Når ulykken rammer

OWEN, en dreng på to og et halvt år, legede ude på badeværelset derhjemme. Det lykkedes ham at nå op til et medicinskab som hans forældre havde troet var uden for hans rækkevidde. I skabet var der en flaske som fangede hans opmærksomhed. Han åbnede den og drak indholdet.

I flasken var der ætsende syre, og lille Owen mistede livet. Det var en forfærdelig ulykke. Hans forældre var sønderknuste. Owens far, Percy, søgte trøst hos sin præst og spurgte ham: „Hvorfor lod Gud det ske?“ Præsten svarede: „Gud havde brug for endnu en lille engel i himmelen.“ Det virkede helt igennem uretfærdigt på de sørgende forældre. Havde det virkelig været Guds mening at denne ulykke skulle ske? Percy besluttede skuffet at afbryde kontakten med kirken.

Percy kunne ikke lade være med at tænke over det der var sket, og spørge sig selv: ’Føler min dreng stadig smerte? Vil jeg nogen sinde få ham at se igen?’

Du har måske også spurgt dig selv hvad der sker når man dør, og om det vil være muligt at blive genforenet med dem man har mistet i døden. Guds ord, Bibelen, kaster lys over disse spørgsmål. Ja, alle der er blevet ramt af lignende ulykker, kan finde klare og trøstende svar i Bibelen. Og, hvad der er endnu vigtigere, så åbenbarer Bibelen at Gud har givet løfte om at døde vil få livet igen ved en opstandelse — et storslået fremtidsperspektiv.

Du kan lære mere om dette vidunderlige håb ved at læse den efterfølgende artikel.

Dødes opstandelse — et storslået perspektiv

TROEN på en opstandelse af døde er almindeligt udbredt. Islams hellige bog, Koranen, indeholder et helt kapitel om opstandelsen. Sura 75 lyder i uddrag: „Jeg kalder til vidne Opstandelsens Dag . . . Tror mennesket at Vi ikke kan samle dets knogler? . . . Det spørger: ’Hvornår er Opstandelsens Dag?’ . . . Har Han (den samme) ikke magt til at give de døde liv?“ — Sura 75:1-6, 40.

Om zarathustrismen siger The New Encyclopædia Britannica at den „indeholder en lære om det ondes endeligt, om en opstandelse, om en sidste dom og om en genoprettelse af en renset jord for de retfærdige“.

The Encyclopaedia Judaica definerer troen på opstandelsen som „troen på at de døde i sidste instans skal genopstå i kødet og atter leve på jorden“. Samme opslagsværk bemærker at troen på at mennesket har en udødelig sjæl, som vandt indpas i jødedommen, frembyder et dilemma. Der siges: „Troen på opstandelsen og troen på sjælens udødelighed er to opfattelser som er indbyrdes modstridende.“

Ifølge hinduismen gennemgår mennesket en række genfødsler, eller reinkarnationer. Hvis det er sandt, må mennesket have en sjæl der lever videre efter døden. Hinduismens hellige bog Bhagavadgita siger: „Det der gennemstrømmer hele kroppen, er uforgængeligt. Ingen er i stand til at ødelægge den uforgængelige sjæl.“

Buddhismen adskiller sig fra hinduismen ved at den afviser tanken om en udødelig sjæl. Ikke desto mindre tror mange buddhister i Det Fjerne Østen at der er en udødelig sjæl der vandrer videre.a

Forvirring omkring opstandelseslæren

Ved begravelser inden for kristenheden hentydes der både til at den døde genopstår, og til at sjælen lever videre efter døden. For eksempel fremsiger anglikanske præster ofte følgende sætning: „Eftersom det har behaget den almægtige Gud i sin store barmhjertighed at tage vor kære afdøde broders sjæl til sig, overgiver vi derfor hans legeme til jorden; fra jord til jord, fra aske til aske, fra støv til støv; i et sikkert håb om opstandelsen til evigt liv gennem vor Herre Jesus Kristus.“ — The Book of Common Prayer.

Denne udtalelse kunne få nogle til at spekulere på om Bibelen indeholder en lære om at menneskene skal genopstå, eller den indeholder en lære om en udødelig sjæl. Men bemærk hvad en fransk protestant, professor Oscar Cullmann, skriver i sin bog Immortalité de l’âme ou Résurrection des morts? (Sjælens udødelighed eller de dødes opstandelse?): „Der er en radikal forskel mellem den kristne forventning om de dødes opstandelse og den græske tro på sjælens udødelighed. . . . Selvom kristendommen senere knyttede en forbindelse mellem de to opfattelser og den kristne lægmand i dag blander dem fuldstændig sammen, ser jeg ingen grund til at lægge skjul på det som jeg og de fleste teologer regner for at være sandheden. . . . Det Nye Testamentes liv og tankeverden er helt igennem domineret af troen på opstandelsen. . . . Hele mennesket, som i ordets egentligste forstand er dødt, føres tilbage til livet ved en ny skabelseshandling fra Guds side.“

Det er ikke mærkeligt at mennesker i almindelighed er forvirrede når det drejer sig om begreber som døden og opstandelsen. Men vi må se hen til Bibelen for at få klarhed over disse begreber. Bibelen, der fremlægger åbenbarede sandheder fra menneskets Skaber, Jehova Gud, dokumenterer flere tilfælde hvor nogen er blevet oprejst fra de døde. Lad os undersøge fire af disse beretninger og se hvad vi ud fra dem kan udlede om opstandelsen.

„Kvinder fik deres døde tilbage ved opstandelse“

Apostelen Paulus skrev i sit brev til de jøder der var blevet kristne, at troende kvinder „fik deres døde tilbage ved opstandelse“. (Hebræerne 11:35) En af disse kvinder boede i Zarepta, en fønikisk by i nærheden af Zidon ved Middelhavet. Hun var enke og tog gæstfrit imod Guds profet Elias og gav ham mad i en tid hvor der var stor hungersnød. Desværre blev hendes søn syg og døde. Elias bar ham med det samme op på tagkammeret, hvor han var indlogeret, og bønfaldt Jehova om at genoplive drengen. Miraklet skete, og drengen „kom til live“. Elias bragte ham tilbage til hans mor og sagde: „Se, din søn lever.“ Hvordan reagerede hun? Lykkelig over det der var sket, sagde hun: „Nu ved jeg virkelig at du er en Guds mand og at Jehovas ord i din mund er sandhed.“ — 1 Kongebog 17:22-24.

Omtrent 100 kilometer syd for Zarepta boede der et gavmildt ægtepar som tog sig af Elias’ efterfølger, profeten Elisa. Hustruen var en fremtrædende kvinde i sin hjemby, Sjunem. Kvinden og hendes mand indrettede et logi til Elisa i et tagkammer i deres hus. Dette par kunne ikke få børn, og det bedrøvede dem. Men bedrøvelsen blev vendt til glæde da hustruen fødte en søn. Drengen plejede ofte under sin opvækst at følges med høstfolkene ud til sin far på marken. En dag blev familien ramt af en ulykke. Drengen klagede over at han havde hovedpine. En medhjælper fik ham i en fart bragt hjem. Hans mor vuggede ham på sit skød, men han blev svagere og svagere, og til sidst døde han. Moderen, som var helt ude af sig selv, besluttede sig for at henvende sig til Elisa efter hjælp. Sammen med en medhjælper drog hun mod nordvest op til Karmels Bjerg, hvor Elisa holdt til.

