former for frygt. Hvis skænderierne er hyppige eller voldsomme, frygter du måske at deres ægteskab er ved at gå i stykker. „Når jeg hører mine forældre skændes,“ siger Marie, „forestiller jeg mig at de skal skilles, og at jeg bliver nødt til at vælge hvem af dem jeg vil bo hos. Jeg er også bange for at jeg vil blive skilt fra mine søskende.“

      Hvorfor skændes forældre, og hvad skal du gøre når det sker?

      Hvorfor forældre skændes

      Som regel vil dine forældre sikkert ’affinde sig med hinanden i kærlighed’. (Efeserne 4:2) Men i Bibelen siges der: „Alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ (Romerne 3:23) Dine forældre er ikke fuldkomne. Derfor skulle det ikke overraske dig hvis grænsen for deres tålmodighed indimellem nås og det ender med et skænderi.

      Husk også at vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Den byrde det er at skulle tjene til føden, betale regningerne og udholde atmosfæren på arbejdspladsen kan være en hård belastning for et ægteskab. Og hvis begge dine forældre har et job, kan beslutningen om hvem der skal gøre hvad derhjemme, godt skabe kontroverser.

      Du kan være sikker på at selvom dine forældre indimellem har nogle uoverensstemmelser, betyder det ikke automatisk at deres ægteskab er ved at gå i stykker. Sandsynligvis elsker de stadig hinanden — selvom de er uenige om visse ting.

      Det kan illustreres på følgende måde: Har du nogen sinde set en film sammen med nogle gode venner og så opdaget at I ikke havde den samme mening om den? Det er ikke usædvanligt. Selv mennesker der er nært knyttet til hinanden, ser forskelligt på nogle ting. Sådan kan dine forældre også have det. Måske er de begge interesserede i at familien har en god økonomi, men ser forskelligt på hvordan pengene skal bruges; begge vil gerne planlægge en familieferie, men de har forskelligt syn på hvad der er afslappende; eller begge går meget op i at det skal gå dig godt i skolen, men har forskellig opfattelse af hvad der er den bedste måde at motivere dig på.

      Pointen er at man godt kan holde sammen selvom man ikke ser ens på alt. To der elsker hinanden, kan af og til se forskelligt på tingene. Ikke desto mindre kan det godt være svært for dig at høre dine forældre skændes. Hvad kan du gøre eller sige som vil hjælpe dig til at klare det?

      Hvad du kan gøre

      Vær respektfuld. Det er let at blive irriteret på sine forældre hvis de mundhugges. Egentlig burde de jo være et godt eksempel for dig — ikke omvendt. Men hvis du behandler din far eller mor respektløst, vil det kun give flere spændinger. Og af endnu større betydning er det at Jehova Gud har befalet dig at respektere og adlyde dine forældre — selv når det ikke er nemt for dig. — 2 Mosebog 20:12; Ordsprogene 30:17.

      Men hvad så hvis det dine forældre er uenige om, direkte involverer dig? For eksempel er den ene af dine forældre måske kristen, mens den anden ikke er det. Så kan der opstå religiøse uoverensstemmelser hvor du er nødt til at stå op for det der er rigtigt, sammen med din gudfrygtige far eller mor. (Mattæus 10:34-37) Men gør det altid „med mildhed og dyb respekt“. Dit eksempel i denne henseende kan en dag være med til at vinde din ikketroende far eller mor. — 1 Peter 3:15.

      Forbliv neutral. Hvad kan du gøre hvis dine forældre presser dig til at vælge side i spørgsmål som ikke direkte involverer dig? Bestræb dig for at forblive neutral. Måske kan du høfligt vige uden om ved at sige noget i retning af: „Mor og far, jeg elsker jer begge to. Men vær søde ikke at bede mig om at vælge side. Det her er noget I selv må finde ud af.“

      Kommuniker. Lad dine forældre vide hvordan deres skænderier påvirker dig. Vælg et tidspunkt hvor du tror at de vil lytte til dig, og fortæl dem så respektfuldt hvor ked af det, vred og endda bange du bliver når de skændes. — Ordsprogene 15:23; Kolossenserne 4:6.

