Kapitel 1

Hvorfor være interesseret i andre religioner?

1-7. Hvordan ytrer religionen sig forskellige steder i verden?

UANSET hvor du bor, har du uden tvivl lagt mærke til hvordan religion berører millioner af menneskers liv. Også dit eget liv er måske berørt af en religion. I lande hvor hinduismen er fremherskende vil man ofte se mennesker forrette puja — en ceremoni der blandt andet kan omfatte at de bringer offergaver til guderne i form af kokosnød, blomster og æbler. En præst sætter et mærke af rødt eller gult farvestof, en tilak, på de troendes pander. Og hvert år strømmer millioner til Gangesfloden for at blive renset af dens vand.

² I katolske lande ser man folk bede i kirker og katedraler med et krucifiks eller en rosenkrans i hånden. De bruger rosenkransens perler for at tælle de bønner de beder til Maria. Og præsterne og nonnerne er lette at kende i deres markante sorte klædedragt.

³ Også i protestantiske lande er der mange kirker og kapeller, og dér hvor religionen stadig har magt tager folk om søndagen deres pæne tøj på og går i kirke for at synge salmer og høre en prædiken. Præsten er som regel klædt i sort og bærer en særlig præstekrave.

⁴ I islamiske lande kan man høre muezzinerne, de muslimske udråbere, kalde fra minareterne fem gange om dagen for at samle de troende til ṣalāt, den rituelle bøn. Muslimernes hellige bog er Koranen. Ifølge den islamiske tro er den åbenbaret af Gud og blev givet til profeten Muhammad af engelen Gabriel i det syvende århundrede e.v.t.

⁵ På gaderne i mange buddhistiske lande ses munke, som regel klædt i safrangult, sort eller rødt, som et tegn på fromhed. Gamle templer med fremstillinger af den afklarede Buddha vidner om at den buddhistiske tro ikke er af ny dato.

⁶ Shintoismen, der hovedsagelig praktiseres i Japan, præger hverdagslivet med sine familiehelligdomme og ofre til forfædrene. Japanernes bønner kan dreje sig om de mest praktiske eller jordnære ting, endda om held til at få en god eksamen.

⁷ Og så er der dem der overalt i verden går fra hus til hus eller står på gaden med Bibelen og bibelsk læsestof. Når de præsenterer bladene Vagttårnet og Vågn op! genkendes de næsten alle vegne som Jehovas vidner.

8. Hvad vidner disse udslag af religiøs hengivenhed om?

⁸ Alle disse forskelligartede udslag af religiøs hengivenhed vidner om at mennesket i årtusinder har haft et åndeligt behov, en åndelig længsel. Livet har budt på prøvelser og trængsler, tilværelsen har rejst tvivl og spørgsmål, blandt andet om dødens gåde, og idet folk har søgt hjælp eller trøst hos deres gud eller guder, er deres religiøse følelser kommet til udtryk på mange forskellige måder. Gennem religionen har de også søgt svar på de store spørgsmål: Hvorfor er vi her? Hvordan bør vi leve? Hvad vil fremtiden bringe?

9. Hvordan kan man sige at de fleste mennesker viser en form for religiøs hengivenhed?

⁹ På den anden side er der også millioner af mennesker som ikke bekender sig til nogen religion eller nogen tro på en gud. De er ateister. Andre igen, agnostikerne, mener at man ikke véd noget og sikkert heller ikke kan vide noget om Gud. Men det vil naturligvis ikke sige at disse mennesker ikke har nogen principper eller nogen etik, lige så lidt som et religiøst tilhørsforhold betyder at man har det. Hvis man imidlertid opfatter religion som ’fast overbevisning, princip, tro i al almindelighed’, må man sige at de fleste mennesker, selv ateister og agnostikere, har en form for religion som de holder sig til. — Betydning 5 i Ordbog over det danske Sprog.

10. Har religionen nogen indflydelse i den moderne verden? Giv et eksempel.

¹⁰ Med så mange religioner i en verden der bliver mindre og mindre på grund af de stadig hurtigere transport- og kommunikationsmidler, mærkes deres indflydelse overalt, hvad enten vi kan lide det eller ej. Det uvejr der brød løs i 1989 på grund af bogen De sataniske vers, skrevet af en forfatter som nogle kaldte ’en frafalden muslim’, er et tydeligt vidnesbyrd om hvordan en religiøs stemning pludselig kan brede sig globalt. Der var islamiske ledere som krævede bogen forbudt og endda forfatteren henrettet. Hvad får folk til at reagere så voldsomt og lidenskabeligt i religiøse sager?

11. Hvorfor er det ikke forkert at undersøge andre religioner?

¹¹ For at kunne svare på dette må vi kende noget til de forskellige religioners baggrund. Det er som Geoffrey Parrinder siger i bogen World Religions — From Ancient History to the Present: „At undersøge forskellige religioner behøver ikke at antyde nogen troløshed mod ens egen tro, men troen vinder snarere ved at man ser hvordan andre har søgt efter virkeligheden og er blevet beriget af deres søgen.“ Viden fører til forståelse, og forståelse til tolerance over for mennesker med en anden holdning.

Hvorfor undersøge det?

12. Hvilke faktorer er som regel afgørende for hvilken religion man får?

¹² Har du nogen sinde tænkt eller sagt: ’Jeg har min egen tro. Det er en helt personlig sag. Det diskuterer jeg ikke med andre’? Det er sandt at troen er noget meget personligt — allerede fra vi er ganske spæde får vi indpodet religiøse eller etiske værdier af vore forældre og slægtninge. Det medfører som regel at vi overtager de religiøse idealer som vore forældre og bedsteforældre har haft. Religion er næsten blevet et spørgsmål om familietradition. Det vil så i virkeligheden sige at det i mange tilfælde er andre der har valgt hvad vi skal tro på. Det har ene og alene været et spørgsmål om hvor og hvornår vi blev født. Eller som historikeren Arnold Toynbee har sagt, bestemmes den enkeltes tro ofte af „vedkommendes tilfældige geografiske fødested“.

13, 14. Hvorfor er det ikke logisk at mene at den religion man vokser op med, automatisk har Guds godkendelse?

¹³ Er det rimeligt at mene at den religion man har fået ved fødselen nødvendigvis udgør hele sandheden? Hvis man var født i Italien eller i Sydamerika ville man efter al sandsynlighed være vokset op som katolik, uden at have noget andet valg. Hvis man var født i Indien ville man næsten automatisk være blevet hindu eller, hvis man boede i Punjab, måske sikh. Hvis ens forældre havde været fra Pakistan, ville man utvivlsomt være blevet muslim. Og hvis man var født i et socialistisk land inden for de seneste årtier, ville man sikkert ikke have haft anden mulighed end at vokse op som ateist. — Galaterne 1:13, 14; Apostelgerninger 23:6.

¹⁴ Er den religion man får i vuggegave da automatisk den sande religion, den som Gud godkender? Hvis man altid havde set sådan på det op gennem tiden, ville mange i vort samfund stadig have praktiseret primitiv åndedyrkelse og gamle frugtbarhedsriter, ud fra den antagelse af ’det der var godt nok til mine forfædre, er også godt nok til mig’.

15, 16. Hvordan kan det være gavnligt at undersøge andre religioner?

¹⁵ Med den mangfoldighed af religiøse forestillinger og skikke der har udviklet sig rundt om i verden i løbet af de sidste 6000 år, vil det i det mindste være oplysende og lærerigt at sætte sig ind i hvad andre tror på og hvad der ligger til grund for deres tro. Desuden kunne det måske åbne nye perspektiver for os og give os et mere sikkert håb for fremtiden.

¹⁶ I mange lande har indvandrerstrømmen bevirket at folk fra forskellige religioner nu bor dør om dør. Kendskab til andres indstilling kan derfor bidrage til en bedre kommunikation mellem mennesker med forskellig religiøs opfattelse. Det kan måske også fjerne noget af det had i verden der skyldes religiøse forskelle. Selv om der naturligvis kan være stærk uenighed om religiøse synspunkter, er der ingen grund til at hade andre blot fordi de har en anden opfattelse end én selv. — 1 Peter 3:15; 1 Johannes 4:20, 21; Åbenbaringen 2:6.

17. Hvorfor bør vi ikke hade dem der har en anden religiøs opfattelse end vi selv?

¹⁷ I den gamle jødiske lov stod der: „Du må ikke nære had til din bror; du skal irettesætte din medborger indtrængende, men uden at du derved pådrager dig synd. Du må ikke hævne dig på eller bære nag til dine medborgere, ja, du skal elske din næste som dig selv; jeg er Herren [Jehova].“ (3 Mosebog 19:17, 18, Mel) Kristendommens grundlægger sagde: „Men jeg siger til jer som hører efter: Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer, . . . så skal jeres belønning være stor, og så vil I være den Højestes sønner, for han er venlig mod de utaknemmelige og onde.“ (Lukas 6:27, 35) Koranen fastslår et lignende princip (sura 60:7, MMP): „Det kan være at Allah vil skabe venskab mellem jer og dem af dem som I regner for fjender. Og Allah er Almægtig, og Allah er Tilgivende, Barmhjertig.“

18. Hvorfor er det ikke lige meget hvad man tror på?

¹⁸ Selv om det er vigtigt at vise forståelse og tolerance, vil det dog ikke sige at det er ligegyldigt hvad man tror. Det er som historikeren Geoffrey Parrinder skriver: „Det hævdes somme tider at alle religioner har samme mål, at de blot er lige gode veje til sandheden, eller endog at de alle fører den samme lære . . . Dog er det tydeligt at de gamle aztekere, der holdt deres ofres bankende hjerte op mod solen, ikke havde så god en religion som den fredelige Buddha.“ Når det gælder tilbedelse, må det vel egentlig være Gud der afgør hvad der går an og hvad der ikke går an. — Mika 6:8.

Hvad er bedømmelsesgrundlaget?

19. Hvordan burde den religion man har, indvirke på ens adfærd?

¹⁹ Skønt de fleste religioner har et sæt dogmer eller lærepunkter man kunne begynde at undersøge, kan disse ofte udgøre en meget kompliceret teologi som det almindelige menneske har svært ved at sætte sig ind i. Men en almengyldig regel er princippet om årsag og virkning. En religions læresætninger må øve indflydelse på den enkelte troendes personlighed og daglige adfærd. Den enkeltes adfærd vil derfor som regel i større eller mindre grad være en afspejling af vedkommendes religiøse baggrund. Hvordan indvirker din religion på dig? Gør din religion dig mere venlig? Mere gavmild, ærlig, ydmyg, tolerant og medfølende? Det er på sin plads at spørge sådan, for en stor religiøs lærer, Jesus Kristus, sagde: „Ethvert godt træ [frembringer] gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer dårlige frugter; et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden. Det er altså på deres frugter I skal kende disse mennesker.“ — Mattæus 7:17-20.

20. Hvilke spørgsmål melder sig når man betragter religionen og verdenshistorien?

²⁰ Verdenshistorien skulle vække til eftertanke og få os til at spekulere over den rolle religionen har spillet i de mange krige der har hærget menneskeheden og voldt usigelige lidelser. Hvorfor har så mange mennesker dræbt hinanden i religionens navn? Korstogene, inkvisitionen, konflikterne i Nordirland og Mellemøsten, krigen mellem Irak og Iran (1980-88), sammenstødene mellem hinduer og sikher i Indien — alle disse begivenheder får tænkende mennesker til at stille spørgsmål om religionernes lære og etik. — Se nedenstående ramme.

21. Hvilke frugter har kristenheden båret?

²¹ Kristenhedens verden er velkendt for sit hykleri på dette område. I de to verdenskrige har katolikker dræbt katolikker og protestanter dræbt protestanter på befaling af deres „kristne“ politiske ledere. Bibelen skelner imidlertid mellem kødets gerninger og åndens frugt, og om kødets gerninger siger den: „Det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse. Om dette siger jeg jer forud, sådan som jeg før har sagt, at de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige.“ Alligevel har såkaldte kristne øvet disse ting i århundreder, og deres adfærd er i mange tilfælde blevet bifaldet af deres præster. — Galaterne 5:19-21.

22, 23. Hvilken frugt skulle den sande religion derimod bære?

²² I modsætning hertil beskrives åndens gode frugt som: „Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse. Imod sådanne ting er der ingen lov.“ Alle religioner burde bære en sådan frugt der fremmer freden. Men gør de det? Gør din? — Galaterne 5:22, 23.

²³ Denne bogs undersøgelse af de bestræbelser menneskene har gjort sig for at søge Gud gennem religionen, vil utvivlsomt kunne besvare nogle af vore spørgsmål. Men efter hvilket kriterium skal man bedømme en religion? Efter hvis normer?

’Min religion er god nok til mig’

24, 25. Hvilken udfordring stilles den enkelte over for med hensyn til sin religion?

²⁴ Mange afviser enhver snak om religion med ordene: ’Min religion er god nok til mig. Jeg gør ikke nogen fortræd, og jeg forsøger at gøre godt hvor jeg kan.’ Men er det nok? Kan vi nøjes med at opstille og følge vore egne normer for religion?

²⁵ Hvis religion, som en ordbog siger, er „den form hvorunder mennesket udtrykker sin tro på og ærbødighed for en overmenneskelig magt der anses for at være universets skaber og hersker“, må spørgsmålet snarere være: Er min religion god nok til universets skaber og hersker? I så fald må det jo være Skaberen der har ret til at afgøre hvilken form for adfærd, lære og tilbedelse der er rigtig og hvilken der ikke er det. Det betyder igen at han må åbenbare sin vilje for menneskene, og denne åbenbaring må gøres lettilgængelig, så alle kan stifte bekendtskab med den. Desuden må den være helt igennem harmonisk, så forskellige dele der måske er givet med århundreders mellemrum, altid stemmer overens. Alt dette stiller den enkelte over for en udfordring — nemlig at undersøge det foreliggende materiale for selv at forvisse sig om hvad der er Guds vilje.

26. Hvilken hellig bog bør bruges som målestok for hvad der er sand religion? Og hvorfor?

²⁶ En af de ældste bøger der gør krav på at være inspireret af Gud, er Bibelen. Den er også historiens mest oversatte og udbredte bog. For næsten to tusind år siden sagde en af dens skribenter: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Romerne 12:2) Hvordan skulle man forvisse sig om dette? Den samme skribent erklærede: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ Den inspirerede Bibel skulle altså tjene som en pålidelig målestok for sand tilbedelse, en tilbedelse der godkendes af Gud. — 2 Timoteus 3:16, 17.

27. (a) Nævn nogle af verdensreligionernes hellige skrifter. (b) Hvordan bør disse bøgers indhold være hvis Gud har inspireret dem?

²⁷ De ældste dele af Bibelen er skrevet før nogen af verdens andre religiøse skrifter. Toraen, Bibelens første fem bøger, den lov som Moses skrev under inspiration, stammer helt tilbage fra det 16. og det 15. århundrede f.v.t. I sammenligning med dette blev hinduernes Rigveda (en samling hymner) fuldført omkring år 900 f.v.t. og gør ikke krav på guddommelig inspiration. Buddhisternes kanon, „De Tre Kurve“, daterer sig fra det femte århundrede f.v.t. Koranen, der hævdes at være givet af Gud gennem engelen Gabriel, stammer fra det syvende århundrede e.v.t. Mormons bog, der skal være givet til Joseph Smith i De Forenede Stater af en engel ved navn Moroni, er fra det 19. århundrede. Hvis nogle af disse værker er inspireret af Gud, sådan som nogle hævder, må den religiøse vejledning de indeholder ikke være i modstrid med den lære der findes i Bibelen, som er den oprindelige inspirerede kilde. Desuden må de besvare nogle af de vanskelige spørgsmål som menneskene tumler med.

Spørgsmål der kræver svar

28. Hvilke spørgsmål kræver et svar?

²⁸ 1) Lærer Bibelen — ligesom de fleste religioner og ligesom mange mennesker tror — at mennesket har en udødelig sjæl og at denne sjæl ved døden drager til en anden verden, himmelen, helvede eller skærsilden, eller måske vender tilbage i en reinkarnation?

2) Lærer Bibelen at universets suveræne Herre er navnløs? Lærer den at han er én Gud? eller tre personer i én gud? eller mange guder?

3) Hvad siger Bibelen om Guds oprindelige hensigt med at skabe menneskene til at leve på jorden?

4) Lærer Bibelen at jorden vil blive ødelagt? Eller siger den at det kun er den fordærvede verdensordning der vil gå til grunde eller blive ødelagt?

5) Hvordan kan man få fred i sindet og opnå frelse?

29. (a) Hvilket grundprincip bør vi følge når vi søger efter sandheden? (b) Hvilke svar giver Bibelen på vore spørgsmål?

²⁹ De forskellige religioner og trosretninger har forskellige svar på dette, men hvis vi søger ’den rene religion’ vil vi nå frem til de konklusioner Gud ønsker vi skal nå frem til. (Jakob 1:27, AS, KJ) Hvordan kan vi sige det? Det kan vi fordi vi vil følge dette grundprincip: „Lad Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner, sådan som der står skrevet: ’For at du må kendes retfærdig i dine ord og vinde når du dømmes.’“ — Romerne 3:4.a

30. Hvilke spørgsmål vil vi komme ind på i det næste kapitel?

³⁰ Nu da vi har fundet et grundlag at bygge vor undersøgelse af verdens religioner på, kan vi begynde at betragte menneskets første søgen efter det åndelige. Hvad ved vi om religionens tidligste oprindelse? Hvilke tilbedelsesformer opstod der blandt de ældste og måske primitive folkeslag?

Kapitel 2

Hvordan er religionen opstået?

1, 2. Hvad er der at sige om religionens alder og den variation den findes i?

RELIGIONENS historie går så langt tilbage som menneskets egen historie. Det mener arkæologerne og antropologerne. Selv i de mest „primitive“, det vil sige uudviklede, kulturer er der fundet vidnesbyrd om en eller anden form for gudsdyrkelse. Ja, opslagsværket The New Encyclopædia Britannica siger at „så vidt forskerne har fastslået, har der aldrig eksisteret noget folk noget sted eller på noget tidspunkt som ikke på en eller anden måde var religiøst“.

² Foruden at religionen er meget gammel, findes den også i mange afskygninger. Hovedjægerne i Borneos jungle, eskimoerne i den arktiske isverden, nomaderne i Saharaørkenen, indbyggerne i verdens travle storbyer — hvert eneste folk på jorden har sin egen måde at dyrke sin gud eller sine guder på. Religionens mangeartethed er overvældende.

3. Hvilke spørgsmål angående religionerne i verden bør vi undersøge?

³ Dette giver naturligt nok anledning til nogle spørgsmål. Hvor stammer de mange religioner fra? Er de mon opstået uafhængigt af hinanden, siden de er så forskellige, eller tyder lighederne mellem dem på at de har udviklet sig fra en fælles stamme? Ja, hvorfor er religionen i det hele taget opstået? Og hvordan? Svarene på disse spørgsmål er af stor betydning for enhver som gerne vil finde frem til sandheden hvad tro og religion angår.

Tilbage til oprindelsen

4. Hvad ved vi om mange religioners grundlæggere?

⁴ Når man søger tilbage til oprindelsen, kommer folk fra forskellige religioner til at tænke på navne som Muhammad, Buddha, Kungfutse og Jesus. I næsten enhver religion kan man finde en central skikkelse som tillægges æren for at have grundlagt ’den sande tro’. Nogle af disse var reformatorer der gjorde op med afguds- eller billeddyrkelse. Andre var moralfilosoffer. Andre igen var uselviske folkehelte. Mange af dem efterlod sig udsagn eller skrifter som dannede grundlaget for en ny religion. Med tiden blev deres ord og gerninger besmykket, forherliget og omgivet med en vis aura og mystik. Nogle af disse ledere blev endog ophøjet til guder.

5, 6. Hvordan er mange religioner opstået?

⁵ Men selv om disse mænd regnes for at have stiftet de store religioner vi kender, må vi slå fast at de ikke stiftede religionen som sådan. I de fleste tilfælde udsprang deres lære af allerede eksisterende religiøse forestillinger, selv om de måske gjorde krav på at være guddommeligt inspirerede. Eller de omformede en allerede eksisterende religiøs ordning der på en eller anden måde var blevet utilfredsstillende.

⁶ For eksempel var Buddha — så vidt som de historiske oplysninger er korrekte — en kongesøn som var forfærdet over de lidelser og sørgelige tilstande han så omkring sig i et samfund der var domineret af hinduismen. Buddhismen opstod som et resultat af hans søgen efter en løsning på livets smertelige problemer. På samme måde var Muhammad stærkt foruroliget over den afgudsdyrkelse og umoralitet han fandt sin tids religiøse handlinger forbundet med. Han hævdede senere at have fået særlige åbenbaringer fra Gud, hvorved Koranen blev udformet, og dette blev grundlaget for en ny religiøs bevægelse, islam. Protestantismen udsprang af katolicismen som et resultat af reformationen, der begyndte tidligt i det 16. århundrede da Martin Luther protesterede mod den katolske kirkes afladshandel.

7. Hvilket spørgsmål angående religion står stadig ubesvaret?

⁷ Hvad de nuværende religioner angår, savnes der altså ikke oplysninger om deres opståen og udvikling, deres grundlæggere, deres hellige skrifter og så videre. Men hvordan med de religioner der fandtes før dem? Og hvordan med dem der fandtes endnu tidligere? Hvis vi går tilstrækkelig langt tilbage i historien vil vi før eller siden komme til at stå over for spørgsmålet: Hvordan er religionen opstået? For at finde svaret må vi selvsagt søge ud over de enkelte religioners grænser.

Mange teorier

8. Hvordan så folk i mange hundrede år på spørgsmålet om religion?

⁸ Studiet af religionens opståen og udvikling er en forholdsvis ny videnskab. I århundreder accepterede folk mere eller mindre stiltiende den religiøse tradition de var født ind i og som de blev opdraget i. De fleste var tilfredse med de forklaringer de fik overleveret fra deres forfædre, og de følte at deres religion var den sande. De fandt sjældent grund til at betvivle noget, eller behov for at undersøge hvordan, hvornår eller hvorfor det hele begyndte. I århundreder anede faktisk kun de færreste, som følge af den begrænsede kommunikation og samfærdsel, at der overhovedet fandtes andre religiøse systemer end deres eget.

9. Hvordan har man siden det 19. århundrede forsøgt at finde ud af hvordan og hvorfor religionen er opstået?

⁹ I det 19. århundrede begyndte billedet imidlertid at ændre sig. Udviklingsteorien fejede gennem den intellektuelle verden, og dette, sammen med den begyndende videnskabelige forskning, fik mange til at sætte spørgsmålstegn ved alt hvad der var etableret, deriblandt religionen. I erkendelse af de begrænsninger der ville være ved at søge forklaringer inden for den eksisterende religion, vendte nogle forskere sig til resterne af tidligere kulturer eller rettede blikket mod fjerne afkroge af verden hvor folk stadig levede i primitive samfund. De forsøgte her ved hjælp af psykologiens, sociologiens, antropologiens og andre videnskabelige discipliners metoder at finde nogle spor som kunne forklare hvordan religionen var opstået og hvorfor.

10. Hvad blev resultatet da man begyndte at undersøge religionens oprindelse?

¹⁰ Hvad var resultatet? Pludselig dukkede der et væld af teorier op — næsten lige så mange som der var forskere, forekom det — hvor forskerne dels modsagde hinanden og dels forsøgte at overgå hinanden i dristighed og originalitet. Nogle af disse forskeres arbejde kom til at præge eftertiden, mens andres gik i glemmebogen. Det vil være både oplysende og lærerigt for os at kaste et blik på resultaterne af denne forskning. Det vil hjælpe os til bedre at forstå de religiøse holdninger vi møder blandt de mennesker vi kommer i berøring med.

11. Hvad går animisme-teorien ud på?

¹¹ Den engelske antropolog Edward Tylor (1832-1917) fremsatte en teori der i almindelighed kaldes animismen. Han mente at erfaringen med drømme, syner, hallucinationer og døde legemers livløshed fik primitive folkeslag til at drage den slutning at legemet er beboet af en sjæl (latin: anima). Da de ofte drømte om deres afdøde slægtninge antog de, ifølge denne teori, at der var en sjæl som levede videre efter døden, at den forlod legemet og tog bolig i træer, klipper, floder eller andet. Efterhånden blev de døde og de ting som sjælene mentes at tage bolig i, dyrket som guder. Og på denne måde, sagde Tylor, opstod religionen.

12. Hvad går animatisme-teorien ud på?

¹² En anden engelsk antropolog, R. R. Marett (1866-1943), fremsatte en modificeret teori som han kaldte animatismen. Efter at have studeret de religiøse opfattelser hos melanesierne på Stillehavsøerne og hos de indfødte i Afrika og Amerika, drog han den slutning at primitive folk ikke gjorde sig forestillinger om en personlig sjæl, men simpelt hen troede at alt var levende ved at der var en upersonlig eller overnaturlig kraft i det; troen på dette skal så have indgivet dem en følelse af frygt eller ærefrygt, som blev grundlaget for deres primitive religion. For Marett at se, var religion hovedsagelig et udtryk for menneskets følelsesmæssige reaktion på det ukendte. Han yndede at sige at religionen „ikke i første række var noget man havde tænkt sig til, men snarere noget man havde danset sig til“.

13. Hvilken teori fremsatte James Frazer?

¹³ I 1890 udgav en skotsk folkemindeforsker, James Frazer (1854-1941), det indflydelsesrige værk The Golden Bough, hvori han hævdede at religionen var vokset frem af magien. Ifølge Frazer forsøgte menneskene først at styre deres eget liv og beherske deres omgivelser ved at efterligne det de så finde sted i naturen. De troede for eksempel at de kunne nedkalde regn ved at stænke vand på jorden til lyden af tordenagtige trommeslag, eller at de kunne volde deres fjender skade ved at stikke nåle i en dukke. Derfor begyndte de at knytte mange ritualer, besværgelser og magiske genstande til hverdagen. Da disse ting ikke virkede efter hensigten, opgav de at beherske de overnaturlige magter, og begyndte i stedet at formilde dem og anråbe dem om hjælp. Ritualerne og besværgelsesformularerne blev til ofre og bønner, og på denne måde opstod religionen. Sagt med Frazers ord er religion „en formildelse eller forsoning af magter som står over mennesket“.

14. Hvordan forklarede Sigmund Freud religionens oprindelse?

¹⁴ Også den kendte østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud (1856-1939) forsøgte sig med en forklaring, som han fremsatte i bogen Totem og tabu. I overensstemmelse med sin profession forklarede Freud at den ældste religion opstod af en slags faderskikkelse-neurose. Han udformede en teori om at ligesom det er blandt vilde heste og okser, var det i det primitive samfund faderen der dominerede klanen. Sønnerne, som både hadede og beundrede faderen, gjorde oprør og dræbte faderen. For at tilegne sig faderens styrke, hævdede Freud, ’fortærede de kannibalistiske vilde den dræbte’. Senere blev de skyldbevidste og opfandt riter og ritualer for at sone deres handling. Ifølge Freuds teori blev faderskikkelsen Gud, de opfundne riter og ritualer blev den tidligste religion, og fortæringen af den dræbte fader blev til den nadvertradition der praktiseres inden for mange religioner.

15. Hvordan er det gået med de fleste af de teorier der blev fremsat om religionens oprindelse?

¹⁵ Der kunne anføres mange andre teorier som gør forsøg på at forklare religionens oprindelse. De fleste af dem er imidlertid blevet glemt, og ingen af dem skilte sig ud som mere troværdige eller antagelige end de øvrige. Hvorfor ikke? Simpelt hen fordi der aldrig på noget tidspunkt blev fremført historiske vidnesbyrd eller beviser som kunne underbygge dem. De var ikke andet end produkter af nogle forskeres formodninger eller fantasi, og blev derfor hurtigt udskiftet med de næste teorier der blev fremsat.

Et forkert grundlag

16. Hvorfor har de mange års forskning ikke kunnet forklare hvordan religionen er opstået?

¹⁶ Efter at have kæmpet med spørgsmålet i årevis er mange nu nået til den slutning at et gennembrud i bestræbelserne for at finde tilbage til religionens oprindelse er og bliver højst usandsynligt. Dette skyldes først og fremmest at de gamle folkeslags knogler og andre efterladenskaber ikke fortæller noget om hvordan disse mennesker tænkte, hvad de frygtede eller hvorfor de dyrkede naturkræfter eller andre guddomme. Enhver konklusion der drages på grundlag af disse fund er i bedste fald oplyst gætteri. Desuden er de religiøse skikke der praktiseres af vore dages såkaldte primitive folk, som for eksempel uraustralierne, ikke nødvendigvis et pålideligt udtryk for hvad folk i gammel tid tænkte eller gjorde. Ingen kan vide med sikkerhed om, eller hvordan, deres kultur har ændret sig gennem tiden.

17. (a) Hvad er religionshistorikerne i dag klar over? (b) Hvad ser ud til at have været forskernes hovedinteresse når de har analyseret religionen?

¹⁷ På grund af de mange usikkerhedsmomenter der er, siger bogen World Religions — From Ancient History to the Present at „den moderne religionshistoriker ved at det er umuligt at trænge tilbage til religionens oprindelse“. Imidlertid bemærker den følgende om historikernes bestræbelser: „Før i tiden gik alt for mange teoretikere op i, ikke blot at beskrive eller forklare religionen, men at bortforklare den, ud fra den betragtning at hvis de tidlige former kunne påvises at bygge på illusioner, ville de senere og højere former blive undergravet.“

18. (a) Hvorfor har de mange forskere ikke været i stand til at forklare religionens oprindelse? (b) Hvad har tilsyneladende været de „videnskabelige“ religionsforskeres virkelige hensigt?

¹⁸ Denne bemærkning giver os et vigtigt fingerpeg om hvorfor de forskellige „videnskabelige“ forskere ikke er kommet med nogen holdbar forklaring på religionens oprindelse. Det siger sig selv at man kun kan drage rette slutninger hvis man har det rigtige udgangspunkt. Vælger man et forkert udgangspunkt, er det usandsynligt at slutningerne bliver rigtige. Dét at de „videnskabelige“ forskere igen og igen er kommet med uholdbare forklaringer, skaber alvorlig tvivl om udgangspunktet for deres forskning. Ved at gå ud fra deres forudfattede ideer har de i deres forsøg på at ’bortforklare religionen’ i virkeligheden forsøgt at bortforklare Gud.

19. Hvad må en videnskabelig forskning bygge på hvis den skal føre til et rigtigt resultat? Giv et eksempel.

¹⁹ Det kan sammenlignes med de mange måder hvorpå astronomerne før det 16. århundrede forsøgte at forklare planeternes bevægelser. Der var mange teorier, men ingen af dem var virkelig tilfredsstillende. Hvorfor ikke? Fordi de alle byggede på den antagelse at jorden var universets centrum som stjernerne og planeterne kredsede omkring. Der blev ikke gjort virkelige fremskridt før videnskabsmændene — og den katolske kirke — var villige til at acceptere at jorden ikke var universets centrum men bevægede sig rundt om solen, som var solsystemets midtpunkt. Dét at de mange teorier ikke kunne forklare de faktiske forhold, fik fordomsfri personer til — ikke at komme med nye teorier, men — at tage selve udgangspunktet op til ny vurdering. Og det gav resultat.

20. (a) Hvad var det fejlagtige udgangspunkt for den „videnskabelige“ forskning angående religionens oprindelse? (b) Hvilket grundlæggende behov henviste Voltaire til?

²⁰ Det samme princip kan anvendes på undersøgelsen af religionens oprindelse. På grund af ateismens fremkomst og den udbredte anerkendelse af evolutionsteorien har mange taget for givet at der ikke er nogen Gud. Ud fra denne antagelse mener de at forklaringen på religionens eksistens må findes i mennesket selv — i dets tankeprocesser, dets behov, dets frygt, dets „neuroser“. Voltaire sagde: „Eksisterede der ingen Gud, måtte man opfinde ham.“ De hævder at mennesket har opfundet Gud. — Se rammen på side 28.

21. Hvilken slutning kommer vi til, eftersom ingen af de mange teorier har kunnet forklare religionens oprindelse?

²¹ Eftersom ingen af de mange teorier har givet nogen virkelig tilfredsstillende forklaring, er det da ikke på tide at tage udgangspunktet for teorierne op til ny overvejelse? I stedet for ørkesløst at forske videre i samme spor, vil det da ikke være fornuftigt at søge svaret et andet sted? Hvis vi tør være fordomsfri vil vi erkende at dette både er fornuftigt og videnskabeligt. Og der er et eksempel som kan hjælpe os til at se det logiske ved denne fremgangsmåde.

En forespørgsel i fortiden

22. Hvordan berørte athenernes mange forskellige gudsopfattelser deres gudsdyrkelse?

²² I det første århundrede efter vor tidsregning var byen Athen i Grækenland et fremtrædende lærdomscenter. I byen var der imidlertid mange forskellige filosofiske retninger, som for eksempel epikuræerne og stoikerne, som hver havde deres egen opfattelse af guderne. På grundlag af de forskellige opfattelser ærede man mange guddomme og havde udviklet forskellige måder at dyrke dem på. Byen var derfor fuld af menneskeskabte afguder og templer. — Apostelgerninger 17:16.

23. Hvilken helt anden gudsopfattelse fremholdt apostelen Paulus for athenerne?

²³ Omkring år 50 kom den kristne apostel Paulus til byen, og han fremholdt en helt anden gudsopfattelse for athenerne. Han sagde til dem: „Den Gud som har frembragt verden og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer der er gjort med hænder; han tjenes heller ikke af menneskers hænder som om han trængte til noget, for han giver selv liv og ånde og alting til alle.“ — Apostelgerninger 17:24, 25.

24. Hvad sagde Paulus i virkeligheden til athenerne om det at tilbede Gud?

²⁴ Paulus forklarede med andre ord athenerne at den sande Gud, som havde „frembragt verden og alt hvad der er i den“, ikke var et produkt af menneskers forestillingsevne og at han heller ikke skulle tjenes på måder som mennesker udtænkte. Sand religion er ikke en ensidig bestræbelse fra menneskers side for at dække et vist psykologisk behov eller dæmpe en vis frygt. Nej, eftersom den sande Gud er Skaberen, der har givet mennesket evnen til at tænke og ræsonnere, måtte man forvente at han også ville give mennesket en anvisning på hvordan det kunne komme i et tilfredsstillende forhold til ham. Og det var, ifølge Paulus, netop hvad Gud gjorde. „Han har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, . . . for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os.“ — Apostelgerninger 17:26, 27.

25. Forklar hovedpunktet i Paulus’ argumentation angående menneskets oprindelse.

²⁵ Læg mærke til hovedpunktet i Paulus’ argumentation: Gud „har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker“. Selv om der i dag findes mange nationer eller folkeslag som bor spredt ud over hele jorden, er forskerne klar over at hele menneskeheden er af fælles afstamning. Dette har stor betydning, for når vi siger at alle mennesker er af fælles afstamning, indebærer det langt mere end at de bare er biologisk og genetisk beslægtede. De er også beslægtede på andre områder.

26. Hvordan er sproghistorien med til at støtte Paulus’ ord?

²⁶ Læg for eksempel mærke til hvad bogen Story of the World’s Worship siger om menneskets sprog: „De der har studeret sprogene i verden og sammenlignet dem med hinanden, har noget at sige, og det er: Alle sprogene kan inddeles i familier og grupper, og man kan se at alle disse familier har et fælles udspring.“ De mange sprog der tales i verden er med andre ord ikke opstået hver for sig og uafhængigt af hinanden, sådan som evolutionisterne gerne vil have os til at tro. De har opstillet teorier om at huleboere i Afrika, Europa og Asien begyndte med at grynte og knurre og efterhånden udviklede sprog hver for sig. Men sådan var det ikke. Vidnesbyrdene understreger at sprogene „har et fælles udspring“.

27. Hvorfor er det rimeligt at mene at menneskenes forestillinger om Gud og religion har et fælles udspring?

²⁷ Hvis dette gælder noget der er så personligt og enestående for mennesket som dets sprog, ville det da ikke være rimeligt at mene at menneskets forestillinger om Gud og religion også har et fælles udspring? Religion er jo forbundet med tankevirksomhed, og tankevirksomhed er forbundet med evnen til at benytte et sprog. Dermed være ikke sagt at alle religioner behøver at være opstået af én religion, men de religiøse tanker og forestillinger må kunne spores tilbage til et fælles udspring eller en oprindelig pulje af religiøse forestillinger. Er der vidnesbyrd om at det forholder sig sådan? Og hvis alle religioner virkelig har et fælles udspring, hvori består så dette udspring? Hvordan kan vi finde ud af det?

Forskellige og dog på mange måder ens

28. Hvordan kan vi finde ud af om verdens religioner har et fælles udgangspunkt?

²⁸ Vi kan finde svaret på samme måde som sprogforskerne fandt frem til deres svar angående sprogenes oprindelse. Ved at stille sprogene op ved siden af hinanden og notere sig lighederne imellem dem, kan en etymolog spore de forskellige sprog tilbage til deres oprindelse. På samme måde kan vi ved at stille religionerne op ved siden af hinanden se om deres dogmer, legender, ritualer, ceremonier, institutioner og så videre, indeholder nogle fælles træk, og, hvis dette er tilfældet, undersøge hvortil disse træk kan spores tilbage.

29. Hvad kan mange af forskellene mellem religionerne tilskrives?

²⁹ På overfladen ser de mange religioner der findes i dag, temmelig forskellige ud. Men hvis vi skiller de ting fra der blot er udvidelser eller senere tilføjelser, eller ser bort fra de særpræg der blot skyldes klima, sprog, nationale særegenheder eller andre faktorer, er det forbavsende så ens de fleste af dem viser sig at være.

30. Hvilke ligheder er der mellem katolicismen og buddhismen?

³⁰ For eksempel vil de fleste nok mene at to religioner næppe kan være mere forskellige end den vestlige verdens romerske katolicisme og Østens buddhisme. Men hvad finder vi når vi ser bort fra de forskelle der kan tilskrives sprog og kultur? Hvis vi er objektive må vi erkende at de to religioner faktisk har mange ting tilfælles. Både katolicismen og buddhismen er fyldt med ritualer og ceremonier som omfatter brugen af lys, røgelse, vievand, rosenkrans, helgenbilleder, messe og bønnebøger, ja endog korsets tegn. Begge religioner har munke- og nonneordener, og begge er kendt for at have præstecølibat, særlige klædedragter, helligdage og særlige kostforskrifter. Dette er langtfra alt, men det er nok til at understrege ligheden. Spørgsmålet er: Hvorfor har to religioner der forekommer så forskellige, alligevel så mange ting tilfælles?

31. Hvilke ligheder finder vi mellem andre religioner?

³¹ Ligesom vi har sammenlignet buddhismen og katolicismen, kan vi sammenligne andre religioner, og vi vil da opdage at visse lærepunkter og trossætninger går igen i næsten dem alle. De fleste mennesker kender til en lære om menneskesjælens udødelighed, en himmelsk belønning for alle de gode og evig pine i en underverden for de onde, en skærsild, en treenig gud eller en guddom bestående af mange guder, og en gudinde der er Guds moder eller himmelens dronning. Foruden disse lærepunkter findes der mange sagn og legender som er lige så almindeligt udbredte. Der er for eksempel sagn om at menneskene mistede den guddommelige nåde fordi de ulovligt forsøgte at tilrive sig udødelighed, om nødvendigheden af at bringe ofre til soning af synd, om menneskets søgen efter et livets træ eller en ungdommens kilde, om guder og halvguder der levede blandt menneskene og fik et overmenneskeligt afkom, og om en katastrofal oversvømmelse der udslettede næsten hele menneskeheden.a

32, 33. (a) Hvilken slutning kan vi drage på grundlag af de forbløffende ligheder der er mellem verdens religioner? (b) Hvilket spørgsmål må vi have svar på?

³² Hvilken slutning fører alt dette til? De der har troet på disse sagn og legender har levet vidt adskilte steder på jorden. Deres kulturer og deres traditioner har været klart forskellige. Deres sociale skikke har ikke haft nogen som helst forbindelse med hinanden. Men hvad deres religion angår, har de troet på stort set det samme. De har måske ikke alle troet på hver eneste af de førnævnte ting, men de har alle troet på nogle af dem. Man spørger uvilkårligt: Hvorfor? Det er som om der har været en fælles pulje hvorfra de enkelte religioner har hentet deres grundlæggende lærepunkter, nogle i større, andre i mindre grad. Med tiden er disse grundlæggende forestillinger så blevet udvidet og tilpasset, og andre lærdomme har udviklet sig fra dem. Men de fælles hovedtræk er ikke til at tage fejl af.

³³ Ligheden mellem de mange religioners grundopfattelser vidner umiskendeligt om at de ikke er opstået hver for sig, uafhængigt af hinanden. Går vi langt nok tilbage, må deres opfattelser tværtimod have en fælles oprindelse. Hvori bestod denne oprindelse?

En oprindelig guldalder

34. Hvilket sagn angående menneskets tidligste historie går igen i mange religioner?

³⁴ Blandt de sagn der går igen i mange religioner, er der interessant nok et om at menneskene til at begynde med levede i en guldalder hvor de var skyldfri, levede lykkeligt og fredeligt i nært samfund med Gud, og var fri for sygdom og død. Skønt detaljerne varierer, kan man i mange religioners skrifter og sagn finde ensartede forestillinger om at der engang fandtes et fuldkomment paradis.

35. Beskriv de gamle Zarathustra-tilhængeres opfattelse af en tidlig guldalder.

³⁵ Avesta, den oldpersiske zarathustrismes hellige bog, fortæller om „den retfærdige Yima, den gode hyrde,“ som var den første dødelige som Ahura Mazda (skaberen) talte med. Ahura Mazda pålagde ham ’at fostre, at herske og at våge over verden’. For at kunne gøre dette skulle han bygge „en Vara“, en underjordisk bolig, til alle levende skabninger. Dér var der „hverken nedladenhed eller smålighed, hverken dårskab eller vold, hverken fattigdom eller svig, hverken svaghed eller vanskabthed, hverken store tænder eller legemer af usædvanlige mål. Indbyggerne led ingen besmittelse af den onde ånd. De boede blandt duftende træer og gyldne søjler; de var de største, bedste og smukkeste på jorden; de var selv en slægt af høje og smukke mennesker.“

36. Hvordan beskrev den græske digter Hesiod en guldalder?

³⁶ Blandt de gamle grækere taler Hesiod i sit digt Værker og dage om fem menneskealdre, hvoraf den første var guldalderen da mennesket levede i fuldkommen lykke. Han skrev:

Denne sagnagtige guldalder gik ifølge den græske mytologi tabt da Epimetheus giftede sig med den smukke Pandora, som var en gave fra guden Zeus. En dag åbnede Pandora låget på et lerkar, og ud af det fløj alle slags ulykker, elendigheder og sygdomme som menneskene aldrig skulle få bugt med.

37. Beskriv den oldkinesiske legende om et „paradis“ ved historiens begyndelse.

³⁷ Også gamle kinesiske sagn fortæller om en guldalder — en lykkelig tid under Huang-Ti (den gule kejser), der siges at have hersket i hundrede år i det 26. århundrede f.v.t. Han tillægges æren for at have opfundet alt hvad der har med civilisationen at gøre — klæder og husly, transportmidler, våben og krigsførelse, jordforvaltning, fabriksvirksomhed, silkeavl, musik, sprog, matematik, kalenderen, og så videre. Under hans regering, hedder det, „var der ingen tyve eller stridigheder i Kina, og folket levede i ydmyghed og fred. Regn i rette tid og gode vejrforhold førte til en rigelig høst år efter år. Det mest forbløffende var at selv de vilde dyr ikke dræbte, og rovfuglene gjorde ingen skade. Kinas historie begyndte kort sagt med et paradis.“ Kineserne hævder den dag i dag at være efterkommere af den gule kejser.

38. Hvilken slutning kan vi drage ud fra alle de ensartede legender om menneskets tidligste historie?

³⁸ Lignende legender om en tid hvor der rådede lykke og fuldkommenhed ved begyndelsen af menneskets historie findes i mange andre folkeslags religioner — for eksempel hos ægypterne, tibetanerne, peruanerne og mexicanerne, for blot at nævne nogle få. Er det rent tilfældigt at alle disse folkeslag, der har levet langt fra hinanden og haft vidt forskellige kulturer, sprog og skikke, har haft de samme forestillinger om deres oprindelse? Er det bare et tilfældigt sammentræf at de alle har valgt at forklare deres begyndelse på samme måde? Både erfaring og logik fortæller os at det næppe kan være tilfældet. Tværtimod må de træk der er fælles i alle disse sagn og legender være spor af sandheden om menneskets tidligste historie og religion.

39. Hvilket billede kan vi sætte sammen af de elementer der går igen i mange af legenderne om menneskets tidligste historie?

³⁹ Hvis vi tager de mange elementer der går igen i de forskellige sagn om menneskets begyndelse, og stykker dem sammen, får vi et mere fuldstændigt billede af hvad de fortæller. De fortæller at Gud skabte den første mand og den første kvinde og satte dem i et paradis. De var i begyndelsen meget tilfredse og lykkelige, men inden længe gjorde de oprør. Det medførte at de mistede det fuldkomne paradis, og til gengæld fik slid og slæb, smerte og lidelse. Til sidst blev menneskene så onde at Gud straffede dem ved at sende en stor oversvømmelse der udslettede alle på nær én familie. Da denne familie voksede, sluttede nogle af efterkommerne sig sammen og begyndte at bygge et vældigt tårn i trods mod Gud. Gud krydsede deres planer ved at forvirre deres sprog og sprede dem til jordens fjerneste egne.

40. Forklar hvordan Bibelens beretning forholder sig til legenderne om hvordan menneskenes religioner er opstået.

⁴⁰ Er dette billede som man kan sætte sammen, udelukkende et resultat af menneskers fantasi? Nej. Det svarer i det væsentlige til det billede der fremstilles i Bibelen, i de første elleve kapitler af Første Mosebog. Uden her at komme nærmere ind på spørgsmålet om Bibelens troværdighed kan vi fastslå at Bibelens beretning om menneskets tidligste historie afspejles i de hovedelementer man finder i mange af de gamle sagn.b Da menneskene begyndte at spredes fra Mesopotamien tog de deres erindringer, erfaringer og forestillinger med sig overalt hvor de kom hen. Disse forestillinger er så med tiden, i udvidet og ændret skikkelse, blevet grundstrukturen i de religioner der udvikledes rundt om i verden. I overensstemmelse med de følgeslutninger vi drog tidligere i dette kapitel, må beretningen i Første Mosebog da være den oprindelige, rene, ubesmittede pulje hvorfra de forskellige religioner i verden har hentet deres grundlæggende forestillinger om begyndelsen til menneskets historie og dets tilbedelse. Dertil har de så føjet deres egne specielle lærdomme og skikke, men det er tydeligt hvor kernen i deres forestillinger stammer fra.

41. Hvad kan du have i tanke mens du læser de næste kapitler i denne bog?

⁴¹ I de næste kapitler i denne bog vil vi komme nærmere ind på hvordan de enkelte religioner er opstået og har udviklet sig. Du vil uden tvivl finde det meget lærerigt at undersøge både hvordan de enkelte religioner adskiller sig fra hinanden og hvordan de ligner hinanden. Desuden vil du få at se hvordan hver enkelt religion føjer sig ind i det historiske tidsskema og ind i religionshistorien, hvordan dens hellige bøger eller skrifter knytter sig til de øvrige, hvordan dens grundlægger eller leder har været berørt af andre religiøse ideer, og hvordan den har øvet indflydelse på menneskenes adfærd og deres historie. Hvis du undersøger menneskets lange søgen efter Gud med disse punkter i tanke, vil sandheden vedrørende religion og religiøse lærepunkter komme til at stå klarere for dig.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 23]

Den videnskabelige forskning og udviklingsteorien fik mange til at sætte spørgsmålstegn ved religionen

[Tekstcitat på side 34]

Det er som om der har været en fælles pulje hvorfra hver religion har hentet sine grundlærdomme

[Ramme på side 28]

Hvorfor er mennesket religiøst?

▪ John B. Noss siger i sin bog Man’s Religions: „Alle religioner siger på den ene eller den anden måde at mennesket ikke står alene og ikke kan stå alene. Mennesket er nært forbundet med og ligefrem afhængigt af kræfter i Naturen og Samfundet omkring det. Dunkelt eller klart erkender det at det ikke er et selvstændigt kraftcenter som kan klare sig uafhængigt af den omgivende verden.“

På samme måde hedder det i bogen World Religions — From Ancient History to the Present: „Studiet af religionen afslører at en vigtig side af den er en længsel efter indhold i livet, en tro på at livet ikke er tilfældigt og meningsløst. Denne søgen efter mening fører til tro på en magt som er højere end mennesket, og i sidste ende til en universel eller overmenneskelig intelligens hvis hensigt og vilje er at opretholde de højeste normer for menneskelivet.“

Religion dækker altså et grundlæggende behov hos mennesket, ligesom føden dækker vort behov for næring. Sulten stilles måske uanset hvad vi spiser, men i længden kan dårlig føde skade vort helbred. For at leve ordentligt må vi indtage føde der er sund og nærende. På samme måde må vi have nærende åndelig føde for at bevare vort åndelige helbred. Bibelen siger derfor at „mennesket ikke lever af brød alene, men af alt hvad der udgår af Jehovas mund“. — 5 Mosebog 8:3.

[Kort på side 39]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Da menneskene spredtes fra Mesopotamien tog de deres religiøse forestillinger og erindringer med sig

BABYLON

LYDIEN

SYRIEN

ÆGYPTEN

ASSYRIEN

MEDIEN

ELAM

PERSIEN

[Illustrationer på side 21]

Mænd som Buddha, Kungfutse og Luther ændrede bestående religiøse systemer, men de „opfandt“ ikke religionen

[Illustration på side 25]

Den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud mente at religion skyldtes frygt for en faderskikkelse

[Illustration på side 27]

Det udgangspunkt at jorden var universets centrum førte til fejlagtige konklusioner om planeternes bevægelser

[Illustrationer på side 33]

Hvorfor synes buddhismen og katolicismen at have så mange ting tilfælles?

Buddhistisk barmhjertighedsgudinde med barn (Kina)

Katolsk madonna med Jesusbarnet

Tibetansk buddhist med bedemølle og rosenkrans

Katolik med rosenkrans

[Illustration på side 36]

Kinesiske sagn taler om en guldalder i mytisk tid under Huang-Tis (den gule kejsers) regering

Kapitel 3

Fællestræk i mytologierne

1-3. (a) Hvorfor burde myter interessere os? (b) Hvad vil vi komme ind på i dette kapitel?

HVORFOR beskæftige sig med myter? Er det ikke bare opdigtede fortællinger fra en fjern fortid? Det er sandt at mange af dem er opdigtede, men nogle af dem bygger på virkelige hændelser. Det gælder for eksempel de meget udbredte myter og sagn der kan føres tilbage til den historiske vandflod som Bibelen beretter om.

² En væsentlig grund til at beskæftige sig med myter er at de danner grundlag for mange trossætninger og ritualer i nutidens religioner. For eksempel har troen på en udødelig sjæl fundet vej fra gamle assyrisk-babyloniske myter via de ægyptiske, græske og romerske mytologier til kristenhedens religion, hvor den er blevet et grundlæggende dogme. Myterne vidner om at mennesket i fortiden søgte efter guder og en mening med livet. Vi vil i dette kapitel komme ind på nogle af de fælles temaer i de store kulturers mytesamlinger. Når vi undersøger disse mytologier vil vi se at skabelse, vandflod, falske guder og halvguder, udødelig sjæl og soldyrkelse jævnlig dukker op som fælles brikker i det mytologiske puslespil. Hvad ligger der bag?

³ Meget ofte er det en kerne af historisk virkelighed som i overdreven eller forvansket form har givet anledning til myten. En af de historiske virkeligheder man kunne nævne i den forbindelse, er skabelsen som den skildres i Bibelen.a

Sandhed og myte om skabelsen

4, 5. Hvilken beretning finder vi i den græske mytologi?

⁴ Der er mange myter om skabelsen, men ingen af dem er så enkle og logiske som Bibelens skabelsesberetning. (1 Mosebog, kapitlerne 1, 2) Grækerne havde for eksempel en barbarisk skabelsesmyte. Den første græker der ordnede myterne systematisk i skriftlig form var Hesiod, der skrev sit værk Theogonien i det ottende århundrede f.v.t. Han forklarer hvordan guderne og verden opstod. Han begynder med Gæa eller Gaia (Jorden), der føder Uranos (Himmelen). Hvad derefter følger, forklarer forskeren Jasper Griffin i The Oxford History of the Classical World:

⁵ „Hesiod fortæller historien, der er kendt af Homer, om himmelguder der afløser hinanden. Først var Uranos den øverste, men han underkuede sine børn, og Gaia opfordrede sin søn Kronos til at kastrere ham. Siden slugte Kronos sine børn, indtil hans hustru, Rhea, gav ham en sten at nedsvælge i stedet for Zeus. Barnet Zeus blev opfostret på Kreta; han tvang sin fader til at spy sine søskende op igen, og med deres og andres hjælp besejrede han Kronos og hans titaner og kastede dem i Tartaros.“

6. Hvorfra stammer meget af den græske mytologi sandsynligvis, ifølge Jasper Griffin?

⁶ Hvor havde grækerne fået denne mærkelige mytologi fra? Den samme forsker svarer: „Den synes egentlig at være af sumerisk oprindelse. I de orientalske beretninger finder vi guder der afløser hinanden, og temaerne kastration, nedsvælgning og sten går igen med variationer, men på måder som viser at ligheden med Hesiod ikke er tilfældig.“ Ja, vi må rette blikket mod oldtidens Mesopotamien og Babylon for at finde kilden til mange myter der har bredt sig i andre kulturer.

7. (a) Hvorfor er det ikke så let at få oplysning om de gamle kinesiske myter? (b) Hvordan forklarer en kinesisk myte jordens og menneskets skabelse? (Jævnfør Første Mosebog 1:27; 2:7.)

⁷ Det er ikke så let at beskrive den gamle kinesiske folkereligions mytologi, da mange af de skriftlige kilder blev ødelagt i perioden 213-191 f.v.t.b Nogle myter er dog blevet bevaret, blandt andet en der beskriver hvordan jorden blev dannet. En professor i orientalsk kunst, Anthony Christie, skriver: „Vi får at vide at Kaos var som et hønseæg. Hverken himmelen eller jorden fandtes. Af ægget fødtes P’an-ku, mens jorden blev dannet af dets tunge bestanddele og himmelen af de lette bestanddele. P’an-ku fremstilles som en dværg, klædt i et bjørneskind eller en dragt af løv. I 18.000 år øgedes afstanden mellem jorden og himmelen daglig ti fod, og P’an-ku voksede med samme hastighed, sådan at hans krop udfyldte mellemrummet. Da han døde blev de forskellige dele af hans krop til forskellige elementer af naturen. . . . Lopperne på hans krop blev til menneskeslægten.“

8. Hvordan opstod sprogene ifølge inkaernes mytologi?

⁸ Fra Sydamerika fortæller et inkasagn hvordan en mytisk skaber gav hver nation sit sprog. „Han gav hver nation det sprog den skulle tale . . . Han gav dem hver især såvel som mændene og kvinderne væsen og sjæl, og bød hver nation at synke ned under jorden. Hver nation forsvandt da under jorden og dukkede op de steder han anviste dem.“ (The Fables and Rites of the Yncas af Christóbal de Molina de Cuzco, citeret i South American Mythology) Kernen i denne inkamyte synes at være Bibelens beretning om sprogforvirringen i Babel. (1 Mosebog 11:1-9) Men lad os nu rette vor opmærksomhed mod den store vandflod som Bibelen beskriver i Første Mosebog 7:17-24.

Vandfloden — virkelighed eller digt?

9. (a) Hvad fortæller Bibelen om forholdene på jorden før Vandfloden? (b) Hvad måtte Noa og hans familie gøre for at overleve Vandfloden?

⁹ Bibelen fører os cirka 4500 år tilbage i tiden, til omkring 2500 f.v.t., og fortæller at oprørske gudssønner i åndeverdenen materialiserede sig i menneskeskikkelse og „tog sig hustruer“. Denne unaturlige forbindelse resulterede i et voldeligt afkom, nefilim, „de vældige krigere som levede i gamle dage, de navnkundige mænd“. Deres lovløse optræden berørte den daværende verden i en sådan grad at Jehova sagde: „’Jeg vil feje menneskene som jeg har skabt, bort fra jordens flade, . . . for jeg fortryder at jeg har frembragt dem.’ Men Noa fandt yndest i Jehovas øjne.“ Beretningen fortsætter så med at beskrive hvad Noa måtte gøre for at redde sig selv, sin familie og forskellige dyrearter fra Vandfloden. — 1 Mosebog 6:1-8, 13-8:22; 1 Peter 3:19, 20; 2 Peter 2:4; Judas 6.

10. Hvorfor skal man ikke betragte Bibelens beretning om Vandfloden som et sagn?

¹⁰ Denne beretning om begivenhederne før Vandfloden stemples af vore dages kritikere som mytisk. Men historien om Noa anerkendtes af troende mænd som Esajas, Ezekiel, Jesus Kristus og apostlene Peter og Paulus. Den underbygges også af det faktum at dens hovedelementer genfindes i mange af verdens mytologier, som for eksempel i det gamle Gilgamesj-epos og i sagn fra kineserne, aztekerne, inkaerne og mayaerne. Lad os nu, med den bibelske beretning i tanke, se nærmere på den assyrisk-babyloniske mytologi og dens omtale af en vandflod.c — Esajas 54:9; Ezekiel 14:20; Mattæus 24:37; Hebræerne 11:7.

Vandfloden og gudmennesket Gilgamesj

11. Hvorfra kender vi Gilgamesj-eposet?

¹¹ Går vi henved 4000 år tilbage i historien, støder vi på det berømte akkadiske sagn der kaldes Gilgamesj-eposet. Vort kendskab til dette sagn bygger hovedsagelig på en kileskrifttekst der er fundet i et bibliotek der tilhørte Assurbanipal, som regerede i det gamle Nineve.

12. Hvem var Gilgamesj, og hvorfor var han ikke vellidt? (Jævnfør Første Mosebog 6:1, 2.)

¹² Fortællingen handler om Gilgamesj’ heltegerninger. Han beskrives som en slags halvgud der var to tredjedele gud og en tredjedel menneske. I én version af eposet hedder det: „I Uruk byggede han mure, en vældig befæstet vold og den Velsignede Eannas Tempel til firmamentets gud Enu og Ishtar, kærlighedens gudinde . . ., Vor Frue af Kærlighed og Krig.“ (Se listen over de assyrisk-babyloniske guder og gudinder på side 45.) Men Gilgamesj var ikke just nogen behagelig person at have med at gøre. Uruks indbyggere klagede over ham til guderne: „Ingen jomfru er der tilbage til elskeren på grund af hans lyst; heller ikke krigerens datter eller adelsmandens hustru.“

13. (a) Hvordan greb guderne ind, og hvad gjorde Gilgamesj? (b) Hvem var Utnapisjtim?

¹³ Hvordan greb guderne ind som følge af folkets klage? Gudinden Aruru skabte Enkidu som en jordisk rival til Gilgamesj. Men i stedet for at være fjender blev de nære venner. Senere i fortællingen døde Enkidu. Rystet over dette græd Gilgamesj: „Mit hjerte er fortvivlet. Der hvor min broder er nu vil jeg også komme når jeg er død. Jeg er bange for døden.“ Han ønskede at opnå udødelighed og begav sig af sted for at finde Utnapisjtim, der havde overlevet syndfloden og fået udødelighed af guderne.

14. (a) Hvad fik Utnapisjtim besked på at gøre? (Jævnfør Første Mosebog 6:13-16.) (b) Hvad blev resultatet af den rejse Gilgamesj foretog?

¹⁴ Langt om længe lykkedes det Gilgamesj at finde Utnapisjtim, som fortalte ham om syndfloden. I denne del af eposet, som findes på tavle nr. 11, den såkaldte syndflodsberetning, gengiver Utnapisjtim de instruktioner han fik angående oversvømmelsen: „Riv dit hus ned og byg en båd, giv slip på dine ejendomme og tag vare på dit liv, . . . og tag så med dig i båden sæden fra alle levende skabninger.“ Minder dette ikke om Bibelens beretning om Noa og Vandfloden? Utnapisjtim kunne imidlertid ikke skænke Gilgamesj udødelighed. Skuffet vendte Gilgamesj tilbage til Uruk. Beretningen slutter med hans død. Det gennemgående budskab i eposet er bedrøvelse og frustration over døden og det der følger efter. Datidens folkeslag fandt ikke sandhedens og håbets Gud. Men sammenhængen mellem dette epos og Bibelens enkle beretning om tiden før Vandfloden er tydelig. Lad os nu betragte vandflodsberetningen som den fremtræder i andre sagn.

Vandflodssagn i andre kulturer

15. Hvorfor er det sumeriske vandflodssagn af interesse for os?

¹⁵ Af endnu ældre dato end fortællingen i Gilgamesj-eposet er det sumeriske sagn der handler om „Ziusudra, den bibelske Noas modstykke, der beskrives som en from og gudfrygtig konge der hele tiden er åben for guddommelige åbenbaringer i drømme eller besværgelser“. (Ancient Near Eastern Texts Relating to the Old Testament) Dette sagn siges at danne „den nærmeste og mest slående parallel til bibelsk stof der endnu er fundet i sumerisk litteratur“. Den babyloniske og den assyriske civilisation, der opstod senere, blev påvirket af den sumeriske.

16. Hvor kan de kinesiske vandflodssagn stamme fra?

¹⁶ Bogen China — A History in Art fortæller at en af herskerne i det gamle Kina var Yü, „der besejrede den store oversvømmelse. Yü ledte vandet ud i floder og have for at hans folk atter kunne bosætte sig“. Mytologieksperten Joseph Campbell taler om „de ti stores periode“ i Kina, og siger: „I denne vigtige tidsalder, der ender i en vandflod, anbringer den ældre Chou-periodes mytologi ti kejsere. Det lader således til at det vi har her, kan være en lokal omformning af den gamle sumeriske kongerække.“ Campbell fremhæver derpå flere ting fra de kinesiske sagn som synes at „forstærke argumentet for en mesopotamisk oprindelse“. Dette fører os igen tilbage til det fælles udgangspunkt for mange af de mytologiske sagn. Vandflodsberetningen optræder imidlertid også i Amerika, for eksempel i Mexico i aztekertiden i det 15. og 16. århundrede e.v.t.

17. Hvilke syndflodssagn havde aztekerne?

¹⁷ Den aztekiske mytologi taler om fire tidligere tidsaldre, i den første af hvilke jorden var beboet af kæmper. (Dette er endnu en mindelse om nefilim, de kæmper Bibelen omtaler i Første Mosebog 6:4.) Den omfatter et urgammelt syndflodssagn hvori „vandene oventil samles med vandene nedentil, udvisker horisonterne og gør alt til et tidløst kosmisk ocean“. Guden der beherskede regnen og vandet var Tlaloc. Hans regn var ikke billig men blev skænket „i bytte for blodet af ofre hvis tårestrøm ville simulere og således stimulere regnstrømmen“. (Mythology — An Illustrated Encyclopedia) Et andet sagn siger at den fjerde tidsalder var behersket af vandgudinden Chalchiuhtlicue, hvis univers gik til grunde i en syndflod. Menneskene blev reddet ved at blive til fisk!

18. Hvilke fortællinger er udbredte i sydamerikansk mytologi? (Jævnfør Første Mosebog 6:7, 8; Andet Petersbrev 2:5.)

¹⁸ Også inkaerne havde deres vandflodssagn. Den engelske forfatter Harold Osborne skriver: „De mest allestedsnærværende træk i de sydamerikanske myter er nok historierne om en syndflod . . . Syndflodssagnene er meget udbredte blandt både højlandsfolkene og stammerne i det tropiske lavland. Syndfloden sættes som regel i forbindelse med skabelsen og med en manifestation af skaberguden. . . . Den opfattes undertiden som en guddommelig straf der udsletter den eksisterende menneskehed som forberedelse til en ny slægts fremståen.“

19. Beskriv mayaindianernes vandflodssagn.

¹⁹ Mayaerne i Mexico og Mellemamerika havde et vandflodssagn der omtalte en universel oversvømmelse eller haiyococab, hvilket betyder „vand over jorden“. Den katolske biskop Las Casas har skrevet at indianerne i Guatemala „kaldte den Butic, hvilket er det ord der betyder oversvømmelse af mange vande og desuden den endelige dom, og de tror derfor at der vil komme endnu en Butic, det vil sige endnu en oversvømmelse og dom, ikke med vand, men med ild“. Der er mange andre vandflodssagn rundt om i verden, men de få der er anført her skulle være nok til at bekræfte kernen i sagnet, nemlig den historiske begivenhed der er skildret i Første Mosebog.

Den udbredte tro på sjælens udødelighed

20. Hvordan var den assyrisk-babyloniske opfattelse af livet efter døden?

²⁰ Det er imidlertid ikke alle myter der har rod i Bibelen eller virkeligheden. I sin søgen efter Gud har mennesket klynget sig til halmstrå, forblindet af illusionen om udødelighed. Som vi vil få at se mange steder i denne bog, er troen på en udødelig sjæl eller variationer deraf en årtusindgammel religiøs arv. I den gamle assyrisk-babyloniske kultur troede man på et liv efter døden. Opslagsværket New Larousse Encyclopedia of Mythology forklarer: „Under jorden, hinsides Apsus afgrund [der omgav jorden og var fuld af ferskvand], lå den underverden som menneskene fór ned til efter døden. Det var ’landet hvorfra ingen vender tilbage’ . . . I disse regioner med evigt mørke er alle de dødes sjæle — edimmu — ’klædt som fugle i en dragt af vinger’, hobet sammen.“ Ifølge myten blev denne underjordiske verden styret af gudinden Eresjkigal, „den store jords fyrstinde“.

21. Hvad skete der efter ægyptisk opfattelse med de døde?

²¹ Ægypterne havde også deres forestillinger om en udødelig sjæl. Før sjælen kunne nå en lykkelig havn måtte den vejes mod Ma’at, sandhedens og retfærdighedens gudinde, der blev symboliseret ved sandhedens fjer. Ved vejningen assisterede enten den sjakalhovedede gud Anubis eller falken Horus. Hvis sjælen blev godkendt af Osiris fik den lov at fortsætte til gudernes lyksalighed. (Se billedet på side 50.) Som så mange andre steder har den velkendte babyloniske forestilling om en udødelig sjæl også her præget såvel folks religion som deres liv og handlinger.

22. Hvordan opfattede kineserne de døde, og hvad gjorde de for at hjælpe dem?

²² I den gamle kinesiske mytologi troede man på at menneskene levede videre efter døden og at man måtte sikre sig at forfædrene var lykkelige. Forfædrene blev „opfattet som levende og mægtige ånder der alle var dybt interesserede i deres levende efterkommeres vel, men som kunne blive opfyldt af straffende vrede hvis man mishagede dem“. De døde skulle have al mulig hjælp med sig, herunder ledsagere i døden. Nogle af Shang-dynastiets konger blev således „begravet med hundrede til tre hundrede mennesker som var blevet dræbt og skulle tjene dem i den næste verden. (Denne skik forbinder oldtidens Kina med Ægypten, Afrika, Japan og andre steder hvor tilsvarende ofre blev bragt.)“ (Man’s Religions af John B. Noss) I disse tilfælde førte troen på en udødelig sjæl til ofring af mennesker. — Se i modsætning hertil Prædikeren 9:5, 10; Esajas 38:18, 19.

23. (a) Hvem og hvad var Hades i den græske mytologi? (b) Hvad er Hades i Bibelen?

²³ Grækerne, der havde udtænkt mange guder i deres mytologi, gjorde sig også tanker om de døde og deres skæbne. Ifølge myterne blev det dystre dødsrige underlagt en søn af Kronos og altså en broder til guderne Zeus og Poseidon. Hans navn var Hades, og hans rige blev opkaldt efter ham. Hvordan nåede de dødes sjæle til Hades?d

24. (a) Hvad foregik der i underverdenen ifølge græsk mytologi? (b) Hvilken lighed er der mellem den græske mytologi og Gilgamesj-eposet?

²⁴ Forfatteren Ellen Switzer forklarer: „Der var . . . skræmmende skabninger i underverdenen. Der var Karon, som roede færgen der førte de nyligt afdøde fra de levendes land [over floden Styx] til underverdenen. Karon krævede betaling for sin færgetjeneste, og grækerne begravede ofte deres døde med en mønt under tungen for at sikre sig at de havde færgepenge. Døde sjæle der ikke kunne betale måtte blive på den forkerte side af floden, i en slags ingenmandsland, og kunne vende tilbage og hjemsøge de levende.“e

25. Hvem blev påvirket af den græske opfattelse af sjælen?

²⁵ Den græske opfattelse af sjælen smittede af på den romerske; og græske filosoffer, som for eksempel Platon (ca. 427-347 f.v.t.), øvede stor indflydelse på frafaldne kristne tænkere, der antog læren om den udødelige sjæl skønt den var uden grundlag i Bibelen.

26, 27. Hvordan betragtede aztekerne, inkaerne og mayaerne døden?

²⁶ Aztekerne, inkaerne og mayaerne troede også på en udødelig sjæl. Døden var lige så stort et mysterium for dem som den var for andre civilisationer. De havde deres ceremonier og deres trossætninger som hjalp dem til at forlige sig med den. Arkæologen og historikeren Victor W. von Hagen forklarer i sin bog The Ancient Sun Kingdoms of the Americas: „De døde var i virkeligheden levende: de var blot gået over fra én fase til en anden; de var usynlige, ulegemlige, usårlige. De døde . . . var blevet klanens usynlige medlemmer.“ — Se i modsætning hertil Dommerbogen 16:30; Ezekiel 18:4, 20.

²⁷ Det samme værk oplyser at „[inka]indianeren troede på udødeligheden; ja, han troede at man aldrig døde, . . . det døde legeme blev simpelt hen ikke-dødt og påvirkedes af de usynlige kræfter“. Mayaerne troede også på en sjæl, og på 13 himle og 9 helveder. Hvor man end vender sig hen har folk således ønsket at benægte dødens realitet, og den udødelige sjæl er blevet den krykke de har støttet sig til. — Esajas 38:18; Apostelgerninger 3:23.

28. Nævn nogle opfattelser der er udbredte i Afrika.

²⁸ De afrikanske mytologier taler også om en sjæl der lever videre. Mange afrikanere lever i ærefrygt for de afdødes sjæle. Opslagsværket New Larousse Encyclopedia of Mythology siger: „Denne tro hænger nøje sammen med en anden — troen på sjælens fortsatte eksistens efter døden. Magere henter ekstra kraft ved at påkalde sjælene. De dødes sjæle vandrer tit over i dyrekroppe, eller reinkarneres endda i planter.“ Som følge af denne tro vil zuluerne ikke dræbe visse slanger som de tror er afdøde slægtninges ånder.

29. Hvilke myter findes blandt nogle stammer i det sydlige Afrika? (Jævnfør Første Mosebog 2:15-17; 3:1-5.)

²⁹ Masaierne i Østafrika tror på en skaber kaldet ’Ng ai, der sætter en skytsengel ved hver masai til at våge over ham. I dødsøjeblikket bringer engelen krigerens sjæl over i den anden verden. Førnævnte opslagsværk gengiver en zulu-fortælling om døden hvori det første menneske, Unkulunkulu, indtager pladsen som den allerhøjeste. Han sendte kamæleonen ud for at fortælle menneskene at de ikke skulle dø. Kamæleonen var langsom og gjorde svinkeærinder undervejs. Unkulunkulu sendte da et firben med et andet budskab, nemlig at menneskene skulle dø. Firbenet nåede først frem, „og lige siden har intet menneske undgået døden“. Med enkelte variationer findes det samme sagn hos bechuana-, basuto- og barongastammen.

