“Knoglerne begyndte at sætte sig sammen”

10. (a) Hvilken udvikling blandt Guds folk var forudsagt i Ezekiel 37:7, 8? (b) Hvordan blev troen hos de trofaste deporterede efterhånden genopbygget?

¹⁰ Jehova havde forudsagt at hans folk i fortiden ville gennemgå en genoplivningsproces. (Ezek. 37:7, 8) Hvilke faktorer kunne lidt efter lidt styrke de trofastes tro på og tillid til at de en dag ville vende tilbage til Israel? Noget der må have styrket dem, var de udtalelser tidligere profeter var kommet med. For eksempel havde Esajas forudsagt at en rest, “et helligt afkom”, ville vende tilbage til landet. (Esa. 6:13; Job 14:7-9) De mange profetier om genoprettelse som Ezekiel havde skrevet ned, var sikkert også med til at holde håbet i live. Det har desuden været opmuntrende for dem at trofaste mænd som Daniel var i Babylon. Og så skete det helt forbløffende i 539 f.v.t. at byen Babylon faldt – noget der også virkelig må have styrket de deporteredes håb om at vende tilbage til deres hjemland.

1-3. Hvad får stemningen blandt jøderne i Babylon til at forandre sig? (Se indledningsbilledet).

STEMNINGEN blandt jøderne i Babylon er fuldstændigt forandret! I omkring fem år har Ezekiel hamret løs på det panser af falske forhåbninger som de har dækket sig bag, uden at der er kommet så meget som en bule i det. Uanset hvilke profetiske handlinger han har udført, uanset hvilke illustrationer han har brugt, og hvilke budskaber han har forkyndt, har de deporterede jøder nægtet at tro at Jehova ville tillade at Jerusalem blev ødelagt. Selv da de hørte at byen var blevet belejret af den babyloniske hær, var de sikre på at indbyggerne kunne være trygge.

² Men nu, to år efter at belejringen er begyndt, er en flygtning fra Jerusalem lige kommet til Babylon med denne melding: “Byen er faldet!” Nyheden ryster de deporterede. De kan næsten ikke fatte det: Den elskede by, det hellige tempel, landet de holder så meget af – det er slut med det hele! Det håb de så længe har klynget sig til, afløses nu af fortvivlelse. – Ezek. 21:7; 33:21.

³ Men midt i den desperate situation får Ezekiel et syn der gør dybt indtryk på ham, et syn der giver håb. Hvilket budskab til de chokerede jøder i eksil indeholder synet? Hvad har synet at gøre med Guds folk i dag, og hvordan kan vi personligt blive opmuntret af det? Svarene får vi ved at se nærmere på hvad det var Jehova åbenbarede for Ezekiel.

“Profetér over disse knogler”, og ‘profetér til vinden’

4. Hvilke detaljer i synet gjorde især indtryk på Ezekiel?

⁴ Læs Ezekiel 37:1-10. I et syn blev Ezekiel sat ned på en dalslette der var fyldt med knogler. For at sikre sig at synet virkelig ville gøre indtryk på Ezekiel, bad Jehova ham om at “gå hele vejen rundt om” knoglerne som lå spredt ud over det hele. Mens Ezekiel gik rundt på dalsletten, var der to ting ved knoglerne der især slog ham: deres antal og deres tilstand. “Der lå virkelig mange,” bemærkede han. Og “de var helt udtørrede”.

5. Hvilke to befalinger gav Jehova Ezekiel, og hvad skete der da Ezekiel gjorde som han blev bedt om?

⁵ Derefter gav Jehova Ezekiel to befalinger der skulle sætte gang i en genoplivningsproces. Den første befaling var: “Profetér over disse knogler”, sig til dem at de skal “blive levende”. (Ezek. 37:4-6) Så snart Ezekiel begyndte at profetere, “lød der en raslen og skramlen, og knoglerne begyndte at sætte sig sammen”, og så kom der “sener og kød” på knoglerne, og “de blev dækket med hud”. (Ezek. 37:7, 8) Den anden befaling var: ‘Profetér til vinden’ og sig at den skal ‘puste på’ kroppene. Da Ezekiel så profeterede, ‘kom der ånde ind i dem, og de kom til live og rejste sig op på fødderne, en kæmpestor hær’. – Ezek. 37:9, 10.

“Vores knogler er helt udtørrede, og vores håb er slukket”

6. Hvad sagde Jehova for at hjælpe Ezekiel til at forstå synet?

⁶ Nu åbenbarede Jehova for Ezekiel hvordan synet skulle forstås. Han sagde: “Disse knogler er hele Israels hus.” Ja, efter at de deporterede israelitter havde hørt at Jerusalem var blevet ødelagt, følte de sig så godt som døde. Derfor jamrede de: “Vores knogler er helt udtørrede, og vores håb er slukket. Det er ude med os.” (Ezek. 37:11; Jer. 34:20) Men som reaktion på deres selvmedlidenhed åbenbarede Jehova at dette dystre syn af knogler i virkeligheden indeholdt et lyst budskab der kunne give Israel håb.

7. Hvad åbenbarede Jehova for Ezekiel, som beskrevet i Ezekiel 37:12-14, og hvad forsikrede det hans deporterede folk om?

⁷ Læs Ezekiel 37:12-14. Gennem dette syn forsikrede Jehova jøderne i eksil om at han ville bringe dem til live igen, det vil sige føre dem tilbage til deres land og lade dem bosætte sig der. Og Jehova omtalte dem igen som “mit folk”. Hvor må det have virket opmuntrende på de fortvivlede jøder! Hvorfor kunne de være sikre på at løftet om genoprettelse ville gå i opfyldelse? Fordi det var Jehova selv der stod bag det. Han erklærede: “Det er mig, Jehova, der har talt og gennemført det.”

8. (a) Hvordan kan man sige at “hele Israels hus” befandt sig i en dødlignende tilstand? (b) Hvad antyder ordene i Ezekiel 37:9 om årsagen til Israels symbolske død? (Se fodnote).

⁸ Hvordan havde Israels nation set opfyldelsen af den dystre del af dette profetiske syn? Israels symbolske march mod døden var allerede begyndt i 740 f.v.t. da tistammeriget faldt og indbyggerne kom i eksil. Omkring 130 år senere, da Judas folk også blev deporteret, var “hele Israels hus” altså i fangenskab. (Ezek. 37:11) Billedligt talt var alle de deporterede lige så døde som knoglerne i Ezekiels syn.a Husk også at de knogler Ezekiel så, var “helt udtørrede”. Det viser at deres dødlignende tilstand havde varet i lang tid. For Israel og Juda under ét havde den varet over 200 år, fra 740 til 537 f.v.t. – Jer. 50:33.