Endnu et hebraisk ord som er forbundet med løskøbelse, er ga’alʹ. Dette ord indeholder i første række tanken om at genløse, købe tilbage, eller generhverve. (Jer 32:7, 8) Dets lighed med padhahʹ fremgår af den parallelle brug af ordene i Hoseas 13:14: „Af Sheols vold vil jeg løskøbe [form af padhahʹ] dem, fra døden vil jeg genløse [form af ga’alʹ] dem.“ (Jf. Sl 69:18.) Ga’alʹ lægger vægten på retten til at genløse, eller købe tilbage. Denne ret kunne udøves enten af den oprindelige ejer eller sælgeren selv eller af en nær slægtning til den der havde behov for at blive genløst, eller købt tilbage, eller hvis ejendom havde det. En nær slægtning, en go’elʹ, var således „genløser“ (Rut 2:20; 3:9, 13) eller, i tilfælde af mord, ’blodhævner’. (4Mo 35:12) Tilbagekøbspligten påhvilede nære slægtninge i denne rækkefølge: (1) En broder, (2) en farbroder, (3) en farbroders søn, (4) enhver anden mandlig, kødelig slægtning af familien. — 3Mo 25:48, 49; jf. rækkefølgen i 4Mo 27:5-11; se BLODHÆVNER.

Loven foreskrev at hvis en fattig israelit af omstændighederne blev tvunget til at sælge sin arvelod, sit hus i byen eller endog sig selv som træl, havde „hans genløser, hans nærmeste slægtning“, hans go’elʹ, ret til at „købe dét tilbage [ga’alʹ] som hans broder [havde] solgt“, eller sælgeren kunne selv gøre det hvis han fik råd til det. (3Mo 25:23-27, 29-34, 47-49; jf. Rut 4:1-15.) Hvis en mand aflagde et løfte til Gud og ’helligede’ ham et hus eller et stykke jord og derefter ønskede at købe det tilbage, skulle han betale den værdi det blev vurderet til, plus en femtedel af beløbet. (3Mo 27:14-19) Det der blev „viet“, enten „til hellig brug“ eller „til udslettelse“, kunne derimod ikke løskøbes, heller ikke et menneskeliv. — 3Mo 27:21, 28, 29; se VIE TIL UDSLETTELSE.

Senere „solgte“ israelitterne sig imidlertid gang på gang „til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne“ (2Kg 17:16, 17), med det resultat at Jehova ved flere lejligheder ’solgte dem’ eller „prisgav dem til deres fjender“. (5Mo 32:30; Dom 2:14; 3:8; 10:7; 1Sa 12:9) Når de angrede, bevirkede det at han købte dem tilbage, eller genløste dem, fra trængselen eller landflygtigheden (Sl 107:2, 3; Es 35:9, 10; Mik 4:10), hvorved han optrådte som en go’elʹ, en genløser som var beslægtet med dem ud fra den betragtning at han havde indgået ægteskab med nationen. (Es 43:1, 14; 48:20; 49:26; 50:1, 2; 54:5-7) Når Jehova ’solgte’ dem, fik han ikke nogen materiel betaling af de hedenske nationer. Hans betaling bestod i at retfærdigheden skete fyldest og hans hensigt blev opfyldt, idet israelitterne blev tugtet og tilrettevist for deres oprørskhed og mangel på respekt. — Jf. Es 48:17, 18.

Når han købte israelitterne tilbage, betød det heller ikke nødvendigvis at han måtte yde en håndgribelig betaling. Da han genløste dem fra landflygtigheden i Babylon, frigav Kyros dem frivilligt, uden at forvente nogen håndgribelig kompensation. I de tilfælde hvor Jehova genløste sit folk fra undertrykkende nationer som havde handlet ondt mod Israel, lod han derimod undertrykkerne selv betale prisen idet han lod dem bøde med deres eget liv. (Jf. Sl 106:10, 11; Es 41:11-14; 49:26.) Da Guds folk blev solgt til de hedenske nationer, modtog de „intet“ af deres undertrykkere, intet som virkelig gavnede dem eller bragte dem lindring. Derfor behøvede Jehova heller ikke at betale deres erobrere noget for at skabe balance i regnskabet. Han gennemførte derimod genløsningen ved hjælp af sin kraft, „sin hellige arm“. — Es 52:3-10; Sl 77:14, 15.

I sin egenskab af go’elʹ hævnede Jehova således den uret der var begået mod hans tjenere, hvilket bevirkede at hans eget navn blev renset for de anklager der var blevet rejst af dem der benyttede Israels ulykke som en anledning til at smæde ham. (Sl 78:35; Es 59:15-20; 63:3-6, 9) Som både nationens og dens enkelte medlemmers nære Slægtning og store Genløser førte han deres sag for at skaffe dem retfærdighed. — Sl 119:153, 154; Jer 50:33, 34; Kl 3:58-60; jf. Ord 23:10, 11.