Profetens medhjælper, Gehazi, som blev sendt i forvejen, konstaterede at drengen ganske rigtig var død. Elisa og kvinden fulgte efter, men hvad skete der da de endelig kom til Sjunem? Beretningen i Anden Kongebog 4:32-37 siger: „Omsider kom Elisa til huset, og dér lå drengen død på hans løjbænk. Så gik han ind og lukkede døren bag dem begge og bad til Jehova. Derpå steg han op og lagde sig oven på barnet, idet han anbragte sin mund over hans mund og sine øjne over hans øjne og sine hænder over hans hænder og bøjede sig over ham, og barnets legeme blev da varmt. Så gik han atter en tur i huset, én gang til den ene, og én gang til den anden side, hvorpå han steg op og bøjede sig over ham. Da nyste drengen syv gange, hvorpå drengen åbnede øjnene. Han kaldte så på Gehazi og sagde: ’Kald på sjunemkvinden her!’ Han kaldte da på hende, og hun kom ind til ham. Derpå sagde han: ’Tag din søn!’ Da kom hun ind og faldt ned for hans fødder og bøjede sig til jorden; derpå løftede hun sin søn op og gik ud.“

Ligesom enken fra Zarepta var denne kvinde fra Sjunem klar over at det var Guds kraft der havde udvirket dette mirakel. Begge kvinder følte stor glæde da Gud vakte deres elskede børn til live igen.

Nogle oprejses fra de døde under Jesu tjeneste

Omkring 900 år senere fandt en opstandelse sted lidt nord for Sjunem, lige uden for landsbyen Nain. Da Jesus Kristus og hans disciple rejste fra Kapernaum og nærmede sig byporten ind til Nain, mødte de et begravelsesoptog, og Jesus fik øje på en enke som havde mistet sin eneste søn. Jesus sagde til hende at hun ikke skulle græde mere. Lukas, der var læge, har beskrevet hvad der derefter skete: „Så gik [Jesus] hen og rørte ved ligbåren, og bærerne stod stille, og han sagde: ’Unge mand, jeg siger dig: Stå op!’ Og den døde satte sig op og begyndte at tale, og han gav ham til hans moder.“ (Lukas 7:14, 15) De der var vidner til dette mirakel, herliggjorde Gud. Nyheden om denne opstandelse spredtes mod syd ind i Judæa og i hele det omkringliggende område. Interessant nok hørte også Johannes Døbers disciple om denne hændelse og fortalte om den til Johannes. Han sendte derefter sine disciple af sted for at finde Jesus og spørge ham om han var den lovede Messias. Jesus sagde til dem: „Gå blot og meddel Johannes hvad I har set og hørt: blinde ser igen, halte går omkring, spedalske bliver renset og døve hører, døde bliver oprejst, fattige får den gode nyhed forkyndt.“ — Lukas 7:22.

Af de mirakuløse opstandelser Jesus udførte, er opstandelsen af hans nære ven Lazarus nok den bedst kendte. I dette tilfælde gik der nogen tid fra Lazarus døde og indtil Jesus ankom til familiens hjem. Da Jesus endelig nåede frem til Betania, havde Lazarus været død i fire dage. Jesus beder om at få fjernet stenen der dækker for indgangen til gravkammeret, men Marta indvender: „Herre, på nuværende tidspunkt må han stinke, for det er fjerde dag.“ (Johannes 11:39) At Lazarus’ legeme var gået i forrådnelse, var ingen hindring for en opstandelse. På Jesu befaling ’kom manden som havde været død, ud med fødderne og hænderne omvundet med tøjstrimler og ansigtet indhyllet i et tørklæde’. At det virkelig var Lazarus der var blevet bragt til live, fremgår af de handlinger som Jesu fjender efterfølgende foretog. — Johannes 11:43, 44; 12:1, 9-11.

Hvad kan vi konkludere efter at have gennemgået disse fire beretninger? At alle de fire mennesker som blev oprejst, vendte tilbage til livet som den samme person. I hvert eneste tilfælde kunne deres nærmeste slægtninge genkende dem. Ingen af de opstandne berettede om hvad der var sket i den korte tid de havde været døde. Ingen af dem begyndte at tale om at de havde været i en anden verden. De vendte tilsyneladende alle tilbage med godt helbred. De havde oplevet hændelsen som om de havde sovet i et stykke tid og derefter var vågnet op, akkurat som Jesus havde givet udtryk for. (Johannes 11:11) Ikke desto mindre døde de efter nogen tid igen.

At blive genforenet med sine kære — en betagende tanke

Kort tid efter Owens tragiske død, som blev omtalt i den foregående artikel, kom hans far på besøg hos en nabo. På bordet så han en løbeseddel som annoncerede et foredrag arrangeret af Jehovas Vidner. Titlen på foredraget var Hvor er de døde? Det fangede hans interesse, for det var netop det spørgsmål han gik og tumlede med. Han overværede foredraget og fik stor trøst gennem Bibelens ord. Han lærte at de døde ikke lider. De som er døde, deriblandt Owen, bliver ikke pint i et helvede eller taget op til Gud for at blive engle i himmelen. I stedet venter de i graven på at Gud vil vække dem til live ved en opstandelse. — Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4.

Er du og din familie blevet ramt af en ulykke? Spekulerer du, ligesom Owens far, på hvor dine døde slægtninge befinder sig — og om det vil blive muligt at se dem igen? Hvis det er tilfældet, vil vi opfordre dig til at undersøge hvad Bibelen yderligere lærer om opstandelsen. Måske tænker du: ’Hvornår vil opstandelsen finde sted? Hvem vil helt præcist få gavn af opstandelsen?’ Vi vil gerne tilskynde dig til at læse de følgende artikler, der behandler disse og andre spørgsmål.

[Fodnote]

Opstandelsen — en lære der berører dig

„Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — APOSTELGERNINGER 24:15.

1. Hvordan blev opstandelsen et stridsspørgsmål i Sanhedrinet?

VED slutningen af sin tredje missionsrejse i år 56 befandt apostelen Paulus sig i Jerusalem. Efter at han var blevet arresteret af romerne, fik han lov til at møde for den jødiske højesteret, Sanhedrinet. (Apostelgerninger 22:29, 30) Paulus iagttog medlemmerne af denne domstol og lagde mærke til at nogle af dem var saddukæere og andre farisæere. Disse to grupper var uenige i et vigtigt spørgsmål. Saddukæerne benægtede opstandelsen, hvorimod farisæerne troede på den. For at vise hvor han selv stod i dette spørgsmål, erklærede Paulus: „Mænd, brødre, jeg er farisæer, søn af farisæere. Det er for håbet om dødes opstandelse jeg står og skal dømmes.“ Med denne udtalelse skabte han forvirring i forsamlingen. — Apostelgerninger 23:6-9.

2. Hvorfor var Paulus parat til at forsvare sin tro på opstandelsen?

² Da Paulus flere år tidligere havde været på vej til Damaskus, havde han fået et syn og hørt Jesu stemme. Paulus havde endda spurgt Jesus: „Hvad skal jeg gøre, Herre?“ Og Jesus havde svaret: „Rejs dig, gå til Damaskus, og dér vil der blive talt til dig om alt det som det er bestemt du skal gøre.“ Da Paulus kom til Damaskus, blev han opsøgt af en hjælpsom kristen discipel ved navn Ananias, der fortalte ham følgende: „Vore forfædres Gud har udvalgt dig til at lære hans vilje at kende og til at se den Retfærdige [den opstandne Jesus] og høre hans munds røst.“ (Apostelgerninger 22:6-16) Det er derfor ikke så underligt at Paulus nu var parat til at forsvare sin tro på opstandelsen. — 1 Peter 3:15.

Forkyndte offentligt håbet om en opstandelse

3, 4. Hvordan beviste Paulus at han var en modig forsvarer af troen på opstandelsen, og hvad kan vi lære af hans eksempel?