30. Hvad vil vi i denne bog få at se angående sjælen?

³⁰ Under vort fortsatte studium af menneskets søgen efter Gud vil vi få endnu flere beviser på hvor vigtig myten om den udødelige sjæl har været og stadig er for menneskene.

Soldyrkelse og menneskeofringer

31. (a) Hvad troede ægypterne angående solguden Re? (b) Hvordan står dette i modsætning til det Bibelen siger? (Salme 19:4-6)

³¹ Den ægyptiske mytologi omfatter et mægtigt panteon af guder og gudinder. Som det skete i mange andre oldtidssamfund, følte ægypterne sig i deres søgen efter Gud tilskyndet til at dyrke det der opretholdt deres daglige liv, nemlig solen. Derfor ærede de under navnet Re (Amon-Re) himmelens øverste herre, som hver dag sejlede over himmelen i sin båd fra øst til vest. Når aftenen faldt på, sejlede han ad en farlig rute tilbage gennem underverdenen.

32. Beskriv en af festerne for ildguden Xiuhtecutli (Huehueteotl).

³² Aztekernes, inkaernes og mayaernes soldyrkelse var forbundet med menneskeofringer. Aztekerne fejrede en fast række af religiøse højtider med menneskeofringer til deres forskellige guder, specielt i forbindelse med dyrkelsen af solguden Tezcatlipoca. Under festen for ildguden Xiuhtecutli (Huehueteotl) „dansede krigsfanger sammen med deres tilfangetagere og . . . blev hvirvlet omkring i et flammende bål og slynget ind i kullene, hvorefter de blev fisket levende ud igen for at få deres stadig bankende hjerte skåret ud og ofret til guderne“. — The Ancient Sun Kingdoms of the Americas.

33. (a) Hvad omfattede inkaernes gudsdyrkelse? (b) Hvad siger Bibelen om menneskeofringer? (Jævnfør Anden Kongebog 23:5, 11; Jeremias 32:35; Ezekiel 8:16.)

³³ Længere mod syd boede inkaerne, som havde deres egne ofringer og myter. I den gamle inkareligion ofrede man børn og dyr til solguden Inti og til skaberen Viracocha.

Mytiske guder og gudinder

34. Hvem udgjorde den mest fremtrædende ægyptiske triade, og hvilke opgaver tillagde man den?

³⁴ Den mest fremtrædende af de ægyptiske triader var den der bestod af Isis, symbolet på guddommeligt moderskab, Osiris, hendes broder og gemal, og Horus, deres søn, der normalt blev repræsenteret ved en falk. Ægyptiske statuer af Isis fremstiller hende undertiden i færd med at give sit barn bryst i en positur der minder meget om kristenhedens jomfru-og-barn-statuer og -malerier, der dukkede op over to tusind år senere. Med tiden vandt hendes mand, Osiris, popularitet som de dødes gud fordi han tilbød de dødes sjæle håb om liv i evig lykke i den hinsides verden.

35. Hvem var Hathor, og hvad var hendes vigtigste årlige højtid?

³⁵ Hathor var gudinde for kærlighed og glæde, musik og dans. Hun blev de dødes dronning og hjalp dem med en stige til himmelen. Som New Larousse Encyclopedia of Mythology forklarer, blev hun fejret med store fester, „frem for alt på nytårsdagen, som var årsdagen for hendes fødsel. Før daggry bragte præstinderne Hathors billede ud på terrassen for at det kunne møde den opgående sols stråler. Glæden der fulgte blev påskud for et veritabelt karneval, og dagen endte med sang og beruselse.“ Har nytårsfejringen ændret sig særlig meget i de forløbne årtusinder?

36. (a) Hvordan var de religiøse omgivelser for israelitterne i det 16. århundrede f.v.t.? (b) Hvilken særlig betydning havde de ti plager?

³⁶ Ægypterne havde også mange dyreguddomme i deres panteon, som for eksempel tyren Apis, vædderen Banaded, frøen Heqt, koen Hathor og krokodillen Sebek. (Romerne 1:21-23) Det var i dette religiøse miljø israelitterne befandt sig som trælle i det 16. århundrede f.v.t. For at udfri dem af den stivnakkede Faraos greb måtte Israels Gud, Jehova, sende ti forskellige plager over Ægypten. (2 Mosebog 7:14–12:36) For ægypterne var disse plager en ydmygelse af deres mytologiske guder. — Se oversigten på side 62.

37. (a) Hvordan var nogle af de romerske guder? (b) Hvordan påvirkede gudernes adfærd dem der tilbad dem? (c) Hvad oplevede Paulus og Barnabas i Lystra?

³⁷ Lad os nu gå videre til de gamle græske og romerske guder. Rom overtog mange af de græske guder, sammen med deres dyder og laster. (Se rammerne på side 43 og 66.) Venus og Flora var således skamløse skøger, Bacchus var en svirebroder og drukkenbolt, Merkur var landevejsrøver, og Apollo var kvindeforfører. Det siges at Jupiter, gudernes fader, begik ægteskabsbrud eller blodskam med 59 kvinder! (Hvad der minder ikke så lidt om de oprørske engle der havde omgang med kvinder før Vandfloden!) Da tilbederne er tilbøjelige til at afspejle deres guders adfærd, er det ikke så mærkeligt at romerske kejsere som Tiberius, Nero og Caligula førte et udsvævende og lastefuldt liv som utugtige, ægteskabsbrydere og mordere.

38. (a) Hvilke guder dyrkedes i Rom? (b) Hvilken plads indtog religionen i den romerske soldats liv?

³⁸ Romerne optog guder fra mange traditioner i deres religion. For eksempel antog de med begejstring dyrkelsen af den persiske lysgud Mithras, som blev deres solgud (se side 60 og 61), og den syriske gudinde Atargatis (Isjtar). De ændrede den græske jagtgudinde Artemis til Diana og havde deres egne variationer af den ægyptiske Isis. De overtog også de tre keltiske frugtbarhedsgudinder. — Apostelgerninger 19:23-28.

39. (a) Hvem stod i spidsen for det romerske præsteskab? (b) Beskriv en af ceremonierne i den romerske religion.

³⁹ De offentlige kulthandlinger fandt sted ved hundreder af helligdomme og templer og blev forestået af forskellige slags præster, der alle „var underlagt Pontifex Maximus [den øverste præst], som var statsreligionens overhoved,“ fortæller Atlas of the Roman World. Det samme værk forklarer at en af de romerske ceremonier var tauroboliet, hvor „tilbederen stod i en dyb grav og blev badet i blodet af en tyr der blev ofret oven over ham. Efter dette ritual befandt han sig i en tilstand af lutret uskyld“.

Myter og sagn i kristendommen?

40. Hvordan betragter mange forskere de begivenheder der er forbundet med urkristendommen?

⁴⁰ Ifølge nogle af vore dages kritikere forekommer der også myter og sagn i kristendommen. Er det tilfældet? Mange lærde affejer Jesu jomfrufødsel, hans mirakler og hans opstandelse som myter. Nogle siger endda at han aldrig har eksisteret, men at myten om ham er overført fra ældre tiders mytologi og soldyrkelse. Som mytologieksperten Joseph Campbell skrev: „Adskillige forskere har derfor foreslået at der aldrig har været nogen Johannes [Døber] eller Jesus, men kun en vandgud og en solgud.“ Vi må imidlertid ikke glemme at mange af de samme forskere er ateister og derfor afviser enhver tro på Gud.

41, 42. Hvoraf fremgår det at urkristendommens oprindelse er historisk?

⁴¹ Denne skeptiske holdning strider dog klart mod de historiske vidnesbyrd. Den jødiske historiker Josefus (ca. 37 - ca. 100 e.v.t) skrev for eksempel: „Nogle af jøderne mente at ødelæggelsen af Herodes’ hær var en hævn fra Gud, og tilmed en retfærdig hævn, for hans behandling af Johannes med tilnavnet Døberen. For Herodes havde ladet ham dræbe skønt han var en god mand.“ — Markus 1:14; 6:14-29.

⁴² Den samme historiker bevidnede også at Jesus Kristus var en historisk person, idet han skrev at der fremstod „en vis Jesus, et vidunder af et menneske, hvis han da overhovedet kan kaldes et menneske, . . . som hans disciple kalder en søn af Gud“. Han skrev videre at „Pilatus havde dømt ham . . . Og selv nu er slægten af dem der kaldes ’messianister’ efter ham ikke uddød“.f — Markus 15:1-5, 22-26; Apostelgerninger 11:26.

43. Hvilket grundlag havde apostelen Peter for at tro på Kristus?

⁴³ Den kristne apostel Peter kunne derfor med fuld forvisning som øjenvidne til Jesu forklarelse skrive: „Det var jo ikke snedigt opfundne fabler [græsk: myʹthos] vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herres Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed. For han modtog ære og herlighed fra Gud, Faderen, da ord som disse blev fremført for ham af den storslåede herlighed: ’Dette er min søn, min elskede, som jeg selv har godkendt.’ Ja, disse ord hørte vi blive fremført fra himmelen mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.“ — 2 Peter 1:16-18.g

44. Hvilket bibelsk princip bør vi holde os til hvis der er en konflikt mellem menneskers opfattelser og Guds ord?

⁴⁴ I denne konflikt mellem „sagkundskaben“ og Guds ord må vi følge det princip vi tidligere har nævnt: „Hvordan så? Når nogle ikke troede, vil deres mangel på tro da ophæve Guds trofasthed? Måtte det aldrig ske! Men lad Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner, sådan som der står skrevet: ’For at du må kendes retfærdig i dine ord og vinde når du dømmes.’“ — Romerne 3:3, 4.

Fælles træk

45. Hvilke fælles træk har vi fundet i de gamle mytologier?

⁴⁵ Denne korte gennemgang af nogle af de gamle mytologier har vist at de indeholder nogle fælles træk, hvoraf mange kan spores tilbage til Babylon i Mesopotamien, de fleste religioners vugge. Ligheden er tydelig, både i beretningerne om skabelsen, i fortællingerne om en tid da halvguder eller kæmper rådede på jorden og en syndflod udslettede de onde, og i de grundlæggende religiøse opfattelser vedrørende soldyrkelse og en udødelig sjæl.

46, 47. (a) Hvordan kan vi ud fra Bibelen forklare de fælles træk i mytologierne? (b) Hvilke former for religionsudøvelse vil vi nu behandle?

⁴⁶ Det er muligt at forklare disse fælles træk ud fra Bibelen når man tænker på at menneskene efter Vandfloden på Guds befaling spredtes fra Babylon i Mesopotamien for over 4200 år siden. Skønt de spredtes og blev opdelt i familier og stammer med forskellige sprog, havde de fra begyndelsen den samme historiske erindring og de samme religiøse grundbegreber. (1 Mosebog 11:1-9) Med tiden blev disse grundlæggende opfattelser besmykket og forvansket, og det resulterede i mange af de myter og sagn der er blevet overleveret til os i dag. Disse myter, der adskilte sig fra Bibelens sande beretning, bragte ikke menneskene nærmere den sande Gud.

⁴⁷ Menneskene har imidlertid også ladet deres religiøse følelser komme til udtryk på andre måder — gennem spiritisme, shamanisme, magi, forfædredyrkelse og andet. Kan disse ting fortælle os noget om menneskets søgen efter Gud?

[Fodnoter]

[Ramme på side 43]

Græske og romerske guddomme

Mange guder og gudinder i den græske mytologi gik igen i den romerske under et andet navn. Her følger en oversigt over nogle af dem.

Græske / Romerske

Afrodite / Venus

Stilling: Kærlighedens gudinde

Apollon / Apollo

Stilling: Gud for lys, lægekunst og poesi

Ares / Mars

Stilling: Krigsgud

Artemis / Diana

Stilling: Gudinde for jagt og barnefødsel

Asklepios / Æskulap

Stilling: Lægekunstens gud

Athene / Minerva

Stilling: Gudinde for håndværk, krig og visdom

Demeter / Ceres

Stilling: Gudinde for kornavl og agerbrug

Dionysos / Bacchus

Stilling: Vinens, frugtbarhedens og tøjlesløshedens gud

Eros / Cupido

Stilling: Kærlighedens gud

Gaia / Tellus

Stilling: Personifikation af jorden; moder og hustru til Uranos

Hefaistos / Vulcanus

Stilling: Gudernes grovsmed og gud for ild og smedekunst

Hera / Juno

Stilling: Ægteskabets og kvindens beskytter. Hos grækerne, Zeus’ søster og hustru; hos romerne, Jupiters hustru

Hermes / Merkur

Stilling: Gudernes sendebud, gud for handel og videnskab, samt de vejfarendes, tyvenes og vagabondernes beskytter

Hestia / Vesta

Stilling: Den hjemlige arneilds gudinde

Hypnos / Somnus

Stilling: Søvnens gud

Kronos / Saturn

Stilling: Hos grækerne, titanernes hersker og Zeus’ fader. I romersk mytologi også agerdyrkningens gud

Pluton, Hades / Pluto

Stilling: Underverdenens gud

Poseidon / Neptun

Stilling: Havets gud. I græsk mytologi også gud for jordskælv og heste

Rhea / Ops

Stilling: Kronos’ søster og hustru

Uranos / Uranus

Stilling: Gaias søn og mand samt fader til titanerne

Zeus / Jupiter

Stilling: Gudernes hersker

Baseret på The World Book Encyclopedia, 1987, bind 13.

[Ramme på side 45]

Assyrisk-babyloniske guder og gudinder

Anu — den øverste gud, himlenes hersker; Isjtars fader

Assur — assyrernes nationale krigsgud; også frugtbarhedsgud

Ea — vandets gud. Marduks fader. Advarede Utnapisjtim om vandfloden

Enlil (Bel) — luftens herre; senere sidestillet med Zeus i den græske mytologi. Blev af babylonierne optaget i Marduk (Bel)

Isjtar — den guddommelige personifikation af planeten Venus; kulten for hende omfattede hellig prostitution. Lig med fønikiernes Astarte, syrernes Atargatis, Bibelens Astarte (1 Kongebog 11:5, 33), grækernes Afrodite og romernes Venus

Marduk — den første blandt de babyloniske guder; „optog alle de øvrige guder i sig og overtog alle deres forskellige funktioner“. Kaldet Merodak af israelitterne

Sin — månegud, medlem af en triade der også omfattede Sjamasj (solen) og Isjtar (planeten Venus)

Sjamasj — solgud og gud for lys og retfærdighed. Forløber for grækernes Apollon

Tammuz (Dumuzi) — høstens gud. Isjtars elsker

(Baseret på New Larousse Encyclopedia of Mythology)

[Ramme på side 60 og 61]

Den romerske soldats guder

Rom var kendt for sin veldisciplinerede hær. Rigets sammenhold afhang af legionernes moral og effektivitet. Var religion en faktor som spillede ind her? Ja, og det er så heldigt at romerne efterlod sig tydelige vidnesbyrd om deres foretagsomhed i form af veje, fæstninger, akvædukter, arenaer og templer. I Northumbria i det nordlige England ligger således den berømte Hadrians mur, der blev bygget omkring år 122 e.v.t. Hvad har udgravningerne her afsløret om de romerske garnisoners aktivitet og den plads religionen indtog hos dem?

I Housesteads Museum, der ligger nær ved de udgravede ruiner af en romersk garnison ved Hadrians mur, får vi følgende forklaring: „Den romerske soldats religiøse liv faldt i tre dele. Først . . . kulten for de guddommeliggjorte kejsere og dyrkelsen af de beskyttende romerske guder som Jupiter, Victoria og Mars. På paradepladsen i hvert fort blev der hvert år indviet et alter til Jupiter. Det forventedes at alle soldater deltog i festlighederne under fejringen af de guddommeliggjorte kejseres fødselsdage, tiltrædelsesdage og sejre.“ Dette minder meget om forholdene i vore dage, hvor feltpræster, altre og flag indgår i hærstyrkernes gudsdyrkelse.

Hvad var så det andet led i de romerske soldaters religiøse liv? Det var dyrkelsen af deres egen hærenheds beskyttende guder og skytsånd „såvel som af de guder de havde bragt med sig fra deres hjemlande“.

„Endelig var der de enkelte soldaters egne kulter. Så længe soldaten blot opfyldte sine forpligtelser over for de officielle kulter var han fri til at dyrke hvilken gud han ønskede.“ Dette kunne lyde meget frit og liberalt, men der var dog undtagelser, nemlig „de religioner, herunder druidekulten, hvis skikke blev anset for at være inhumane, og de hvis loyalitet mod staten blev draget i tvivl, for eksempel kristendommen“. — Jævnfør Lukas 20:21-25; 23:1, 2; Apostelgerninger 10:1, 2, 22.

I 1949 fandt man interessant nok et Mithras-tempel i en mose ved Carrawburgh, ikke langt fra Hadrians mur. (Se billedet.) Arkæologerne anslår at det blev bygget omkring år 205 e.v.t. I templet findes et billede af en solgud, altre og en latinsk inskription hvori der blandt andet står: „Til den uovervindelige gud Mithras.“

[Ramme på side 62]

Ægyptens guder og de ti plager

Jehova eksekverede dom over Ægyptens magtesløse guder ved hjælp af de ti plager. — 2 Mosebog 7:14–12:32.

Beskrivelse

Plage 1: Nilen og andre vandsamlinger forvandlet til blod. Bragte forsmædelse over nilguden Hapi

Plage 2: Frøer. Frøgudinden Heqt kunne ikke afværge den

Plage 3: Støv forvandlet til myg. Thot, magiens herre, kunne ikke hjælpe de ægyptiske magere

Plage 4: Klæger over hele Ægypten undtagen Gosen, hvor israelitterne boede. Ingen gud var i stand til at afværge den — end ikke Ptah, universets skaber, eller Thot, magiens herre

Plage 5: Kvægpest. Hverken den hellige kogudinde Hathor eller tyren Apis kunne afværge denne plage

Plage 6: Bylder. Hverken Thot, Isis eller Ptah, der blev tillagt helbredende kræfter, kunne hjælpe

Plage 7: Torden og hagl. Beskæmmende for Reshpu, lynenes herre, og Thot, regnens og tordenens gud

Plage 8: Græshopper. Dette var et slag mod frugtbarhedsguden Min, afgrødernes beskytter

Plage 9: Tre dage med mørke. Vanærede Re, den øverste solgud, og desuden solguden Horus

Plage 10: De førstefødtes død. Ramte også Faraos førstefødte, der blev opfattet som en gud i menneskeskikkelse. Solguden Re (Amon-Re), der undertiden fremstilledes som en vædder, kunne ikke hindre dette

[Ramme på side 66]

Mytologien og kristendommen

Dyrkelsen af de gamle græske og romerske guder var udbredt og populær da kristendommen gjorde sin entré for næsten to tusind år siden. I Lilleasien brugte man stadig de græske gudenavne, hvilket forklarer hvorfor indbyggerne i Lystra (i det nuværende Tyrkiet), der opfattede de kristne helbredere Paulus og Barnabas som guder, omtalte dem som henholdsvis Hermes og Zeus, og ikke som Merkur og Jupiter. Der siges i beretningen at „præsten ved Zeustemplet, der lå foran byen, bragte tyre og kranse til portene og ville bringe slagtofre sammen med folkeskarerne“. (Apostelgerninger 14:8-18) Kun med besvær lykkedes det Paulus og Barnabas at afholde folkeskarerne fra at bringe dem slagtofre. Dette viser hvor ivrigt folk dengang gik op i deres mytologi.

[Illustration på side 42]

Bjerget Olympos i Grækenland, der blev anset for at være gudernes bolig

[Illustration på side 47]

Lertavle med kileskrift som indeholder en del af Gilgamesj-eposet

[Illustration på side 50]

Guden Anubis med sjakalhoved vejer et hjerte, opfattet som sjælen, på venstre vægtskål, mod Ma’at, sandhedens og retfærdighedens gudinde, symboliseret ved en fjer; Thot skriver resultatet på en tavle, hvorefter det meddeles til Osiris

[Illustrationer på side 55]

Chalchiuhtlicue, aztekisk gudinde for ferskvand; et ugleformet kar hvori man mener de ofrede hjerter blev lagt

[Illustration på side 57]

Den ægyptiske triade: fra venstre Horus, Osiris og Isis

[Illustrationer på side 58]

Inkaerne udøvede deres soldyrkelse i Machu Picchu, Peru

Intihuatana, solens „tøjrpæl“, blev muligvis brugt i forbindelse med soldyrkelsen i Machu Picchu

[Illustrationer på side 63]

Fremstillinger af falken Horus, tyren Apis og frøen Heqt. De ægyptiske guder var ude af stand til at afværge de plager Jehova sendte, hvorved han blandt andet gjorde Nilen til blod

[Illustrationer på side 64]

Græske guddomme. Fra venstre: Afrodite; Zeus med Ganymedes, gudernes mundskænk; og Artemis

Kapitel 4

Søgen efter det ukendte gennem magi og spiritisme

1. Hvad sagde Paulus til athenerne på Areopagus? Hvorfor?

„ATHENSKE mænd, jeg ser at I i alle henseender synes at have større frygt for guderne end andre har.“ (Apostelgerninger 17:22) Sådan sagde den kristne apostel Paulus til en skare mennesker der var forsamlet på Marshøjen eller Areopagus i byen Athen i det gamle Grækenland. Han fremsatte denne udtalelse fordi han kort forinden havde set at „byen var fuld af afguder“. (Apostelgerninger 17:16) Hvad var det han havde set?

2. Hvoraf fremgik det at athenerne nærede stor frygt for guderne?

² Paulus havde uden tvivl set en del forskellige græske og romerske guder i denne kosmopolitiske by, og det var tydeligt at folk gik meget op i at dyrke disse guder. Af frygt for at de ved et uheld skulle komme til at glemme at ære en vigtig eller mægtig guddom og derved pådrage sig dens vrede, medtog athenerne endda „en ukendt gud“ i deres gudsdyrkelse. (Apostelgerninger 17:23) Dette afspejlede tydeligt deres frygt for guderne.

3. Var frygt for guderne noget som var særegent for athenerne?

³ Frygt for guderne, især for ukendte guder, er naturligvis ikke noget som var særegent for datidens athenere. Den har domineret næsten hele menneskeheden i årtusinder. I mange dele af verden er så godt som hver eneste side af menneskers tilværelse direkte eller indirekte berørt af forestillinger om guddomme eller ånder. Som vi så i det foregående kapitel, var de gamle ægypteres, grækeres, romeres, kineseres og andre folkeslags mytologier fyldt med guder og ånder som spillede en væsentlig rolle i både personlige og nationale anliggender. I middelalderens „kristne“ Europa vrimlede det med historier om alkymister, troldkarle og hekse. Og det er ikke meget anderledes i dag.

Ritualer og overtro i dag

4. Nævn nogle almindelige skikke der øjensynlig er forbundet med afguder eller ånder.

⁴ Hvad enten folk skænker det en tanke eller ej, er mange af de ting de foretager sig forbundet med overtroiske opfattelser der i nogle tilfælde har at gøre med afguder eller ånder. Var du for eksempel klar over at fejringen af fødselsdage har sin rod i astrologien, der lægger stor vægt på netop den dag man er født? Og hvordan med fødselsdagskagen? Den ser ud til at have forbindelse med den græske gudinde Artemis, hvis fødselsdag blev fejret med måneformede honningkager med lys. Eller vidste du at man oprindelig klædte sig i sort ved begravelser for ikke at blive bemærket af de onde ånder, som mentes at stå på lur ved sådanne lejligheder? Nogle negre i Afrika maler sig hvide, og sørgende i andre lande klæder sig i usædvanlige farver for at ånderne ikke skal genkende dem.

5. Hvilke almindelige overtroiske opfattelser kender du til?

⁵ Foruden disse almindelige skikke kommer folks overtro og frygt til udtryk på mange andre måder. I Vesten anses det for at bringe uheld hvis man slår et spejl i stykker, ser en sort kat eller går under en stige, og alt efter hvor man bor, regnes tirsdag eller fredag den 13. for at være en uheldig dag. I Østen bærer japanerne deres kimono med venstre side foldet over højre, fordi den modsatte vej er forbeholdt lig. De bygger deres huse sådan at ingen vinduer eller døre vender mod nordøst, for at dæmonerne, der siges at komme fra den retning, ikke skal finde ind. På Filippinerne tager man skoene af de døde og stiller dem ved siden af deres ben før begravelsen for at „Sankt“ Peter skal kunne byde dem velkommen. De ældre minder de unge om at opføre sig ordentligt ved at henvise til at manden i månen er „Sankt“ Mikael, der lægger mærke til dem og skriver ned hvad de laver.

6. Hvor meget beskæftiger folk sig med spiritisme nu om dage?

⁶ Troen på ånder og guddomme handler imidlertid ikke kun om tilsyneladende harmløse skikke og forestillinger. I både primitive og moderne samfund har folk tyet til forskellige midler for at betvinge eller formilde de onde ånder og for at vinde de godes gunst. Det første vi tænker på her, er vel nok stammefolk i fjerne jungler og bjergegne som rådspørger åndemedier, medicinmænd og shamaner (præster der øver magi) når de er syge eller på anden måde hårdt ramt. Men folk i byerne søger også det overnaturlige. De henvender sig til astrologer, spåkvinder, sandsigere og synske personer for at forhøre sig om fremtiden eller få hjælp til at træffe vigtige afgørelser. Nogle går op i disse ting med stor iver, selv om de formelt er tilsluttet et eller andet religionssamfund. Mange andre har gjort spiritisme, okkultisme og sort magi til deres religion.

7. Hvilke spørgsmål må vi undersøge?

⁷ Hvor stammer alle disse handlinger og former for overtro fra? Er de blot forskellige veje som fører til Gud? Og ikke mindre vigtigt: Hvad opnår man ved at følge dem? For at få svar på disse spørgsmål må vi gå tilbage i historien og se hvordan mennesker i tidligere tider udøvede deres religion.

En higen mod det ukendte

8. Hvilken enestående egenskab adskiller menneskene fra dyrene?

⁸ I modsætning til hvad evolutionisterne måske hævder, har mennesket en åndelig dimension som adskiller det fra og hæver det op over dyrene. Mennesket er født med en trang til at udforske det ukendte. Det tumler bestandig med spørgsmål som: Hvad er meningen med livet? Hvad sker der når man dør? Hvordan er menneskets stilling i forhold til den materielle verden, ja, i forhold til universet? Det drives også af en higen mod noget der er højere eller mægtigere end det selv, for at få større indflydelse på sit liv og sine omgivelser. — Salme 8:3, 4; Prædikeren 3:11; Apostelgerninger 17:26-28.

9. Hvordan beskriver en forsker begrebet „åndelighed“?

⁹ I bogen Man, God and Magic udtrykker Ivar Lissner det på denne måde: „Man kan kun undres over den udholdenhed hvormed mennesket gennem hele historien har stræbt efter at komme i forbindelse med noget uden for sig selv. Dets energi har aldrig udelukkende været rettet mod livets nødvendigheder. Mennesket har altid stillet spørgsmål, famlet sig vej fremad, higet efter det uopnåelige. Denne ejendommelige, medfødte trang i mennesket er dets åndelighed.“

10. Hvoraf fremgår det at mennesket har en naturlig trang til at søge Gud?

¹⁰ De der ikke tror på Gud har ganske vist en noget anden opfattelse af tingene. Som vi har set i kapitel 2, forbinder de som regel denne tilbøjelighed hos mennesket med et behov af psykologisk eller anden art. Men er det ikke vores almindelige erfaring at det første folk som regel gør i en farlig eller desperat situation, er at bede Gud eller en højere magt om hjælp? På det punkt er menneskene ikke anderledes i dag end de var i fortiden. Ivar Lissner skriver videre: „Ingen der har forsket blandt de ældste primitive folkeslag kan undgå at se at de alle har et gudsbegreb, at de har en levende forestilling om et højere væsen.“

11. Hvad er resultatet af menneskenes forsøg på at komme i forbindelse med det ukendte? (Jævnfør Romerbrevet 1:19-23.)

¹¹ Noget andet er så hvordan de har forsøgt at tilfredsstille dette medfødte ønske om at komme i forbindelse med det ukendte. Jægere og hyrder der levede som nomader, skælvede for vilde dyr. Landbrugere berørtes især af forandringer i vejrliget og de skiftende årstider. Jungleboere reagerede anderledes end folk der holdt til i ørkener eller bjerge. Som følge af disse forskelle, både i forestillinger og behov, udviklede folk en broget blanding af religiøse skikke hvormed de håbede at appellere til de venligsindede guder og formilde de frygtindgydende.

12. Hvilke træk går igen i folks religiøse skikke overalt?

¹² Til trods for den store variation er der imidlertid visse træk som går igen i de religiøse skikke. Der er for eksempel dét at man viser ærbødighed og frygt for hellige ånder og overnaturlige kræfter, anvender magi, og forsøger at forudsige fremtiden ved hjælp af tegn og varsler, astrologi og forskellige former for spådomskunst. Når vi undersøger disse fællestræk vil vi se at de i høj grad har været med til at forme den religiøse tankegang rundt om i verden og ned gennem tiden, ja endog blandt folk i dag.

Hellige ånder og overnaturlige kræfter

13. Hvad har uden tvivl undret folk før i tiden?

¹³ Folks liv syntes i gamle dage at være fyldt med mysterier. Meget af det der skete forekom dem uforklarligt og forvirrende. De forstod for eksempel ikke hvorfor en stor og stærk mand pludselig blev syg, hvorfor himmelen ikke gav regn på den sædvanlige årstid, eller hvorfor et nøgent og tilsyneladende livløst træ pludselig blev grønt og levende en bestemt tid af året. Selv folks egen skygge, deres hjerteslag og deres åndedræt var mysterier.

14, 15. Hvordan har menneskene højst sandsynligt forsøgt at forklare det uforklarlige? (Jævnfør Første Samuelsbog 28:3-7.)

¹⁴ I betragtning af menneskets medfødte åndelige trang var det kun naturligt at man forbandt disse uforklarlige ting og hændelser med en overnaturlig magt. Men da folk både manglede oplysning og forståelse blev deres verden snart fyldt med sjæle, ånder, spøgelser og dæmoner. Algonkin-indianerne i Nordamerika kalder således et menneskes sjæl otahchuk, der betyder „hans skygge“, og malajerne i Sydøstasien tror at når et menneske dør, farer dets sjæl ud gennem dets næsebor. I dag er troen på ånder og afdødes sjæle — og forsøgene på at kommunikere med dem på en eller anden måde — udbredt næsten overalt.

¹⁵ På samme måde forekom ting i naturen — solen, månen, stjernerne, havet, floder og bjerge — at være levende og at øve en direkte indflydelse på menneskets gøremål. Da disse ting syntes at udgøre en verden i sig selv, blev de personificeret som ånder og guddomme, nogle gode og hjælpsomme, andre onde og skadelige. Dyrkelsen af det skabte kom til at indtage en fremtrædende plads i næsten alle religioner.

16. Hvordan kom ærefrygten for ånder, guddomme og hellige genstande til udtryk?

¹⁶ Vi finder sådanne opfattelser i så godt som hver eneste af de gamle civilisationers religioner. Babylonierne og ægypterne dyrkede deres solguder, måneguder og stjerneguder. De ærede også husdyr og vilde dyr. Hinduerne er kendt for at have et panteon der rummer millioner af guder. Kineserne har altid haft deres hellige bjerge og deres flodguder, og de viser respekt for tidligere generationer gennem forfædredyrkelsen. De gamle druider på De Britiske Øer anså egetræer for hellige, og de viste en særlig ærbødighed for misteltenen der voksede på egen. Senere bidrog grækerne og romerne med deres andel, og troen på ånder, guddomme, sjæle, dæmoner og hellige genstande af enhver art blev solidt rodfæstet.

17. Hvordan æres livløse ting i skaberværket den dag i dag?

¹⁷ Skønt nogle i dag vil betragte alt dette som overtro, har sådanne forestillinger stadig en plads i mange menneskers religionsudøvelse rundt om i verden. Nogle tror stadig at visse bjerge, floder, mærkeligt formede klipper, gamle træer og utallige andre ting er hellige, og de dyrker dem med ærbødighed. De bygger altre, helligdomme og templer sådanne steder. For eksempel er Gangesfloden hellig for hinduerne, hvis højeste ønske er at bade sig i den mens de lever og at få deres aske strøet ud på den efter at de er døde. Buddhister anser det for noget særligt at tilbede ved helligdommen i Buddh Gaya i Indien, hvor Buddha siges at have fundet oplysning under bodhi-træet. Katolikker kravler på knæene til Vor Frue af Guadalupes Basilika i Mexico, eller bader sig i det „hellige“ vand ved helligdommen i Lourdes i Frankrig, i håb om mirakuløs helbredelse. Ærbødigheden for det skabte snarere end for Skaberen er også meget udbredt i dag. — Romerne 1:25.

Magiens opståen

18. Hvad førte troen på ånder og guddomme til?

¹⁸ Da man først var begyndt at tro at den livløse verden var fuld af ånder, gode såvel som onde, var det næste skridt nærliggende — at man forsøgte at komme i forbindelse med de gode for at opnå hjælp og velsignelse hos dem, og med de onde for at forsone dem. Man begyndte altså at øve magi, en praksis der har fundet grobund i så godt som hver eneste nation både førhen og nu. — 1 Mosebog 41:8; 2 Mosebog 7:11, 12; 5 Mosebog 18:9-11, 14; Esajas 47:12-15; Apostelgerninger 8:5, 9-13; 13:6-11; 19:18, 19.

19. (a) Hvad er magi? (b) Hvorfor fæster mange i dag lid til magien?

¹⁹ I sin mest grundlæggende betydning er magi et forsøg på at beherske de naturlige eller overnaturlige kræfter, at tvinge dem til at adlyde mennesket. Da folk i tidligere tider ikke kendte den virkelige årsag til mange af de ting der skete i hverdagen, troede de at man ved at gentage nogle magiske ord eller besværgelser, eller ved at udføre bestemte ritualer, kunne opnå visse ønskede virkninger. Tilliden til denne form for magi blev bestyrket af at nogle af ritualerne virkede. Det fortælles for eksempel at medicinmændene — som i virkeligheden var magere eller troldmænd — på Mentawaiøerne vest for Sumatra var forbavsende gode til at helbrede folk for diarré. Deres magiske formel gik ud på at lade de syge lægge sig på maven nær randen af en klint og slikke jorden nu og da. Hvorfor virkede dette? Jo, klinten indeholdt kaolin, en slags hvidt ler der er almindeligt brugt i nogle af vore dages mediciner mod diarré.

20. Hvordan kom magien til at beherske folks liv?

²⁰ Nogle få vellykkede resultater af denne art overskyggede hurtigt alle fiaskoerne og styrkede udøvernes anseelse. De blev snart højt agtede medlemmer af samfundet — præster, høvdinger, shamaner, medicinmænd, heksedoktorer eller åndemedier. Folk kom til dem med deres problemer, for eksempel for at blive helbredt eller beskyttet mod sygdom, for at finde mistede ejendele, for at få udpeget en tyv, for at afværge ond påvirkning eller for at få hævn. Med tiden blev der udviklet en omfattende samling af overtroiske skikke og ritualer som blev knyttet til disse og andre af livets anliggender, såsom fødsel, indtrædelse i de voksnes rækker, forlovelse, ægteskab, død og begravelse. Magiens magt og mysterier kom til at dominere hver eneste side af folks tilværelse.

Regndanse og trolddom

21, 22. Hvad er „efterligningsmagi“? Giv et eksempel.

²¹ På trods af den vældige variation man finder i de forskellige folkeslags magiske ritualer, er de grundlæggende forestillinger bag dem forbavsende ens. Først er der forestillingen om at en handling afføder en tilsvarende handling, at man kan fremkalde en bestemt virkning ved at efterligne den. Dette kaldes undertiden efterligningsmagi. Når regnmangel truede høsten dansede omaha-indianerne i Nordamerika for eksempel rundt om et kar med vand, hvorefter en af dem tog en mundfuld af vandet og spyttede det op i luften for at efterligne en regnbyge. Eller en mand rullede sig måske på jorden som en såret bjørn for at sikre sig et godt resultat under sin bjørnejagt.

²² Andre havde mere omfattende ritualer med messende sang og ofringer. Kineserne lavede en stor papirs- eller trædrage, deres regngud, og gik i procession med den, eller de tog billedet af deres guddom ud af templet og satte det i solen sådan at det kunne mærke heden og måske sende regn. Ngonifolket i Østafrika har et ritual hvor de hælder øl i et bæger som de graver ned i jorden i et regntempel, hvorefter de beder: „Herre Chauta, du har forhærdet dit hjerte mod os, hvad vil du have vi skal gøre? Vi går til grunde. Giv dine børn regn; dér er øllet vi har givet dig.“ Derefter drikker de det øl der er tilbage. Dette efterfølges af sang og dans hvor man ryster med grene der er dyppet i vand.

23. Hvordan opstod heksekunst og den praksis at rette forbandelser mod andre? (Jævnfør Tredje Mosebog 19:31; 20:6, 27; Femte Mosebog 18:10-13.)

²³ En anden forestilling bag magiske handlinger er at genstande der har tilhørt en person stadig øver indflydelse på ham efter at de ikke længere er i hans besiddelse. Dette førte til at man forsøgte at rette forbandelser mod andre ved hjælp af noget der engang havde tilhørt dem. Selv i det 16. og 17. århundredes Europa troede man stadig at hekse og troldkarle kunne volde andre skade med denne form for magt. Metoden gik for eksempel ud på at man lavede en voksmodel af en person og stak nåle i den, at man skrev hans navn på et stykke papir og brændte det, begravede et stykke af hans tøj eller gjorde noget andet med enten hans hår, hans afklippede fingernegle, hans sved eller endog hans ekskrementer. Hvor udbredte sådanne handlinger var, ses af at det engelske parlament i 1542, 1563 og 1604 vedtog love som påbød dødsstraf for heksekunst. Denne form for magi er på den ene eller den anden måde blevet udøvet af folk i så godt som hver eneste nation gennem tiderne.

Fremtiden læses i tegn og varsler

24. (a) Hvad er spådomskunst? (b) Hvordan udøvede babylonierne spådomskunst?

²⁴ Ofte benyttes magi til at afsløre skjulte oplysninger eller til at få indblik i fremtiden ved hjælp af tegn og varsler. Dette kaldes spådomskunst. Babylonierne var kendt for at udøve denne form for magi. Ifølge bogen Magic, Supernaturalism, and Religion var de „mestre i spådomskunst; de spåede om fremtiden på grundlag af slagtede dyrs lever og tarme, på grundlag af ild og røg, og på grundlag af ædelstenes glans; de forudsagde begivenheder på grundlag af kilders klukken og planters form. . . . Atmosfæriske tegn, regn, skyer, vind og lyn blev udlagt som varsler; møbler og træpaneler der gik i stykker forudsagde fremtidige begivenheder. . . . Fluer og andre insekter samt hunde bragte okkulte budskaber.“

25. Hvordan henviste Ezekiel og Daniel til brugen af spådomskunst i det gamle Babylon?

²⁵ Ezekiels bog i Bibelen beretter at Babylons konge under et felttog ’standsede op ved korsvejen, ved begyndelsen af de to veje, for at ty til spådom. Han rystede pilene. Han spurgte terafimstatuetterne; han så på leveren’. (Ezekiel 21:21) Magere, besværgere og troldmænd havde deres gang ved det babyloniske hof. — Daniel 2:1-3, 27, 28.

26. Hvilken form for spådomskunst var populær blandt grækerne?

²⁶ Også i andre lande, både i Østen og i Vesten, forsøgte man sig med mange former for spådomskunst. Grækerne rådspurgte deres orakler om såvel store politiske begivenheder som private anliggender såsom ægteskab, rejser og børn. Det mest kendte var oraklet i Delfi. Svarene, der ansås for at komme fra guden Apollon, blev givet gennem præstinden, Pythia, som usammenhængende lyde der blev udlagt af præsterne og sat sammen i tvetydige vers. Et klassisk eksempel er det svar der blev givet til kong Krøsus af Lydien, der lød: „Når Krøsus går over Halys, vil et stort rige gå til grunde.“ Det store rige der gik til grunde, viste sig at være hans eget. Da han gik over floden Halys for at invadere Kappadokien, blev hans hær slået af perseren Kyros.

27. I hvilket omfang praktiserede romerne spådomskunst?

²⁷ I den vestlige verden opnåede spådomskunsten stor popularitet blandt romerne, som søgte tegn og varsler i næsten alt hvad de foretog sig. Folk fra alle sociale lag troede på astrologi, heksekunst, talismaner, sandsigeri og mange andre former for spådomskunst. Og historikeren Edward Gibbon siger: „De forskellige former for gudsdyrkelse, som var rådende i den romerske verden, betragtedes alle af folket som lige sande.“ Den berømte statsmand og taler Cicero var ekspert i at tage varsler af fugles flugt. Den romerske historiker Petronius skrev at hvis man skulle tage efter mængden af religioner og kulter, må der i visse romerske byer have været flere guder end mennesker.

28. Hvordan forsøgte kineserne at spå i gammel tid?

²⁸ I Kina har man fundet over 100.000 orakelindskrifter på stykker af dyreknogler og skildpaddeskjolde fra det andet årtusind f.v.t. (Shang-dynastiet). Ved hjælp af disse søgte Shang-præsterne guddommelig vejledning om alt fra vejrlig til troppebevægelser. De skrev spørgsmålene med gamle skrifttegn på knoglerne, ophedede dem og undersøgte de krakeleringer der opstod, hvorefter de skrev svarene ned på de samme knogler. Nogle forskere mener at den skrift Shang-præsterne anvendte, var forløberen for de kinesiske skrifttegn der anvendes i dag.

29. Hvilket spådomsprincip fremsættes i værket I Ching?

²⁹ Den mest kendte gamle kinesiske afhandling om spådomskunst er I Ching (Forvandlingernes Bog; udtales i djing), der siges at være skrevet af de to første Chou-kejsere, Wen Wang og Chou Kung, i det 12. århundrede f.v.t. Den indeholder en detaljeret forklaring af samspillet mellem de to modsatte kræfter yin og yang (mørke-lys, negativ-positiv, kvinde-mand, måne-sol, jord-himmel, og så videre), som mange kinesere stadig mener er de styrende principper bag alle livets anliggender. Bogen fremholder at alt er i stadig forandring og at intet er permanent. For at kunne gennemføre noget må man være klar over alle de forandringer der sker, og handle i overensstemmelse med dem. Derfor stiller folk spørgsmål og kaster lod, og søger svarene i I Ching. Gennem århundrederne har I Ching dannet grundlag for enhver form for sandsigeri, geomantik og andre former for spådomskunst i Kina.

Fra astronomi til astrologi

30. Forklar hvordan astronomien opstod.

³⁰ Solens, månens, stjernernes og planeternes regelbundethed har længe fascineret menneskene på jorden. I Mesopotamien har man fundet stjernekataloger helt fra år 1800 f.v.t. Ud fra de oplysninger babylonierne havde fundet frem til, var de i stand til at forudsige mange astronomiske begivenheder, som for eksempel måneformørkelser, stjernebilleders opgang og nedgang, og visse planetbevægelser. Ægypterne, assyrerne, kineserne, inderne, grækerne, romerne og andre oldtidsfolk iagttog også himmelen og førte detaljerede optegnelser over astronomiske begivenheder. På grundlag af deres optegnelser udarbejdede de kalendere og planlagde deres årligt tilbagevendende gøremål.

31. Hvordan førte astronomien til astrologien?

³¹ Når man gjorde de astronomiske iagttagelser, lagde man mærke til at visse begivenheder på jorden syntes at falde sammen med visse fænomener på himmelhvælvingen. For eksempel fulgte årstidernes skiften nøje solens højde på himmelen, tidevandet steg og sank i takt med månens bevægelser, og Nilens årlige oversvømmelser fulgte altid efter Sirius’, den klareste stjernes, tilsynekomst. Den naturlige konklusion var at himmellegemerne spillede en vigtig rolle ved at forårsage disse og andre begivenheder på jorden. Ægypterne kaldte ligefrem Sirius for Nilbringeren. Forestillingen om at stjernerne øvede indflydelse på begivenheder på jorden førte snart til den opfattelse at man ved hjælp af himmellegemerne kunne forudsige fremtiden. Astronomien affødte således astrologien. Inden længe havde konger og andre herskere officielle astrologer ved hoffet til at rådspørge stjernerne i vigtige nationale anliggender. Men også det jævne folk anså deres skæbne for at stå skrevet i stjernerne.

32. Hvordan dyrkede babylonierne astrologi?

³² Her kommer babylonierne igen ind i billedet. De opfattede stjernerne som gudernes himmelske boliger, ligesom templerne var deres jordiske boliger. Det fik dem til at gruppere stjernerne i stjernebilleder eller konstellationer, og tro at forstyrrelser på himmelen, såsom formørkelser eller klare stjerners eller kometers opdukken, varslede krig og ulykke på jorden. Blandt de oldsager man har udgravet i Mesopotamien er der hundreder af beretninger fra astrologer til konger. I nogle af dem stod der for eksempel at en kommende måneformørkelse var tegn på at en vis fjende ville lide nederlag, og at en bestemt planets tilsynekomst i et bestemt stjernebillede ville betyde „stor vrede“ på jorden.

33. Hvad sagde Esajas om de babyloniske ’stjernekiggere’?

³³ Hvor meget babylonierne stolede på denne form for spådomskunst ses også af de spottende ord profeten Esajas henvendte til dem da han forudsagde Babylons ødelæggelse: „Bliv dog stående med dine besværgelser og med dine mange trolddomskunster, dem du har slidt med fra din ungdom . . . Lad dem dog træde frem og frelse dig, himmeltilbederne, stjernekiggerne, som ved nymånerne gør de ting kendt der vil komme over dig.“ — Esajas 47:12, 13.

34. Hvem var de „magere“ der kom for at hylde barnet Jesus?

³⁴ Fra Babylon blev astrologien udbredt til Ægypten, Assyrien, Persien, Grækenland, Rom og Arabien. I Østen havde hinduerne og kineserne også deres udførlige astrologiske systemer. De „magere“ der, som nævnt i Mattæusevangeliet, kom for at hylde barnet Jesus, var „astrologer fra østen“. (Mattæus 2:1, 2) Nogle forskere mener at disse astrologer kan have tilhørt den kaldæiske og medo-persiske skole af astrologer fra Parthien, der havde været en persisk provins og senere blev et uafhængigt parthisk rige.

35. Hvordan udvikledes astrologien fra og med grækernes tid?

³⁵ Det var imidlertid grækerne der udviklede astrologien til den form der praktiseres i dag. I det andet århundrede e.v.t. samlede en græsk astronom i Alexandria, Claudius Ptolemæus, alle de eksisterende astrologiske oplysninger i fire bøger, kaldet Tetrabiblos, der har tjent som astrologiens grundbog indtil den dag i dag. Derfra udvikledes den nu almindeligt anvendte astrologi, som er et system hvorved man forsøger at forudsige en persons fremtid ved at studere hans fødselshoroskop — et kort der viser solens, månens og forskellige planeters positioner i stjernebillederne set fra vedkommendes fødested i det øjeblik han blev født.

36. Hvoraf ses det at astrologien vandt anseelse?

³⁶ I det 14. og 15. århundrede havde astrologien vundet stor udbredelse i Vesten. Universiteter optog den som en disciplin der krævede et praktisk kendskab til sprog og matematik. Astrologer blev regnet for lærde. Shakespeares værker er fyldt med hentydninger til astrologiske kræfters indflydelse på menneskelige anliggender. Hver regent og mange adelsmænd havde private astrologer ved hånden som de kunne rådføre sig med. Der var næppe noget foretagende — det være sig krig, byggeri, forretning eller rejse — man gik i gang med uden først at rådføre sig med stjernerne. Astrologien havde vundet anseelse.

37. Hvordan har den videnskabelige forskning berørt astrologien?

³⁷ Selv om astronomer som Kopernikus og Galilei og fremkomsten af den videnskabelige forskning siden har bragt astrologiens berettigelse som videnskab i alvorlig miskredit, trives den stadig. (Se side 85.) Ja, på både statsoverhoveder og jævne mennesker, i såvel teknologisk udviklede lande som afsidesliggende landsbyer i udviklingslande, øver denne mystiske kunst der blev indført af babylonierne, udviklet af grækerne og videreudviklet af araberne, stadig stor indflydelse.

Skæbnen læses i ansigt og håndflade

38. Hvad førte til at man begyndte at spå på grundlag af ansigtstræk og håndfladens udseende?

³⁸ Hvis det forekommer uhåndgribeligt at søge varsler om fremtiden på himmelhvælvingen, har spådomskunstens udøvere andre metoder som er mere nærliggende og lettilgængelige. I en jødisk mysterietekst fra det 13. århundrede, Zohar eller Sefær ha-zohar (hebraisk: Klarhedens Bog), hedder det: „På hvælvingen der omgiver universet ser vi mange figurer formet af stjernerne og planeterne. De åbenbarer skjulte ting og dybe mysterier. På samme måde er der på huden som omslutter mennesket, linjer og træk som udgør vort legemes stjerner.“ Denne forestilling førte til at man også begyndte at spå om folks fremtid ved at søge profetiske tegn i deres ansigtstræk og håndflader. Det er en praksis der stadig er udbredt både i Østen og i Vesten. Det er tydeligt at den har sin oprindelse i magi og astrologi.

39. Hvad er fysiognomik, og hvilke principper er blevet fremsat i den forbindelse?

³⁹ At spå ved at undersøge ansigtstrækkene, som for eksempel øjnenes, næsens, tændernes og ørernes form, kaldes fysiognomik. I 1531 udgav en vis Joannes de Indagine i Strasbourg en bog om emnet hvori han gengav nogle livagtige stik af ansigter med forskellige typer øjne, næse, ører og så videre, sammen med sine fortolkninger. Han citerede interessant nok Jesu ord i Mattæus 6:22: „Hvis derfor dit øje er klart, vil hele dit legeme være lyst,“ som begrundelse for at store, klare og runde øjne var et udtryk for uangribelighed og sundhed, mens indsunkne og små øjne var et tegn på misundelse, mistænksomhed og ondskabsfuldhed. Men i en lignende bog, Compendium of Physiognomy, der blev udgivet i 1533, hævdede forfatteren, Bartolommeo Cocle, at store og runde øjne var tegn på dovenskab og upålidelighed.

40. (a) Hvad er kiromanti? (b) Hvordan har man søgt støtte for kiromanti i Bibelen?

⁴⁰ Næst efter hovedet hævdes hånden at være den del af legemet der bedst afspejler de højere kræfter. En anden populær form for spådomskunst er derfor at læse håndens linjer for at bestemme et menneskes karakter og skæbne. Dette kaldes kiromanti. Middelalderens kiromantikere søgte at finde støtte for deres kunst i Bibelen, og henviste til vers som: „Han sætter segl på hvert menneskes hånd, så hvert dødeligt menneske kan kende hans værk,“ og: „En lang række dage er der i dens højre [hånd]; i dens venstre er der rigdom og herlighed.“ (Job 37:7; Ordsprogene 3:16) Håndfladens forhøjninger eller „bjerge“ blev også taget i betragtning, da man mente at de repræsenterede planeterne og således sagde noget om den pågældende og hans fremtid.

41. Hvordan lader folk sig spå i Orienten?

⁴¹ At spå ud fra ansigtstræk og håndfladens udseende er umådelig populært i Orienten. Foruden de professionelle udøvere som tilbyder deres tjeneste, er der et utal af amatører og gør-det-selv-folk fordi der alle vegne fås bøger og publikationer af enhver art om emnet. Folk giver sig ofte af med at læse i hånden for sjov, men mange tager det helt alvorligt. I almindelighed er folk dog sjældent tilfredse med kun at blive spået på én måde. Når de har alvorlige problemer eller skal træffe vigtige afgørelser, går de ofte hen i templet, hvad enten det er buddhistisk, taoistisk, shintoistisk eller af en anden slags, for at spørge guderne, derefter til en astrolog for at rådspørge stjernerne, til en spåkyndig for at blive læst i hånden og set i ansigtet, og efter alt dette går de hjem og retter spørgsmål til deres afdøde forfædre. Et eller andet sted håber de at finde et svar som de synes de kan bruge.

Bare harmløst tidsfordriv?

42. Hvad har folks naturlige ønske om at kende fremtiden ført til?

⁴² Det er naturligt at man gerne vil vide hvad fremtiden vil bringe. Det er også naturligt at man gerne vil sikre sig lykke og medgang og afværge det der kunne skade én. Det er grunden til at folk gennem tiderne har søgt vejledning hos ånder og guder. Derved er de blevet involveret i spiritisme, magi, astrologi og andre former for overtro. I fortiden gik folk med amuletter og talismaner for at beskytte sig, og de gik til medicinmænd og shamaner for at blive helbredt. I dag går folk med „Sankt“ Kristoffermedaljer eller lykkebringende „charms“, og de har deres seancer, ’Ouija’-brætter, krystalkugler, horoskoper og tarokkort. Hvad spiritisme og overtro angår, har menneskene tilsyneladende ikke ændret sig stort.

43. (a) Hvordan ser mange på spiritisme, magi og spådomskunst? (b) Hvilke spørgsmål må vi have svar på?

⁴³ Mange erkender selvfølgelig at det alt sammen kun bygger på overtro og ikke har noget virkeligt grundlag. Og de tilføjer måske at de bare beskæftiger sig med det for sjov. Andre føjer til at magi og spådomskunst alligevel gør gavn fordi det giver folk en form for psykologisk tryghed hvor de ellers ville føle sig skræmt af de hindringer de møder i tilværelsen. Men er det alt sammen bare harmløst tidsfordriv eller en psykologisk håndsrækning? Hvad ligger der egentlig bag alle de magiske og spiritistiske handlinger, både dem vi har betragtet i dette kapitel og de mange andre vi ikke har nævnt?

44. Hvad må man sige om grundlaget for alle handlinger der har forbindelse med overtro?

⁴⁴ Idet vi har undersøgt de forskellige former for spiritisme, magi og spådomskunst, har vi flere gange bemærket at de er nøje forbundet med troen på døde menneskers sjæle og eksistensen af gode og onde ånder. Troen på ånder, magi og spådomskunst er således i grunden baseret på en form for polyteisme der har sin rod i læren om menneskesjælens udødelighed. Er det et sundt grundlag at bygge sin religion på? Ville du mene at en gudsdyrkelse der bygger på et sådant grundlag, er acceptabel?

45. Hvilket spørgsmål angående mad der var blevet ofret til afguder måtte de første kristne tage stilling til?

⁴⁵ De kristne der levede i det første århundrede stod over for de samme spørgsmål. De var omgivet af grækerne og romerne med deres mange guder og gudinder og deres overtroiske ritualer. Et af ritualerne gik ud på at man ofrede mad til afguder og derefter spiste maden sammen. Kunne nogen der elskede den sande Gud og gerne ville behage ham, deltage i sådanne ritualer? Læg mærke til hvordan apostelen Paulus besvarede det spørgsmål.

46. Hvordan betragtede Paulus og de første kristne Gud?

⁴⁶ „Nu med hensyn til at spise det der har været ofret til afguder, så ved vi at en afgud intet er i verden, og at der ingen Gud er uden én. For selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham.“ (1 Korinther 8:4-6) For Paulus og de andre kristne i det første århundrede var den sande religion ikke en dyrkelse af mange guder, ikke polyteisme, men hengivenhed for „kun én Gud, Faderen,“ hvis navn Bibelen åbenbarer idet den siger: „Man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ — Salme 83:18.

47. Hvem stod i virkeligheden bag de ’guder og herrer i himmelen og på jorden’ som folk dyrkede, ifølge det Paulus sagde?

⁴⁷ Vi bør imidlertid lægge mærke til at selv om Paulus sagde at „en afgud intet er“, mente han ikke at de „guder“ og „herrer“ som folk henvendte sig til med deres magi, ofringer og spådomskunst, ikke eksisterede. Hvad mente han da? Det understregede han senere i det samme brev, idet han skrev: „Men jeg siger at det som folk fra nationerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud.“ (1 Korinther 10:20) Ja, gennem deres guder og herrer dyrkede nationerne i virkeligheden dæmonerne — det vil sige engle eller åndeskabninger der havde gjort oprør mod den sande Gud og havde sluttet op bag deres leder, Satan Djævelen. — 2 Peter 2:4; Judas 6; Åbenbaringen 12:7-9.

48. Hvilken fare er stadig forbundet med det okkulte, og hvordan kan man undgå den?

⁴⁸ Nogle siger somme tider at man må have ondt af de såkaldt primitive folk der før i tiden trællede under frygt og overtro. Deres blodige offerhandlinger og vilde ritualer forekommer dem frastødende. Og det med rette. Men selv i dag hører man om voodoo, satankulter og endda menneskeofringer. Selv om dette måske er ekstreme tilfælde, viser det ikke desto mindre at interessen for det okkulte stadig lever i bedste velgående. Det kan begynde som ’harmløst tidsfordriv’ og nysgerrighed, men det ender ofte med tragedie og død. Det er derfor klogt at give agt på Bibelens advarsel: „Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ — 1 Peter 5:8; Esajas 8:19, 20.

49. Hvad vil vi komme ind på i de næste kapitler i denne bog?

⁴⁹ Nu da vi har set hvordan religionen opstod og har betragtet de mangfoldige gamle mytologier og de forskellige former for spiritisme, magi og overtro, vil vi rette opmærksomheden mod de etablerede verdensreligioner — hinduismen, buddhismen, taoismen, kungfutsianismen, shintoismen, jødedommen, kristenhedens kirkeretninger og islam. Hvordan er disse religioner opstået? Hvad går deres lære ud på? Hvilken indflydelse øver de på de troende? Disse og andre spørgsmål vil blive behandlet i de følgende kapitler.

[Tekstcitat på side 76]

Nogle former for magi syntes at virke

[Ramme på side 85]

Er astrologien videnskabelig?

Astrologerne hævder at solen, månen, stjernerne og planeterne kan øve indflydelse på det der sker på jorden og at disse himmellegemers stilling i det øjeblik man fødes vil berøre ens liv. Men den videnskabelige forskning er kommet med nogle svære udfordringer:

▪ Astronomer som Kopernikus, Galilei og Kepler har tydeligt påvist at jorden ikke er universets centrum. Det har også vist sig at de stjerner der synes at høre sammen i et stjernebillede, i mange tilfælde slet ikke er forbundet med hinanden. Nogle af dem ligger langt ude i verdensrummet, mens andre er forholdsvis tæt på jorden. De forskellige stjernebilleders egenskaber er derfor fri fantasi.

▪ De tidligere astrologer kendte ikke noget til planeterne Uranus, Neptun og Pluto, for de blev først opdaget da man opfandt teleskopet. Hvordan tog man så deres „indflydelse“ i betragtning på de astrologiske kort der blev tegnet århundreder tidligere? Og hvorfor skulle én planets indflydelse være „god“ og en andens „ond“, når videnskaben ved at de alle stort set er masser af livløse klippe- eller gasarter der farer af sted i verdensrummet?

▪ Arvelighedsforskerne fortæller at grundlaget for vort personlighedsmønster ikke dannes ved fødselen, men ved undfangelsen, når en af de millioner af sædceller fra faderen forenes med en ægcelle fra moderen. Alligevel fastlægger astrologerne et menneskes horoskop efter fødselstidspunktet. Denne forskel på cirka ni måneder skulle, astrologisk set, give en helt anden personlighedsstruktur.

▪ Solens vandring gennem stjernebillederne som den ses af en iagttager på jorden er i dag en måned forsinket i forhold til for 2000 år siden, da de astrologiske kort og tabeller blev udarbejdet. Derfor vil astrologerne betegne en der er født i slutningen af juni eller begyndelsen af juli som Krebs (meget følsom, tungsindig, reserveret), mens solen i virkeligheden stod i stjernebilledet Tvilling på det tidspunkt, hvilket skulle gøre den pågældende udadvendt, vittig og snakkesalig.

Det er tydeligt at astrologien ikke har noget rationelt eller videnskabeligt grundlag.

[Illustrationer på side 71]

Ituslåede spejle, sorte katte og visse tal er forbundet med overtro. Det kinesiske skrifttegn for „fire“ udtales ligesom „død“ på kinesisk og japansk

[Illustrationer på side 74]

Til venstre: Vor Frue af Guadalupes Basilika i Mexico, hvor katolikker beder om mirakuløs helbredelse.

Til højre: Stonehenge i England, hvor fortidens druider siges at have dyrket solen

[Illustration på side 80]

Nogle mennesker rådspørger shamaner og heksedoktorer

[Illustrationer på side 81]

Andre har deres seancer, ’Ouija’-brætter, krystalkugler, tarokkort og spåkoner

[Illustrationer på side 82]

Den orientalske spådomskunst, med brug af beskrevne skildpaddeskjolde og yin-og-yang-symbolet, har en lang historie bag sig

[Illustrationer på side 87]

Mange rådfører sig med horoskoper i den tro at solens, månens, planeternes og stjernernes stilling i fødselsøjeblikket indvirker på deres liv

[Illustrationer på side 90]

Ved at ryste en lykkepind ud af beholderen får udøveren et budskab og en udlægning

Kapitel 5

Hinduismen — en søgen efter frigørelse

„I hindusamfundet er det religiøs skik at man, som det første om morgenen, bader sig i en flod, eller måske derhjemme hvis der ikke er nogen flod eller noget vandløb i nærheden. Man mener at man derved bliver hellig. Derefter går man, stadig på fastende hjerte, hen til det lokale tempel og ofrer blomster og mad til den lokale gud. Nogle vasker gudebilledet og pynter det med rødt og gult pulver.

I næsten alle hjem er der en krog eller måske et helt værelse hvor man dyrker familiens yndlingsgud. En populær gud nogle steder er elefantguden Ganesha. Man beder ham især om held og medgang, da han er kendt som en gud der rydder hindringer af vejen. Andre steder kan det være Krishna, Rama, Shiva, Durga eller en anden guddom der indtager førstepladsen.“ — Tara C., Kathmandu, Nepal.

1. (a) Beskriv nogle hinduiske skikke. (b) Nævn nogle forskelle mellem det vestlige livssyn og hinduernes livssyn.

HVAD er hinduismen? Er det blot en religion som — efter overforenklet vestlig opfattelse — består i kastevæsen, ærbødighed for hellige køer og rituelle bade i Ganges? Eller indeholder den mere? Ja, den indeholder langt mere. Hinduismen er en helt anden livsopfattelse, et syn på tilværelsen som er fuldstændig blottet for vestlige værdibegreber. Vesterlændinge er tilbøjelige til at opfatte livet som en fremadrettet linje i historien. Hinduerne opfatter livet som et uendeligt kredsløb hvori menneskets historie kun har ringe betydning.

2, 3. (a) Hvorfor er det vanskeligt at beskrive hinduismen? (b) Hvordan forklarer en indisk forfatter hinduismens forhold til polyteisme?

² Det er ikke nemt at beskrive hinduismen, for den har ingen bestemt troslære, intet præsteskab og ingen fælles ledelse. Den har dog sine swamier (lærere) og guruer (åndelige vejledere). En religionshistorie definerer bredt hinduismen som „hele det kompleks af trossætninger og institutioner der er opstået fra dengang deres ældste (og helligste) skrifter, Vedaerne, blev samlet og indtil nu“. Et andet værk erklærer: „Man kan sige at hinduismen består i ærbødighed for eller dyrkelse af guderne Vishnu eller Shiva, eller gudinden Shakti, eller deres inkarnationer, aspekter, ægtefæller eller afkom.“ Dette omfatter dyrkelsen af Rama og Krishna (inkarnationer af Vishnu) samt Durga, Skanda og Ganesha (Shivas hustru og hans sønner). Det siges at hinduismen omfatter 330 millioner guder, og dog hævdes det at hinduismen ikke er polyteistisk. Hvordan kan det passe?

³ Den indiske forfatter A. Parthasarathy forklarer: „Hinduerne er ikke polyteister. Hinduismen taler om én Gud . . . De forskellige guder og gudinder i det hinduiske panteon repræsenterer blot den ene overordnede Guds kræfter og funktioner i den manifesterede verden.“

4. Hvad er omfattet af begrebet „hinduisme“?

⁴ Hinduerne omtaler ofte deres tro som sanatana dharma, der betyder evig lov eller orden. „Hinduisme“a er i virkeligheden en samlebetegnelse for et utal af religionstyper og sekter (sampradayas) der i årtusindernes løb er vokset frem under den komplekse gamle hindumytologis paraply. Denne mytologi er så vanskelig at udrede at opslagsværket New Larousse Encyclopedia of Mythology siger: „Indisk mytologi er en frodig jungle af sammenfiltrede vækster. Når man vover sig ind i den lukkes dagslyset ude, og man mister enhver klar retningsfornemmelse.“ I det følgende vil vi dog forsøge at beskrive nogle af de træk og opfattelser der kendetegner denne tro.

Hinduismens gamle rødder

5. Hvor udbredt er hinduismen?

⁵ Skønt hinduismen ikke er så udbredt som flere andre store religioner, havde den i 1990 henved 700 millioner tilhængere — svarende til omkring en ottendedel (13%) af jordens befolkning. De fleste af disse bor imidlertid i Indien, så det er naturligt at spørge: Hvordan og hvorfor er hinduismen blevet koncentreret i Indien?

6, 7. (a) Hvordan er hinduismen ifølge nogle historikere kommet til Indien? (b) Hvordan lyder hinduernes vandflodssagn? (c) Hvilken form for religion dyrkede man i Indusdalen før arierne kom dertil, ifølge arkæologen sir John Marshall?

⁶ Nogle historikere siger at hinduismens rødder skal søges for over 3500 år siden i en folkevandring der bragte et lyshudet arisk folkeslag fra nordvest ned i Indusdalen i det nuværende Pakistan og nordvestlige Indien. Derfra bredte indvandrerne sig til Gangessletten og det meste af Indien. Nogle eksperter siger at de religiøse forestillinger de bragte med sig, var grundlagt på gamle iranske og babyloniske lærdomme. Et af de træk som går igen i mange kulturer og som også findes i hinduismen, er et sagn om en vandflod. — Se rammen på side 120.

⁷ Hvilken form for religion udøvede man i Indusdalen før arierne kom til? En arkæolog, sir John Marshall, taler om „’den store modergudinde’, undertiden fremstillet som en gravid kvindefigur, men i de fleste tilfælde som en nøgen kvindefigur med høj krave og hovedbeklædning“, og siger: „Dernæst kommer ’den mandlige gud’, der ’straks genkendes som en prototype på den historiske Shiva’, siddende med samlede fodsåler (en yogastilling), ithyfallisk (hvilket leder tanken hen på lingakulten [en falloskult]), omgivet af dyr (som symboliserer Shivas tilnavn ’Dyrenes Herre’). Der er fundet et væld af stenfigurer som forestiller fallos og vulva, . . . hvilket viser hen til linga- og yoni-kulten for Shiva og hans ægtefælle.“ (World Religions — From Ancient History to the Present) Shiva æres den dag i dag som en frugtbarhedsgud og dyrkes i form af en linga eller fallos. Han rider på tyren Nandi.

8, 9. (a) Hvordan modsiger en lærd hindu Marshalls teori? (b) Hvilke gensidige påstande fremsættes vedrørende den ærbødighed der vises for genstande inden for hinduismen og „kristendommen“? (c) Hvad er grundlaget for hinduernes hellige skrifter?

⁸ En lærd hindu, Swami Sankarananda, har imidlertid en anden udlægning. Han siger at de sten man ærede, hvoraf nogle er kendt under navnet Shivalinga, oprindelig var symboler på „himmelilden eller solen og solilden, strålerne“. (The Rigvedic Culture of the Pre-Historic Indus) Han forklarer at „sexkulten . . . ikke opstod som en religiøs kult. Det er den blevet senere. Den er en degeneration af det oprindelige. Det er folk der trækker idealet, som er for højt til at de fatter det, ned på deres eget plan.“ For at imødegå den vestlige kritik af hinduismen siger han at de kristne der ærer korset, et hedensk fallossymbol, i virkeligheden er „dyrkere af en sexkult“.

⁹ Med tiden blev de indiske trossætninger, myter og sagn skrevet ned, og de foreligger nu som hinduismens hellige skrifter. Disse skrifter er meget omfattende, og de forsøger ikke at fremstille nogen samlet eller ensartet hinduisk lære.

Hinduismens hellige skrifter

10. Hvori består nogle af hinduismens ældste skrifter?

¹⁰ De ældste skrifter er Vedaerne, en samling bønner og hymner der kaldes Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda. De er blevet til over en periode på adskillige århundreder og blev fuldført omkring år 900 f.v.t. Senere blev andre skrifter føjet til, deriblandt Brahmanaerne og Upanishaderne.

11. (a) Hvad er forskellen mellem Brahmanaerne og Upanishaderne? (b) Hvilke lærepunkter fremsættes i Upanishaderne?

¹¹ Brahmanaerne forklarer hvordan ritualer og offerhandlinger, både private og offentlige, skal udføres, og går i detaljer om deres dybere betydning. De blev skrevet fra omkring år 300 f.v.t. eller senere. Upanishaderne (bogstaveligt: „sidde hos [en lærer]“), også kaldet Vedanta og skrevet omkring år 600-300 f.v.t., er en række afhandlinger der efter hinduisk filosofi forklarer årsagen til alle tanker og handlinger. I disse skrifter findes læren om samsara (sjælevandring) og karma (troen på at ens nuværende lod i livet skyldes gerninger man har gjort i en tidligere tilværelse).

12. Hvem var Rama, og hvor findes beretningen om ham?

¹² En anden gruppe skrifter er Puranaerne, som er lange allegoriske beretninger der indeholder mange myter om guder, gudinder og helte. Til det omfattende hindubibliotek hører også de to store eposer Ramayana og Mahabharata. Den første er, ifølge A. Parthasarathy, en beretning om „Herren Rama . . . den berømmeligste af alle skikkelser i den hellige litteratur“. Ramayana er fra omkring det fjerde århundrede f.v.t. og er et af hinduernes populæreste skrifter. Det handler om helten Rama eller Ramachandra, der af hinduerne betragtes som den ideale søn, broder og ægtemand. Han regnes for at være den syvende avatar (inkarnation) af Vishnu, og hans navn bruges ofte som hilsen.

13, 14. (a) Hvad er Bhagavadgita, ifølge en lærd hindu? (b) Hvad betyder Sruti og Smriti, og hvad er Manus Bog?

¹³ I det andet store epos, Mahabharata, indgår værket Bhagavadgita, der ifølge Bhaktivedanta Swami Prabhupāda, grundlæggeren af Det Internationale Selskab for Krishna-bevidsthed, „er den højeste undervisning i moral. . . . Bhagavad-gītās sidste instruktion er det sidste ord i al moral og religion: overgiv dig til Kṛṣṇa [Krishna]“. — BG.

¹⁴ Bhagavadgita (Den Himmelske Sang), der af nogle betragtes som „juvelen i Indiens åndelige visdom“, er en samtale på en slagmark „mellem Herren Śrī Kṛṣṇa [Krishna], den Almægtige Personlige Guddom, og Arjuna, hans nære ven og hengivne discipel, som han underviser i selverkendelsens kunst“. Men Bhagavadgita er altså kun en enkelt del af hinduernes omfattende hellige skrifter. Nogle af disse skrifter (Vedaerne, Brahmanaerne og Upanishaderne) kaldes Sruti („det hørte“) og regnes for at være direkte åbenbaring. Andre, deriblandt eposerne og Puranaerne, kaldes Smriti („det som er erindret“) og opfattes som formuleret af mennesker skønt de hidrører fra åbenbaring. Dette gælder Manusmriti eller Manus Bog, der indeholder hinduernes religiøse og sociale lov og forklarer hvordan kastevæsenet er opbygget. Hvilke religiøse opfattelser har disse hinduskrifter så affødt?

