Forholdet til andre. Ordsprogene beskriver en sand Guds tjener som en der bruger sin tunge på rette måde (Ord 10:20, 21, 31, 32) og ikke skader andre med tankeløse ord. (12:6, 8, 17-19; 18:6-8, 21) Bliver han provokeret, afvender han med et mildt svar modstanderens vrede. (15:1; 25:15) Han tager ikke del i heftige diskussioner eller skænderier. Han lægger selvbeherskelse for dagen og undgår vredesudbrud, som er dåragtigt og kan gøre ubodelig skade. (Ord 14:17, 29; 15:18; jf. Kol 3:8.) Han undgår endda at komme sammen med vredladne og opfarende mennesker, da han ved at de kunne blive en snare for ham. — Ord 22:24, 25; jf. 13:20; 14:7; 1Kor 15:33.

Man må gøre godt frem for at handle ondt. Ifølge de inspirerede ordsprog bør man gøre godt mod alle — ikke kun mod dem der „bor trygt“ hos én, og som ikke har gjort én noget ondt (Ord 3:27-30), men også mod dem der hader én. (25:21, 22) Man må nøje vogte sit hjerte så man ikke i sit indre fryder sig når ulykken rammer en som man ikke bryder sig om, eller som hader en. — 17:5; 24:17, 18.

Sladder og bagtalelse. Ordsprogene har meget at sige om de vanskeligheder, sorger og skader der forårsages af sladder, og om alvoren af den skyld der hviler på den der løber med sladder. Bagtalerens ord er som „lækkerbiskener“ der sluges begærligt af den der lytter til dem, og de efterlader et varigt indtryk eftersom de „synker ned i mavens inderste“. Derfor skaber de vanskeligheder, og bagtaleren kan ikke vaske sine hænder i uskyld. Selv om han giver det udseende af at være velmenende og prøver at skjule det der virkelig bor i hans hjerte, vil Gud sørge for at det had og den slethed han huser i sit indre, „afdækkes i menigheden“. Han vil selv falde i den faldgrube han har gravet for andre. — Ord 26:22-28.

Ægteskab og børneopdragelse. Ordsprogene lægger afgørende vægt på ægteskabelig troskab. En mand bør finde behag i ’sin ungdoms hustru’ og ikke søge tilfredsstillelse andre steder. (Ord 5:15-23) Den der gør sig skyldig i ægteskabsbrud, bringer ødelæggelse og død over sig selv. (5:3-14; 6:23-35) „En dygtig hustru er sin ægtemands krone“ og en velsignelse for ham. Men en hustru der handler skammeligt, er „som råddenskab i hans knogler“. (12:4) Og det er til græmmelse for en mand at skulle dele hus med en splidagtig kvinde. (25:24; 19:13; 21:19; 27:15, 16) Hvor smuk og charmerende hun end måtte være af ydre, er hun „som guldring i svinetryne“. (11:22; 31:30) Man kan i virkeligheden sige at en dåragtig kvinde river sit eget hus ned. (14:1) Den gode hustrus ædle egenskaber — hendes flid og pålidelighed og hendes trofaste husførelse under mandens ledelse — er i detaljer beskrevet i Ordsprogene, kapitel 31.

Det understreges at det fulde ansvar for børnene påhviler forældrene, og samtidig fremhæves vigtigheden af den rette tugt. (Ord 19:18; 22:6, 15; 23:13, 14; 29:15, 17) Bogen lægger stor vægt på faderens ansvar, men gør desuden opmærksom på at børnene må adlyde både deres fader og deres moder for at opnå det liv Jehova skænker. — 19:26; 20:20; 23:22; 30:17.

Stabil og retfærdig regeringsførelse. Ordsprogenes Bog indeholder principper for god regeringsførelse. Konger og andre i høje stillinger bør sætte sig grundigt ind i tingene (Ord 25:2) og lægge vægt på „loyal hengivenhed og sandhed“ (20:28) så de kan behandle deres undersåtter retfærdigt (29:4; 31:9), også de dårligt stillede. (29:14) Hvis de omgiver sig med ugudelige rådgivere, kan deres styre ikke grundfæstes ved retfærdighed. (25:4, 5) En leder må have sand dømmekraft og hade uærlig vinding. — 28:16.

Mens „retfærdighed ophøjer en nation“ (Ord 14:34), gør overtrædelse et styre ustabilt. (28:2) Det samme gør revolutioner, som Ordsprogene 24:21, 22 advarer imod: „Min søn, frygt Jehova og kongen. Hav intet fællesskab med dem der ønsker en omvæltning; for pludselig rejser deres ulykke sig, og hvem ænser at de som ønsker en omvæltning går til grunde?“