³ Senere blev Paulus bragt for landshøvdingen Felix. Ved denne lejlighed anklagede Tertullus, „en offentlig taler“ der fremlagde jødernes sag imod Paulus, ham for at stifte oprør og være anfører for en sekt. Som svar erklærede Paulus uden tøven: „Jeg indrømmer dette over for dig: i overensstemmelse med den vej som de kalder en ’sekt’, således yder jeg mine forfædres Gud hellig tjeneste.“ Og med det samme tog han det egentlige spørgsmål op idet han sagde: „Jeg har håb til Gud, et håb som disse også selv nærer, at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 23:23, 24; 24:1-8, 14, 15.

⁴ Omkring to år senere indbød Felix’ efterfølger, Porkius Festus, kong Herodes Agrippa til at være med til forhøret af fangen Paulus. Festus forklarede at de der anklagede Paulus, bestred hans påstand om at „en vis Jesus som var død . . . var i live“. I sin forsvarstale spurgte Paulus: „Hvorfor bliver det bedømt som utroligt blandt jer at Gud oprejser døde?“ Dernæst erklærede han: „Ved den hjælp jeg fik fra Gud har jeg fortsat indtil denne dag med at vidne for både små og store, og jeg siger intet ud over det som både profeterne og Moses har udtalt skulle ske, at Messias skulle lide, og at han som den første til at blive oprejst fra de døde skulle forkynde lys både for dette folk og for nationerne.“ (Apostelgerninger 24:27; 25:13-22; 26:8, 22, 23) Ja, Paulus var en modig forsvarer af troen på opstandelsen! Og ligesom Paulus kan vi med overbevisning forkynde at der vil finde en opstandelse sted. Men hvilken reaktion skal vi forvente at møde? Højst sandsynligt den samme som Paulus.

5, 6. (a) Hvilken reaktion mødte apostlene da de forsvarede opstandelseshåbet? (b) Hvad er vigtigt for os i forbindelse med at give udtryk for opstandelseshåbet?

⁵ Lad os se på hvad der var sket tidligere, under Paulus’ anden missionsrejse (omkring år 49-52) da han besøgte Athen. Han havde ræsonneret med folk der troede på mange forskellige guder, og tilskyndet dem til at gøre sig klart at Guds hensigt er at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som Han har udnævnt. Og denne mand var Jesus. Paulus forklarede at Gud havde givet en garanti for dette ved at oprejse Jesus. Hvordan var folks reaktion? Vi læser: „Men da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar, mens andre sagde: ’Vi vil høre dig fortælle om dette igen en anden gang.’“ — Apostelgerninger 17:29-32.

⁶ Denne reaktion svarede til den Peter og Johannes havde oplevet kort efter pinsedagen år 33. Også her havde saddukæerne spillet en fremtrædende rolle i striden. Apostelgerninger 4:1-4 beretter hvad der skete: „Mens de to nu talte til folket, stod de øverste præster og tempeløversten og saddukæerne pludselig hos dem, irriterede fordi de underviste folket og åbent forkyndte opstandelsen fra de døde i Jesu tilfælde.“ Dog var der andre der reagerede gunstigt, for der siges: „Mange af dem som havde hørt talen fik tro, og tallet på mændene blev omkring fem tusind.“ Det er altså tydeligt at vi kan forvente at møde forskellige reaktioner når vi taler om opstandelseshåbet. Og derfor er det vigtigt at vi styrker vores tro på denne lære.

Tro og opstandelsen

7, 8. (a) Hvordan kan ens tro være forgæves, som det fremgår af et brev til menigheden i Korinth i det første århundrede? (b) Hvordan adskiller den korrekte forståelse af opstandelseshåbet de sande kristne fra de falske?

⁷ Ikke alle som blev kristne i det første århundrede, syntes det var let at tro på opstandelsen. Blandt andet fandt nogle i menigheden i Korinth det svært. Til dem skrev Paulus: „Jeg har . . . overgivet til jer, blandt de første ting, det som jeg også har modtaget, at Kristus døde for vore synder ifølge Skrifterne.“ Derefter vidnede Paulus om denne sandhed ved at erklære at den opstandne Kristus ’havde vist sig for mere end fem hundrede brødre på én gang’, og han tilføjede at de fleste stadig var i live. (1 Korinther 15:3-8) Han ræsonnerede videre: „Når det nu om Kristus bliver forkyndt at han er blevet oprejst fra de døde, hvordan kan det så være at nogle iblandt jer siger at dødes opstandelse ikke finder sted? Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves.“ — 1 Korinther 15:12-14.

⁸ Ja, læren om opstandelsen er så fundamental at den kristne tro er forgæves hvis opstandelsen ikke accepteres som et faktum. Den korrekte forståelse af opstandelsen skiller i virkeligheden de sande kristne ud fra de falske. (1 Mosebog 3:4; Ezekiel 18:4) Paulus regner derfor læren om opstandelsen med til de sande kristnes ’grundlærdom’. Lad os være besluttede på at „skynde os frem til modenhed“. „Ja, dette vil vi gøre,“ siger Paulus, „hvis ellers Gud tillader det.“ — Hebræerne 6:1-3.

Opstandelseshåbet

9, 10. Hvad menes der når Bibelen omtaler opstandelsen?

⁹ Lad os styrke vores tro på opstandelsen yderligere ved at se på spørgsmål som: Hvad menes der når Bibelen omtaler opstandelsen? Hvordan fremhæver læren om opstandelsen Jehovas kærlighed? Svarene på disse spørgsmål vil drage os nærmere til Gud og samtidig hjælpe os til at undervise andre. — 2 Timoteus 2:2; Jakob 4:8.

¹⁰ „Opstandelse“ er en oversættelse af et græsk ord der bogstaveligt betyder „genopståen“. Hvad ligger der i dette udtryk? Ifølge Bibelen er håbet om en opstandelse forvisningen om at en der er død, kan få livet igen. Bibelen viser yderligere at personen bliver genskabt enten i et menneskelegeme eller i et åndeligt legeme, afhængigt af om han har et jordisk eller et himmelsk håb. Vi forundres over Jehovas store kærlighed, visdom og magt som kommer til udtryk i det vidunderlige løfte om en opstandelse.

11. Hvilket opstandelseshåb har Guds salvede tjenere?

¹¹ Ved opstandelsen får Jesus og hans salvede brødre et åndeligt legeme der gør det muligt for dem at udføre deres tjeneste i himmelen. (1 Korinther 15:35-38, 42-53) Sammen vil de tjene som konger i det messianske rige, der vil omdanne jorden til et paradis. Med Jesus som ypperstepræst vil de salvede udgøre et kongeligt præsteskab. De vil anvende goderne af Kristi genløsningsoffer til gavn for menneskeheden i den retfærdige nye verden. (Hebræerne 7:25, 26; 9:24; 1 Peter 2:9; Åbenbaringen 22:1, 2) Indtil da ønsker de salvede der stadig er her på jorden, at blive ved med at stå i et godkendt forhold til Gud. Når de dør, vil de modtage deres „løn“ gennem en opstandelse til liv som udødelige åndeskabninger i himmelen. (2 Korinther 5:1-3, 6-8, 10; 1 Korinther 15:51, 52; Åbenbaringen 14:13) „Hvis vi er blevet forenet med [Kristus] i en død der ligner hans, skal vi visselig også være det i en opstandelse der ligner hans,“ skrev Paulus. (Romerne 6:5) Men hvad med dem for hvem opstandelsen vil betyde at de igen får liv som mennesker her på jorden? Hvordan kan opstandelseshåbet drage dem nærmere til Gud? Det kan vi lære meget om ved at se på Abrahams eksempel.

Opstandelsen og venskab med Jehova

12, 13. Hvilket solidt grundlag havde Abraham for at tro på opstandelsen?