Lære og adfærd — ahimsa og varna

15. (a) Hvad er ahimsa, og hvad gør jainerne for at følge denne lære? (b) Hvordan betragtede Gandhi ahimsa? (c) Hvordan adskiller sikherne sig fra hinduerne og jainerne?

¹⁵ I hinduismen er der, ligesom i andre religioner, visse grundideer der præger folks tankegang og daglige adfærd. En vigtig grundtanke er læren om ahimsa (sanskrit: ahinsa) eller ikkevold, som Mohandas Gandhi (1869-1948), også kaldet Mahatma, var så kendt for. (Se side 113.) Ifølge denne filosofi bør hinduer ikke dræbe eller øve vold mod andre skabninger, og det er en af grundene til at de ærer visse dyr, heriblandt køer, slanger og aber. De strengeste eksponenter for læren om ahimsa og respekt for livet er tilhængerne af jainismen (grundlagt i det sjette århundrede f.v.t.), som går barfodede og har et klæde for munden for ikke at sluge noget insekt. (Se side 104 og billedet på side 108.) I modsætning hertil er sikherne kendt for deres krigertradition, og et af deres almindelige efternavne, Singh, betyder løve. — Se side 100, 101.

16. (a) Hvordan betragter de fleste hinduer kastevæsenet? (b) Hvad sagde Gandhi om kastevæsenet?

¹⁶ Et alment kendt element i hinduismen er varna, det vil sige kastesystemet, som inddeler samfundet i skarpt adskilte klasser. (Se side 113.) Man kan ikke undgå at bemærke at det hinduiske samfund stadig er lagdelt på grund af dette system, som dog forkastes af buddhister og jainer. Ligesom racediskriminationen stadig lever i De Forenede Stater og andre steder, er kastevæsenet dybt forankret i indisk tankegang. Det er på en måde en slags klassebevidsthed svarende til den der, om end i ringere grad, stadig findes i det britiske samfund og andre steder. (Jakob 2:1-9) I Indien fødes man altså ind i en streng kasteordning som det er næsten umuligt at slippe ud af. Den almindelige hindu søger heller ikke at slippe ud. Han betragter det som sin forudbestemte, uundgåelige lod i livet, som resultatet af hans egne gerninger i et tidligere liv, det vil sige af karma. Men hvordan er kastevæsenet opstået? Svaret må søges i den hinduiske mytologi.

17, 18. Hvordan er kastevæsenet opstået, ifølge hinduernes mytologi?

¹⁷ Ifølge den hinduiske mytologi var der oprindelig fire hovedkaster der udgik fra forskellige dele af urmennesket Purushas krop. I en af Rigvedas hymner hedder det:

„Da de sønderdelte Purusa [Purusha], i hvor mange dele blev han da delt?

Af hans mund blev brahmanen [den højeste kaste] til, af hans arme krigeren,

af hans lænder vaisyaen, og af hans fødder sudraen.“ — Hinduisme i fortid og nutid af Kaj Mogensen.

¹⁸ Præsterne eller brahmanerne, den højeste kaste, blev altså anset for at stamme fra Purushas mund, den øverste legemsdel. Magthaver- og krigerklassen (kshatriya eller rajanya) kom fra hans arme. Agerbrugernes og de handlendes klasse, kaldet vaisya eller vaishya, udgik fra hans lænder. Den laveste kaste, sudra eller shudra, arbejderklassen, stammede fra legemets nederste del, fødderne.

19. Hvilke andre kaster er siden kommet til?

¹⁹ I tidens løb er der kommet endnu lavere grupper til, de kasteløse og de urørlige, eller, som Mahatma Gandhi mere venligt kaldte dem, harijans, „folk der tilhører guden Vishnu“. Selv om diskriminering af de urørlige har været forbudt i Indien siden 1948, er livet stadig meget svært for dem.

20. Hvilke aspekter er der også ved kastevæsenet?

²⁰ Efterhånden blev kasterne delt op så der blev én for næsten hvert eneste erhverv eller håndværk i det indiske samfund. Dette gamle kastevæsen, der fastholder alle på deres bestemte plads i den sociale orden, er i virkeligheden også racebetonet og „omfatter forskellige racetyper varierende fra [lyshudede] ariere til [mere mørkhudede] før-dravidiske folk“. Varna, eller kaste, betyder „farve“. „De tre første kaster bestod af ariere, som var lyse i huden; den fjerde kaste, der bestod af de mørkhudede indfødte, var ikkearisk.“ (Myths and Legends Series — India af Donald A. Mackenzie) Det er en kendsgerning at kastevæsenet, forstærket af den religiøse lære om karma, fastholder millioner af indere i varig fattigdom og uretfærdighed.

Tilværelsens håbløse kredsløb

21. Hvordan berører karma et menneskes skæbne, ifølge Garuda Purana?

²¹ En anden grundlæggende opfattelse som har været med til at præge hinduernes etik og adfærd, ja faktisk en af de vigtigste, er læren om karma. Den går ud på at alle handlinger får konsekvenser, positive eller negative, og er bestemmende for den reinkarnerede sjæls næste eksistens. Som der siges i Garuda Purana:

„Et menneske er sin egen skæbnes skaber, og selv i fostertilstand står det under indflydelse af sin tidligere tilværelses gerninger. Om det har skjult sig i en bjergfæstning eller gynger på havets bryst, om det sidder trygt på sin moders skød eller løftes højt op over hendes hoved: Et menneske kan ikke undfly virkningerne af sine egne tidligere handlinger. . . . Hvad der end skal hænde et menneske til en bestemt tid eller i en bestemt periode, vil med sikkerhed overgå ham den dag og til den tid.“

Garuda Purana fortsætter:

„Kundskab som et menneske har tilegnet sig i sin forrige fødsel, rigdom det har givet bort til velgørenhed i sin forrige eksistens, og gerninger det har gjort i en tidligere inkarnation, går forud for dets sjæl til dens opholdssted.“

22. (a) Hvilken forskel er der mellem hinduernes og kristenhedens opfattelse af sjælens skæbne efter døden? (b) Hvad lærer Bibelen om sjælen?

²² Hvad bygger denne tro på? En vigtig forudsætning er den udødelige sjæl, og på grund af karmalæren opfatter hinduerne sjælen anderledes end man gør i kristenheden. Hinduerne tror at den personlige sjæl, jīva eller prān,b går gennem mange reinkarnationer og muligvis også „helvede“. Den må stræbe efter at blive forenet med „Den Højeste Virkelighed“, også kaldet Brahman eller Brahm (som ikke må forveksles med hinduguden Brahma). Ifølge kristenhedens lære har sjælen derimod mulighed for at komme i himmelen eller helvede eller måske i skærsilden eller limbus. — Prædikeren 9:5, 6, 10; Salme 146:4.

23. Hvordan indvirker karma på hinduernes livssyn? (Jævnfør Galaterbrevet 6:7-10.)

²³ Som følge af karma er hinduerne tilbøjelige til at anlægge et fatalistisk livssyn. De mener at ens nuværende lod og stilling skyldes en tidligere tilværelse og således er fortjent, hvad enten den er god eller dårlig. Hinduen kan forsøge at indlægge sig større fortjeneste i dette liv, sådan at den næste tilværelse bliver mere tålelig. Han er derfor mere parat til at acceptere sin lod i livet end vesterlændingen. Hinduen ser det hele som et resultat af loven om årsag og virkning, at han blot høster hvad han har sået i en tidligere tilværelse. Alt dette bygger naturligvis på den forudsætning at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre, hvad enten det er som menneske, som dyr eller som plante.

24. Hvad er moksha, og hvordan tror hinduerne at man kan opnå dette?

²⁴ Hvad er så det endelige mål for hinduen? Det er at opnå moksha, det vil sige frigørelse fra det evindelige kredsløb af genfødsler og nye tilværelser. Det er en frigørelse fra den legemlige eksistens, ikke for legemet, men for „sjælen“. „Eftersom moksha eller frigørelsen fra den lange række af inkarnationer er enhver hindus mål, er den største begivenhed i hans liv i virkeligheden hans død,“ siger en kommentator. Moksha kan nås ad forskellige margas eller veje. (Se side 110.) Det er tydeligt at meget i denne lære bygger på den gamle babyloniske forestilling om sjælens udødelighed.

25. Hvordan adskiller hinduernes livssyn sig fra det bibelske?

²⁵ Ifølge Bibelen er denne foragt eller ringeagt for det materielle liv imidlertid i direkte modstrid med Jehova Guds oprindelige hensigt med menneskene. Da han skabte det første menneskepar, stillede han dem en glad og lykkelig tilværelse på jorden i udsigt. Bibelen fortæller:

„Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’ . . . Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ (1 Mosebog 1:27-31)

Bibelen forudsiger at der snart vil komme en tid med fred og retfærdighed på jorden, en tid hvor hver familie vil få en anstændig bolig og hvor sundhed og fuldkomment liv vil være menneskenes evige lod. — Esajas 65:17-25; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.

26. Hvilket spørgsmål må vi nu have svar på?

²⁶ Det næste spørgsmål vi må have besvaret, er: Hvilke guder må en hindu behage for at få en god karma?

Hinduismens panteon

27, 28. (a) Hvilke guder udgør hinduernes Trimurti? (b) Hvem er deres hustruer eller gemalinder? (c) Nævn nogle andre hinduiske guder og gudinder.

²⁷ Selv om hinduismen gør krav på at have millioner af guder, er der i praksis nogle få foretrukne guder som er blevet samlingspunktet for forskellige sekter. Tre af de mest fremtrædende guder indgår i det hinduerne kalder Trimurti, som er en trehed eller treenighed af guder. — Andre hinduguder er beskrevet i oversigten på side 116, 117.

²⁸ Denne trehed består af skaberen Brahma, opretholderen Vishnu og ødelæggeren Shiva, som hver har mindst én hustru eller gemalinde. Brahma er gift med Sarasvati, kundskabens gudinde. Vishnus hustru hedder Lakshmi, mens Shivas første hustru var Sati, som begik selvmord. Hun var den første kvinde der gik ind i en offerild og var således den første der lod sig brænde levende. Efter dette mytologiske eksempel har tusinder af hinduenker op gennem tiden fulgt deres mand i døden på hans ligbål, en praksis der nu er blevet forbudt ved lov. Shiva har også en anden hustru, som er kendt under flere navne og titler. I sin venlige skikkelse kaldes hun Parvati og Uma, samt Gauri, den Gyldne. Når hun optræder som Durga eller Kali, er hun en skrækindjagende gudinde.

29. Hvordan betragter hinduerne Brahma? (Jævnfør Apostelgerninger 17:22-31.)

²⁹ Skønt Brahma indtager en central plads i hinduernes mytologi, ofres han ikke større opmærksomhed i deres almindelige gudsdyrkelse. Selv om han kaldes Brahma, Skaberen, er kun få templer indviet til ham. I mytologien tilskrives skabelsen af det materielle univers derimod et højeste væsen eller ophav kaldet Brahman eller Brahm, der identificeres med den hellige stavelse OM eller AUM. Alle tre medlemmer af treheden anses for at høre til dette „Væsen“ eller denne „Væren“, og alle andre guder betragtes blot som forskellige manifestationer. Uanset hvilken gud man da dyrker som den højeste, anses denne gud blot for at være et aspekt af den altomfattende guddom. Skønt hinduerne ærer millioner af guder, anerkender de fleste derfor i realiteten kun én sand Gud, der kan antage mange former: som mand, kvinde eller endog et dyr. Lærde hinduer er derfor hurtige til at påpege at hinduismen i virkeligheden er monoteistisk og ikke polyteistisk. I den senere vediske tankegang er forestillingen om et højeste væsen i øvrigt blevet afløst af tanken om et upersonligt guddommeligt princip, en absolut virkelighed.

30. Nævn nogle af Vishnus avatarer.

³⁰ For vishnuismens tilhængere indtager Vishnu, en velvillig solgud og kosmisk guddom, den centrale plads. Han fremtræder i ti avatarer eller inkarnationer, deriblandt Rama, Krishna og Buddha.c Endnu en avatar er Vishnu Narayana, som „fremstilles i menneskeskikkelse sovende på den sammenrullede slange Shesha eller Ananta, flydende på de kosmiske vande, med sin hustru, gudinden Lakshmi, siddende ved sine fødder, mens guden Brahma fremstår af en lotus der vokser frem af hans navle“. — The Encyclopedia of World Faiths.

31. Hvilken slags gud er Shiva?

³¹ Hinduismens næsthøjeste gud er Shiva, ofte kaldet Mahesha (Øverste Herre) og Mahadeva (Store Gud), og den retning der dyrker ham kaldes shivaismen. Han beskrives som „den store asket, mesteryogien der sidder i dyb meditation på Himalayas skråninger, med kroppen indsmurt i aske og hovedet dækket af sammenfiltret hår“. Han er også kendt for „sit erotiske præg som den der bringer frugtbarhed og som den øverste skabergud, Mahadeva“. (The Encyclopedia of World Faiths) Han dyrkes i form af en linga, en fremstilling af fallos. — Se fotos på side 99.

32. (a) Hvordan optræder gudinden Kali? (b) Hvilket engelsk ord er afledt af navnet på hendes tilbedere?

³² Ligesom mange andre verdensreligioner har hinduismen, som tidligere nævnt, en øverste gudinde der kan være både tiltalende og skrækindjagende. I sin blide form er hun kendt som Parvati og Uma. Hendes grusomme karakter fremstilles som Durga eller Kali, en blodtørstig gudinde der fryder sig over blodige ofre. Som Den Guddommelige Moder, Kali Ma (Sorte Jord-moder), er hun den øverste guddom for shaktisekten. Hun fremstilles som nøgen til hofterne og smykket med lig, slanger og hjerneskaller. Tidligere huserede nogle kalitilbedere, kaldet thugi (heraf det engelske ord „thug“, bandit, røver, kvæler), som ofrede kvalte mennesker til hende.

Hinduismen og Gangesfloden

33. Hvorfor er Ganges hellig for hinduerne?

³³ Man kan ikke omtale hinduismens gudeverden uden også at nævne dens helligste flod — Ganges. Meget af hinduernes mytologi er direkte forbundet med floden Ganges, eller Ganga Ma (Moder Ganga), som fromme hinduer kalder den. (Se kortet på side 123.) De fremsiger en bøn der indeholder 108 forskellige navne for floden. Hvorfor bliver Ganges holdt sådan i ære af oprigtige hinduer? Fordi den er så nært forbundet med deres daglige tilværelse og deres gamle mytologi. De tror at den tidligere fandtes i himmelen som Mælkevejen. Hvordan blev den da til en flod på jorden?

34. Hvordan er Ganges blevet til, ifølge en forklaring i den hinduiske mytologi?

³⁴ Med visse variationer vil de fleste hinduer forklare det på denne måde: Maharaja Sagara havde 60.000 sønner som blev dræbt med ild af Kapila, en manifestation af Vishnu. Deres sjæle blev dømt til helvede medmindre gudinden Ganga ville komme ned fra himmelen for at rense dem og løse dem fra forbandelsen. Bhagīratha, en oldesøn af Sagara, gik i forbøn hos Brahma for at han skulle lade den hellige Ganga stige ned til jorden. En beretning fortsætter: „Ganga svarede: ’Jeg er så mægtig en strøm at jeg ville ryste jordens grundvolde.’ Bhagīratha gjorde da bod i tusind år, hvorefter han gik til guden Shiva, den største af alle asketer, og overtalte ham til at stille sig højt over jorden mellem Himalayas klipper og ismasser. Shiva havde sammenfiltret, opsat hår, og han lod Ganga tordne fra himmelen ned i sine lokker, som blidt opfangede den jordtruende rystelse. Ganga piblede derefter stille ud på jorden og flød ned fra bjergene og hen over sletterne, hvorved den bragte vand og således liv til den tørre jord.“ — From the Ocean to the Sky af sir Edmund Hillary.

35. Hvordan forklarer vishnudyrkerne flodens tilblivelse?

³⁵ Vishnudyrkerne har en lidt anden forklaring på hvordan Ganges blev til. I en gammel tekst, Vishnu Purana, står der:

„Fra dette sted [Vishnus hellige sæde] udgår floden Ganges, der fjerner alle synder . . . Den udspringer fra neglen på Vishnus venstre storetå.“

Eller, som vishnudyrkerne siger på sanskrit: „Visnu-padabja-sambhuta,“ der betyder: „Født af Vishnus lotuslignende fod.“

36. Hvilken kraft tillægger hinduerne Gangesflodens vand?

³⁶ Hinduerne tror at Ganges har magt til at rense, lutre, frigøre og helbrede de troende. Vishnu Purana siger:

„Hellige mennesker, som renses ved at bade i denne flods vand, og som i sindet er viet til Kesava [Vishnu], opnår endelig frigørelse. Når den hellige flod bliver omtalt, ønsket, besunget, set, berørt eller badet i, renser den dag for dag alle levende væsener. Selv når de der lever [langt] væk, udbryder: ’Ganga og Ganga,’ bliver de befriet for de tre foregående livs synder.“

I Brahmandapurana står der:

„Når nogle i hengivenhed bader sig én gang i Gangas rene strømme, beskytter den deres stammer mod hundredtusinder af farer. Generationers ondskab bliver fjernet. Blot det at bade i Ganga gør én ren med det samme.“

37, 38. Hvorfor strømmer millioner af hinduer til Ganges?

³⁷ Inderne strømmer til floden for at forrette puja — udføre religiøse ritualer — ved at ofre blomster, fremsige messende bønner og lade en præst sætte en tilak, et mærke af rød eller gul pasta, på deres pande. Derefter går de ud og bader sig i floden. Mange drikker også af vandet, skønt det er stærkt forurenet af affald, kemikalier og lig. Flodens åndelige tiltrækning er så stærk at millioner af indere ønsker at kunne bade sig mindst én gang i deres ’hellige flod’, hvad enten den er forurenet eller ej.

³⁸ Andre kommer med deres afdøde for at de kan blive brændt på ligbål ved flodbredden, hvorefter asken bliver strøet ud i floden. De tror at dette vil sikre den henfarne sjæl evig lyksalighed. De der er for fattige til at bekoste en ligbrænding skubber blot det indhyllede legeme ud i floden, hvor det angribes af ådselfugle eller blot går i opløsning. Dette fører os frem til spørgsmålet: Hvad lærer hinduerne, ud over det vi allerede har set, om livet efter døden?

Hinduismen og sjælen

39, 40. Hvad siger en lærd hindu om sjælen?

³⁹ Bhagavadgita svarer:

„Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop, fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen ind i en anden krop efter døden.“ — Kapitel 2, tekst 13, BG.

⁴⁰ En hindukommentar til denne tekst lyder: „Siden hvert eneste levende væsen er en individuel sjæl, forandres dets krop ustandseligt, nogle gange manifesterer den sig som et barn, nogle gange som en yngling og andre gange som en gammel mand. Stadig er den samme åndelige sjæl til stede, og den undergår ingen forandringer. Denne individuelle sjæl forlader endeligt kroppen ved døden og vandrer til en anden krop; og eftersom man kan være sikker på at få en anden krop ved næste fødsel — enten materiel eller åndelig — havde Arjuna ingen grund til at sørge over [døden].“

41. Hvad må man ifølge Bibelen skelne imellem med hensyn til sjælen?

⁴¹ Læg mærke til at kommentaren siger at „hvert eneste levende væsen er en individuel sjæl“. Dette stemmer overens med hvad Bibelen siger i Første Mosebog 2:7:

„Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“

Men det er vigtigt at skelne mellem to ting: Er sjælen mennesket som helhed med alle dets evner og funktioner, eller er det noget som er adskilt fra de legemlige funktioner? Er mennesket en sjæl, eller har det en sjæl? Følgende citat klargør den hinduiske opfattelse.

42. Hvordan adskiller hinduernes opfattelse af sjælen sig fra den bibelske opfattelse?

⁴² Bhagavadgita siger i kapitel 2, tekst 17:

„Det der gennemstrømmer hele kroppen er uforgængeligt. Ingen er i stand til at ødelægge den uforgængelige sjæl.“ — BG.

Dertil knyttes denne forklaring:

„Hver eneste krop [er] en legemliggørelse af en individuel sjæl, og symptomet på sjælens tilstedeværelse opfattes som individuel bevidsthed. Størrelsen af denne sjæl er beskrevet som en titusindedel af den yderste spids af et hår.“

Mens Bibelen siger at mennesket er en sjæl, siger den hinduiske lære altså at det har en sjæl. Dette gør en himmelvid forskel, og det har sat sit tydelige præg på de lærepunkter som disse forskellige opfattelser har affødt. — 3 Mosebog 24:17, 18.

43. (a) Hvorfra stammer læren om den udødelige sjæl? (b) Hvad er konsekvensen af denne lære?

⁴³ Læren om en udødelig sjæl stammer oprindelig fra det gamle Babylons forurenede pulje af religiøse opfattelser. Og den fører logisk til den tanke der optræder i så mange religioners troslære — at der må være et liv efter døden, enten som følge af reinkarnation eller fordi sjælen kommer i himmelen, i helvede, i skærsilden, i limbus eller et andet sted. For hinduen er himmelen og helvede midlertidige opholdssteder for sjælen før den næste reinkarnation. Af særlig interesse er hinduernes opfattelse af helvede.

Hinduernes lære om helvede

44. Hvordan ved vi at hinduismen lærer at der findes et helvede med bevidst pine?

⁴⁴ En tekst fra Bhagavadgita lyder:

„De Mennesker, hvis Slægts Love er sat ud af Kraft, de er sikre paa Ophold i Helvede; det har vi lært, Krishna!“ — Kapitel 1, tekst 44, Tu.

En kommentar hertil lyder: „Den, som altid er engageret i syndefulde aktiviteter, . . . vil . . . med sikkerhed blive overført til helvedesagtige planeter.“ I sammenligning med kristenhedens evige pinested er der imidlertid en nuanceforskel: „Denne straf er dog ikke evig.“ Hvori består så hinduernes helvede?

45. Hvordan beskrives pinslerne i hinduernes helvede?

⁴⁵ Følgende beskrivelse af en synders skæbne er taget fra Markandeya Purana:

„Så binder Yamas [de dødes guds] udsendinge ham hurtigt med frygtelige løkker og trækker ham mod syd, skælvende under stokkeslag. Så føres han af Yamas udsendinge, udstødende frygtelige, ildevarslende råb, gennem ugæstfri egne med [planten] kusa, torne, myretuer, nåle og sten, her og der glødende med flammer, dækket af faldgruber, under solens brændende stråler og dens svidende hede. Ført af de frygtelige udsendinge og ædt af hundreder af sjakaler når synderen frem til Yamas hus gennem en grufuld passage. . . .

Når hans legeme brændes føler han en stærk, brændende fornemmelse; og når hans legeme bliver slået eller skåret i, føler han stor smerte.

Når hans legeme således ødelægges, lider han som skabning — skønt han vandrer over i et andet legeme — evig elendighed på grund af sine egne forkerte handlinger. . . .

For at få sine synder vasket af, føres han derefter til et andet helvede. Efter at have gennemgået alle helveder antager synderen et dyrs liv. Efter at have gennemgået ormes, insekters, fluers, rovdyrs, mygs, elefanters, træers, hestes og køers liv og forskellige andre syndige og elendige liv, kommer han til menneskelivet, hvor han fødes som en pukkelrygget eller afskyelig person eller som en dværg eller en Chandala Pukkasa.“

46, 47. Hvad siger Bibelen om de dødes tilstand, og hvilke slutninger kan vi drage?

⁴⁶ Sammenhold dette med hvad Bibelen siger om de døde:

„De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt. Også deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen. Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ — Prædikeren 9:5, 6, 10.

⁴⁷ Når mennesket, som Bibelen siger, ikke har en sjæl men er en sjæl, kan der naturligvis ikke være nogen bevidst eksistens efter døden. Så er der hverken lidelse eller salighed. Alle de ulogiske forestillinger der knyttes til „livet efter døden“ forsvinder.d

En konkurrent til hinduismen

48, 49. (a) Nævn som repetition nogle hovedpunkter i den hinduiske lære. (b) Hvorfor har nogle betvivlet hinduismens gyldighed? (c) Hvem trådte frem og skabte tvivl om den hinduiske tankegang?

⁴⁸ Denne nødvendigvis korte gennemgang af hinduismen har vist at det er en polyteistisk religion som bygger på monoteisme — forestillingen om et højeste væsen eller princip, Brahman, der symboliseres ved stavelsen OM eller AUM og har mange facetter eller manifestationer. Det er også en religion der lærer tolerance og fremmer godhed mod dyr.

⁴⁹ På den anden side har nogle elementer i den hinduiske troslære, som for eksempel loven om karma, kastevæsenets uretfærdigheder, billeddyrkelsen og uoverensstemmelserne i myterne, fået nogle til at drage denne tros gyldighed i tvivl. En sådan tvivler opstod i det nordøstlige Indien omkring 560 f.v.t. Det var Siddhārtha Gautama. Han grundlagde en ny trosretning der ikke slog an i Indien men vandt tilhængere mange andre steder, sådan som det næste kapitel vil forklare. Denne nye tro var buddhismen.

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 100, 101]

Sikhismen — en reformreligion

Sikhismen, der symboliseres ved tre sværd og en cirkel, tæller over 17 millioner tilhængere, hvoraf de fleste bor i Punjab. Deres helligdom, Det Gyldne Tempel, ligger midt i en kunstig sø i den hellige by Amritsar. Mændene er lette at kende på deres blå, hvide eller sorte turbaner, som religionen kræver at de skal gå med. Desuden lader de håret vokse.

Hindiordet sikh betyder „discipel“. Sikherne er disciple af deres grundlægger, guru Nānak, og følger de ti guruers (Nānak og hans ni efterfølgeres) lære som er nedskrevet i sikhismens hellige bog, Guru Granth Sahib. Religionen blev grundlagt i begyndelsen af det 16. århundrede, da guru Nānak forsøgte at tage det bedste af hinduismen og islam og deraf danne en samlingsreligion.

Nānaks mission kan udtrykkes i én sætning: „Da der kun er én Gud, og han er vor Fader, må vi alle være brødre.“ Ligesom muslimerne tror sikherne på én Gud og forbyder brugen af gudebilleder. (Salme 115:4-9; Mattæus 23:8, 9) Som hinduerne tror de på en udødelig sjæl, reinkarnation og karmalæren. Det sted deres gudstjeneste foregår, kaldes en gurdwara. — Jævnfør Salme 103:12, 13; Apostelgerninger 24:15.

Et af guru Nānaks store bud var: „Husk altid Gud, gentag hans navn.“ Gud omtales som „den Sande“, men ikke under noget navn. (Salme 83:16-18) Et andet bud lød: „Del hvad du tjener med de mindre heldigt stillede.“ I overensstemmelse med dette er der i alle sikhtempler en langar, et køkken hvor folk af enhver slags kan spise gratis. Der er også gratis værelser hvor rejsende kan overnatte. — Jakob 2:14-17.

Den sidste guru, Gobind Singh (1666-1708), grundlagde et sikh-broderskab kaldet Khalsa, hvis medlemmer bærer det der betegnes som de fem K’er, nemlig: kesh, uklippet hår, der symboliserer åndelighed; kangha, en kam i håret, der symboliserer orden og disciplin; kirpan, en daggert, der betegner værdighed, mod og selvopofrelse; kara, en stålring om håndleddet, hvilket symboliserer enhed med Gud; kachh, shorts under lændeklæde eller bukser som tegn på beskedenhed og symbol på at man moralsk lægger bånd på sig selv. — Se The Encyclopedia of World Faiths, side 269.

[Illustration]

Sikhernes Gyldne Tempel i Amritsar, Punjab

[Illustrationer]

Den blå turban betegner et sind så åbent som himmelen, uden plads for fordom

Den hvide turban betyder at man er et helligt menneske som fører et mønsterværdigt liv

Den sorte turban er en påmindelse om den britiske forfølgelse af sikherne i 1919

Andre farver afspejler personlig smag

[Illustration]

Under ceremoniel pragt reciterer en sikhpræst historien om de hellige våben

[Ramme/illustrationer på side 104]

Jainismen — ikkevold og selvfornægtelse

Denne religion, der bruger det gamle indiske hagekorssymbol, blev grundlagt i det sjette århundrede f.v.t. af den velstående indiske fyrste Nataputta Vardhamāna, bedre kendt som Vardhamana Mahāvīra (en titel der betyder „Den Store Mand“ eller „Den Store Helt“). Han vendte sig til et liv i askese og selvfornægtelse. I sin søgen efter erkendelse drog han nøgen rundt „mellem landsbyerne og på sletterne i det centrale Indien for at finde frigørelse fra kredsløbet af fødsel, død og genfødsel“. (Man’s Religions af John B. Noss) Han mente at sjælens frelse kun kunne opnås ved stærk selvtugt og selvfornægtelse og streng overholdelse af ahimsa, ikkevold, over for alle skabninger. Han førte ahimsa så vidt at han havde en blød børste hvormed han forsigtigt kunne feje de insekter bort der måtte krydse hans vej. Hans respekt for livet tog også sigte på at beskytte hans egen sjæls renhed og integritet.

I et forsøg på at forbedre deres karma viser hans disciple i dag en tilsvarende selvfornægtelse og respekt for alle skabninger. Dette er endnu et eksempel på hvor meget troen på sjælens udødelighed kan præge menneskets liv.

Der findes i dag knap fire millioner tilhængere af denne tro, og de fleste af dem bor i Bombay-området og delstaten Gujarat i Indien.

[Illustration]

Jain som tilbeder ved foden af det 17 meter høje billede af den hellige Gomateswara i Karnataka, Indien

[Ramme/illustrationer på side 106, 107]

Kort oversigt over hinduiske begreber

ahimsa (sanskrit: ahinsa) — ikkevold; læren om at man ikke må skade eller dræbe noget. Danner grundlaget for hinduers vegetarisme og respekt for dyr

ashram — en helligdom eller et sted hvor en guru (åndelig vejleder) underviser

ātman — ånd; forbundet med det der er udødeligt. Oversættes ofte fejlagtigt med sjæl. Se jīva

avatar — en manifestation eller inkarnation af en hinduisk guddom

bhakti — hengivelse (rettet mod en guddom) som fører til frelse

bindi — et rødt mærke som gifte kvinder går med i panden

Brahman — det højeste og præstelige trin i kastesystemet; også Den Absolutte Virkelighed. Se side 116.

dharma — den evige lovmæssighed som styrer alle ting; det der bestemmer om handlinger er rigtige eller forkerte

ghat — trappe eller platform ved en flod

guru — lærer eller åndelig vejleder

harijans — medlemmerne af de urørliges kaste; betyder „Guds folk“; navnet, som er givet af Mahatma Gandhi, udtrykker medfølelse

japa — tilbedelse af Gud ved gentagelse af et af hans navne; man holder regnskab ved hjælp af en mala, en rosenkrans med 108 perler

jīva (eller prān, prāni) — den enkeltes sjæl eller væsen

karma — det princip at enhver handling indvirker positivt eller negativt på sjælens næste liv

Kshatriya — hersker-, kriger- og overklassen; andet trin i kastesystemet

mahant — hellig mand eller lærer

mahatma — hinduhelgen, af maha, høj eller stor, og ātman, ånd

mantra — en hellig formel der anses for at have magisk kraft; bruges når nogen optages i en sekt, og gentages i bønner og besværgelser

maya — verden opfattet som blændværk

moksha eller mukti — frigørelse fra genfødslernes kredsløb; afslutningen på sjælens rejse. Også kendt som nirvana, den enkeltes forening med Den Højeste Virkelighed, Brahman

OM, AUM — en stavelse der bruges under meditation og symboliserer Brahman; lyden betragtes som den mystiske vibration; bruges som et helligt mantra

paramatman — verdensånden, den universelle ātman, eller Brahman

puja — tilbedelse, dyrkelse

sadhu — en hellig mand; en asket eller yogi

samsara — den evige, uforgængelige sjæls vandring

Shakti — den kvindelige kraft eller en guds hustru, specielt om Shivas gemalinde

sraddha — vigtige ritualer der udføres for at ære forfædre og hjælpe de henfarne sjæle til at opnå moksha

Sudra — en arbejder; den laveste af de fire hovedkaster

swami — lærer eller højere åndelig vejleder

tilak — et mærke på panden der symboliserer at vedkommende har Herren i tanke i alt hvad han gør

Trimurti — den hinduiske trehed bestående af Brahma, Vishnu og Shiva

Upanishader — gamle hellige, poetiske skrifter. Betegnes også som Vedanta, der betyder Vedaens ende

Vaisya — agerbrugernes og de handlendes klasse; tredjestanden i kastesystemet

Vedaer — hinduismens ældste hellige, poetiske skrifter

yoga — af rodordet yuj, der betyder at forene eller samle under et åg; indebærer at den enkelte forenes med den universelle guddom. Populært kendt som en meditationsteknik der kræver kontrol af positur og åndedræt. Hinduismen anerkender mindst fire „veje“ eller hovedformer for yoga. Se side 110.

[Illustrationer]

Hinduisk mahant, sadhu i meditationsstilling, og guru fra Nepal

[Ramme på side 110]

Fire veje til moksha

Hinduismen anviser mindst fire veje til moksha, sjælens endelige frigørelse. Disse veje benævnes også yogaer eller margaer.

1. Karma yoga — „Handlingernes vej, eller karma yoga, handlingernes disciplin. Karma marga består dybest set i at man overholder sin dharma i overensstemmelse med sin plads i tilværelsen. Visse pligter er pålagt alle mennesker, som for eksempel ahimsa og afholdenhed fra alkohol og kød, men den enkeltes særlige dharma afhænger af vedkommendes kaste og livsstadium.“ — Great Asian Religions.

Denne vej kræver streng overholdelse af kasteskellene. Man bevarer kasterenheden ved hverken at gifte sig eller at spise sammen med nogen af en anden kaste. Den kaste man tilhører er blevet bestemt af ens karma i en tidligere tilværelse og betragtes derfor ikke som en uretfærdighed men en arv fra en tidligere inkarnation. Ifølge hinduisk opfattelse er alle mennesker ikke lige. Der er sat skel som skyldes kaste, køn og, i realiteten, hudfarve. Jo lysere hudfarven er, jo højere er som regel kasten.

2. Jnana yoga — „Erkendelsens vej, eller jnana yoga, erkendelsens disciplin. I modsætning til handlingernes vej, karma marga, med dens foreskrevne pligter for enhver situation i livet, er jnana marga en filosofisk og psykologisk vej til erkendelse af sig selv og universet. At være, ikke at gøre, er nøglen til jnana marga. [Kursiveret af os.] Af største betydning er at denne vej giver udøverne mulighed for at opnå moksha i dette liv.“ (Great Asian Religions) Denne vej indebærer selvbeskuende meditation, forsagelse af verden og udøvelse af askese. Den er et udtryk for selvkontrol og selvfornægtelse.

3. Bhakti yoga — „Den populæreste form for hindutradition i dag. Dette er tilbedelsens vej, bhakti marga. I modsætning til karma marga . . . er denne vej lettere, mere utvungen, og kan følges af alle uden hensyn til kaste, køn og alder. . . . [Den] giver de menneskelige følelser og ønsker frit løb frem for at undertvinge dem ved yogisk askese . . . [Den] består udelukkende af hengivelse til guddomme.“ Og der er traditionelt 330 millioner guddomme at ære. Ifølge denne tradition er at kende det samme som at elske. Bhakti vil i realiteten sige „følelsesmæssig tilknytning til den gud man har valgt“. — Great Asian Religions.

4. Raja yoga — En metode med „særlige stillinger, åndedrætsmetoder og rytmisk gentagelse af de rette tankeformler“. (Man’s Religions) Denne metode består af otte trin.

[Ramme/illustration på side 113]

Mahatma Gandhi og kastevæsenet

„Ikkevold er min første trosartikel. Det er også den sidste artikel i min trosbekendelse.“ — Mahatma Gandhi, 23. marts 1922.

Mahatma Gandhi, der blev kendt for sin ikkevoldsmodstand mod englænderne i Indien for at sikre landet uafhængighed (hvilket blev opnået i 1947), kæmpede også for at forbedre millioner af hinduers lod. Den indiske professor M. P. Rege forklarer: „Han forkyndte ahimsa (ikkevold) som den grundlæggende moralske værdi, hvilket han udlagde som omsorg for den enkeltes værdighed og velfærd. Han fornægtede de hinduiske skrifter som autoritet hvor deres lære var i strid med ahimsa, kæmpede tappert for at udrydde urørlighedsbegrebet og det hierarkiske kastesystem, og gik ind for kvindens ligeberettigelse på alle områder af livet.“

Hvordan betragtede Gandhi de urørliges stilling? I et brev til Jawaharlal Nehru, dateret den 2. maj 1933, skrev han: „Harijan-bevægelsen er for stor til at man blot kan forholde sig intellektuelt til den. Der er intet så slemt i verden. Og dog kan jeg ikke forlade religionen og dermed hinduismen. Mit liv ville være mig en byrde hvis jeg ikke havde hinduismen. Jeg elsker kristendommen, islam og mange andre religioner gennem hinduismen. . . . Dog kan jeg ikke tolerere den med urørlighedsbegrebet.“ — The Essential Gandhi.

[Illustration]

Mahatma Gandhi (1869-1948), agtet hinduleder som forkyndte ahimsa

[Ramme/illustrationer på side 116, 117]

Nogle af hinduismens guder og gudinder

Aditi — gudernes moder; himmelgudinde; den uendelige

Agni — ildens gud

Brahma — skaberen, skabelsens princip i universet. En af guderne i Trimurti (den hinduiske gudetrehed)

Brahman eller Brahm — den øverste, altgennemtrængende magt eller kraft i universet, symboliseret ved lyden OM. (Se symbolet ovenfor.) Kaldes også Atman. Nogle hinduer betragter Brahman som et upersonligt Guddommeligt Princip eller Den Absolutte Virkelighed

Buddha — Gautama, buddhismens grundlægger; betragtes af hinduerne som en inkarnation (avatar) af Vishnu

Durga — Shivas hustru eller Shakti; identificeres med Kali

Ganesha — gud med elefanthoved, Shivas søn; fjerner forhindringer, bringer held. Kaldes også Ganapati og Gajanana

Ganga — gudinde, en af Shivas hustruer; personifikation af floden Ganges

Hanuman (Hanumat) — abegud og Ramas hengivne ven

Himalaya — sneens bolig, Parvatis fader

Kali — Shivas sorte gemalinde (Shakti), en blodtørstig gudinde for ødelæggelse; fremstilles ofte med en stor rød tunge som hænger ud af munden

Krishna — Vishnus ottende inkarnation, guden i Bhagavadgita. Skildres som en kåd yngling der elskede hyrdinderne

Lakshmi — Vishnus hustru, gudinde for skønhed og lykke

Manasa — slangegudinde

Manu — menneskeslægtens forfader; blev reddet fra vandfloden af en stor fisk

Mitra — lysets gud, af romerne kendt som Mithras

Nandi — tyren, Shivas ridedyr eller befordringsmiddel

Nataraja — Shiva i dansepositur omgivet af en ring af flammer

Parvati eller Uma — Shivas hustru; optræder også som gudinden Durga eller Kali

Prajapati — universets skaber, skabningernes herre, gudernes, dæmonernes og alle andre skabningers fader; senere kendt som Brahma

Purusha — det kosmiske urmenneske. De fire hovedkaster udgik fra hans krop

Radha — Krishnas elskede

Rama, Ramachandra — den syvende inkarnation af guden Vishnu. Beretningen om Rama og hans hustru Sita er fremstillet i det store epos Ramayana

Sarasvati — kundskabens gudinde og skaberen Brahmas hustru

Shashti — gudinde som beskytter kvinder og børn under fødsler

Shiva — gud for frugtbarhed, død og ødelæggelse; medlem af Trimurti. Symboliseres ved en trefork og en fallos

Soma — både en gud og en berusende drik; livseliksiren

Vishnu — livets opretholder; det tredje medlem af Trimurti

(Baseret på en liste i Mythology — An Illustrated Encyclopedia)

[Illustrationer]

Øverst: Nataraja (dansende Shiva), og Sarasvati Nederst: Durga (Kali), og Krishna

[Ramme på side 120]

Hinduisk vandflodssagn

„Om morgenen bragte de vaskevand til Manu [menneskenes forfader og første lovgiver] . . . Mens han vaskede sig, fik han en fisk [Vishnu i hans inkarnation som Matsya] mellem hænderne. Den sagde til ham: ’Tag vare på mig, så vil jeg redde dig.’ Manu spurgte: ’Hvad vil du redde mig fra?’ Fisken svarede: ’En oversvømmelse vil rive alle disse skabninger med sig. Den vil jeg redde dig fra.’“

Fisken forklarede Manu hvordan han skulle tage vare på den. „Så sagde den: ’Det og det år kommer den oversvømmelse. Følg mit råd og byg et skib, og når vandet stiger, skal du gå om bord. Så vil jeg redde dig.’“

Manu fulgte fiskens instruktioner, og under vandfloden trak fisken skibet „op til det bjerg, der ligger nordpå“.

„Så sagde den: ’Jeg har reddet dig. Bind skibet til et træ, men lad ikke vandet trække dig væk fra bjerget. Efterhånden som vandet falder, kan du gå nedad.’“ — Satapatha-Brahmana; jævnfør Første Mosebog 6:9–8:22.

[Kort/illustrationer på side 123]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Ganges tilbagelægger over 2400 kilometer fra Himalaya til Calcutta og dens delta i Bangladesh

INDIEN

Calcutta

Ganges

[Illustrationer]

Ganga Ma på Shivas hoved glider ned gennem hans hår

Fromme hinduer på en ghat under badning i Ganges i byen Varanasi (Benares)

[Illustration på side 96]

Ganesha, den hinduiske lykkegud med elefanthoved, søn af Shiva og Parvati

[Illustrationer på side 99]

Lingaer (fallossymboler) æres af hinduer. Shiva (frugtbarhedens gud) befinder sig i en linga og har fire hoveder der vender hver sin vej

[Illustration på side 108]

Jain-nonner med mukha-vastrika, et klæde de bærer for munden for ikke at sluge og dræbe insekter

[Illustration på side 115]

Slangedyrkelse praktiseres hovedsagelig i Bengalen. Slangernes gudinde hedder Manasa

[Illustration på side 118]

Vishnu med hustruen Lakshmi på den sammenrullede slange Ananta, og den firhovedede Brahma på en lotus der skyder frem af Vishnus navle

Kapitel 6

Buddhismen — en søgen efter oplysning uden Gud

1. (a) Hvordan har buddhismen præget samfundet i den vestlige verden? (b) Hvad har været medvirkende til denne udvikling?

BUDDHISMEN, der ved begyndelsen af det 20. århundrede næppe var kendt uden for Asien, har siden antaget karakter af en verdensreligion. Mange i den vestlige verden finder nu til deres overraskelse at buddhismen udøves i deres eget nabolag. Meget af dette er et resultat af den internationale flygtningestrøm. Store grupper af asiater er kommet og har slået sig ned i Vesteuropa, Nordamerika, Australien og andre steder, og har taget deres religion med sig. Derved har flere vesterlændinge for første gang stiftet bekendtskab med buddhismen. Og dette har, sammen med slapheden og den åndelige tilbagegang i de traditionelle kirker, fået nogle til at gå over til den „nye“ tro. — 2 Timoteus 3:1, 5.

2. Hvor i verden har buddhismen sine tilhængere i dag?

² Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center i 2010 er der næsten 500 millioner buddhister i verden, og langt de fleste af dem bor i Asien i lande som Japan, Kina, Myanmar (Burma), Sri Lanka, Sydkorea og Thailand. Alene i Kina bekender omkring 250 millioner sig til buddhismen. Hvordan blev denne religion grundlagt? Hvordan er dens lære og skikke?

Kildernes pålidelighed

3. Hvilke kilder findes der til oplysning om Buddhas liv?

³ „Hvad man kender til Buddhas liv bygger hovedsagelig på de kanoniske tekster, hvoraf de længste og mest omfattende er dem der er skrevet på pali, et oldindisk sprog,“ siger bogen World Religions — From Ancient History to the Present. Det vil sige at der ikke findes noget samtidigt kildemateriale som fortæller om buddhismens grundlægger, Siddhārtha Gautama, der levede i Nordindien i det sjette århundrede f.v.t. Dette frembyder naturligvis et problem. Værre er dog problemet med at fastslå hvornår og hvordan „de kanoniske tekster“ blev til.

4. Hvordan blev Buddhas autentiske lære bevaret i begyndelsen?

⁴ Den buddhistiske tradition fortæller at 500 munke samledes kort efter Gautamas død for at afgøre hvad der var Mesterens autentiske lære. Buddhistiske lærde og historikere er stærkt uenige om hvorvidt dette møde overhovedet fandt sted. Det væsentlige som vi bør hæfte os ved, er imidlertid at selv buddhistiske tekster bekræfter at det der blev fastslået som den autentiske lære, ikke blev skrevet ned men lært udenad af disciplene. Der gik lang tid før de hellige tekster blev nedskrevet.

5. Hvornår blev paliteksterne skrevet ned?

⁵ Ifølge srilankanske krøniker fra det fjerde og det sjette århundrede e.v.t. blev den tidligste af disse „kanoniske tekster“ på pali-sproget nedfældet skriftligt under kong Vattagamani Abhaya, der regerede i det første århundrede f.v.t. Andre beretninger om Buddhas liv forelå ikke skriftligt før omkring det første eller måske endda det femte århundrede e.v.t., næsten tusind år efter hans tid.

6. Hvilken kritik rettes der mod „de kanoniske tekster“? (Jævnfør Andet Timoteusbrev 3:16, 17.)

⁶ Opslagsværket Abingdon Dictionary of Living Religions siger i denne forbindelse: „’Biografierne’ er både af sen oprindelse og fyldt med legendarisk og mytisk stof, og de ældste kanoniske tekster er fremkommet ved en langvarig mundtlig overleveringsproces hvorunder der øjensynlig er foretaget visse revisioner og mange tilføjelser.“ En forsker har endog „hævdet at ikke et eneste ord af den nedskrevne lære med ubetinget sikkerhed kan tilskrives Gautama selv“. Er en sådan kritik berettiget?

Buddhas undfangelse og fødsel

7. Hvordan blev Buddha undfanget, ifølge buddhistiske tekster?

⁷ Læg mærke til følgende uddrag af Jātaka, som er en del af palikanon, og af Buddhacarita, en buddhabiografi på sanskrit fra det andet århundrede e.v.t. Vi læser først hvordan Buddhas moder, dronning Mahā Māyā, undfangede ham i en drøm.

„De fire verdensvogtere løftede hende op sammen med sengen og førte hende til Himālaya. . . . Derefter kom deres hustruer og førte dronningen til Anotatta-søen, hvor de badede hende for at fjerne menneskeligt snavs. . . . Ikke langt derfra ligger Sølvbjerget, hvor der er et palads af guld. Her redte de en himmelsk seng med hovedgærdet vendt mod øst og lagde hende på den. Ikke langt derfra ligger et Guldbjerg. Bodhisattva [den fremtidige Buddha], der var blevet til en pragtfuld hvid elefant, gik omkring her. Han steg ned derfra og besteg Sølvbjerget. . . . Han gik tre gange højre om sin moders seng, og idet han stødte mod hendes højre side, syntes han at indgå i hendes moderskød. På denne måde blev han undfanget på fuldmånedagen i āsālha-måneden.“

8. Hvad blev forudsagt om Buddhas fremtid?

⁸ Da dronningen fortalte kongen sin drøm, kaldte han 64 fremtrædende hindupræster til sig, bespiste dem, gav dem klæder og bad dem om at udlægge drømmen. De svarede:

„Vær ikke ængstelig, store konge . . . Du vil få en søn. Hvis han lever en familiefaders liv, vil han blive en verdenshersker; forlader han hjemmet og trækker sig tilbage fra verden, vil han blive en Buddha, en der fordriver forblindelsen i denne verden.“

9. Hvilke usædvanlige begivenheder siges at være indtruffet efter forudsigelsen af Buddhas fremtid?

⁹ Derefter skete der efter sigende 32 mirakler:

„Alle de ti tusind verdener rystede, bævede og skælvede. . . . Ilden gik ud i alle helveder; . . . sygdomme ophørte blandt menneskene; . . . alle musikinstrumenter lod deres musik lyde uden at der blev spillet på dem; . . . i det vældige hav blev vandet ferskt; . . . samtlige ti tusind verdener blev til en samling blomsterkranse af uovertruffen skønhed.“

10. Hvordan er Buddhas fødsel beskrevet i de hellige tekster?

¹⁰ Så fulgte Buddhas usædvanlige fødsel i en lystskov af sālatræer kaldet Lumbinilunden. Da dronningen ville gribe fat i en gren på det højeste sālatræ i lunden, bøjede træet sig ned så hun kunne nå den. Idet hun holdt fast ved grenen fødte hun stående.

„Han udgik af sin moders skød som en prædikant der stiger ned fra prædikestolen, eller som en mand der kommer ned ad en trappe; han strakte begge hænder og begge fødder frem, og de var ubesmittede af nogen urenhed fra hans moders skød. . . .“

„Så snart [den fremtidige Buddha] er født, planter han begge fødder solidt på jorden, går syv skridt mod nord, med en hvid baldakin båret over sit hoved, og besigtiger hvert verdenshjørne idet han udbryder med en uforlignelig røst: I hele verden er jeg den første, bedste og øverste; dette er min sidste fødsel; jeg skal aldrig fødes igen.“

11. Hvilken slutning er nogle forskere kommet til angående de hellige teksters beretninger om Buddhas liv?

¹¹ Der findes lige så vidtløftige beretninger om hans barndom, hans møde med unge beundrerinder, hans vandringer og næsten enhver anden begivenhed i hans liv. Det er ikke overraskende at de fleste forskere afviser alle disse beretninger som sagn og myter. En forsker ved British Museum mener ligefrem at „den omfattende mængde sagn og mirakler“ har gjort det umuligt at „rekonstruere Buddhas historiske liv“.

12, 13. (a) Hvordan lyder den traditionelle beretning om Buddhas liv? (b) Hvilke oplysninger foreligger der om tidspunktet for Buddhas fødsel? (Jævnfør Lukas 1:1-4.)

¹² Trods myterne findes der dog en traditionel beretning om Buddhas liv som har fået stor udbredelse. I en buddhistisk lærebog, A Manual of Buddhism, som er udgivet i Sri Lankas hovedstad, Colombo, finder vi følgende forenklede beretning:

„På fuldmånedagen i maj i år 623 f.Kr. fødtes i Nepalområdet en indisk Sakya-prins ved navn Siddhattha Gotama.a Hans fader var kong Suddhodana, og hans moder dronning Mahā Māyā. Hun døde få dage efter barnets fødsel, og Mahā Pajāpati Gotamī blev hans fostermoder.

Som sekstenårig blev han gift med sin kusine, den smukke prinsesse Yasodharā.

I næsten tretten år efter indgåelsen af sit lykkelige ægteskab levede han et liv i luksus, lykkeligt uvidende om de omskifteligheder der kendetegnede livet uden for paladsets porte.

Med tiden gik sandheden op for ham. I hans 29. år, som blev vendepunktet i hans livsløb, blev hans søn Rāhula født. Han betragtede sit afkom som en hæmsko, for han indså at alle uden undtagelse var underlagt fødsel, sygdom og død. Idet han nu fattede at sorgen rammer alle, besluttede han at finde et universalmiddel mod denne menneskehedens almindelige sygdom.

Idet han forsagede de kongelige glæder drog han en nat bort fra sit hjem . . . klippede sit hår, iførte sig asketens simple klædning, og vandrede omkring for at søge sandheden.“

¹³ Disse kortfattede biografiske oplysninger afviger stærkt fra de fantastiske fortællinger der findes i „de kanoniske tekster“. Og bortset fra fødselsåret er de almindeligt anerkendte.

Oplysningen — hvordan han fandt den

14. Hvad blev vendepunktet i Gautamas liv?

¹⁴ Hvordan indtraf det nævnte ’vendepunkt i hans livsløb’? Det skete da han for første gang i sit liv så en syg mand, en olding og en død. Disse erfaringer fik ham til bekymret at grunde over livets mening — hvorfor menneskene blev født, når de blot skulle lide, ældes og dø. Det siges at han da så en hellig mand, en der havde forsaget verden for at søge sandheden. Dette fik ham til at opgive familie, ejendom og fyrstenavn og tilbringe de næste seks år med at søge svaret hos hinduiske lærere og guruer, men uden resultat. Beretningerne fortæller at han søgte gennem meditation, faste, yoga og den yderste selvfornægtelse, uden dog at finde åndelig fred eller oplysning.

15. Hvordan fandt Gautama omsider den „oplysning“ han søgte?

¹⁵ Omsider nåede han til det resultat at hans selvplageri var lige så nytteløst som det liv i nydelse han før havde levet. Han valgte nu det han kaldte Middelvejen, og forkastede de yderligheder han før var gået til. Da han mente at svaret skulle søges i hans egen bevidsthed, satte han sig til at meditere under et indisk figentræ. Idet han modstod djævelen Maras angreb og fristelser fortsatte han med at meditere i fire uger (nogle siger syv uger) indtil han efter sigende erhvervede alvidenhed og nåede frem til oplysningen.

16. (a) Hvad blev Gautama? (b) Hvilke forskellige opfattelser er der af Buddha?

¹⁶ Ved denne proces blev han ifølge buddhistisk terminologi Buddha — den Vakte eller den Oplyste. Han havde nået det endelige mål, nirvana, en tilstand af fuldkommen fred og oplysning, uden lidelse og begær. Han er også blevet kendt som Sakyamuni (den vise af Sakyastammen), og han omtalte ofte sig selv som Tathāgata (en der således kom [for at undervise]). Forskellige buddhistiske sekter opfatter ham dog forskelligt. Nogle betragter ham blot som et menneske der for sit eget vedkommende fandt vejen til oplysning og lærte sine disciple den. Andre betragter ham som den sidste i en række af buddhaer der er kommet til verden for at forkynde eller genoplive dharma (pali: dhamma), det vil sige Buddhas lære eller vej. Andre igen betragter ham som en bodhisattva, en der selv var blevet oplyst men som ventede med at indgå i nirvana for at kunne hjælpe andre i deres søgen efter oplysning. Men hvordan man end betragter ham, er denne begivenhed, Oplysningen, af central betydning for alle buddhistiske retninger.

Oplysningen — hvori består den?

17. (a) Hvor og for hvem holdt Buddha sin første prædiken? (b) Forklar kort De Fire Ædle Sandheder.

¹⁷ Efter at have fundet oplysningen, og efter at have overvundet en vis tøven, begyndte Buddha at forkynde sin nyfundne sandhed, sin dharma, for andre. Hans første og sandsynligvis vigtigste prædiken blev holdt for fem bhikkuer — disciple eller munke — i en dyrepark i Benares. Deri fremholdt han at man for at blive frelst må undgå både et liv i sansenydelse og et liv i askese og følge Middelvejen. Man må derfor forstå og følge De Fire Ædle Sandheder (se rammen på modsatte side), der kort kan sammenfattes således:

1) Al tilværelse er lidelse.

2) Lidelse opstår af begær.

3) Når begæret hører op, ophører lidelsen.

4) Begæret bringes til ophør ved at man følger Den Ottedelte Vej, som går ud på at man får kontrol over tro, tanke og adfærd.

18. Hvad sagde Buddha om kilden til den oplysning han var kommet i besiddelse af? (Jævnfør Job 28:20, 21, 28; Salme 111:10.)

¹⁸ Denne prædiken om Middelvejen og De Fire Ædle Sandheder indeholder essensen af Oplysningen og betragtes som en sammenfatning af hele Buddhas lære. (Se i modsætning hertil Mattæus 6:25-34; Første Timoteusbrev 6:17-19; Jakob 4:1-3; Første Johannesbrev 2:15-17.) Gautama gjorde ikke krav på guddommelig inspiration men gav udtryk for at prædikenen var hans egne ord — „den middelvej, som Tathāgata har fundet“. Det siges at han på sit dødsleje sagde til sine disciple: „Søg alene frelse i sandheden. Vent ikke hjælp hos nogen ud over jer selv.“ Ifølge Buddha kommer oplysningen altså ikke fra Gud, men gennem en personlig bestræbelse for at nå frem til en ret tankegang og en ret levevis.

19. Hvorfor blev Buddhas budskab hilst velkomment på den tid?

¹⁹ Det er ikke svært at se hvorfor denne lære blev hilst velkommen i datidens indiske samfund. Den fordømte på den ene side brahmanernes, den hinduiske præstekastes, begær og korruption, og på den anden side jainernes og andre mysteriekulters strenge askese. Den tog også afstand fra ritualerne og offerhandlingerne, myriaderne af guder og gudinder, og det byrdefulde kastevæsen der trælbandt folk og dominerede hver eneste side af deres tilværelse. Kort sagt lovede buddhismen frigørelse til enhver som var villig til at følge Buddhas vej.

Buddhismen udbreder sin indflydelse

20. (a) Hvori består buddhismens „Tre Juveler“? (b) Hvor omfattende var Buddhas forkyndelseskampagne?

²⁰ Da de fem bhikkuer godtog Buddhas lære, blev de de første medlemmer af sangha, den buddhistiske munkeorden. Dermed fuldførtes buddhismens „Tre Juveler“ (Triratna), det vil sige Buddha, dharma og sangha, som skulle lede folk ind på vejen til oplysningen. Således udrustet drog Gautama Buddha ud og forkyndte overalt i Gangesdalen. Folk fra alle sociale lag kom for at høre ham, og de blev hans disciple. Da han døde i en alder af 80, var han blevet kendt og anset. Det siges at hans sidste ord til sine disciple lød: „Alle sammensatte ting er forgængelige, stræb uafladeligt!“

21. (a) Hvem gjorde meget til at udbrede buddhismen? (b) Hvad førte hans bestræbelser til?

²¹ I det tredje århundrede f.v.t., omkring 200 år efter Buddhas død, fremstod buddhismens største forkæmper, kong Aśoka, der underlagde sig det meste af Indien. Bedrøvet over de myrderier og omvæltninger hans erobringer havde afstedkommet, gik han over til buddhismen og ydede den statsstøtte. Han rejste religiøse monumenter, indkaldte konciler og formanede folket til at leve efter Buddhas forskrifter. Han sendte også buddhistiske missionærer til alle dele af Indien og til Sri Lanka, Syrien, Ægypten og Grækenland. Hovedsagelig ved Aśokas bestræbelser voksede buddhismen fra en indisk sekt til en verdensreligion. Nogle betragter ham med en vis berettigelse som buddhismens anden grundlægger.

22. Hvordan blev buddhismen udbredt i hele Asien?

²² Fra Sri Lanka bredte buddhismen sig mod øst til Myanmar (Burma), Thailand og andre dele af Indokina. Mod nord nåede den til Kashmir og Centralasien. Fra disse områder krydsede buddhistmunke så tidligt som i det første århundrede e.v.t. de ugæstfri bjerge og ørkener og bragte deres religion til Kina. Fra Kina nåede den ubesværet til Korea og Japan. Buddhismen blev også indført i Tibet, Indiens naboland mod nord. Den blev her blandet op med lokale opfattelser og fremstod som lamaismen, der kom til at dominere både det religiøse og det politiske liv i landet. Omkring det sjette eller syvende århundrede e.v.t. var buddhismen blevet grundfæstet i hele Sydøstasien og Det Fjerne Østen. Men hvordan gik det hjemme i Indien?

23. Hvordan gik det buddhismen i Indien?

²³ Mens buddhismens indflydelse bredte sig i andre lande, aftog den gradvis i Indien. Munkene engagerede sig dybt i filosofiske og metafysiske sysler og begyndte at miste berøringen med lægfolket. Tabet af kongelig støtte og antagelsen af hinduiske forestillinger og skikke var også med til at fremskynde buddhismens død i Indien. Selv buddhistiske helligsteder som Lumbini, hvor Gautama blev født, og Buddh Gaya, hvor han fandt „oplysning“, gik i forfald. Omkring det 13. århundrede var buddhismen så godt som forsvundet fra sit oprindelsesland, Indien.

24, 25. Hvilken udvikling har buddhismen undergået i det 20. århundrede?

²⁴ Her i det 20. århundrede har buddhismen undergået endnu en forandring. De politiske omvæltninger i Kina, Mongoliet, Tibet og de sydøstasiatiske lande har rettet et knusende slag imod den. Tusinder af klostre og templer er blevet ødelagt, og hundredtusinder af munke og nonner er blevet fordrevet, fængslet eller dræbt. Buddhismens indflydelse er dog stadig stærk og præger i høj grad befolkningens tankegang og vaner i de lande.

²⁵ I Europa og Nordamerika synes den buddhistiske tanke om at man skal søge „sandheden“ i sit eget indre at øve stor tiltrækning, og dens meditationsøvelser bruges som et middel til at koble af fra den vestlige livsforms stress og jag. I forordet til bogen Living Buddhism skriver Tenzin Gyatso, Tibets landflygtige Dalai Lama, interessant nok: „Måske kan buddhismen i dag være med til at minde vesterlændinge om den åndelige dimension i deres liv.“

Buddhismens forskellige veje

26. Hvordan blev buddhismen delt op?

²⁶ Skønt man normalt omtaler buddhismen som én religion, er den i virkeligheden opdelt i adskillige retninger eller skoler. Baseret på forskellige fortolkninger af Buddhas lære og hans natur, har hver skole sine egne skrifter, skikke og lærepunkter. Hver skole er desuden opdelt i talrige grupper og sekter hvoraf mange er stærkt påvirkede af lokale kulturer og traditioner.

27, 28. Hvordan kan man beskrive theravadabuddhismen? (Jævnfør Filipperbrevet 2:12; Johannes 17:15, 16.)

²⁷ Theravada- eller hinayanaskolen (henholdsvis De Ældstes Vej og Det Lille Fartøj) er udbredt i Sri Lanka, Myanmar (Burma), Thailand, Cambodja og Laos. Nogle anser dette for at være den konservative skole. Den lægger vægt på at man skal vinde sig visdom og arbejde på sin egen frelse ved at forsage verden og leve som munk, idet man hengiver sig til meditation og studium i et kloster.

²⁸ I nogle af disse lande er det almindeligt at se grupper af glatragede og barfodede unge mænd i safrangule dragter komme gående med deres tiggerskåle i hånden for at få deres daglige underhold af lægfolk, som har pligt til at støtte dem. Normalt går mænd i kloster i hvert fald en del af deres liv. Det endelige mål med klosterlivet er at blive en arhat, det vil sige en der har opnået åndelig fuldkommenhed og er blevet frigjort fra de stadige genfødslers smerte og lidelse. Buddha anviste vejen; det er den enkeltes sag at følge den.

29. Hvad er særegent for mahayanabuddhismen? (Jævnfør Første Timoteusbrev 2:3, 4; Johannes 3:16.)

²⁹ Mahayanaskolen (Det Store Fartøj) er mest udbredt i Kina, Korea, Japan og Vietnam. Den kaldes sådan fordi den lægger vægt på Buddhas lære om at „sandheden og frelsens vej er for enhver, hvad enten man bor i en hule, et kloster eller et hus . . . Den er ikke kun for dem der giver afkald på verden“. Grundtanken i Mahayana er at Buddhas kærlighed og medfølelse er så stor at han ikke vil forholde nogen frelsen. Den lærer at eftersom buddha-naturen er i os alle, har enhver mulighed for at blive en buddha, en oplyst, eller en bodhisattva. Oplysningen kommer ikke ved hård selvtugt, men ved tro på Buddha og medfølelse med alt levende. Denne skole appellerer naturligt nok mere til de praktisk anlagte masser. På grund af dens friere indstilling er der imidlertid opstået utallige sekter og retninger.

30. Hvilket mål søger tilhængerne af „Det Rene Lands“ buddhisme? (Jævnfør Mattæus 6:7, 8; Første Kongebog 18:26, 29.)

³⁰ Blandt de mange mahayanasekter der har udviklet sig i Kina og Japan, er skolerne Det Rene Land og Zen. Ifølge den første af disse gælder det om at sætte sin lid til Amida Buddha, der lovede sine disciple at de ville blive genfødt i Renhedens Land eller paradiset i vest, et glædens og lykkens land som er beboet af guder og mennesker. Derfra er der kun et lille skridt til nirvana. Ved at gentage bønnen: „Jeg sætter min lid til Amida Buddha,“ undertiden tusinder af gange om dagen, renser tilbederen sig for at kunne nå frem til oplysningen eller til genfødselen i paradiset i vest.

31. Hvad kendetegner zenbuddhismen? (Jævnfør Filipperbrevet 4:8.)

³¹ Zenbuddhismen (Ch’an-skolen i Kina) kaldes sådan fordi den lægger vægt på meditation. Ordene ch’an (kinesisk) og zen (japansk) er variationer af sanskritordet dhyāna, der betyder „meditation“. Denne retning lærer at studium, gode gerninger og ritualer har mindre betydning. Man kan opnå oplysning ved blot at grunde over sådanne umulige gåder som: ’Hvordan lyder det når man klapper med én hånd?’ og: ’Hvad finder man der hvor der ingenting er?’ Zenbuddhismens mystiske natur har sat sit præg på kalligrafi, tuschtegning, poesi, blomsterarrangement, havearkitektur og andre kunstarter, som er blevet positivt modtaget i Vesten. Der findes i dag zenmeditationscentre i mange vestlige lande.

32. Hvordan udøves den tibetanske buddhisme?

³² Endelig er der den tibetanske buddhisme eller lamaismen. Denne form for buddhisme kaldes undertiden Mantrayana (Mantrafartøjet) på grund af den fremtrædende brug af mantraer, en serie stavelser med eller uden betydning, i lange recitationer. I stedet for at lægge vægt på visdom eller medfølelse, lægger denne form for buddhisme vægt på brugen af ritualer, bønner, magi og spiritisme i tilbedelsen. Bønner gentages tusinder af gange om dagen ved hjælp af rosenkranse og bedemøller. De indviklede ritualer kan kun læres ved mundtlig instruktion givet af lamaer, religiøse ledere, hvoraf de bedst kendte er Dalai Lama og Panchen Lama. Når en lama dør finder man et barn hvori lamaen siges at være blevet reinkarneret, og gør dette barn til den næste åndelige leder. Ordet lama bruges også om munke i almindelighed. Det anslås at munkene på et tidspunkt udgjorde omkring en femtedel af hele Tibets befolkning. Lamaerne var også lærere, læger, jordbesiddere og udøvere af politisk magt.

33. Hvilken lighed er der mellem buddhismen og kristenheden? (Jævnfør Første Korintherbrev 1:10.)

³³ Disse hovedretninger inden for buddhismen er igen opdelt i mange undergrupper eller sekter. Nogle af disse følger en bestemt leder, som for eksempel Nichiren i Japan, som hævdede at det kun er mahayanaskolens Lotus-sutra der indeholder Buddhas endegyldige lære, og Nun Ch’in-Hai på Taiwan, som har mange tilhængere. I denne henseende er buddhismen ikke meget anderledes end kristenheden med dens mange samfund og sekter. Det er i øvrigt almindeligt at se mennesker som hævder at være buddhister, overholde skikke der hører hjemme inden for taoismen, shintoismen, forfædredyrkelsen eller endog kristenheden.b Alle disse buddhistiske sekter hævder at deres tro og skikke bygger på Buddhas lære.

De Tre Kurve og andre skrifter

34. Hvad må vi huske på når vi undersøger buddhismens lære?

³⁴ De læresætninger der tilskrives Buddha blev overleveret fra mund til mund og begyndte først at blive nedskrevet flere hundrede år efter hans død. De repræsenterer derfor i bedste fald kun hvad hans tilhængere i senere generationer mente at han havde sagt og gjort. Noget som øger usikkerheden er at buddhismen på det tidspunkt allerede var blevet opdelt i mange skoler. De forskellige tekster beskriver derfor vidt forskellige former for buddhisme.

35. Hvad er de ældste buddhistiske tekster?

³⁵ Den tidligste af de buddhistiske tekster blev skrevet på pali, som siges at være beslægtet med Buddhas modersmål, omkring det første århundrede f.v.t. De anerkendes som autentiske af theravadaskolen. De består af 31 bøger som er ordnet i tre samlinger der kaldes Tipitaka (sanskrit: Tripitaka), hvilket betyder „Tre Kurve“ eller „Tre Samlinger“. Vinaya-pitaka (Disciplinkurven) omfatter hovedsagelig ordensregler for munke og nonner. Sutta-pitaka (Talernes Kurv) indeholder prædikener, lignelser og ordsprog som blev fremsat af Buddha og hans førende disciple. Og Abhidhamma-pitaka (Den Endelige Læres Kurv) består af kommentarer til buddhistiske lærepunkter.

36. Hvad er der at sige om mahayanabuddhismens skrifter?

³⁶ I modsætning hertil er mahayanaskolens skrifter hovedsagelig affattet på sanskrit, kinesisk og tibetansk, og de er meget omfattende. Alene de kinesiske tekster består af over 5000 bind. De indeholder meget som ikke fandtes i de tidligere skrifter, for eksempel beretninger om buddhaer i et antal som sandskornene ved Ganges, buddhaer som hævdes at have levet i utallige millioner år og som hver har sin egen buddhaverden under sig. Det er ikke nogen overdrivelse at sige, som en skribent har gjort, at disse tekster „bærer præg af uensartethed, frodig fantasi, farverige personligheder og rodede gentagelser“.

37. Hvilke problemer er der forbundet med mahayanaskrifterne? (Jævnfør Filipperbrevet 2:2, 3.)

³⁷ Det er selvsagt kun de færreste der er i stand til at fatte disse yderst abstrakte afhandlinger. Følgen er at denne senere udvikling af læren har ført buddhismen langt bort fra det der var Buddhas oprindelige hensigt. Ifølge Vinaya-pitaka ønskede Buddha at hans lære ikke blot skulle forstås af de uddannede, men af alle slags mennesker. Derfor insisterede han på at hans tanker skulle fremholdes på det jævne folks sprog, og ikke på hinduismens hellige sprog, som var et dødt sprog. Når theravadabuddhisterne hævder at de senere bøger er ukanoniske, svarer mahayanatilhængerne at Gautama Buddha først underviste de simple og uvidende, men at han for de lærde og vise åbenbarede de læresætninger der senere blev nedskrevet i mahayanaskolens bøger.

Karma- og samsarakredsløbet

38. (a) Hvilken lighed er der mellem buddhismens og hinduismens lære? (b) Hvordan er den buddhistiske opfattelse af sjælen, i teori og i praksis?

³⁸ Skønt buddhismen i nogen grad frigjorde folk fra hinduismens lænker, er dens grundforestillinger overtaget fra hinduismens lære om karma og samsara. Den oprindelige buddhisme der blev fremholdt af Buddha, adskiller sig fra hinduismen derved at den fornægter eksistensen af en udødelig sjæl men beskriver individet som „en kombination af fysiske og mentale kræfter“.c Men dens lære bygger alligevel på forestillingen om at alle mennesker går fra det ene liv til det andet gennem utallige genfødsler (samsara) og må bære følgerne af både tidligere og nutidige handlinger (karma). Selv om dens budskab om oplysning og frigørelse fra dette kredsløb kan virke tiltalende, er der nogle som spørger: Hvor sikkert er grundlaget? Hvilke beviser er der for at al lidelse skyldes handlinger man har begået i et tidligere liv? Og hvilke beviser er der for at man overhovedet har haft et tidligere liv?

39. Hvordan forklares karmaloven i en buddhistisk tekst?

³⁹ En forklaring af karmaloven lyder:

„Kamma [pali for karma] er en lov i sig selv. Men heraf følger ikke at der skal være en lovgiver. Almindelige naturlove, som for eksempel tyngdeloven, kræver ingen lovgiver. Kammaloven forudsætter heller ingen lovgiver. Den virker inden for sit eget område uden nogen ydre, uafhængig styrende magts indgriben.“ — A Manual of Buddhism.

