-
Budskaber til vor tid, formidlet af engleVagttårnet – 1988 | 15. december
-
-
Budskaber til vor tid, formidlet af engle
„Gud . . . udsendte sin engel og fremstillede det gennem ham i tegn.“ — ÅBENBARINGEN 1:1.
1. Hvilken misforståelse råder angående ordet apokalypse, og hvad viser Åbenbaringens bog om fremtiden?
APOKALYPSE — for nogle har dette ord en lidt dyster klang. Især i den engelsktalende verden forbinder mange det med en tilintetgørelse af alt liv ved en kernekrig. Men denne betydning har ordet ikke i Bibelen. Apokalypse er græsk og betyder „afsløring“ eller „afdækning“. Den bog i Bibelen der kaldes Apokalypsen eller Åbenbaringen skildrer gennem profetiske billeder de begivenheder der vil kulminere i at en ny æra begynder, en æra hvor menneskene vil leve i evig lykke. Jesu apostel Johannes indleder derfor Åbenbaringens bog med disse ord: „Lykkelig er den som oplæser denne profetis ord og de som hører dem og som overholder det der står skrevet i den, for den fastsatte tid er nær.“ — Åbenbaringen 1:3.
2, 3. Hvorfor hersker der så ulykkelige forhold i verden, og hvad vil Jehova gøre?
2 I vore dage er verden langtfra lykkelig. Årsagen til dette nævnes i en sang som Moses komponerede for cirka 3460 år siden: „De har selv handlet ødelæggende; de er ikke [Guds] børn; fejlen er deres egen. En forkvaklet og forvildet generation!“ (5 Mosebog 32:5) Dette kunne i høj grad gælde den nulevende generation, hvis moralnormer er så forkvaklede. I forordet til World Military and Social Expenditures 1987-88 (Verdens militære og sociale udgifter 1987-88) siges der for eksempel rent ud: „I alle nationer har tilværelsen fået slagside på grund af våbenkapløbet. De Forenede Stater og Sovjetunionen bruger tilsammen cirka 1,5 milliarder dollars om dagen til militære formål. Imidlertid ligger De Forenede Stater på attendepladsen blandt alle nationerne når det drejer sig om spædbørnsdødelighed, og Sovjetunionen ligger som nummer seksogfyrre. Udviklingslandene bruger næsten fire gange så meget på våben som på sundhedsvæsenet. Men flere hundrede millioner af disse landes indbyggere sulter, og 20 procent af børnene dør før de er fyldt fem år.“
3 Andre faktorer øger problemerne: skilsmisserne, det moralske sammenbrud, den jordomspændende kriminalitet og vold, foruden den nulevende generations mangel på kærlighed og respekt for lov og orden. Hvor kan vi være lykkelige for at Jehova har til hensigt at „ødelægge dem der ødelægger jorden“! (Åbenbaringen 11:18) Åbenbaringens bog giver gennem seksten detaljerede syner en spændende beskrivelse af hvordan han vil gennemføre dette.
„Engle“ og „tegn“
4. Hvilken rolle spiller englene i Åbenbaringen, og hvordan skildres den mest fremtrædende engel i synerne?
4 Åbenbaringen kaster lys over Bibelens første profeti, der står at læse i Første Mosebog 3:15, og viser hvad udfaldet vil blive af fjendskabet mellem Satan og Guds kvinde (hans organisation) og mellem deres respektive „afkom“. Den beretter hvordan Jehova vil dømme både sine fjender og dem der elsker ham og støtter hans suverænitet. Åbenbaringen blev fremstillet for Johannes „i tegn“ gennem en engel. Andre engle eller sendebud er med til at realisere disse tegn og gøre dem kendt. Den mest fremtrædende af englene præsenteres i Åbenbaringen 1:5 som „Jesus Kristus, ’det trofaste vidne’, ’den førstefødte af de døde’ og ’herskeren over jordens konger’“. I ’tegnene’ eller synerne kaldes han desuden „Løven“, „Lammet“ og „Mikael“, og flere gange beskrives han som en vældig engel. — Åbenbaringen 5:5, 13; 9:1, 11; 10:1; 12:7; 18:1.
5. Hvad indeholder det første syn i Åbenbaringen, og hvilken betydning har det for os?
5 Det første syn, der er gengivet i Åbenbaringen 1:10–3:22, indeholder nogle betagende budskaber som den herliggjorte Jesus overgiver ’englene’ eller tilsynsmændene for syv menigheder i Lilleasien. Disse menigheder skildrer hele den jordomspændende menighed af Jehovas Vidner på „Herrens dag“. Disse budskaber er derfor stilet til os der lever i dag! Vi bør opmærksomt „høre hvad ånden siger til menighederne“, for gennem disse advarsler og formaninger tilskyndes vi til at være trofaste — så vi kan blive godkendt på grund af vore gerninger og vor „kærlighed og tro og tjeneste og udholdenhed“. — Åbenbaringen 1:10; 2:7, 10, 19.