      Hvad du ikke skal gøre

      Spil ikke ægteskabsrådgiver. Som ung er du ganske enkelt ikke kompetent til at løse dine forældres uoverensstemmelser. Det kan illustreres på følgende måde: Forestil dig at du var passager i et lille fly og hørte piloten og andenpiloten skændes. Forståeligt nok ville du blive bekymret. Men hvad ville der ske hvis du dristede dig til at fortælle piloterne hvordan de skulle flyve, eller endda prøvede at overtage styringen?

      På samme måde vil det hele sandsynligvis kun blive værre hvis du prøver at ’overtage styringen’ ved at involvere dig i dine forældres ægteskabelige problemer. Bibelen siger: „Ved overmod gives kun kamp, men hos dem der rådslår er der visdom.“ (Ordsprogene 13:10) Dine forældre vil sandsynligvis bedre kunne løse deres uoverensstemmelser hvis de drøfter dem under fire øjne. — Ordsprogene 25:9.

      Lad være med at blande dig. Det er slemt nok med to ophidsede stemmer. Hvorfor føje en tredje til? Uanset hvor stor lyst du har til at blande dig, er sagen den at det er dine forældre — og ikke dig — der har ansvaret for at løse deres uoverensstemmelser. Prøv derfor at følge Bibelens råd om at ’passe dine egne sager’ i sådanne personlige spørgsmål. (1 Thessaloniker 4:11) Undgå at gå ind i striden.

      Sæt ikke dine forældre op mod hinanden. Nogle unge opmuntrer ligefrem deres forældre til at skændes ved at sætte dem op mod hinanden. Når mor siger nej, spiller de på fars følelser og prøver at presse et ja ud af ham. Udspekuleret manipulation vil måske give dig en smule frihed, men i det lange løb vil det kun føre til større ufred i familien.

      Lad ikke deres opførsel påvirke din opførsel. En ung mand ved navn Peter indså at han opførte sig ukristent for at hævne sig på sin far på grund af hans krænkende adfærd. „Jeg ønskede at gøre ham ondt,“ siger Peter. „Jeg foragtede ham inderligt for den måde han behandlede min mor, mig og min søster på.“ Men inden længe måtte Peter tage konsekvenserne af sine handlinger. Hvad kan vi lære af det? At en dårlig opførsel kun vil gøre problemerne på hjemmefronten endnu værre. — Galaterne 6:7.

      Skriv her hvilket af punkterne i dette kapitel du har brug for at arbejde mest på. ․․․․․

      Du kan altså ikke hindre dine forældre i at skændes. Men vær forvisset om at Jehova kan hjælpe dig til at klare den ængstelse som deres skænderier vækker hos dig. — Filipperne 4:6, 7; 1 Peter 5:7.

      Prøv at anvende de ovenstående forslag så godt du kan. Med tiden vil dine forældre måske føle sig motiveret til at gøre noget alvorligt for at få løst deres problemer. Hvem ved — måske vil de endda holde op med at skændes.

      NÆSTE KAPITEL

      Hvordan kan du klare udfordringerne ved at vokse op i en eneforsørgerfamilie?

      NØGLESKRIFTSTED

      „Lad altid jeres tale være med ynde.“ — Kolossenserne 4:6.

      TIP

      Hvis dine forældres skænderier er hyppige og voldsomme, så foreslå respektfuldt at de søger hjælp.

      VIDSTE DU DET . . .?

      Mennesker der elsker hinanden, kan godt af og til være uenige.

      HANDLINGSPLAN!

      Når mine forældre begynder at skændes, vil jeg ․․․․․

      Hvis mine forældre vil have mig til at vælge side, vil jeg sige ․․․․․

      Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

      HVAD MENER DU?