40. (a) Hvad vidner dét at der findes naturlove om? (b) Hvad siger Bibelen om årsag og virkning?

⁴⁰ Lyder det rigtigt og logisk? Forudsætter naturlovene virkelig ikke nogen lovgiver? Raketeksperten dr. Wernher von Braun sagde engang: „Naturlovene i universet er så nøjagtige at vi ikke har svært ved at bygge et rumskib til en månerejse og at fastlægge tidsplanen for turen med en brøkdel af et sekunds nøjagtighed. Disse love må være fastsat af en eller anden.“ Bibelen omtaler også loven om årsag og virkning, idet den siger: „Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) I stedet for at sige at denne lov ikke kræver nogen lovgiver, påpeger den at „Gud kan man ikke narre“, hvorved den angiver at denne lov er sat i kraft af en Lovgiver, Jehova.

41. (a) Hvilken sammenligning kan man drage mellem loven om karma og domsafsigelsen ved en domstol? (b) Vis forskellen mellem karma og Bibelens løfter.

⁴¹ Desuden siger Bibelen at „den løn synden betaler er døden“ og at „den der er død er blevet frikendt fra sin synd“. Selv verdslige domstole anerkender at ingen skal straffes to gange for samme forbrydelse. Hvorfor skulle en der allerede har betalt for sine synder ved at dø, da genfødes blot for på ny at bære følgerne af sine tidligere handlinger? Og hvordan kan man i øvrigt angre og forbedre sig, når man ikke kan huske hvilke tidligere handlinger det er man bliver straffet for? Kan det kaldes retfærdighed? Stemmer det med barmhjertigheden, som siges at være Buddhas mest fremtrædende egenskab? I modsætning til dette siger Bibelen, efter bemærkningen om at „den løn synden betaler er døden“, at „den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre“. Ja, Bibelen lover at Gud vil fjerne både fordærv, synd og død og give alle mennesker mulighed for at opnå frihed og fuldkommenhed. — Romerne 6:7, 23; 8:21; Esajas 25:8.

42. Hvordan forklarer en lærd buddhist emnet genfødsel?

⁴² Med hensyn til genfødselslæren forklarer en lærd buddhist, dr. Walpola Rahula:

„Et væsen er ikke andet end en forening af fysiske og mentale kræfter. Det vi kalder døden er det fysiske legemes totale ikkefunktion. Hører alle disse kræfter fuldstændig op med at virke når legemet holder op med at fungere? Buddhismen siger nej. Viljen til, ønsket om og tørsten efter at eksistere, at fortsætte, at blive mere og mere, er en umådelig kraft som driver hele liv, hele eksistenser, ja, som driver hele verden. Dette er den største kraft, den største energi i verden. Ifølge buddhismen holder denne kraft ikke op ved legemets ikkefunktion, som er døden; nej, den fortsætter med at manifestere sig i en anden form, frembringer en fornyet eksistens ved det der kaldes genfødselen.“

43. (a) Hvordan bliver ens genetiske materiale rent biologisk fastlagt? (b) Hvilket „bevis“ fremføres undertiden til støtte for læren om genfødsel? (c) Stemmer dette „bevis“ overens med almindelig erfaring?

⁴³ Ved undfangelsen får man 50 procent af sine gener fra hver af sine forældre. Man kan derfor umuligt blive 100 procent som en der har levet tidligere. Tanken om en genfødsel finder ingen støtte i noget videnskabeligt princip man kender. De der tror på genfødselslæren henviser ofte til eksempler på folk som hævder at kunne huske ansigter, begivenheder og steder fra en tidligere tid. Men beviser dét at de har levet før? Hvis man mener at en der kan berette om ting i forgangne tider må have levet på den tid, måtte man også sige at en der kan forudsige fremtiden — og dét er der mange som hævder at kunne gøre — må have levet i fremtiden. Og det er naturligvis ikke tilfældet.

44. Sammenlign Bibelens lære om „ånden“ med buddhismens lære om genfødsel.

⁴⁴ Over 400 år før Buddha talte Bibelen om en livskraft. Idet den beskriver hvad der sker når et menneske dør, siger den: „Og støvet vender tilbage til jorden, hvor det var før, og ånden vender tilbage til den sande Gud, som gav den.“ (Prædikeren 12:7) Ordet ’ånd’ er her oversat fra det hebraiske ord ruʹach, som betegner den livskraft der gør alle skabninger, både mennesker og dyr, levende. (Prædikeren 3:18-22) En væsentlig forskel er imidlertid at ruʹach er en upersonlig kraft; den har ingen selvstændig vilje og bevarer ingen af den afdødes personlighedstræk eller andre særkender. Den går ikke fra ét menneske over i et andet ved døden, men „vender tilbage til den sande Gud, som gav den“. Det vil sige at personens udsigter til fremtidigt liv — hans håb om en opstandelse — helt ligger i Guds hånd. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 17:31.

Nirvana — opnåelse af det uopnåelige?

45. Hvordan er den buddhistiske opfattelse af nirvana?

⁴⁵ Dette fører os frem til Buddhas lære om oplysning og frelse. Ifølge buddhistisk tankegang består frelsen i frigørelse fra karma- og samsaralovene og i opnåelsen af nirvana. Hvad er så nirvana? Buddhistiske tekster siger at det hverken kan beskrives eller forklares, men kun opleves. Det er ikke en himmel hvortil man kommer efter døden, men noget som alle har mulighed for at opnå her og nu. Ordet siges at betyde „udslukkelse“. Nogle definerer derfor nirvana som alt begærs og alle lidenskabers ophør, en tilværelse der er fri for enhver sanselig følen som smerte, frygt, savn, kærlighed eller had, en tilstand af evig ro, hvile og uforanderlighed. Det siges i sit inderste væsen at være ensbetydende med den individuelle eksistens’ ophør.

46, 47. (a) Hvad er ifølge buddhismen kilden til frelse? (b) Hvorfor er det buddhistiske syn på kilden til frelse i modstrid med almindelig erfaring?

⁴⁶ Buddha lærte at oplysning og frelse — den fuldkomne nirvanatilstand — ikke kommer fra nogen Gud eller ydre kraft, men indefra, fra personen selv, ved de bestræbelser han gør sig for at gøre gode gerninger og tænke rette tanker. Dette afføder spørgsmålet: Kan der komme noget fuldkomment af noget ufuldkomment? Siger vores egen erfaring os ikke, ligesom den hebraiske profet Jeremias, at ’menneskets vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand der vandrer, at styre sine skridt’? (Jeremias 10:23) Hvis ingen kan styre sine handlinger til fuldkommenhed i almindelige daglige anliggender, vil nogen da i egen kraft kunne udvirke sin evige frelse? — Salme 146:3, 4.

⁴⁷ Ligesom en mand der sidder fast i kviksand og ikke kan redde sig selv op derfra, er hele menneskeheden fanget i syndens og dødens greb, og ingen kan i egen kraft frigøre sig fra det. (Romerne 5:12) Alligevel lærte Buddha at frelsen udelukkende afhænger af ens egne bestræbelser. I sin afskedsformaning til sine disciple sagde han: „Stol på jer selv, og regn ikke med hjælp udefra. Hold fast ved sandheden som en lampe. Søg alene frelse i sandheden. Vent ikke hjælp hos nogen ud over jer selv.“

Oplysning eller håbløshed?

48. (a) Hvordan beskriver en bog resultatet af de komplicerede buddhistiske lærepunkter, for eksempel om nirvana? (b) Hvad har den fornyede interesse for buddhismen medført nogle steder?

⁴⁸ Hvilken virkning har denne lære? Ansporer den tilhængerne til sand tro og hengivenhed? Bogen Living Buddhism fortæller at i nogle buddhistiske lande „tænker selv munkene ikke meget over det ophøjede i deres religion. Opnåelsen af nirvāna regner de i vid udstrækning for at være en håbløst urealistisk ambition, og det er sjældent de mediterer. Ud over at studere lidt i Tipitaka helliger de sig den opgave at øve en gavnlig og harmonisk indflydelse i samfundet“. Og det japanske opslagsværk World Encyclopedia siger, som kommentar til den senere tids fornyede interesse for buddhismen: „Jo mere specialiseret studiet af buddhismen bliver, jo længere kommer religionen bort fra sin oprindelige hensigt — at lede folk. Under denne synsvinkel er den seneste tendens inden for det strenge studium af buddhismen ikke nødvendigvis ensbetydende med en genoplivning af en levende tro. Det må snarere siges at når en religion bliver genstand for en kompliceret metafysisk forskning, mister den sin kraft som en levende tro.“

49. Hvad er buddhismen blevet for mange mennesker?

⁴⁹ Buddhismens grundtanke er at kundskab og forståelse fører til oplysning og frelse. Men de forskellige buddhistiske skolers indviklede lærepunkter har kun skabt førnævnte ’håbløst urealistiske’ situation; de har frembragt noget som overstiger de fleste troendes fatteevne. For flertallet er buddhismen blevet reduceret til dét at gøre godt og følge nogle få ritualer og simple forskrifter. Den giver ingen svar på livets vanskelige spørgsmål, som: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Og hvad vil fremtiden bringe for menneskene og for jorden?

50. Hvilket spørgsmål stiller vi, i betragtning af de erfaringer nogle oprigtige buddhister har gjort? (Jævnfør Kolossenserbrevet 2:8.)

⁵⁰ Nogle oprigtige buddhister har indset hvilken forvirring og håbløshed de komplicerede lærepunkter og byrdefulde ritualer inden for nutidens buddhisme har afstedkommet. Buddhistiske grupper og foreninger har i nogle lande udført et humanitært arbejde som har lindret mange menneskers lidelser. Men har buddhismen opfyldt sit løfte om at bringe alle mennesker sand oplysning og frigørelse?

Oplysning uden Gud?

51. (a) Hvad fortæller en anekdote om Buddhas lære? (b) Hvilken vigtig ting mangler i Buddhas lære? (Jævnfør Anden Krønikebog 16:9; Salme 46:1; 145:18.)

⁵¹ Det fortælles om Buddha at han engang opholdt sig i en skov sammen med sine disciple. Han tog da en håndfuld blade op og sagde til disciplene: „Det jeg har lært jer, kan sammenlignes med bladene i min hånd, og det jeg ikke har lært jer, kan sammenlignes med mængden af blade i skoven.“ Hermed mente han naturligvis at han kun havde lært dem en brøkdel af det han vidste. I hans lære var imidlertid udeladt en meget vigtig ting — Gautama Buddha havde så godt som intet at sige om Gud, og han gjorde heller ikke nogen sinde krav på selv at være Gud. Det hævdes endog at han sagde til sine disciple: „Hvis der er en Gud, er det utænkeligt at han skulle bekymre sig om mine dagligdags affærer,“ og: „Der er ingen guder som kan eller vil hjælpe menneskene.“

52. (a) Hvordan er buddhismens syn på Gud? (b) Hvad har buddhismen tilsidesat?

⁵² På denne baggrund er buddhismens rolle i menneskets søgen efter den sande Gud minimal. Værket The Encyclopedia of World Faiths bemærker: „Den tidlige buddhisme synes ikke at beskæftige sig med spørgsmålet om Gud; i hvert fald forkyndte eller krævede den ikke tro på Gud.“ Da den lægger vægt på at den enkelte må søge frelsen på egen hånd ved at rette opmærksomheden indad mod sin egen bevidsthed for dér at finde oplysning, er den i virkeligheden agnostisk, for ikke at sige ateistisk. (Se rammen på side 145.) I et forsøg på at afkaste hinduismens lænker af overtro og dens forvirrende mængder af mytiske guder, er buddhismen gået til den anden yderlighed. Den har tilsidesat den grundlæggende forestilling om et Højeste Væsen ved hvis vilje alt eksisterer og fungerer. — Apostelgerninger 17:24, 25.

53. Hvad kan vi sige om dét at søge oplysning uden Gud? (Jævnfør Ordsprogene 9:10; Jeremias 8:9.)

⁵³ Denne „frie“ og selvcentrerede tankegang har ført til en veritabel labyrint af sagn, traditioner, læresætninger og fortolkninger som er blevet udviklet af de mange skoler og sekter op gennem århundrederne. Det der skulle være en simpel løsning på livets komplicerede problemer er blevet til et religiøst og filosofisk system som overstiger de fleste menneskers fatteevne. Derfor går den almindelige buddhist blot op i at dyrke billeder og relikvier, guder og dæmoner, ånder og forfædre, og i at følge mange andre skikke og ritualer som kun har lidt at gøre med den lære Gautama Buddha fremholdt. Forsøget på at finde oplysning uden Gud er tydeligvis slået fejl.

54. Hvilke religiøse tænkeres lære vil vi nu betragte?

⁵⁴ Omtrent samtidig med at Gautama Buddha søgte efter vejen til oplysning, levede der et andet sted på det asiatiske kontinent to filosoffer hvis tanker kom til at berøre millioner af mennesker. Det var Lao-tzu og Kungfutse, to vismænd der er blevet holdt i ære af generationer af kinesere og andre. Hvad lærte de, og hvilken indflydelse fik de på menneskets søgen efter Gud? Det vil vi undersøge i det næste kapitel.

[Fodnoter]

[Ramme på side 139]

Buddhas Fire Ædle Sandheder

Buddha fremstillede sin grundlæggende lære i det der kaldes De Fire Ædle Sandheder. Vi citerer her fra Dhammacakka-pavattana-sutta (Grundlaget for retfærdighedens rige), oversat til dansk af Frede Møller-Kristensen:

▪ „Og dette er den ædle sandhed om lidelsen: at fødes er lidelse, at ældes er lidelse, sygdom er lidelse, døden er lidelse, det er lidelse at forenes med det, der er én ukært, det er lidelse at skilles fra det, der er én kært, det er lidelse ikke at få, hvad man ønsker . . .

▪ Og dette er den ædle sandhed om lidelsens oprindelse: det er det begær, der fremkalder genfødelse, som ledsages af lyst og attrå, som finder sin tilfredsstillelse snart her snart der, nemlig begær efter sansenydelser, begær efter eksistens, begær efter magt.

▪ Og dette er den ædle sandhed om lidelsens ophør: den består i helt at standse dette begær, opgive det, skyde det fra sig, frigøre sig for det, og gøre sig uafhængigt af det.

▪ Og dette er den ædle sandhed om vejen, der fører til lidelsens ophør: det er den ædle ottedelte vej, nemlig ret anskuelse, ret beslutning, ret tale, ret handlemåde, ret levevis, ret stræben, ret eftertanke og ret selvfordybelse!“

[Ramme på side 145]

Buddhismen og Gud

„Buddhismen forkynder vejen til fuldkommen godhed og visdom uden en personlig Gud, den højeste kundskab uden en ’åbenbaring’, . . . muligheden for frigørelse uden en stedfortrædende befrier, en frelse hvor enhver er sin egen frelser.“ — The Message of Buddhism af Bhikku Subhadra, citeret i What Is Buddhism?

Er buddhisterne da ateister? Bogen What Is Buddhism?, udgivet af buddhistlogen i London, svarer: „Hvis man med ateist mener en der forkaster forestillingen om en personlig Gud, så er vi ateister.“ Den siger videre: „Et åbent sind kan lige så nemt fatte tanken om et univers ledet af en uforanderlig lov, som det kan fatte forestillingen om en fjern personlighed som det måske aldrig får at se, som bor et sted det ikke kender, og som på et tidspunkt af intet har skabt et univers som er gennemsyret af fjendskab, uretfærdighed, ulige muligheder og uophørlig strid og lidelse.“

I teorien forfægter buddhismen altså ikke troen på en Gud eller Skaber. Ikke desto mindre findes der i dag buddhistiske templer og stupaer i så godt som alle lande hvor buddhismen praktiseres, og fromme buddhister viser hengivenhed for billeder og relikvier af buddhaer og bodhisattvaer ved at bede til dem og bringe offergaver til dem. Buddha, som aldrig gjorde krav på at være Gud, er blevet en gud i ordets fulde betydning.

[Kort på side 142]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Omkring det syvende århundrede e.v.t. havde buddhismen bredt sig fra Indien til hele Østasien

INDIA

Benares

Buddh Gaya

3. ÅRH. F.V.T. SRI LANKA

4. ÅRH. E.V.T. KOREA

6. ÅRH. E.V.T. JAPAN

7. ÅRH. E.V.T. TIBET

[Illustrationer på side 131]

Buddhistiske templer varierer i stil fra land til land

Chengteh, Nordkina,

Kofu, Japan,

New York, USA

Chiang Mai, Thailand

[Illustration på side 133]

På dette stenrelief, Mayas drøm, fra Gandhara i Pakistan, er den fremtidige Buddha fremstillet som en gloriekronet hvid elefant der indtræder i dronning Mayas højre side for at besvangre hende

[Illustrationer på side 134]

Buddhistiske munke og tilbedere i et tempel i New York

[Illustrationer på side 141]

Buddhabilleder med stiliserede håndstillinger:

indtræder i nirvana

underviser

mediterer

modstår fristelse

[Illustration på side 147]

Procession i Tokyo til ære for Buddha på hans fødselsdag. Den hvide elefant bag i optoget symboliserer Buddha

[Illustrationer på side 150]

Sider af Lotus-sutra (10. århundrede) på kinesisk, som beskriver bodhisattva Kuan-yins magt til at frelse fra ild og oversvømmelse. Bodhisattva Ksitigarbha, til højre, var populær i Korea i det 14. århundrede

[Illustration på side 155]

En buddhistisk skriftrulle fra Kyoto i Japan som skildrer „helvedes“ pinsler

[Illustrationer på side 157]

Buddhister i dag som (herover) tilbeder ved en linga i Bangkok; ved en buddhatand i Kandy i Sri Lanka; og (herunder) ved buddhabilleder i henholdsvis Singapore og New York

[Illustrationer på side 158]

En buddhistisk kvinde som beder foran et familiealter, og børn der deltager i tempeltjenesten

Kapitel 7

Taoismen og kungfutsianismen – en søgen efter himmelens vej

De tre hovedreligioner i Kina og tilgrænsende lande er taoismen, kungfutsianismen og buddhismen. I modsætning til buddhismen er taoismen og kungfutsianismen imidlertid ikke blevet verdensreligioner. De har stort set holdt sig i Kina og de steder hvor kinesisk kultur har øvet indflydelse. Der findes ingen officielle statistikker over taoismens og kungfutsianismens udbredelse i Kina i dag, men de to religioner har sammen domineret det religiøse liv hos næsten en fjerdedel af verdens befolkning de sidste 2000 år.

1. (Med indledningen.) (a) Hvor praktiseres taoismen og kungfutsianismen, og hvor udbredte er disse religioner? (b) Hvilken periode i historien går vi tilbage til for at undersøge disse læresystemer?

’LAD hundrede blomster blomstre og hundrede skoler kappes.’ Denne udtalelse, der blev gjort berømt af Mao Tse-tung i en tale i Folkerepublikken Kina i 1956, er i virkeligheden en fri gengivelse af en vending som kinesiske lærde har brugt til at beskrive epoken i Kina fra det femte til det tredje århundrede f.v.t., kaldet De Stridende Rigers periode. På den tid var det mægtige Chou-dynasti (ca. 1122-256 f.v.t.) gået i forfald og blevet til et system af løst sammenknyttede feudalstater der hele tiden lå i krig med hinanden, hvad der gik hårdt ud over den jævne befolkning.

2. (a) Hvad førte til at der opstod „hundrede skoler“? (b) Hvad er der tilbage af „de hundrede skoler“?

² Ustabiliteten og lidelserne under disse krige svækkede alvorligt den traditionelle herskerklasses autoritet. Folket ønskede ikke længere stiltiende at finde sig i aristokratiets luner og følgerne deraf. Ideer og forhåbninger der længe havde været undertrykt, brød nu frem som „hundrede blomster“. Forskellige åndsretninger eller skoler fremsatte ideer om styreform, lov og ret, samfundsorden, adfærd og etik, og om emner som agerbrug, musik og litteratur, som et middel til at genindføre nogenlunde normale forhold. De blev kendt som „hundrede skoler“. De fleste af dem fik ingen varig indflydelse. Men to af disse skoler blev så fremtrædende at de har øvet indflydelse på livet i Kina i over 2000 år. De skulle med tiden blive kendt som taoismen og kungfutsianismen.

Hvad er tao?

3. (a) Hvad betegner det kinesiske begreb tao? (b) Hvad troede kineserne var alle tings årsag, i stedet for en Skaber? (Jævnfør Hebræerbrevet 3:4.)

³ For at forstå hvorfor taoismen og kungfutsianismen kom til at øve en så dybtgående og varig indflydelse på det kinesiske folk og desuden på folk i Japan, Korea og andre nabolande, må man kende lidt til det grundlæggende kinesiske begreb tao. Ordet betyder i sig selv „vej eller sti“. I udvidet forstand kan det også betyde „metode, princip eller læresætning“. Kineserne opfattede den orden og harmoni de så i universet, som manifestationer af tao, en slags guddommelig vilje eller lov som findes i universet og styrer det. I stedet for at tro på en Skaber, en Gud som styrer universet, troede de med andre ord på et forsyn, en himmelsk vilje eller slet og ret på himmelen selv som alle tings årsag.

4. Hvordan overførte kineserne begrebet tao på menneskelige forhold? (Jævnfør Ordsprogene 3:5, 6.)

⁴ Idet de overførte tao-begrebet på menneskelige forhold, anlagde de det synspunkt at der findes en naturlig og rigtig måde at gøre alting på, og at alt og enhver har sin rette plads og sin rette funktion. De mente for eksempel at hvis herskeren gjorde som han skulle, idet han behandlede folket retfærdigt og tog vare på offerritualerne i forbindelse med det himmelske, ville nationen have fred og fremgang. Og hvis undersåtterne på deres side var villige til at finde den rette vej eller tao og følge den, ville alt blive harmonisk, fredeligt og effektivt. Men hvis de gik imod vejen eller gjorde modstand imod den, ville resultatet blive kaos og katastrofe.

5. (a) Hvad er taoismens syn på tao? (b) Hvad er kungfutsianismens syn på tao? (c) Hvilke spørgsmål må besvares?

⁵ Denne opfattelse, at man bør følge tao og ikke gribe forstyrrende ind i dens forløb, er et centralt element i kinesisk filosofisk og religiøs tænkning. Taoismen og kungfutsianismen kan siges at være to forskellige udtryk for samme opfattelse. I taoismen anlægges en synsvinkel som bunder i mysticismen. I sin oprindelige form maner taoismen til uvirksomhed, ro og passivitet, til at trække sig bort fra samfundet og vende tilbage til naturen. Dens grundidé er at alt vil blive godt hvis folk blot sætter sig ned, ingenting gør og lader naturen gå sin gang. I kungfutsianismen, derimod, anlægger man en mere pragmatisk synsvinkel. Kungfutsianismen lærer at der vil blive orden i samfundet når alle udfylder deres tiltænkte rolle og gør deres pligt. Med tanke på dette systematiserer den alle menneskelige og samfundsmæssige forhold — forholdet mellem hersker og undersåt, mellem fader og søn, mellem mand og kone, og så videre — og giver retningslinjer for dem alle. Alt dette afføder en række spørgsmål: Hvordan opstod disse to systemer? Hvem grundlagde dem? Hvordan bliver de praktiseret i dag? Og hvad har de bidraget med når det gælder menneskets søgen efter Gud?

Taoismen — en filosofisk begyndelse

6. (a) Hvad ved vi om taoismens grundlægger? (b) Hvordan blev taoismens grundlægger kendt som Lao-tse?

⁶ Taoismen var på sine tidligste stadier mere en filosofi end en religion. Dens grundlægger, Lao-tse (Lao-tzu), var utilfreds med datidens urolige og kaotiske forhold og søgte lindring ved at trække sig bort fra samfundet og vende tilbage til naturen. Man ved ikke meget om denne mand. Han skal have levet i det sjette århundrede f.v.t., men selv det er usikkert. Han blev i almindelighed kaldt Lao-tse, der betyder „den gamle mester“ eller „den gamle“, for ifølge legenden var hans moder gravid med ham så længe at hans hår allerede var blevet hvidt da han blev født.

7. Hvad lærer vi om Lao-tse i „Historiske Optegnelser“?

⁷ De eneste officielle optegnelser om Lao-tse findes i Shih Chi (Historiske Optegnelser) af Ssu-ma Ch’ien, en respekteret hofhistoriker i det andet og første århundrede f.v.t. Ifølge dette skrift var Lao-tses virkelige navn Li Erh, og han var embedsmand ved de kejserlige arkiver i Loyang i det centrale Kina. Men vigtigere er det at vi her finder denne beretning om Lao-tse:

„Lao-tse boede i Chou det meste af sit liv. Da han forudså Chous forfald, drog han af sted og kom til grænsen. Toldbetjenten Yin Hsi sagde: ’Herre, siden det behager dig at trække dig tilbage, beder jeg dig om for min skyld at skrive en bog.’ Derpå skrev Lao-tse en bog i to dele bestående af godt og vel 5000 ord, hvori han behandlede begreberne Vejen [tao] og Kraften [te]. Så drog han videre. Ingen ved hvor han døde.“

8. (a) Hvilken bog skal Lao-tse have skrevet? (b) Hvorfor bliver bogen fortolket på mange forskellige måder?

⁸ Mange forskere tvivler på at denne beretning er autentisk. Men i hvert fald er den bog der blev skrevet, kendt som Tao Te Ching (ofte oversat „Klassikeren om Vejen og Kraften“) og regnes for taoismens hovedskrift. Den er skrevet i fyndige, gådefulde vers som nu og da kun består af tre eller fire ord. På grund af dette og fordi betydningen af nogle skrifttegn har ændret sig væsentligt siden Lao-tses tid, er bogen blevet fortolket på mange forskellige måder.

Glimt fra „Tao Te Ching“

9. Hvordan beskrev Lao-tse tao i Tao Te Ching?

⁹ I Tao Te Ching gør Lao-tse rede for tao, naturens højeste vej, og overfører principperne på enhver form for menneskelig virksomhed. Her følger nogle uddrag af Tao Teh Ching, oversat til norsk af Karl Ludvig Reichelt og fordansket af Sven Damsholt. Den siger om tao:

10. (a) Hvad er taoismens mål? (b) Hvordan overføres dette på den menneskelige adfærd?

¹⁰ Hvad får vi ud af disse gådefulde linjer? At tao for taoisterne er en slags mystisk kosmisk kraft der står bag det materielle univers. Taoismens mål er at finde frem til tao, forlade verden og blive ét med naturen. Denne tanke kommer også til udtryk i taoisternes syn på menneskelig adfærd. Her er en formulering af dette ideal i Tao Te Ching:

11. Hvordan kan det taoistiske ideal beskrives?

¹¹ Disse få eksempler viser at taoismen, i hvert fald i begyndelsen, først og fremmest var en filosofisk retning. Taoisterne reagerede på den uretfærdighed, lidelse, ødelæggelse og håbløshed som det hårde styre under datidens feudalsystem førte med sig, og mente at vejen til fred og harmoni bestod i at søge tilbage til de gamles tradition fra tiden før der fandtes konger og ministre som herskede over det jævne folk. Deres ideal var at leve et roligt liv i landlige omgivelser i pagt med naturen. — Ordsprogene 28:15; 29:2.

Taoismens anden vismand

12. (a) Hvem var Chuang-tzu? (b) Hvad føjede han til Lao-tses oprindelige lære?

¹² Lao-tses filosofi blev ført et skridt videre af Chuang Chou eller Chuang-tzu, det vil sige „Mester Chuang“ (369-286 f.v.t), som blev regnet for Lao-tses betydeligste efterfølger. I sin bog Chuang Tzu uddybede han ikke blot tao, men gjorde også nærmere rede for begreberne yin og yang, der først var blevet behandlet i I Ching. (Se side 83.) Efter hans opfattelse er intet virkelig varigt eller absolut, men alt flyder og er i stadig bevægelse mellem to modsætninger. I kapitlet „Efterårsoversvømmelsen“ skrev han:

„Intet i universet er varigt, for alt lever kun indtil det dør. Kun tao, som hverken har begyndelse eller ende, varer evigt. . . . Livet kan sammenlignes med en rap hest der galoperer i fuld fart — den forandrer sig konstant og uafladeligt, i hver brøkdel af et sekund. Hvad bør du gøre? Hvad bør du ikke gøre? Det spiller egentlig ikke nogen rolle.“

13. (a) Hvordan er det taoistiske livssyn, ifølge Chuang-tzus videreudvikling af filosofien? (b) Hvilken anekdote huskes Chuang-tzu bedst for?

¹³ Denne filosofi, der lægger vægt på uvirksomhed, har ført til det taoistiske syn at det ikke tjener noget formål at gøre noget for at gribe ind i det naturen har sat i gang. Før eller senere vil alt vende tilbage til det modsatte. Uanset hvor uudholdelig en situation er, vil den snart blive bedre. Uanset hvor behagelig en situation er, vil den snart være forbi. (Se i modsætning hertil Prædikeren 5:18, 19.) Dette filosofiske livssyn kommer til udtryk i den anekdote som Chuang-tzu huskes bedst for:

„Engang drømte jeg, at jeg var en sommerfugl. Jeg fløj glad omkring og tænkte ikke på andet end at være sommerfugl. Da med ét vågnede jeg, og det stod klart for mig, at jeg var Zhuang Zi [Chuang-tzu]. Men nu véd jeg bare ikke, om jeg er Zhuang Zi der drømte, at jeg var en sommerfugl, eller om jeg i virkeligheden er en sommerfugl, der drømmer, at den er Zhuang Zi.“ — Kinas religioner 1 af Søren Egerod.

14. Hvor har den taoistiske indflydelse gjort sig gældende?

¹⁴ Denne filosofi kom til at præge stilarter inden for poesi og malerkunst som blev udviklet af kinesiske kunstnere i senere generationer. (Se side 171.) Men taoismen skulle ikke forblive en passiv filosofi ret meget længere.

Fra filosofi til religion

15. (a) Hvilken tanke voksede frem blandt taoisterne fordi de var så optaget af naturen? (b) Hvilke udtalelser i Tao Te Ching bidrog til denne tanke?

¹⁵ I deres bestræbelser for at blive ét med naturen blev taoisterne optaget af dens tidløshed og evne til at forny sig. De tænkte på om man ved at leve i harmoni med tao eller naturens vej, på en eller anden måde kunne få adgang til naturens hemmeligheder og blive immun over for fysisk skade, sygdom og endda døden. Selv om Lao-tse ikke lagde vægt på dette, lader det til at være antydet nogle steder i Tao Te Ching. I kapitel 16 står der for eksempel: „Om det menneske som lever i Tao ved vi at det skal forblive. Om end dets legeme går til grunde vil det ikke selv tage skade.“

16. Hvordan bidrog Chuang-tzus skrifter til de magiske opfattelser inden for taoismen?

¹⁶ Chuang-tzu bidrog også til sådanne spekulationer. I en dialog i Chuang Tzu spørger en mytisk skikkelse en anden: „Du er gammel, og alligevel er dit udseende som et barns. Hvordan kan det være?“ Den anden svarede: „Jeg har lært tao.“ Chuang-tzu skrev om en anden taoistfilosof: „Nu kunne Liehtse ride på vinden. Han sejlede lykkeligt i den kølige brise og fortsatte i femten dage før han vendte tilbage. Blandt de dødelige som opnår lykke, er et sådant menneske sjældent.“

17. Hvad begyndte taoisterne at eksperimentere med, og med hvilket resultat? (Jævnfør Romerbrevet 6:23; 8:6, 13.)

¹⁷ Sådanne historier gav taoisternes fantasi næring, og de begyndte at eksperimentere med meditation, diæter og åndedrætsøvelser der angiveligt kunne udsætte kroppens forfald og døden. Snart begyndte der at cirkulere legender om udødelige der kunne flyve på skyer og komme til syne og forsvinde igen som de ville, og som boede på hellige bjerge eller fjerne øer i utallige år og levede af dug eller magiske frugter. Kinesisk historie fortæller at Ch’in-kejseren Shih Huang-Ti i 219 f.v.t. sendte en flåde af skibe med 3000 drenge og piger ud for at finde sagnøen P’eng-lai, de udødeliges bolig, så de kunne bringe udødelighedens urt med tilbage. De kom naturligvis ikke tilbage med denne eliksir, men traditionen fortæller at de befolkede de øer der senere kom til at hedde Japan.

18. (a) Hvilken taoistisk tanke lå bag håbet om ’udødelighedspillerne’? (b) Hvilke andre magiske øvelser og handlinger blev udviklet inden for taoismen?

¹⁸ Under Han-dynastiet (206 f.v.t.–220 e.v.t.) blev der lagt ny vægt på magien i taoismen. Det hed sig at kejser Wu Ti, der ganske vist fremmede kungfutsianismen som statens officielle lære, følte sig stærkt tiltrukket af den taoistiske idé om fysisk udødelighed. Han var særlig optaget af at få lavet ’udødelighedspiller’ ved hjælp af alkymi. Ifølge taoistisk opfattelse opstår livet når de modsatte kræfter yin og yang (den kvindelige og den mandlige kraft) forenes. Ved at sammensmelte bly (mørkt, yin) og kviksølv (lyst, yang) forsøgte alkymisterne at efterligne naturens proces, og resultatet mente de ville blive en udødelighedspille. Taoisterne udviklede også yogalignende øvelser, åndedrætsteknikker, diætforskrifter og seksualhygiejniske øvelser som de mente ville styrke ens livsenergi og forlænge livet. Blandt deres udstyr var magiske talismaner som skulle kunne gøre én usynlig og usårlig over for våben eller gøre det muligt at gå på vandet eller flyve gennem rummet. De satte også magiske segl, som regel med yin-yang-symbolet, på bygninger og over døråbninger for at holde onde ånder og vilde dyr borte.

19. Hvordan blev taoismen organiseret?

¹⁹ Omkring det andet århundrede e.v.t. blev taoismen organiseret. En vis Chang Ling eller Chang Tao-ling grundlagde et hemmeligt taoistisk samfund i det vestlige Kina og beskæftigede sig med magisk helbredelse og alkymi. Da hvert medlem måtte betale en bestemt mængde ris som afgift, nemlig fem skæpper (en gammel måleenhed), blev hans bevægelse kendt som „fem-skæpper-ris-taoismen“ (wu-tou-mi tao). Chang hævdede at han havde fået en personlig åbenbaring fra Lao-tse, og han blev den første „himmelmester“. Det siges at det til sidst lykkedes ham at lave livseliksiren og at han steg levende op til himmelen, ridende på en tiger, fra bjerget Lung-hu (Dragetigerbjerget) i Kiangsi-provinsen. Med Chang Tao-ling begyndte en århundredlang række af taoistiske „himmelmestre“, som alle skal have været reinkarnationer af Chang.

Buddhismens udfordring mødes

20. Hvordan forsøgte taoismen at modvirke buddhismens indflydelse?

²⁰ I det syvende århundrede, under T’ang-dynastiet (618-907 e.v.t.), begyndte buddhismen at vinde frem i det religiøse liv i Kina. Som et modtræk begyndte taoismen at føre sig frem som en religion med kinesiske rødder. Lao-tse blev ophøjet til gud, og taoistiske skrifter blev kanoniseret. Der blev bygget templer og klostre, og der blev oprettet munke- og nonneordener, mere eller mindre efter buddhistisk mønster. Desuden optog taoismen i sin egen gudeverden mange af den kinesiske folketros guder, gudinder, feer og udødelige, såsom de otte udødelige (Pa Hsien), ildstedets gud (Tsao Shen), byguder (Ch’eng Huang) og dørvogtere (Men Shen). Resultatet var en sammenblanding af elementer fra buddhismen, traditionel overtro, spiritisme og forfædredyrkelse. — 1 Korinther 8:5.

21. Hvad blev taoismen efterhånden til, og hvordan?

²¹ Med tiden degenererede taoismen langsomt til et system af afgudsdyrkelse og overtro. Hver enkelt dyrkede blot sine yndlingsguder og -gudinder i de lokale templer og bad dem om beskyttelse mod det onde og om hjælp til at opnå held og lykke her på jorden. Præsterne kunne lejes til at forrette begravelser, udvælge gunstige steder at placere grave, huse og forretninger, kommunikere med de døde, yde beskyttelse mod onde ånder og spøgelser, forestå fejringen af højtider og udføre forskellige andre ritualer. Det der begyndte som en filosofisk skole med rod i mystikken, var altså blevet til en religion der var dybt forankret i troen på udødelige ånder, et brændende helvede og halvguder — forestillinger hentet fra det gamle Babylons forurenede pulje af falske trosopfattelser.

Kinas anden fremtrædende vismand

22. Hvilken skole blev dominerende i Kina, og hvilke spørgsmål må vi se på?

²² Vi har nu fulgt taoismens oprindelse, udvikling og forfald, men vi må ikke glemme at taoismen blot var én af de „hundrede skoler“ der skød op i Kina i De Stridende Rigers periode. En anden skole der efterhånden blev fremtrædende, ja dominerende, var kungfutsianismen. Men hvorfor blev kungfutsianismen så fremtrædende? Af alle kinesiske vismænd er Kungfutse uden tvivl den der er bedst kendt uden for Kina, men hvem var han egentlig? Og hvad lærte han?

23. Hvilke personlige oplysninger om Kungfutse findes i „Historiske Optegnelser“?

²³ For at få noget at vide om Kungfutse vender vi os igen til Ssu-ma Ch’iens værk Shih Chi (Historiske Optegnelser). I modsætning til de kortfattede oplysninger om Lao-tse finder vi en omfattende biografi om Kungfutse. Her er nogle personlige oplysninger, gengivet efter en oversættelse til engelsk af den kinesiske forsker Lin Yutang:

„Kungfutse blev født i byen Tsou i distriktet Ch’angping i landet Lu. . . . [Hans moder] bad ved højen Nich’iu, og svaret på bønnen var at hun undfangede Kungfutse i hertug Hsiang af Lus 22. år (551 f.Kr.). Der var en tydelig forhøjning på hans hoved ved fødselen, og han blev derfor kaldt ’Ch’iu’ (der betyder ’høj’). Hans litterære navn var Chungni, og hans efternavn K’ung.“a

24. Hvad skete der i Kungfutses barndom og ungdom?

²⁴ Kort efter hans fødsel døde faderen, men det lykkedes moderen at give ham en god uddannelse, selv om hun var fattig. Drengen udviklede en stærk interesse for historie, poesi og musik. Ifølge Samtalerne, en af De Fire Kungfutsianske Bøger, hengav han sig til lærde studier da han var 15. Da han var 17, fik han en mindre tjenestemandsstilling i sin hjemstat, Lu.

25. Hvordan berørtes Kungfutse af sin moders død? (Jævnfør Prædikeren 9:5, 6; Johannes 11:33, 35.)

²⁵ Hans økonomiske stilling forbedredes øjensynlig, så da han var 19 giftede han sig og fik året efter en søn. Men da han var i midten af tyverne døde hans moder. Det virkede åbenbart stærkt på ham. Han fulgte samvittighedsfuldt de gamle traditioner og trak sig tilbage fra det offentlige liv for at sørge ved hendes grav i 27 måneder, hvorved han gav kineserne et klassisk eksempel på sønlig pietet.

Læreren Kungfutse

26. Hvad begyndte Kungfutse at beskæftige sig med efter sin moders død?

²⁶ Derefter forlod han sin familie og begyndte som omvandrende lærer. Han underviste blandt andet i musik, poesi, litteratur, samfundslære, etik og naturvidenskab, i det omfang noget sådant fandtes dengang. Han må have skabt sig noget af et navn, for det blev sagt at han en overgang havde hele 3000 elever.

27. Hvad ved man om Kungfutse som lærer? (Jævnfør Mattæus 6:26, 28; 9:16, 17; Lukas 12:54-57; Johannes 4:35-38.)

²⁷ I Østen æres Kungfutse hovedsagelig som en mesterlig lærer. Indskriften på hans grav i Ch’ü-fou i Shantung-provinsen kalder ham ganske enkelt: „Den gamle, højhellige lærer.“ En vestlig skribent beskriver hans undervisningsmetode på denne måde: „Han gik omkring fra ’sted til sted fulgt af dem der tilegnede sig hans syn på livet’. Når de rejste et længere stykke, kørte han med oksekærre. Dyrets rolige tempo betød at eleverne kunne følge med til fods, og det er tydeligt at emnerne for hans forelæsninger ofte var hentet fra ting der skete langs vejen.“ Det er interessant at Jesus senere, og uafhængigt af dette, brugte en lignende fremgangsmåde.

28. Hvad førte til at Kungfutse blev en højt agtet lærer, ifølge den kinesiske forfatter Lin Yutang?

²⁸ Det der gjorde Kungfutse til en agtet lærer blandt orientalerne var uden tvivl at han selv var en god elev, især når det gjaldt historie og etik. „Folk følte sig ikke så meget tiltrukket af Kungfutse fordi han var den viseste mand i sin samtid, som fordi han var den der havde tilegnet sig mest lærdom, den eneste på sin tid som kunne lære dem om de gamle bøger og den gamle lærdom,“ skrev Lin Yutang. Lin anfører denne kærlighed til lærdom som måske den vigtigste grund til at kungfutsianismen sejrede over andre skoler eller åndsretninger. Han opsummerer det på denne måde: „De kungfutsianske lærere havde noget bestemt at fremføre, og de kungfutsianske elever havde noget bestemt at tilegne sig, nemlig historisk lærdom, mens de andre skoler blot kunne lufte deres egne meninger.“

„Det er Himmelen der kender mig!“

29. (a) Hvad var Kungfutses egentlige mål i livet? (b) Hvordan forsøgte han at nå dette mål, og med hvilket resultat?

²⁹ Trods sin succes som lærer betragtede Kungfutse ikke undervisningen som sin livsgerning. Han mente at hans tanker om etik og moral kunne redde datidens problemfyldte verden hvis blot herskerne ville følge dem ved at tage ham eller hans elever med i deres regeringer. Derfor forlod han og en lille gruppe af hans nærmeste disciple hjemstaten Lu og drog omkring fra stat til stat og forsøgte at finde en vís hersker der ville antage hans ideer om styre og samfundsorden. Hvordan gik det? Shih Chi siger: „Til sidst forlod han Lu, blev afvist i Ch’i, blev drevet ud af Sung og Wei, led nød mellem Ch’en og Ts’ai.“ Efter at have rejst omkring i fjorten år vendte han tilbage til Lu, skuffet, men ikke nedbrudt.

30. Hvilke litterære værker danner grundlaget for kungfutsianismen?

³⁰ Resten af sin levetid hengav han sig til arbejde og undervisning på det litterære område. (Se side 177.) Skønt han sikkert beklagede sin upåagtede tilværelse, sagde han: „Jeg knurrer ikke mod Himmelen. Jeg beklager mig ikke over for mennesker. Jeg driver mine studier på jorden, og jeg er i kontakt med Himmelen oventil. Det er Himmelen der kender mig!“ Han døde i år 479 f.v.t., 73 år gammel.

Kernen i de kungfutsianske tanker

31. Hvad lærte Kungfutse om hvordan der kan opnås orden i samfundet?

³¹ Skønt Kungfutse udmærkede sig ved sin lærdom og sin undervisning, var hans indflydelse på ingen måde begrænset til de akademiske kredse. Hans mål var ikke blot at undervise i regler for adfærd og moral, men også at genoprette fred og orden i samfundet, som på den tid var splittet på grund af de konstante krige mellem feudalherrerne. Derfor lærte Kungfutse at alle, fra kejseren til den jævne mand, måtte lære hvilken rolle der var tiltænkt dem i samfundet, og leve i overensstemmelse med den.

32, 33. (a) Hvad står det kungfutsianske begreb li for? (b) Hvad ville det ifølge Kungfutse føre til at praktisere li?

³² I kungfutsianismen er dette begreb kendt som li, der betyder sømmelighed, høflighed, tingenes orden, og i videre forstand ritual, ceremoni og ærbødighed. Som svar på spørgsmålet: „Hvad er dette store li?“ gav Kungfutse denne forklaring:

„Af alt hvad folk lever efter, er li det største. Uden li ved vi ikke hvordan vi skal tilbede universets ånder på rette måde, eller hvordan vi skal fastsætte den rette status for kongen og ministrene, herskeren og undersåtterne og de ældre og de yngre, eller hvordan vi skal bestemme de moralske forhold mellem kønnene, mellem forældre og børn og mellem brødre, eller hvordan vi skal skelne mellem de forskellige slags forhold i familien. Det er derfor et ædelt menneske nærer så stor agtelse for li.“

³³ Li er altså den regel for adfærd som et ædelt menneske (chün-tzu) følger i alle sociale forhold. Når alle bestræber sig for at gøre dette „bliver alt rigtigt i familien, i staten og i verden,“ sagde Kungfutse, og da følger man tao eller himmelens vej. Men hvordan skal li udtrykkes? Det fører os over i et andet af kungfutsianismens centrale begreber — jen (udtales ren), menneskelighed eller menneskekærlighed.

34. Hvad betegner det kungfutsianske begreb jen, og hvordan bidrager det til at bekæmpe samfundets onder?

³⁴ Mens li lægger vægt på restriktioner gennem ydre regler, har jen at gøre med menneskenaturen eller det indre menneske. Den kungfutsianske opfattelse, især som den udtrykkes af Kungfutses betydeligste discipel, Mencius (Meng-tzu), er at menneskenaturen i bund og grund er god. Løsningen på alle samfundets onder er derfor at forædle sig selv, og for at gøre dette må man begynde med uddannelse og kundskab. Åbningskapitlet i Den Store Lære, oversat til dansk af Jørgen Klubien, siger:

„Var grundige Kundskaber tilegnet, blev Tanken oprigtig. Var Tanken oprigtig, blev Sindet kontrolleret. Var Sindet kontrolleret, blev Karakteren forædlet. Var Karakteren forædlet, blev Familien velordnet. Var Familien velordnet, blev Staten godt administreret. Var Staten godt administreret, blev hele Riget fredfyldt. Fra Himlens Søn (d.v.s. Kejseren) ned til den jævne Mand bør enhver betragte Forædling af Karakteren som Roden til alt andet.“

35. (a) Hvordan kan principperne li og jen sammenfattes? (b) Hvordan afspejles alt det i det kinesiske livssyn?

³⁵ Ifølge Kungfutse vil overholdelsen af li altså sætte folk i stand til at optræde rigtigt i enhver situation, og opdyrkelsen af jen vil få dem til at behandle alle andre venligt. Resultatet vil teoretisk set være fred og harmoni i samfundet. Det kungfutsianske ideal, der bygger på principperne om li og jen, kan sammenfattes på denne måde:

Alt dette er med til at forklare hvorfor de fleste kinesere og andre østerlændinge lægger så stor vægt på familiebåndene, på flid og uddannelse, og på at kende deres plads og opføre sig derefter. Disse begreber er på godt og ondt blevet dybt forankret i kinesernes bevidsthed gennem århundreders indprentning.

Kungfutsianismen bliver en statskult

36. Hvordan opnåede kungfutsianismen status som en statskult?

³⁶ Da kungfutsianismen vandt frem, endte „de hundrede skolers“ periode. Han-dynastiets kejsere fandt i den kungfutsianske lære om loyalitet mod herskeren netop det de behøvede for at befæste tronens magt. Under kejser Wu Ti, som vi allerede har nævnt i forbindelse med taoismen, blev kungfutsianismen ophøjet til statskult. For at blive embedsmand måtte man være velbevandret i de kungfutsianske klassikere, og enhver som ville ind i statens tjeneste måtte bestå eksamener der var baseret på de kungfutsianske klassikere. Kungfutsianske riter og ritualer blev kongehusets religion.

37. (a) Hvordan blev kungfutsianismen til en religion? (b) Hvorfor er kungfutsianismen i virkeligheden mere end blot en filosofi?

³⁷ Disse forandringer bidrog stærkt til at højne Kungfutses anseelse i det kinesiske samfund. Han-kejserne indførte den tradition at frembære ofre ved Kungfutses grav. Man gav ham også ærestitler. Og i 630 e.v.t. befalede T’ang-kejseren T’ai Tsung at der skulle bygges et statsligt tempel for Kungfutse i hver provins og hvert distrikt i hele riget, og at der regelmæssigt skulle frembæres ofre. Kungfutse blev i praksis ophøjet til Gud, og kungfutsianismen blev en religion som ikke adskilte sig meget fra taoismen eller buddhismen. — Se side 175.

Arven fra Østens visdom

38. (a) Hvordan er det gået med taoismen og kungfutsianismen siden 1911? (b) Men hvordan forholder det sig stadig med disse religioners grundideer?

³⁸ Efter kejserdømmets fald i Kina i 1911 er kungfutsianismen og taoismen blevet udsat for stærk kritik og tilmed forfølgelse. Taoismen blev bragt i miskredit på grund af dens magiske og overtroiske skikke. Og kungfutsianismen er blevet stemplet som feudalistisk og anklaget for at fremme en slavementalitet der holder folk, og især kvinder, nede. Men trods denne officielle fordømmelse er grundtankerne i disse religioner så dybt forankrede i kinesernes bevidsthed at de fortsat har et stærkt greb om store dele af befolkningen.

39. Hvad siger en avis om overtroiske religiøse skikke i Kina?

³⁹ For eksempel fortalte den canadiske avis Globe and Mail i 1987, under overskriften „Religiøse riter sjældne i Beijing, men udbredte i kystområderne“, at begravelsesritualer, tempelceremonier og mange overtroiske skikke stadig er almindelige i kinesiske landdistrikter efter henved 40 år med ateistisk styre. „De fleste landsbyer har en fengshui, som regel en ældre mand der kan tyde vinden (feng) og vandet (shui) for at afgøre hvor det vil være bedst at placere forskellige ting — alt fra familiegraven til det nye hus eller stuemøblerne,“ hedder det i artiklen.

40. Hvilke religiøse skikke udøves på Taiwan?

⁴⁰ Taoismen og kungfutsianismen findes også andre steder hvor traditionel kinesisk kultur har overlevet. På Taiwan tjener en mand der hævder at nedstamme fra Chang Tao-ling, som „himmelmester“ med myndighed til at ordinere taoistpræster (Tao Shih). Den populære gudinde Matsu, der kaldes „Den Hellige Moder i Himmelen“, dyrkes som skytshelgen for øen og for sømænd og fiskere. Folk i almindelighed ofrer hovedsagelig til flodernes, bjergenes og stjernernes ånder, erhvervenes skytsguder og guderne for sundhed, lykke og rigdom.b

41. Hvordan bliver kungfutsianismen udøvet som religion i dag?

⁴¹ Hvordan så med kungfutsianismen? Dens rolle som religion er blevet beskåret, og den er nærmest blevet et nationalt monument. I Ch’ü-fou, Kungfutses fødeby, vedligeholder staten Kungfutses tempel og familieejendom som turistattraktioner. Ifølge tidsskriftet China Reconstructs opfører man her forestillinger hvor „den rituelle tilbedelse af Kungfutse genoplives“. Og i Singapore, på Taiwan, i Hongkong og andre steder i Østasien fejrer folk stadig Kungfutses fødselsdag.

42. Hvordan kommer taoismen og kungfutsianismen til kort i menneskets søgen efter den sande Gud?

⁴² I kungfutsianismen og taoismen ser vi hvordan et system der bygger på menneskers visdom og ræsonnementer, uanset hvor logisk og velmenende det måtte være, ender med at komme til kort i menneskets søgen efter den sande Gud. Hvorfor? Fordi det ser bort fra et centralt element, nemlig en personlig Guds vilje og krav. Kungfutsianismen ser hen til menneskenaturen som drivkraften til at gøre det gode, og taoismen ser hen til naturen. Men det er ikke dét man bør sætte sin lid til, for det er kun at tilbede det skabte i stedet for Skaberen. — Salme 62:9; 146:3, 4; Jeremias 17:5.

43. Hvordan har kinesernes religiøse traditioner været en hindring for dem i deres søgen efter den sande Gud?

⁴³ Traditioner som forfædredyrkelse, tilbedelse af gudebilleder og ærefrygt for en kosmisk himmel og naturens ånder, samt alle de riter og ritualer der er forbundet med dette, er imidlertid blevet så dybt forankrede i kinesisk tankegang at de bliver godtaget som den ubestridte sandhed. Det er ofte meget vanskeligt at tale med en kineser om en personlig Gud eller Skaber, fordi denne forestilling er så fremmed for ham. — Romerne 1:20-25.

44. (a) Hvordan reagerer tænkende mennesker på naturens undere? (b) Hvad opfordres vi til at gøre?

⁴⁴ Det kan ikke nægtes at naturen er fyldt med visdom og undere og at vi mennesker har fået fantastiske gaver i form af fornuften og samvittigheden. Men som det blev påpeget i kapitlet om buddhismen, har de undere vi ser i naturen fået tænkende mennesker til at drage den slutning at der må findes en Konstruktør eller Skaber. (Se siderne 151, 152.) Ville det da ikke være logisk at forsøge at finde frem til denne Skaber? Det er netop hvad Skaberen opfordrer os til at gøre: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn.“ (Esajas 40:26) Når vi gør det, vil vi ikke alene få at vide hvem Skaberen er, nemlig Jehova Gud, men også hvad han har i beredskab for vor fremtid.

45. Hvilken østerlandsk religion vil vi nu undersøge?

⁴⁵ Foruden buddhismen, kungfutsianismen og taoismen, der har spillet en vigtig rolle i det religiøse liv i Østen, er der en østerlandsk religion som er særegen for det japanske folk — shinto. Hvad er dens særpræg? Hvordan er den opstået? Har den ført folk til den sande Gud? Det vil vi se på i det næste kapitel.

[Fodnoter]

[Ramme på side 162]

Udtalen af kinesiske ord

For at være i overensstemmelse med de fleste opslagsværker og lærebøger har vi i denne bog anvendt Wade-Giles-systemet for translitteration af kinesiske ord. Nogle af bogstaverne udtales anderledes end på dansk:

ch udtales dj, som i Tao Te Ching (djing)

ch’ tj, som i Ch’in-dynastiet (tjin-)

hs sj, som i Ta Hsüeh (sjue), Den Store Lære

j r, som i jen (ren), menneskekærlighed

k g, som i den buddhistiske gudinde Kuan-yin (goan-jin)

k’ k, som i K’ung-fu-tzu (kung-fu-tzu), Kungfutse

t d, som i tao (dao), Vejen

t’ t, som i T’ang-dynastiet (tang-)

[Ramme på side 175]

Kungfutsianismen — filosofi eller religion?

Da Kungfutse sagde så lidt om Gud, betragter mange kungfutsianismen som en filosofi og ikke som en religion. Men det han sagde og gjorde, viste at han var religiøs. Det kom til udtryk på to måder. For det første nærede han ærefrygt for en højeste kosmisk, åndelig magt, det kineserne kalder T’ien eller Himmelen, som han anså for at være kilden til al dyd og moralsk godhed, og som han mente alt var ledet af. For det andet lagde han stor vægt på samvittighedsfuld udførelse af de ritualer og ceremonier der var forbundet med tilbedelsen af himmelen og forfædrenes ånder.

Selv om Kungfutse aldrig fremholdt disse synspunkter som en religion, er de for mange generationer af kinesere blevet netop dette.

[Ramme/illustrationer på side 177]

Kungfutsianismens fire bøger og fem klassikere

De Fire Bøger

1. Den Store Lære (Ta Hsüeh), grundlaget for et ædelt menneskes uddannelse; det første skrift der blev studeret af skoledrenge i det gamle Kina

2. Den Indre Ligevægt (Chung Yung), en afhandling om udvikling af menneskenaturen gennem mådehold

3. Samtalerne (Lun Yü), en samling af Kungfutses udtalelser; regnes for den kungfutsianske tænknings hovedkilde

4. Mencius’ bog (Meng-tzu), skrifter og udtalelser af Kungfutses største discipel, Mencius eller Meng-tzu

De Fem Klassikere

1. Poesiens Bog (Shih Ching), 305 digte som afspejler dagliglivet i begyndelsen af Chou-tiden (1000-600 f.v.t)

2. Historiens Bog (Shu Ching), indeholder fire bøger med kinesisk historie fra Yu-tiden til Zhoudynastiet

3. Forvandlingernes Bog (I Ching), en spådomsbog baseret på fortolkninger af de 64 mulige kombinationer af seks hele eller brudte linjer

4. Ritualernes Bog (Li Chi), en samling regler for ceremonier og ritualer

5. Forårs- og efterårsannalerne (Ch’un Ch’iu), historiske optegnelser for Kungfutses hjemstat, Lu, som dækker perioden 722-481 f.v.t.

[Illustrationer]

[Illustration på side 163]

Tao, ’den vej man bør gå’

[Illustration på side 165]

Lao-tse, taoismens filosof, ridende på en bøffel

[Illustration på side 166]

Taoisttempel for Matsu, „Den Hellige Moder i Himmelen“, på Taiwan

[Illustration på side 171]

Bjerge indhyllet i tåge, stille vand, svajende træer og lærde eneboere — populære motiver i kinesisk landskabs-maleri — afspejler det taoistiske ideal at leve i harmoni med naturen

[Illustrationer på side 173]

Til venstre: Taoistisk skulptur af guden for et langt liv omgivet af de otte udødelige. Til højre: Taoistpræst ved forrettelsen af en begravelse

[Illustration på side 179]

Kungfutse, Kinas betydeligste vismand, holdes i ære for sin moralske og etiske lære

[Illustration på side 181]

Kungfutsianske ritualer lever videre under disse festligheder ved Sung Kyun Kwan, et kungfutsiansk undervisningscenter fra det 14. århundrede i Seoul i Korea

[Illustrationer på side 182]

Hvad enten kineseren er buddhist, taoist eller kungfutsianer, vil han som regel (vist fra venstre) ære sine forfædre derhjemme, tilbede rigdommens gud og ofre i templerne på højtidsdage

Kapitel 8

Shinto — Japans søgen efter Gud

„Eftersom min fader var shintopræst, måtte vi hver morgen før morgenmaden sætte et glas vand og en skål dampkogt ris på husets kamidana [det shintoistiske husalter] som et offer. Efter denne tilbedelseshandling tog vi skålen ned og spiste af risen. Jeg var sikker på at guderne ville beskytte os fordi vi gjorde dette.

Da vi købte et nyt hus, forvissede vi os omhyggeligt om at det lå gunstigt i forhold til det gamle, ved at rådføre os med en shaman, et åndemedium. Han advarede os mod tre dæmonporte og sagde at vi måtte udføre den renselsesceremoni som min fader foreskrev. Vi rensede derfor disse steder med salt én gang om måneden.“ — Mayumi T.

1. (Med indledningen.) Hvor bliver shintoreligionen først og fremmest udøvet, og hvilke ceremonier udfører nogle af dens tilhængere?

SHINTO er en overvejende japansk religion. Det japanske religionsleksikon Nihon Shukyo Jiten siger: „Shintoismens tilblivelse er næsten identisk med den japanske etniske kultur, og det er en religiøs kultur der aldrig har været udøvet uden for dette etniske samfund.“ Men japansk kultur og japansk næringsliv øver nu så stor indflydelse at det bør interessere os at vide hvilke religiøse faktorer det er der har formet Japans historie og den japanske personlighed.

2. I hvilken grad er japanernes liv præget af shinto?

² Shinto hævder at have over 91.000.000 tilhængere i Japan, hvilket svarer til omkring tre fjerdedele af befolkningen. Men en meningsmåling viser at kun 2.000.000, tre procent af den voksne befolkning, virkelig bekender sig til shintoismen. Shintoforskeren Sugata Masaaki siger imidlertid: „Shinto går i den grad i ét med japansk dagligliv at folk knap nok er opmærksomme på dens eksistens. For japanerne er shinto ikke så meget en religion som en slags fast inventar de ikke tænker nærmere over, ligesom luften de indånder.“ Selv de der hævder at være ureligiøse, køber shintoamuletter der skal beskytte dem i trafikken, fejrer bryllup i overensstemmelse med shintotraditionen og bruger en mængde penge på de årlige shintofester.

Shintoismens oprindelse

3, 4. Hvordan gik det til at den japanske religion blev kendt som shinto?

³ Betegnelsen „shinto“ blev taget i brug i det sjette århundrede e.v.t. for at adskille den lokale religion fra buddhismen, der var ved at trænge frem i Japan. „’Japanernes religion’ . . . fandtes naturligvis før buddhismen blev indført,“ forklarer religionsforskeren Sachiya Hiro, „men det var en religion i folks underbevidsthed, bestående af skikke og traditioner. Da buddhismen blev indført, blev folk sig imidlertid bevidst at disse traditioner udgjorde en japansk religion, forskellig fra buddhismen, som var en fremmed religion.“ Hvordan var denne japanske religion så opstået?

⁴ Det er vanskeligt at pege på noget bestemt årstal da den oprindelige shinto, „japanernes religion“, blev til. Da japanerne begyndte at dyrke ris på sumpmarkerne blev der behov for „velorganiserede og stabile fællesskaber,“ forklarer et japansk opslagsværk, „og man udviklede jordbrugsriter — som senere kom til at spille en vigtig rolle i shinto.“ (Kodansha Encyclopedia of Japan) Folk troede dengang på mange naturguder, som de viste ærbødighed.

5. (a) Hvad lærer shinto om de døde? (b) Hvordan er denne opfattelse i sammenligning med Bibelens?

⁵ Desuden frygtede man de dødes sjæle og opfandt visse riter for at formilde dem. Dette udviklede sig efterhånden til dyrkelse af forfædrenes ånder. Ifølge shintoistisk opfattelse har en afdøds sjæl stadig sin personlighed og er umiddelbart efter døden besmittet af døden. Når de efterladte udfører riter til minde om den afdøde, bliver sjælen renset for alt ondt og antager en fredsommelig og velvillig karakter. Med tiden når den afdødes ånd frem til at blive en forfædregud eller skytsgud. Troen på sjælens udødelighed er altså grundlæggende også for denne religion, og bestemmer de troendes holdninger og handlinger. — Salme 146:4; Prædikeren 9:5, 6, 10.

6, 7. (a) Hvordan betragtede shintoisterne deres guder? (b) Hvad er en shintai, og hvorfor spiller shintai så stor en rolle i shinto? (Jævnfør Anden Mosebog 20:4, 5; Tredje Mosebog 26:1; Første Korintherbrev 8:5, 6.)

⁶ Japanerne mente at naturguderne og forfædreguderne var ånder der svævede i luften og fyldte den. Under festerne påkaldte man guderne for at få dem til at stige ned til de bestemte steder der var helliggjort i den anledning. Man sagde at guderne tog midlertidig bolig i shintai, genstande som træer, sten, spejle og sværd, der blev tilbedt. Shamaner eller åndemedier forestod de ritualer man udførte for at nedkalde guderne.

⁷ Lidt efter lidt fik de steder hvor guderne „steg ned“, og som blev midlertidigt renset før festerne, en mere permanent form. Folk byggede helligdomme for velvillige guder, de guder der lod til at velsigne dem. I begyndelsen lavede de ikke billeder eller statuer af guderne, men dyrkede shintai, hvor gudernes ånder mentes at bo. Endog et helt bjerg, som Fuji, kunne være en shintai. Med tiden fik japanerne så mange guder at de fandt på udtrykket yaoyorozu-no-kami, der bogstaveligt betyder „otte millioner guder“ („kami“ betyder „guder“ eller „guddomme“). Udtrykket bruges nu til at betegne „utallige guder“, da shintoreligionen konstant får tilføjet nye guddomme.

8. (a) Hvordan blev Amaterasu Omikami dannet og tvunget til at udsende lys, ifølge shintomyterne? (b) Hvordan blev Amaterasu Omikami den nationale guddom, og hvilken forbindelse var der efter sigende mellem hende og kejserne?

⁸ Da shintoritualerne udførtes ved helligdomme, byggede hver klan en helligdom for sin egen skytsgud. Men da kejserfamilien forenede nationen i det syvende århundrede e.v.t., blev denne families solgudinde, Amaterasu Omikami, ophøjet til national guddom og den centrale skikkelse blandt shintoguderne. (Se side 191.) Med tiden opstod den myte at kejseren var en direkte efterkommer af solgudinden. For at befæste denne tro blev to vigtige shintoskrifter, Kojiki og Nihon shoki, udarbejdet i det ottende århundrede. Med deres indhold af myter som ophøjede kejserfamilien til gudernes efterkommere, bidrog disse bøger til at stadfæste kejsernes overhøjhed.

En religion med vægt på fester og ritualer

9. (a) Hvorfor kaldes shinto en religion med en række „ikke’r“? (b) Hvor streng er shinto når det gælder læren? (Jævnfør Johannes 4:22-24.)

⁹ Disse to bøger med shintomyter blev imidlertid ikke betragtet som inspirerede skrifter. Det er interessant at shinto hverken har nogen kendt grundlægger eller nogen bibel. „Shinto er en religion med en række ’ikke’r’,“ forklarer shintoeksperten Shouichi Saeki. „Den har ikke nogen faste læresætninger og ikke nogen detaljeret teologi. Den har så godt som ikke nogen forskrifter der skal følges. . . . Selv om jeg er opvokset i en familie der traditionelt har tilhørt shinto, kan jeg ikke huske at jeg nogen sinde har fået nogen nævneværdig religiøs undervisning.“ (Kursiveret af os.) For shintoisterne har hverken læresætninger eller forskrifter nogen betydning, ja, undertiden spiller det ikke engang nogen rolle for dem hvad de tilbeder. En shintoforsker siger: „Det hændte ofte at en helligdoms gud blev byttet ud med en anden, og undertiden var de der tilbad disse guder og fremsagde bønner til dem, ikke klar over forandringen.“

10. Hvad er af størst betydning for shintoisterne?

¹⁰ Hvad er da vigtigt for shintoisterne? En bog om japansk kultur siger: „Shinto regnede oprindelig gerninger som bidrog til at et lille samfund kunne leve harmonisk og have det daglige udkomme, for ’gode’, og dem der hindrede dette, for ’onde’.“ At leve i harmoni med guderne, naturen og samfundet var det der blev regnet for at have størst betydning. Alt hvad der forstyrrede freden og harmonien i samfundet var ondt, uanset hvilken moralsk værdi det måtte have.

11. Hvilken rolle spiller festerne i tilbedelsen og i det daglige liv?

¹¹ Da shinto ikke har nogen formel lære, søger den at fremme harmonien i samfundet gennem ritualer og fester. „Det vigtigste i shintoismen er om vi fejrer festerne eller ikke,“ siger det japanske opslagsværk Nihon Shukyo Jiten. (Se side 193.) Når folk i risdyrkende samfund kom sammen til fester til ære for deres forfædreguder, bidrog det til at skabe et godt sammenhold blandt dem. De største fester har den dag i dag tilknytning til risdyrkningen. Om foråret påkalder landsbyboerne „risguden“ for at han skal stige ned til landsbyen, og de beder om en god afgrøde. Om efteråret takker de guderne for høsten. Under festerne bærer de guderne rundt på en mikoshi, en transportabel helligdom, og har et fællesskabsmåltid med guderne bestående af sake (risvin) og mad.

12. Hvilken slags renselsesritualer har shinto, og hvad er hensigten med dem?

¹² For at kunne være i forening med guderne tror shintoisterne imidlertid at de må renses for al moralsk urenhed og synd, og det er her ritualerne kommer ind i billedet. Der er to måder at rense et menneske eller en genstand på. Den ene kaldes oharai og den anden misogi. Ved oharai svinger en shintopræst en gren af det stedsegrønne sakakitræ, med papir eller hør bundet fast til spidsen, foran den person eller den genstand der skal renses. Ved misogi bruges der vand. Disse renselsesritualer er så vigtige i shintoreligionen at en japansk autoritet erklærer: „Man kan roligt sige at uden disse ritualer vil shinto ikke kunne bestå [som religion].“

Shintos tilpasningsevne

13, 14. Hvordan har shinto tilpasset sig andre religioner?

¹³ Shinto har beholdt sine fester og ritualer til trods for de forandringer religionen har gennemgået i årenes løb. Hvilke forandringer? En shintoforsker sammenligner de forandringer shinto har gennemgået, med de forandringer der sker med en påklædningsdukke. Da buddhismen blev introduceret, iførte shintoreligionen sig den buddhistiske læredragt. Da folket trængte til moralnormer, iklædte den sig kungfutsianismen. Den viste en usædvanlig stor tilpasningsevne.

¹⁴ Shintoismen begyndte meget tidligt i sin historie at blive præget af synkretisme, optagelse af elementer fra andre religioner. Den lod sig påvirke af både kungfutsianismen og taoismen, der i Japan er kendt som „yin og yangs vej“, men den blev i særlig grad blandet op med buddhismen.

15, 16. (a) Hvordan reagerede shintoisterne på buddhismen? (b) Hvordan kom sammensmeltningen af shinto og buddhismen i stand?

¹⁵ Det var netop da buddhismen kom til Japan via Kina og Korea, at japanerne gav deres traditionelle religiøse skikke navnet shinto, som betyder „gudernes vej“. De var imidlertid uenige om hvorvidt de skulle godtage buddhismen eller ikke. De der var for buddhismen, sagde: ’Alle vore nabolande tilbeder på den måde. Hvorfor skal Japan være anderledes?’ De der var imod buddhismen, sagde: ’Hvis vi tilbeder nabolandenes guder, vækker vi vore egne guders vrede.’ Efter flere årtiers strid gik buddhismetilhængerne af med sejren. Da prins Shōtoku i slutningen af det sjette århundrede gik over til buddhismen, havde den nye religion slået rod.

¹⁶ Da buddhismen efterhånden bredte sig til landdistrikterne, stødte den på de lokale shintoguddomme, der havde en fast forankret plads i folks dagligliv. De to religioner måtte indgå et kompromis for at kunne eksistere side om side. Buddhistmunkene i bjergene bidrog til at sammensmelte de to religioner. Eftersom bjergene blev regnet for at være shintoguddommenes boliger, gav munkenes asketiske øvelser i bjergene stødet til den tanke at buddhismen og shintoismen kunne blandes, og det førte til at der blev bygget jinguji, „helligdomstempler“.a Lidt efter lidt blev de to religioner smeltet sammen, og buddhismen tog initiativet med hensyn til at udforme religiøse teorier.

17. (a) Hvad betyder kamikaze? (b) Hvordan blev kamikaze forbundet med troen på at Japan var en guddommelig nation?

¹⁷ I mellemtiden var troen på at Japan var en guddommelig nation, ved at slå rod. Da mongolerne angreb Japan i det 13. århundrede opstod troen på kamikaze, der bogstaveligt betyder „guddommelig vind“. To gange angreb mongolerne øen Kyushu med talmæssigt overlegne flådestyrker, og begge gange måtte de trække sig tilbage på grund af uvejr. Japanerne mente at uvejret eller vindene (kaze) blev sendt af deres shintoguder (kami), og dette bidrog naturligvis til at øge gudernes anseelse.

18. Hvordan klarede shinto sig i konkurrencen med andre religioner?

¹⁸ Som tilliden til shintoguddommene blev større, blev de betragtet som de oprindelige guder, mens buddhaerne („de oplyste“) og bodhisattvaerne (vordende buddhaer som hjælper andre til at opnå oplysning; se side 136-138, 145, 146) blot blev betragtet som midlertidige, lokale manifestationer af guddommen. Som følge af denne konflikt mellem shintoismen og buddhismen opstod der forskellige shintoskoler. Nogle lagde stor vægt på buddhismen, andre ophøjede det shintoistiske panteon, mens andre igen smykkede deres lære med en senere form for kungfutsianisme.

Kejserdyrkelse og stats-shinto

19. (a) Hvad var restaurations-shintoisternes mål? (b) Hvilken tankegang førte Norinaga Motooris lære til? (c) Hvad opfordrer Gud os til at gøre?

