I dag føler millioner i kristenheden sig bundet af hedenske skikke og gudvanærende overleveringer, og de „sukker og stønner“ på grund af alt det afskyelige der finder sted i kristenheden. (Ezekiel 9:4) De der tager imod den gode nyhed, bliver udfriet fra den sørgelige tilstand de befinder sig i. (Mattæus 9:35-38) Deres hjertes øjne bliver åbnet når de lærer at tilbede Jehova „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:24.

7, 8. (a) På hvilke to tidspunkter begyndte der et „velviljens år“? (b) Hvornår indtraf der en „hævnens dag fra vor Gud“, og hvornår kommer der endnu en?

⁷ Der er givet en bestemt tidsperiode hvori den gode nyhed skal forkyndes. Jesus og hans disciple fik befaling til at „udråbe et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud; for at trøste alle de sørgende“. (Esajas 61:2) Et år er lang tid, men det har en begyndelse og en afslutning. „Velviljens år fra Jehova“ er den tidsperiode hvori Jehova giver de sagtmodige lejlighed til at høre og tage stilling til budskabet om udfrielse.

Vi oplever i dag et andet „velviljens år“. Det begyndte da Guds rige blev oprettet i himmelen i 1914, og det slutter med en anden, mere omfattende, „hævnens dag“. Jehova vil da tilintetgøre hele den nuværende onde tingenes ordning i ’den store trængsel’. — Mattæus 24:21.

9. Hvem får i dag gavn af året med Guds velvilje?

⁹ Hvem får i dag gavn af året med Guds velvilje? Det gør de der tager imod budskabet om Guds rige, viser sagtmodighed og nidkært støtter den forkyndelse der foregår „blandt alle nationerne“. (Markus 13:10) De erfarer at den gode nyhed er til sand trøst. Men de der afviser budskabet og ikke benytter sig af dette „velviljens år fra Jehova“, må tage konsekvensen af det når „hævnens dag“ kommer. — 2 Thessaloniker 1:6-9.

Esajas opfyldte således sit hverv som profet, der bestod i „at tildele dem der sørger over Zion, give dem en hovedbeklædning i stedet for aske, glædens olie i stedet for sorg, lovsangs kappe i stedet for mismodig ånd; og de skal kaldes retfærdigheds vældige træer, Jehovas plantning til hans hæder.“ — Esajas 61:3.

De sidste af dem er kommet til i årene efter 1919 da Jehova genoplivede resten af Guds Israel efter dens midlertidige uvirksomme tilstand. Ved hjælp af en rigelig forsyning af åndeligt vand har Jehova så at sige frembragt en hel skov af retfærdige, frugtbærende træer. — Esajas 27:6.

14, 15. Hvilken genopbygning påbegyndte Jehovas udfriede tjenere i (a) 537 f.v.t.? (b) 33 e.v.t.? (c) 1919?

¹⁴ Esajas fortsætter, idet han fremhæver det arbejde disse „træer“ skulle udføre: „De skal genopbygge de steder som længe har været afsvedne; de rejser tidligere tiders øde tomter, og de skal forny de afsvedne byer, de steder der lå øde generation efter generation.“ (Esajas 61:4)

Svarende hertil lod Jesus Kristus resten af sine salvede brødre genopbygge „steder der lå øde generation efter generation“. I århundreder havde kristenhedens præsteskab undladt at give deres menigheder sand kundskab om Jehova Gud idet de havde erstattet den med menneskeskabte traditioner og ubibelske dogmer. De salvede kristne rensede deres menigheder for skikke der havde berøring med falsk religion, så den sande tilbedelse kunne blive genindført. Og de påbegyndte det der skulle vise sig at blive det største forkyndelsesarbejde verden nogen sinde havde set. — Markus 13:10.

16. Hvem har hjulpet de salvede kristne med genopbygningsarbejdet, og hvilke pligter har de fået overdraget?

¹⁶ Dette var en kæmpeopgave. Hvordan kunne de relativt få der var tilbage af Guds Israel, magte denne opgave? Jehova inspirerede Esajas til at sige: „Fremmede skal stå og vogte jeres hjorde, og udlændinge vil være jeres agerdyrkere og jeres vinavlere.“ (Esajas 61:5) De billedlige „fremmede“ og „udlændinge“ har vist sig at udgøre „en stor skare“ af Jesu „andre får“.a (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:11, 16) De er ikke blevet salvet med hellig ånd med henblik på at skulle modtage en himmelsk arv. De har derimod håb om evigt liv på en paradisisk jord. (Åbenbaringen 21:3, 4) Men de nærer kærlighed til Jehova og har fået til opgave i åndelig forstand at vogte hjorden og være agerdyrkere og vinavlere. Det er ikke tyendearbejde. Under ledelse af Guds Israels rest hjælper de med at vogte hjorden og give den føde og deltager i det åndelige høstarbejde. — Lukas 10:2; Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 5:2; Åbenbaringen 14:15, 16.