      ● Hvorfor skændes nogle forældre?

      ● Hvorfor er du ikke skyld i dine forældres problemer?

      ● Hvad kan du lære af at betragte dine forældres opførsel?

      [Tekstcitat på side 201]

      „At erkende at mine forældre ikke er fuldkomne, og at de har problemer ligesom mig, har hjulpet mig til at klare det når de skændes.“ — Kathy

      [Ramme/​illustrationer på side 206, 207]

      Hvad skal jeg gøre hvis mine forældre går fra hinanden?

      Hvis dine forældre går fra hinanden, hvordan kan du så handle klogt selvom du måske nærmest føler dig revet midt over? Tænk over følgende forslag:

      ● Undgå falske forhåbninger. Din første indskydelse vil måske være at prøve at føre dine forældre sammen igen. Anne fortæller: „Efter at vores forældre var gået hver til sit, tog vi stadig væk på udflugt sammen en gang imellem. Min søster og jeg hviskede til hinanden: ’Lad os løbe i forvejen så de kan være lidt alene.’ Men det virkede åbenbart ikke. De flyttede aldrig sammen igen.“

      Ordsprogene 13:12 siger: „Langvarig forventning gør hjertet sygt.“ For at undgå at blive slået helt ud må du huske at du ikke kan diktere hvad dine forældre skal gøre. Det er ikke din skyld at de er gået fra hinanden, og højst sandsynligt vil du heller ikke kunne træde til og lappe deres ægteskab sammen. — Ordsprogene 26:17.

      ● Undgå had. Hvis du nærer vrede og had mod din far eller mor eller dem begge, kan det skade dig i lang tid fremover. Tom husker hvordan han havde det da han var 12 år: „Jeg blev alvorligt vred på min far. Jeg kan ikke lide at bruge ordet ’had’, men jeg fik en frygtelig uvilje mod ham. Jeg kunne ikke se hvordan han kunne holde af os når han forlod os.“

      Når nogle går fra hinanden, er det dog sjældent så enkelt at den ene af forældrene er fejlfri, mens den anden bærer hele skylden. Sagen er den at dine forældre sikkert ikke har fortalt dig alt om deres ægteskab eller grunden til at det er gået i stykker; de forstår det måske ikke engang selv. Undgå derfor at dømme i en sag hvor du ikke har hele billedet. (Ordsprogene 18:13) Det er selvfølgelig svært ikke at blive vred, og det er helt naturligt at du i et stykke tid føler dig bragt ud af ligevægt. Men du kan ødelægge dig selv hvis du går og plejer din vrede og udvikler en hævngerrig ånd. Det er med god grund at Bibelen siger: „Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare.“ — Salme 37:8.

      ● Vær realistisk. Nogle unge går i den anden grøft og begynder at forgude den af deres forældre de ikke bor sammen med. Faderen til en ung mand var for eksempel alkoholiker og konstant på jagt efter kvinder. Gang på gang rejste han fra sin familie, og til sidst endte det med skilsmisse. Men den unge mand mindes at han af en eller anden grund nærmest tilbad sin far!

      En sådan misforstået tilbedelse er ikke usædvanlig. I ét land bor omkring 90 procent af alle skilsmissebørn hos deres mor og besøger med mellemrum deres far. Ofte er det derfor moderen der må tage sig af barnet i hverdagen og sørge for dets opdragelse. Og selvom hun får underholdsbidrag, bliver hendes økonomi som regel meget dårligere efter skilsmissen. Samtidig får faderen måske ligefrem flere penge mellem hænderne. Et besøg hos far er derfor ensbetydende med at få gaver og have det sjovt! Hos mor skal man derimod vende hver femøre og have at vide hvad man må og ikke må. Sørgeligt nok er nogle unge flyttet fra en kristen forælder for at bo hos en ikketroende forælder som har flere penge og er mere eftergivende. — Ordsprogene 19:4.