¹⁹ Efter mange år med kompromiser skønnede shintoteologerne at deres religion var blevet besmittet af kinesisk tankegang. De holdt derfor på at man skulle vende tilbage til den gamle japanske vej. En ny shintoskole, kendt som restaurations-shinto, opstod, med den lærde Norinaga Motoori fra 1700-tallet som en af sine betydeligste teologer. Motoori studerede de klassiske skrifter, især de shintoskrifter der kaldes Kojiki, for at finde tilbage til den japanske kulturs oprindelse. Han forkyndte at solgudinden Amaterasu Omikami var den højeste guddom, men udtalte sig temmelig vagt om gudernes forbindelse med naturfænomenerne. Desuden mente han at det guddommelige forsyn er uforudsigeligt og at det er respektløst af mennesker at forsøge at forstå det. Stil ingen spørgsmål og vær lydig mod det guddommelige forsyn, var hans lære. — Esajas 1:18.

20, 21. (a) Hvordan forsøgte en shintoteolog at fjerne „kinesisk“ indflydelse fra shinto? (b) Hvilken bevægelse blev dannet som følge af Hiratas filosofi?

²⁰ En af Norinagas efterfølgere, Atsutane Hirata, byggede videre på hans ideer og forsøgte at rense shinto ved at fjerne al „kinesisk“ indflydelse. Hvad gjorde han? Han smeltede shinto sammen med frafalden „kristen“ teologi! Han sammenlignede Amenominakanushi-no-kami, en gud der omtales i Kojiki, med „kristendommens“ Gud og sagde at denne gud, der fører forsædet i universet, har to guder under sig, „den højt-producerende (Takami-musubi) og den guddommeligt-producerende (Kami-musubi), som ser ud til at repræsentere det mandlige og det kvindelige princip“. (Religions in Japan) Ja, han overtog læren om en treenig gud fra katolicismen. Skønt denne lære aldrig blev væsentlig i shinto, medførte hans sammenblanding af shinto og såkaldt kristendom dog at kristenhedens form for monoteisme efterhånden vandt indpas i shintoisternes tankegang. — Esajas 40:25, 26.

²¹ Hiratas teologi blev grundlaget for ’Ær kejseren’-bevægelsen, som førte til at de feudale militærdiktatorer, shogunerne, blev styrtet og kejserdømmet fik sin renæssance i 1868. Da kejseren overtog regeringen blev Hiratas disciple udnævnt til at forestå shintotilbedelsen, og de arbejdede hen imod at gøre shinto til statsreligion. Ifølge den nye forfatning var kejseren, der blev betragtet som en direkte efterkommer af solgudinden Amaterasu Omikami, „hellig og ukrænkelig“. Han blev dermed stats-shintos højeste gud. — Salme 146:3-5.

Shintos „hellige skrift“

22, 23. (a) Hvilke to forordninger blev udstedt af kejseren? (b) Hvorfor blev disse forordninger betragtet som hellige?

²² Shinto havde sine gamle optegnelser, ritualer og bønner i skrifterne Kojiki, Nihongi og Yengishiki, men stats-shinto behøvede en hellig bog. I 1882 udstedte kejser Meiji det kejserlige reskript til soldater og sømænd. Eftersom det kom direkte fra kejseren, betragtede japanerne det som et helligt skrift, og det kom til at danne grundlaget for den daglige meditation blandt mænd i de væbnede styrker. Det understregede at et menneskes pligt til at indfri sin gæld og sine forpligtelser over for gudekejseren kom før de pligter det måtte have over for andre.

²³ Shintos hellige skrift fik et tillæg da det kejserlige reskript angående uddannelse blev udstedt den 30. oktober 1890. Det „ikke blot fastsatte grundlaget for skoleundervisningen, men blev i realiteten stats-shintos hellige skrift,“ forklarer stats-shintoforskeren Shigeyoshi Murakami. Reskriptet fastslog at det „historiske“ forhold mellem kejsernes mytiske forfædre og deres nuværende undersåtter var grundlaget for undervisningen. Hvordan betragtede japanerne disse forordninger?

24. (a) Nævn et eksempel på hvordan folket betragtede de kejserlige reskripter. (b) Hvordan førte stats-shintoismen til kejserdyrkelse?

²⁴ „Da jeg var pige, plejede viceinspektøren [på skolen] at holde en trææske i øjenhøjde og ærbødigt bære den op til podiet,“ erindrer Asano Koshino. „Inspektøren tog imod æsken og tog skriftrullen med det kejserlige reskript angående uddannelse op. Mens reskriptet blev læst højt, skulle vi stå med bøjet hoved lige til vi hørte de afsluttende ord: ’Hans Majestæts navn og segl.’ Vi hørte det så mange gange at vi lærte ordene udenad.“ Ved hjælp af et undervisningssystem der var baseret på mytologi, blev hele folket indoktrineret til at vie sig til kejseren, og dette varede helt frem til 1945. Stats-shinto blev betragtet som den øverste religion, og de tretten andre shintoretninger som havde afvigende læresætninger, blev noget nedsættende omtalt som sekt-shinto.

Den japanske religions mission — at erobre verden

25. Hvordan betragtede japanerne kejseren?

²⁵ Stats-shinto havde også sin afgud. „Hver morgen klappede jeg i hænderne mod solen, symbolet for gudinden Amaterasu Omikami, og så vendte jeg mig mod øst mod kejserens palads og tilbad kejseren,“ mindes Masato, en ældre japaner. Kejseren blev dyrket som en gud af sine undersåtter. Som solgudindens efterkommer blev han betragtet som den øverste både politisk og religiøst. En japansk professor erklærede: „Kejseren er Gud åbenbaret i mennesker. Han er den åbenbarede Guddom.“

26. Hvilken lære opstod som følge af kejserdyrkelsen?

²⁶ Dette førte til den lære at „Mikadoens [kejserens] land er denne sansebare verdens centrum. Fra dette centrum må vi bringe denne store Ånd ud til hele verden. . . . Den mest presserende opgave nu er at udbrede Storjapan til hele verden og at ophøje hele verden til gudernes land, og, igen, dette er vort evige og uforanderlige mål“. (The Political Philosophy of Modern Shinto af D. C. Holtom) Der var ingen adskillelse mellem religion og politik der!

27. Hvordan udnyttede militaristerne kejserdyrkelsen?

²⁷ John B. Noss bemærker i sin bog Man’s Religions: „Det japanske militærvæsen tøvede ikke med at udnytte denne holdning. Dets krigspropaganda gik blandt andet ud på at erobring var Japans hellige opgave. I sådanne ord ser man tydeligt de logiske konsekvenser af en nationalisme som er tilført alle religionens værdier.“ Den shintoistiske myte om kejserens guddommelighed og sammenblandingen af religion og nationalisme skulle blive en tragedie, både for japanerne og for andre folk.

28. Hvilken rolle spillede shinto for japanernes krigsindsats?

²⁸ Japanerne i almindelighed havde ingen anden mulighed end at tilbede kejseren under stats-shinto og dens kejserlige system. Norinaga Motooris lære: ’Stil ingen spørgsmål, men vær lydig mod det guddommelige forsyn,’ gennemsyrede og beherskede japansk tankegang. I 1941 blev hele nationen mobiliseret i den anden verdenskrig under stats-shintos banner og i troskab mod „det levende gudemenneske“. ’Japan er en guddommelig nation,’ tænkte folk, ’og kamikaze, den guddommelige vind, vil blæse når der opstår en krise.’ Soldaterne og deres familier bad til deres skytsguder om sejr i krigen.

29. Hvad førte til at mange mistede troen efter den anden verdenskrig?

²⁹ Da den „guddommelige“ nation måtte erkende nederlaget i 1945 efter at to atombomber havde udslettet Hiroshima og store dele af Nagasaki, stod shinto over for en alvorlig krise. Fra den ene dag til den anden var den angiveligt uovervindelige, guddommelige kejser Hirohito blevet en besejret, menneskelig hersker. Den japanske tro var knust. Kamikaze havde svigtet nationen. Opslagsværket Nihon Shukyo Jiten siger: „En af grundene var folkets skuffelse over at være blevet forrådt. . . . Endnu værre var det at shintoverdenen ikke gav nogen religiøst set indgående og tilfredsstillende forklaring på den tvivl der opstod som følge af [nederlaget]. Den religiøst umodne reaktion: ’Der findes ingen Gud eller Buddha,’ blev følgen.“

Vejen til sand harmoni

30. (a) Hvad kan vi lære af det shintoisterne erfarede under den anden verdenskrig? (b) Hvorfor er det vigtigt at vi bruger fornuften når vi afgør hvem vi vil tilbede?

³⁰ Stats-shintos historie understreger hvor vigtigt det er at hver enkelt undersøger de traditioner og trosopfattelser han holder sig til. Shintoisterne søgte måske nok en vej til harmoni med deres landsmænd ved at støtte militarismen. Men det bidrog ikke til fred og harmoni i verden, og det skabte heller ikke fred og harmoni i Japan og i japanske hjem, eftersom familieforsørgere og unge mænd blev dræbt i krigen. Før vi vier vort liv til nogen, må vi nøje undersøge hvem og hvilken sag vi ofrer os for. Nogle romere som før havde dyrket den romerske kejser, fik denne formaning af en kristen lærer: „Jeg [beder] jer indtrængende . . . om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste.“ Nøjagtig som de kristne i Rom måtte bruge deres fornuft når de valgte hvem de ville vie deres liv til, er det vigtigt at vi bruger vor fornuft når vi afgør hvem vi vil tilbede. — Romerne 12:1, 2.

31. (a) Hvad har været tilstrækkeligt for de fleste shintoister? (b) Hvilket spørgsmål må besvares?

³¹ For shintoisterne i almindelighed havde det ingen afgørende religiøs betydning at få identificeret en bestemt gud. En lærer i japansk religionshistorie, Hidenori Tsuji, siger: „For menigmand spillede det ingen rolle om det var guder eller buddhaer. Det var uvæsentligt, så længe disse blot hørte bønnerne om en god høst, om helbredelse for sygdom og om familiens sikkerhed.“ Men førte dette folk til den sande Gud og hans velsignelser? Historiens svar er tydeligt.

32. Hvad skal vi se på i det næste kapitel?

³² I deres søgen efter en gud baserede shintoisterne deres trosopfattelser på mytologien og gjorde et menneske, kejseren, til en gud, til den såkaldte efterkommer af solgudinden Amaterasu Omikami. Men tusinder af år før shinto tog sin begyndelse, havde den sande Gud åbenbaret sig for en troende mand, en semit, i Mesopotamien. Det næste kapitel vil gøre rede for denne store begivenhed og det den førte til.

[Fodnote]

[Ramme på side 191]

Solgudinden i shintomyterne

Shintomyterne fortæller at guden Izanagi engang for længe siden „vaskede sit venstre øje og derved fødte den store gudinde Amaterasu, solgudinden“. Senere kom Susanoo, havsletternes gud, og skræmte Amaterasu, så hun „gemte sig i en klippegrotte i himmelen og lukkede indgangen med en kampesten. Verden blev styrtet ud i mørke“. Guderne lagde derfor en plan for at få Amaterasu ud af grotten. De samlede galende haner som varslede daggry, og lavede et stort spejl. De hængte smykker og tøjstrimler på sakakitræerne. Så begyndte gudinden Ama no Uzume at danse og tromme med fødderne på et kar. Under den vilde dans rev hun klæderne af sig, og guderne brast i latter. Al denne aktivitet vakte Amaterasus nysgerrighed, og hun kiggede ud og fik øje på sig selv i spejlet. Spejlbilledet fik hende ud af grotten, og kraftens gud greb hende da i hånden og førte hende helt ud i det fri. „Hermed blev verden atter oplyst af solgudindens stråler.“ — New Larousse Encyclopedia of Mythology. — Jævnfør Første Mosebog 1:3-5, 14-19; Salme 74:16, 17; 104:19-23.

[Ramme på side 193]

Shinto — en religion med mange fester

Japanerne har mange religiøse fester, matsuri, i løbet af året. Her er nogle af de vigtigste:

▪ Sho-gatsu, nytårsfesten, 1.-3. januar.

▪ Setsubun, hvor man kaster bønner i husene og udenfor mens man råber: „Djævle ud, lykken ind“; 3. februar.

▪ Hina Matsuri, dukkefest for piger, holdes 3. marts; der laves en dukkescene som skildrer hvordan livet formede sig i kejserens hjem i gammel tid.

▪ Drengefesten, 5. maj, hvor der flages med koi-nobori (karpevimpler som symboliserer styrke).

▪ Tsukimi, hvor man beskuer efterårsfuldmånen mens man ofrer små runde riskager og den første nye afgrøde.

▪ Kanname-sai, kejserens ofring af den første nye ris i oktober.

▪ Niiname-sai fejres af kejserfamilien i november, hvor kejseren, præsiderende som kejser-shintos øverste præst, smager på den nye ris.

▪ Shichi-go-san, der betyder „syv-fem-tre“, fejres af shintofamilier den 15. november. Syv, fem og tre regnes for vigtige overgangsår i børnenes liv; børn i farverige kimonoer besøger familiehelligdommen.

▪ Der fejres også mange buddhistiske fester, deriblandt Buddhas fødselsdag den 8. april og obonfesten den 15. juli, som afsluttes med at man lader lygter flyde ud på havet eller en flod „for at lede forfædrenes ånder tilbage til den anden verden“.

[Illustration på side 188]

En shinto-tilhænger beder om gudernes gunst

[Illustration på side 189]

Shinto, „Gudernes vej“

[Illustration på side 190]

Et helt bjerg, som for eksempel Fuji, kan betragtes som en shintai, der tilbedes

[Illustrationer på side 195]

Shintoister med en mikoshi, en transportabel helligdom, og (herover) med blade af stokrose (aoi) under aoifesten i Kyoto

[Illustration på side 196]

Mennesker og genstande menes at blive renset og sikret beskyttelse ved at man svinger med papir eller hør som er fæstet til en gren af et stedsegrønt træ

[Illustrationer på side 197]

En japaner ser ikke noget selvmodsigende i at han beder både foran et shintoalter (til venstre) og et buddhistisk alter

[Illustration på side 198]

Kejser Hirohito (på forhøjningen) blev tilbedt som en efterkommer af solgudinden

[Illustration på side 203]

En ung kvinde fæster en ema, en bønnetavle af træ, som hun har købt, på helligdommen

Kapitel 9

Jødedommen — en søgen efter Gud gennem skrifter og traditioner

1, 2. (a) Nævn nogle fremtrædende jøder der har påvirket historien og kulturen. (b) Hvilket spørgsmål vil nogle måske stille?

HVAD havde Moses, Jesus, Mahler, Marx, Freud og Einstein tilfælles? De var alle jøder, og de har alle på forskellige måder påvirket menneskehedens historie og kultur. Ja, jøderne har gjort sig gældende i tusinder af år. Også Bibelen er et vidnesbyrd om dette.

² I modsætning til andre gamle religioner og kulturer har jødedommen sine rødder i historien, ikke i mytologien. Men nogle siger måske: Jøderne er jo bare en minoritet. De tæller ikke mere end cirka 18 millioner ud af en verdensbefolkning på over fem milliarder. Hvorfor skulle deres religion interessere os?

Hvorfor jødedommen bør interessere os

3, 4. (a) Hvad består De Hebraiske Skrifter af? (b) Nævn nogle grunde til at vi bør undersøge den jødiske religion og dens rødder.

³ En væsentlig grund er at den jødiske religions rødder går omkring 4000 år tilbage i historien og at andre store religioner i større eller mindre grad står i gæld til dens skrifter. (Se side 220.) Kristendommen, der blev grundlagt af Jesus (hebraisk: Jesjuʹa‛), en jøde der levede i det første århundrede, har sine rødder i De Hebraiske Skrifter. Og hvis vi læser lidt i Koranen, vil vi snart se at islam også står i stor gæld til disse skrifter. (Koranen, sura 2:49-57; 32:23, 24) Når vi studerer den jødiske religion, studerer vi altså samtidig rødderne til hundreder af andre religioner og sekter.

⁴ En anden vigtig grund er at den jødiske religion udgør et væsentligt led i menneskets søgen efter den sande Gud. De Hebraiske Skrifter viser nemlig at Abram, jødernes stamfader, allerede tilbad den sande Gud for næsten 4000 år siden.a Vi har derfor grund til at spørge: Hvordan blev jøderne og deres tro til? — 1 Mosebog 17:18.

Hvor stammer jøderne fra?

5, 6. Fortæl i korte træk om jødernes oprindelse og baggrunden for ordet „jøde“.

⁵ Jøderne i almindelighed er efterkommere af en gammel, hebraisktalende gren af den semitiske folkegruppe. (1 Mosebog 10:1, 21-32; 1 Krønikebog 1:17-28, 34; 2:1, 2) For næsten 4000 år siden udvandrede deres stamfader, Abram, fra kaldæernes blomstrende storby Ur i Sumer til Kana’ans land, hvorom Gud havde sagt: „Dit afkom giver jeg dette land.“ (1 Mosebog 11:31–12:7) I Første Mosebog 14:13 omtales han som „hebræeren Abram“, men hans navn blev senere ændret til Abraham. (1 Mosebog 17:4-6) Jøderne nedstammer fra ham gennem hans søn Isak og hans sønnesøn Jakob, hvis navn blev ændret til Israel. (1 Mosebog 32:27-29) Israel havde tolv sønner, som blev stamfædre til tolv stammer. En af dem var Juda, og ordet „jøde“ blev efterhånden dannet på grundlag af hans navn. — 2 Kongebog 16:6.

⁶ Med tiden blev ikke blot Judas efterkommere, men alle israelitterne, kaldt „jøder“. (Ester 3:6; 9:20) Eftersom de jødiske slægtsregistre blev ødelagt i år 70, da romerne jævnede Jerusalem med jorden, kan ingen jøde i dag med sikkerhed sige hvilken stamme han tilhører. Men den jødiske religion er blevet bevaret, skønt den har udviklet sig og forandret sig i årtusindernes løb, og i dag udøves den af millioner af jøder som lever i republikken Israel og i diasporaen (spredt rundt om i verden). Hvad er grundlaget for denne religion?

Moses, Loven og en nation

7. Hvilket edsvorent løfte gav Gud Abraham, og hvorfor?

⁷ I 1943 f.v.t.b udvalgte Gud Abram som sin særlige tjener. Senere gav Gud ham et højtideligt, edsvorent løfte fordi han var trofast og villig til at bringe sin søn Isak som et offer, selv om ofringen ikke blev gennemført. (1 Mosebog 12:1-3; 22:1-14) Gud sagde: „Jeg har svoret ved mig selv, siger Herren [hebraisk: יהוה, JHWH], at fordi du har gjort dette, at du ikke har holdt din eneste søn tilbage, så vil jeg bringe dig rig velsignelse, og jeg vil gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner . . . Alle jordens folkeslag vil lade sig velsigne gennem dine efterkommere som følge af, at du har hørt på mig.“ (Mel) Dette edsvorne løfte blev gentaget for Abrahams søn og for hans sønnesøn, og derefter blev det rettet til Judas stamme og til Davids slægt. Denne strengt monoteistiske forestilling om en personlig Gud der beskæftiger sig direkte med menneskene, var enestående i datidens verden, og den kom til at danne grundlaget for den jødiske religion. — 1 Mosebog 22:15-18; 26:3-5; 28:13-15; Salme 89:3, 4, 28, 29, 35, 36.

8. Hvem var Moses, og hvilken rolle spillede han i Israel?

⁸ For at opfylde sine løfter til Abraham lagde Gud grundlaget for dannelsen af en nation ved at indgå en særlig pagt med Abrahams efterkommere. Denne pagt, der blev kaldt Lovpagten, blev indstiftet ved Moses, den store hebraiske leder og mellemmand mellem Gud og Israel. Hvem var Moses, og hvorfor har han så stor betydning for jøderne? Anden Mosebog i Bibelen fortæller at han blev født i Ægypten (1593 f.v.t.) og at hans forældre var israelitiske trælle som var i fangenskab sammen med resten af Israel. Han var den som Gud havde udvalgt til at føre sit folk ud til friheden i Kana’an, det lovede eller forjættede land. (5 Mosebog 6:23; 34:10) Moses varetog den vigtige opgave som mellemmand for den pagt Gud gav Israel, og han var desuden Israels profet, dommer, leder og historieskriver. — 2 Mosebog 2:1–3:22.

9, 10. (a) Hvoraf bestod den lov der blev overbragt gennem Moses? (b) Hvilke sider af livet beskæftigede De Ti Bud sig med? (c) Hvad blev Israel forpligtet til under Lovpagten?

⁹ Den lov Israel modtog bestod af De Ti Ord eller Bud og desuden af over 600 love som udgjorde en omfattende samling af bestemmelser og retningslinjer for det daglige liv. (Se side 211.) Den beskæftigede sig både med det verdslige og det hellige — med hverdagslivet og moralske krav såvel som med tilbedelsen af Gud.

¹⁰ Denne lovpagt var en religiøs grundlov som udtrykte patriarkernes tro, både dens form og indhold. Som følge heraf blev Abrahams efterkommere en nation der var indviet til at tjene Gud. Således begyndte den jødiske religion at blive udformet, og jøderne blev en nation der var organiseret med tanke på at tilbede og tjene sin Gud. I Anden Mosebog 19:5, 6 gav Gud dem dette løfte: „Dersom I nu vil høre godt på mig og tage vare på min pagt, så skal I . . . være mig et rige af præster og et helligt folk!“ (Mel) Israelitterne ville dermed blive et ’udvalgt folk’ der skulle tjene Guds hensigter. Men pagtens løfter ville kun blive opfyldt på den betingelse at de hørte efter og var lydige. Den indviede nation havde pligter over for sin Gud. Derfor kunne Gud senere (i det ottende århundrede f.v.t.) sige til jøderne: „Mine vidner er I, så lyder det fra HERREN [hebraisk: יהוה, JHWH], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ — Esajas 43:10, 12, DA.

En nation med præster, profeter og konger

11. Hvordan opstod præstedømmet og kongedømmet?

¹¹ Mens Israels nation opholdt sig i ørkenen og var på vej til det forjættede land, blev der grundlagt et præstedømme i Moses’ broder Arons slægtslinje. Et stort, transportabelt telt eller tabernakel blev midtpunktet for israelitternes tilbedelse og ofringer. (2 Mosebog, kapitlerne 26-28) Med tiden nåede Israels nation frem til det forjættede land, Kana’an, og erobrede det i overensstemmelse med Guds befaling. (Josua 1:2-6) Siden blev der oprettet et jordisk kongedømme, og i 1077 f.v.t. blev David af Judas stamme konge. Under hans styre blev både kongedømmet og præstedømmet fast etableret i et nyt nationalt center, Jerusalem. — 1 Samuel 8:7.

12. Hvilket løfte havde Gud givet David?

¹² Efter Davids død byggede hans søn Salomon i Jerusalem et storslået tempel som afløste tabernaklet. Eftersom Gud havde indgået en pagt med David om at kongedømmet skulle forblive i hans slægtslinje for evigt, forventede jøderne at en salvet konge, Messias, en dag skulle fremstå i denne slægtslinje. Det blev forudsagt at Israel og alle andre nationer skulle få et fuldkomment styre ved denne messianske konge, det lovede „afkom“. (1 Mosebog 22:18) Dette håb slog rod, og den jødiske tros messianske natur udkrystalliseredes klart. — 2 Samuel 7:8-16; Salme 72:1-20; Esajas 11:1-10; Zakarias 9:9, 10.

13. Hvordan irettesatte Gud israelitterne når de faldt fra? Giv et eksempel.

¹³ Jøderne lod sig imidlertid påvirke af den falske religion der blev udøvet af kana’anæerne og andre folkeslag omkring dem. Det førte til at de brød deres pagtsforhold til Gud. For at irettesætte dem og hjælpe dem tilbage sendte Gud en række profeter med budskaber til folket. Derved blev profetier et andet særkende ved jødernes religion. Store dele af De Hebraiske Skrifter er profetiske. Atten af bøgerne bærer profetnavne. — Esajas 1:4-17.

14. Hvordan viste det sig at profeterne i Israel havde talt sandt?

¹⁴ Blandt de fremtrædende profeter var Esajas, Jeremias og Ezekiel, som alle advarede folket om den straf Gud ville sende over det på grund af dets afgudsdyrkelse. Straffen kom i 607 f.v.t. da Gud på grund af Israels frafald lod det dominerende verdensrige, Babylon, omstyrte Jerusalem, ødelægge templet og føre folket i fangenskab. Profeterne fik ret i det de havde forudsagt. Israels 70 år lange fangenskab, som strakte sig over det meste af det sjette århundrede f.v.t., er en historisk kendsgerning. — 2 Krønikebog 36:20, 21; Jeremias 25:11, 12; Daniel 9:2.

15. (a) Hvordan blev der indført en ny tilbedelsesform blandt jøderne? (b) Hvordan berørte synagogerne tilbedelsen i Jerusalem?

¹⁵ I 539 f.v.t. besejrede perseren Kyros Babylon og gav jøderne lov til at drage tilbage og bosætte sig i deres land og genopbygge templet i Jerusalem. En rest vendte tilbage, men flertallet blev boende i det babyloniske samfund under dets indflydelse. Senere blev jøderne påvirket af den persiske kultur. Følgen var at der opstod jødiske samfund mange forskellige steder i Mellemøsten og i landene rundt om Middelhavet. Hvert sted blev der indført en ny tilbedelsesform hvis midtpunkt var synagogen, der tjente som et menighedscenter for jøderne i hver by. Denne ordning bevirkede naturligt nok at der blev lagt mindre vægt på det genopbyggede tempel i Jerusalem. De spredte jøder var nu virkelig en diaspora. — Ezra 2:64, 65.

Jødedommen klædt i græsk dragt

16, 17. (a) Hvilken ny indflydelse skyllede hen over Middelhavsområdet i det fjerde århundrede f.v.t.? (b) Hvem bidrog til at udbrede den græske kultur, og hvordan? (c) Hvilken virkning havde denne kultur på jødedommen?

¹⁶ I det fjerde århundrede f.v.t. var det jødiske samfund underkastet stadige forandringer og lod sig påvirke af en ikkejødisk kultur der skyllede hen over Middelhavslandene og videre endnu. Bølgerne kom fra Grækenland, og da jødedommen dukkede frem af dem, var den iført en hellenistisk dragt.

¹⁷ I 332 f.v.t. foretog den græske hærfører Alexander den Store en lynerobring af Mellemøsten, og blev hilst velkommen af jøderne da han kom til Jerusalem.c Hans efterfølgere fortsatte helleniseringen, og græsk sprog, kultur og filosofi vandt indpas overalt i riget. Derved gennemgik den græske og den jødiske kultur en blandingsproces som skulle få overraskende følger.

18. (a) Hvorfor blev det nødvendigt at oversætte De Hebraiske Skrifter til græsk? (b) Hvilket træk ved den græske kultur berørte i særlig grad jøderne?

¹⁸ Diasporajøderne begyndte at tale græsk i stedet for hebraisk. I det tredje århundrede f.v.t. gik man derfor i gang med at udarbejde den første oversættelse af De Hebraiske Skrifter til græsk. Den blev kaldt Septuaginta, og gennem den blev mange hedninger kendt med jødernes religion og fik respekt for den. Nogle gik endda over til jødedommen.d Jøderne blev på den anden side fortrolige med græsk tankegang, og nogle blev endda filosoffer, noget som var helt nyt for jøderne. Et eksempel er Filon fra Alexandria i det første århundrede e.v.t. Han forsøgte at forklare jødedommen ved hjælp af begreber hentet fra græsk filosofi, som om de to udtrykte de samme endelige sandheder.

19. Hvordan beskriver en jødisk forfatter den græske og jødiske kulturblanding?

¹⁹ Den jødiske forfatter Max Dimont sammenfatter udviklingen i denne periode med gensidig påvirkning mellem græsk og jødisk kultur, idet han siger: „Beriget af platonisk tænkning, aristotelisk logik og euklidisk videnskab nærmede lærde jøder sig Toraen med nye redskaber. . . . De gik i gang med at føje græsk fornuft til jødisk åbenbaring.“ Under romerne, der underlagde sig det græske verdensrige og derefter Jerusalem i år 63 f.v.t., indtraf der begivenheder som skulle afstedkomme endnu større forandringer.

Jødedommen under romersk herredømme

20. Hvordan var den religiøse situation blandt jøderne i det første århundrede e.v.t.?

²⁰ I det første århundrede e.v.t. befandt jødedommen sig i en helt speciel situation. Max Dimont siger at den balancerede mellem „det græske sind og det romerske sværd“. Jøderne havde store forventninger på grund af den politiske undertrykkelse og fortolkningerne af de messianske profetier, især Daniels profeti. De var splittede i flere partier. Farisæerne lagde vægt på en mundtlig lov (se side 221) frem for ofringerne i templet. Saddukæerne lagde vægt på templet og præsteskabet. Desuden var der essæerne, zeloterne og herodianerne. Alle var uenige i religiøse og filosofiske spørgsmål. De jødiske ledere blev kaldt rabbier (herrer, lærere). Deres kendskab til Loven gav dem en vis prestige og gjorde dem til en ny slags åndelige ledere.

21. Hvilke begivenheder fik en drastisk indvirkning på jødedommen i de to første århundreder e.v.t.?

²¹ Især i Israel var jødedommen præget af stadige stridigheder, både indadtil og udadtil. Til sidst udbrød der direkte oprør mod Rom, og i år 70 e.v.t. belejrede romerske tropper Jerusalem, lagde byen øde, nedbrændte templet til grunden og spredte indbyggerne. Senere blev jøder fuldstændig forment adgang til Jerusalem. Uden tempel, uden land og med folket spredt ud over hele Romerriget, behøvede jødedommen en ny religiøs udtryksform for at overleve.

22. (a) Hvordan berørte det jødedommen at templet i Jerusalem blev ødelagt? (b) Hvordan inddeler jøderne Bibelen? (c) Hvad er Talmud, og hvordan blev den udarbejdet?

²² Med templets ødelæggelse forsvandt saddukæerne, og den mundtlige lov som farisæerne var gået ind for, blev grundlaget for en ny, rabbinsk jødedom. Tempelofringerne og pilgrimsrejserne blev erstattet af et mere intenst studium sammen med bøn og fromme gerninger. Dermed kunne jødedommen udøves overalt, når som helst, i et hvilket som helst kulturelt miljø. Rabbinerne sørgede for at den mundtlige lov blev nedskrevet, og desuden lavede de kommentarer til den, og siden kommentarer til kommentarerne. Alt dette blev kendt som Talmud. — Se side 220, 221.

23. Hvilken forandring fandt sted under indflydelse af græsk tænkning?

²³ Hvad førte denne indflydelse fra forskellige sider til? Max Dimont siger i sin bog Jews, God and History at selv om det var farisæerne der førte den jødiske ideologis og religions fakkel videre, „var fakkelen blevet tændt af de græske filosoffer“. Skønt størstedelen af Talmud handler om love og lovregler, afspejlede dens illustrationer og udlægninger en klar påvirkning fra græsk filosofi. For eksempel blev græske religiøse forestillinger, såsom troen på sjælens udødelighed, udtrykt i jødiske vendinger. I den nye rabbinske tidsalder blev Talmud — som på det tidspunkt var en blanding af jødisk jura og græsk filosofi — agtet stadig højere blandt jøderne, indtil den i middelalderen endog blev sat højere end selve Bibelen.

Jødedommen i middelalderen

24. (a) Hvilke to hovedgrupper opstod blandt jøderne i middelalderen? (b) Hvordan berørte de den jødiske religion?

²⁴ I middelalderen (fra omkring 500 til 1500 e.v.t.) opstod der to jødiske hovedgrupper med hver sit særpræg — de sefardiske jøder, som havde deres blomstringsperiode under muslimernes herredømme i Spanien, og de asjkenasiske jøder i Mellemeuropa og Østeuropa. Begge samfund frembragte rabbinske lærere hvis skrifter og tanker danner grundlaget for jødiske religiøse fortolkninger den dag i dag. Det er også interessant at mange af de skikke og religiøse handlinger der er almindelige blandt jøderne i vor tid, stammer fra middelalderen. — Se side 231.

25. Hvordan reagerede den katolske kirke med tiden over for jøderne i Europa?

²⁵ I det 12. århundrede begyndte jøderne at blive fordrevet fra det ene land efter det andet. Som den israelske forfatter Abba Eban forklarer i bogen My People — The Story of the Jews: „I de lande . . . der var underlagt den katolske kirkes myndige indflydelse, var mønsteret altid det samme: skammelig nedværdigelse, tortur, myrderier og fordrivelse.“ I 1492 fulgte Spanien, som på ny var underlagt katolsk styre, efter og befalede at alle jøder skulle fordrives fra spansk område. I slutningen af 1400-tallet var jøderne følgelig blevet fordrevet fra praktisk taget hele Vesteuropa og var flygtet til Østeuropa og landene omkring Middelhavet.

26. (a) Hvad førte til skuffelse blandt jøderne? (b) Hvilke hovedretninger begyndte at udvikle sig blandt jøderne?

²⁶ I disse århundreder med undertrykkelse og forfølgelse fremstod der blandt jøderne forskellige steder i verden mange selvbestaltede messiasser som alle blev godtaget i større eller mindre grad, men hver gang med skuffelse til følge. I det 17. århundrede var der brug for nye initiativer der kunne få jøderne ud af dysterheden og indgyde dem nyt mod. Midt i det 18. århundrede opstod der noget som så ud til at kunne føre jøderne ud af den fortvivlelse de følte. Det var chasidismen (se side 226), en blanding af mysticisme og ekstatisk religiøsitet som kom til udtryk i den daglige fromhed og aktivitet. Omtrent samtidig foreslog filosoffen Moses Mendelssohn, en tysk jøde, en anden løsning, Haskala, det vil sige oplysning, som udviklede sig til det der historisk set bliver regnet for at være den „moderne“ jødedom.

Fra „oplysning“ til zionisme

27. (a) Hvilken indflydelse øvede Moses Mendelssohn? (b) Hvorfor forkastede mange jøder håbet om en personlig Messias?

²⁷ Ifølge Moses Mendelssohn (1729-86) ville jøderne opnå anerkendelse hvis de løsrev sig fra Talmuds bånd og tilpassede sig den vestlige kultur. Han blev en af sin tids mest respekterede jøder i den ikkejødiske verden. Men da en voldsom antisemitisme igen brød ud i det 19. århundrede, især i det „kristne“ Rusland, blev bevægelsens tilhængere skuffede, og mange begyndte at se sig om efter et politisk tilflugtssted for jøderne. De afviste tanken om en personlig Messias som skulle føre jøderne tilbage til Israel, og begyndte at arbejde for at oprette en jødisk stat på andre måder. Dermed opstod begrebet zionisme — „verdsliggørelsen af . . . den jødiske messianisme,“ som en autoritet siger.

28. Hvilke begivenheder i det 20. århundrede har påvirket jødiske holdninger?

²⁸ Mordet på omkring seks millioner europæiske jøder i nazisternes Holokaust (1935-45) gav zionismen den afgørende impuls og førte til at den blev mødt med stor sympati verden over. Zionisternes drøm blev opfyldt i 1948, da staten Israel blev oprettet. Dette fører os frem til jødedommen i vor tid og til spørgsmålet: Hvad tror vor tids jøder?

Gud er én

29. (a) Forklar kort hvad den moderne jødedom går ud på. (b) Hvordan udtrykkes den jødiske identitet? (c) Nævn nogle jødiske højtider og skikke.

²⁹ Jødedommen er, enkelt sagt, det jødiske folks religion. Enhver som går over til jødedommen slutter sig derfor både til det jødiske folk og til den jødiske religion. Jødedommen er en monoteistisk religion i ordets strengeste forstand, og den hævder at Gud griber ind i menneskenes historie, især i forbindelse med jøderne. Jødernes gudsdyrkelse omfatter en række årlige højtider og forskellige skikke. (Se siderne 230, 231.) Der findes ingen dogmer eller trosbekendelser som anerkendes universelt af alle jøder, men en central del af tilbedelsen i synagogen går ud på at bekende at Gud er én, sådan som det udtrykkes i Sjema, en bøn der bygger på Femte Mosebog 6:4: „Hør, Israel! Herren er vor Gud, Herren er én.“ — Mel.

30. (a) Hvordan opfatter jøderne Gud? (b) Hvad er forskellen mellem jødernes og kristenhedens gudsopfattelse?

³⁰ Denne tro på én Gud blev givet videre til kristendommen og islam. Rabbineren dr. J. H. Hertz siger: „Denne ophøjede erklæring om absolut monoteisme var en krigserklæring mod al polyteisme . . . Samtidig udelukker Sjema den kristne trosbekendelses treenighed som en krænkelse af Guds enhed.“e Men lad os nu se hvad jøderne tror om et liv efter døden.

Døden, sjælen og opstandelsen

31. (a) Hvordan vandt læren om sjælens udødelighed indpas i jødedommen? (b) Hvilket dilemma opstod som følge af læren om sjælens udødelighed?

³¹ En af den moderne jødedoms grundlæggende opfattelser går ud på at mennesket har en udødelig sjæl som lever videre efter at kroppen er død. Men stammer denne lære fra Bibelen? Et jødisk opslagsværk indrømmer: „Læren om sjælens udødelighed kom sandsynligvis ind i jødedommen som følge af græsk påvirkning.“ Men dette skabte et læremæssigt dilemma. Det samme opslagsværk siger: „Troen på opstandelsen og troen på sjælens udødelighed er to opfattelser som er indbyrdes modstridende. Den ene drejer sig om en kollektiv opstandelse ved dagenes ende, det vil sige at de døde som sover i jorden, skal opstå fra graven, mens den anden drejer sig om sjælens tilstand efter legemets død.“ Hvordan løste man dilemmaet i den jødiske teologi? „Man hævdede at når et menneske døde, levede sjælen videre i en anden verden (herved opstod alle forestillingerne om himmel og helvede), mens legemet lå i graven og afventede den fysiske opstandelse af alle de døde her på jorden.“ — Encyclopaedia Judaica.

32. Hvad siger Bibelen om de døde?

³² Universitetslektor Arthur Hertzberg skriver: „I [den hebraiske bibel] udspiller menneskets liv sig i denne verden. Der findes ingen lære om himmel og helvede, kun en stadig stærkere forestilling om en opstandelse af de døde ved dagenes ende.“ Dette er en enkel og nøjagtig forklaring af hvad Bibelen lærer, nemlig at ’de døde ingenting ved’, eftersom der „hverken [er] virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [Sheol, menneskehedens fælles grav], hvor du stævner hen“. — Prædikeren 9:5, 10, DA; Daniel 12:1, 2; Esajas 26:19.

33. Hvordan så jøderne oprindelig på læren om opstandelsen?

³³ Førnævnte opslagsværk siger: „I den rabbinske periode betragtes læren om de dødes opstandelse som en af jødedommens centrale læresætninger,“ og man må „skelne mellem den og troen på . . . sjælens udødelighed“.f I dag bliver læren om sjælens udødelighed imidlertid godtaget af alle grupper inden for jødedommen, mens læren om de dødes opstandelse ikke bliver det.

34. Hvad siger Talmud, i modsætning til Bibelen, om sjælen? Hvad siger senere skribenter?

³⁴ I modsætning til Bibelen er Talmud, påvirket som den er af hellenismen, fuld af fortællinger om den udødelige sjæl, og den tilmed forklarer og beskriver den. Senere jødisk mysterielitteratur, Kabbala, går endog så vidt som til at forkynde læren om reinkarnation (sjælevandring), der hovedsagelig er en gammel hinduisk lære. (Se kapitel 5.) I vor tids Israel bliver denne lære i vide kredse godtaget som en jødisk lære, og den spiller desuden en vigtig rolle i chasidisk tro og litteratur. Martin Buber gengiver for eksempel denne fortælling om sjælen fra Elimelechs skole (Elimelech var en rabbiner i Lezajsk): „Når rabbi Abraham Jehosjua på forsoningsdagen skulle fremsige beretningen om ypperstepræstens tjeneste i Det Allerhelligste og kom til det sted hvor det hedder: ’Og sådan talte han,’ sagde han aldrig disse ord, men: ’Og sådan talte jeg.’ For han havde ikke glemt den tid da hans sjæl befandt sig i en ypperstepræst i Jerusalem.“ — Die Erzählungen der Chassidim.

35. (a) Hvordan ser reformjødedommen på læren om en udødelig sjæl? (b) Hvad lærer Bibelen klart om sjælen?

³⁵ Reformjødedommen er gået så vidt som til at forkaste troen på opstandelsen. Den har fjernet ordet fra sine bønnebøger og anerkender kun troen på den udødelige sjæl. Hvor langt klarere er ikke Bibelens lære, som den udtrykkes i Første Mosebog 2:7: „HERREN Gud dannede mennesket af støv fra jorden og åndede livets ånde ind i hans næsebor; og mennesket blev en levende sjæl.“ (JP) Når legemet kombineres med ånd eller livskraft udgør det „en levende sjæl“.g (1 Mosebog 2:7; 7:22; Salme 146:4) Når et menneske dør, dør sjælen derfor. (Ezekiel 18:4, 20) Når et menneske dør, hører dets bevidste tilværelse op. Livskraften vender tilbage til Gud, som gav den. (Prædikeren 3:19; 9:5, 10; 12:7) Det håb Bibelen fremholder for de døde, er håbet om en opstandelse — på hebraisk: techījathʹ hammethīmʹ, „genoplivelse af de døde“.

36, 37. Hvordan så de trofaste hebræere i bibelsk tid på muligheden for fremtidigt liv?

³⁶ Skønt denne konklusion nok vil overraske mange jøder, står det fast at opstandelsen er det håb som tilbedere af den sande Gud har næret i tusinder af år. For cirka 3500 år siden talte den trofaste, lidende Job om at Gud engang i fremtiden ville oprejse ham fra Sheol eller graven. (Job 14:14, 15) Og profeten Daniel blev forsikret om at han ville blive oprejst „ved dagenes ende“. — Daniel 12:2, 13.

³⁷ Der er ikke noget bibelsk grundlag for at sige at disse trofaste hebræere troede at de havde en udødelig sjæl der ville leve videre efter døden. De havde tilstrækkeligt med grunde til at tro at den suveræne Herre — som tæller stjernerne i universet og har herredømme over dem — også ville huske dem når tiden for opstandelsen var inde. De havde været trofaste mod ham og hans navn. Han ville være trofast mod dem. — Salme 18:25; 147:4; Esajas 25:7, 8; 40:25, 26.

Jødedommen og Guds navn

38. (a) Hvad er der sket i århundredernes løb med hensyn til brugen af Guds navn? (b) Hvordan kan man sige hvad Guds navn er?

³⁸ Jødedommen lærer at selv om Guds navn findes i skriftlig form, er det for helligt til at blive udtalt.h Det har medført at den rigtige udtale er gået tabt i løbet af de sidste 2000 år. Men jøderne har ikke altid haft denne holdning til Guds navn. For omkring 3500 år siden sagde Gud til Moses: „Således skal du sige til israelitterne: Herren [hebraisk: יהוה, JHWH], jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Dette er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg nævnes fra slægt til slægt.“ (2 Mosebog 3:15, Mel; Salme 135:13) Hvad var navnet? Fodnoten til dette vers i den jødiske bibeloversættelse Tanakh siger: „Navnet JHWH (traditionelt læst Adonaj, „HERREN“) sættes her i forbindelse med roden hajah, ’at være’.“ Vi finder altså her Guds hellige navn, tetragrammet, de fire hebraiske konsonanter JHWH (Jahve), der i tidens løb er blevet kendt i den latiniserede form JEHOVA.

39. (a) Hvorfor har Guds navn så stor betydning? (b) Hvorfor holdt jøderne op med at udtale Guds navn?

³⁹ Op gennem historien har jøderne altid tillagt Guds personlige navn stor betydning, men den vægt de lægger på brugen af navnet har ændret sig radikalt siden gammel tid. Dr. A. Cohen siger i Everyman’s Talmud: „Man viste særlig ærbødighed for Guddommens ’særegne navn’ (Sjem Hameforasj), som Han havde åbenbaret for Israels folk, nemlig tetragrammet, JHWH.“ Navnet blev vist ærbødighed fordi det repræsenterede Gud og kendetegnede ham. Det var Gud selv der havde kundgjort det og sagt at hans tilbedere skulle bruge det. Dette understreges ved at navnet forekommer 6828 gange i den hebraiske Bibel. Fromme jøder mener imidlertid at det er respektløst at udtale Guds personlige navn.i

40. Hvad har nogle jødiske autoriteter sagt med hensyn til brugen af Guds navn?

⁴⁰ Om det gamle rabbinske (ikkebibelske) forbud mod at udtale navnet skrev rabbineren A. Marmorstein i sin bog The Old Rabbinic Doctrine of God: „Der var en tid da dette forbud [mod at bruge Guds navn] var fuldstændig ukendt blandt jøderne . . . Hverken i Ægypten eller i Babylonien kendte eller overholdt jøderne en lov som forbød dem at bruge Guds navn, tetragrammet, i almindelige samtaler eller hilsener. Men fra det tredje århundrede f.v.t. til det tredje århundrede e.v.t. fandtes der et sådant forbud, som til dels blev overholdt.“ Og ikke nok med at det var tilladt at bruge navnet i tidligere tider. Dr. Cohen siger: „Der var en tid da selv lægfolket blev opfordret til frit og åbent at bruge Navnet . . . Man har ment at denne opfordring udsprang af ønsket om at adskille israelitten fra [ikkejøden].“

41. Hvad førte ifølge en rabbiner til at det blev forbudt at bruge Guds navn?

⁴¹ Hvad førte så til at det blev forbudt at bruge Guds navn? Dr. Marmorstein svarer: „Hellenistisk [græskpåvirket] modstand mod jødernes religion, samt præsternes og overklassens frafald, introducerede og fastsatte den regel at tetragrammet ikke måtte udtales i helligdommen [templet i Jerusalem].“ I deres overdrevne nidkærhed for ikke at ’tage Guds navn forfængeligt’ afskaffede jøderne fuldstændigt brugen af det i talesproget og undergravede og udvandede identifikationen af den sande Gud. Religiøs modstand og frafald bevirkede i forening at jøderne holdt op med at bruge Guds navn.

42. Hvad viser Bibelen om brugen af Guds navn?

⁴² Men som dr. Cohen siger: „Det ser ikke ud til at man i bibelsk tid har haft nogen betænkeligheder ved at bruge [Guds navn] i daglig tale.“ Patriarken Abraham „påkaldte Herrens navn“. (1 Mosebog 12:8, Mel) De fleste af de hebraiske bibelskribenter brugte navnet ofte, men på en respektfuld måde, helt frem til Malakias i det femte århundrede f.v.t. — Rut 1:8, 9, 17.

43. (a) Hvad er tydeligt med hensyn til jødernes brug af Guds navn? (b) Hvad blev en indirekte følge af at jøderne holdt op med at bruge Guds navn?

⁴³ Det er tydeligt at de gamle hebræere brugte og udtalte Guds navn. Dr. Marmorstein erkender følgende vedrørende den forandring der senere indtraf: „For på den tid, i første halvdel af det tredje århundrede [f.v.t.], møder vi en stor forandring i brugen af Guds navn som afstedkom mange forandringer i jødernes teologiske og filosofiske tradition og hvis indflydelse mærkes den dag i dag.“ En af følgerne af at navnet forsvandt, var at forestillingen om en anonym Gud bidrog til at skabe et teologisk vakuum hvori kristenhedens treenighedslære lettere blev udformet.j — 2 Mosebog 15:1-3.

44. Hvilke andre følger har det haft at man ikke længere bruger Guds navn?

⁴⁴ At man ikke bruger Guds navn, svækker tilbedelsen af den sande Gud. Som en kommentator har sagt: „Når Gud omtales som ’Herren’, er udtrykket, skønt det er nøjagtigt, desværre koldt og farveløst . . . Man må huske at når man oversætter JHWH eller Adonaj med ’Herren’, introducerer man i mange passager i Det Gamle Testamente en undertone af abstraktion, formalitet og utilnærmelighed som er grundteksten fuldstændig fremmed.“ (The Knowledge of God in Ancient Israel) Hvor er det sørgeligt at det ophøjede og betydningsfulde navn Jahve eller Jehova udelades i mange bibeloversættelser, når det tydeligvis forekommer tusinder af gange i den hebraiske grundtekst! — Esajas 43:10-12.

Venter jøderne stadig på Messias?

45. Hvad er det bibelske grundlag for at tro på en Messias?

⁴⁵ Der er mange profetier i De Hebraiske Skrifter som dannede grundlag for jødernes messianske forhåbninger for over 2000 år siden. I Anden Samuelsbog 7:11-16 blev det vist at Messias skulle komme i Davids slægtslinje. I Esajas 11:1-10 blev det forudsagt at han ville bringe fred og retfærdighed til hele menneskeheden. Daniel 9:24-27 indeholdt kronologiske oplysninger som viste hvornår Messias ville fremstå og hvornår han ville blive ryddet bort eller dræbt.

46, 47. (a) Hvilken slags Messias ventede de jøder der levede under romersk herredømme? (b) Hvilken forandring er der sket med de jødiske forventninger angående Messias?

⁴⁶ De messianske forventninger var store i det første århundrede. Man ventede at Messias skulle være „en karismatisk begavet efterkommer af David som jøderne i romertiden troede at Gud ville lade fremstå til at bryde det hedenske åg og regere over et genrejst Israels rige“. (Encyclopaedia Judaica) Men der kom ikke en sådan militant Messias som jøderne havde ventet.

⁴⁷ Som et opslagsværk påpeger bidrog de messianske forhåbninger imidlertid stærkt til at holde jøderne sammen gennem deres mange prøvelser: „Jødedommen kan uden tvivl i betydelig grad takke sin standhaftige tro på det messianske løfte og den messianske fremtid for at den har overlevet.“ (The New Encyclopædia Britannica) Men da den moderne jødedom opstod omkring slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede, var der mange jøder som holdt op med at vente passivt på Messias. Og under nazisternes Holokaust var der mange som mistede tålmodigheden og håbet. De begyndte at betragte det messianske budskab som en belastning og gav det en ny fortolkning som et budskab om en ny tidsalder med velstand og fred. Selv om der findes undtagelser, kan man siden den tid næppe sige at jøderne som helhed venter på en personlig Messias.

48. Hvilke spørgsmål er det rimeligt at stille med hensyn til jødedommen?

⁴⁸ Denne overgang til en ikkemessiansk religion rejser alvorlige spørgsmål. Tog jøderne fejl da de i tusinder af år troede at Messias skulle være en person? Hvilken form for jødedom vil hjælpe folk som søger Gud? Er det den gamle jødedom med dens påhæng af græsk filosofi? Eller en af de ikkemessianske former for jødedom der har udviklet sig i løbet af de sidste 200 år? Eller kunne det tænkes at der findes endnu en vej — en der trofast og omhyggeligt holder det messianske håb i hævd?

49. Hvilken opfordring rettes til oprigtige jøder?

⁴⁹ Med disse spørgsmål i tanke vil vi opfordre oprigtige jøder til at underkaste emnet „Messias“ et fornyet studium ved at undersøge de påstande der er fremsat om Jesus fra Nazaret — ikke af kristenheden, men af De Græske Skrifters jødiske skribenter. Dette gør nemlig en stor forskel. Kristenhedens kirker har bidraget til den jødiske afvisning af Jesus ved at fremføre deres ubibelske treenighedslære, som må støde enhver jøde der værner om den rene lære at „Herren er vor Gud, Herren er én“. (5 Mosebog 6:4, Mel) Vi vil derfor opfordre dig til at læse det næste kapitel med et åbent sind for at lære De Græske Skrifters Jesus at kende.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 217]

Sefardiske og asjkenasiske jøder udgjorde to hovedgrupper

[Ramme/illustration på side 211]

De Ti Bud for tilbedelse og levevis

Millioner af mennesker har hørt om De Ti Bud, men mange har aldrig læst dem. Vi gengiver derfor den væsentlige del af deres tekst her.

▪ „Du må ikke have andre guder end mig.

▪ Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det . . . [Dette bud var enestående ved at det på dette tidlige tidspunkt, i 1513 f.v.t., forkastede brugen af gudebilleder.]

▪ Du må ikke misbruge HERREN [hebraisk: יהוה] din Guds navn . . .

▪ Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig! . . . derfor har HERREN velsignet hviledagen og helliget den.

▪ Ær din fader og din moder . . .

▪ Du må ikke slå ihjel!

▪ Du må ikke bedrive hor!

▪ Du må ikke stjæle!

▪ Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste!

▪ Du må ikke begære din næstes hus . . . din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til!“ — 2 Mosebog 20:3-17, DA.

Mens de fire første bud tager direkte sigte på den religiøse tro og gudsdyrkelsen, viser de øvrige bud at der er en sammenhæng mellem en ret livsførelse og et godt forhold til Skaberen.

[Illustration]

Til trods for at israelitterne fik denne enestående lov af Gud, efterlignede de deres hedenske nabolandes kalvedyrkelse (guldkalv, Byblos)

[Ramme/illustrationer på side 220, 221]

Hebræernes hellige skrifter

De hellige hebraiske skrifter begyndte med „Tanakh“. Navnet kommer af de hebraiske navne på de tre afsnit som den jødiske bibel er inddelt i, nemlig Tora (Loven), Nevi’im (Profeterne) og Kethuvim (Skrifterne), idet begyndelsesbogstavet i hvert navn sammensættes til TaNaKh. Bøgerne blev skrevet på hebraisk og aramaisk fra det 16. til det 5. århundrede f.v.t.

Jøderne tror at de blev skrevet under forskellige og aftagende grader af inspiration. De anbringer dem derfor i denne rækkefølge efter betydning:

Tora — Loven, bestående af de fem Mosebøger eller Pentateuken (af græsk: „fem ruller“). Men benævnelsen „Tora“ kan også bruges om den jødiske bibel som et hele, og desuden om den mundtlige lov og Talmud (se næste side).

Nevi’im — Profeterne, omfatter fra Josuas bog til og med de store profeter Esajas, Jeremias og Ezekiel, foruden de tolv „små“ profeter fra Hoseas til Malakias.

Kethuvim — Skrifterne, omfatter de poetiske værker, Salmerne, Ordsprogene, Job, Højsangen og Klagesangene, foruden Rut, Prædikeren, Ester, Daniel, Ezra, Nehemias og de to Krønikebøger.

Talmud

Set fra et ikkejødisk synspunkt er „Tanakh“, den jødiske bibel, den vigtigste af de jødiske skrifter. Men jøderne ser anderledes på det. Mange jøder vil erklære sig enige med rabbineren Adin Steinsaltz: „Hvis Bibelen er jødedommens hjørnesten, så er Talmud støttepillen som rager op fra fundamentet og holder hele det åndelige og intellektuelle bygningsværk oppe . . . Intet andet værk har øvet en tilsvarende indflydelse på jødisk liv i teori og praksis.“ (The Essential Talmud) Hvad er så Talmud?

Ortodokse jøder tror at Gud ikke blot gav Moses den skrevne lov, Toraen, på Sinaj Bjerg, men at han også gav ham særlige forklaringer om hvordan Loven skulle holdes, og at disse forklaringer skulle overleveres mundtligt. Talmud er det skriftlige sammendrag af denne mundtlige lov, med senere kommentarer og tilføjelser. Den blev samlet og udarbejdet af rabbinere fra og med det andet århundrede e.v.t. og frem til middelalderen.

Talmud inddeles som regel i to hovedafsnit:

Misjna: En samling kommentarer der supplerer den skrevne lov, baseret på forklaringer fremsat af rabbinere som kaldtes tannaitter (lærere). Den blev nedskrevet i slutningen af det andet og begyndelsen af det tredje århundrede e.v.t.

Gemara (oprindelig kaldet Talmud): En samling kommentarer til Misjna af rabbinere fra en senere periode (tredje til sjette århundrede e.v.t).

Foruden disse to hoveddele kan Talmud også omfatte kommentarer til Gemara som blev udarbejdet af rabbinere i middelalderen. Fremtrædende blandt disse var rabbinerne Rashi (Solomon ben Isak, 1040-1105), som gjorde det vanskelige sprog i Talmud langt mere tilgængeligt, og Rambam (Moses ben Maimon, bedre kendt som Maimonides, 1135-1204), som omarrangerede Talmud til en sammentrængt version („Misjne Tora“), så den blev tilgængelig for alle jøder.

[Illustrationer]

Herunder: Gammel tora fra „Esters grav“ i Iran. Til højre: Lovprisningshymner på hebraisk og jiddisch baseret på bibelvers

[Ramme/illustrationer på side 226, 227]

Jødedommen — en religion med mange røster

Jødedommen lægger traditionelt stor vægt på religionsudøvelsen. Debatter om sådanne praktiske spørgsmål, snarere end trosspørgsmål, har skabt alvorlige spændinger blandt jøderne og har ført til at jødedommen er blevet opdelt i tre hovedretninger.

DEN ORTODOKSE JØDEDOM — Denne retning godtager ikke blot den hebraiske „Tanakh“ som inspireret, men tror også at Moses modtog den mundtlige lov fra Gud på Sinaj Bjerg samtidig med at han modtog den skrevne lov. Ortodokse jøder overholder samvittighedsfuldt budene i begge love. De venter stadig på at Messias skal komme og indføre en guldalder for Israel. På grund af meningsforskelle blandt de ortodokse er der opstået forskellige fraktioner. Et eksempel er chasidismen.

Chassidim („de fromme“) — De betragtes som ultraortodokse. Bevægelsen blev grundlagt i Østeuropa midt i 1700-tallet af Israel ben Eliezer, kendt som Ba‛al Shem Tov („Det gode navns Herre“). Deres lære lægger stor vægt på musik og dans og en deraf følgende mystisk glæde. Meget af det de tror på, deriblandt reinkarnation, bygger på de mystiske bøger Kabbala. De ledes i vor tid af rebbes (jiddisch for „rabbinere“) eller zaddikim, som af tilhængerne regnes for at være ualmindeligt retfærdige eller hellige mænd.

Chassidismens tilhængere findes i dag hovedsagelig i USA og Israel. De bærer en speciel, hovedsagelig sort, østeuropæisk klædedragt fra 1700- og 1800-tallet, hvorved de skiller sig tydeligt ud, især i moderne byer. De er i dag inddelt i sekter som følger forskellige fremtrædende rebbes. En meget aktiv gruppe er lubavitcherne, der driver en ihærdig proselytvirksomhed blandt jøderne. Nogle grupper mener at kun Messias har ret til at genrejse Israel som jødisk nation, og anerkender derfor ikke den verdslige stat Israel.

REFORMJØDEDOMMEN (også kendt som „de liberale“ og „de progressive“) — Denne bevægelse opstod i Vesteuropa i begyndelsen af 1800-tallet. Den bygger på de ideer der blev fremsat af Moses Mendelssohn, en jødisk intellektuel i 1700-tallet som mente at jøderne burde tilpasse sig den vestlige kultur i stedet for at holde sig adskilt fra ikkejøderne. Reformjøderne anser ikke Toraen for at være guddommeligt åbenbaret sandhed. De betragter de jødiske love om kost, renhed og klædedragt som utidssvarende. De tror på det de kalder „en messiansk tidsalder med universelt broderskab“. I de senere år har de bevæget sig tilbage i retning af den mere traditionelle jødedom.

DEN KONSERVATIVE JØDEDOM — Den opstod i Tyskland i 1845 som en aflægger af reformjødedommen, som de konservative mente havde forkastet for mange af jødernes traditionelle skikke. Den konservative jødedom tror ikke at Moses modtog den mundtlige lov fra Gud, men hævder at den mundtlige Tora skyldes rabbinerne, som forsøgte at tilpasse jødedommen til en ny tidsalder. Konservative jøder følger bibelske forskrifter og rabbinske love i det omfang disse „lader sig tilpasse det jødiske livs moderne krav“. (The Book of Jewish Knowledge) De bruger hebraisk og engelsk i liturgien og holder sig strengt til spiselovene (kasjruth). Mænd og kvinder må sidde sammen i synagogen, hvad de ortodokse ikke tillader.

[Illustrationer]

[Ramme/illustrationer på side 230, 231]

Nogle vigtige højtider og skikke

De fleste af jødernes højtider bygger på Bibelen, og de er stort set enten knyttet til indhøstningen på bestemte årstider eller til historiske begivenheder.

▪ Sjabbat (sabbatten) — Den syvende dag i den jødiske uge (fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag) anses for at hellige ugen, og festligholdelsen af denne dag er en væsentlig del af tilbedelsen. Jøderne går i synagogen til toralæsning og bøn. — 2 Mosebog 20:8-11.

▪ Jom Kippur — Forsoningsdagen, en højtid med faste og selvransagelse. Den udgør højdepunktet på en ti dage lang bodstid der begynder med Rosj Hasjana, det jødiske nytår, som ifølge den borgerlige jødiske kalender falder i september. — 3 Mosebog 16:29-31; 23:26-32.

▪ Sukkot (herover) — Løvhyttefesten eller indsamlingshøjtiden. En højtid hvor man fejrer høsten og afslutningen af den vigtigste del af landbrugsåret. Holdes i oktober. — 3 Mosebog 23:34-43; 4 Mosebog 29:12-38; 5 Mosebog 16:13-15.

▪ Chanukka — Indvielseshøjtiden. En populær højtid der fejres i december til minde om at makkabæerne gjorde jøderne uafhængige af det syrisk-græske herredømme og genindviede templet i Jerusalem i december år 165 f.v.t. Kendetegnes som regel ved at man tænder lys i otte dage.

▪ Purim — Fejres i slutningen af februar eller begyndelsen af marts til minde om hvordan jøderne i Persien i det femte århundrede f.v.t. blev reddet fra Haman og hans planer om at udrydde dem. — Ester 9:20-28.

▪ Pesach — Påskefesten. Indstiftet til minde om Israels udfrielse fra fangenskabet i Ægypten (1513 f.v.t.). Det er den største og ældste af de jødiske højtider. Den fejres den 14. nisan (ifølge den jødiske kalender) og falder som regel i slutningen af marts eller begyndelsen af april. Hver jødisk familie samles for at spise påskemåltidet, seder. I de efterfølgende syv dage må der ikke spises syret brød. Denne periode kaldes de usyrede brøds højtid. — 2 Mosebog 12:14-20, 24-27.

Nogle jødiske skikke

▪ Omskærelsen — For jødiske drenge er dette en vigtig ceremoni der finder sted når de er otte dage gamle. Den kaldes ofte Abrahamspagten, eftersom omskærelsen var tegnet på Guds pagt med Abraham. Mænd som går over til jødedommen må også omskæres. — 1 Mosebog 17:9-14.

▪ Bar Mitsva (herunder) — En anden vigtig jødisk ceremoni. Navnet betyder bogstaveligt „søn af budet“, et „udtryk der både betegner den religiøse og juridiske modenhed som drenge på 13 år plus én dag opnår, og selve den anledning da de formelt opnår denne status“. Denne skik stammer blot fra det 15. århundrede e.v.t. — Encyclopaedia Judaica.

▪ Mesusa (herover) — Et jødisk hjem er som regel let at kende på mesusaen, der er fæstet til højre dørkarm ved indgangen. En mesusa er en lille pergamentrulle med teksten fra Femte Mosebog 6:4-9; og 11:13-21. Rullen er lagt i et lille etui eller hylster, som så anbringes på karmen ved indgangsdøren og de enkelte beboelsesværelser.

▪ Jarmulke (kalot båret af mænd) — „Den ortodokse jødedom . . . betragter tildækning af hovedet både i og uden for synagogen som et tegn på troskab mod jødisk tradition.“ (Encyclopaedia Judaica) Der står ingen steder i Tanakh at man skal tildække hovedet under gudsdyrkelsen, og Talmud nævner det derfor som en frivillig skik. Chasidiske kvinder går altid med hovedbeklædning eller barberer håret af og bruger paryk.

[Illustration på side 206]

Abram (Abraham), jødernes stamfader, tilbad Gud for næsten 4000 år siden

[Illustration side 208]

Davidsstjernen – et ikkebibelsk symbol for Israel og jødedommen

[Illustration på side 215]

En jødisk skriftlærd afskriver en hebraisk tekst

[Illustration på side 222]

Chasidisk jødisk familie fejrer sabbatten

[Illustration på side 233]

Fromme jøder der beder med fylakterier, skriftstedskapsler fæstet med læderremme, på armen og på panden

Kapitel 10

Kristendommen — var Jesus vejen til Gud?

Med undtagelse af jødedommen er alle de store religioner vi hidtil har behandlet, i vid udstrækning grundlagt på myter. Vi skal nu undersøge endnu en religion som hævder at bringe menneskene nærmere til Gud, nemlig kristendommen. Bygger denne religion på myter eller på historiske kendsgerninger?

1. (a) Hvorfor har kristenhedens historie fået nogle til at tvivle alvorligt på kristendommen? (b) Hvordan skelner vi mellem kristenheden og kristendommen?

KRISTENHEDENSa historie med dens krige, inkvisitioner, korstog og religiøse hykleri har ikke fremmet kristendommens sag. Fromme muslimer og andre anfører det moralske fordærv og forfald i den vestlige, „kristne“ verden som en grund til at afvise kristendommen. Ja, de såkaldt kristne nationer har mistet deres moralske ror og har lidt skibbrud på troløshedens, griskhedens og nydelsessygens klippeskær.

2, 3. (a) Hvilken forskel er der mellem de første kristnes livsførelse og den måde folk i kristenheden lever på i dag? (b) Hvilke spørgsmål må vi have svar på?

² Den oprindelige kristendom havde imidlertid helt andre normer end de løse holdninger vi ser i dag. Det bevidnes af professor Elaine Pagels. Hun skriver i sin bog Adam, Eva og slangen: „I de første fire århundreder var mange kristne stolte over deres seksuelle afholdenhed. De forkastede polygami og ofte også skilsmisse, som den jødiske tradition tillod, og de forkastede de uægteskabelige seksuelle forhold, som var almindeligt accepterede blandt deres hedenske samtidige, forhold som indbefattede prostitution og homoseksualitet.“

³ Det er derfor på sin plads at spørge: Giver kristenhedens historie og dens moralske tilstand i dag et rigtigt billede af det Jesus Kristus lærte? Hvilken slags menneske var Jesus? Førte han menneskene nærmere til Gud? Var han den Messias der var lovet i de hebraiske profetier? Det er nogle af de spørgsmål vi vil behandle i dette kapitel.

Opfyldte Jesus kravene?

4. Hvilken tydelig forskel har vi bemærket mellem kristendommens og andre store religioners oprindelse?

⁴ I tidligere kapitler har vi set hvilken fremtrædende rolle mytologien har spillet for næsten samtlige af verdens store religioner. Men da vi kom ind på jødedommens oprindelse i det forrige kapitel, begyndte vi ikke med en myte, men med den historiske virkelighed der knyttede sig til Abraham, hans forfædre og hans efterkommere. Når vi nu skal betragte kristendommen og dens grundlægger, Jesus, begynder vi heller ikke med en myte, men med en historisk person. — Se side 237.

5. (a) Nævn tre af de krav Jesus opfyldte og som viser at han var Abrahams lovede „afkom“. (b) Hvem skrev De Kristne Græske Skrifter?

⁵ Det første vers i De Kristne Græske Skrifter, almindeligvis kaldet Det Nye Testamente (se side 241), lyder: „Bogen med den historiske beretning om Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn.“ (Mattæus 1:1) Er det blot en tom påstand der her fremsættes af Mattæus, en tidligere jødisk skatteopkræver og en af Jesu nærmeste disciple, som skrev hans biografi? Nej. I de næste femten vers anfører han Abrahams slægtslinje frem til Jakob, der „blev fader til Josef, Marias mand; af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus“. Jesus var derfor virkelig en efterkommer af Abraham, Juda og David, og han opfyldte dermed tre af kravene til Messias, det „afkom“ der var forudsagt dels i Første Mosebog 3:15 og dels over for Abraham. — 1 Mosebog 22:18; 49:10; 1 Krønikebog 17:11.

6, 7. Hvorfor har det betydning hvor Jesus blev født?

⁶ Endnu et krav til det messianske afkom gjaldt hans fødested. Hvor blev Jesus født? Mattæus fortæller at Jesus blev „født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage“. (Mattæus 2:1) Lægen Lukas’ beretning bekræfter dette, idet den fortæller følgende om Jesu kommende adoptivfader, Josef: „Han [tog] naturligvis også af sted fra Galilæa, fra byen Nazaret, op til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, for at blive indskrevet sammen med Maria, der som lovet var givet ham til ægte og nu var gravid.“ — Lukas 2:4, 5.

⁷ Hvorfor var det vigtigt at Jesus blev født i Betlehem og ikke i Nazaret eller en anden by? Fordi den hebraiske profet Mika i det ottende århundrede f.v.t. havde forudsagt: „Og du, Betlehem Efrata, for lille til at være blandt Judas tusinder, af dig skal der udgå en for mig som skal være hersker i Israel, en hvis udspring er fra de tidligste tider, fra en fjern fortids dage.“ (Mika 5:2) Ved at Jesus blev født i Betlehem, opfyldte han altså endnu en betingelse for at kunne være det lovede afkom, den forudsagte Messias. — Johannes 7:42.

8. Nævn nogle af de profetier Jesus opfyldte.

⁸ Jesus opfyldte i virkeligheden en lang række profetier fra De Hebraiske Skrifter hvorved hans identitet som den lovede Messias blev bekræftet. Du kan selv undersøge nogle af dem i Bibelen. (Se oversigten på side 245.)b Men lad os nu se lidt nærmere på Jesu budskab og hans tjeneste.

Jesu liv viser vejen

9. (a) Hvordan begyndte Jesus sin offentlige tjeneste? (b) Hvordan ved vi at Jesus var godkendt af Gud?

⁹ Den bibelske beretning fortæller at Jesus blev opdraget som en almindelig ung jøde der kom både i den lokale synagoge og i templet i Jerusalem. (Lukas 2:41-52) Da han var 30 år indledte han sin offentlige tjeneste. Først gik han ud til sin fætter Johannes, der døbte jøder i Jordanfloden som et symbol på sindsændring. Lukas’ beretning siger: „Dengang hele folket blev døbt, blev også Jesus døbt, og mens han bad, åbnedes himmelen og den hellige ånd dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en stemme lød fra himmelen: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’“ — Lukas 3:21-23; Johannes 1:32-34.

10, 11. (a) På hvilken måde forkyndte og underviste Jesus? (b) Hvordan viste Jesus hvor betydningsfuldt hans Faders navn er?

¹⁰ Kort efter begyndte han på sin tjeneste som Guds salvede søn. Han gik igennem hele Galilæa og Judæa og forkyndte budskabet om Guds rige og gjorde mirakler, idet han blandt andet helbredte syge. Han tog ikke imod betaling for det og var ikke ude efter at blive rig eller at ophøje sig selv. Han sagde endda at der er større lykke ved at give end ved at modtage. Han lærte også sine disciple at forkynde. — Mattæus 8:20; 10:7-13; Apostelgerninger 20:35.

¹¹ Når vi analyserer Jesu budskab og den måde han forkyndte det på, ser vi en klar forskel mellem hans fremgangsmåde og mange af kristenhedens prædikanters. Han forsøgte ikke at røre masserne med billige virkemidler som følelsesladede ord eller skræmmebilleder af helvede. Nej, han talte enkelt og logisk og brugte lignelser eller billeder fra hverdagen for at appellere til hjertet og sindet. Hans berømte bjergprædiken er et fremragende eksempel på de undervisningsmetoder han benyttede. I denne prædiken finder vi også hans mønsterbøn, hvori han nævner helligelsen af Guds navn først og dermed viser hvad der bør ligge de kristne stærkest på sinde. (Se side 258, 259.) — Mattæus 5:1–7:29; 13:3-53; Lukas 6:17-49.

12. (a) Hvordan kom Jesu kærlighed til udtryk både i lære og i handling? (b) Hvordan ville verden have set ud hvis man virkelig havde praktiseret kristen kærlighed?