¹² Abraham, der blev kaldt „Jehovas ven“, var en mand med en usædvanlig stærk tro. (Jakob 2:23) I beskrivelsen af trofaste mænd og kvinder i Hebræerbrevet, kapitel 11, nævner Paulus tre gange Abrahams tro. (Hebræerne 11:8, 9, 17) Den tredje gang fokuserer han på den tro Abraham viste da han lydigt forberedte sig på at bringe sin søn Isak som et offer. Abraham var overbevist om at Jehova stod inde for det løfte han havde givet om at der ville fremstå et afkom gennem Isak. Selv hvis Isak måtte dø som et offer, „regnede [Abraham] med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde“.

¹³ Situationen udviklede sig sådan at da Jehova så hvor stærk Abrahams tro var, sørgede han for et dyr der kunne ofres i stedet. Ikke desto mindre var dét Isak kom ud for, et billede på opstandelsen, for Paulus forklarede: „Derfra fik han [Abraham] ham [Isak] også tilbage på en billedlig måde.“ (Hebræerne 11:19) Desuden hvilede Abrahams tro på opstandelsen allerede på et solidt grundlag. Jehova havde nemlig givet Abraham forplantningsevnen igen så han og hans kone, Sara, kunne få en søn i deres alderdom. — 1 Mosebog 18:10-14; 21:1-3; Romerne 4:19-21.

14. (a) Hvad ventede Abraham på ifølge Hebræerbrevet 11:9, 10? (b) Hvad må der ske med Abraham for at han kan modtage Rigets velsignelser i den nye verden? (c) Hvordan kan vi modtage Rigets velsignelser?

¹⁴ Paulus beskrev Abraham som en udlænding der boede i telte og „ventede på byen som havde faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud“. (Hebræerne 11:9, 10) Det var ikke en bogstavelig by som Jerusalem, stedet hvor Guds tempel lå. Nej, det var en symbolsk by — Guds himmelske rige bestående af Jesus Kristus og hans 144.000 medregenter. I deres himmelske herlighed omtales de 144.000 også som „den hellige by, det ny Jerusalem“, Kristi „brud“. (Åbenbaringen 21:2) I 1914 indsatte Jehova Jesus på tronen som den messianske konge i det himmelske rige og befalede ham at herske midt blandt sine fjender. (Salme 110:1, 2; Åbenbaringen 11:15) For at kunne modtage velsignelserne ved Rigets styre må „Jehovas ven“ Abraham have livet igen. En betingelse for at vi kan modtage Rigets velsignelser, er også at vi er i live i Guds nye verden, enten som medlemmer af den store skare der overlever Harmagedon, eller som nogle af dem der bliver oprejst fra de døde. (Åbenbaringen 7:9, 14) Men hvad er så grundlaget for håbet om en opstandelse?

Guds kærlighed — grundlaget for opstandelseshåbet

15, 16. (a) Hvordan danner den første profeti i Bibelen grundlaget for vores håb om en opstandelse? (b) Hvordan kan troen på opstandelsen drage os nærmere til Jehova?

¹⁵ Vores nære forhold til vor kærlige himmelske Fader, vores tro der er stærk som Abrahams, og vores lydighed mod Guds bud gør at vi kan blive erklæret retfærdige og blive betragtet af Jehova som hans venner. Det giver os udsigt til at nyde gavn af Rigets styre. I virkeligheden lægger den allerførste profeti der er nedskrevet i Guds ord, i Første Mosebog 3:15, grundlaget for håbet om en opstandelse og for venskab med Gud. Den forudsiger ikke kun at Satan vil få hovedet knust, men også at Guds kvindes afkom vil få hælen knust. Da Jesus døde på pælen, fik han billedligt talt hælen knust. Men skaden blev gjort god igen da Jesus blev oprejst på den tredje dag, og vejen blev banet for at der kunne gribes afgørende ind over for „ham . . . som har magt til at forårsage død, det er Djævelen“. — Hebræerne 2:14.

¹⁶ Paulus minder os om at „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere“. (Romerne 5:8) Værdsættelse af denne ufortjente godhed bringer os nærmere til Jesus og vor kærlige himmelske Fader. — 2 Korinther 5:14, 15.

17. (a) Hvilket håb gav Job udtryk for? (b) Hvad viser Job 14:15 om Jehova, og hvilke følelser vækker det hos dig?

¹⁷ Den trofaste Job, der levede i førkristen tid, så også frem til en opstandelse. Han blev udsat for meget ondt fra Satans side. I modsætning til sine falske venner, der på intet tidspunkt nævnte opstandelsen, fandt Job trøst i dette håb og spurgte: „Hvis en våbenfør mand dør, kan han så leve igen?“ Som svar erklærede Job selv: „Jeg vil vente alle de dage min tvungne tjeneste varer, indtil min afløsning kommer.“ Henvendt til sin Gud, Jehova, sagde han: „Du vil kalde, og jeg vil svare dig.“ Og om vor kærlige Skabers følelser sagde Job: „Du vil længes efter dine hænders værk.“ (Job 14:14, 15) Ja, Jehova venter ivrigt på den dag hvor alle hans trofaste tjenere vil få livet igen i opstandelsen. Når vi grunder over den kærlighed og ufortjente godhed Jehova viser os til trods for at vi er ufuldkomne, drager det os virkelig nær til ham! — Romerne 5:21; Jakob 4:8.

18, 19. (a) Hvilken udsigt har Daniel til at få livet igen? (b) Hvad vil vi se på i den næste artikel?

¹⁸ Profeten Daniel, der af Guds engel blev beskrevet som en ’højt skattet mand’, tjente Jehova trofast gennem et langt liv. (Daniel 10:11, 19) Han bevarede sin integritet over for Jehova lige fra han kom i landflygtighed i 617 f.v.t., til han døde nogen tid efter at have modtaget et syn i 536 f.v.t., i kong Kyros af Persiens tredje regeringsår. (Daniel 1:1; 10:1) På et tidspunkt i Kyros’ tredje regeringsår havde Daniel fået et syn af verdensrigernes march, som vil kulminere i den kommende store trængsel. (Daniel 11:1–12:13) Eftersom Daniel ikke fuldt ud forstod synet, spurgte han den engel der bragte ham budskabet: „Herre, hvad er det sidste af dette?“ Som svar henledte engelen opmærksomheden på „endens tid“, hvor „de som har indsigt skal forstå“. Men hvilke fremtidsudsigter havde Daniel selv? Engelen sagde til ham: „Du skal hvile, men stå op til din lod ved dagenes ende.“ (Daniel 12:8-10, 13) Daniel vil vende tilbage „i de retfærdiges opstandelse“, under Kristi tusindårsrige. — Lukas 14:14.

¹⁹ Vi lever langt henne på endens tid og er nærmere ved begyndelsen af Kristi tusindårsrige end da vi blev troende. Derfor må vi spørge os selv: ’Vil jeg være til stede i den nye verden sammen med Abraham, Job, Daniel og andre trofaste mænd og kvinder?’ Det vil vi, forudsat vi holder os nær til Jehova og adlyder hans bud. I den næste artikel vil vi se på nogle flere detaljer ved opstandelseshåbet for at finde ud af hvem der vil blive oprejst.

Hvem vil blive oprejst?

„I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ — Johannes 5:28, 29.

1. Hvilken usædvanlig erklæring hørte Moses ved den brændende tornebusk, og hvem gentog senere disse ord?

ENGANG for mere end 3500 år siden hændte der noget meget usædvanligt mens Moses vogtede patriarken Jetros får. I nærheden af Horebs Bjerg viste Jehovas engel sig for Moses i en ildflamme midt i en tornebusk. „Mens han så til, se, da brændte tornebusken nok med ilden, men tornebusken blev ikke fortæret,“ siger beretningen i Anden Mosebog. Derefter råbte en stemme til Moses ud fra tornebusken, og den erklærede: „Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.“ (2 Mosebog 3:1-6) Senere, i det første århundrede efter vor tidsregning, blev disse ord gentaget af ingen ringere end Guds egen søn, Jesus.