17. (a) Hvad vil de der hører til Guds Israel, blive kaldt? (b) Hvilket offer alene kan tilgive synder?

¹⁷ Hvad med dem der hører til Guds Israel? Henvendt til dem siger Jehova gennem Esajas: „I vil blive kaldt Jehovas præster; som vor Guds tjenere omtales I. Nationernes forråd spiser I, og i deres herlighed bryster I jer.“ (Esajas 61:6) I fortidens Israel frembar det levitiske præsteskab ofre til gavn for sig selv og deres landsmænd. Men i år 33 ophørte Jehova med at bruge dette præsteskab og indstiftede en bedre ordning. Han tog imod Jesu fuldkomne liv som et offer for menneskehedens synder. Siden da har der ikke været brug for noget andet offer. Jesu offer har evigvarende gyldighed. — Johannes 14:6; Kolossenserne 2:13, 14; Hebræerne 9:11-14, 24.

18. Hvilket særligt præsteskab udgør Guds Israel, og hvilken opgave har det fået betroet?

¹⁸ På hvilken måde er de der hører til Guds Israel, da „Jehovas præster“? Apostelen Peter skrev til salvede medkristne: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Peter 2:9) Som gruppe betragtet udgør de salvede kristne altså et præsteskab som har en særlig opgave, nemlig den at forkynde om Guds herlighed for nationerne. De skal være hans vidner. (Esajas 43:10-12) De salvede kristne har trofast udført denne vigtige opgave i disse sidste dage, og som følge heraf deltager nu millioner sammen med dem i arbejdet med at forkynde Jehovas rige.

19. Hvilken tjeneste får de salvede kristne til opgave at udføre?

¹⁹ Desuden har de der udgør Guds Israel, udsigt til at tjene som præster på en anden måde. Efter deres død bliver de oprejst til udødeligt, åndeligt liv i himmelen. Dér tjener de ikke alene som Jesu medregenter i hans rige, men også som Guds præster. (Åbenbaringen 5:10; 20:6) I denne egenskab har de til opgave at anvende goderne af Jesu genløsningsoffer til gavn for trofaste mennesker på jorden. I apostelen Johannes’ syn som vi læser om i Åbenbaringen, kapitel 22, beskrives de igen som „træer“. Alle de 144.000 „træer“ befinder sig i himmelen, hvor de „frembringer frugt tolv gange, idet de giver deres frugt hver måned. Og bladene på træerne [er] til lægedom for nationerne.“ (Åbenbaringen 22:1, 2) En beskrivelse af en storslået præstetjeneste!

Skam og ydmygelse, derefter fryd og glæde

20. Hvordan vil det kongelige præsteskab blive velsignet trods den modstand det møder?

²⁰ Siden 1914 da året med velvilje fra Jehova begyndte, har det kongelige præsteskab kun mødt modstand hos kristenhedens præsteskab. (Åbenbaringen 12:17) Ikke desto mindre er alle bestræbelser på at standse forkyndelsen af den gode nyhed i sidste ende slået fejl. Det blev forudsagt i Esajas’ profeti således: „I stedet for jeres skam vil I få en dobbelt del, og i stedet for ydmygelse vil de råbe af glæde over deres andel. Derfor vil de i deres land tage en dobbelt del i besiddelse. Varig fryd vil blive dem til del.“ — Esajas 61:7.

21. Hvordan gik det til at de salvede kristne fik en dobbelt del af velsignelser?

²¹ Under den første verdenskrig blev den salvede rest udsat for skam og ydmygelse i kristenheden, som var nationalistisk. Der var gejstlige blandt dem som falskeligt anklagede otte trofaste brødre fra staben på hovedkontoret i Brooklyn. Anklagen lød på statsfjendtlig virksomhed, og brødrene sad fængslet i ni måneder. De blev løsladt i foråret 1919, og senere frafaldt man alle anklager mod dem. Planen om at få forkyndelsen standset lykkedes altså ikke. Der skete det stik modsatte. I stedet for at Jehovas tjenere blev udsat for varig skam, udfriede Jehova dem og genrejste dem i deres åndelige virkeområde, „deres land“. Dér fik de en dobbelt del af velsignelser, som rigeligt opvejede alt det de havde lidt. De havde virkelig grund til at „råbe af glæde“!

22, 23. På hvilken måde ligner de salvede kristne Jehova, og hvilken belønning får de?