      Hvis du føler dig fristet til at træffe et sådant valg, så overvej hvad der er vigtigst for dig. Husk at du har brug for en kristen opdragelse og moralsk vejledning. Intet andet af det dine forældre kan tilbyde dig, vil få så stor betydning for din livskvalitet og personlige udvikling. — Ordsprogene 4:13.

      [Illustration på side 202, 203]

      Et barn der fortæller sine forældre hvordan de skal løse uoverensstemmelser, er som en passager der fortæller piloterne hvordan de skal manøvrere et fly

  • Kan jeg blive lykkelig i en eneforsørgerfamilie?
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • KAPITEL 25

      Kan jeg blive lykkelig i en eneforsørgerfamilie?

      „Børn der bor sammen med begge deres forældre, kan have deres eget værelse og få nyt tøj. Jeg har ikke mit eget værelse og får næsten aldrig det tøj jeg kan lide. Mor siger at hun ikke har råd. Jeg føler mig som en tjenestepige med alt det jeg skal lave mens hun er på arbejde — det er som om jeg bliver snydt for noget af min barndom.“ — Shalonda, 13 år.

      DER er ingen tvivl om at et hjem med to kærlige forældre er det ideelle. En far og mor der er sammen, kan som regel bedre rådgive, beskytte og støtte deres børn. „To er bedre end en,“ siger Bibelen, „for tilsammen kan de arbejde mere effektivt.“ — Prædikeren 4:9, Today’s English Version.

      Hvis kernefamilien var et dyr, er der imidlertid stor sandsynlighed for at den ville være opført på listen over truede arter. Statistikker viser at i Danmark kan omkring en tredjedel af alle børn forvente at deres forældre flytter fra hinanden.

      Alligevel skammer nogle unge der lever i eneforsørgerfamilier, sig over deres situation. Andre føler sig overvældet af det pres og de problemer livet byder på. Hvis du lever i en eneforsørgerfamilie, hvilket pres er du så udsat for? Skriv på linjen herunder hvilket problem der piner dig mest.

      ․․․․

      Er du dømt til at få et ulykkeligt liv fordi du må undvære den ene af dine forældres kærlighed og omsorg i hverdagen? På ingen måde! Meget afhænger af dit syn på situationen. Ordsprogene 15:15 siger: „Alle den nødstedtes dage er onde, men den hvis hjerte er vel til mode har altid fest.“ Som dette ordsprog viser, afhænger en persons sindsstemning ofte mere af hans indstilling end af hans omstændigheder. Hvad kan du gøre som kan hjælpe dig til at føle dig „vel til mode“ trods dine omstændigheder?

      Modvirk negative følelser

      Lad for det første ikke andres negative kommentarer gøre dig ked af det. Det er for eksempel sket at lærere har vist stor ufølsomhed over for elever fra eneforsørgerfamilier. Nogle har endda antydet at ligegyldigt hvad barnet gør forkert, skyldes det et dårligt miljø i hjemmet. Men spørg dig selv: ’Kender de der kommer med sådanne kommentarer, virkelig mig og min familie? Eller gentager de blot hvad de har hørt andre sige om eneforsørgerfamilier?’

      Det er værd at lægge mærke til at ordet ’faderløs’ forekommer masser af gange i Bibelen. Ikke en eneste gang bruges det nedsættende. Faktisk fremgår det af næsten alle disse beretninger at Jehova nærer særlig omsorg for børn der er opdraget i eneforsørgerfamilier.a

      Det kan på den anden side også være at nogle velmenende mennesker er overdrevent forsigtige når de taler med dig. For eksempel tøver de måske med at bruge ord som „far“, „ægteskab“, „skilsmisse“ eller „død“ af frygt for at sådanne ord vil gøre dig forlegen eller ked af det. Generer en sådan væremåde dig? Hvis det er tilfældet, så vis dem taktfuldt at det er et misforstået hensyn de viser dig. Tony på 14 har aldrig kendt sin rigtige far. Han siger at nogle nærmest bider sig selv i tungen for at undgå bestemte ord. Men Tony selv springer lige ud i det og bruger bevidst ordene når han taler med dem. „Folk skal vide at jeg ikke skammer mig over min situation,“ siger han.