2, 3. (a) Hvilken fremtid venter der Abraham, Isak og Jakob? (b) Hvilke spørgsmål melder sig?

² Det skete da Jesus diskuterede med nogle saddukæere, som ikke troede på opstandelsen. Han sagde til dem: „At de døde oprejses har også Moses angivet, i beretningen om tornebusken, når han kalder Jehova ’Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’. Han er ikke dødes men levendes Gud; de er nemlig alle levende for ham.“ (Lukas 20:27, 37, 38) Med disse ord bekræftede Jesus at Abraham, Isak og Jakob som længe havde været døde, stadig var levende i Guds erindring. Ligesom Job venter de på at deres „tvungne tjeneste“, dødens søvn, skal ende. (Job 14:14) I Guds nye verden vil de blive oprejst.

³ Men hvad så med de milliarder af andre som er døde op gennem menneskehedens historie? Vil de også blive oprejst? For at få et tilfredsstillende svar på det spørgsmål må vi finde ud af hvad Guds ord siger om de dødes tilstand.

Hvor er de døde?

4. (a) Hvor kommer man hen når man dør? (b) Hvad er Sheol?

⁴ Bibelen siger at de døde ’slet ingenting ved’. Efter døden er der ingen pine i helvede eller en kvalfuld ventetid i limbus; man vender ganske enkelt tilbage til støvet. Derfor giver Guds ord de levende dette råd: „Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ (Prædikeren 9:5, 10; 1 Mosebog 3:19) „Sheol“ er et ukendt udtryk for mange. Ordet er hebraisk og af uvis oprindelse. Mange religioner lærer at de døde stadig er i live, men som Guds inspirerede ord viser, er de der befinder sig i Sheol, døde, uden bevidsthed. Sheol er menneskehedens fælles grav.

5, 6. Hvad skete der med Jakob da han døde, og hvem blev han begravet sammen med?

⁵ I Bibelen finder vi den første forekomst af ordet „Sheol“ i Første Mosebog 37:35. Da patriarken Jakob tilsyneladende havde mistet sin elskede søn Josef, nægtede han at lade sig trøste og sagde: „Jeg vil gå sørgende ned til min søn i Sheol!“ Jakob troede at hans søn var død, og ønskede derfor selv at dø og komme i Sheol. Senere ville Jakobs ni ældste børn gerne tage den yngste søn, Benjamin, med ned til Ægypten for at købe forsyninger der kunne afhjælpe hungersnøden. Men det afslog Jakob med ordene: „Min søn skal ikke rejse ned med jer, for hans broder er død og han alene er tilbage. Og skulle der hænde ham en dødelig ulykke på den vej som I rejser ad, så bringer I mine grå hår ned til Sheol med sorg.“ (1 Mosebog 42:36, 38) Disse to henvisninger forbinder Sheol med døden — og der siges intet om et liv efter døden.

⁶ Beretningen i Første Mosebog viser at Josef var blevet fødevareadministrator i Ægypten. Jakob kunne derfor rejse derned og blive genforenet med Josef. Herefter boede Jakob i landet indtil han døde i den meget høje alder af 147 år. Sønnerne opfyldte hans sidste ønske ved at bringe hans lig til Makpelas hule i Kana’ans land og begrave det der. (1 Mosebog 47:28; 49:29-31; 50:12, 13) Jakob blev således begravet samme sted som sin far, Isak, og sin farfar, Abraham.

’Samlet til deres forfædre’

7, 8. (a) Hvor kom Abraham hen da han døde? Forklar. (b) Hvad viser at andre kom i Sheol da de døde?

⁷ Tidligere, da Jehova havde bekræftet sin pagt med Abraham og lovet at hans afkom ville blive talrigt, angav han hvad der ville ske med Abraham. Han sagde til ham: „Og du selv vil gå til dine forfædre i fred; du vil blive begravet i en god alderdom.“ (1 Mosebog 15:15) Dette var præcis hvad der skete. Første Mosebog 25:8 siger: „Så udåndede Abraham og døde i en god alderdom, gammel og mæt af dage, og blev samlet til sit folk.“ Hvem var dette folk? Første Mosebog 11:10-26 opremser Abrahams forfædre så langt tilbage som til Noas søn Sem. De sov allerede i Sheol, og det var dem Abraham blev „samlet til“ ved sin død.

⁸ Udtrykket ’samlet til sit folk’ forekommer ofte i De Hebraiske Skrifter. Vi kan derfor gå ud fra at både Abrahams søn Ismael og Moses’ bror, Aron, kom i Sheol da de døde, og at de dér venter på en opstandelse. (1 Mosebog 25:17; 4 Mosebog 20:23-29) Logisk nok kom også Moses i Sheol, selvom ingen vidste hvor hans grav var. (4 Mosebog 27:13; 5 Mosebog 34:5, 6) Også Josua, der efterfulgte Moses som leder for Israel, samt en hel generation af befolkningen kom ned i Sheol da de døde. — Dommerne 2:8-10.

9. (a) Hvordan fremgår det af Bibelen at det hebraiske ord „Sheol“ og det græske ord „Hades“ henviser til det samme sted? (b) Hvilken fremtid venter der dem som er i Sheol, eller Hades?

⁹ Flere hundrede år senere blev David konge over Israels 12 stammer. Da han døde, ’lagde han sig til hvile hos sine fædre’. (1 Kongebog 2:10) Kom han også i Sheol? Ja, det fremgår af det apostelen Peter sagde på pinsedagen år 33, hvor han interessant nok omtalte Davids død og i den forbindelse citerede Salme 16:10: „Du vil ikke efterlade min sjæl i Sheol.“ Efter at have nævnt at David stadig var i sin grav, anvendte Peter disse ord på Jesus og sagde at David „forudså . . . og talte om Messias’ opstandelse, at hverken blev han efterladt i Hades eller så hans kød forrådnelse. Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om.“ (Apostelgerninger 2:29-32) Peter brugte her det græske ord „Hades“, der modsvarer det hebraiske ord „Sheol“. De der er i Hades, er således i samme situation som de der befinder sig i Sheol. De sover i døden og venter på at få en opstandelse.

Er der nogen uretfærdige i Sheol?

10, 11. Hvorfor kan vi sige at nogle uretfærdige kommer i Sheol, eller Hades, når de dør?

¹⁰ Efter at Moses havde ført Israels nation ud af Ægypten, gjorde nogle blandt folket oprør i ørkenen. Moses sagde til israelitterne at de skulle skille sig ud fra oprørslederne — Kora, Datan og Abiram. De ville blive ramt af en voldsom død. Moses forklarede: „Hvis disse dør som alle mennesker dør, og de straffes som alle mennesker straffes, så er det ikke Jehova der har sendt mig. Men hvis det er noget usædvanligt Jehova skaber, og jorden åbner sit gab og opsluger dem og alt hvad der tilhører dem, og de farer levende ned i Sheol, så skal I vide at disse mænd har handlet respektløst over for Jehova.“ (4 Mosebog 16:29, 30) Uanset om disse oprørere døde ved at jorden åbnede sig og opslugte dem, eller ved at de blev fortæret af ild som det var tilfældet med Kora og de 250 levitter der stillede sig på hans side, så endte de alle i Sheol, eller Hades. — 4 Mosebog 26:10.

¹¹ Sjim’i, som nedkaldte ondt over kong David, fik sin straf af Davids efterfølger, Salomon. „Lad ham ikke gå ustraffet, for du er en vís mand og ved hvad du skal gøre med ham, så du bringer hans grå hår ned til Sheol med blod.“ Salomon fik Benaja til at eksekvere straffen. (1 Kongebog 2:8, 9, 44-46) En anden der faldt for Benajas henrettelsessværd, var Israels tidligere hærfører Joab. Hans grå hår ’gik ikke ned i Sheol med fred’. (1 Kongebog 2:5, 6, 28-34) Begge disse eksempler bevidner sandheden i Davids inspirerede sang: „De ugudelige skal vende tilbage til Sheol, alle de nationer som glemmer Gud.“ — Salme 9:17.

