Jonas fik ninevitterne til at lytte. Han havde uden tvivl forventet at de ville have reageret fjendtligt og voldeligt, men i stedet skete der noget helt bemærkelsesværdigt. Folk hørte efter! Hans ord bredte sig som en løbeild. Og inden længe talte hele byen om Jonas’ domsprofeti. Vi læser i beretningen: „Da troede folkene i Nineve på Gud, og de udråbte en faste og klædte sig i sæk, fra den største til den mindste iblandt dem.“ (Jonas 3:5) Rig som fattig, stærk som svag og ung som gammel, alle blev de grebet af den samme angerfulde indstilling. Der gik ikke længe førend kongen fik nys om denne kraftige reaktion blandt folket.

Også kongen blev grebet af gudsfrygt. Han rejste sig fra sin trone, tog sine fornemme kongelige klæder af, iførte sig den samme simple klædedragt som sine undersåtter og „satte sig i asken“. Derefter udstedte han sammen med sine „stormænd“ en befaling der ændrede fasten fra at være en folkelig reaktion til at være noget der var påbudt af staten. Han befalede at alle skulle være klædt i sækkelærred, selv husdyrene.c Efter at han ydmygt havde erkendt at hans folk var skyldigt i at have øvet ondskab og vold, udtrykte han håb om at den sande Gud ville vise barmhjertighed når han så deres anger. Han sagde: „Hvem véd om ikke den sande Gud vil . . . vende sig fra sin brændende vrede, så vi ikke går til grunde?“ — Jonas 3:6-9.

Nogle kritikere har betvivlet at ninevitterne kunne ændre indstilling så hurtigt. Men flere bibelforskere har peget på at en sådan reaktion ville harmonere med at folk i den slags kulturer i oldtiden af natur var overtroiske og letbevægelige. Under alle omstændigheder henviste Jesus Kristus selv til at ninevitterne ændrede sind. (Mattæus 12:41) Han vidste hvad han talte om, for han havde befundet sig i himmelen og set det finde sted. (Johannes 8:57, 58)