      Undgå spekulationer om hvordan det kunne have været

      Det er selvfølgelig kun naturligt at du er ked af det og føler at du har mistet noget hvis dine forældre er blevet skilt eller en af dem er død. Men med tiden bliver du nødt til at acceptere din situation. Bibelen giver dette råd: „Sig ikke: ’Hvordan kan det være at de tidligere dage var bedre end disse?’“ (Prædikeren 7:10) I den forbindelse giver Sarah på 13 år, hvis forældre blev skilt da hun var 10, dette råd: „Lad være med at gå og ruge over din situation og spekulere over hvordan det kunne have været hvis det var gået anderledes. Tro heller ikke at dine problemer skyldes at du er fra et skilsmissehjem, eller at børn i hjem med begge forældre har det som blommen i et æg.“ Det er et godt råd. Sagen er den at selv den „ideelle“ familie næppe er fri for problemer.

      Prøv at forestille dig din familie som et hold roere i en båd. Det ideelle ville være en fuldtallig besætning. Men i en eneforsørgerfamilie mangler et af besætningsmedlemmerne, og resten af holdet bliver nødt til at arbejde lidt hårdere. Betyder det at familien er en fiasko? Nej! Så længe resten af holdet samarbejder, vil båden skyde en god fart og nå sit mål.

      Bærer du din egen ansvarsbyrde?

      Hvad kan du specifikt gøre for at sikre dig at du, sammen med resten af din familie, bærer din egen ansvarsbyrde? Tænk over følgende tre forslag:

      Lær at være sparsommelig. De fleste eneforsørgerfamilier har svært ved at få pengene til at slå til. Hvad kan du gøre for at hjælpe? Tony, der blev nævnt tidligere, siger: „Mine skolekammerater kræver at deres forældre skal købe dyre sko og mærketøj til dem. De nægter at gå i skole uden. Jeg har ikke det sidste nye mærketøj, men jeg er ren og pæn og passer på det jeg har. Min mor gør det så godt hun kan; jeg ønsker ikke at gøre det sværere for hende.“ Hvis du gør lidt for det, vil du kunne efterligne apostelen Paulus, der sagde: „Jeg har lært, uanset i hvilken situation jeg er, at klare mig med hvad jeg har.“ — Filipperne 4:11, 12.

      En anden måde at være sparsommelig på er at undgå spild. (Johannes 6:12) Rodney siger: „Jeg passer på ikke at slå noget i stykker eller smide noget væk derhjemme, for det koster jo penge at reparere eller erstatte tingene. Jeg slukker lyset og de elektriske apparater der ikke bruges. Det er med til at gøre vores elregninger mindre.“

      Tag initiativet. Mange eneforsørgere tøver med at pålægge deres børn regler eller at bede dem om at hjælpe til med de huslige pligter. Hvorfor? Nogle føler at de bliver nødt til at kompensere for at den anden forælder mangler, ved at gøre livet lettere for deres børn. ’Jeg ønsker ikke at mine børn ikke skal have det sjovt,’ ræsonnerer de måske.