¹² Jesus optrådte kærligt og medfølende over for sine disciple og folk i almindelighed. (Markus 6:30-34) Han viste også kærlighed og ydmyghed idet han forkyndte budskabet om Guds rige. I de sidste timer af sit liv kunne han derfor sige til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) Det centrale i praktisk kristendom er derfor en selvopofrende kærlighed der bygger på principper. (Mattæus 22:37-40) Det vil sige at en kristen endog skal elske sine fjender, selv om han nok hader deres onde gerninger. (Lukas 6:27-31) Tænk engang over dette. Hvor meget anderledes ville verden ikke have set ud hvis alle havde praktiseret en sådan form for kærlighed! — Romerne 12:17-21; 13:8-10.

13. Hvordan adskilte Jesu lære sig fra det Kungfutse, Lao-tse og Buddha lærte?

¹³ Hvad Jesus lærte sine disciple var imidlertid langt mere end blot en etik eller filosofi, som den Kungfutse eller Lao-tse fremførte. Jesus lærte heller ikke, som Buddha, at man kan udvirke sin egen frelse ved at søge kundskab og oplysning. Nej, han henviste til Gud som kilden til frelse, idet han sagde: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv. Gud har nemlig ikke sendt sin søn til verden for at han skal dømme verden, men for at verden skal frelses gennem ham.“ — Johannes 3:16, 17.

14. Hvorfor kunne Jesus sige: „Jeg er vejen og sandheden og livet“?

¹⁴ Ved at Jesus i ord og gerning genspejlede sin Faders kærlighed, drog han folk nærmere til Gud. Det var en af grundene til at han kunne sige: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig. . . . Den der har set mig, har også set Faderen. Hvordan kan du sige: ’Vis os Faderen’? Tror du ikke at jeg er i samhørighed med Faderen og Faderen er i samhørighed med mig? Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne ideer; men Faderen som forbliver i samhørighed med mig, gør sine gerninger. . . . I har hørt at jeg har sagt til jer: Jeg går bort og jeg kommer tilbage til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:6-28) Ja, Jesus var „vejen og sandheden og livet“, for han førte disse jøder tilbage til sin Fader, deres sande Gud, Jehova. Med Jesus gik det pludselig fremad i menneskets søgen efter Gud, fordi Gud i sin store kærlighed havde sendt ham til jorden som et sandhedslys til at lede mennesker til Faderen. — Johannes 1:9-14; 6:44; 8:31, 32.

15. (a) Hvad må vi gøre for at finde Gud? (b) Hvilke vidnesbyrd har vi her på jorden om Guds kærlighed?

¹⁵ På baggrund af Jesu tjeneste og eksempel kunne missionæren Paulus senere sige til grækerne i Athen: „[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os. For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.“ (Apostelgerninger 17:26-28) Ja, Gud lader sig finde af dem der er villige til at gøre sig den anstrengelse at søge ham. (Mattæus 7:7, 8) Gud har givet sig til kende og gjort sin kærlighed åbenbar ved at skabe en jord der opretholder en tilsyneladende uendelig variation af livsformer. Han forsyner alle, både retfærdige og uretfærdige, med det de trænger til. Han har også givet menneskene sit skrevne ord, Bibelen, og han har sendt sin søn som et genløsningsoffer.c Endelig har han sørget for at man kan få den hjælp man behøver for at finde vejen til ham. — Mattæus 5:43-45; Apostelgerninger 14:16, 17; Romerne 3:23-26.

16, 17. Hvordan må sand kristen kærlighed komme til udtryk?

¹⁶ Kristen kærlighed er naturligvis ikke blot et spørgsmål om ord, men i højere grad om gerninger. Derfor skrev apostelen Paulus: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Korinther 13:4-8.

¹⁷ Jesus gjorde det også klart hvor vigtigt det er at forkynde himlenes rige — Guds styre over lydige mennesker. — Mattæus 10:7; Markus 13:10.

Hver enkelt kristen en forkynder

18. (a) Hvad understregede Jesus i sin bjergprædiken? (b) Hvad er hver enkelt kristen forpligtet til? (c) Hvordan forberedte Jesus sine disciple på deres tjeneste, og hvilket budskab skulle de forkynde?

¹⁸ I sin bjergprædiken understregede Jesus over for sine tilhørere at de var forpligtede til at oplyse andre ved hjælp af det de sagde og gjorde. Han sagde: „I er verdens lys. En by kan ikke skjules når den ligger på et bjerg. Man tænder ikke en lampe for at sætte den under målekarret, men man sætter den på standeren, og så skinner den for alle som er i huset. På samme måde skal I lade jeres lys skinne for folk, så de kan se jeres gode gerninger og herliggøre jeres Fader som er himlene.“ (Mattæus 5:14-16) Jesus oplærte sine disciple så de kunne drage omkring og forkynde og undervise som rejsende ordets tjenere. Og hvad skulle de forkynde? Det samme som det Jesus selv forkyndte — budskabet om Guds rige der skulle herske over hele jorden i retfærdighed. Som Jesus ved en lejlighed forklarede: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:43; 8:1; 10:1-12) Han sagde også at en del af det tegn der skulle kendetegne de sidste dage, var at ’den gode nyhed om riget blev forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. Derefter ville enden komme. — Mattæus 24:3-14.

19, 20. (a) Hvorfor har den sande kristendom altid været en aktiv, forkyndende religion? (b) Hvilke grundlæggende spørgsmål må vi nu have svar på?

¹⁹ I år 33 gav den opstandne Jesus sine disciple denne befaling før han steg op til himmelen: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:18-20) Dette er en af grundene til at kristendommen fra første færd var en aktiv, missionerende religion der vakte vrede og misundelse hos tilhængerne af datidens græske og romerske religion, som byggede på mytologi. Et typisk eksempel på dette er den forfølgelse Paulus blev udsat for i Efesus. — Apostelgerninger 19:23-41.

²⁰ Vi spørger nu: Hvad havde budskabet om Guds rige at sige om de døde? Hvilket håb for de døde fremholdt Jesus? Forkyndte han at hans tilhængeres „udødelige sjæle“ ville opnå frelse fra „et brændende helvede“? Eller forkyndte han noget andet? — Mattæus 4:17.

Et håb om evigt liv

21, 22. (a) Hvad sammenlignede Jesus dødstilstanden med, og hvorfor? (b) Hvilket håb havde Marta med hensyn til sin døde broder?

²¹ Klarest indsigt i det håb Jesus forkyndte, får vi nok ved at undersøge hvad han sagde og gjorde da hans ven Lazarus døde. Hvordan betragtede Jesus sin vens død? Idet han begav sig på vej til Lazarus’ hjem, sagde han til disciplene: „Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.“ (Johannes 11:11) Jesus sammenlignede Lazarus’ tilstand med en søvn. Når vi sover dybt, er vi os ikke noget som helst bevidst. Det stemmer med den hebraiske udtalelse i Prædikeren 9:5: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting.“

²² Vi lægger mærke til at selv om Lazarus havde været død i fire dage, sagde Jesus ikke noget om at hans sjæl befandt sig i himmelen, helvede eller skærsilden. Da Jesus ankom til Betania og Marta, Lazarus’ søster, kom ham i møde, sagde han til hende: „Din broder skal opstå.“ Hvad svarede Marta? Sagde hun at han allerede var i himmelen? Nej, hun svarede: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Dette viser klart at jøderne på den tid håbede på en opstandelse, på at de døde ville vende tilbage til livet her på jorden. — Johannes 11:23, 24, 38, 39.

23. Hvilket mirakel gjorde Jesus, og hvordan virkede det på dem der så det?

²³ Jesus sagde da: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør; og enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du dette?“ (Johannes 11:25, 26) For at bevise hvad han sagde gik Jesus ud til den hule hvor Lazarus var begravet, og råbte på ham, og Lazarus kom levende ud for øjnene af sine søstre, Maria og Marta, og naboerne. Beretningen siger videre: „Da fik mange af de jøder som var kommet til Maria og som havde iagttaget hvad han havde gjort, tro på ham . . . Den skare som var sammen med ham da han kaldte Lazarus ud af mindegraven og oprejste ham fra de døde, blev . . . ved med at aflægge vidnesbyrd.“ (Johannes 11:45; 12:17) Disse mennesker havde selv set dette mirakel, og de troede på det og bekræftede ved deres vidnesbyrd at det virkelig havde fundet sted. Jesu religiøse modstandere må også have troet på at det fandt sted, for beretningen siger at de øverste præster og farisæerne sammensvor sig om at få Jesus dræbt fordi ’dette menneske gjorde mange tegn’. — Johannes 11:30-53.

24. (a) Hvor havde Lazarus været i de fire dage? (b) Hvad siger Bibelen om udødelighed?

²⁴ Hvor havde Lazarus været i de fire dage han var død? Han havde ikke været nogen steder. Han sov, var uden bevidsthed, idet han lå i graven og ventede på en opstandelse. Jesus velsignede ham ved mirakuløst at oprejse ham fra de døde. Ifølge Johannes’ beretning sagde Lazarus ikke noget om at han havde været i himmelen, helvede eller skærsilden i de fire dage. Hvorfor ikke? Ganske enkelt fordi han ikke havde nogen udødelig sjæl der kunne tage sådanne steder hen.d — Job 36:14; Ezekiel 18:4.

25. (a) Hvad sigter Bibelen til når den taler om evigt liv? (b) Hvad afhænger Guds riges lovede komme af?

²⁵ Når Jesus talte om evigt liv sigtede han derfor enten til håbet om evigt liv i himmelen som en forvandlet, udødelig, åndelig medregent med ham i hans rige, eller til håbet om evigt liv som menneske på en paradisisk jord under dette riges styre.e (Lukas 23:43; Johannes 17:3) Gud har lovet at han i billedlig forstand vil bo hos lydige mennesker på jorden og velsigne dem rigt. Alt dette afhænger naturligvis af om Jesus virkelig blev sendt af Gud og var godkendt af ham. — Lukas 22:28-30; Titus 1:1, 2; Åbenbaringen 21:1-4.

Godkendt af Gud

26. Hvilken bemærkelsesværdig begivenhed var disciplene Peter, Jakob og Johannes vidne til?

²⁶ Hvordan ved vi at Jesus var godkendt af Gud? Jo, da Jesus blev døbt, lød der en stemme fra himmelen der sagde: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Senere blev denne udtalelse bekræftet over for andre vidner. Disciplene Peter, Jakob og Johannes, tidligere fiskere fra Galilæa, fulgte med Jesus op på et højt bjerg (sandsynligvis det 2814 meter høje Hermonbjerg). Dér oplevede de noget bemærkelsesværdigt: „Og [Jesus] blev forvandlet for øjnene af dem, og hans ansigt skinnede som solen, og hans yderklæder blev blændende som lyset. Og se! Moses og Elias viste sig for dem, i samtale med ham. . . . se, da overskyggede en lysende sky dem, og se, ud fra skyen sagde en stemme: ’Dette er min søn, den elskede, som jeg har godkendt; hør på ham.’ Da disciplene hørte dette, faldt de på deres ansigt og blev meget bange.“ — Mattæus 17:1-6; Lukas 9:28-36.

27. (a) Hvilken virkning havde forklarelsen på disciplene? (b) Hvordan ved vi at Jesus ikke er nogen opdigtet skikkelse?

²⁷ Denne hørlige og synlige bekræftelse fra Gud var vældig trosstyrkende for Peter, for han skrev senere: „Det var jo ikke snedigt opfundne fabler [græsk: myʹthois, myter] vi fulgte da vi gjorde jer bekendt med vor Herres Jesu Kristi kraft og nærværelse; nej, vi havde været øjenvidner til hans storhed. For han modtog ære og herlighed fra Gud, Faderen, da ord som disse blev fremført for ham af den storslåede herlighed: ’Dette er min søn, min elskede, som jeg selv har godkendt.’ Ja, disse ord hørte vi blive fremført fra himmelen mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.“ (2 Peter 1:16-18) De jødiske disciple Peter, Jakob og Johannes så virkelig dette mirakel, Jesu forvandling eller forklarelse, og de hørte Guds godkendende stemme fra himmelen. Deres tro byggede på virkeligheder som de havde set og hørt, ikke på myter eller „jødiske fabler“. (Se side 237.) — Mattæus 17:9; Titus 1:13, 14.f

Jesu død og endnu et mirakel

28. Hvad blev Jesus falskeligt anklaget for i år 33?

²⁸ I år 33 blev Jesus arresteret og stillet for retten af de jødiske religiøse myndigheder, falskeligt anklaget for gudsbespottelse fordi han havde kaldt sig selv Guds søn. (Mattæus 26:3, 4, 59-67) Da disse jøder ikke havde juridisk myndighed til at henrette ham, sendte de ham til den romerske øvrighed og fremsatte igen falske anklager mod ham, denne gang om at han forbød betaling af skatter til kejseren og udgav sig for at være en konge. — Markus 12:14-17; Lukas 23:1-11; Johannes 18:28-31.

29. Hvordan døde Jesus?

²⁹ Efter at Jesus var blevet sendt fra den ene øvrighedsperson til den anden, valgte den romerske landshøvding Pontius Pilatus, under pres fra den religiøst påvirkede folkemængde, den letteste udvej og dømte Jesus til døden. Jesus led derfor en vanærende død på en marterpæl, og hans lig blev lagt i en grav. Men inden der var gået tre dage skete der noget som forvandlede Jesu bedrøvede disciple til glade troende og nidkære forkyndere. — Johannes 19:16-22; Galaterne 3:13.

30. Hvad gjorde de religiøse ledere for at forhindre et bedrag?

³⁰ Af frygt for at Jesu disciple skulle gribe til svindel eller bedrag, gik de religiøse ledere til Pilatus og sagde: „’Herre, vi er kommet i tanker om at denne bedrager, da han endnu levede, sagde: „Om tre dage vil jeg blive oprejst.“ Befal derfor at gravstedet skal sikres indtil den tredje dag, for at hans disciple ikke skal komme og stjæle ham og sige til folket: „Han er blevet oprejst fra de døde!“ og dette sidste bedrag blive værre end det første.’ Pilatus sagde til dem: ’I har vagtmandskab. Gå hen og lad stedet sikre så godt som I kan.’ De gik så hen og sikrede gravstedet med vagtmandskabet efter at have forseglet stenen.“ (Mattæus 27:62-66) Men hvor meget gavnede det?

31. Hvad skete der da nogle troende kvinder kom ud til Jesu grav?

³¹ På tredjedagen efter Jesu død gik tre kvinder ud til graven for at indgnide det døde legeme med vellugtende olie. Hvad fandt de? „Og meget tidligt på ugens første dag kom de til mindegraven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ’Hvem skal rulle stenen væk fra indgangen til mindegraven for os?’ Men da de kiggede op, så de at stenen var blevet rullet væk, skønt den var meget stor. Da de kom ind i mindegraven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid klædning, og de blev forfærdede. Han sagde til dem: ’Vær ikke forfærdede. I søger Jesus Nazaræeren, som blev pælfæstet. Han er blevet oprejst, han er ikke her. Se! Det er stedet hvor de lagde ham. Men gå hen og sig til hans disciple og Peter: „Han går forud for jer til Galilæa; dér vil I se ham, sådan som han har sagt jer.“’“ (Markus 16:1-7; Lukas 24:1-12) Til trods for at de religiøse ledere havde posteret særlige vagter ved graven, var Jesus blevet oprejst af sin Fader. Er dette en myte, eller en historisk sandhed?

32. Hvilke gode grunde havde Paulus til at tro at Jesus var blevet oprejst?

³² Omkring 22 år efter denne begivenhed skrev Paulus, der tidligere havde forfulgt de kristne, et brev hvori han begrundede sin tro på at Kristus var blevet oprejst: „Jeg har nemlig overgivet til jer, blandt de første ting, det som jeg også har modtaget, at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne; og at han blev begravet, ja, at han er blevet oprejst på den tredje dag ifølge Skrifterne; og at han viste sig for Kefas, så for de tolv. Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste stadig er her, men nogle er sovet ind i døden. Derefter viste han sig for Jakob, så for alle apostlene.“ (1 Korinther 15:3-7) Ja, Paulus havde et reelt grundlag for at risikere livet for den opstandne Jesu sag — deriblandt vidnesbyrdet fra omkring 500 som med egne øjne havde set den opstandne Jesus! (Romerne 1:1-4) Paulus vidste at Jesus var blevet oprejst, og han havde en endnu vægtigere grund til at sige det. Han forklarede videre: „Men til allersidst viste han sig også for mig som for en der er født i utide.“ — 1 Korinther 15:8, 9; Apostelgerninger 9:1-19.

33. Hvorfor var de første kristne villige til at dø som martyrer for deres tro?

³³ De første kristne var villige til at dø som martyrer i de romerske arenaer. Hvorfor? Fordi de vidste at deres tro byggede på historiske realiteter, ikke på myter. Det var en realitet at Jesus var Messias, Kristus, som profetierne havde givet løfte om, og at han var blevet sendt til jorden af Gud, havde fået Guds godkendelse, var død på en pæl som Guds uangribelige søn, og var blevet oprejst fra de døde. — 1 Peter 1:3, 4.

34. Hvorfor er Jesu opstandelse så væsentlig for den kristne tro, ifølge apostelen Paulus?

³⁴ Vi vil anbefale dig at læse hele kapitel 15 i Paulus’ første brev til korintherne for at se hvad Paulus mente om opstandelsen og hvorfor opstandelsen er så væsentlig for den kristne tro. Selve kernen i hans budskab udtrykkes med disse ord: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden. For eftersom døden er kommet ved et menneske [Adam], er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinther 15:20-22.

35. Hvilke velsignelser har Gud i beredskab til jorden og menneskene? (Esajas 65:17-25)

³⁵ Jesu Kristi opstandelse har altså et formål som med tiden vil komme hele menneskeheden til gode.g Den skabte også mulighed for at Jesus siden kunne opfylde resten af de messianske profetier. Hans retfærdige herredømme som udøves fra de usynlige himle, vil snart blive udvidet til at omfatte en renset jord. Da kommer det Bibelen beskriver som „en ny himmel og en ny jord“, hvor Gud ’vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden ikke skal være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte, for det som var før, er forsvundet’. — Åbenbaringen 21:1-4.

Frafald og forfølgelse forudset

36. Hvad skete der på pinsedagen år 33, og hvad førte det til?

³⁶ Kort efter Jesu død og opstandelse skete der et nyt mirakel som styrkede de første kristne og gav dem gåpåmod i forkyndelsen. På pinsedagen år 33 udgød Gud sin hellige ånd eller virksomme kraft fra himmelen over omtrent 120 kristne som var samlet i Jerusalem. Hvad medførte det? „Og tunger som af ild viste sig for dem og fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig.“ (Apostelgerninger 2:3, 4) De fremmedsprogede jøder der befandt sig i Jerusalem på den tid, blev forundrede over at høre disse tilsyneladende ulærde jøder fra Galilæa tale på fremmede sprog. Resultatet var at mange kom til troen. Det kristne budskab bredte sig som en steppebrand efterhånden som disse nye jødiske troende vendte tilbage til deres hjemlande. — Apostelgerninger 2:5-21.

37. Hvordan reagerede nogle af de romerske herskere på den nye, kristne religion?

³⁷ Men uvejrsskyerne trak sammen. Romerne blev ængstelige på grund af denne nye og tilsyneladende ateistiske religion som ikke havde nogen gudebilleder. Fra og med kejser Neros tid udsatte de de kristne for en voldsom forfølgelse der strakte sig over de første tre århundreder af vor tidsregning.h Mange kristne blev dømt til at dø i arenaerne for at tilfredsstille den sadistiske blodtørst hos kejserne og folkemasserne, der strømmede til for at se fangerne blive kastet for vilde dyr.

38. Hvilket forhold som var forudsagt, ville skabe forstyrrelse i den første kristne menighed?

³⁸ Noget andet som voldte forstyrrelse i denne første tid, var noget som apostlene havde forudsagt. Peter skrev for eksempel: „Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket, ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv.“ (2 Peter 2:1-3) Ja, der skulle komme et frafald fra den sande tilbedelse. Nogle ville indgå et kompromis med de religiøse strømninger i den romerske verden, der var gennemsyret af græsk filosofi og tænkning. Hvordan gik det til? Dette og beslægtede spørgsmål vil blive besvaret i det næste kapitel. — Apostelgerninger 20:30; 2 Timoteus 2:16-18; 2 Thessaloniker 2:3.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 237]

Er Jesus en opdigtet skikkelse?

„Er beretningen om kristendommens grundlægger kun et produkt af menneskelig smerte, menneskelig indbildningskraft, menneskelige håb — en myte, der kan sammenlignes med legenderne om Krishna, Osiris, Attis, Adonis, Dionysos og Mithras?“ spørger historikeren Will Durant, og han svarer: „Selv de ivrigste hedenske eller jødiske modstandere af den begyndende kristendom havde ikke på noget tidspunkt benægtet hans eksistens.“ — Verdens Kulturhistorie, Cæsar og Kristus.

Den romerske historiker Svetonius (ca. 69-140 e.v.t.) skriver om kejser Claudius i sit værk Romerske kejsere: „Jøderne, der på Chrestus’s [Kristi] tilskyndelse idelig gjorde optøjer, forviste han fra Rom.“ Dette skete omkring år 52. (Jævnfør Apostelgerninger 18:1, 2.) Læg mærke til at Svetonius ikke udtrykker nogen som helst tvivl med hensyn til Kristi eksistens. På dette faktiske grundlag og med fare for deres liv udbredte de første kristne ivrigt deres tro. Det er næppe sandsynligt at de ville have vovet livet for en myte. Jesu død og opstandelse havde fundet sted i deres levetid, og nogle af dem havde været øjenvidner til disse begivenheder.

Will Durant drager denne slutning: „At nogle ganske få og jævne mænd i løbet af en enkelt generation skulle have været i stand til at konstruere en så stærk og betagende personlighed, en så ophøjet etik og en så inspirerende vision af menneskeligt broderskab, ville have været et mirakel, der var endnu mere utroligt end noget af dem, der berettes om i evangelierne.“

[Illustration]

Jesus forkyndte og gjorde mirakler her i Galilæa i det gamle Palæstina

[Ramme/illustration på side 241]

Hvem skrev Bibelen?

Den kristne bibel består af de 39 bøger i De Hebraiske Skrifter (se side 220), som mange kalder Det Gamle Testamente, og de 27 bøger i De Kristne Græske Skrifter, ofte kaldet Det Nye Testamente.i Bibelen er altså et minibibliotek bestående af 66 bøger skrevet af omkring 40 mænd i løbet af 1600 år (fra 1513 f.v.t. til 98 e.v.t.).

De Græske Skrifter omfatter fire evangelier, beretninger om Jesu liv og den gode nyhed han forkyndte. To af dem blev skrevet af nogle som personligt fulgte Jesus, nemlig skatteopkræveren Mattæus og fiskeren Johannes. De to andre blev skrevet af Markus og lægen Lukas, som begge var blandt de første troende. (Kolossenserne 4:14) Efter evangelierne kommer Apostelgerninger, en beretning om missionsvirksomheden i den første kristne tid, udarbejdet af Lukas. Så er der 14 breve fra apostelen Paulus til forskellige enkeltpersoner og menigheder, fulgt af breve fra Jakob, Peter, Johannes og Judas. Den sidste bog er Åbenbaringen, som er skrevet af Johannes.

At så mange personer med forskellig baggrund som levede på forskellige tider og i forskellige kulturer, kunne frembringe en så harmonisk bog, er et vældigt vidnesbyrd om at Bibelen ikke er et produkt af menneskelig visdom, men er inspireret af Gud. Bibelen siger selv: „Hele Skriften er inspireret af Gud [bogstaveligt: „Gud-indåndet“] og gavnlig til undervisning.“ Bibelen blev altså skrevet under påvirkning af Guds hellige ånd eller virksomme kraft. — 2 Timoteus 3:16, 17, Int.

[Illustration]

Denne beskadigede indskrift med navnet Pontius Pilatus på latin (anden linje, „IVS PILATVS“) bekræfter at Pilatus var en indflydelsesrig person i Palæstina, sådan som Bibelen siger

[Fodnote]

[Ramme på side 245]

Messias i Bibelens profetier

[Ramme/illustration på side 258, 259]

Jesus og Guds navn

Da Jesus lærte sine disciple at bede, sagde han: „I skal derfor bede således: ’Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.’“ — Mattæus 6:9, 10.

Jesus kendte betydningen af sin Faders navn, og han lagde stor vægt på det. Han sagde derfor til sine religiøse fjender: „Jeg er kommet i min Faders navn, men I tager ikke imod mig; hvis en anden kom i sit eget navn, ville I tage imod ham. . . . Jeg har sagt jer det, og dog tror I ikke. De gerninger jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig.“ — Johannes 5:43; 10:25; Markus 12:29, 30.

I en bøn til sin Fader sagde Jesus: „’Fader, herliggør dit navn.’ Så kom der en stemme fra himmelen: ’Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.’“

Ved en senere lejlighed bad Jesus: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. De var dine, og du gav mig dem, og de har overholdt dit ord. Og jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det, for at den kærlighed hvormed du har elsket mig kan være i dem og jeg i samhørighed med dem.“ — Johannes 12:28; 17:6, 26.

Som jøde var Jesus uden tvivl fortrolig med sin Faders navn, Jehova eller Jahve, for han kendte det skriftsted der siger: „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. . . . Så I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’og jeg er Gud.’“ — Esajas 43:10, 12.

Jøderne var altså som folk betragtet blevet udvalgt til at være Jehovas vidner. Som jøde var Jesus også et vidne for Jehova. — Åbenbaringen 3:14.

Det ser ud til at de fleste jøder i det første århundrede ikke længere udtalte Guds åbenbarede navn. Men der findes bibelhåndskrifter hvoraf det fremgår at de kristne som dengang brugte den græske Septuaginta-oversættelse af De Hebraiske Skrifter, kan have set det hebraiske tetragram brugt i den græske tekst. Som George Howard, professor i religion og hebraisk, skriver: „Eftersom den Septuaginta-udgave som den nytestamentlige kirke brugte og citerede fra, indeholdt den hebraiske form af Guds navn, tog de nytestamentlige skribenter uden tvivl tetragrammet med i deres citater derfra. Da den hebraiske form af det guddommelige navn [senere] blev fjernet til fordel for græske erstatningsord i Septuaginta, blev navnet også fjernet i de nytestamentlige citater fra Septuaginta.“

Professor Howard mener derfor at de kristne i det første århundrede må have haft en klar forståelse af skriftsteder som Mattæus 22:44, hvor Jesus citerede De Hebraiske Skrifter for sine fjender. Howard siger: „Kirken i det første århundrede læste sandsynligvis: ’JHWH sagde til min Herre,’“ i stedet for den senere version: „’Herren sagde til min Herre,’ . . . hvilket er lige så tvetydigt som det er upræcist.“ — Salme 110:1.

At Jesus brugte Guds navn bekræftes af nogle jødiske anklager der blev rettet mod ham flere hundrede år efter hans død, nemlig at hvis han gjorde mirakler, var det „kun fordi han havde lært sig at bruge Guds ’hemmelige’ navn“. — The Book of Jewish Knowledge.

Ja, Jesus kendte Guds enestående navn. Og uanset de jødiske traditioner på den tid, er der ingen tvivl om at han brugte navnet. Han lod ikke menneskers traditioner sætte Guds lov ud af kraft. — Markus 7:9-13; Johannes 1:1-3, 18; Kolossenserne 1:15, 16.

[Illustration]

Papyrusfragment (1. årh. f.v.t.) med Guds navn på hebraisk i den græske Septuaginta-tekst

[Illustrationer på side 238]

Jesus brugte mange illustrationer i sin undervisning, blandt andet om at så, høste, fiske, finde en perle, om blandede hjorde og en vingård (Mattæus 13:3-47; 25:32)

[Illustration på side 243]

Ved Guds kraft gjorde Jesus mange mirakler; engang stillede han en storm

[Illustration på side 246]

Tetragrammet, de fire konsonanter JHWH (Jehova)

[Illustration på side 251]

Der er intet i beretningen om Lazarus’ opstandelse fra de døde som tyder på at Lazarus havde en udødelig sjæl

[Illustration på side 253]

Peter, Jakob og Johannes vidste at Jesus var godkendt af Gud — de så og hørte det ved forklarelsen

Kapitel 11

Frafald — vejen til Gud spærret

1, 2. (a) Hvorfor er de første 400 år af kristenhedens historie så vigtige? (b) Hvad sagde Jesus om det valg enhver må træffe?

HVORFOR er de første 400 år af kristenhedens historie så vigtige? Af samme grund som de allerførste år i et barns liv er vigtige. Det er dér grundlaget for barnets fremtidige personlighed bliver lagt. Hvilket grundlag blev der lagt i kristenhedens første århundreder?

² Før vi besvarer det spørgsmål vil vi minde om en sandhed som Jesus Kristus gav udtryk for: „Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ De lette muligheders vej er bred; de rette princippers vej er smal. — Mattæus 7:13, 14.

3. Hvilke to veje fandtes der i kristendommens første tid?

³ I kristendommens første tid havde de der antog denne upopulære tro, to veje at vælge imellem — de kunne enten holde sig til Kristi og Skrifternes kompromisløse lære og principper, eller de kunne følge kompromisets brede og magelige vej sammen med datidens verden. Som vi skal se i det følgende, viser de første 400 års historie hvilken vej flertallet endte med at vælge.

Den besnærende filosofi

4. Hvilken indflydelse øvede det hedenske Rom på kirken i den første tid, ifølge historikeren Will Durant?

⁴ Historikeren Will Durant forklarer hvad der skete: „Kirken overtog nogle af de religiøse skikke og former, der havde været almindelige i det før-kristne [hedenske] Rom — stolaen og de hedenske præsters andre beklædningsstykker, anvendelsen af røgelse og vievand under renselsesceremonierne, de tændte vokslys og den evige flamme foran alteret, helgendyrkelsen, basilikaens arkitektur, romerretten som grundlag for den kanoniske ret, titlen pontifex maximus til paven, og i det 4. århundrede det latinske sprog . . . Snart var det biskopperne, og ikke længere de romerske præfekter, der havde magten i byerne; metropolitterne eller ærkebiskopperne støttede — hvis de ikke erstattede — de romerske statholdere; og biskoppernes synode skulle snart træde i stedet for provinsforsamlingen. Den romerske kirke gik i den romerske stats fodspor.“ — Verdens Kulturhistorie — Cæsar og Kristus.

5. Hvordan står viljen til kompromis med den hedenske romerske verden i kontrast til de første kristne skrifter?

⁵ Denne vilje til kompromis med den romerske verden står i skærende kontrast til den lære Kristus og apostlene havde fremført. (Se rammen side 262.) Apostelen Peter havde givet denne vejledning: „I elskede, . . . [jeg] søger at vække jeres klare tænkeevne, så I husker de udtalelser som tidligere er fremsat af de hellige profeter, og budet fra Herren og Frelseren gennem jeres apostle. Derfor, I elskede, da I har denne forudviden, så vogt jer at I ikke føres med af lovbrydernes vildfarelse og kommer bort fra jeres eget faste ståsted.“ Og Paulus havde klart og tydeligt sagt: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? . . . ’„Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,“ siger Jehova, „og hold op med at røre det urene“’; ’„og jeg vil tage imod jer.“’“ — 2 Peter 3:1, 2, 17; 2 Korinther 6:14-17; Åbenbaringen 18:2-5.

6, 7. (a) Hvordan blev de første kirkefædre påvirket af græsk filosofi? (b) Især på hvilke punkter gjorde den græske indflydelse sig gældende? (c) Hvordan advarede Paulus mod filosofi?

⁶ Til trods for denne klare vejledning indførte frafaldne kristne i det andet århundrede elementer fra den hedenske romerske religion. De forlod deres rene, bibelske ståsted og klædte sig i romersk hedenskab, smykkede sig med romerske titler og fyldte sig med græsk filosofi. Professor Wolfson fra Harvard-universitetet forklarer at kristendommen i det andet århundrede oplevede en stor tilstrømning af „hedninger med filosofisk uddannelse“. Disse hedninger beundrede grækernes visdom og mente at se lighedspunkter mellem græsk filosofi og Bibelens lære. Wolfson siger videre: „Nu og da giver de på forskellige måder udtryk for at filosofien er Guds særlige gave til grækerne via menneskelig fornuft, ligesom Skriften er Guds særlige gave til jøderne via direkte åbenbaring.“ Og han fortsætter: „Kirkefædrene . . . gik i gang med deres systematiske foretagende for at vise hvordan der bag det enkle sprog Bibelen gerne benytter, skjuler sig de lærdomme som filosofferne ellers udtrykker i de vanskeligt tilgængelige termer der er udformet ved deres Akademeia, Lykeion og Stoa Poikile [centre for filosofiske drøftelser].“ — The Crucible of Christianity.

⁷ Denne holdning gjorde det muligt for græsk filosofi og terminologi at infiltrere kristenhedens lære, især i forbindelse med treenighedslæren og troen på en udødelig sjæl. Som Wolfson siger: „[Kirke]fædrene begyndte at lede i den filosofiske terminologis forråd efter to gode udtryk, ét der kunne bruges til at holde treenighedens medlemmer ude fra hinanden som enkeltpersoner, og ét der kunne bruges til at fremhæve deres grundlæggende fælles enhed.“ Men de måtte indrømme at „forestillingen om en treenig gud er et mysterium der ikke kan løses ved hjælp af menneskelig fornuft“. Paulus havde imidlertid været opmærksom på faren for en sådan besmittelse og ’forvanskning af den gode nyhed’. Han skrev til de kristne i Kolossæ: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi [græsk: filosofiʹa] og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Galaterne 1:7-9; Kolossenserne 2:8; 1 Korinther 1:22, 23.

Troen på opstandelsen opgives

8. Hvilken gåde har menneskene kæmpet med, og hvordan har de fleste religioner forsøgt at løse den?

⁸ Som vi har set gennem hele denne bog, har det været en konstant gåde for menneskene at deres tilværelse er så kort og begrænset og ender med døden. Som den tyske forfatter Gerhard Herm siger i sin bog Die Kelten. Das Volk, das aus dem Dunkel kam: „Religion er blandt andet et middel til at få folk til at forsone sig med det faktum at de en dag må dø, enten ved at den lover dem et bedre liv hinsides graven eller en genfødsel eller begge dele.“ Så godt som hver eneste religion bygger på troen på at menneskesjælen er udødelig og at den efter døden lever videre i det hinsidige eller vandrer over i en anden skabning.

9. Hvilken slutning drog en kendt spansk filosof og forfatter med hensyn til Jesu tro på opstandelsen?

⁹ De fleste af kristenhedens kirkeretninger i dag har også denne opfattelse. Miguel de Unamuno y Jugo, en fremtrædende spansk filosof og forfatter i det 20. århundrede, skrev imidlertid om Jesus: „Han troede på kødets opstandelse [som i Lazarus’ tilfælde (se side 249-52)] i overensstemmelse med den jødiske tænkemåde, ikke på sjælens udødelighed i overensstemmelse med den [græske] platoniske tænkemåde. . . . Beviserne for dette findes i enhver hæderlig fortolkning.“ Han drog denne slutning: „Sjælens udødelighed . . . er et hedensk filosofisk dogme.“ (La Agonía Del Christianismo) Dette ’hedenske filosofiske dogme’ vandt indpas i kristenhedens lære, skønt det var helt tydeligt at Kristus ikke havde forkyndt en sådan opfattelse. — Mattæus 10:28; Johannes 5:28, 29; 11:23, 24.

10. Hvad var nogle af følgerne af troen på en udødelig sjæl?

¹⁰ Den græske filosofis snigende indflydelse var en hovedfaktor i det frafald der indtraf efter apostlenes død. Med den græske lære om sjælens udødelighed fulgte behovet for forskellige steder at sende sjælen til — himmelen, helvede, skærsilden, paradiset og limbus.a Ved hjælp af sådanne begreber blev det en let sag for en præsteklasse at holde hjorden nede i frygt for det hinsidige og at kræve gaver og bidrag af den. Dette bringer os frem til et andet spørgsmål: Hvordan opstod kristenhedens præsteklasse? — Johannes 8:44; 1 Timoteus 4:1, 2.

Hvordan præsteklassen blev dannet

11, 12. (a) Hvilket andet tegn på frafald viste sig? (b) Hvilken rolle spillede apostlene og de ældste i Jerusalem?

¹¹ Et andet tegn på frafald var at kristenheden gik bort fra den opfattelse at alle kristne skulle være ordets tjenere, sådan som Jesus og apostlene havde lært, og dannede en særskilt præsteklasse og et hierarki. (Mattæus 5:14-16; Romerne 10:13-15; 1 Peter 3:15) Efter Jesu død tjente hans apostle, sammen med andre åndeligt kvalificerede kristne ældste i Jerusalem, som vejledere for den kristne menighed. Ingen af dem havde højere rang end de andre. — Galaterne 2:9.

¹² I år 49 blev det nødvendigt at de trådte sammen i Jerusalem for at afgøre nogle spørgsmål der berørte de kristne i almindelighed. Den bibelske beretning fortæller at sagen først blev drøftet igennem. „Så besluttede apostlene og de ældste [presbyʹteroi] sammen med hele menigheden at sende nogle mænd som de havde udvalgt iblandt sig til Antiochia sammen med Paulus og Barnabas, . . . og ved deres hånd skrev de: ’Apostlene og de ældste, jeres brødre, sender hilsen til de brødre i Antiochia og Syrien og Kilikien som er fra nationerne.’“ Apostlene og de ældste tjente tydeligvis som et administrativt styrende råd for alle de kristne menigheder der fandtes rundt omkring. — Apostelgerninger 15:22, 23.

13. (a) Hvilken tilsynsordning havde man i hver af de første kristne menigheder? (b) Hvilke kvalifikationer havde menighedernes ældste?

¹³ Det styrende råd i Jerusalem førte altså generelt tilsyn med alle de kristne i det første århundrede. Hvilken form for ledelse var der så lokalt, i de enkelte menigheder? Paulus viser i et brev til Timoteus at menighederne havde tilsynsmænd (græsk: epiʹskopos, hvoraf ordet „episkopal“ kommer) som i åndelig forstand var ældste (presbyʹteroi), mænd som i kraft af deres adfærd og åndelige modenhed var egnede til at undervise deres medkristne. (1 Timoteus 3:1-7; 5:17) I det første århundrede udgjorde disse mænd ikke nogen særskilt præsteklasse. De brugte ikke nogen speciel klædedragt. Deres kendemærke var deres åndelige kvalifikationer. Hver menighed havde et råd af sådanne ældste eller tilsynsmænd, ikke noget monarkisk enevælde. — Apostelgerninger 20:17; Filipperne 1:1.

14. (a) Hvordan gik det til at kristne tilsynsmænd med tiden blev afløst af navnkristne biskopper? (b) Hvem forsøgte at opnå forrangen blandt biskopperne?

¹⁴ Det var først senere at ordet epiʹskoposb (tilsynsmand, forstander) blev ændret til „biskop“, det vil sige en præst der har myndighed over de andre gejstlige i sit bispedømme. Den spanske jesuit Bernardino Llorca forklarer: „I begyndelsen blev der ikke gjort noget tydeligt skel mellem biskopperne og presbyterne, og opmærksomheden blev blot rettet mod ordenes betydning: biskop svarer til forstander; presbyter svarer til ældste. . . . Men lidt efter lidt blev skellet klarere, og benævnelsen biskop blev brugt om de mere betydningsfulde forstandere, som var i besiddelse af den højeste præstelige myndighed og kunne lægge hænderne på og ordinere præster.“ (Historia de la Iglesia Católica) Biskopperne begyndte at tjene i en form for monarkisk system, især fra begyndelsen af det fjerde århundrede. Der opstod et hierarki, et regerende præsteskab, og med tiden blev biskoppen af Rom, som hævdede at være Peters efterfølger, anerkendt af mange som den øverste biskop og pave.

15. Hvilket svælg er der mellem den måde de første kristne blev ledet på, og den måde kristenheden bliver ledet på?

¹⁵ I dag er stillingen som biskop i kristenhedens forskellige kirkesamfund en ophøjet stilling der medfører prestige og magt. Biskopperne er som regel højt lønnede og bliver ofte identificeret med den herskende klasse i landet. Hvilken forskel er der ikke mellem dette og den enkle måde de første kristne menigheder var organiseret på under Kristus og de ældste eller tilsynsmændene! Og hvad skal vi sige om svælget mellem Peter og hans såkaldte efterfølgere, der har regeret fra de pompøse omgivelser i Vatikanet? — Lukas 9:58; 1 Peter 5:1-3.

Pavelig magt og prestige

16, 17. (a) Hvordan ved vi at den første menighed i Rom ikke var underlagt en biskop eller en pave? (b) Hvordan opstod brugen af titlen „pave“?

¹⁶ En af de menigheder der tog imod vejledning fra apostlene og de ældste i Jerusalem, var menigheden i Rom. Den kristne sandhed kom sandsynligvis dertil kort efter pinsedagen år 33. (Apostelgerninger 2:10) Ligesom alle de andre kristne menigheder på den tid, havde den et råd af ældste der tjente som tilsynsmænd uden at nogen af dem havde rang over de andre. Der var ingen af de første tilsynsmænd i menigheden i Rom der af deres samtidige blev betragtet som biskop eller som pave, for det monarkiske bispeembede i Rom var endnu ikke opstået. Det er vanskeligt at sige med sikkerhed hvornår det monarkiske eller enevældige episkopat dukkede op, men meget tyder på at det begyndte at tage form i det andet århundrede. — Romerne 16:3-16; Filipperne 1:1.

¹⁷ Titlen „pave“ (af det græske ord paʹpas, fader) blev ikke brugt i de to første århundreder. Den tidligere jesuit Michael Walsh forklarer: „Første gang en biskop i Rom blev kaldt ’pave’, ser ud til at have været i det tredje århundrede, og titlen blev givet til pave Calixtus . . . I slutningen af det femte århundrede mente man med ’paven’ som regel biskoppen i Rom og ingen anden. Men det var først i det ellevte århundrede at en pave kunne insistere på at titlen gjaldt ham alene.“ — An Illustrated History of the Popes.

18. (a) Hvem var en af de første romerske biskopper der hævdede sin magtstilling? (b) Hvad er pavens påstand om overhøjhed baseret på? (c) Hvad er den rette forståelse af Mattæus 16:18, 19?

¹⁸ En af de første biskopper i Rom der hævdede sin magtstilling, var pave Leo I (440-461). Michael Walsh siger: „Leo tilvendte sig den i sin tid hedenske titel pontifex maximus, der bruges af paverne den dag i dag og som frem til slutningen af det fjerde århundrede blev båret af de romerske kejsere.“ Leo I støttede sig til den katolske fortolkning af Jesu ord i Mattæus 16:18, 19. (Se side 268.) Han „erklærede at eftersom Skt. Peter var den første blandt apostlene, skulle Peterskirken regnes for den betydeligste af kirkerne“. (Man’s Religions) Dermed gjorde Leo I det klart at mens kejseren sad inde med verdslig magt i Konstantinopel i øst, udøvede han selv åndelig magt fra Rom i vest. Denne magt kom yderligere til udtryk da pave Leo III kronede Karl den Store til kejser af Det Hellige Romerske Rige i år 800.

19, 20. (a) Hvordan er paven blevet betragtet i nyere tid? (b) Nævn nogle af pavens officielle titler. (c) Hvilken kontrast er der mellem pavernes holdning og Peters?

¹⁹ Siden 1929 har verdslige regeringer betragtet paven i Rom som overhoved for en suveræn stat, Vatikanstaten. Den romersk-katolske kirke kan derfor sende diplomatiske repræsentanter, nuntier, til verdens regeringer. Ingen anden religiøs organisation har en sådan position. (Johannes 18:36) Paven bliver hædret med mange titler, deriblandt Kristi stedfortræder, apostelfyrstens efterfølger, den universelle kirkes øverste biskop, Vestens patriark, Italiens primas, Vatikanstatens hersker. Han bæres omkring under udfoldelsen af stort ceremoniel, han er omgivet med pomp og pragt, og han æres som statsoverhoved. Men tænk på hvordan Peter, der hævdes at have været den første pave og biskop i Rom, reagerede da den romerske centurion Kornelius kastede sig ned for hans fødder i ærbødighed for ham: „Peter rejste ham op idet han sagde: ’Rejs dig; jeg er også selv et menneske.’“ — Apostelgerninger 10:25, 26; Mattæus 23:8-12.

²⁰ Spørgsmålet er nu: Hvordan gik det til at den frafaldne kirke i disse første århundreder fik så stor magt og prestige? Hvordan gik det til at den enkelhed og ydmyghed der kendetegnede Kristus og de første kristne, blev afløst af kristenhedens stolthed og pragt?

Kristenhedens begyndelse

21, 22. Hvilken stor forandring indtraf angiveligt i Konstantins liv, og hvordan udnyttede han den?

²¹ Vendepunktet for denne nye religion i Romerriget indtraf i år 313, året for kejser Konstantins såkaldte omvendelse til „kristendommen“. Hvordan fandt denne omvendelse sted? Konstantin efterfulgte sin fader i 306 og befæstede sin magt indtil han efterhånden kun delte kejserværdigheden med Licinius. Han var påvirket af sin moders hengivenhed for kristendommen og af sin egen tro på guddommelig beskyttelse. Før han drog ud i slaget ved Den Milviske Bro uden for Rom i 312, hævdede han at han i en drøm havde fået befaling til at male det „kristne“ monogram — de græske bogstaver khi og rho, de to første bogstaver i navnet „Kristus“ på græsk — på soldaternes skjolde.c Med denne ’hellige talisman’ besejrede Konstantin sin rival, Maxentius.

²² Kort efter at Konstantin havde vundet slaget, hævdede han at han var blevet troende, skønt han ikke blev døbt før på sit dødsleje omkring 24 år senere. Han sikrede sig de navnkristnes støtte i sit rige ved at „antage [de græske bogstaver] chi-rho [[Grafisk gengivelse — græske bogstaver]] som sit symbol . . . Chi-rho var imidlertid allerede blevet brugt som ligatur [skrifttegn bestående af sammenskrevne bogstaver] i både hedensk og kristen sammenhæng“. — The Crucible of Christianity, redigeret af Arnold Toynbee.

23. (a) Hvornår tog kristenheden sin begyndelse, ifølge en kommentator? (b) Hvorfor kan vi sige at det ikke er Kristus der har grundlagt kristenheden?

²³ Dermed blev grundvolden til kristenheden lagt. Den kendte britiske journalist Malcolm Muggeridge skrev i bogen The End of Christendom: „Kristenheden begyndte med kejser Konstantin.“ Men han kom også med denne skarpsindige kommentar: „Man kan ligefrem sige at Kristus selv forkastede kristenheden før den begyndte, ved at sige at hans rige ikke var af denne verden — en af de vigtigste og mest vidtrækkende af alle hans udtalelser.“ Og samtidig en af de udtalelser der er blevet mest ignoreret af kristenhedens religiøse og politiske ledere. — Johannes 18:36.

24. Hvilken forandring fandt sted i kirken med Konstantins „omvendelse“?

²⁴ Med Konstantins støtte blev kristenhedens religion Romerrigets officielle religion. Elaine Pagels, der er professor i religion, forklarer: „Kristne biskopper, der engang var udsat for arrest, tortur og henrettelse, modtog nu skattebegunstigelser, fik gaver fra de kejserlige skatkamre, havde prestige og endog indflydelse på domstolene. Deres kirker fik nu rigdom, magt og en fremtrædende stilling.“ De var blevet venner af kejseren, venner af den romerske verden. — Jakob 4:4.

Konstantin, kætteri og ortodoksi

25. (a) Hvilken teologisk debat rasede på Konstantins tid? (b) Hvordan var situationen før det fjerde århundrede med hensyn til forståelsen af Kristi forhold til Faderen?

²⁵ Hvorfor var Konstantins „omvendelse“ så betydningsfuld? Fordi han som kejser havde stor magt og indflydelse i den „kristne“ kirke, der var splittet i lærespørgsmål. Og han ville have enhed i sit rige. På den tid rasede der en kraftig diskussion mellem de græsktalende og de latintalende biskopper om „forholdet mellem ’Guds’ ’Ord’ eller ’Søn’ som var blevet legemliggjort i Jesus, og ’Gud’ selv, som nu blev kaldt ’Faderen’ — idet hans navn, Jahve, i det store og hele var glemt“. (The Columbia History of the World) Nogle gik ind for det bibelsk begrundede synspunkt at Kristus, Loʹgos, var skabt og derfor underordnet Faderen. (Mattæus 24:36; Johannes 14:28; 1 Korinther 15:25-28) Blandt disse var Arius, en præst i Alexandria i Ægypten. Teologiprofessor R. P. C. Hanson siger ligefrem: „Der er ingen teolog i den østlige eller den vestlige kirke før den arianske strid [i det fjerde århundrede] som ikke på en eller anden måde betragter Sønnen som underordnet Faderen.“ — The Search for the Christian Doctrine of God.

26. Hvordan var situationen med hensyn til treenighedslæren i begyndelsen af det fjerde århundrede?

²⁶ Andre opfattede det som kætteri at betragte Kristus som underordnet, og hældede mere til at Jesus skulle tilbedes som „Gud i menneskeskikkelse“. Professor Hanson oplyser imidlertid at det i den nævnte periode (det fjerde århundrede) „ikke drejede sig om at forsvare en vedtaget og fastlagt [trinitarisk] ortodoksi mod det åbne kætteris [arianismens] angreb. Der fandtes endnu ikke nogen ortodoks lære angående det emne der i første række blev diskuteret“. Han siger videre: „Alle parter mente at de havde Skriftens autoritet på deres side. De omtalte hver især de andre som vranglærere der hverken fulgte traditionen eller Skriften.“ Dette teologiske spørgsmål skabte stor splid i de religiøse rækker. — Johannes 20:17.

27. (a) Hvad gjorde Konstantin for at forsøge at afslutte debatten om Jesu natur? (b) Hvor repræsentativt var kirkemødet i Nikæa? (c) Skabte Den Nikænske Trosbekendelse ro i striden om den spirende treenighedslære?

²⁷ Men Konstantin ville som allerede nævnt have enhed i sit rige, og i år 325 indkaldte han sine biskopper til et kirkemøde i Nikæa, der lå i den østlige, græsktalende del af riget, på den anden side af Bosporus i forhold til den nye by Konstantinopel. Efter sigende mødte mellem 250 og 318 biskopper op, blot et lille udsnit af det samlede antal, og de fleste af dem kom fra det græsktalende område. Ikke engang pave Sylvester I var til stede.d Efter en heftig debat vedtog denne langtfra repræsentative forsamling Den Nikænske Trosbekendelse, som hældede stærkt i retning af en trinitarisk tankegang. Men den læremæssige strid fortsatte. Kirkemødet fik ikke klargjort hvilken rolle Guds hellige ånd spillede i den trinitariske teologi. Debatten rasede videre i flere årtier. Det var først efter flere kirkemøder, efter at flere kejsere havde brugt deres myndighed, og efter at en række personer var blevet landsforvist, at man endelig opnåede konformitet. Det var en sejr for teologien og et nederlag for dem der holdt sig til Bibelen. — Romerne 3:3, 4.

28. (a) Hvad har treenighedslæren blandt andet medført? (b) Hvorfor er der ikke noget bibelsk grundlag for at ære Maria som „Guds moder“?

²⁸ Et resultat af treenighedslæren var at den eneste sande Gud, Jehova, efterhånden forsvandt i Gud-Kristus-teologiens hængedynd.e Den næste logiske konsekvens af denne teologi var at hvis Jesus virkelig var Gud i menneskeskikkelse, måtte Jesu moder, Maria, være „Guds moder“. Dette har i årenes løb ført til at Maria er blevet agtet og æret på forskellige måder, til trods for at der ikke findes et eneste skriftsted som tillægger Maria nogen betydningsfuld rolle ud over det at hun var Jesu ydmyge, biologiske moder.f (Lukas 1:26-38, 46-56) I århundredernes løb er læren om Guds moder blevet udviklet og udbygget af den romersk-katolske kirke, med det resultat at mange katolikker nu ærer Maria med langt større inderlighed end de tilbeder Gud.

Splittelser i kristenheden

29. Hvilken udvikling advarede Paulus imod?

²⁹ Det er også typisk for frafald at det fører til uenighed og splittelse. Apostelen Paulus havde forudsagt: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ Og han havde givet en klar vejledning til korintherne da han sagde: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ Trods Paulus’ formaninger varede det ikke længe før der kom frafald og splittelse. — Apostelgerninger 20:29, 30; 1 Korinther 1:10.

30. Hvilken situation udviklede sig snart inden for oldkirken?

³⁰ Få årtier efter apostlenes død var splittelsen blandt de kristne allerede åbenbar. Will Durant siger: „Celsus [en modstander af kristendommen i det andet århundrede] havde selv meget sarkastisk bemærket, at de kristne var ’splittet op i mange forskellige grupper, og hvert enkelt medlem ønskede at danne sit eget parti’. Omkring år 187 kunne Irenaeus opregne tyve forskellige former for kristendommen; omkring 384 talte Epiphanius [firs].“ — Verdens Kulturhistorie — Cæsar og Kristus.

31. Hvordan opstod der en stor splittelse i den katolske kirke?

³¹ Konstantin begunstigede den østlige, græske del af riget ved at iværksætte byggeriet af en ny hovedstad i det der i dag hedder Tyrkiet. Denne by blev senere kendt som Konstantinobel (det nuværende Istanbul). Resultatet var at den katolske kirke efterhånden blev opdelt i to fraktioner efter sprog og geografisk beliggenhed — det latintalende Rom i vest kontra det græsktalende Konstantinopel i øst.

32, 33. (a) Nævn flere årsager til at der opstod splittelse i kristenheden. (b) Hvad siger Bibelen om brugen af billeder i tilbedelsen?

³² Treenighedslæren var stadig ikke færdigudformet, og debatten om den fortsatte med at skabe uro i kristenheden. Et nyt kirkemøde blev holdt i Chalkedon i år 451 for at fastslå karakteren af Kristi „naturer“. Kirkerne i vest godtog den trosbekendelse der blev vedtaget af dette kirkemøde, men kirkerne i øst havde en anden opfattelse. Det førte til dannelsen af den koptiske kirke i Ægypten og Abessinien og de „jakobitiske“ kirker i Syrien og Armenien. Den katolske kirkes enhed var konstant truet på grund af dunkle teologiske spørgsmål, særlig i forbindelse med definitionen af treenighedslæren.

³³ Noget andet som skabte splittelse, var synet på billeddyrkelse. I det ottende århundrede drog de østlige biskopper i felten mod denne afgudsdyrkelse og blev ikonoklaster eller billedstormere. Efter nogen tid begyndte de dog igen at bruge ikoner. — 2 Mosebog 20:4-6; Esajas 44:14-18.

34. (a) Hvad førte til at der opstod en stor kløft i den katolske kirke? (b) Hvad blev det endelige resultat af dette?

³⁴ Endnu en stor prøve kom da den vestlige kirke i det sjette århundrede føjede det latinske ord filioque („og fra Sønnen“) til Den Nikænske Trosbekendelse for at vise at den hellige ånd udgik fra både Faderen og Sønnen. Denne ændring af teksten endte med at skabe en dyb kløft da „en [bispe]synode i Konstantinopel i 876 fordømte paven både for hans politiske virksomhed og fordi han ikke korrigerede kætteriet med hensyn til ordet filioque. Denne handling var et led i den østlige kirkes fuldstændige afvisning af pavens krav om universel myndighed over kirken“. (Man’s Religions) I 1054 ekskommunikerede pavens repræsentant patriarken i Konstantinopel, som til gengæld lyste paven i band. Denne splittelse førte med tiden til at de ortodokse kirker i øst blev dannet — den græske, den russiske, den rumænske, den polske, den bulgarske, den serbiske og andre selvstændige kirker.

35. Hvem var valdenserne, og hvordan afveg deres tro fra den katolske kirkes?

³⁵ En ny bevægelse begyndte nu at skabe uro i kirken. I det 12. århundrede bestilte Pierre Valdès i Lyon i Frankrig „nogle lærde til at oversætte Bibelen til det sydfranske langue d’oc. Han studerede denne oversættelse nøje og kom til sidst til det resultat, at alle kristne burde leve som apostlene — uden personlig ejendom“. (Troens Tidsalder af Will Durant) Han stiftede en forkyndelsesbevægelse der blev kendt som valdenserne. De forkastede det katolske præsteskab, afladshandelen, skærsilden, transsubstantiationslæren og andre traditionelle træk ved den katolske lære og praksis. De bredte sig til andre lande. Kirkemødet i Toulouse i 1229 forsøgte at standse deres udbredelse ved at forbyde lægfolk at være i besiddelse af bibelske bøger. Kun liturgiske bøger var tilladt, og da kun på det døde sprog latin. Men der skulle komme mere religiøs splittelse og forfølgelse.

Forfølgelsen af albigenserne

36, 37. (a) Hvem var albigenserne, og hvad troede de? (b) Hvordan blev albigenserne undertrykt?

³⁶ I det 12. århundrede opstod der også en anden bevægelse i Sydfrankrig. Det var albigenserne (også kendt som katharerne), der blev kaldt således efter byen Albi, hvor de havde mange tilhængere. De havde deres egen præsteklasse, som levede i cølibat og som de troende måtte hilse ærbødigt på. De troede at Jesus talte billedligt da han sagde om brødet under nadveren: „Dette er mit legeme.“ (Mattæus 26:26, DA) De forkastede læren om treenigheden, jomfrufødselen, helvede og skærsilden. Dermed skabte de tvivl om romerkirkens lære. Pave Innocens III gav instrukser om at albigenserne skulle forfølges. „Om nødvendigt,“ sagde han, „kan I . . . undertrykke dem med sværdet.“

³⁷ Der blev indledt et korstog mod „kætterne“, og de katolske korsfarere massakrerede 20.000 mænd, kvinder og børn i Béziers i Frankrig. Efter store blodsudgydelser blev der fred i 1229 med nederlag for albigenserne. Kirkemødet i Narbonne „forbød . . . lægmænd at eje nogen del af Bibelen“. For den katolske kirke var problemets virkelige årsag tydeligvis at Bibelen fandtes på folkets sprog.

38. Hvad var inkvisitionen, og hvordan virkede den?

³⁸ Det næste skridt kirken tog, var at oprette inkvisitionen, en domstol der skulle sætte en stopper for kætteriet. Folk var allerede besat af en intolerancens ånd. Overtroiske som de var, var de mere end villige til at lynche og myrde „kættere“. Forholdene i det 13. århundrede var en udmærket grobund for kirkeligt magtmisbrug. Men „kættere, som var blevet dømt af kirken, skulle overgives til ’lovens arm’ — d.v.s. til de lokale myndigheder — og brændes til døde.“ (Troens Tidsalder) Ved at overlade selve henrettelserne til de verdslige myndigheder, mente kirken at kunne holde sig fri for blodskyld. Inkvisitionen indledte en tid med religionsforfølgelse som førte til mishandling, angiveri, mord, ran, tortur og en langsom død for tusinder som vovede at tro noget andet end kirken. Friheden til at give udtryk for religiøse opfattelser blev kvalt. Fandtes der noget håb for mennesker som søgte den sande Gud? Kapitel 13 vil besvare dette spørgsmål.

39. Hvilken religiøs bevægelse opstod i det syvende århundrede, og hvordan?

³⁹ Mens alt dette foregik i kristenheden, tog en araber i Mellemøsten kampen op mod den religiøse ligegyldighed og afgudsdyrkelsen blandt sit eget folk. Han grundlagde en religiøs bevægelse i det syvende århundrede som i dag har nær ved en milliard lydige og undergivne tilhængere. Denne bevægelse er islam. I det næste kapitel skal vi stifte bekendtskab med islams profet og grundlægger og se på noget af det han lærte og kilden til det.

[Fodnoter]

[Ramme på side 262]

De første kristne og det hedenske Rom

„Da den kristne bevægelse dukkede op inden for romerriget, udfordrede den dem, der omvendte sig fra hedenskaben, til at ændre deres holdninger og handlinger. Mange hedninge, som var opdraget til at betragte ægteskabet som et primært socialt og økonomisk arrangement, som anså homoseksuelle forbindelser for et element, der var forventet i mandens uddannelse, prostitution, mandlig og kvindelig, for både almindelig og legal, og skilsmisse, abort, prævention og barnedrab for praktiske anliggender, accepterede til deres familiers forbløffelse det kristne budskab, som var imod disse skikke.“ — Adam, Eva og slangen af Elaine Pagels.

[Ramme på side 266]

Kristendommen kontra kristenheden

Porfyrios, en filosof fra Tyrus i det tredje århundrede som var modstander af kristendommen, rejste spørgsmålet „om ikke Jesu efterfølgere, snarere end Jesus selv, var ansvarlige for den særegne form den kristne religion fik. Porfyrios (og Julian [romersk kejser i det fjerde århundrede og modstander af kristendommen]) viste på grundlag af Det Nye Testamente at Jesus ikke kaldte sig selv Gud og at han ikke forkyndte om sig selv, men om den ene Gud, alles Gud. Det var hans efterfølgere der forlod hans lære og indførte deres egen religionsform, hvor det var Jesus (og ikke den ene Gud) der blev æret og tilbedt. . . . [Porfyrios] satte fingeren på et for kristne tænkere vanskeligt spørgsmål: Hviler den kristne tro på Jesu forkyndelse eller på de ideer der blev udformet af hans disciple i generationerne efter hans død?“ — The Christians as the Romans Saw Them.

[Ramme på side 268]

Peter og paveværdigheden

I Mattæus 16:18 sagde Jesus til apostelen Peter: „Du er Petrus [græsk: Peʹtros], og på den klippe [græsk: peʹtra] vil jeg bygge min kirke, og Dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ (DA) På dette grundlag hævder den katolske kirke at Jesus byggede sin kirke på Peter, som de siger var den første i en ubrudt række af biskopper som efterfulgte Peter i Rom.

Hvem var den klippe Jesus nævnte i Mattæus 16:18 — Peter eller Jesus? Ifølge sammenhængen drejede samtalen sig om hvem Jesus var — at han, som Peter selv bekendte, var „Kristus, den levende Guds Søn“. (Mattæus 16:16, DA) Det må derfor rimeligvis være Jesus selv der skulle være kirkens faste klippegrundvold, og ikke Peter, der senere fornægtede Kristus tre gange. — Mattæus 26:33-35, 69-75.

Hvordan ved vi at Kristus er grundstenen? Vi har Peters eget ord for det, for han skrev: „Idet I kommer til ham, en levende sten, der vel er forkastet af mennesker, men er udvalgt, værdifuld, for Gud . . . For der står i Skriften: ’Se! Jeg lægger i Zion en udvalgt sten, en værdifuld hjørnegrundsten; og den der tror på den, vil afgjort ikke blive skuffet.’“ Og Paulus sagde: „I er blevet opbygget på apostlenes og profeternes grundvold, mens Kristus Jesus selv er hjørnegrundstenen.“ — 1 Peter 2:4-8; Efeserne 2:20.

Der findes ikke noget bibelsk eller historisk vidnesbyrd om at Peter blev regnet for at stå over de andre apostle. Han siger ikke noget om det i sine breve, og de tre andre evangelier — deriblandt beretningen af Markus (som øjensynlig fik sine oplysninger af Peter) — nævner slet ikke Jesu ord til Peter. — Lukas 22:24-26; Apostelgerninger 15:6-22; Galaterne 2:11-14.

Der findes ikke engang noget sikkert bevis for at Peter nogen sinde har været i Rom. (1 Peter 5:13) Da Paulus besøgte Jerusalem blev han støttet af „Jakob og Kefas [Peter] og Johannes, de som ansås for at være søjler“. På den tid var Peter altså én ud af mindst tre søjler i menigheden. Han var ikke „pave“, og han var hverken kendt som „pave“ eller som øverste „biskop“ i Jerusalem. — Galaterne 2:7-9; Apostelgerninger 28:16, 30, 31.

[Illustration på side 264]

Kristenhedens mystiske treenighed

[Illustrationer på side 269]

Vatikanet (flaget er vist herunder) sender diplomater til verdens regeringer

[Illustrationer på side 275]

Kirkemødet i Nikæa lagde grundlaget for den senere treenighedslære

[Illustrationer på side 277]

Ærbødigheden for Maria med barnet (i midten) afspejler en langt ældre dyrkelse af hedenske gudinder — til venstre: Ægyptens Isis og Horus; til højre: Roms Mater Matuta

[Illustrationer på side 278]

Ortodokse kirker — Sveti Nikolaj i Sofia, Bulgarien, og (herunder) St. Vladimir’s i New Jersey, USA

[Illustration på side 281]

„Kristne“ korsfarere blev ikke kun sendt ud for at befri Jerusalem fra islam, men også for at massakrere „kættere“ som valdenserne og albigenserne

[Illustrationer på side 283]

Dominikanermunken Tomás de Torquemada ledede den grusomme spanske inkvisition, der fremtvang bekendelser ved hjælp af tortur

Kapitel 12

Islam — vejen til Gud gennem underkastelse

[Grafisk gengivelse — Arabiske bogstaver]

1, 2. (a) Hvordan lyder de indledende ord i Koranen? (b) Hvorfor har disse ord stor betydning for muslimer? (c) Hvilket sprog blev Koranen oprindelig skrevet på, og hvad betyder dette navn?

„I ALLAHS den godgørendes, den barmhjertiges navn!“ Sådan lyder en oversættelse af ovennævnte arabiske tekst fra Koranen,a og teksten fortsætter: „Lovet være Allah, verdenernes herre, godgøreren, den barmhjertige. Dommedagens hersker, dig (alene) tilbeder vi; dig (alene) anråber vi om hjælp. Før os ad den lige vej, deres vej, hvem du er nådig; ikke deres vej, over hvem din vrede er, og ikke deres, som farer vild.“ — Sura 1:1-7, VSR.

² Disse ord udgør al-Fātiḥah, åbningskapitlet eller den første sura i muslimernes hellige bog, Koranen. Da over en sjettedel af jordens indbyggere er muslimer og da fromme muslimer gentager disse ord mindst fem gange i deres daglige bønner, må de høre til de hyppigst fremsagte ord på jorden.

3. Hvor udbredt er islam i dag?

³ Ifølge et opslagsværk er der over 900 millioner muslimer i verden, hvorved islam talmæssigt kun overgås af den romersk-katolske kirke. Det er måske den verdensreligion der i øjeblikket har den hurtigste vækst, idet den muslimske bevægelse vinder frem i både Afrika og den vestlige verden.

4. (a) Hvad betyder „islam“? (b) Hvad betyder „muslim“?

⁴ Navnet islam er meningsfuldt for en muslim, for det betyder „overgivelse“ til eller „underkastelse“ under Allah, og ifølge en historiker udtrykker det „den grundlæggende indstilling hos dem der har lyttet til Muhammads forkyndelse“. En „muslim“ vil sige ’en der udøver islam’.

5. (a) Hvordan opfatter muslimerne deres tro? (b) Hvilke paralleller er der mellem Bibelen og Koranen?

⁵ Muslimerne opfatter deres tro som den endelige og sidste af de åbenbaringer der blev givet til fortidens troende hebræere og kristne. Deres lære afviger imidlertid på flere punkter fra Bibelen, selv om de i Koranen henviser til både De Hebraiske og De Græske Skrifter.b (Se side 285.) For bedre at kunne forstå den muslimske tro må vi vide hvornår, hvor og hvordan denne religion opstod.

Muhammads kaldelse

6. (a) Hvad var samlingspunktet for arabernes gudsdyrkelse på Muhammads tid? (b) Hvilken tradition havde man angående Ka‛bahens oprindelse?

⁶ Muhammadc blev født i Mekka (arabisk: Makkah) i Arabien omkring år 570. Hans fader, ’Abd Allāh, døde før han blev født, og hans moder, Āminah, døde da han var omkring seks år gammel. På den tid praktiserede araberne en form for tilbedelse af Allah ved den hellige Ka‛bah i Mekkadalen, en simpel terningformet bygning hvor der var en sort meteorsten som blev holdt i ære. Ifølge islamisk tradition „blev Ka‛bahen oprindelig bygget af Adam efter et himmelsk forbillede og blev efter Vandfloden genopbygget af Abraham og Ismael“. (History of the Arabs af Philip K. Hitti) Den blev helligdom for 360 guder, én for hver dag i måneåret.

7. Hvilke religiøse handlinger var Muhammad foruroliget over?

⁷ Under sin opvækst begyndte Muhammad at tvivle på de religiøse skikke der blev praktiseret på hans tid. John Noss siger i sin bog Man’s Religions: „[Muhammad] var foruroliget over de konstante stridigheder i religionens og ærens navn blandt Qurajshstammens høvdinger [Muhammad hørte selv til denne stamme]. Endnu stærkere var hans utilfredshed med de primitive levn i den arabiske religion — den afguderiske polyteisme og animisme, umoraliteten ved religiøse sammenkomster og stævner, drikkeriet, hasardspillet og dansen der var på mode, og den levende begravelse af uønskede pigebørn der blev praktiseret ikke alene i Mekka men i hele Arabien.“ — Sura 6:137.

8. Under hvilke omstændigheder blev Muhammad kaldet til profet?

⁸ Muhammad blev kaldet til profet da han var omkring 40 år gammel. Han plejede at gå alene ud til en nærliggende klippehule, Ghār Ḥirā, for at meditere, og han hævdede at det var ved en af disse lejligheder han blev kaldet. Den muslimske tradition fortæller at mens han befandt sig dér befalede en engel, som senere viste sig at være Gabriel, ham at recitere i Allahs navn. Muhammad reagerede ikke, så engelen ’tog fat i ham og knugede ham så hårdt at han ikke kunne holde det ud mere’. Engelen gentog sin befaling, og da Muhammad stadig var passiv, ’knugede’ engelen ham igen. Dette skete tre gange før Muhammad begyndte at recitere det der siden blev regnet for at være den første af den række af åbenbaringer der udgør Koranen. Ifølge en anden tradition blev den guddommelige inspiration åbenbaret for Muhammad som klokkeklang. — „Bogen om åbenbaring“ i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī.

Åbenbaringen af Koranen

9. Hvad siges at være Muhammads første åbenbaring? (Jævnfør Åbenbaringen 22:18, 19.)

⁹ Hvad anses for at være den første åbenbaring Muhammad fik? Islamiske lærde er stort set enige om at det er de første fem vers af sura 96, kaldet al-‛Alaq, „Blodklumpen“, der lyder:

10-12. Hvordan blev Koranen bevaret for eftertiden?

¹⁰ Ifølge det arabiske værk Ṣaḥīḥ al-Bukhārī svarede Muhammad: „Jeg er ikke én der kan læse.“ Han måtte derfor lære åbenbaringerne udenad, så han kunne gentage dem og recitere dem. Araberne var dygtige til at bruge deres hukommelse, og Muhammad var ingen undtagelse. Hvor længe var han om at modtage det samlede budskab i Koranen? Man mener i almindelighed at åbenbaringerne strakte sig over en periode på 20 til 23 år, fra omkring 610 til hans død i 632.

¹¹ Muslimske kilder forklarer at Muhammad efter hver åbenbaring straks reciterede den for dem der nu var i nærheden. De lærte så åbenbaringen udenad og holdt den i levende erindring ved at recitere den. Da araberne ikke kendte til at fremstille papir, lod Muhammad åbenbaringerne nedfælde på primitive materialer som kamelskulderblade, palmeblade, træ og pergament. Men Koranen fik først sin nuværende form efter profetens død, under ledelse af hans efterfølgere og nærmeste venner. Dette skete under de tre første kaliffers, det vil sige muslimske lederes, herredømme.

¹² Oversætteren Muhammad Pickthall skriver: „Alle Qur’anens surer var blevet nedskrevet før Profetens død, og mange muslimer havde lært hele Qur’anen efter hukommelsen. Men de nedskrevne surer var spredt blandt folk, og da . . . mange af dem der kunne hele Qur’anen udenad blev dræbt i et slag, samlede man hele Qur’anen og nedskrev den.“

13. (a) Hvad er de tre islamiske autoriteter for lære og vejledning? (b) Hvordan ser nogle islamiske lærde på det at oversætte Koranen?