12. Hvem var Akitofel, og hvor kom han hen da han døde?

¹² Akitofel var Davids personlige rådgiver. Hans råd var værdsat som kom de fra Jehova selv. (2 Samuel 16:23) Men sørgeligt nok blev denne betroede tjener en forræder der sluttede sig til Davids søn Absalom i et kup. Sandsynligvis var det dette forræderi David hentydede til da han skrev: „Det var ikke en fjende der gav sig til at smæde mig; ellers kunne jeg bære det. Det var ikke en som hadede mig der hoverede over mig; ellers kunne jeg skjule mig for ham.“ Og David fortsatte: „Ødelæggelser komme over dem! Lad dem gå levende ned i Sheol; for i deres udlændighed har der været lutter ondskab i deres indre.“ (Salme 55:12-15) Da Akitofel og hans fæller døde, kom de altså i Sheol.

Hvem er i Gehenna?

13. Hvorfor kaldes Judas „undergangens søn“?

¹³ Lad os sammenligne Davids situation med det den større David, Jesus, kom ud for. En af Jesu 12 apostle, Judas Iskariot, blev en forræder ligesom Akitofel. Men Judas’ troløse handling var langt mere alvorlig end Akitofels. Judas handlede ondt imod Guds enestefødte søn. Ved slutningen af sin jordiske tjeneste henvendte Jesus sig i en bøn til Gud og sagde følgende om sine disciple: „Da jeg var hos dem plejede jeg at våge over dem for dit eget navns skyld, det du har givet mig; og jeg har bevaret dem, og ingen af dem har lidt undergang undtagen undergangens søn, for at skriftstedet kunne opfyldes.“ (Johannes 17:12) Jesus omtalte her Judas som „undergangens søn“ og viste dermed at der ikke var noget håb om en opstandelse for ham da han døde. Han levede ikke videre i Guds hukommelse. Han kom ikke i Sheol, men i Gehenna. Hvad er Gehenna?

14. Hvad står Gehenna for?

¹⁴ Jesus fordømte de religiøse ledere på sin tid fordi de gjorde hver eneste af deres disciple til „et emne for Gehenna“. (Mattæus 23:15) På den tid var folk kendt med Hinnoms Dal, et område der blev brugt som losseplads, og hvor ligene af henrettede forbrydere der ikke ansås for værdige til en ordentlig begravelse, blev kastet hen. Tidligere havde Jesus selv nævnt Gehenna i sin bjergprædiken. (Mattæus 5:29, 30) Den symbolske betydning var tydelig for hans tilhørere. Gehenna stod for fuldstændig ødelæggelse uden håb om en opstandelse. Er der andre end Judas Iskariot der ved deres død er kommet i Gehenna i stedet for i Sheol, eller Hades?

15, 16. Hvem kom i Gehenna da de døde, og hvorfor kom de der?

¹⁵ De første to mennesker, Adam og Eva, blev skabt fuldkomne. De syndede med overlæg. Foran dem lå valget mellem det evige liv og døden. De valgte at være ulydige mod Gud og stille sig på Satans side. Da de døde, havde de derfor ingen mulighed for at få gavn af Kristi genløsningsoffer. Tværtimod kom de i Gehenna.

¹⁶ Adams førstefødte søn, Kain, myrdede sin bror Abel og levede derefter som flygtning. Apostelen Johannes sagde om Kain at han „var af den onde“. (1 Johannes 3:12) Det er logisk at slutte at han, ligesom sine forældre, kom i Gehenna da han døde. (Mattæus 23:33, 35) Han står i skarp kontrast til den retfærdige Abel. „Ved tro frembar Abel et offer for Gud af større værdi end det Kain bragte, ved hvilken tro han fik det vidnesbyrd at han var retfærdig, idet Gud aflagde vidnesbyrd om hans offergaver,“ forklarede Paulus og tilføjede: „Og ved den taler han endnu, skønt han er død.“ (Hebræerne 11:4) Ja, Abel befinder sig nu i Sheol hvor han venter på en opstandelse.

En „første“ og „bedre“ opstandelse

17. (a) Hvem vil komme i Sheol i denne ’endens tid’? (b) Hvad vil der ske med dem der befinder sig i Sheol, og med dem der er i Gehenna?

¹⁷ Med det foregående i tanke vil mange spekulere på hvordan det forholder sig med dem der dør her i ’endens tid’. (Daniel 8:19) Det sjette kapitel i Åbenbaringens Bog beskriver fire rytteres ridt, et ridt der ville finde sted i denne tidsperiode. Det er interessant at bemærke at den sidste af dem har navnet Døden, og at han bliver efterfulgt af Hades. Mange der dør en for tidlig død på grund af de begivenheder og tilstande der skildres ved de foregående ryttere, ender således i Hades. (Åbenbaringen 6:8) Hvad vil der så ske med dem der befinder sig i Sheol (Hades) og Gehenna? Enkelt sagt vil de der er i Sheol, få en opstandelse i Guds nye verden, mens de der er i Gehenna, vil være tilintetgjort for evigt.

18. Hvilke fremtidsudsigter rummer „den første opstandelse“?

¹⁸ Apostelen Johannes skrev: „Lykkelig og hellig er enhver som har del i den første opstandelse; dem har den anden død ingen myndighed over, men de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år.“ De der skal være Kristi medregenter, får del i „den første opstandelse“, men hvilket håb er der for resten af menneskeheden? — Åbenbaringen 20:6.

19. Hvordan får nogle gavn af „en bedre opstandelse“?

¹⁹ Helt fra Guds tjenere Elias’ og Elisas tid bragte opstandelsens mirakel mennesker tilbage til livet. „Kvinder fik deres døde tilbage ved opstandelse,“ berettede Paulus, „men andre mænd blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum, for at de kunne opnå en bedre opstandelse.“ Ja, disse trofaste og uangribelige tjenere for Gud så frem til en opstandelse der ikke blot ville gøre det muligt for dem at leve nogle få år mere og så dø, men ville give dem mulighed for at opnå evigt liv! Det vil i sandhed være „en bedre opstandelse“. — Hebræerne 11:35.

20. Hvad vil den næste artikel komme ind på?

²⁰ Hvis vi dør inden Jehova bringer denne onde tingenes ordning til ophør, har vi et sikkert håb om „en bedre opstandelse“. Den er bedre i den forstand at den giver os mulighed for at opnå evigt liv. Jesus gav dette løfte: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Den næste artikel vil beskrive formålet med opstandelsen. Den vil vise hvordan opstandelseshåbet styrker os til at bevare vores integritet og hjælper os til at opdyrke en selvopofrende indstilling.

Hvad betyder opstandelseshåbet for dig?

„Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.“ — SALME 145:16.

1-3. Hvilket fremtidshåb har nogle? Belys med eksempler.