      Det kan være at du føler dig fristet til at udnytte din fars eller mors skyldfølelse. Men det ville kun øge dine forældres byrde, ikke lette den. Hvorfor ikke i stedet tage initiativ til at hjælpe til? Hør engang hvad Tony var villig til at gøre. „Min mor arbejder på et hospital, og hendes arbejdstøj skal være nypresset,“ fortæller han. „Så jeg stryger det for hende.“ Men er det ikke ’tøsearbejde’? „Det mener nogle,“ svarer Tony. „Men det er en hjælp for min mor, og derfor gør jeg det.“

      Giv udtryk for værdsættelse. Ud over at tilbyde praktisk hjælp kan du glæde din far eller mor meget ved simpelt hen at give udtryk for værdsættelse. En enlig mor har skrevet: „Når jeg kommer nedslået og irritabel hjem efter en særlig hård dag på arbejdet, oplever jeg ofte at min datter har dækket bord og er gået i gang med aftensmaden.“ Hun tilføjer: „Min søn slår armene om mig og giver mig et knus.“ Hvordan føler denne enlige mor sig til mode bagefter? „Mit humør bliver straks meget bedre,“ siger hun.

      Skriv her hvilket af ovenstående tre punkter du har brug for at arbejde mest på. ․․․․․

      Det at du lever i en eneforsørgerfamilie, giver dig mulighed for at opdyrke egenskaber som medfølelse, uselviskhed og pålidelighed. Desuden sagde Jesus: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apostelgerninger 20:35) Og du kan opnå stor lykke hvis du giver af dig selv ved at hjælpe din far eller mor der er alene med dig.

      Naturligvis vil du fra tid til anden ønske at du havde begge dine forældre hos dig. Men du kan lære at få det bedste ud af din situation. Det fandt en pige ved navn Nia ud af. „Efter at min far var død,“ siger hun, „sagde en til mig at ’dit liv er hvad du gør det til’, og disse ord gjorde indtryk på mig. De mindede mig om at jeg ikke behøver at være offer for omstændighederne.“ Du kan få det samme livssyn. Husk at det ikke er dine omstændigheder der gør dig enten lykkelig eller ulykkelig. Det er hvordan du betragter dem — og hvad du gør ved dem.

      LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 1, KAPITEL 4

      [Fodnote]

      a Se for eksempel Femte Mosebog 24:19-21 og Salme 68:5.

      NØGLESKRIFTSTED

      „Vær opmærksomme på hinandens interesser, ikke blot jeres egne.“ — Filipperne 2:4, Today’s English Version.

      TIP

      Hvis du føler at du har fået mere ansvar end du kan klare, så foreslå taktfuldt din far eller mor at prøve følgende:

      ● At hænge en liste op over alle de huslige pligter hver enkelt i familien skal udføre.

      ● At lave om på fordelingen af huslige pligter når det er nødvendigt.

      VIDSTE DU DET . . .?

      Når du påtager dig ansvar i hjemmet, kan det hjælpe dig til at blive hurtigere moden end børn der bor sammen med begge forældre, da disse børn ofte har mindre ansvar.

      HANDLINGSPLAN!

      Jeg vil modvirke mine negative følelser ved at ․․․․․

      Hvis folk er overdrevent forsigtige over for mig, vil jeg sige ․․․․․

      Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․

      HVAD MENER DU?

      ● Hvorfor har nogle mennesker fordomme mod børn fra eneforsørgerfamilier?

      ● Hvorfor er din far eller mor måske tilbageholdende med at bede dig om at hjælpe til?

      ● Hvordan kan du give udtryk for værdsættelse af din far eller mor?

      [Tekstcitat på side 211]

      „Siden mine forældres skilsmisse har mor og jeg virkelig kunnet snakke sammen; vi er blevet meget nære venner.“ — Melanie

      [Illustration på side 210, 211]

      En eneforsørgerfamilie er som et hold roere der mangler et af besætningsmedlemmerne — resten af holdet bliver nødt til at arbejde lidt hårdere, men de kan klare det hvis de samarbejder

  • Til mig selv — Dine forældre
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
    • 6. DEL

      Til mig selv — Dine forældre

      Beskriv det sværeste problem du har derhjemme, og hvorfor du synes det er så vanskeligt.

      ․․․․․

      Efter at du har læst denne del, hvordan planlægger du så at gribe det problem an som du lige har beskrevet?

      ․․․․․

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del