6. Hvorfor kan vi have gavn af hvert af de budskaber der blev sendt til de syv asiatiske menigheder?
6 Ligesom menigheden i Efesus har vi måske arbejdet ihærdigt og loyalt og hadet sekteriske frafaldnes gerninger. Men hvis vor kærlighed på nogen måde er kølnet, må vi ændre sind og vende tilbage til vor første glødende kærlighed. Ligesom de åndeligt rige kristne i Smyrna må vi frygtløst stræbe efter belønningen, og om nødvendigt vise os ’trofaste indtil døden’. Ligesom de kristne i Pergamum der blev prøvet af Satan, bør vi ændre sind hvis vi tidligere har gjort os skyldige i afgudsdyrkelse, umoralitet eller sektvæsen. De kristne i Tyatira skulle være på vagt over for lignende tillokkelser, især indflydelse fra mennesker som Jesabel. Også vi må være på vagt! Enhver der er åndeligt død, som de kristne i Sardes, må vågne op før det er for sent. Ligesom de kristne i Filadelfia har vi en åben dør til større tjeneste foran os. Måtte vi have kraft til at sejre i prøvelsens time, som de gjorde. Hvis nogen af os er blevet lunkne som laodikenserne, må vi indse at vi er åndeligt nøgne, og ændre sind. Jesus står ved døren og banker. Måtte vi alle byde ham velkommen og nyde et vedvarende åndeligt måltid sammen med ham i vore 55.000 menigheder jorden over! — Åbenbaringen 1:11; 2:7, 10, 11, 17, 29; 3:6, 13, 22.
Guds trone, en skriftrulle og et spørgsmål
7. Hvilken lovsang synges i det andet syn, og hvad mener du om den?
7 I det andet syn ser Johannes Jehovas herlige trone i himmelen. Vor uforlignelige Gud viser sig i storslået pragt, omgivet af fire keruber, hærskarer af engle og de opstandne kristne troshelte. De synger denne gribende lovsang: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ Jehova giver en skriftrulle til den eneste der er værdig til at åbne den — Løven af Judas stamme, det slagtede Lam der er blevet vor genløser. Hver en skabning priser Jehova og Lammet. — Åbenbaringen 4:11; 5:2-5, 11-14.
8. Hvad skildres i Åbenbaringens tredje syn, og hvilken forbindelse har det med vor tid?
8 I det tredje syn åbner Lammet de syv segl på skriftrullen. Hvad kommer til syne? Først rider den nyindsatte konge, Jesus, frem i himmelen på en hvid hest, der symboliserer retfærdig krigsførelse. Rytteren på den ildrøde hest, der følger ham, styrter jorden ud i total krig. Derefter kommer hungersnødens sorte hest, fulgt af pestens bleggrønne hest hvis rytter bærer navnet Døden. Hades følger efter, rede til at opsluge millioner af ofre. Alt dette begyndte med de „veer“ der ramte jorden i 1914-18 og som de ældre iblandt os tydeligt husker. (Mattæus 24:3-8) Disse ryttere har lige siden uophørligt fortsat deres ridt! Og da det femte og det sjette segl bliver åbnet, udvikler begivenhederne sig yderligere mod ’Jehovas og Lammets vredes store dag’. Spørgsmålet lyder: „Hvem kan bestå?“ — Åbenbaringen 6:1-17.
De der „kan bestå“
9. Hvilket ærefrygtindgydende panorama ses i det fjerde syn?
9 Det fjerde syn oprulles nu. Det viser hvem der vil overleve Guds vredes dag, og hvorfor. Engle tilbageholder jordens fire ødelæggende vinde så beseglingen af det åndelige Israel — de 144.000 — kan blive fuldført. „Efter dette“ ser Johannes et ærefrygtindgydende panorama: „En stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål stod foran tronen [Guds trone] og foran Lammet, klædt i lange, hvide klæder; og der var palmegrene i deres hænder. Og de bliver ved med at råbe med høj røst og sige: ’Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’“ (Åbenbaringen 7:1-10) Kan du se dig selv i dette optrin?
10. (a) Hvad viser en sammenligning af mindehøjtidstallene fra 1935 og 1987 om opfyldelsen af det fjerde syn? (b) Hvilket spørgsmål berører os alle, og hvorfor?
