At profetien oprindelig var en genoprettelsesprofeti, viser endvidere at den gælder en tid hvor der vil finde en udfrielse sted fra et åndeligt fangenskab, og hvor Gud igen til fulde vil vise sin gunst. — Jf. Sl 69:13-18.

Til de jøder der ikke forstod at tiden var gunstig, og at de havde mulighed for at blive en del af ’det åndelige Israel’, sagde Paulus at han vendte sig til de ikkejødiske nationer, og dette underbyggede han ved at citere Esajas 49:6, idet han sagde: „Jehova har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“ (Apg 13:47) Udtrykkene „tid“ og „dag“ viser at tiden er begrænset, og den gunstige tid eller velviljens tid må derfor udnyttes klogt før den er til ende og Gud trækker sin barmhjertighed og sit frelsestilbud tilbage. — Ro 13:11-13; 1Ts 5:6-11; Ef 5:15-20.

I 2 Korinther 6:2 citerer apostelen Paulus fra profetien i Esajas 49:8, hvor der siges: „Således har Jehova sagt: ’I en velviljens tid har jeg svaret dig, og på en frelsens dag har jeg hjulpet dig; og jeg har fortsat bevaret dig så jeg kunne give dig som en pagt for folket, for at genrejse landet, for igen at uddele de øde arvelodder.’“ Dette blev altså oprindelig sagt til Esajas, der repræsenterede eller personificerede Israels folk. (Es 49:3) Det var tydeligvis en genoprettelsesprofeti, og den fik sin første opfyldelse ved Israels udfrielse fra Babylon da råbet „Gå ud!“ lød til de israelitiske fanger. De vendte derpå tilbage til deres hjemland og bosatte sig igen i det øde land. — Es 49:9.