NIÅRIGE Christopher og hans storebror havde sammen med deres moster, onkel og to fætre brugt formiddagen på at forkynde fra hus til hus i nærheden af Manchester i England. Bladet Vågn op! fortæller hvad der senere skete: „Om eftermiddagen tog de alle af sted på en udflugt til havnebyen Blackpool, men blev på vejen involveret i et trafikuheld der af politiet blev beskrevet som ’et flammehav uden lige’. De omkom alle seks.“

² Aftenen før denne tragedie havde familien overværet menighedens bogstudium, hvor man blandt andet havde talt om døden. „Christopher har altid været en tænksom dreng,“ fortalte hans far, David. „Den aften talte han om den nye verden og vores fremtidshåb, og under drøftelsen sagde han pludselig: ’Det gode ved at være et af Jehovas vidner er at selv om døden gør ondt, så ved vi at vi vil få hinanden at se igen en dag.’ Ingen af os der var til stede kunne selvfølgelig vide at der snart skete noget som betød at vi aldrig ville glemme hans ord.“a

³ Mange år tidligere, i 1940, ventede et østrigsk Jehovas vidne ved navn Franz på at blive henrettet i guillotinen fordi han nægtede at være illoyal over for Jehova. Fra et fængsel i Berlin skrev Franz til sin mor: „Ifølge den kundskab jeg har ville jeg have begået en synd der straffes med døden, hvis jeg havde aflagt [militær] ed. Det ville være slemt for mig. Jeg ville ikke få nogen opstandelse. . . . Og nu, kære moder, og alle mine brødre og søstre, i dag fik jeg min dom, og, bliv ikke skrækslagne, det er døden; jeg skal henrettes i morgen tidlig. Jeg får styrke fra Gud, ligesom alle sande kristne altid har fået det før i tiden. . . . Hvis I står fast indtil døden vil vi alle mødes igen i opstandelsen. . . . På gensyn.“b

4. Hvordan berøres du af de erfaringer der fortælles om her, og hvad vil vi nu se på?

⁴ Håbet om en opstandelse havde stor betydning for både Christopher og Franz. Det var virkeligt for dem. Der er ingen tvivl om at disse beretninger rører os! Lad os for at få uddybet vores taknemmelighed mod Jehova og få styrket vores håb om opstandelsen se på hvorfor opstandelsen vil finde sted, og hvordan det skulle berøre os hver især.

Et syn af den jordiske opstandelse

5, 6. Hvad åbenbares i det syn der er nedskrevet af apostelen Johannes i Åbenbaringen 20:12, 13?

⁵ I et syn af begivenhederne under Jesu Kristi tusindårsrige så apostelen Johannes den jordiske opstandelse finde sted. „Jeg så de døde, de store og de små,“ berettede han. „Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage.“ (Åbenbaringen 20:12, 13) Alle de der holdes fangne i Hades (Sheol), menneskehedens fælles grav, vil blive givet fri, uanset deres sociale status — om de er „store“ eller „små“. De der har mistet livet på havet, vil også få livet igen til den tid. Denne vidunderlige begivenhed er en del af Jehovas hensigt.

⁶ Kristi tusindårige herredømme indledes med at Satan bliver bundet og kastet i afgrunden. Eftersom Satan vil være uvirksom under dette riges styre, vil han hverken være i stand til at vildlede dem der bliver oprejst, eller dem der overlever den store trængsel. (Åbenbaringen 20:1-3) Tusind år kan virke som meget lang tid, men for Jehova er det i virkeligheden kun „som én dag“. — 2 Peter 3:8.

7. Hvad vil være grundlaget for dommen under Kristi tusindårsrige?

⁷ Ifølge Johannes’ syn vil Kristi tusindårsrige være en domstid. Apostelen skrev: „Jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra det der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger. . . . Og de blev dømt hver især efter deres gerninger.“ (Åbenbaringen 20:12, 13) Læg mærke til at grundlaget for denne dom ikke er hvad den enkelte gjorde eller ikke gjorde før han døde. (Romerne 6:7) Derimod har det at gøre med nye „skriftruller“ der bliver åbnet. Det er nemlig de gerninger en person gør efter at han har lært disse skriftrullers indhold at kende, der vil være afgørende for om hans navn bliver skrevet i „livets skriftrulle“ eller ej.

„Livets opstandelse“ eller „dommens opstandelse“

8. Hvilke to alternativer vil der være for de opstandne?

⁸ Tidligere i Johannes’ syn skildres Jesus som den der har „dødens og Hades’ nøgler“. (Åbenbaringen 1:18) Jehova har udnævnt ham til at være „livets hovedformidler“, den som har fået magt til at dømme „levende og døde“. (Apostelgerninger 3:15; 2 Timoteus 4:1) Hvordan vil han gøre det? Ved at bringe dem der sover i døden, tilbage til livet. „I skal ikke undre jer over dette,“ sagde Jesus til folkeskarerne som han forkyndte for, „for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ Og derefter tilføjede han: „De som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse.“ (Johannes 5:28-30) Hvilken fremtid venter der så fortidens trofaste mænd og kvinder?

9. (a) Hvad vil mange uden tvivl lære når de vender tilbage i opstandelsen? (b) Hvilket stort undervisningsarbejde skal gennemføres?

⁹ Når disse trofaste fra fortiden vender tilbage i opstandelsen, vil de snart opdage at de løfter som de stolede på, nu er blevet til virkelighed. De vil sikkert være meget interesserede i at finde ud af hvem Guds kvindes afkom er, det afkom som blev nævnt i den første profeti i Bibelen, i Første Mosebog 3:15. Og hvor vil de blive lykkelige over at høre at denne lovede Messias, Jesus, var trofast til døden og gav sit liv som et genløsningsoffer. (Mattæus 20:28) De der byder dem velkommen tilbage til livet, vil føle stor glæde ved at hjælpe dem til at forstå at genløsningen er et udtryk for Jehovas ufortjente godhed og barmhjertighed. Efterhånden som de opstandne forstår hvordan Jehovas hensigt med jorden gennemføres ved hjælp af hans rige, vil deres hjerte uden tvivl strømme over af taknemmelighed, og de vil lovprise Jehova. De vil have rig lejlighed til at give udtryk for deres hengivenhed over for deres kærlige himmelske Fader og hans søn. Alle der lever, vil glæde sig over at være med til det store undervisningsarbejde der skal udføres for at oplære de milliarder der vender tilbage fra graven, og som også skal tage imod Guds genløsningsbetaling.

10, 11. (a) Hvilke muligheder vil alle på jorden få i tusindårsriget? (b) Hvordan skulle det berøre os?

¹⁰ Den opstandne Abraham vil virkelig kunne glæde sig over at leve under styret i den ’by’ som han så frem til. (Hebræerne 11:10) Og tænk hvor bevægende det bliver for fortidens trofaste Job at finde ud af at hans livsløb var til trøst og opmuntring for andre af Jehovas tjenere som kom ud for prøver på deres loyalitet! Hvad Daniel angår, er der ingen tvivl om at han vil være ivrig efter at finde ud af hvordan de profetier han blev inspireret til at nedskrive, blev opfyldt!

¹¹ Alle der vinder livet i den retfærdige nye verden, vil have meget at lære om Jehovas hensigt med jorden og dens beboere, og det uanset om de har fået livet igen ved en opstandelse, eller om de har overlevet den store trængsel. Udsigten til at leve evigt og lovprise Jehova for altid vil helt sikkert gøre undervisningsprogrammet i tusindårsriget til en sand fornøjelse. Men det vigtigste vil være hvad vi som enkeltpersoner vælger at gøre når vi lærer indholdet af skriftrullerne at kende. Vil vi anvende det vi lærer, i vores liv? Vil vi meditere over og efterleve de vigtige anvisninger som vil kunne styrke os til at modstå Satans sidste forsøg på at lede os bort fra sandheden?

12. Hvad vil hjælpe hver enkelt til at have en fuld andel i såvel undervisningsarbejdet som i at omdanne jorden til et paradis?

¹² Vi må aldrig glemme de vidunderlige velsignelser der kommer os til gode som følge af Kristi genløsningsoffer. De der får livet igen i opstandelsen, vil ikke have den slags svagheder og skavanker som vi kender i dag. (Esajas 33:24) Et sundt legeme og udsigten til et fuldkomment helbred vil give alle i den nye verden mulighed for at have en fuld andel i at undervise milliarder af opstandne i at følge livets vej. De vil også have en andel i det største arbejde der nogen sinde er blevet udført på jorden — nemlig at omdanne hele planeten til et paradis til ære for Jehova.

