Samme år blev Cléo, som var opført i reserven, indkaldt til militæret. „Jeg havde kun lidt bibelkundskab,“ siger Cléo, „men jeg skrev til myndighederne for at forklare det neutrale standpunkt jeg nu havde. De svarede ikke, så jeg tog til militærbasen i Saint-Denis på den anden side af øen for at undersøge sagen. En officer sagde at jeg skulle tage hjem, men indstille mig på at komme i fængsel. Jeg bad ofte og studerede flittigt, og inden længe blev jeg kaldt tilbage til militærbasen. Da vi var nået frem, sagde jeg til broderen som havde kørt mig, at han kun skulle vente en time. ’Hvis jeg ikke er der inden da, kommer jeg nok ikke tilbage. I så fald vil jeg bede dig om at sælge min bil og give pengene til min kone.’

Da jeg kom indenfor, lagde jeg mærke til at nogle militærfolk diskuterede hvad de skulle gøre med mig. Efter omkring 45 minutter kom en sergent hen imod mig.

’Forsvind, jeg vil ikke se dig her!’ sagde han. ’Gå hjem.’

Jeg var ikke gået 50 meter før han kaldte mig tilbage. I en helt anden tone sagde han: ’Jeg beundrer jer. Jeg har hørt om Jehovas Vidner i Frankrig, men du er den første jeg personligt har mødt.’

I 1967 blev jeg indkaldt til militærtjeneste. Jeg forklarede at jeg som kristen ikke ville bære våben. Men da jeg var den første der stod i en sådan situation på Réunion, kunne myndighederne hverken forstå eller acceptere mit standpunkt. Faktisk begyndte en officer at slå mig for øjnene af omkring 400 rekrutter, hvorefter han trak mig, der nu haltede, med ind på sit kontor. Han lagde en uniform på sit skrivebord og sagde at jeg skulle tage den på, ellers ville han slå mig igen. Han var kraftigt bygget og noget højere end mig. Men jeg tog mod til mig og sagde: „Hvis du slår mig igen, indgiver jeg en officiel klage, for ifølge Frankrigs lov har vi religionsfrihed.“ Officeren var rasende og gik hen imod mig, men lagde bånd på sig selv. Derefter førte han mig til den øverstbefalende officer som sagde at jeg ville få tre års hårdt strafarbejde i Frankrig.

Jeg måtte afsone de tre år, men på Réunion, og det var ikke hårdt arbejde. Efter at dommeren havde afsagt min dom, inviterede han mig ind på sit kontor. Med et smil gav han mig hånden og sagde at han sympatiserede med mig, men at han som dommer var nødt til at følge loven. Underdirektøren for fængselet var også venlig mod mig, og han sørgede for at jeg kom til at arbejde i retslokalet. Han fulgtes endda med mig hen til besøgslokalet for at møde mine forældre og et medlem af menigheden.

Til at begynde med sad jeg i celle med 20 til 30 andre, men senere kom jeg i en celle hvor vi kun var to, og det gav mig større frihed. Jeg anmodede om at få en elektrisk lampe, og forbavsende nok fik jeg en. Normalt er det forbudt at have elektriske apparater i fængselet da man frygter at nogle fanger måske vil begå selvmord med elektrisk stød. Med lampen kunne jeg nu studere Bibelen og fuldføre et brevkursus i regnskab. Da jeg i 1970 kom ud af fængselet, fandt en flink dommer noget arbejde til mig.