10 I 1935 blev højtiden til minde om Jesu død overværet af 32.795. Af disse nød 27.006 symbolerne og tilkendegav derved at de udgjorde resten af de 144.000 som har håb om liv i himmelen. Senere samme år fik man en klar forståelse af hvem der udgør den store skare. Disse sagtmodige mennesker der ser frem til evigt liv på en paradisisk jord, viser også tro på Jesu udgydte blod; de indvier sig til Jehova, lader sig døbe og tjener Gud nidkært med et vidunderligt håb om at overleve „den store trængsel“. I 1987 blev mindehøjtiden overværet af 8.965.221, og kun 8808 nød symbolerne. Dette viser at millioner af mennesker i dag enten tilhører den store skare eller ønsker at blive en del af den. Vil du „bestå“ som en af disse på ’Jehovas og Lammets vredes store dag’? Dine bestræbelser kan betyde livet for dig. — Åbenbaringen 6:15-17; 7:14-17.
Guds domme forkyndes
11. Hvilke domme lyder i det femte syn, og hvilken forbindelse har de med vor tid?
11 Det syvende segl åbnes og det femte syn i Åbenbaringens bog viser sig. Syv engle står foran Gud. De får hver overrakt en trompet, og ved hjælp af dem forkynder de en række budskaber som Jehovas folk siden 1922 har gentaget over hele jorden. De fire første engle forkynder domme over „en tredjedel“ af menneskeheden, øjensynlig dem der bor i kristenhedens domæne. ’Trompetstødene’ viser at kristenhedens del af „jorden“ (Satans tilsyneladende stabile tingenes ordning), „havet“ (de urolige menneskemasser) og ’floderne og vandenes kilder’ (kristenhedens læresætninger og filosofiske ideer), samt dens formørkede lysgivere (præsteskabet, der ikke ejer noget åndeligt lys), alle vil blive ramt af Guds vrede. En flyvende „ørn“, et billede på en engel, viser sig derefter midt på himmelen og proklamerer at de tre trompetstød der endnu ikke har lydt, vil betyde „ve, ve, ve [for] dem der bor på jorden“. — Åbenbaringen 8:1-13.
12. Hvem åbner afgrundens brønd, og hvordan har en sværm af „græshopper“ i vor tid stukket præsteskabet?
12 Den femte engel blæser nu i sin trompet, og „en stjerne“ — Herren Jesus — åbner afgrundens røgfyldte brønd. En sværm af græshopper kommer til syne. Dette skildrer hvordan Jesus i 1919 løste Guds salvede vidner fra uvirksomheden. I „fem måneder“ — en græshoppes normale levetid — hærger de med Guds bemyndigelse præsteskabets græsgange og afslører dets falske læresætninger og hykleri. Dette bekræfter at den generation af „græshopper“ der lever i dag, ’afgjort ikke skal forsvinde’ før Jehova og Kristus er færdige med at dømme nationerne. Græshoppehæren har allerede nu uddelt milliarder af bibelske bøger og blade med flammende domsbudskaber der stikker som skorpioner. Johannes skrev: „Det ene ve er forbi. Se! Der kommer endnu to veer efter dette.“ — Åbenbaringen 9:1-12; Mattæus 24:34; 25:31-33.
13. (a) Hvem skildres ved de fire engle der løses fra deres fangenskab i nærheden af Eufratfloden, og hvilken opgave har de? (b) Hvem udgør rytterhærene, og i hvilken forstand er deres myndighed „i deres munde og i deres haler“?
13 Den sjette trompet lyder som signal til det andet „ve“. Fire engle der har været bundet ved Eufratfloden, løses som et billede på at Guds salvede vidner i 1919 blev udfriet fra deres babyloniske fangenskab. Englene er beredt til at „dræbe en tredjedel af menneskene“, idet de proklamerer at kristenhedens præster er døde i Jehovas øjne. Men de har brug for hjælp til at udvide dette forkyndelsesarbejde, og Jehova dækker behovet ved at indsamle en stor skare af hjælpere. De salvede vidner og deres medarbejdere går til angreb som en umådelig rytterhær der symbolsk tæller „to gange ti tusind gange ti tusind“. Deres myndighed er „i deres munde“, idet de forkynder Jehovas domsbudskaber for folk i deres hjem, og „i deres haler“, idet de efterlader bibelsk læsestof der fortæller om hans hævns dag der hastigt nærmer sig. — Åbenbaringen 9:13-21; Apostelgerninger 20:20, 21.