¹³ Den islamiske livsform er styret af tre autoriteter — Koranen, ḥadīth og sharī‛ah. (Se side 291.) Muslimerne mener at den arabiske Koran er åbenbaringen i sin reneste form, eftersom det skulle være det sprog Gud benyttede da han talte gennem Gabriel. Sura 43:3 siger: „Vi har gjort den til en arabisk Qur’ān, så at I måske kan forstå (og lære visdom).“ (AYA) Enhver oversættelse betragtes derfor blot som en udvanding hvorved noget af renheden går tabt. Nogle islamiske lærde nægter ligefrem at oversætte Koranen. Deres holdning er at ’al oversættelse er forræderi’, og af den grund „har muslimer altid frarådet og til tider forbudt ethvert forsøg på at gengive den på et andet sprog,“ siger dr. J. A. Williams, som er docent i islamisk historie.

Den islamiske ekspansion

14. Hvilken begivenhed blev skelsættende i begyndelsen af islams historie?

¹⁴ Muhammad grundlagde sin nye tro under stor modstand. Mekkas indbyggere, endog hans egen stamme, afviste ham. Efter tretten års had og forfølgelse flyttede han sit virkecenter mod nord til Jathrib, som derefter blev kaldt al-Madīnah (Medina), profetens by. Denne udvandring eller hidjrah, der fandt sted i 622, blev skelsættende i islams historie, og tidspunktet blev senere valgt som udgangspunkt for den islamiske kalender.d

15. Hvordan blev Mekka det vigtigste mål for muslimske pilgrimsrejser?

¹⁵ Det endte med at Muhammad fik overtaget, da Mekka overgav sig til ham i januar 630 e.v.t. (A.H. 8). Han blev byens overhoved, og da han nu havde både den verdslige og den religiøse magt, var han i stand til at rense Ka‛bahen for gudebilleder og gøre den til det samlingspunkt for pilgrimsrejser til Mekka som den er den dag i dag. — Se side 289, 303.

16. Hvor udbredt blev islam?

¹⁶ I løbet af få årtier efter Muhammads død i 632 havde islam bredt sig helt til Afghanistan og til Tunesien i Nordafrika. I begyndelsen af det ottende århundrede var troen på Koranen trængt igennem til Spanien, ja, helt til den franske grænse. Som professor Ninian Smart skriver i sin bog Den lange søgen: „Set fra et menneskeligt synspunkt svimler det for én når man tænker på alt det en arabisk profet, der levede i det sjette og syvende århundrede efter Kristus, har formået. Det var ham, der på menneskeligt plan skabte en ny civilisation; men for Muslimen er værket naturligvis guddommeligt, og gerningerne var Allahs.“

Splittelse efter Muhammads død

17. Hvilket problem opstod ved Muhammads død?

¹⁷ Profetens død fremkaldte en krise. Han efterlod sig ingen mandlig efterkommer og havde ikke klart udpeget nogen efterfølger. Philip Hitti skriver: „Kalifatet [lederskabet] er derfor islams ældste problem. Det er stadig et brændende spørgsmål. . . . Sagt med den muslimske historiker al-Shahrastānis ord [1086-1153]: ’Der har aldrig været et islamisk stridsspørgsmål som har medført større blodsudgydelse end kalifatet (imāmah).’“ Hvordan klarede man problemet i 632? „Abu-Bakr . . . blev (8. juni 632) udpeget til Muhammads efterfølger ved en slags valg med deltagelse af de ledere der var til stede i hovedstaden, al-Madīnah.“ — History of the Arabs.

18, 19. Hvilke påstande skiller sunnīmuslimerne fra shī‛amuslimerne

¹⁸ Profetens efterfølger blev indsat som hersker eller kalif (khalīfah). Men spørgsmålet om hvem der var Muhammads sande efterfølgere skabte splittelser inden for islam. Sunnīmuslimerne anerkender valgprincippet frem for arvefølgeprincippet. De mener derfor at de tre første kaliffer, Abū Bakr (Muhammads svigerfader), ’Umar (profetens rådgiver) og ’Uthmān (profetens svigersøn) var Muhammads retmæssige efterfølgere.

¹⁹ Denne opfattelse bestrides imidlertid af shī‛amuslimerne, som siger at de sande ledere er mænd der nedstammer fra profeten selv gennem hans fætter og svigersøn, ’Alī ibn Abī Ṭālib, den første imām (leder og efterfølger), der var gift med Muhammads yndlingsdatter, Fāṭimah. ’Alī og Fāṭimah blev forældre til Muhammads børnebørn Ḥasan og Ḥusajn. Shī‛amuslimerne hævder også „at Allah og hans profet fra begyndelsen klart havde udpeget ’Alī som den eneste retmæssige efterfølger, men at de tre første kaliffer havde franarret ham det embede der med rette tilkom ham“. (History of the Arabs) Sunnīmuslimerne ser naturligvis anderledes på dette.

20. Hvordan gik det Muhammads svigersøn ’Alī?

²⁰ Hvordan gik det ’Alī? Han blev den fjerde kalif, og under hans herredømme (år 656-661) opstod der en strid om ledelsen mellem ham og Syriens statholder, Mu‛āwijah. De greb til våben, men for at der ikke skulle udgydes mere muslimsk blod enedes de om at lade deres strid afgøre ved voldgift. Dette svækkede ’Alīs stilling, og mange af hans tilhængere svigtede ham, deriblandt kharidjitterne („de der går ud, fjerner sig“), som blev hans dødelige fjender. I 661 e.v.t. blev ’Alī myrdet med en forgiftet dolk af en nidkær kharidjit. De to grupper (sunnī og shī‛a) stod skarpt over for hinanden. Sunnīgrenen af islam valgte derefter en leder fra umajjaderne, en velstående slægt i Mekka som ikke hørte til profetens familie.

21. Hvordan betragter shī‛itterne arvefølgen efter Muhammad?

²¹ For shī‛itterne var ’Alīs førstefødte, Ḥasan, profetens dattersøn, den sande efterfølger. Han trak sig imidlertid tilbage og blev myrdet. Hans broder Ḥusajn blev den næste imām, men han blev dræbt i et slag mod umajjaderne den 10. oktober 680. Hans død — eller, ifølge shī‛itisk opfattelse, martyrdød — har haft afgørende indflydelse på Shī‛at ’Alī, ’Alīs parti, helt op til vor tid. De mener at ’Alī var Muhammads sande efterfølger og den første „imām der var guddommeligt beskyttet mod fejl og synd“. Shī‛itterne betragtede ’Alī og hans efterfølgere som ufejlbarlige lærere med „ulastelighedens guddommelige gave“. De fleste shī‛itter mener at der kun har været tolv sande imāmer, og at den sidste af dem, Muhammad al-Muntaẓar, forsvandt (år 878) „i grotten i den store moské i Sāmarra uden at efterlade sig efterkommere“. Han blev derved „den skjulte (mustatir)“ eller „den forventede (muntaẓar)“ imām. „Når tiden er inde vil han træde frem som Mahdi (den guddommeligt ledede) og genoprette den sande islam, underlægge sig verden og indføre et kort millennium før alle tings ende.“ — History of the Arabs.

22. Hvordan fejrer shī‛amuslimerne Ḥusajns martyrdød?

²² Shī‛itterne højtideligholder hvert år imām Ḥusajns martyrium. De går i processioner hvor nogle skærer sig med knive og sværd eller tilføjer sig andre former for lidelser. I de senere år er shī‛amuslimerne blevet meget omtalt på grund af deres iver for islamiske spørgsmål. De udgør imidlertid kun 20 procent af verdens muslimer. Det store flertal udgøres af sunnīmuslimerne. Men lad os nu undersøge nogle af islams lærepunkter og se hvordan den islamiske tro berører muslimernes daglige liv.

Gud, ikke Jesus, er den højeste

23, 24. Hvordan så Muhammad og muslimerne på jødedommen og kristendommen?

²³ De tre store monoteistiske religioner er jødedommen, kristendommen og islam. Men da Muhammad trådte frem i begyndelsen af det syvende århundrede var de to første religioner, efter hans opfattelse, veget bort fra sandhedens vej. Ifølge nogle islamiske kommentatorer antyder Koranen ligefrem at jøder og kristne vil blive forkastet når den siger: „Ikke deres vej, over hvem din vrede er, og ikke deres, som farer vild.“ (Sura 1:7, VSR) På hvilken måde var de vildfarne?

²⁴ En kommentar til Koranen siger: „Bogens Folk handlede uret: Jøderne ved at bryde deres pagt og bagvaske Maria og Jesus . . . og de kristne ved at ophøje apostelen Jesus til Guds ligemand“ ved hjælp af treenighedslæren. — Sura 4:153-176, AYA.

25. Hvilke parallelle udtalelser finder vi i Koranen og Bibelen?

²⁵ Islams vigtigste lære er, i al enkelhed, det der kaldes shahādah eller trosbekendelsen, som enhver muslim kender udenad: „La ilāh illa Allāh; Muḥammad rasūl Allāh“ (Der er ingen Gud uden Allah; Muhammad er Allahs sendebud). Dette stemmer med Koranens ord: „Jeres Gud er Én Gud; der er ingen gud uden Ham, den Godgørende, den Barmhjertige.“ (Sura 2:163, MMP) Samme tanke blev fremsat 2000 år tidligere i den gamle opfordring til israelitterne: „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.“ (5 Mosebog 6:4) Jesus gentog dette det største bud (i Markus 12:29) omkring 600 år før Muhammad, og han hævdede ingen steder at være Gud selv eller hans lige. — Markus 13:32; Johannes 14:28; 1 Korinther 15:28.

26. (a) Hvordan ser muslimerne på læren om treenigheden? (b) Er treenighedslæren bibelsk?

²⁶ Koranen siger om Guds stilling: „Tro derfor på Gud og Hans apostle. Sig ikke: ’Treenighed.’ Afhold jer fra det, det vil være bedst for jer, for Gud er én Gud.“ (Sura 4:171, AYA) Vi bør imidlertid mærke os at sand kristendom ikke indeholder nogen treenighedslære. Det er en lære af hedensk oprindelse som blev indført af frafaldne kristne efter Jesu og apostlenes død. — Se kapitel 11.e

Sjæl, opstandelse, paradis og helvede

27. Hvad siger Koranen om sjælen og om opstandelsen? (Se i modsætning hertil Tredje Mosebog 24:17, 18; Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29.)

²⁷ Islam lærer at mennesket har en sjæl der lever videre. Koranen siger: „Allah tager Sjælen til sig, naar den dør, og også Sjælen, der ikke dør, i dens Søvn; han holder den tilbage, hvis Død han har bestemt.“ (Sura 39:43, Bu) Samtidig handler sura 75 udelukkende om al-Qijāmat eller „de dødes opstandelse“ (MMP). Den lyder i uddrag: „Jeg kalder til vidne Opstandelsens Dag . . . Tror mennesket at Vi ikke kan samle dets knogler? . . . Det spørger: ’Hvornår er Opstandelsens Dag?’ . . . Har Han [Allah] ikke magt til at give de døde liv?“ — Sura 75:1, 3, 6, 40, AYA.

28. Hvad siger Koranen om helvede? (Se i modsætning hertil Job 14:13; Jeremias 19:5; 32:35; Apostelgerninger 2:25-27; Romerbrevet 6:7, 23.)

²⁸ Ifølge Koranen har sjælen flere muligheder. Den kan enten komme i en paradisisk have i himmelen eller lide straf i et brændende helvede. Som der siges: „De spørger: Hvornår er Dommens Dag? (Det er) den dag da de skal pines i Ilden. (Og der vil blive sagt til dem:) Smag jeres pine (som du tilføjede dem).“ (Sura 51:12-14, MMP) „For dem [synderne] (er der) straf i livet i denne verden, men straffen i den kommende er visselig hårdere, og de har ingen forsvarer mod Allah.“ (Sura 13:34, MMP) Der spørges: „Og hvad skal forklare dig hvad dette er? (Det er) en ild der svider voldsomt!“ (Sura 101:10, 11, AYA) Denne hårde skæbne beskrives indgående: „Se! Dem der fornægter Vore åbenbaringer vil Vi udsætte for Ilden. Hver gang deres hud er fortæret, vil Vi give dem en ny hud for at de må smage pinen. Se! Allah er Almægtig, Alvis.“ (Sura 4:56, MMP) En anden beskrivelse lyder: „Se! Helvede ligger i baghold . . . De skal forblive der i lange tider. Dér skal de ikke nyde noget køligt eller (nogen) drik, undtagen kogende vand og en lammende kulde.“ — Sura 78:21, 23-25, MMP.

29. Vis forskellen mellem den islamiske og den bibelske lære om sjælen og dens skæbne.

²⁹ Muslimerne tror at den dødes sjæl går til Barzakh eller „adskillelsen“, „det sted eller stadium man kommer til efter døden og før dommen“. (Sura 23:99, 100, AYA, fodnote) Sjælen har dér en bevidst eksistens og udsættes enten for det der kaldes „gravens revselse“ hvis personen har været ond, eller oplever en lykketilstand hvis den pågældende har været trofast. Men selv de trofaste udsættes for en vis pine på grund af de få synder de har begået i livet. På dommens dag afgøres den enkeltes evige skæbne, som følger efter dette mellemstadium.f

30. Hvad stiller Koranen de retfærdige i udsigt? (Se i modsætning hertil Esajas 65:17, 21-25; Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:1-5.)

³⁰ De retfærdige får løfte om et liv i paradisiske haver i himmelen: „Og dem der tror og gør gode gerninger, dem vil Vi lade indgå i Haver nedentil, hvor floder strømmer, at forblive deri for evigt.“ (Sura 4:57, MMP) „På den dag skal Paradisets indbyggere ikke tænke på andet end deres lyksalighed. Sammen med deres hustruer skal de i skyggefulde lunde læne sig tilbage på bløde lejer.“ (Sura 36:55, 56, NJD) „Før dette skrev Vi i Salmerne, efter Budskabet (givet til Moses): ’Mine tjenere, de retfærdige, skal arve jorden.’“ (Sura 21:105, AYA) I en fodnote til sidstnævnte sura henvises der til Salme 25:13 og 37:11, 29, samt til Jesu ord i Mattæus 5:5. Omtalen af hustruer bringer nu et andet spørgsmål på bane.

Monogami eller polygami?

31. Hvad siger Koranen om polygami? (Se i modsætning hertil Første Korintherbrev 7:2; Første Timoteusbrev 3:2, 12.)

³¹ Er polygami almindeligt blandt muslimer? Skønt Koranen tillader polygami, har mange muslimer kun én kone. Polygamiet blev tilladt i Koranen på grund af de mange enker der var efter store tab på slagmarken: „Og hvis I frygter at I ikke vil handle retfærdigt mod de forældreløse, så gift jer med de kvinder der behager jer: to, tre eller fire, og hvis I frygter at I ikke kan handle retfærdigt (mod så mange), så (kun) én, eller (de fanger) jeres højrehænder ejer.“ (Sura 4:3, MMP) Ifølge Ibn-Hishāms Muhammad-biografi giftede Muhammad sig med en velhavende enke, Khadīdjah, som var 15 år ældre end han selv. Efter hendes død ægtede han mange kvinder. Da han døde efterlod han sig ni enker.

32. Hvad er mut‛ah?

³² En anden form for ægteskab inden for islam kaldes mut‛ah. Det defineres som „en særlig kontrakt der indgås mellem en mand og en kvinde ved tilbud og accept af ægteskab i en begrænset periode og med en fastsat brudesum ligesom ved indgåelsen af et permanent ægteskab“. (Islamuna af Muṣṭafā al-Rāfi‛ī) Sunnītterne kalder det et nydelsesægteskab, og shī‛itterne, et tidsbegrænset ægteskab. Samme kilde oplyser: „Børnene [i sådanne ægteskaber] er ægtefødte og har de samme rettigheder som børn der fødes i et permanent ægteskab.“ Denne form for midlertidigt ægteskab var øjensynlig kendt på Muhammads tid, og han lod det fortsætte. Sunnītterne hævder at det senere blev forbudt, mens imāmitterne, den største shī‛itiske gruppe, mener at ordningen stadig er i kraft. I hvert fald indgås der stadig sådanne aftaler, især i tilfælde hvor en mand er bortrejst fra sin kone i lang tid.

Islam og dagliglivet

33. Hvori består troens og pligtens fem søjler?

³³ Islam omfatter fem grundlærdomme og fem grundlæggende religiøse pligter. (Se side 296, 303.) En af pligterne er at den fromme muslim skal vende sig mod Mekka i bøn (ṣalāt) fem gange om dagen. På den muslimske hviledag (fredag) strømmer mændene til eftermiddagsbønnen i moskeen når de hører muezzinens manende kalden fra minareten. I vore dage er muezzinens røst mange steder blevet afløst af en optagelse på bånd eller grammofonplade.

34. Hvad er en moské, og hvad bruges den til?

³⁴ Muslimernes religiøse samlingssted, moskeen (arabisk: masdjid), er ifølge kong Fahd Bin Abdul Aziz af Saudi-Arabien „hjørnestenen for bønnen til Gud“. Han beskriver moskeen som „en ramme om bøn, studium, juridiske og retslige handlinger, rådgivning, forkyndelse, vejledning, undervisning og forberedelse. . . . Moskeen er hjertet i det muslimske samfund“. Sådanne tilbedelsessteder findes nu overalt i verden. En af historiens berømteste moskeer er Mezquitaen i Córdoba i Spanien, som i århundreder var den største i verden. Midt i den ligger der nu en katolsk katedral.

Konflikt med og inden for kristenheden

35. Hvilket forhold var der før i tiden mellem islam og katolicismen?

³⁵ I det syvende århundrede begyndte islam at brede sig mod vest i Nordafrika og mod øst til Pakistan, Indien, Bangladesh og videre til Indonesien. (Se kortet på forsatsarket foran i bogen.) Derved kom den i konflikt med en militant katolsk kirke, der organiserede korstog for at vriste det hellige land ud af muslimernes hænder. I 1492 fuldførte dronning Isabella og kong Ferdinand af Spanien den katolske generobring af Spanien. Muslimer og jøder måtte enten omvende sig til kirken eller forlade Spanien. Den gensidige tolerance der havde rådet under det muslimske herredømme i Spanien, gik senere tabt under indflydelse af den katolske inkvisition. Islam overlevede imidlertid og har i det 20. århundrede fået ny vind i sejlene med stor vækst til følge.

36. Hvilken udvikling fandt sted inden for den katolske kirke samtidig med at islam bredte sig?

³⁶ Under den islamiske ekspansion havde den katolske kirke samtidig hænderne fulde med at forsøge at bevare enheden inden for sine egne rækker. Desuden skulle to ting snart få stor indflydelse og underminere kirkens enhed endnu mere. Det var bogtrykkerkunsten og udgivelse af Bibelen på det jævne folks sprog. I det næste kapitel vil vi komme ind på hvordan disse og andre ting førte til en yderligere opdeling af kristenheden.

[Fodnoter]

[Ramme på side 285]

Koranen og Bibelen

„Han har åbenbaret dig Bogen med sandheden, som bekræfter de skrifter der gik forud for den; for Han har allerede åbenbaret Toraen og Evangeliet til vejledning for mennesker, og skelnen mellem ret og uret.“ — Sura 3:2, NJD.

„Så godt som alle de historiske beretninger i Koranen har deres bibelske paralleller . . . Blandt de gammeltestamentlige skikkelser indtager Adam, Noa, Abraham (som er nævnt omkring 70 gange i 25 forskellige surer og hvis navn er brugt som titel for sura 14), Ismael, Lot, Josef (som sura 12 er tilegnet), Moses (hvis navn forekommer i 34 forskellige surer), Saul, David, Salomon, Elias, Job og Jonas (hvis navn bæres af sura 10) en fremtrædende plads. Der henvises fem gange til beretningen om skabelsen og Adams fald, otte gange til vandfloden og otte gange til Sodoma. Koranen indeholder flere paralleller til Pentateuken end til nogen anden del af Bibelen. . . .

Af de nytestamentlige skikkelser er Zakarias, Johannes Døber, Jesus (‛Īsa) og Maria de eneste der fremhæves. . . .

Et sammenlignende studium af . . . Koranens og Bibelens beretninger . . . afslører ingen verbal afhængighed [ingen direkte citater].“ — History of the Arabs.

[Ramme på side 291]

De tre autoriteter for lære og vejledning

Den hellige Koran, som siges at være åbenbaret for Muhammad af engelen Gabriel. Koranens arabiske ord og indhold anses for at være inspireret.

Ḥadīth eller sunnah, „Profetens gerninger, udtalelser og stiltiende billigelse (taqrīr) . . . nedfældet i løbet af det andet århundrede [A.H.] i form af skriftlige ḥadīth’er. En ḥadīth er altså en beretning om en handling eller udtalelse af Profeten“. Det kan også være en handling eller en udtalelse som kan føres tilbage til en af Muhammads „nærmeste eller deres efterfølgere“. I en ḥadīth anses kun indholdet for at være inspireret. — History of the Arabs.

Sharī‛ah, den kanoniske lov, der bygger på principperne i Koranen, beskæftiger sig med alt i muslimens religiøse, politiske og sociale liv. „Alle menneskets handlinger inddeles i fem juridiske kategorier: (1) det der anses for en absolut pligt (farḍ) [som gøres med løn til følge eller undlades med straf til følge]; (2) rosværdige eller fortjenstfulde handlinger (mustaḥabb) [som belønnes, men hvor undladelse ikke straffes]; (3) tilladte handlinger (djā’iz, mubāḥ), som juridisk set er ligegyldige; (4) forkastelige handlinger (makrūh), som misbilliges men ikke straffes; (5) forbudte handlinger (ḥarām), som medfører straf.“ — History of the Arabs.

[Ramme på side 296]

Troens fem søjler

1. Troen på én Gud, Allah (Sura 23:116, 117)

2. Troen på engle (Sura 2:177)

3. Troen på mange profeter men ét budskab. Adam var den første profet. Blandt de følgende var Abraham, Moses og Jesus, og „Profeternes Segl“, Muhammad (Sura 4:136; 33:40)

4. Troen på en dommens dag (Sura 15:35, 36)

5. Troen på Guds alviden, forudviden og styring af alle begivenheder. Dog har mennesket personlig handlefrihed. [Islamiske sekter har forskellige opfattelser af spørgsmålet om fri vilje] (Sura 9:51)

[Ramme på side 303]

Pligtens fem søjler

1. Gentagelse af trosbekendelsen (shahādah): „Der er ingen Gud uden Allah; Muhammad er Allahs sendebud“ (Sura 33:40)

2. Bøn (ṣalāt) vendt mod Mekka fem gange om dagen (Sura 2:144)

3. Almisse (zakāh), pligten til at give en vis procentdel af sin indkomst og af værdien af visse besiddelser (Sura 24:56)

4. Faste (ṣawm), specielt under den månedlange fejring af ramadānen (Sura 2:183-185)

5. Pilgrimsfærd (ḥadjdj). Enhver mandlig muslim skal én gang i livet drage til Mekka. Kun sygdom og fattigdom fritager én for pligten (Sura 3:97)

[Ramme/illustration på side 304, 305]

Bahā’ī-troen — en stræben efter verdensenhed

¹ Bahā’ī er ikke en islamisk sekt, men en udløber af bābī-bevægelsen, en gruppe der i 1844 skilte sig ud fra shī‛amuslimerne i Persien (det nuværende Iran). Bābīernes leder var Mīrzā ’Alī Moḥammad fra Shīrāz, som erklærede at han var Bāb („Porten“) og imām-mahdī („den ret vejledte leder“), der nedstammede fra Muhammad. Han blev henrettet af de persiske myndigheder i 1850. I 1863 kundgjorde et fremtrædende medlem af bābī-bevægelsen, Mīrzā Ḥosejn Alī Nūrī, at han var den som Bāb havde forudsagt, „den som Gud ville åbenbare“. Han tog navnet Bahā’u’llāh, „Guds herlighed“, og grundlagde en ny religion, bahā’ī-troen.

² Bahā’u’llāh blev forvist fra Persien og endte i et fængsel i Akkā (Akko), en havneby i det nuværende Israel. Dér skrev han sit hovedværk, al-Kitāb al-Aqdas (Den Helligste Bog), og udformede bahā’ī-troens omfattende lære. Ved Bahā’u’llāhs død overgik ledelsen af den nye religion til hans søn ’Abdu’l-Bahā’, derefter til hans oldesøn, Shoghi Effendi Rabbānī, og i 1963 til et administrativt organ bestående af valgte medlemmer, kaldet Det Universelle Retfærdighedshus.

³ Bahā’īerne tror at Gud har åbenbaret sig for menneskene gennem „guddommelige manifestationer“, hvoriblandt de regner Abraham, Moses, Krishna, Zarathustra, Buddha, Jesus, Muhammad, Bāb og Bahā’u’llāh. De tror at disse sendebud er blevet udsendt for at lede menneskene gennem en udviklingsproces hvori Bābs fremtræden indledte en ny tidsalder for menneskeheden. Bahā’īerne siger at hans budskab er den hidtil fyldigste åbenbaring af Guds vilje og at den er det vigtigste af de gudgivne redskaber der vil muliggøre enhed i verden. — 1 Timoteus 2:5, 6.

⁴ En af bahā’ī-troens grundideer er „at alle de store verdensreligioner er guddommelige i deres oprindelse, at de stemmer fuldstændig overens i grundprincipperne“. De „adskiller sig kun fra hinanden i uvæsentlige spørgsmål om lærepunkter“. — 2 Korinther 6:14-18; 1 Johannes 5:19, 20.

⁵ Bahā’ī-tilhængerne tror at der findes én Gud, at sjælen er udødelig og at menneskene gennemgår en (biologisk, åndelig og social) udvikling. Derimod afviser de den almindelige tro på engle. De afviser også treenighedslæren, hinduismens reinkarnationslære, og læren om menneskets fald fra fuldkommenheden og dets efterfølgende genløsning ved Jesu Kristi blod. — Romerne 5:12; Mattæus 20:28.

⁶ Menneskeslægtens enhed og kvindens ligestilling er hovedtræk i bahā’ī-troen. Bahā’īerne praktiserer monogami. Mindst en gang om dagen beder de en af tre bønner som er åbenbaret af Bahā’u’llāh. De faster fra solopgang til solnedgang i de 19 dage der udgør bahā’ī-måneden ’Alā, der falder i marts. (Bahā’ī-kalenderen består af 19 måneder på hver 19 dage, foruden nogle skuddage.)

⁷ Bahā’ī-samfundet har ikke mange faste ritualer og ikke noget præsteskab. Enhver som bekender at tro på Bahā’u’llāh og anerkender hans lære kan optages som medlem. Man samles om gudsdyrkelsen den første dag i hver bahā’ī-måned.

⁸ Bahā’īerne opfatter deres mission som at gennemføre en åndelige erobring af jorden. De forsøger at udbrede deres tro gennem samtaler, eksempel, informationskampagner og deltagelse i samfundsprojekter. De går ind for fuld lydighed mod lovene i det land de bor i, de stemmer ved politiske valg, men afstår fra deltagelse i politik. De er ikke militærnægtere, men hvor det er muligt, foretrækker de våbenfri tjenesteformer i hæren.

⁹ Som en missionerende religion har bahā’ī-troen haft stor fremgang i de senere år. Samfundet har i øjeblikket lidt over 2.300.000 voksne medlemmer, men anslår at det samlede antal troende kommer op på henved 5.000.000.

[Studiespørgsmål]

1, 2. Hvordan opstod bahā’ī-troen?

3-7. (a) Hvad går bahā’ī-læren blandt andet ud på? (b) Hvori adskiller bahā’ī-læren sig fra Bibelens lære?

8, 9. Hvad er bahā’īs mission?

[Illustration]

Bahā’ī-helligdommen ved verdenshovedsædet i Haifa, Israel

[Illustrationer på side 286]

Ifølge muslimsk tradition fór Muhammad til himmelen fra denne klippe i Klippemoskeen i Jerusalem

[Illustrationer på side 289]

Muslimske pilgrimme i Mekka går syv gange rundt om Ka‛bahen og berører eller kysser den sorte sten (nederst til venstre)

[Illustration på side 290]

For at læse Koranen må man kunne arabisk

[Illustrationer på side 298]

Herover: Klippemoskeen i Jerusalem og moské i Iran. Herunder: Moskeer i Tyrkiet og Sydafrika

[Illustrationer på side 303]

Mezquitaen i Córdoba var engang den største moské i verden (nu ligger der en katolsk katedral midt i moskeen)

Kapitel 13

Reformationen — den lange søgen tog en ny retning

1, 2. (a) Hvordan beskriver en bog om reformationen den romersk-katolske kirke i middelalderen? (b) Hvilke spørgsmål stiller vi angående romerkirkens tilstand?

„MIDDELALDERKIRKENS sande tragedie var at den ikke fulgte med tiden. . . . I stedet for at være progressiv, i stedet for at føre åndeligt an, var den tilbageskuende og dekadent, fordærvet ud i alle sine led.“ Sådan siger bogen The Story of the Reformation om den mægtige romersk-katolske kirke, der havde behersket det meste af Europa fra det 5. til det 15. århundrede.

² Hvordan kunne romerkirken miste sin styrke og blive ’dekadent og fordærvet’? Hvordan kunne det gå til at pavedømmet, der påberåbte sig apostolsk succession, holdt op med at „føre åndeligt an“? Og hvad blev resultatet af denne svigten? For at få svar på dette må vi kort undersøge hvad kirken havde udviklet sig til og hvilken rolle den spillede i menneskets søgen efter den sande Gud.

Kirkens forfald

3. (a) Hvordan klarede romerkirken sig materielt i slutningen af det 15. århundrede? (b) Hvordan forsøgte kirken at bevare sin pragt?

³ Ved slutningen af det 15. århundrede var romerkirken med sine mange sognekirker, munkeklostre og nonneklostre blevet den største jordbesidder i hele Europa. Det hed sig at den ejede omkring halvdelen af jorden i Frankrig og Tyskland og godt og vel to femtedele i Sverige og England. Resultatet? „Roms pragt voksede umådeligt i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet, og dens politiske betydning gik midlertidigt frem,“ siger bogen A History of Civilization. Pragten havde imidlertid sin pris, og for at opretholde den, måtte pavestolen finde på nye indtægtskilder. Historikeren Will Durant beskriver de forskellige midler man greb til:

„Som vederlag for udnævnelsen til et kirkeligt embede måtte man således til kurien, den pavelige centralstyrelse, betale halvdelen af det første års indtægt og derefter en tiendedel af årsindtægten. En nyudnævnt ærkebiskop måtte betale et højt gebyr for sit pallium, det hvide, uldne bånd, som han bærer over sin messehagel som tegn på sin værdighed. Når en kardinal, ærkebiskop, biskop eller abbed døde, tilfaldt samtlige hans personlige efterladenskaber pavestolen. . . . For ethvert privilegium og enhver retskendelse forventede kurien en modydelse, og de retslige kendelser afhang ikke sjældent af dennes størrelse.“

4. Hvordan berørtes paverne af de rigdomme der strømmede til kirken?

⁴ De store pengesummer der år efter år strømmede ned i de pavelige pengekister, førte efterhånden til misbrug og fordærv. Det er blevet sagt at ’selv en pave ikke kan røre ved beg uden at få snavsede fingre’, og kirkehistorien opviste i denne periode hvad en historiker har kaldt „en række meget verdslige paver“. Denne paverække omfattede Sixtus IV (1471-84), der brugte store summer på at bygge Det Sixtinske Kapel, som har navn efter ham, og på at berige sine mange nevøer og niecer; Alexander VI (1492-1503), den berygtede Rodrigo Borgia, der åbent vedkendte sig og støttede sine uægte børn; og Julius II (1503-13), en nevø af Sixtus IV, som gik mere op i krig, politik og kunst end i sine kirkelige pligter. Det var fuldt berettiget at den hollandske katolske lærde Erasmus i 1518 skrev: „Den romerske kuries skamløshed har nået sit højdepunkt.“

5. Hvad har samtidige optegnelser at sige om de gejstliges moral?

⁵ Kirkens fordærv og umoralitet var ikke begrænset til pavestolen. En almindelig talemåde dengang var: „Hvis du vil ødelægge din søn, så gør ham til præst.“ Samtidige optegnelser bekræfter sandheden i dette. Will Durant nævner hvor mange der i 1499 „blev stillet for retten anklaget for ukyskhed“ i Norfolk i England, og siger: „De gejstlige synderes andel androg ca. 23% af samtlige anklagede, til trods for at gejstligheden kun udgjorde ca. 2% af den samlede befolkning. Der fandtes skriftefædre, som stillede ukyske forslag til deres kvindelige skriftebørn. Antallet af præster, som holdt konkubiner, beløb sig til tusinder. I Tyskland havde så godt som alle gejstlige en medleverske.“ (Se i modsætning hertil Første Korintherbrev 6:9-11; Efeserbrevet 5:5.) Moralen var også lav på andre områder. En spanier der levede dengang, skal beklagende have sagt: „Jeg ser at vi næsten ikke kan få noget af Kristi tjenere uden for penge; ved dåben penge . . . ved vielsen penge, for skriftemålet penge — end ikke den sidste olie uden penge! Der bliver ingen klokkeringning uden penge, ingen begravelse i kirken uden penge; det ser faktisk ud til at Paradiset er lukket for dem der ikke har penge.“ — Se i modsætning hertil Første Timoteusbrev 6:10.

6. Hvordan beskrev Machiavelli romerkirken? (Romerne 2:21-24)

⁶ For at sammenfatte hvordan det stod til med romerkirken i begyndelsen af det 16. århundrede, citerer vi datidens berømte italienske filosof Machiavelli, der skrev:

„Var den kristne religion blevet bevaret, som den blev givet af sin stifter, da ville de kristne stater og hele kristenheden være langt lykkeligere end nu. Der kan heller ikke gives noget tydeligere bevis for dens forfald end den kendsgerning, at jo nærmere folk står den romerske kirke, deres religions overhoved, des mindre religiøse er de.“

Tidlige reformforsøg

7. Hvordan gjorde kirken nogle halvhjertede forsøg på at behandle nogle af mislighederne?

⁷ Krisen i kirken blev ikke kun bemærket af mænd som Erasmus og Machiavelli, men også af kirken selv. Der blev holdt kirkemøder for at behandle nogle af klagemålene og mislighederne, men uden at det gav varige resultater. Paverne, der solede sig i deres egen magt og herlighed, modsatte sig ethvert virkeligt forsøg på at indføre reformer.

8. Hvad var resultatet af kirkens fortsatte forsømmelighed?

⁸ Havde kirken taget lidt alvorligere fat for at rense uvæsenet ud, var reformationen måske aldrig kommet. Men nu begyndte der at lyde krav om reformer, både inde fra kirken og udefra. I kapitel 11 har vi allerede nævnt valdenserne og albigenserne. Skønt de blev fordømt som kættere og slået ned med hård hånd, nåede de at så utilfredshed med gejstlighedens misbrug og at vække et ønske hos folk om at vende tilbage til Bibelen. Disse strømninger bevirkede at der fremstod nogle tidlige reformatorer.

Protester fra kirkens egne folk

9. Hvem var John Wycliffe, og hvad prædikede han imod?

⁹ Den katolske præst og teologiprofessor ved universitetet i Oxford, John Wycliffe (1330?-84), kaldes ofte „reformationens morgenstjerne“. Med et skarpt blik for kirkens svagheder tog han både på skrift og i prædikener til orde imod sådanne ting som fordærvet inden for munkeordenerne, pavelige skatter, transsubstantiationslæren (læren om at brødet og vinen ved messen bogstaveligt forvandles til Jesu Kristi kød og blod), skriftemålet og kirkens indblanding i verdslige anliggender.

10. Hvordan viste Wycliffe sin hengivenhed for Bibelen?

¹⁰ Wycliffe var særlig frimodig når han påpegede at kirken havde forsømt at undervise i Bibelen. Engang erklærede han: „Gud give at hver sognekirke i dette land havde en god bibel og gode udlægninger af evangeliet, og at præsterne studerede den grundigt og virkelig underviste folket i evangeliet og Guds bud!“ Med dette for øje gik Wycliffe i slutningen af sit liv i gang med at oversætte den latinske Vulgata-Bibel til engelsk. Bistået af sine nærmeste venner, især Nicolaus af Hereford, fremstillede han den første fuldstændige bibel på engelsk. Dette var uden tvivl Wycliffes største bidrag til menneskets søgen efter Gud.

11. (a) Hvad udrettede Wycliffes tilhængere? (b) Hvordan gik det lollarderne?

¹¹ Wycliffes skrifter og bibeldele blev spredt overalt i England af nogle prædikanter der ofte kaldtes „fattigpræster“ fordi de drog omkring på bare fødder, uden materielle ejendele og iført en simpel klædedragt. De blev også nedsættende kaldt lollarder, som kommer af det nederlandske ord Lollaerd, ’en der fremmumler salmer eller bønner’. (Gyldendals Tibinds Leksikon) „I løbet af få år var deres antal blevet meget anseligt,“ siger bogen The Lollards. „Det blev anslået at mindst en fjerdedel af nationen enten af navn eller af gavn hældede til disse anskuelser.“ Alt dette undgik naturligvis ikke kirkens opmærksomhed. På grund af sine gode forbindelser både hos de styrende og i de lærde kredse, fik Wycliffe lov at dø i fred den sidste dag i 1384. Hans tilhængere var imidlertid mindre heldige. Under Henrik IV’s regering blev de stemplet som kættere, og mange af dem blev fængslet, torteret eller brændt på bålet.

12. Hvem var Johan Hus, og hvad prædikede han imod?

¹² John Wycliffes tanker gjorde et stærkt indtryk på bøhmeren (tjekken) Johan Hus (1369?-1415), der også var katolsk præst og desuden rektor ved universitetet i Prag. Ligesom Wycliffe prædikede Hus imod romerkirkens fordærv og lagde vægt på bibellæsning. Derved pådrog han sig snart hierarkiets vrede. I 1403 gav myndighederne ham ordre til at holde op med at forkynde Wycliffes pavefjendske tanker, og de brændte offentligt Wycliffes bøger. Hus fortsatte imidlertid, og han skrev nogle af de mest svidende fordømmelser af kirkens handlinger, herunder afladshandelen. I 1410 blev han lyst i band.

13. (a) Hvad sagde Johan Hus var den sande kirke? (b) Hvordan gik det ham på grund af hans urokkelighed?

¹³ Johan Hus gik urokkeligt ind for Bibelen. „At gøre oprør mod en vildfaren pave er at adlyde Kristus,“ skrev han. Han lærte også at den sande kirke ikke bestod af paven og den romerske kirkeinstitution, men af „antallet af alle de udvalgte og Kristi mystiske legeme, hvis hoved er Kristus, og Kristi brud, som han i sin store kærlighed genløste med sit eget blod“. (Jævnfør Efeserbrevet 1:22, 23; 5:25-27.) For alt dette blev han forhørt ved kirkemødet i Konstanz og dømt for kætteri. Med en erklæring om at han ’hellere ville dø end fastholde en vildfarelse’ nægtede han at tilbagekalde sin lære og blev brændt på bålet i 1415. Det samme kirkemøde bestemte i øvrigt at Wycliffes rester skulle graves op og brændes, selv om han havde været død og begravet i over 30 år!

14. (a) Hvem var Girolamo Savonarola? (b) Hvad forsøgte Savonarola at gøre, og hvad var resultatet?

¹⁴ Endnu en tidlig reformator var dominikanermunken Girolamo Savonarola (1452-98) fra San Marco-klosteret i Firenze. Grebet af den italienske renæssance tog Savonarola til orde mod fordærvet inden for både kirke og stat. Med henvisning til Bibelen og til syner og åbenbaringer som han hævdede at have haft, søgte han at oprette en kristen stat, en teokratisk orden. I 1497 lyste paven ham i band. Året efter blev han arresteret, torteret og hængt. Hans sidste ord lød: „Min Herre døde for mine synder. Skulle jeg da ikke med glæde give dette ringe liv for ham?“ Hans lig blev brændt og asken strøet i Arnofloden. Savonarola havde meget betegnende omtalt sig selv som „en forløber og et offer“. Blot få år senere blussede reformationen op i hele Europa.

Et hus i splid med sig selv

15. Hvordan blev kristenheden i Vesteuropa delt op af reformationen?

¹⁵ Da reformationens uvejr endelig brød løs, raserede det totalt kristenhedens religiøse hus i Vesteuropa. Fra at være underlagt den romersk-katolske kirkes næsten enevældige herredømme, blev det et hus som var grundigt i splid med sig selv. Sydeuropa — Italien, Spanien, Østrig og dele af Frankrig — forblev hovedsagelig katolsk. Resten af Europa blev opdelt i tre hovedretninger: Den lutherske i Tyskland og Skandinavien, den calvinistiske (eller reformerte) i Schweiz, Nederlandene, Skotland og dele af Frankrig, og den anglikanske i England. Spredt mellem disse var der mindre, men mere radikale grupper — først anabaptisterne og senere mennonitterne, huterianerne og puritanerne, som siden bragte deres tro med til Nordamerika.

16. Hvordan gik det efterhånden kristenhedens hus? (Markus 3:25)

¹⁶ Med årene er disse hovedretninger blevet yderligere opdelt, så der i dag findes i hundredvis af forskellige retninger — presbyterianske, episkopale, metodistiske, baptistiske og kongregationalistiske, for blot at nævne nogle få. Kristenheden er virkelig blevet et hus der er i splid med sig selv. Hvordan opstod denne splittelse?

Luther og hans teser

17. Hvad kan regnes for at være den protestantiske reformations officielle begyndelse?

¹⁷ Hvis man skal fastsætte en bestemt dato for begyndelsen af den protestantiske reformation, må det være den 31. oktober 1517, da augustinermunken Martin Luther (1483-1546) slog sine 95 teser op på døren til Wittenberg slotskirke i den tyske delstat Sachsen. Men hvad havde fremkaldt denne dramatiske begivenhed? Hvem var Martin Luther? Og hvad protesterede han imod?

18. (a) Hvem var Martin Luther? (b) Hvad fik Luther til at fremsætte sine teser?

¹⁸ Ligesom Wycliffe og Hus var Martin Luther en lærd gejstlig. Han var desuden doktor i teologi og professor i bibelske studier ved universitetet i Wittenberg. Han blev kendt for sin indsigt i Bibelen. Skønt han gik stærkt ind for at frelse eller retfærdiggørelse kun kunne opnås ved tro og ikke ved gerninger eller ved bod, havde han ikke til hensigt at bryde med romerkirken. Da han opslog sine teser var det i virkeligheden blot en reaktion på et særligt forhold, og ikke et planlagt oprør. Han protesterede mod afladshandelen.

19. Hvordan blev der handlet med aflad på Luthers tid?

¹⁹ På Luthers tid solgte man pavelige afladsbreve som ikke blot gav syndsforladelse til de levende, men også til de døde. „Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer,“ var en almindelig talemåde. For det jævne folk blev et afladsbrev næsten en forsikring mod straf for enhver synd, og der var ikke længere noget der hed anger. „Alle vegne,“ skrev Erasmus, „sælges fritagelse for skærsildens pinsler, ja den ikke blot sælges, men påtvinges dem der afviser den.“

20. (a) Hvorfor solgte Johan Tetzel afladsbreve i nærheden af Wittenberg? (b) Hvordan reagerede Luther på Tetzels afladshandel?

²⁰ I 1517 kom dominikanermunken Johan Tetzel til Jüterbog i nærheden af Wittenberg for at sælge aflad. De penge han fik ind, gik delvis til at bekoste opførelsen af Peterskirken i Rom og delvis til at sætte Albrecht af Brandenburg i stand til at betale de penge tilbage han havde lånt for at kunne betale den romerske kurie for embedet som ærkebiskop i Mainz. Tetzel mønstrede al sin sælgersnilde, og folk strømmede til ham. Luther var forarget, og han benyttede den hurtigste metode til offentligt at give udtryk for sin mening om hele den farceagtige affære — ved at nagle 95 debatpunkter på kirkedøren.

21. Hvilke argumenter fremførte Luther mod afladshandelen?

²¹ Luther kaldte sine 95 teser Disputats til Belysning af Afladens Kraft. Hans mål var ikke så meget at udfordre kirkens myndighed som at pege på misbruget og overdrivelserne i forbindelse med salget af de pavelige afladsbreve. Dette ses af følgende teser:

„5. Paven vil ikke og kan ikke eftergive andre syndestraffe end dem, han selv har idømt enten efter sin egen eller efter de kirkelige loves afgørelse. . . .

20. Derfor mener paven med ’fuldkommen eftergivelse af alle bodsstraffe’ ikke alle overhovedet, men kun dem, han selv har pålagt. . . .

36. Enhver oprigtigt sønderknust kristen har fuldkommen eftergivelse af straf og skyld, og den tilkommer ham også uden afladsbreve.“

22. (a) Hvordan gik det efterhånden som Luthers budskab spredtes? (b) Hvordan reagerede paven i 1520, og hvordan gik det derefter?

²² Hjulpet på vej af den nyligt opfundne bogtrykkerkunst nåede disse sprængfarlige tanker hurtigt ud i Tyskland — og til Rom. Det der begyndte som en akademisk debat om afladshandelen, udviklede sig snart til en strid om trosspørgsmål og pavens myndighed. Først forsøgte kirken at debattere med Luther og befalede ham at tilbagekalde sine tanker. Da Luther nægtede dette, fik han både den kirkelige og den verdslige magt imod sig. I 1520 udsendte paven en bulle der forbød Luther at prædike og beordrede hans bøger brændt. Luthers reaktion var at brænde den pavelige bulle offentligt. I begyndelsen af 1521 lyste paven ham i band.

23. (a) Over for hvem måtte Luther afgive forklaring ved rigsdagen i Worms? (b) Hvordan erklærede Luther sit standpunkt, og hvad blev resultatet?

²³ Senere på året blev Luther indstævnet for rigsdagen i Worms. Forhøret blev overværet af kejseren over Det Hellige Romerske Rige, Karl V, en stejl katolik, og af de seks tyske kurfyrster og en lang række andre fyrster og standspersoner, både kirkelige og verdslige. Da man igen forsøgte at presse Luther til at kalde sine meninger tilbage, gav han sit berømte svar: „Medmindre jeg bliver overbevist ved vidnesbyrd fra Skrifterne eller ved klare grunde . . ., hverken vil eller kan jeg genkalde noget, da det hverken er sikkert eller rådeligt at handle mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig! Amen.“ For dette erklærede kejseren ham fredløs. Men herskeren over hans egen tyske stat, kurfyrst Frederik af Sachsen, kom ham til undsætning og skjulte ham på slottet Wartburg.

24. Hvad udrettede Luther mens han opholdt sig på slottet Wartburg?

²⁴ Det lykkedes dog ikke med disse forholdsregler at bremse udbredelsen af Luthers tanker. I sikkerhed på Wartburg, hvor han blev i ti måneder, helligede Luther sig skribentvirksomhed og bibeloversættelse. Han oversatte De Græske Skrifter til tysk fra Erasmus’ græske tekst. Senere fulgte De Hebraiske Skrifter. Luthers bibel viste sig at dække et stort behov hos det jævne folk. Det oplyses at „der blev solgt fem tusind eksemplarer på to måneder, to hundrede tusind på tolv år“. Dens indflydelse på tysk sprog og kultur er ofte blevet sammenlignet med King James-oversættelsens indflydelse i den engelsktalende verden.

25. (a) Hvordan opstod navnet „protestanter“? (b) Hvad var Den Augsburgske Bekendelse?

²⁵ I årene efter rigsdagen i Worms fik reformationen så megen støtte i befolkningen at kejseren i 1526 gav de enkelte tyske stater lov til selv at vælge hvilken religionsform de ville følge, den lutherske eller den romersk-katolske. Da kejseren i 1529 ændrede sin afgørelse, protesterede nogle af de tyske fyrster, og sådan blev reformationens tilhængere kaldt „protestanter“. Året efter, i 1530, forsøgte kejseren ved rigsdagen i Augsburg at udglatte forskellene mellem de to parter. Lutheranerne forelagde deres opfattelser i et dokument, Den Augsburgske Bekendelse, som var udarbejdet af Filip Melanchthon men baseret på Luthers lære. Skønt dokumentet var meget forsonligt i tonen, afviste romerkirken det, og kløften mellem protestantismen og katolicismen blev uoverstigelig. Mange af de tyske stater stillede sig på Luthers side, og snart fulgte de skandinaviske lande efter.

Reformation eller oprør?

26. Hvad var ifølge Luther de grundlæggende punkter der skilte protestantismen og katolicismen?

²⁶ Hvilke grundlæggende punkter var det der skilte protestanterne og katolikkerne? Ifølge Luther var der tre punkter. For det første troede Luther at frelsen opnås ved „retfærdiggørelse ved tro alene“ (latin: sola fide)a og ikke ved præstelig syndsforladelse eller bodsgerninger. For det andet lærte han at tilgivelse udelukkende skænkes ved Guds nåde (sola gratia) og ikke af præster eller paver. For det tredje holdt Luther på at alle lærespørgsmål skulle bekræftes af Skriften alene (sola scriptura) og ikke af paver eller kirkemøder.

27. (a) Hvilke ubibelske katolske lærepunkter og skikke bibeholdt protestanterne? (b) Hvilke forandringer krævede protestanterne?

²⁷ Ifølge et katolsk opslagsværk bibeholdt Luther imidlertid „så meget af den gamle tro og liturgi som kunne indpasses i hans specielle opfattelser af synd og retfærdiggørelse“. Den Augsburgske Bekendelse siger at den lutherske tro „intet rummer, som afviger fra Bibelen eller fra den katolske kirke eller fra den romerske kirke, så vidt den er os bekendt fra kirkefædrene“. Ja, som den lutherske tro blev fremlagt i Den Augsburgske Bekendelse, omfattede den både ubibelske lærdomme som læren om treenigheden, sjælens udødelighed og evig pine, og ubibelske skikke som barnedåb og fejring af kirkelige højtider og fester. På den anden side krævede lutheranerne også nogle forandringer, som for eksempel at folk fik lov til at nyde både vinen og brødet ved nadveren og at cølibatet, munkeløfterne og det obligatoriske skriftemål blev afskaffet.b

28. Hvad lykkedes for reformationen, og hvad lykkedes ikke?

²⁸ Som helhed lykkedes det Luther og hans tilhængere med deres reformation at afkaste det pavelige åg. Men som Jesus sagde i Johannes 4:24: „Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ Med Martin Luther tog menneskets søgen efter den sande Gud en ny retning, men man var stadig langt fra sandhedens smalle vej. — Mattæus 7:13, 14; Johannes 8:31, 32.

Zwinglis reform i Schweiz

29. (a) Hvem var Ulrich Zwingli, og hvad prædikede han imod? (b) Hvori adskilte Zwinglis reform sig fra Luthers?

²⁹ Mens Luther kæmpede mod pavelige udsendinge og borgerlige myndigheder i Tyskland, begyndte den katolske præst Ulrich Zwingli (1484-1531) en reformbevægelse i Zürich i Schweiz. Da befolkningen dér var tysktalende, var den allerede blevet berørt af de reformvinde der blæste fra nord. Omkring 1519 begyndte Zwingli at prædike mod afladshandel, Mariadyrkelse, præstecølibat og andre katolske dogmer. Skønt han erklærede sig uafhængig af Luther, var han på mange områder enig med Luther og udbredte Luthers traktater. I modsætning til den mere konservative Luther gik Zwingli ind for at afskaffe alle levn fra romerkirken — billeder, krucifikser, præstekjoler, ja, selv den liturgiske musik.

30. På hvilket vigtigt punkt var Zwingli og Luther uenige?

³⁰ En alvorligere konflikt mellem de to reformatorer opstod imidlertid over spørgsmålet om alterets sakramente eller nadveren. Luther holdt på at Jesu ord: ’Dette er mit legeme,’ skulle fortolkes bogstaveligt og at Kristi legeme og blod mirakuløst var til stede i brødet og vinen der blev serveret ved nadveren. Zwingli hævdede derimod i sin afhandling Om Herrens nadver at Jesu udtalelse „skal opfattes billedligt eller metaforisk; ’dette er mit legeme’ betyder: ’Brødet betegner mit legeme,’ eller: ’er et billede på mit legeme.’“ På grund af denne uoverensstemmelse skiltes deres veje.

31. Hvordan endte Zwinglis arbejde i Schweiz?

³¹ Zwingli fortsatte med at forkynde sin reformlære i Zürich og gennemførte mange forandringer dér. Andre byer fulgte ham snart, men på landet, hvor folk var mere konservative, holdt man sig til katolicismen. Spændingen mellem de to grupper blev så stor at der udbrød borgerkrig mellem schweiziske protestanter og katolikker. I 1531 blev Zwingli dræbt i slaget ved Kappel i nærheden af Zugsøen. Da der omsider blev fred fik de enkelte distrikter lov til at afgøre om de ville være katolske eller protestantiske.

Anabaptister, mennonitter og huterianere

32. Hvem var anabaptisterne, og hvordan fik de dette navn?

³² Nogle protestanter syntes imidlertid ikke at reformatorerne gik vidt nok i deres afstandtagen fra pavekirkens fejl og vranglære. De mente at den kristne kirke kun skulle bestå af aktive troende som lod sig døbe, og ikke af et lands eller en egns indbyggere som helhed. De forkastede derfor barnedåben og krævede adskillelse af kirke og stat. I hemmelighed gendøbte de deres medlemmer og fik derfor navnet „anabaptister“ (græsk for „gendøbere“). Da de nægtede at bære våben, aflægge ed eller beklæde offentlige embeder blev de betragtet som en trussel mod samfundet og blev forfulgt af både katolikker og protestanter.

33. (a) Hvad førte til at man skred hårdt ind over for anabaptisterne? (b) Hvordan spredtes anabaptisternes indflydelse?

³³ I begyndelsen fandtes anabaptisterne som små spredte grupper i dele af Schweiz, Tyskland og Nederlandene. Men da de udbredte deres tro overalt hvor de kom hen, voksede deres antal hurtigt. Grebet af religiøs iver fraveg en gruppe anabaptister deres pacifisme og indtog byen Münster i 1534 og forsøgte at gøre den til et kommunistisk, polygamt Nyt Jerusalem. Bevægelsen blev snart slået ned med stor voldsomhed. Denne episode gav anabaptisterne et dårligt rygte, og de blev på det nærmeste udryddet. I virkeligheden var de fleste anabaptister jævne, religiøse mennesker der forsøgte at leve en rolig og afsondret tilværelse. Blandt de bedre organiserede grupper af anabaptisterne var mennonitterne, som fulgte den nederlandske reformator Menno Simons, og huterianerne under tyroleren Jakob Huter. For at undgå forfølgelse udvandrede nogle af dem til Østeuropa — Polen, Ungarn og Rusland — og andre til Nordamerika, hvor de siden dukkede op som huterianersamfundet og amish-samfundet.

Calvinismens opståen

34. (a) Hvem var Johannes Calvin? (b) Hvilken betydningsfuld bog skrev han?

³⁴ Reformationen i Schweiz fortsatte under ledelse af en franskmand ved navn Jean Cauvin eller Johannes Calvin (1509-64), som stiftede bekendtskab med den protestantiske lære i sin studentertid i Frankrig. I 1534 forlod han Paris på grund af religionsforfølgelsen og slog sig ned i Basel i Schweiz. Til forsvar for protestantismen udgav han værket Christianae Religionis Institutio (Indføring i den kristne religion), hvori han sammenfattede de tanker der var blevet fremsat af de tidlige kirkefædre og de middelalderlige teologer, samt af Luther og Zwingli. Dette værk blev det læremæssige grundlag for alle de reformerte kirker der siden blev grundlagt i Europa og Amerika.

35. (a) Hvordan forklarede Calvin sin forudbestemmelseslære? (b) Hvordan gik strengheden i dette dogme igen i andre dele af Calvins lære?

³⁵ I Institutio fremstillede Calvin sin teologi. For ham var Gud den absolutte suveræn hvis vilje bestemte og styrede alt. I modsætning hertil var det faldne menneske syndigt og fuldstændig uværdigt. Frelsen afhang derfor ikke af menneskets gode gerninger, men af Gud — hvilket affødte Calvins forudbestemmelseslære. Han skrev herom:

Denne strenghed gik igen i andre dele af Calvins lære. Han insisterede på at de kristne skulle leve et helligt og dydigt liv og ikke blot afholde sig fra synd men også fra fornøjelser og pjank. Desuden hævdede han at kirken, som består af de udvalgte, må befries for alle borgerlige restriktioner og at et virkelig gudfrygtigt samfund kun kan indføres gennem kirken.

36. (a) Hvad forsøgte Calvin og Farel at gøre i Genève? (b) Hvilke strenge bestemmelser blev indført? (c) Hvordan behandlede Calvin dem der havde en anden teologisk opfattelse end han selv, og hvordan forsøgte han at retfærdiggøre sine handlinger?

³⁶ Kort efter at Calvin havde udgivet sit hovedværk overtalte en anden reformator fra Frankrig, Guillaume Farel, ham til at bosætte sig i Genève. De arbejdede sammen på at føre calvinismen ud i praksis. Deres mål var at gøre Genève til en Guds by, et gudstyret teokrati hvori kirkens og statens funktioner var forenede. De indførte strenge forskrifter med straffebestemmelser for alt lige fra religiøs undervisning og kirkelige handlinger til offentlig moral og endda sådanne ting som sanitet og brandforebyggelse. Et historisk dokument fortæller at „en frisør, for eksempel, for at sætte en bruds hår på en måde der blev regnet for upassende, blev fængslet i to dage, og moderen og to veninder der havde hjulpet til, fik samme straf. Dans og kortspil blev også straffet af bystyret“. De der havde en anden teologisk opfattelse end Calvin, fik en hård behandling. Det mest berygtede eksempel er henrettelsen af spanieren Miguel Serveto eller Michel Servet. — Se side 322.

37. Hvordan nåede Calvins indflydelse langt uden for Schweiz’ grænser?

³⁷ Calvin fortsatte sin reformvirksomhed i Genève til sin død i 1564, og den reformerte kirke blev solidt grundfæstet. Protestantiske reformatorer som blev forfulgt i andre lande, strømmede til Genève, antog calvinistiske tanker og bidrog til at grundlægge reformbevægelser i deres respektive hjemlande. Snart bredte calvinismen sig til Frankrig, hvor huguenotterne (som de franske, calvinistiske protestanter kaldtes) blev hårdt forfulgt af katolikkerne. I Nederlandene var calvinisterne med til at grundlægge den nederlandsk-reformerte kirke. I Skotland oprettedes efter calvinistisk mønster den skotske presbyterianske kirke under nidkær ledelse af den tidligere katolske præst John Knox. Calvinismen spillede også en rolle i reformationen i England, og derfra førtes den med puritanerne til Nordamerika. Skønt Luther satte den protestantiske reformation i gang, fik Calvin således langt større indflydelse på dens videre forløb.

Reformationen i England

38. Hvordan blev den protestantiske ånd i England vakt af John Wycliffes arbejde?

³⁸ Bortset fra reformbevægelserne i Tyskland og Schweiz kan oprindelsen til den engelske reformation føres tilbage til John Wycliffe, hvis antigejstlige forkyndelse og betoning af Bibelen vakte den protestantiske ånd i England. Hans indsats for at oversætte Bibelen til engelsk blev fulgt op af andre. William Tyndale, der måtte flygte fra England, udgav sit Nye Testamente i 1526. Han blev senere forrådt i Antwerpen, kvalt og brændt på bålet. Miles Coverdale fuldførte hans oversættelsesarbejde, og hele Bibelen forelå i 1535. Udgivelsen af Bibelen på modersmålet var uden tvivl den enkeltfaktor der bidrog stærkest til reformationen i England.

39. Hvilken rolle spillede Henrik VIII for reformationen i England?

³⁹ Det formelle brud med katolicismen fandt sted da Henrik VIII (1491-1547), af paven kaldet troens forsvarer, i 1534 fik vedtaget den berømte Suprematsakt, der gjorde ham til den engelske kirkes overhoved. Han nedlagde også klostrene og fordelte deres besiddelser blandt lavadelen. Desuden befalede han at der i hver kirke skulle anbringes en engelsk udgave af Bibelen. Hans handlinger var dog mere politisk end religiøst betonede. Hans mål var at frigøre sig fra pavens myndighed, især i sine ægteskabelige anliggender.c Religiøst set forblev han inderst inde katolik til det sidste.

40. (a) Hvilke forandringer fandt sted i den engelske kirke under Elizabeth I’s regering? (b) Hvilke afvigende grupper opstod efterhånden i England, Nederlandene og Nordamerika?

⁴⁰ Det var under Elizabeth I’s lange regering (1558-1603) at den engelske kirke blev protestantisk i praksis, skønt den stort set forblev katolsk i sin opbygning. Den afskaffede troskaben mod paven, præstecølibatet, skriftemålet og andre katolske skikke, men bevarede en episkopal form for kirkestruktur i sit hierarki af ærkebiskopper og biskopper, samt munke- og nonneordener.d Denne konservatisme skabte betydelig utilfredshed, og der opstod forskellige afvigergrupper. Puritanerne krævede en grundigere reform for at rense kirken for alle romersk-katolske skikke; separatisterne og de uafhængige holdt på at de kirkelige anliggender skulle styres af lokale ældste (presbytere). Mange af dem der havde afvigende meninger flygtede til Nederlandene eller til Nordamerika, hvor de videreudviklede deres kongregationalistiske og baptistiske kirker. I England opstod også Vennernes Samfund (kvækerne) under George Fox (1624-91) og metodisterne under John Wesley (1703-91). — Se nedenstående oversigt.

Hvilken virkning havde den?

41. (a) Hvordan har reformationen, ifølge nogle forskere, indvirket på historien? (b) Hvilke spørgsmål kræver alvorlig overvejelse?

⁴¹ Nu da vi har betragtet reformationens tre hovedstrømme — den lutherske, den calvinistiske og den anglikanske — må vi standse op og bedømme hvad reformationen udrettede. Det kan ikke nægtes at den ændrede historiens løb i den vestlige verden. „Reformationens virkning var at den gav folket en tørst efter frihed og et højere og renere borgerskab. Hvor som helst den protestantiske sag blev udbredt, gjorde den masserne mere selvbevidste,“ skrev John F. Hurst i sin bog Short History of the Reformation. Mange forskere mener at den vestlige civilisation som vi kender den i dag, ville have været umulig uden reformationen. Men hvordan dette nu end forholder sig, må vi spørge: Hvad udrettede reformationen i religiøs henseende? Hvad betød den for menneskets søgen efter den sande Gud?

42. (a) Hvad er uden tvivl det største gode som reformationen har medført? (b) Hvilke spørgsmål angående reformationens resultater må vi imidlertid stille?

⁴² Det største gode som reformationen medførte, var uden tvivl at den skaffede Bibelen til veje for det jævne folk på modersmålet. For første gang fik folk hele Guds ord i hænde så de kunne læse det og hente åndelig næring i det. Men det var selvfølgelig ikke nok at de kunne læse Bibelen. Skaffede reformationen også folk frihed, ikke blot fra den pavelige myndighed men også fra de fejlagtige læresætninger og dogmer de havde trællet under i århundreder? — Johannes 8:32.

43. (a) Hvilke trosbekendelser bygger de fleste af vore dages protestantiske kirker på, og hvilke læresætninger fører de? (b) Hvad har den frie ånd som reformationen medførte, betydet for menneskets søgen efter den sande Gud?

⁴³ Næsten alle protestantiske kirker bygger på de samme trosbekendelser — den nikænske, den athanasianske og den apostolske — som forfægter nogle af de samme lærepunkter som katolicismen har fremholdt i århundreder, såsom læren om treenigheden, om sjælens udødelighed og om et brændende helvede. Disse ubibelske dogmer gav folk et forvrænget billede af Gud og hans hensigt. Og frem for at lede folk i deres søgen efter den sande Gud, har de utallige sekter og trosretninger der opstod som følge af den frie ånd som den protestantiske reformation medførte, blot spredt dem ud i mange forskellige retninger. Den splittelse og forvirring dette medførte, fik mange til at betvivle selve Guds eksistens. Resultatet var at der i 1800-tallet rejste sig en voksende bølge af ateisme og agnosticisme. Det vil vi behandle i det næste kapitel.

[Fodnoter]

[Ramme/illustrationer på side 322]

„Om treenighedslærens vildfarelser“

Som 20-årig udgav spanieren Michel Servet (1511-53), der havde studeret jura og medicin, værket De Trinitatis erroribus (Om treenighedslærens vildfarelser), hvori han erklærede at han ikke ville bruge ordet treenighed, da det ikke fandtes i Skriften og kun syntes at videreføre en filosofisk vildfarelse. Han fordømte treenighedslæren som en lære der ikke kan forstås, en lære der ifølge tingenes natur er umulig, og som en lære der endog kan betragtes som gudsbespottelig.

For sine frimodige udtalelser blev han dømt til døden af den katolske kirke. Men det var calvinisterne der pågreb ham og lod ham domfælde og brænde levende over en sagte ild. Calvin retfærdiggjorde sin handling med disse ord: „Når papisterne er så hårde og voldsomme i forsvar for deres overtro, at de i grumt raseri vil udgyde uskyldigt blod, skammer kristne øvrighedsmænd sig da ikke over at vise sig mindre ivrige i forsvar for den sande lære?“ Calvins religiøse fanatisme og personlige had slørede hans dømmekraft og bevirkede at de kristne principper blev trådt under fode. — Jævnfør Mattæus 5:44.

[Illustrationer]

Johannes Calvin (til venstre) lod Michel Servet brænde levende som kætter

[Oversigt på side 327]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Forenklet oversigt over de vigtigste kirkeretninger

2. årh. — Frafaldets begyndelse

Romersk-katolske kirke

4. årh. (Konstantin)

16. årh. Reformationen

Lutheranere

Anglikanere

Episkopale

Kongregationalister

Calvinister

[Illustrationer på side 307]

Træskærerarbejder fra 1500-tallet som stiller Jesu uddrivelse af pengevekslerne i modsætning til pavens salg af afladsbreve

[Illustrationer på side 311]

Johan Hus på bålet

Den engelske reformator og bibeloversætter John Wycliffe

[Illustrationer på side 314]

Martin Luther (til højre) protesterede mod Johan Tetzels salg af afladsbreve

Kapitel 14

Vor tids vantro — er der grund til at søge mere?

„De fleste mennesker er ikke længere optaget af Gud. De tænker stadig mindre på ham i deres daglige gøremål og når de træffer deres beslutninger. . . . Gud er blevet udskiftet med andre værdier: penge og produktivitet. Det er muligt at han engang blev betragtet som den der gav al menneskelig virksomhed mening, men i dag er han blevet henvist til historiens glemte fangehul. . . . Gud er forsvundet fra menneskenes bevidsthed.“ — The Sources of Modern Atheism.

1. (Med indledningen.) (a) Hvad siger en bog om troen på Gud blandt folk i dag? (b) Hvordan står vor tids vantro i skarp modsætning til situationen for ikke så mange år siden?

DET er ikke så mange år siden at Gud indtog en vigtig plads i folks liv i den vestlige verden. Ville man accepteres i samfundet måtte man vise at man var troende, selv om ikke alle virkelig levede efter det de sagde de troede på. Tvivl og usikkerhed holdt man for sig selv. At give udtryk for den slags følelser offentligt ville være chokerende og kunne medføre kritik og fordømmelse.

2. (a) Hvorfor er mange holdt op med at søge efter Gud? (b) Hvilke spørgsmål må vi stille?

² I dag er det imidlertid lige omvendt. Mange synes nu det er snæversynet, dogmatisk og tilmed fanatisk at have en stærk religiøs overbevisning. I mange lande ser vi en voksende ligegyldighed eller mangel på interesse når det gælder Gud og religion. De fleste søger ikke længere efter Gud, for enten tror de ikke at han er til, eller også er de højst usikre på det. Nogle har faktisk brugt udtrykket „post-kristen“ eller „efter-kristen“ om vor tid. Vi må derfor spørge: Hvordan er tanken om Gud blevet så fjern i folks liv? Hvilke kræfter har medvirket til denne forandring? Er der grund til at blive ved med at søge efter Gud?

Reformationens eftervirkninger

3. Hvad medførte den protestantiske reformation blandt andet?

³ Som vi så i kapitel 13, medførte den protestantiske reformation i det 16. århundrede et markant omslag i folks holdning til både religiøse og verdslige autoriteter. Ensretning og underdanighed afløstes af selvhævdelse og ytringsfrihed. De fleste holdt sig rigtignok inden for den traditionelle religions rammer, men nogle fulgte en mere radikal linje og stillede sig tvivlende til de etablerede kirkesamfunds dogmer og grundlæggende læresætninger. Andre reagerede på den rolle religionen havde spillet i forbindelse med krigene, lidelserne og uretfærdighederne ned gennem historien, og stillede sig skeptisk til religion i al almindelighed.

4. (a) Hvordan bliver ateismens omfang i England og Frankrig i det 16. og 17. århundrede beskrevet i samtidige beretninger? (b) Hvad blev et af resultaterne af at pavens myndighed blev udfordret under reformationen?

⁴ Så tidligt som i 1572 blev der i en rapport om situationen i England sagt: „Riget er inddelt i tre partier: papisterne, ateisterne og protestanterne. Alle tre nyder den samme gunst: det første og det andet fordi de er mange og vi ikke vover at mishage dem.“ (Discourse on the Present State of England) En anden kilde anslog i 1623 antallet af „ateister“ i Paris til 50.000, selv om ordet blev brugt ret upræcist. Det er under alle omstændigheder tydeligt at reformationen i sit forsøg på at løsrive sig fra pavens myndighed også lokkede dem frem der udfordrede de etablerede religionssamfund i det hele taget. Som Will og Ariel Durant siger: „Europas tænkere — den europæiske ånds fortrop — diskuterede ikke længere pavens autoritet; de drøftede Guds eksistens.“ — Verdens Kulturhistorie — Fornuftepokens begyndelse.

Videnskabens og filosofiens angreb

5. Hvilke kræfter bidrog til at fremme en skeptisk holdning til Gud?

⁵ Foruden den indre splittelse i kristenheden var der andre kræfter i gang som svækkede den yderligere. Videnskab, filosofi, verdsliggørelse og materialisme bidrog alt sammen til at skabe tvivl og skepsis med hensyn til Gud og religion.

6. (a) Hvordan blev mange af kirkernes læresætninger berørt af de videnskabelige fremskridt? (b) Hvad gjorde de der anså sig selv for at følge med tiden?

⁶ De videnskabelige fremskridt satte spørgsmålstegn ved mange kirkelige dogmer som byggede på en fejlagtig fortolkning af Bibelen. De astronomiske opdagelser der blev gjort af mænd som Kopernikus og Galilei, udfordrede kirkens geocentriske lære, som gik ud på at jorden var universets centrum. Forståelsen af de naturlove der styrer den fysiske verden førte desuden til at man ikke længere behøvede at tilskrive Gud eller Forsynet sådanne „mystiske“ fænomener som lyn og torden eller tilsynekomsten af visse stjerner og kometer. Man fik også mistro til „mirakler“ og „Guds indgriben“ i menneskelige forhold. Gud og religion var pludselig blevet gammeldags for mange, og de der gerne ville følge med tiden var hurtige til at vende Gud ryggen og gøre videnskaben til deres hellige ko.

7. (a) Hvad var uden tvivl det hårdeste slag der blev rettet mod religionen? (b) Hvordan reagerede kirkerne på darwinismen?