²² Dét Jehova dernæst udtaler, viser at de kristne i dag har endnu en grund til at glæde sig: „Jeg, Jehova, elsker ret, hader røveri sammen med uretfærdighed. Og jeg skal give dem deres løn i sandhed, og en varig pagt slutter jeg med dem.“ (Esajas 61:8) Gennem deres studium af Bibelen har de salvede lært at elske ret og at hade uret. (Ordsprogene 6:12-19; 11:20) De har lært at „smede deres sværd til plovjern“ og har derfor holdt sig neutrale i krige og under politiske omvæltninger. (Esajas 2:4) De har også aflagt sådan noget som bagtalelse, utugt, tyveri og drikkeri, alt sammen handlinger der vanærer Gud. — Galaterne 5:19-21.

²³ Da de salvede kristne nærer den samme kærlighed til ret som Jehova, har han givet dem „deres løn i sandhed“. Som en sådan „løn“ har han blandt andet sluttet „en varig pagt“, den nye pagt, med dem. På grundlag af denne pagt — som Jesus gjorde sine disciple bekendt med aftenen før sin død — er de blevet en åndelig nation, Guds særlige ejendom. (Jeremias 31:31-34; Lukas 22:20) Under denne pagt vil Jehova virkeliggøre alt det som Jesu genløsningsoffer har udvirket — tilgivelse af synder indbefattet — til gavn for både de salvede og alle andre trofaste blandt menneskene.

Glæde og jubel over Jehovas velsignelser

24. Hvem blandt nationerne er „det afkom“ som Jehova har velsignet, og hvordan er de blevet dette „afkom“?

²⁴ Nogle enkeltpersoner blandt nationerne har set at Jehova har velsignet sit folk. Dette blev forudsagt med følgende løfte fra Jehova: „Deres afkom skal blive kendt blandt nationerne, og deres efterkommere midt iblandt folkeslagene. Alle som ser dem vil genkende dem og se at de er det afkom som Jehova har velsignet.“ (Esajas 61:9) De salvede kristne, de som hører til Guds Israel, har virket blandt nationerne i året med velvilje fra Jehova. De som har reageret positivt på deres forkyndelse, tæller i dag flere millioner. Ved deres nære samarbejde med Guds Israel er de blevet „det afkom som Jehova har velsignet“. Den lykkelige tilstand der råder iblandt dem, er noget som alle lægger mærke til.

25, 26. Hvordan giver alle kristne udtryk for de følelser der beskrives i Esajas 61:10?

²⁵ Alle kristne, både de salvede og de andre får, ser frem til at lovprise Jehova i al evighed. De er fuldstændig enige med profeten Esajas, som under inspiration siger: „Jeg vil visselig glæde mig over Jehova. Min sjæl vil juble over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder; i retfærdighedens ærmeløse overklædning har han hyllet mig, som en brudgom der på præstelig vis tager hovedbeklædning på, og som bruden der pynter sig med sine smykker.“ — Esajas 61:10.

²⁶ Iført „retfærdighedens ærmeløse overklædning“ er de salvede kristne besluttede på at forblive rene i Jehovas øjne. (2 Korinther 11:1, 2) De er blevet erklæret retfærdige af Jehova med henblik på at skulle arve himmelsk liv og vil aldrig vende tilbage til Babylon den Store, som de er blevet udfriet fra. (Romerne 5:9; 8:30) Frelsens klæder er dyrebare for dem. Deres medarbejdere, de andre får, er ligeledes besluttede på at følge Jehovas ophøjede normer for ren tilbedelse. De har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, de er blevet erklæret retfærdige og vil overleve „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:14; Jakob 2:23, 25) Indtil det sker, følger de deres salvede medarbejderes eksempel og undgår enhver besmittelse med Babylon den Store.

27. (a) Hvad vil ’spire frem’ i tusindårsriget? (b) Hvor er den allerede spiret frem?

²⁷ Jehovas tjenere i dag glæder sig over at være i et åndeligt paradis. Snart vil de komme til at opleve et helt bogstaveligt paradis. Af hele vort hjerte ser vi frem til den tid, som de afsluttende ord i kapitel 61 giver en malende beskrivelse af: „Som jorden lader sine spirer bryde frem, og som haven lader det der er sået i den, spire, sådan vil den suveræne Herre Jehova få retfærdighed og lovsang til at spire foran alle nationerne.“ (Esajas 61:11) Under Kristi tusindårige styre vil ’retfærdighed spire frem’ på jorden. Menneskene vil råbe af glæde, og der vil råde retfærdighed på hele jorden. (Esajas 26:9) Men vi behøver ikke at vente på denne storslåede dag for at lovprise Jehova foran alle nationerne. Retfærdigheden er allerede spiret frem blandt de millioner som herliggør himmelens Gud og forkynder den gode nyhed om hans rige. Allerede nu giver vores tro og vort håb os rigelig grund til at glæde os og juble over velsignelserne fra Gud.