13, 14. Hvad er formålet med at Satan bliver løsladt ved den endelige prøve, og hvad kan blive udfaldet for os hver især?

¹³ Når Satan bliver løst fra afgrundens fængsel, vil han udsætte menneskene for en sidste prøve ved at gøre endnu et forsøg på at vildlede dem. Ifølge Åbenbaringen 20:7-9 vil alle de ’vildledte nationer’, eller grupper af folk, der falder for Satans onde indflydelse, blive dømt til ødelæggelse: ’Ild vil komme ned fra himmelen og fortære dem.’ For dem der blev oprørere efter deres opstandelse i tusindårsriget, vil denne ødelæggelse betyde at det er blevet en dommens opstandelse. Opstandne der bevarer deres uangribelighed, vil derimod få det evige livs gave. Ja, deres opstandelse vil blive „en livets opstandelse“. — Johannes 5:29.

¹⁴ Hvordan kan håbet om opstandelsen trøste os allerede nu? Og hvad må vi gøre for at sikre os at vi i fremtiden vil modtage de velsignelser der er forbundet med opstandelsen?

Noget vi bør tænke over

15. Hvordan kan tro på opstandelsen være en hjælp nu?

¹⁵ Måske har du for nylig mistet en af dine kære i døden og kæmper nu med at klare den tilpasning der er nødvendig efter at have lidt et stort tab. Håbet om en opstandelse kan give dig en indre ro og styrke som de der ikke kender sandheden, mangler. Paulus trøstede thessalonikerne med ordene: „[Vi] ønsker . . . ikke at I skal være uvidende om dem som sover ind i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb.“ (1 Thessaloniker 4:13) Kan du se dig selv i den nye verden, hvor du er vidne til opstandelsen? Man kan finde stor trøst ved at meditere over muligheden for at se sine kære igen.

16. Hvilke følelser kan du forestille dig at du vil have når opstandelsen finder sted?

¹⁶ Det kan være at du i øjeblikket lider under de fysiske følger af Adams oprør, måske i form af en alvorlig sygdom. Lad ikke bekymringen over det få dig til at glemme den vidunderlige mulighed der er for at du personligt kan få del i opstandelsen og få livet igen i den nye verden med et godt helbred og friske kræfter. Når du så åbner dine øjne og ser at du er omgivet af mennesker der stråler af glæde over at du er blevet oprejst, vil du helt afgjort takke Gud for hans loyale hengivenhed.

17, 18. Hvilke to ting må vi tage til hjerte?

¹⁷ Men lad os indtil da huske to vigtige ting. Den ene er betydningen af at tjene Jehova helhjertet nu. Når vi efterligner vor Herres, Jesu Kristi, selvopofrende måde at leve på, viser vi at vi elsker Jehova og vores næste. Hvis modstand eller forfølgelse berøver os vores levebrød eller vores frihed, må vi være besluttede på at forblive faste i troen uanset hvad der sker. Og skulle modstandere true os med døden, kan opstandelseshåbet trøste og styrke os til at forblive loyale mod Jehova og hans rige. Ja, vores nidkærhed for forkyndelsen af Riget og for arbejdet med at gøre disciple giver os udsigt til at opnå de evige velsignelser Jehova vil skænke de retfærdige.

¹⁸ En anden ting vi må tænke over, er hvordan vi reagerer når vi på grund af vores ufuldkomne kød føler os fristet til at gøre noget forkert. Vores kundskab om opstandelseshåbet og vores værdsættelse af Jehovas ufortjente godhed styrker os i beslutningen om at forblive faste i troen. „Elsk ikke verden eller det der er i verden,“ advarede apostelen Johannes. „Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden. Og verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ (1 Johannes 2:15-17) Verdens besnærende materialisme vil ikke virke særlig dragende på os når vi sammenligner den med „det virkelige liv“. (1 Timoteus 6:17-19) Hvis vi udsættes for en fristelse til at begå umoralitet, vil vi beslutsomt modstå den. Vi er klar over at vi, hvis vi skulle dø inden Harmagedon, ville kunne blive bragt i samme situation som dem der ikke har noget håb om en opstandelse såfremt vi fortsat øver gerninger der mishager Jehova.

19. Hvilket uvurderligt privilegium må vi ikke glemme?

¹⁹ Frem for alt må vi aldrig glemme det uvurderlige privilegium det er at få Jehovas hjerte til at fryde sig nu og for evigt. (Ordsprogene 27:11) Hvis vi er trofaste indtil døden eller bevarer vores uangribelighed indtil afslutningen på denne onde tingenes ordning, viser det Jehova hvilken side vi stiller os på i det universelle stridsspørgsmål om retmæssigheden af hans suverænitet. Tænk hvilken glæde det da vil blive at leve i det jordiske paradis — enten som nogle af dem der overlever den store trængsel, eller som nogle der på mirakuløs vis bliver oprejst.

Vi mættes med hvad vi ønsker

20, 21. Hvad vil hjælpe os til at forblive trofaste, også selvom vi har ubesvarede spørgsmål om opstandelsen? Forklar.

²⁰ Vores gennemgang af opstandelsen efterlader nogle ubesvarede spørgsmål. Hvilke foranstaltninger vil Jehova træffe for dem der havde en ægtefælle da de døde? (Lukas 20:34, 35) Vil folk blive oprejst i det område hvor de døde? Vil de opstandne komme tilbage til livet i nærheden af hvor deres familier er? Disse og mange andre spørgsmål om hvordan opstandelsen vil finde sted, er stadig ubesvarede. Ikke desto mindre må vi huske Jeremias’ ord: „God er Jehova mod den som håber på ham, mod den sjæl som vil søge ham. Det er godt for en at vente, og det i tavshed, på frelse fra Jehova.“ (Klagesangene 3:25, 26) Til Jehovas fastsatte tid vil det hele blive åbenbaret til vores fulde tilfredshed. Hvordan kan vi være sikre på det?

²¹ Tænk over de inspirerede ord salmisten henvendte i en sang til Jehova: „Du åbner din hånd og mætter alt levende med hvad det ønsker.“ (Salme 145:16) Efterhånden som vi kommer op i årene, ændrer vores ønsker sig. Det vi håbede på da vi var børn, er ikke det vi ønsker i dag. Vores syn på livet påvirkes af det vi oplever, og af det vi håber på. Men i den nye verden vil Jehova helt sikkert mætte os med hvad vi ønsker, uanset hvad vi ønsker os i overensstemmelse med hans vilje.

22. Hvorfor har vi grund til at prise Jehova?

²² Det vigtigste for os lige nu er at forblive trofaste. „Hvad der . . . kræves af husholdere, er at en sådan findes trofast.“ (1 Korinther 4:2) Vi er husholdere over den herlige gode nyhed om Guds rige. Noget der hjælper os til at forblive på livets vej, er at vi nidkært forkynder den gode nyhed for alle vi møder. Glem aldrig at „tid og tilfælde“ berører os alle. (Prædikeren 9:11) Når vi bevarer troen på det herlige håb om opstandelsen, vil det hjælpe os til at modvirke enhver unødig bekymring der skyldes livets usikkerhed. Og bevidstheden om at der vil finde en udfrielse sted, vil være en stor trøst hvis man skulle dø før Kristi tusindårsrige begynder. Når Jehovas tid er inde, vil du kunne gentage Jobs ord til Skaberen: „Du vil kalde, og jeg vil svare dig.“ Priset være Jehova, som længes efter at bringe alle dem der er i hans erindring, tilbage til livet! — Job 14:15.

[Fodnoter]