⁷ Det hårdeste slag der blev rettet mod religionen var uden tvivl fremsættelsen af udviklingsteorien. I 1859 udgav den engelske naturforsker Charles Darwin (1809-82) sin bog om arternes oprindelse og udfordrede dermed Bibelens lære om skabelsen. Hvordan reagerede kirkesamfundene? I begyndelsen blev teorien fordømt af præsteskabet i England og andre steder. Men snart døde modstanden ud. Det var som om Darwins spekulationer netop var den undskyldning mange tvivlende præster i det skjulte havde ventet på. Allerede mens Darwin levede „havde de mest tænksomme og velformulerede præster arbejdet sig frem til den slutning at evolution var fuldt ud foreneligt med en oplyst forståelse af Bibelen,“ siger The Encyclopedia of Religion. I stedet for at tage Bibelen i forsvar gav kristenheden efter for presset fra videnskabeligt hold og føjede sig efter det der var populært. Derved undergravede den troen på Gud. — 2 Timoteus 4:3, 4.

8. (a) Hvad satte det 19. århundredes religionskritikere spørgsmålstegn ved? (b) Nævn nogle populære teorier der blev fremsat. (c) Hvorfor var mange hurtige til at antage de antireligiøse ideer?

⁸ Som det 19. århundrede skred frem, blev religionens kritikere dristigere i deres angreb. De nøjedes ikke med at pege på hvordan kirkerne havde svigtet, men begyndte at drage selve religionens grundlag i tvivl. De stillede spørgsmål som: Hvad er Gud? Hvorfor behøver vi Gud? Hvordan har troen på Gud berørt samfundet? Mænd som Ludwig Feuerbach, Karl Marx, Sigmund Freud og Friedrich Nietzsche fremførte deres argumenter i filosofiske, psykologiske og sociologiske vendinger. Teorier som ’Gud er blot et produkt af menneskers fantasi’, ’religion er opium for folket’ og ’Gud er død’, lød nye og spændende i sammenligning med kirkernes kedelige og uforståelige dogmer og traditioner. Det var som om mange endelig havde fundet ud af hvordan de kunne formulere den tvivl og usikkerhed de inderst inde havde gået og tumlet med. De antog straks og villigt disse tanker som et nyt evangelium.

Det store kompromis

9. (a) Hvad gjorde kirkerne da de blev angrebet fra videnskabelig og filosofisk side? (b) Hvad førte kirkernes kompromis til?

⁹ Hvordan reagerede kirkerne selv på kritikken og angrebene fra videnskabelig og filosofisk side? I stedet for at stå fast for det Bibelen lærer, gav de efter for presset og gik endda på akkord med hensyn til så grundlæggende trosartikler som skabelsen og Bibelens ægthed. Resultatet? Kristenhedens kirker begyndte at miste deres troværdighed, og mange mennesker begyndte at miste troen. Da kirkerne opgav at forsvare sig, blev dørene slået på vid gab for en masseudvandring. Religion blev for mange reduceret til et sociologisk levn, noget der blot markerer de vigtigste begivenheder i deres liv — fødsel, ægteskab og død. Mange opgav faktisk at søge efter den sande Gud.

10. Hvilke vigtige spørgsmål skal vi nu se på?

¹⁰ På baggrund af alt dette må vi spørge: Har videnskab og filosofi virkelig underskrevet dødsdommen over troen på Gud? Betyder dét at kirkerne er kommet til kort, at Bibelen, som de hævder at tro på, er kommet til kort? Ja, er der grund til at fortsætte med at søge efter Gud? Lad os i korthed se nærmere på disse spørgsmål.

Et grundlag for at tro på Gud

11. (a) Hvilke to bøger har i lang tid udgjort grundlaget for troen på Gud? (b) Hvordan er folk blevet berørt af disse bøger?

¹¹ Det er blevet sagt at der findes to bøger som fortæller os om Guds eksistens — skaberværkets „bog“, det vil sige naturen omkring os, og Bibelen. De har dannet grundlaget for troen hos millioner af mennesker både før og nu. Da en konge i det 11. århundrede f.v.t. betragtede stjernehimmelen, gjorde den et sådant indtryk på ham at han poetisk udbrød: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ (Salme 19:1) Da en astronaut i det 20. århundrede betragtede jorden fra et rumfartøj der kredsede om månen, blev han bevæget til at deklamere: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ — 1 Mosebog 1:1.

12. Hvilke angreb er der blevet rettet mod skaberværkets bog og mod Bibelen?

¹² Disse to bøger bliver imidlertid angrebet af dem der ikke tror på Gud. De siger at den videnskabelige udforskning af verden omkring os har bevist at livet ikke er blevet til som følge af intelligent skabelse, men ved blinde kræfters spil under en udviklingsproces. De hævder derfor at der ikke findes nogen Skaber og at spørgsmålet om Guds eksistens er overflødigt. Mange af dem tror desuden at Bibelen er forældet og ulogisk og ikke til at tro på. De har derfor ikke noget grundlag for at tro på Guds eksistens. Men er alt det de siger, sandt? Hvad viser kendsgerningerne?

Tilfældighed eller plan?

13. Hvad måtte der være sket for at livet kunne være opstået ved et tilfælde?

¹³ Hvis der ikke er nogen Skaber må livet være opstået spontant, ved en tilfældighed. For at dette kunne ske, måtte de rette kemiske stoffer på en eller anden måde komme sammen i de rette mængder, under den rette temperatur og det rette tryk, foruden at andre bestemmende faktorer måtte være til stede, og hele denne balance måtte opretholdes i tilstrækkelig lang tid. Og for at livet kunne opstå og blive opretholdt, måtte dette tilfældige samspil af faktorer gentage sig tusinder af gange. Men hvor sandsynligt er det at noget sådant kunne ske blot én gang?

14. (a) Hvor sandsynligt er det at et enkelt proteinmolekyle skulle blive dannet ved et tilfælde? (b) Hvad viser matematiske beregninger om den tanke at livet skulle være opstået spontant?

¹⁴ Evolutionister indrømmer at sandsynligheden for at de rette atomer og molekyler skulle finde sammen og danne bare et enkelt proteinmolekyle, er som 1 til 10¹¹³, det vil sige et 1-tal efterfulgt af 113 nuller. Det er mere end det anslåede antal atomer i hele universet! Når sandsynligheden for at noget vil ske, blot er mindre end 1 til 10⁵⁰, plejer matematikere at afvise det som noget der aldrig vil ske. Og så skal der langt mere end et enkelt proteinmolekyle til for at få liv. For at opretholde en celles virksomhed kræves der omkring 2000 forskellige proteiner, og sandsynligheden for at alle disse kunne opstå ved et tilfælde, er som 1 til 10^40.000! „Hvis man ikke er forudindtaget, enten som følge af social tro eller som følge af en videnskabelig skoling i den overbevisning at livet er opstået [spontant] på jorden, fjerner dette enkle regnestykke ethvert grundlag for denne opfattelse,“ siger astronomen Fred Hoyle.

15. (a) Hvad har forskerne opdaget under deres studium af den fysiske verden? (b) Hvad har en fysikprofessor sagt om naturlovene?

¹⁵ Ved at studere den fysiske verden, fra de bittesmå subatomare partikler til de vældige galakser, har forskerne derimod opdaget at alle kendte naturfænomener ser ud til at følge visse grundlæggende love. De har med andre ord fundet logik og orden i alt hvad der sker i universet, og de har været i stand til at beskrive denne logik og orden ved hjælp af enkle matematiske udtryk. „Kun få videnskabsmænd kan undgå at blive imponerede over disse loves næsten utrolige enkelhed og elegance,“ skriver fysikprofessor Paul Davies i bladet New Scientist.

16. (a) Nævn nogle grundlæggende konstanter i naturlovene. (b) Hvad ville der ske hvis værdien af disse konstanter blev ændret bare en ubetydelighed? (c) Hvilken slutning har en fysikprofessor draget med hensyn til universet og vor eksistens?

¹⁶ Et fængslende faktum ved disse love er at de bygger på visse faktorer som må have en nøje fastsat værdi for at universet som vi kender det, skal kunne eksistere. Nogle af disse grundlæggende konstanter er protonets elektriske ladning, visse elementarpartiklers masse og Newtons universelle gravitationskonstant, der almindeligvis betegnes med bogstavet G. Professor Davies siger videre om dette: „Selv bittesmå variationer i nogle af disse værdier ville medføre drastiske forandringer i universets udseende. Freeman Dyson har for eksempel gjort opmærksom på at hvis kraften mellem nukleonerne (protonerne og neutronerne) blot var nogle få procent stærkere, ville universet være uden brint. Stjerner som solen, for ikke at nævne vandet, ville ikke kunne eksistere. Livet, i hvert fald som vi kender det, ville være umuligt. Brandon Carter har vist at langt mindre forandringer i G ville gøre alle stjerner til blå kæmper eller røde dværge, med lige så alvorlige følger for livet.“ Davies drager derfor denne slutning: „I så fald er det tænkeligt at der kun findes ét muligt univers. Hvis det er tilfældet, er det en bemærkelsesværdig tanke at vor egen eksistens som bevidste væsener er en uundgåelig konsekvens af logik.“ — Kursiveret af os.

17. (a) Hvad fremgår tydeligt af den lovmæssighed og hensigt der afspejles i universet? (b) Hvordan bliver dette bekræftet i Bibelen?

¹⁷ Hvad kan vi udlede af alt dette? For det første at eftersom universet bliver styret af love, må der være en intelligent lovgiver som har udformet eller fastsat lovene. Og for det andet at eftersom de love der styrer universet synes at være lavet med henblik på liv og med henblik på de forhold der kræves for at livet kan opretholdes, må der være en hensigt bag. Lovmæssighed og hensigt — det er ikke noget der kendetegner blinde kræfters spil, men tværtimod noget der må kendetegne en intelligent Skaber. Det er netop hvad Bibelen giver udtryk for idet den siger: „Det som kan vides om Gud er kendt iblandt dem; Gud har jo gjort det kendt for dem. Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ — Romerne 1:19, 20; Esajas 45:18; Jeremias 10:12.

Rigeligt med vidnesbyrd omkring os

18. (a) Hvor ellers ser vi lovmæssighed og hensigt? (b) Hvilke vidnesbyrd om at der findes en intelligent Skaber kan du nævne?

¹⁸ Det er naturligvis ikke kun det fysiske univers der vidner om lovmæssighed og hensigt. Vi ser det samme når vi studerer livsformerne, både de simple og de komplicerede, og ser hvordan de udfolder deres daglige aktivitet og samvirker med hinanden og passer ind i deres miljø. Næsten hver eneste del af menneskelegemet — hjernen, øjet, øret, hånden — er så sindrigt konstrueret at videnskaben ikke fuldt ud kan forklare det. Så er der dyreriget og planteriget. Trækinstinkterne som får visse fugle til at tilbagelægge tusinder af kilometer over land og hav, fotosyntesen i planterne, et enkelt ægs udvikling til en sammensat organisme med millioner af differentierede celler med specialiserede funktioner — for blot at nævne nogle få eksempler — er alt sammen enestående vidnesbyrd om at der findes en intelligent Skaber.a

19. (a) Viser videnskabens forklaring af hvordan visse ting virker, at der ikke findes nogen intelligent formgiver og konstruktør? (b) Hvad kan vi lære ved at studere verden omkring os?

¹⁹ Nogle indvender imidlertid at meget af dette er blevet forklaret efterhånden som den videnskabelige forskning er skredet frem. Det er sandt at videnskaben til en vis grad har forklaret meget som før var et mysterium. Men dét at et barn opdager hvordan et ur virker, beviser ikke at der ikke er nogen der har udtænkt og lavet uret. Dét at vi forstår den enestående måde mange ting i den fysiske verden virker på, beviser heller ikke at der ikke er nogen intelligent formgiver og konstruktør der har frembragt dem. Tværtimod. Jo mere vi ved om verden omkring os, jo flere vidnesbyrd får vi om at der findes en intelligent Skaber. Vi kan derfor med et åbent sind erklære os enige med salmisten, der udbrød: „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ — Salme 104:24.

Kan man tro på Bibelen?

20. Hvoraf fremgår det at tro på Gud alene ikke tilskynder folk til at søge ham?

²⁰ Men ét er at tro på Guds eksistens, noget andet er at søge ham. Der er millioner af mennesker i dag som ikke helt har forkastet troen på Gud, men som alligevel ikke føler sig tilskyndet til at søge ham. Den amerikanske samfundsforsker George Gallup jun. siger at „der egentlig ikke er så stor forskel på de kirkelige og de ikkekirkelige når det gælder svindel, skattesnyderi og rapseri, hovedsagelig fordi der findes megen flokreligiøsitet“. Han tilføjer at „mange laver sig simpelt hen en bekvem religion der kildrer deres ører og ikke nødvendigvis er nogen udfordring. Nogle har kaldt det religion a la carte. Det er den centrale svaghed ved kristendommen her i landet [USA] i dag: Der findes ingen stærk tro.“

21, 22. (a) Hvad er det der gør Bibelen til en enestående bog? (b) Hvad er det grundlæggende vidnesbyrd om Bibelens ægthed? Forklar.

²¹ Denne „centrale svaghed“ skyldes for en stor del at folk kender for lidt til Bibelen og ikke rigtig tror på den. Men hvilket grundlag er der for at tro på Bibelen? Vi bør hæfte os ved at der ned gennem tiden sandsynligvis ikke har været nogen anden bog som har været udsat for mere uretfærdig kritik og er blevet mere misbrugt, hadet og angrebet end Bibelen. Alligevel er den blevet bevaret gennem alt dette og er blevet den mest oversatte og udbredte bog i historien. Dette i sig selv gør Bibelen til en enestående bog. Men der er også rigeligt med overbevisende vidnesbyrd om at Bibelen er en bog som er inspireret af Gud og værd at tro på. — Se rammen side 340, 341.

²² Selv om mange mere eller mindre har draget den slutning at Bibelen er uvidenskabelig, selvmodsigende og forældet, viser kendsgerningerne noget andet. Dens enestående oprindelse, dens historiske og videnskabelige nøjagtighed og dens ufejlbarlige profetier peger alt sammen mod én uundgåelig konklusion: Bibelen er Guds inspirerede ord. Som apostelen Paulus udtrykte det: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig.“ — 2 Timoteus 3:16.

Tag vantroens udfordring op

23. Hvilken slutning kan vi drage med hensyn til Bibelen når vi ser på de faktiske forhold?

²³ Hvilket resultat kommer vi til, efter at vi har betragtet vidnesbyrdene fra både skaberværkets bog og Bibelen? At disse bøger er lige så gyldige i dag som de altid har været. Når vi er villige til at se objektivt på sagen og ikke lader os påvirke af forudfattede meninger, finder vi at enhver indvending kan imødegås på en fornuftig måde. Svarene er der, hvis bare vi er villige til at søge efter dem. Jesus sagde: „Bliv ved med at søge, og I vil finde.“ — Mattæus 7:7; Apostelgerninger 17:11.

24. (a) Hvorfor er mange holdt op med at søge Gud? (b) Hvad kan vi hente styrke i? (c) Hvad vil vi behandle i de sidste kapitler i denne bog?

²⁴ De fleste af dem der har opgivet at søge Gud, har ikke gjort det fordi de har undersøgt de foreliggende vidnesbyrd og har fundet ud af at Bibelen ikke er sand. Grunden er snarere den at kristenheden ikke har givet dem et sandt billede af Bibelens Gud. Som den franske forfatter P. Valadier siger: „Det var den kristne tradition der frembragte ateismen som frugt; den førte til at Gud blev myrdet i folks bevidsthed, fordi den præsenterede dem for en Gud de ikke kunne tro på.“ Men uanset hvordan det måtte være, kan vi hente styrke i apostelen Paulus’ ord: „Hvordan så? Når nogle ikke troede, vil deres mangel på tro da ophæve Guds trofasthed? Måtte det aldrig ske! Men lad Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner.“ (Romerne 3:3, 4) Ja, der er al mulig grund til at fortsætte med at søge efter den sande Gud. I de sidste kapitler i denne bog vil vi se hvordan denne søgen har givet resultat, og hvad fremtiden har i beredskab til menneskene.

[Fodnote]

[Ramme på side 340, 341]

Vidnesbyrd om Bibelens ægthed

Enestående oprindelse: Bibelen består — fra Første Mosebog til Åbenbaringen — af 66 bøger som er skrevet af omkring 40 skribenter med vidt forskellig uddannelse, beskæftigelse og social status. Nedskrivningen foregik over en periode på 1600 år, fra 1513 f.v.t. til 98 e.v.t. Alligevel er resultatet blevet en harmonisk og sammenhængende bog som på en logisk måde behandler et fremtrædende tema — ophøjelsen af Gud og hans hensigt ved hjælp af det messianske rige. — Se side 241.

Historisk nøjagtighed: De begivenheder der er omtalt i Bibelen, er i fuld overensstemmelse med beviste historiske kendsgerninger. En advokat skriver: „Mens eventyr, legender og falske vidnesbyrd omhyggeligt henlægger de begivenheder de omhandler til fjerntliggende egne og en fjern fortid . . . giver Bibelen os tiden og stedet for dens beretninger med største præcision.“ (A Lawyer Examines the Bible) (Ezekiel 1:1-3) Et bibelsk opslagsværk siger: „[Den der skrev Apostelgerninger] anbringer sin beretning inden for rammerne af den samtidige historie; bogens sider er fyldt med henvisninger til borgmestre, landshøvdinger, afhængige konger, og lignende, og disse benævnelser viser sig igen og igen at være de helt rigtige på det sted og den tid der er tale om.“ (The New Bible Dictionary) — Apostelgerninger 4:5, 6; 18:12; 23:26.

Videnskabelig nøjagtighed: I Tredje Mosebog fik israelitterne love om karantæne og hygiejne på en tid da folkene omkring dem ikke havde noget kendskab til den slags. Vandets uendelige kredsløb, som var ukendt i gammel tid, er beskrevet i Prædikeren 1:7. Det var først i det 16. århundrede at videnskaben bekræftede at jorden er en klode der hænger frit i rummet, men disse sandheder er udtrykt i Esajas 40:22 og Job 26:7. Over 2200 år før William Harvey publicerede sine opdagelser angående blodkredsløbet rettede Ordsprogene 4:23 opmærksomheden mod den rolle hjertet spiller i menneskelegemet. Bibelen er ikke en videnskabelig lærebog, men når den berører spørgsmål der har med videnskab at gøre, afspejler den en indsigt som ligger langt forud for dens tid.

Ufejlbarlige profetier: Ødelæggelsen af det gamle Tyrus, Babylons fald, Jerusalems genopbygning og de medo-persiske og de græske kongers fremståen og fald blev forudsagt så detaljeret at kritikerne — med urette — har påstået at forudsigelserne var nedskrevet efter at begivenhederne havde fundet sted. (Esajas 13:17-19; 44:27–45:1; Ezekiel 26:3-7; Daniel 8:1-7, 20-22) Profetier om Jesus som blev nedskrevet flere hundrede år før hans fødsel, blev opfyldt til mindste detalje. (Se oversigten side 245.) Jesu egne profetier om Jerusalems ødelæggelse gik nøjagtigt i opfyldelse. (Lukas 19:41-44; 21:20, 21) Profetier om de sidste dage som blev fremsat af Jesus og apostelen Paulus, opfyldes nu i vor tid. (Mattæus 24; Markus 13; Lukas 21; 2 Timoteus 3:1-5) Og Bibelen tilskriver alle profetierne én kilde, Jehova Gud. — 2 Peter 1:20, 21.

[Illustrationer på side 333]

Darwin, Marx, Freud, Nietzsche og andre fremsatte teorier som undergravede troen på Gud

[Illustrationer på side 335]

Skaberværkets „bog“ og Bibelen danner grundlaget for troen på Gud

[Illustrationer på side 338]

Jo mere vi ved om verden omkring os, jo flere vidnesbyrd får vi om at der findes en intelligent Skaber

[Diagram/illustration på side 337]

Livet og universet ville ikke kunne eksistere hvis visse faktorer afveg blot en ubetydelighed

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BRINTATOMETS BESTANDDELE

Elektronskal

Proton + Kerne

ELEKTRON —

Kapitel 15

En tilbagevenden til den sande Gud

„Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35.

1, 2. Hvad bør kærligheden blandt sande kristne resultere i?

MED disse ord fastlagde Jesus et kriterium for dem der hævder at være hans sande disciple. Den kristne kærlighed skulle overskride alle skel mellem racer, stammer og nationer. Sande kristne skulle derfor ’ikke være en del af verden’, ligesom Jesus selv ikke var, og ikke er, en del af verden. — Johannes 17:14, 16; Romerne 12:17-21.

² Hvordan viser den kristne at han ’ikke er en del af verden’? Hvordan berører det for eksempel hans holdning til vore dages politiske stridigheder, revolutioner og krige? I overensstemmelse med Jesu ord skrev den kristne apostel Johannes: „Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden.“ Og da Jesus forklarede hvorfor hans disciple ikke havde kæmpet for at befri ham, sagde han: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet . . . Men nu er mit rige ikke herfra.“ Selv om Jesu liv stod på spil, forsøgte hans tjenere ikke at afgøre striden på denne verdens krigeriske manér. — 1 Johannes 3:10-12; Johannes 18:36.

3, 4. (a) Hvad forudsagde Esajas angående „de sidste dage“? (b) Hvad må vi nu have svar på?

³ Over 700 år før Kristus forudsagde Esajas at folk af alle nationer ville samles om den sande tilbedelse af Jehova og ikke mere lære at føre krig. Han sagde: „Og i de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, . . . og alle nationerne skal strømme til det. Og mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem. Og han vil fælde dom mellem nationerne og afgøre sager vedrørende mange folkeslag. Og de skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig.“a — Esajas 2:2-4.

⁴ Hvilken af alle de mange trosretninger i verden har i særlig grad opfyldt disse krav? Hvem har nægtet at lære krigshåndværket på trods af fængsler, koncentrationslejre og dødsstraffe?

Kristen kærlighed og neutralitet

5. Hvordan har Jehovas vidner som enkeltpersoner stillet sig neutrale, og hvorfor?

⁵ Jehovas vidner er kendt i hele verden for deres individuelle, samvittighedsbestemte kristne neutralitet. Gennem hele det 20. århundrede har de udholdt fængsler, koncentrationslejre, tortur, deportationer og forfølgelse fordi de har nægtet at opgive den kærlighed og enhed de lægger for dagen som et verdensomfattende samfund af kristne der holder sig til Gud. I Nazityskland (1933-45) mistede omkring tusind Vidner livet, og adskillige tusind blev fængslet, fordi de nægtede at støtte Hitlers krigsindsats. Under Francostyret i Spanien måtte hundreder af unge Vidner gå i fængsel, og mange af dem tilbragte gennemsnitlig ti år i militærfængsler, fordi de ikke ville lære at føre krig. Den dag i dag sidder mange unge Jehovas vidner i fængsel i forskellige lande fordi de ikke vil have nogen del i landenes militære aktiviteter. På den anden side hindrer Jehovas vidner ikke regeringernes militærprogrammer. Det har været kendetegnende for deres tro at de har holdt sig urokkeligt neutrale i alle dette århundredes krige og konflikter. Dette identificerer dem som Kristi sande disciple og skiller dem ud fra kristenhedens kirker og trosretninger. — Johannes 17:16; 2 Korinther 10:3-5.

6, 7. Hvilken opfattelse har Jehovas Vidner af kristendommen?

⁶ Ved at følge Bibelen og Kristi eksempel viser Jehovas vidner at de tilbeder den sande Gud, Jehova. De har fået værdsættelse af Guds kærlighed, der kom til udtryk i Jesu liv og offer. De forstår at ægte kristen kærlighed indebærer et ubrydeligt broderskab der omspænder hele verden og er hævet over politiske, racemæssige og nationale skel. Kristendommen er med andre ord ikke blot international; den er overnational, idet den overskrider landegrænser og de skel der sættes af nationale myndigheder og interesser. Den betragter menneskeheden som én familie med en fælles stamfader og en fælles Skaber, Jehova Gud. — Apostelgerninger 17:24-28; Kolossenserne 3:9-11.

⁷ Mens næsten alle andre religiøse samfund har været involveret i krige — både mod deres trosfæller og mod andre — har Jehovas vidner vist at de tager førnævnte profeti fra Esajas 2:4 alvorligt. ’Men,’ spørger du måske, ’hvor stammer Jehovas Vidner fra? Hvordan er deres samfund opbygget?’

Guds lange række af vidner

8, 9. Hvad opfordrer Gud menneskene til?

⁸ For over 2700 år siden opfordrede profeten Esajas: „Søg Jehova mens han findes. Kald på ham mens han er nær. Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:6, 7.

⁹ Mange hundrede år senere sagde den kristne apostel Paulus til grækerne i Athen som nærede stor frygt for de mytologiske guder: „[Gud] har ud af ét menneske dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade, og han har bestemt de fastsatte tider og de fastlagte grænser for menneskenes bolig, for at de skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os.“ — Apostelgerninger 17:22-28.

10. Hvordan ved vi at Gud ikke var langt borte fra Adam og Eva og deres børn?

¹⁰ Gud var ikke langt borte fra de første mennesker, Adam og Eva. Han talte til dem og meddelte dem sine bud og ønsker. Gud skjulte sig heller ikke for deres sønner Kain og Abel. Han vejledte endda den onde Kain der fyldtes med misundelse på grund af sin broders offer til Gud. Men i stedet for at ændre sin måde at tilbede på, viste Kain religiøs skinsyge og intolerance og myrdede sin broder. — 1 Mosebog 2:15-17; 3:8-24; 4:1-16.

11. (a) Hvad betyder ordet „martyr“? (b) Hvordan blev Abel den første martyr?

¹¹ Ved at være trofast mod Gud til døden blev Abel den første martyr.b Han var også det første vidne for Jehova og forløberen for en lang række uangribelige vidner der ville fremstå ned gennem historien. Derfor kunne Paulus sige: „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud aflagde vidnesbyrd om hans offergaver; og ved den taler han endnu, skønt han er død.“ — Hebræerne 11:4.

12. Nævn flere eksempler på trofaste vidner for Jehova.

¹² I det samme brev opregner Paulus en lang række trofaste mænd og kvinder, deriblandt Noa, Abraham, Sara og Moses, som ved deres uangribelighed kom til at udgøre ’en stor sky af vidner [græsk: martyʹrōn]’ der har tjent til eksempel og opmuntring for andre som har ønsket at kende og tjene den sande Gud. Det var mænd og kvinder der havde et forhold til Jehova Gud. De havde søgt ham og fundet ham. — Hebræerne 11:1–12:1.

13. (a) Hvorfor er Jesus et enestående udtryk for Guds kærlighed? (b) På hvilken særlig måde er Jesus et eksempel for sine disciple?

¹³ Et fremtrædende vidne var den der i Åbenbaringens bog beskrives som „Jesus Kristus, ’det trofaste vidne’“. Jesus er endnu et udtryk for Guds kærlighed, for, som Johannes skrev: „Vi [har] selv set og vidner om at Faderen har udsendt sin søn som verdens Frelser. Den der bekender at Jesus Kristus er Guds søn, med ham forbliver Gud i samhørighed og han i samhørighed med Gud. Og vi har selv fået kundskab om og tro på den kærlighed som Gud har i vort tilfælde.“ Jesus var som jøde et sandt vidne og døde som martyr i trofasthed mod sin Fader, Jehova. Hans sande disciple ned gennem tiden skulle ligeledes være vidner for ham og for den sande Gud, Jehova. — Åbenbaringen 1:5; 3:14; 1 Johannes 4:14-16; Esajas 43:10-12; Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

14. Hvilket spørgsmål må vi nu have svar på?

¹⁴ Ifølge Esajas’ profeti ville mange mennesker „i de sidste dage“c vende tilbage til den sande Gud, Jehova. I betragtning af den religiøse mangfoldighed og forvirring vi har beskrevet i denne bog, er det på sin plads at spørge: Hvem har, her i de sidste dage, virkelig søgt efter den sande Gud for at tjene ham „i ånd og sandhed“? For at finde svaret må vi først rette opmærksomheden mod nogle begivenheder der fandt sted i det 19. århundrede. — Esajas 2:2-4; 2 Timoteus 3:1-5; Johannes 4:23, 24.

En ung mand som søgte Gud

15. (a) Hvem var Charles Taze Russell? (b) Hvilke religiøse læresætninger skabte tvivl i hans sind?

¹⁵ I 1870 begyndte en nidkær ung mand i Pennsylvanien i USA at stille mange spørgsmål vedrørende kristenhedens traditionelle lærepunkter. Denne unge mand, Charles Taze Russell (1852-1916), arbejdede i sin faders herreekviperingsforretning i den travle industriby Allegheny, der nu er en del af Pittsburgh. Hans religiøse baggrund var presbyteriansk og kongregationalistisk. Men læresætningerne om forudbestemmelse og evig pine i helvede bekymrede ham. Hvorfor tvivlede han på dette, der hørte til den grundlæggende lære i flere af kristenhedens kirker? Han skrev: „En Gud der brugte sin magt til at skabe mennesker som han forud vidste og havde bestemt skulle pines for evigt, kunne hverken være vís, retfærdig eller kærlig. Hans standard ville være lavere end mange menneskers.“ — Jeremias 7:31; 19:5; 32:35; 1 Johannes 4:8, 9.

16, 17. (a) Hvilke læresætninger gik Russells bibelstudiekreds stærkt op i? (b) Hvilken uoverensstemmelse opstod, og hvad svarede Russell?

¹⁶ Endnu før Russell fyldte tyve dannede han sammen med nogle andre unge mænd en bibelstudiekreds. De gik i gang med at undersøge hvad Bibelen lærte om emner som sjælens udødelighed, Kristi genløsningsoffer og hans andet komme. Som 25-årig solgte Russell i 1877 sin part i sin faders blomstrende forretning og gik over til at være heltidsprædikant.

¹⁷ I 1878 havde Russell en større uoverensstemmelse med en af sine medarbejdere, der havde forkastet læren om at Kristi død kunne sone menneskers synder. Da Russell gendrev disse tanker skrev han: „Kristus udrettede forskellige gode ting for os ved sin død og opstandelse. Han var vor stedfortræder i døden; han døde som den retfærdige for uretfærdige — alle var uretfærdige. Jesus Kristus smagte ved Guds nåde døden for hvert menneske. . . . Han blev ophav til evig frelse for alle dem der adlyder ham.“ Han fortsatte: „At genløse er at købe tilbage. Hvad købte Kristus tilbage for alle mennesker? Livet. Vi mistede det ved den første Adams ulydighed. Den anden Adam [Kristus] købte det tilbage med sit eget liv.“ — Markus 10:45; Romerne 5:7, 8; 1 Johannes 2:2; 4:9, 10.

18. (a) Hvad førte uenigheden om genløsningslæren til? (b) Hvordan forholdt bibelstudenterne sig til spørgsmålet om pengebidrag?

¹⁸ Som en trofast forkæmper for læren om genløsningen afbrød Russell enhver forbindelse med denne tidligere medarbejder. I juli 1879 begyndte han at udgive Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, der i dag er kendt i hele verden som Vagttårnet — Forkynder af Jehovas rige. I 1881 oprettede han sammen med andre indviede kristne et filantropisk bibelselskab. Det blev kaldt Zion’s Watch Tower Tract Society og er i dag kendt som Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, det juridiske redskab der benyttes af Jehovas Vidner. Lige fra begyndelsen insisterede han på at der ikke skulle optages kollekt ved menighedsmøderne eller anmodes om bidrag gennem de trykte publikationer. De der sluttede sig til Russell for at granske Bibelen sammen med ham, blev slet og ret kaldt bibelstudenter.

Tilbage til Bibelens sande lære

19. Hvilke af kristenhedens lærepunkter forkastede bibelstudenterne?

¹⁹ Under deres bibelstudium kom Russell og hans medarbejdere til det resultat at de måtte forkaste kristenhedens lære om den mystiske „allerhelligste treenighed“, om menneskets iboende udødelige sjæl og om evig pine i et brændende helvede. De afviste også at der skulle være brug for en særligt uddannet præsteklasse. De ønskede at vende tilbage til den oprindelige beskedne kristendom, hvor menighederne blev ledet af åndeligt kvalificerede ældste som ikke tænkte på at få løn eller vederlag for deres arbejde. — 1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:5-9.

20. Hvad fandt bibelstudenterne frem til angående Kristi parousiʹa og 1914?

²⁰ Under deres granskning af Guds ord var disse bibelstudenter stærkt interesserede i De Kristne Græske Skrifters profetier om „verdens ende“ og Kristi „komme“. (Mattæus 24:3, DA) Da de så efter i den græske grundtekst, opdagede de at Kristi komme i virkeligheden var en „parousiʹa“, en nærværelse. Det ville altså sige at det tegn Kristus gav sine disciple at spejde efter, ikke var et tegn på at han ville komme, men et tegn på at han var usynligt nærværende. Bibelstudenterne nærede også et stærkt ønske om at forstå Bibelens kronologi i forbindelse med Kristi nærværelse. Uden at forstå alle detaljerne, nåede Russell og hans medarbejdere frem til at 1914 ville blive et afgørende år i menneskehedens historie. — Mattæus 24:3-22; Lukas 21:7-33, Int.

21. Hvad følte Russell og hans trosfæller sig forpligtede til?

²¹ Russell erkendte at der skulle udføres et stort forkyndelsesarbejde. Han havde mærket sig Jesu ord i Mattæusevangeliet: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14; Markus 13:10) Bibelstudenterne følte at deres arbejde hastede dengang før 1914. De troede at deres forkyndervirksomhed ville kulminere i det år, og derfor anstrengte de sig på alle måder for at hjælpe andre til at lære ’den gode nyhed om riget’ at kende. Russells bibelprædikener blev til sidst trykt i tusinder af aviser jorden over.

Prøvelser og forandringer

22-24. (a) Hvordan reagerede de fleste af bibelstudenterne da Russell døde? (b) Hvem efterfulgte Russell som Vagttårnsselskabets præsident?

²² I 1916 døde Charles Taze Russell pludselig, 64 år gammel, under en foredragsrejse i De Forenede Stater. Hvordan ville det nu gå bibelstudenterne? Ville deres bevægelse gå i opløsning, som om det blot var et menneske de havde fulgt? Hvordan ville de klare prøvelserne under den første verdenskrig (1914-18), som De Forenede Stater snart skulle blive inddraget i?

²³ De fleste af bibelstudenterne reagerede som et af Vagttårnsselskabets daværende bestyrelsesmedlemmer, W. E. Van Amburgh, der sagde: „Dette store verdensomfattende værk er ikke et menneskes værk. Det er meget for stort dertil. Det er Guds værk, og det forandres ikke. Gud har i det forgangne brugt mange tjenere, og han vil uden tvivl bruge mange i fremtiden. Vor indvielse er ikke til et menneske eller til et menneskes værk, men til at gøre Guds vilje, således som han vil vise os den igennem sit ord og sit forsyns ledelse. Gud er endnu ved roret.“ — 1 Korinther 3:3-9.

²⁴ I januar 1917 blev Joseph F. Rutherford, der var sagfører og nidkær bibelstudent, valgt til at være Vagttårnsselskabets anden præsident. Han var en dynamisk personlighed der ikke uden videre lod sig skræmme. Han vidste at Guds rige skulle forkyndes. — Markus 13:10.

Fornyet nidkærhed og et nyt navn

25. Hvordan reagerede bibelstudenterne på den udfordring der mødte dem i årene efter den første verdenskrig?

²⁵ Vagttårnsselskabet afholdt stævner i De Forenede Stater i 1919 og i 1922. Efter forfølgelsen under den første verdenskrig var disse stævner næsten som en gentagelse af Pinsedagen for de få tusind bibelstudenter der fandtes dengang. (Apostelgerninger 2:1-4) I stedet for at give efter for menneskefrygt fulgte de med endnu større kraft Bibelens opfordring til at gå ud og forkynde for nationerne. I 1919 begyndte Vagttårnsselskabet at udgive et søsterblad til Vagttårnet, kaldet The Golden Age (Den Gyldne Tidsalder), i dag kendt i hele verden som Vågn op! Dette blad har tjent som et magtfuldt redskab der har åbnet folks øjne for betydningen af den tid vi lever i og skabt tillid til Skaberens løfte om en fredelig ny verden.

26. (a) Hvilken opgave påtog bibelstudenterne sig i stigende grad? (b) Hvad så de mere og mere klart?

²⁶ I 1920’erne og 1930’erne lagde bibelstudenterne mere og mere vægt på den urkristne forkyndelsesmetode — at gå fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20) Hver enkelt troende så det som sin opgave at vidne for så mange mennesker som muligt om Kristi riges styre. Ud fra Bibelen indså de efterhånden klart at det store stridsspørgsmål for menneskene drejede sig om det suveræne herredømme i universet, og at Jehova Gud ville afgøre dette spørgsmål ved at tilintetgøre Satan og alle hans ødelæggende gerninger på jorden. (Romerne 16:20; Åbenbaringen 11:17, 18) I sammenhæng med dette indså de at menneskets frelse kom i anden række i forhold til ophøjelsen af Gud som den retmæssige Suveræn. Følgelig måtte der på jorden være trofaste vidner som var parate til at aflægge vidnesbyrd om Guds hensigter og hans overhøjhed. Hvordan blev dette behov opfyldt? — Job 1:6-12; Johannes 8:44; 1 Johannes 5:19, 20.

27. (a) Hvilken betydningsfuld begivenhed fandt sted i 1931? (b) Giv eksempler på hvad Jehovas vidner tror på.

²⁷ I juli 1931 holdt bibelstudenterne et stævne i Columbus i Ohio, hvor de tusinder af tilstedeværende vedtog en resolution der blandt andet lød: „Vi tager derfor med Glæde imod det Navn, Herrens Mund har nævnt, og vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner.“ Siden det tidspunkt er Jehovas Vidner blevet kendt i hele verden, ikke blot for deres særegne tro, men også for deres nidkære forkyndelse fra hus til hus og på gaden. (Se side 356, 357.) — Esajas 43:10-12; Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

28. Hvilken klarere forståelse fik Jehovas Vidner i 1935 af Rigets herredømme?

²⁸ I 1935 fik de en klarere forståelse af forholdet mellem dem der skal herske sammen med Kristus i hans himmelske rige og deres undersåtter på jorden. De vidste allerede at der kun var 144.000 salvede kristne som var kaldede til at herske sammen med Kristus fra himmelen. Hvilket håb havde så den øvrige del af menneskeheden? For at en regering kan have nogen berettigelse må den have undersåtter. Den himmelske regering ville netop få millioner af lydige undersåtter på jorden. Det måtte være de mennesker der beskrives som „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“, og som råber: „Frelsen skylder vi vor Gud [Jehova], som sidder på tronen, og Lammet [Kristus Jesus].“ — Åbenbaringen 7:4, 9, 10; 14:1-3; Romerne 8:16, 17.

29. Hvilken udfordring tog Jehovas Vidner op?

²⁹ Med denne forståelse angående den store skare indså Jehovas vidner at de stod over for en kæmpemæssig opgave og udfordring — nemlig at finde og undervise alle de millioner der søgte efter den sande Gud og ville komme til at udgøre den store skare. Det ville kræve en international undervisningskampagne. Der skulle bruges veluddannede talere og forkyndere. Der måtte oprettes skoler. Alt dette forudså Vagttårnsselskabets næste præsident.

Verdensomfattende eftersøgning af mennesker der søger Gud

30. Hvilke begivenheder i 1930’erne og 1940’erne kom til at berøre Jehovas Vidners arbejde?

³⁰ I 1931 var der knap 50.000 Jehovas vidner i færre end 50 lande. Begivenhederne i 1930’erne og 1940’erne gjorde ikke deres forkyndelse lettere. I denne periode opstod fascismen og nazismen, og den anden verdenskrig brød ud. I 1942 døde J. F. Rutherford. Vagttårnsselskabet behøvede en dynamisk ledelse der kunne sætte yderligere fart i det store forkyndelsesarbejde.

31. Hvad oprettede man i 1943 for at kunne fremme forkyndelsen af den gode nyhed?

³¹ I 1942 blev den 36-årige Nathan H. Knorr udpeget til at være Vagttårnsselskabets tredje præsident. Han var en energisk organisator der klart indså at forkyndelsen af den gode nyhed i hele verden måtte fremmes så hurtigt som muligt, selv om nationerne var i færd med at udkæmpe den anden verdenskrig. Han planlagde derfor straks at oprette en missionærskole, kaldet Vagttårnets Bibelskole Gilead.d De første hundrede elever, som alle var heltidsforkyndere, blev indskrevet i januar 1943. I næsten seks måneder foretog de et grundigt studium af Bibelen og beslægtede emner før de blev sendt ud til deres opgaver, hovedsagelig i fremmede lande. Indtil 1990 er der blevet undervist 89 hold på skolen, og tusinder af missionærer er blevet udsendt fra Gilead for at tjene rundt om i verden.

32. Hvordan har Jehovas Vidner haft fremgang siden 1943?

³² I 1943 var der kun 126.329 vidner som forkyndte i 54 lande. Trods hård modstand fra både nazismen, fascismen, kommunismen, Katolsk Aktion og nogle af de såkaldte demokratier under den anden verdenskrig, var tallet i 1946 nået op på godt 176.000. Fireogfyrre år senere var der næsten fire millioner aktive forkyndere i over 200 lande og områder. Der er ingen tvivl om at deres markante navn og virksomhed har medvirket til at gøre dem kendt i hele verden. Men der er også andre faktorer som har spillet afgørende ind. — Zakarias 4:6.

En bibelundervisende organisation

33. Hvorfor har Jehovas Vidner rigssale?

³³ Jehovas Vidner holder ugentlige bibelstudiemøder i deres rigssale, der tjener som mødesteder for over 60.000 menigheder ud over jorden. Ved disse møder lægges der ikke vægt på ritualer eller følelser, men på at få nøjagtig kundskab om Gud, hans ord og hans hensigter. Jehovas vidner samles tre gange om ugen for at uddybe deres forståelse af Bibelen og lære at forkynde dens budskab for andre. — Romerne 12:1, 2; Filipperne 1:9-11; Hebræerne 10:24, 25.

34. Hvad er hensigten med den teokratiske skole?

³⁴ En hverdagsaften holdes der for eksempel et møde som omfatter den teokratiske skole, som menighedens medlemmer kan tilmelde sig. Denne skole, der ledes af en kvalificeret kristen ældste, tager sigte på at lære mænd, kvinder og børn at formulere sig og undervise i overensstemmelse med Bibelens principper. Apostelen Paulus sagde: „Lad altid jeres tale være med ynde, krydret med salt, så I ved hvordan I bør svare enhver især.“ Ved deres kristne møder lærer Jehovas vidner også at fremholde Rigets budskab „med mildhed og dyb respekt“. — Kolossenserne 4:6; 1 Peter 3:15.

35. Hvilke andre møder holder Jehovas Vidner, og hvilket udbytte har de af dem?

³⁵ På en anden dag i ugen samles de til et bibelsk foredrag på tre kvarter, efterfulgt af en times menighedsdrøftelse (ved hjælp af spørgsmål og svar) af et bibelsk emne som har at gøre med den kristne lære eller adfærd. Alle menighedens medlemmer kan deltage i drøftelsen. Hvert år holder Jehovas Vidner også tre større møder, stævner af én til fire dages varighed, hvor de som regel samles i tusindvis for at lytte til bibelske foredrag. Ved disse og andre møder, hvortil der er gratis adgang, uddyber de enkelte Jehovas vidner deres kundskab om Guds hensigter med jorden og menneskene og får desuden en udmærket oplæring i kristne moralprincipper. Hver enkelt knyttes nærmere til den sande Gud, Jehova, ved at følge Jesu Kristi lære og eksempel. — Johannes 6:44, 65; 17:3; 1 Peter 1:15, 16.

Hvordan er deres samfund opbygget?

36. (a) Har Jehovas Vidner et betalt præsteskab? (b) Hvem leder da menigheden?

³⁶ Eftersom Jehovas vidner holder møder og udfører et velorganiseret forkyndelsesarbejde, må de naturligvis have nogle der fører an. Men de har ikke noget betalt præsteskab og heller ikke nogen karismatisk leder der ophøjes på en piedestal. (Mattæus 23:10) Jesus sagde: „I har fået det for intet, I skal give det for intet.“ (Mattæus 10:8; Apostelgerninger 8:18-21) I hver menighed er der derimod åndeligt kvalificerede ældste og menighedstjenere, mange med verdslig beskæftigelse og familie at forsørge, som frivilligt påtager sig den opgave at undervise og lede menigheden. Dette er nøjagtig som det var blandt de kristne i det første århundrede. — Apostelgerninger 20:17; Filipperne 1:1; 1 Timoteus 3:1-10, 12, 13.

37. Hvordan bliver ældste og menighedstjenere udnævnt?

³⁷ Hvordan bliver disse ældste og menighedstjenere udnævnt? Det sker under tilsyn af et styrende råd bestående af salvede ældste fra forskellige lande, et råd der fungerer på samme måde som rådet af apostle og ældste i Jerusalem der førte an i den første kristne menighed. Som vi så i kapitel 11, havde ingen af apostlene forrangen frem for de andre. De traf deres afgørelser i fællesskab, og deres afgørelser blev respekteret af de menigheder der fandtes rundt om i hele den romerske verden. — Apostelgerninger 15:4-6, 22, 23, 30, 31.

38. Hvordan fungerer Det Styrende Råd?

³⁸ I dag fungerer Jehovas Vidners Styrende Råd på samme måde. Det holder ugentlige møder på hovedkontoret i Brooklyn, New York, og derfra sendes instruktioner ud til afdelingskontorerne rundt om i verden, hvor lokale udvalg fører tilsyn med virksomheden i de enkelte lande. Ved at følge de første kristnes eksempel har Jehovas Vidner været i stand til at dække store dele af jorden med forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Dette arbejde fortsætter i verdensomfattende målestok. — Mattæus 10:23; 1 Korinther 15:58.

Nationer strømmer til den sande Gud

39. (a) Hvorfor stiller Jehovas vidner sig neutrale i politiske spørgsmål? (b) Hvordan har Jehovas Vidner haft fremgang trods forbud?

³⁹ Jehovas Vidner har i det 20. århundrede haft stor fremgang i hele verden. Det gælder også i lande hvor deres arbejde har været forbudt. Sådanne forbud er hovedsagelig blevet indført af regimer som ikke har forstået Jehovas Vidners neutrale holdning i politiske og nationalistiske spørgsmål. (Se side 347.) Men selv i sådanne lande har titusinder af mennesker vendt sig til Guds rige som det eneste sande håb for fred og sikkerhed. I de fleste lande er der blevet aflagt et meget omfattende vidnesbyrd, og der findes nu millioner af aktive Jehovas vidner rundt om i hele verden. — Se oversigten side 361.

40, 41. (a) Hvad venter Jehovas vidner nu? (b) Hvilket spørgsmål mangler vi endnu at få svar på?

⁴⁰ I kristen kærlighed og i håb om „en ny himmel og en ny jord“ venter Jehovas vidner at der i nær fremtid vil indtræffe epokegørende begivenheder som vil sætte en snarlig stopper for al ondskab og al uretfærdighed på jorden. Af den grund fortsætter de med at besøge deres medmennesker i et oprigtigt forsøg på at bringe retsindige mennesker nærmere den sande Gud, Jehova. — Åbenbaringen 21:1-4; Markus 13:10; Romerne 10:11-15.

⁴¹ Hvilken fremtid ridser Bibelens profetier så op for menneskeheden, for religionen og for denne forurenede jord? Dette påtrængende spørgsmål vil blive besvaret i det sidste kapitel. — Esajas 65:17-25; 2 Peter 3:11-14.

[Fodnoter]

[Ramme på side 347]

Kristen neutralitet i det hedenske Rom

I overensstemmelse med Jesu lære om kærlighed og fred nægtede de første kristne på grundlag af deres personlige studium af Guds ord at deltage i krige eller at lade sig oplære til at føre krig. Jesus havde sagt: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige havde været en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

I år 295 blev Maximilianus fra Theveste, der var søn af en romersk krigsveteran, indkaldt til tvungen militærtjeneste. Da prokonsulen spurgte ham hvad han hed, svarede han: „Hvorfor ønsker du at vide, hvad jeg hedder? Jeg ønsker af samvittighedsgrunde ikke at gøre militærtjeneste. Jeg er kristen. . . . Jeg kan ikke gøre militærtjeneste. Jeg kan ikke synde imod min samvittighed.“ Prokonsulen advarede ham om at han ville miste livet hvis han ikke adlød. Men han svarede: „Jeg vil ikke gøre militærtjeneste. Du kan lade mig halshugge, men jeg vil ikke tjene denne verdens magter. Jeg vil kun tjene min Gud.“ — Historiesyn og religiøs tro af Arnold Toynbee.

I vor tid har Jehovas vidner, grundet deres personlige bibelstudium og samvittighed, overalt i verden indtaget det samme standpunkt. I nogle lande har mange af dem måttet bøde med livet, især i Nazityskland, hvor de blev skudt, hængt eller halshugget under den anden verdenskrig. Men de har aldrig opgivet deres verdensomfattende enhed, der bygger på kristen kærlighed. Ingen er nogen sinde blevet dræbt i en krig af et af Jehovas kristne vidner. Hvor helt anderledes ville verdenshistorien ikke have formet sig hvis alle som hævder at være kristne, også havde levet efter Kristi bud om kærlighed! — Romerne 13:8-10; 1 Peter 5:8, 9.

[Ramme/illustrationer på side 356, 357]

Hvad Jehovas Vidner tror

Spørgsmål: Hvad er sjælen?

Svar: Ifølge Bibelen er sjælen (hebraisk: næʹfæsj; græsk: psychēʹ) enten et menneske, et dyr eller livet som menneske eller dyr.

„Og Gud sagde videre: ’Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.’ . . . Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ — 1 Mosebog 1:24; 2:7.

Dyr og mennesker ER levende sjæle. Sjælen er ikke noget der eksisterer adskilt, for sig selv. Den er dødelig. „Se, alle sjælene tilhører mig. Såvel faderens sjæl som sønnens sjæl — de tilhører mig. Den sjæl der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4.

Spørgsmål: Er Gud en treenighed?

Svar: Jehovas vidner tror at Jehova alene er universets suveræne Herre. „Hør, Israel: Jehova vor Gud er én Jehova.“ (5 Mosebog 6:4) Som Ordet var Kristus Jesus en åndeskabning, og han kom til jorden i lydighed mod sin Faders vilje. Han er underordnet Jehova. „Men når alt er blevet ham [Kristus] underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ — 1 Korinther 15:28; se også Mattæus 24:36; Markus 12:29; Johannes 1:1-3, 14-18; Kolossenserbrevet 1:15-20.

Den hellige ånd er ikke en person, men Guds virksomme kraft. — Apostelgerninger 2:1-4, 17, 18.

Spørgsmål: Ærer Jehovas vidner religiøse billeder i deres gudsdyrkelse?

Svar: Nej, Jehovas vidner ærer hverken billeder, mennesker eller organisationer i forbindelse med deres tilbedelse af Gud. De betragter dette som afgudsdyrkelse.

Bibelen siger: „Vi [ved] at en afgud intet er i verden, og at der ingen Gud er uden én. For selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham; og der er én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle ting er, og vi ved ham.“ — 1 Korinther 8:4-6; se også Salme 135:15-18.

Spørgsmål: Holder Jehovas vidner enten messe eller nadver?

Svar: Jehovas vidner tror ikke på den katolske transsubstantiationslære. Men de fejrer Herrens aftensmåltid på den dag der svarer til den 14. nisan efter den jødiske kalender (som regel i marts eller april), som en årlig højtid til minde om Kristi død. Når de mødes ved denne lejlighed byder de usyret brød og rød vin rundt som et symbol på Kristi syndfri legeme og hans offerblod. Men disse symboler nydes kun af dem der har håb om at skulle herske sammen med Kristus i hans himmelske rige. — Markus 14:22-26; Lukas 22:29; 1 Korinther 11:23-26; Åbenbaringen 14:1-5.e

[Illustrationer]

Jehovas vidner mødes regelmæssigt for at studere Bibelen i deres rigssale

Rigssale: Ichihara City, Japan (overfor), og Boituva, Brasilien

[Fodnote]

[Oversigt på side 361]

Nogle lande hvor Jehovas Vidner forkynder

Land: Aktive vidner

Argentina: 79.000

Australien: 51.000

Brasilien: 267.000

Canada: 98.000

Colombia: 42.000

Danmark: 16.000

El Salvador: 18.000

England: 117.000

Filippinerne: 102.000

Frankrig: 109.000

Grækenland: 24.000

Indien: 9.000

Italien: 172.000

Japan: 138.000

Korea: 57.000

Libanon: 2.500

Mexico: 277.000

Nigeria: 137.000

Polen: 91.000

Portugal: 36.000

Puerto Rico: 24.000

Sydafrika: 46.000

Spanien: 78.000

Tyskland, Vest: 129.000

Ungarn: 10.000

USA: 818.000

Venezuela: 47.000

Zambia: 72.000

36 under forbud: 220.000

Hele verden, 1989: 60.192 menigheder 3.787.000 vidner

[Illustrationer på side 346]

På FN-statuen står der: „Vi vil smede vore sværd til plovjern.“ På Esajasmuren er teksten gengivet fra Bibelen

[Illustration på side 351]

Jehovas vidner tror på Kristi sonoffer for menneskenes synder

[Illustrationer på side 363]

Nogle af Jehovas Vidners stævnehaller:

Luftfoto af hallen i East Pennines, England

Stævnehallen i Fort Lauderdale, Florida, hvor der holdes møder på engelsk, spansk og fransk

[Illustrationer på side 364]

Vagttårnsselskabets hovedsæde i Brooklyn, New York; kontorer, trykkerier og boliger

[Illustrationer på side 365]

Vagttårnsselskabets afdelingskontorer (fra øverst til venstre) i Sydafrika, Spanien og New Zealand

Kapitel 16

Den sande Gud og din fremtid

„I dette hemmelighedsfulde univers er der een ting, som mennesket kan være vis på. Mennesket selv er ganske afgjort ikke det mægtigste åndelige væsen i universet. . . . Der er et væsen i universet, der åndeligt er større end mennesket selv. . . . Menneskets mål er at opnå fællesskabet med det højere væsen, der er bagved fænomenerne, og at opsøge det med det formål at bringe sit eget selv i harmoni med denne absolutte åndelige virkelighed.“ — Historiesyn og religiøs tro af Arnold Toynbee.

1. (a) (Med indledningen.) Hvad skriver historikeren Arnold Toynbee om mennesket og universet? (b) Hvordan identificerer Bibelen den „absolutte åndelige virkelighed“?

GENNEM det meste af seks tusind år har menneskene mere eller mindre målbevidst søgt at finde denne „absolutte åndelige virkelighed“. Hver af de større religioner har et navn for den, og hvad du kalder den, vil afhænge af om du er hindu, muslim, buddhist, shintoist, kungfutsianer, taoist, jøde, kristen eller noget andet. I Bibelen har denne virkelighed imidlertid både navn, køn og personlighed — det er Jehova, den levende Gud. Denne enestående Gud sagde til Kyros den Store af Persien: „Jeg er Jehova, og der er ingen anden. Bortset fra mig er der ingen Gud. . . . Det var mig der frembragte jorden og skabte mennesket på den.“ — Esajas 45:5, 12, 18; Salme 68:19, 20.

Jehova — profetiens Gud

2. Hvem bør vi henvende os til for at få pålidelige oplysninger om fremtiden, og hvorfor?

² Jehova er det virkelige mål for menneskets søgen efter Gud. Han har åbenbaret sig som profetiens Gud, som den der fra begyndelsen kan forudsige enden. Han sagde gennem profeten Esajas: „Husk de første ting fra fjerne tider, at jeg er Guddommen og at der ingen anden Gud er, og at ingen er som jeg, der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort, der siger: ’Min beslutning står fast, og alt hvad jeg har lyst til gør jeg’; . . . Ja, jeg har sagt det; jeg vil også lade det indtræffe. Jeg har udformet det; jeg vil også gennemføre det.“ — Esajas 46:9-11; 55:10, 11.

3. (a) Hvilke begivenheder kan vi forudse ved hjælp af Bibelens profetier? (b) Hvad har Satan gjort ved de ikketroende, og hvorfor?

³ Med en sådan Gud, der fremsætter pålidelige profetier, kan vi få at vide hvad der vil ske med den splittede religiøse verden. Vi kan også vide hvordan det vil gå de mægtige politiske organisationer der synes at råde over jordens skæbne. Ja, vi kan endda forudsige hvad der venter „denne tingenes ordnings gud“, Satan, der „har forblindet de ikke-troendes forstand“ med et utal af religioner som har ført menneskene bort fra den sande Gud, Jehova. Og hvorfor har Satan gjort dette? „For at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ — 2 Korinther 4:3, 4; 1 Johannes 5:19.

4. Hvilke spørgsmål om jorden og menneskets fremtid må vi have svar på?

⁴ Vi kan også få at vide hvordan der bliver bagefter. Hvordan vil jorden komme til at se ud? Forurenet? Ødelagt? Ryddet for skove? Eller vil både jorden og menneskeslægten blive fornyet? Som vi skal se, har Bibelen svar på alle disse spørgsmål. Men lad os først rette opmærksomheden mod de begivenheder der vil indtræffe i den nærmeste fremtid.

„Babylon den Store“ afsløret

5. Hvad så Johannes i et syn?

⁵ I år 96 fik apostelen Johannes på øen Patmos en række åbenbaringer som er beskrevet i Åbenbaringens bog i Bibelen. De skildrer i levende billeder de store begivenheder der skulle indtræffe i endens tid, den tid som menneskene, ifølge de bibelske vidnesbyrd, har levet i siden 1914.a Et af de symbolske billeder Johannes fik at se, forestiller en skamløs og prangende skøge der kaldes „Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder“. Hvilken tilstand befandt hun sig i? „Jeg så at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod.“ — Åbenbaringen 17:5, 6.

6. Hvorfor kan Babylon den Store ikke være et symbol på de styrende, politiske elementer i verden?

⁶ Hvem er denne kvinde et symbol på? Vi er ikke overladt til at gætte os frem. Hun kan afsløres ved hjælp af udelukkelsesmetoden. I det samme syn hørte Johannes en engel sige: „Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge som sidder på mange vande; med hende har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin.“ Hvis jordens konger eller herskere har begået utugt med hende, kan skøgen ikke være et udtryk for de politiske elementer der styrer verden. — Åbenbaringen 17:1, 2, 18.

7. (a) Hvorfor kan Babylon den Store ikke symbolisere de kommercielle elementer? (b) Hvad er skøgen et symbol på?

⁷ Samme beretning siger at „jordens rejsende købmænd er blevet rige som følge af hendes skamløse overdådigheds magt“. Derfor kan Babylon den Store heller ikke være handelsverdenen eller verdens kommercielle elementer. Og dog siges der: „De vande som du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer og nationer og tungemål.“ Hvilket andet vigtigt element er der i denne verdensordning som kan beskrives som en symbolsk skøge der begår utugt med de politiske herskere, driver handel med forretningsverdenen og troner i pragt over folk, skarer, nationer og tungemål? Det må være den falske religion i alle dens forskellige forklædninger! — Åbenbaringen 17:15; 18:2, 3.

8. Hvad er med til at bekræfte denne opfattelse af Babylon den Store?

⁸ At det er sådan Babylon den Store skal opfattes, bekræftes af at en engel fordømmer hende for hendes ’udøvelse af spiritisme hvorved alle nationerne blev vildledt’. (Åbenbaringen 18:23) Alle former for spiritisme er religiøse og dæmoninspirerede. (5 Mosebog 18:10-12) Babylon den Store må derfor nødvendigvis symbolisere et religiøst element. Vidnesbyrd i Bibelen peger på at skøgen er hele den falske religions verdensimperium, den falske religion som Satan har påvirket mennesker med for at aflede deres opmærksomhed fra den sande Gud, Jehova. — Johannes 8:44-47; 2 Korinther 11:13-15; Åbenbaringen 21:8; 22:15.

9. Hvilke ting går igen i mange religioner?

⁹ Som vi har set i denne bog, er der visse fælles tråde som går igen i hele det brogede tæppe af verdensreligioner. Mange religioner er udsprunget af myter. Næsten alle er knyttet sammen af en tro på en udødelig menneskesjæl der overlever døden og enten vandrer over i en anden skabning eller lever videre i en hinsidig verden. En fællesnævner for mange er troen på et frygteligt pine- og tortursted kaldet helvede. Andre er fælles om den gamle hedenske tro på triader, treenigheder og modergudinder. Det er derfor meget passende at de alle bliver samlet under ét symbol — skøgen „Babylon den Store“. — Åbenbaringen 17:5.

På tide at flygte fra falsk religion

10. Hvordan vil det ifølge profetien gå den religiøse skøge?

¹⁰ Hvordan vil det så, ifølge Bibelen, gå denne verdensomspændende skøge? Af det symbolske sprog i Åbenbaringsbogen fremgår det at hun vil blive tilintetgjort af politiske elementer — der symbolsk skildres som „ti horn“ der støtter De Forenede Nationer, „et skarlagenrødt vilddyr“ som er et afbillede af Satans blodbesudlede politiske system. — Åbenbaringen 16:2; 17:3-16.b

11. (a) Hvorfor har Gud fældet dom over den falske religion? (b) Hvad vil der ske med Babylon den Store?

¹¹ Den falske religions verdensimperium bliver tilintetgjort fordi Gud har afsagt sin ugunstige dom over den. Religionssamfundene har gjort sig skyldige i åndelig utugt ved at støtte og pleje forbindelse med deres undertrykkende politiske elskere. Den falske religion har besmittet sig med uskyldigt blod ved at den patriotisk har gjort fælles sag med de styrende i nationernes krige. Derfor indgiver Jehova de politiske elementer et ønske om at udføre hans vilje mod Babylon den Store og ødelægge denne skøge. — Åbenbaringen 17:16-18.

12. (a) Hvad må man gøre nu for ikke at blive udslettet sammen med Babylon den Store? (b) Hvilke lærepunkter kendetegner den sande religion?

¹² Hvad bør du gøre, i betragtning af den fremtid der venter verdens religiøse system? Svaret ligger i det Johannes hørte en stemme fra himmelen sige: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ Ja, det er på høje tid at adlyde engelens opfordring til at skille sig ud fra den falske religions verdensimperium og slutte sig til den sande tilbedelse af Jehova. (Se side 377.) — Åbenbaringen 17:17; 18:4, 5; jævnfør Jeremias 2:34; 51:12, 13.

Harmagedon nær

13. Hvilke begivenheder vil snart indtræffe?

¹³ Åbenbaringen siger at „hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild“. Efter alle Bibelens profetier at dømme er denne „dag“, denne hurtigt overståede domsfuldbyrdelse, nu ganske nær. Ødelæggelsen af Babylon den Store vil indlede en periode med ’stor trængsel’ som kulminerer i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag . . . Har-Magedon“. Denne Harmagedonkrig vil føre til nederlag for Satans politiske elementer, og til at Satan selv kastes i afgrunden. Derefter vil en retfærdig ny verden begynde. — Åbenbaringen 16:14-16; 18:7, 8; 21:1-4; Mattæus 24:20-22.

14, 15. Hvilken bibelprofeti ser ud til snart at gå i opfyldelse?

¹⁴ Allerede nu er en anden enestående bibelprofeti på vej til at gå i opfyldelse for vore øjne. Apostelen Paulus forudsagde og advarede: „Med hensyn til tiderne og perioderne, brødre, har I ikke behov for at der skrives til jer, for I ved selv udmærket at Jehovas dag kommer nøjagtig som en tyv om natten. Når de siger: ’Fred og sikkerhed!’ da vil pludselig undergang komme over dem ligesom veerne over den gravide; og de skal afgjort ikke undslippe.“ — 1 Thessaloniker 5:1-3.

¹⁵ Det ser ud til at nationer som før bekrigede og nærede mistro til hinanden, nu forsigtigt er ved at nærme sig en situation hvor de vil være i stand til at erklære fred og sikkerhed i verden. Dette fortæller os, fra endnu en synsvinkel, at dagen for Jehovas dom over den falske religion, nationerne og deres hersker, Satan, er nær. — Zefanias 2:3; 3:8, 9; Åbenbaringen 20:1-3.

16. Hvorfor er Johannes’ råd på sin plads i dag?

¹⁶ Millioner i dag lever deres liv som om det kun er det materielle der har betydning og varig værdi. Men alt hvad denne fordærvede verden tilbyder, er flygtigt og kortvarigt. Derfor er Johannes’ råd på sin plads: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ Foretrækker du ikke at forblive for evigt? — 1 Johannes 2:15-17.

En ny verden lovet

17. Hvad vil fremtiden bringe dem der søger den sande Gud?

¹⁷ Hvad følger efter når Gud, ved Kristus Jesus, har dømt verden? Gud forudsagde for længe siden i De Hebraiske Skrifter at han ville gennemføre sin oprindelige hensigt med menneskene på jorden, nemlig at lade en lydig menneskeslægt leve i fuldkommenhed på en paradisisk jord. Selv om Satan har forsøgt at hindre dette, gælder Guds løfte stadig. Derfor kunne kong David skrive: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse. Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:9-11, 29; Johannes 5:21-30.

18-20. Hvilke forandringer vil der ske på jorden?

¹⁸ Hvordan vil jorden da se ud? Vil den være fuldstændig forurenet? Ryddet for skove? Udbrændt? Nej, slet ikke. Det var oprindelig Jehovas mening at jorden skulle være en ren planet, en paradisisk naturpark hvor alt var i balance. Trods menneskenes vanrøgt kan jorden stadig komme på fode og blive et paradis. Jehova har desuden lovet at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. Og da det først er nu i det 20. århundrede vi er kommet på randen af global ødelæggelse, er der så meget mere grund til at tro at Jehova snart vil gribe ind for at beskytte sin ejendom, sit skaberværk. — Åbenbaringen 11:18; 1 Mosebog 1:27, 28.

¹⁹ Denne forandring vil finde sted når Gud inden længe indfører „en ny himmel og en ny jord“. Det vil ikke sige en ny himmelhvælving og en ny jordklode, men et nyt, åndeligt styre over en fornyet jord som er beboet af et genrejst menneskesamfund. I denne nye verden vil der ikke være plads for at nogen kan udbytte deres medmennesker eller drive rovdrift på dyrene. Der vil heller ikke være nogen vold eller blodsudgydelse. Ingen vil være hjemløse, ingen vil sulte, ingen vil blive undertrykt. — Åbenbaringen 21:1; 2 Peter 3:13.

²⁰ Guds ord siger: „’Og de skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. De vil ikke bygge for at en anden skal bo der; de vil ikke plante for at en anden skal spise. For som træets dage skal mit folks dage blive; og mine udvalgte vil bruge deres hænders værk fuldt ud. . . . Og ulven og lammet græsser sammen, og løven æder halm som kvæget; men slangen får støv som brød. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg,’ har Jehova sagt.“ — Esajas 65:17-25.

Grundlaget for den nye verden

21. Hvilken sikkerhed er der for at den nye verden bliver indført?

²¹ ’Hvordan vil alt dette være muligt?’ spørger du måske. Det vil det fordi „Gud, der ikke kan lyve“, for længe siden har lovet at menneskene vil blive genrejst og få evigt liv i fuldkommenhed. Og grundlaget for at dette håb vil blive indfriet, blev beskrevet af apostelen Peter i hans første brev til sine salvede medkristne: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv.“ — Titus 1:1, 2; 1 Peter 1:3, 4.

22. Hvad er en forudsætning for håbet om den nye verden, og hvorfor?

²² Jesu Kristi opstandelse er en forudsætning for håbet om en retfærdig ny verden fordi Gud har udpeget ham til at herske fra himmelen over en renset jord. Paulus understregede også hvor vigtig Kristi opstandelse er, da han skrev: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden. For eftersom døden er kommet ved et menneske, er de dødes opstandelse også kommet ved et menneske. For ligesom alle dør i Adam, således vil alle også blive gjort levende i Messias.“ — 1 Korinther 15:20-22.

23. (a) Hvilken betydning har Kristi opstandelse? (b) Hvilken befaling gav den opstandne Jesus sine disciple?

²³ At Kristus døde som en tilsvarende løsesum og derefter blev oprejst fra de døde, lagde grundlaget for håbet om „en ny himmel“, Guds riges regering, og en forvandlet og genrejst menneskeslægt, „en ny jord“. Hans opstandelse satte også fart i den forkyndelse og undervisning der blev udført af hans trofaste apostle. Beretningen fortæller: „De elleve disciple tog imidlertid af sted til Galilæa, til det bjerg som [den opstandne] Jesus havde aftalt med dem, og da de så ham, bøjede de sig ærbødigt for ham, men nogle tvivlede. Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: ’Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.’“ — Mattæus 19:28, 29; 28:16-20; 1 Timoteus 2:6.

24. Hvilken velsignelse er Jesu opstandelse også en garanti for?

²⁴ Jesu opstandelse garanterer også menneskene en anden velsignelse — de dødes opstandelse. Da Jesus oprejste Lazarus fra de døde, var det en forsmag på en langt mere omfattende opstandelse i fremtiden. (Se side 249, 250.) Jesus havde sagt: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29; 11:39-44; Apostelgerninger 17:30, 31.

25. (a) Hvilket valg vil alle i den nye verden få lejlighed til at træffe? (b) Hvilken form for religion vil der være i den nye verden?

²⁵ Hvilken glæde bliver det ikke for os at kunne byde vore kære velkommen tilbage, og sandsynligvis for hver generation efter tur at kunne gøre det samme! I den nye verden vil hver enkelt derefter under fuldkomne forhold få lejlighed til at afgøre om han eller hun vil tilbede den sande Gud, Jehova, eller miste livet som en modstander. Ja, i den nye verden vil der kun være én religion, én form for tilbedelse. Al lovprisning vil gå til den kærlige Skaber, og hvert lydigt menneske vil gentage salmistens ord: „Jeg vil ophøje dig, min Gud Kongen, og jeg vil velsigne dit navn til fjerne tider, ja, for evigt. . . . Jehova er stor, og han skal lovsynges i rigt mål, og hans storhed er uudgrundelig.“ — Salme 145:1-3; Åbenbaringen 20:7-10.

26. Hvorfor bør man undersøge Guds ord, Bibelen?

²⁶ Nu da du har sammenlignet de store verdensreligioner, vil vi opfordre dig til at fortsætte med at undersøge Guds ord, Bibelen, som Jehovas Vidners tro bygger på. Ja, forvis dig om at den sande Gud kan findes. Hvad enten du er hindu, muslim, buddhist, shintoist, kungfutsianer, taoist, jøde, kristen eller har en anden tro, burde du overveje dit forhold til den sande og levende Gud. Den tro du har, er uden tvivl blevet afgjort af hvor du er født, noget som du ikke selv har haft nogen indflydelse på. Du har intet at tabe ved at undersøge hvad Bibelen siger om Gud. Dette kan vise sig at være dit livs mulighed for at få indblik i den suveræne Guds hensigt med jorden og menneskene. Ja, din oprigtige søgen efter den sande Gud kan føre frem til målet ved at du studerer Bibelen sammen med Jehovas sendebud, hans vidner, som har bragt dig denne bog.

27. (a) Hvilken opfordring retter Jesus til os? (b) Hvad opfordrer Esajas enhver til at gøre, i overensstemmelse med denne bogs tema?

²⁷ Ikke for ingenting sagde Jesus: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ Du kan høre til dem der har fundet den sande Gud hvis du følger profeten Esajas’ opfordring: „Søg Jehova mens han findes. Kald på ham mens han er nær. Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Mattæus 7:7; Esajas 55:6, 7.

28. Hvor kan man få hjælp til at finde den sande Gud?

²⁸ Hvis du søger den sande Gud er du meget velkommen til at sætte dig i forbindelse med Jehovas Vidner.c De vil være glade for uden vederlag at hjælpe dig til at få et nært kendskab til Faderen og hans vilje mens der endnu er tid. — Zefanias 2:3.