14. (a) Hvem er ’den stærke engel’ i det sjette syn, og hvad gør og siger han? (b) Hvad betyder det at den lille skriftrulle er „sød som honning“, men føles „bitter“ i maven?
14 Nu oprulles det sjette syn. ’Den stærke engel’ der viser sig er tydeligvis Herren Jesus i en særlig rolle. Han har en lille skriftrulle i hånden. Der høres stemmer og torden, og derefter sværger engelen ved vor store Skaber: „Der vil ikke længere være nogen tøven; men i dagene for den syvende engels røst, når han skal til at blæse i sin trompet, er Guds hellige hemmelighed . . . virkelig fuldbyrdet.“ Johannes får at vide at han skal tage den lille skriftrulle og spise den. I hans mund er den „sød som honning“, ligesom budskabet om Riget med de lovede velsignelser over „en ny himmel og en ny jord“ er lifligt for den salvede Johannesskare og dens medarbejdere i dag. Derimod finder nogle det ’bittert’ at opfylde befalingen om at forkynde Guds hævns dag „med henblik på folk og nationer og tungemål og mange konger“. Men vi kan fatte mod og stå fast i troen på at Jehova vil give os den nødvendige kraft til at forkynde hans hævns dag. — Åbenbaringen 10:1-11; 21:1, 4; 1 Johannes 5:4; Esajas 40:29-31; 61:1, 2.
Den syvende trompet og det tredje ve
15. (a) Hvad sker der da det tredje ve bliver proklameret og den syvende engel blæser i sin trompet? (b) Hvorfor kan proklamationen om Riget kaldes et ve?
15 Efter at have forudsagt fjendens forsøg på at „dræbe“ Guds vidner i 1918, og efter at have beskrevet at „livsånd fra Gud“ genoplivede dem i 1919 så de kunne aflægge et jordomspændende vidnesbyrd, skriver Johannes: „Det andet ve er forbi. Se! Det tredje ve kommer hurtigt.“ Hvordan viser det sig? Beretningen fortsætter: „Og den syvende engel blæste i sin trompet.“ Det tredje ve er altså forbundet med lyden af denne sidste trompet. „Og høje røster lød i himmelen idet de sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres [Jehovas] og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.’“ Der er her tale om Guds rige ved Kristus Jesus, der med sine 144.000 medarvinger fuldbyrder Guds hellige hemmelighed og hævder Jehova Guds, den Almægtiges, evige suverænitet. Er denne proklamation af Riget et ve? Ja, for de ugudelige, eftersom den viser at Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åbenbaringen 11:1-19.
16. Hvilke dramatiske afsløringer foretages i det syvende syn?
16 Tiden er nu inde til at betragte det syvende syn. Heri ses Guds pligtopfyldende himmelske organisation, hans „kvinde“. Hun er gravid og har fødselsveer. For første gang i Åbenbaringens bog — men ikke sidste — viser der sig en ildrød drage, „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“. Den er parat til at opsluge barnet straks efter fødselen. Det forudsagte „fjendskab mellem [slangen] og kvinden“ nærmer sig sin kulmination! Kvinden føder „en søn, et drengebarn“, der straks bortrykkes til Guds trone. — Åbenbaringen 12:1-6, 9; 1 Mosebog 3:15; Daniel 2:44; 7:13, 14.
17. (a) Hvem er Mikael, og hvordan har han levet op til sit navn siden 1914? (b) Forklar forskellen mellem ’de tre veer’ og det ve over jorden der omtales i Åbenbaringen 12:12.
17 Dette drengebarn er Riget der blev oprettet i himmelen i det historiske år 1914. Dets konge, Jesus Kristus, kaldes også Mikael, der betyder „Hvem er som Gud?“ Han besvarer uden tøven dette spørgsmål ved at føre krig mod den gamle slange, Satan, og kaste ham og hans dæmoner ned til jorden. Siden 1914 har dette betydet veer for „jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til [dem] og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“. Dette ve, der afspejles i menneskehedens sørgelige tilstand i dag, må ikke forveksles med de ’tre veer’ som Jehova lader komme over de ugudelige ved sin dom over dem. — Åbenbaringen 12:7-12.
18. (a) Hvilket ve forsøgte Satan Djævelen at påføre Jehovas loyale trælle før og under den anden verdenskrig? (b) Hvad er Djævelen stadig besluttet på, og hvad vil de resterende syner vise?
18 Djævelen har også forsøgt at skabe veer for Jehovas loyale trælle på jorden. Før og under den anden verdenskrig udspyede han „en flod“ af forfølgelse i et forsøg på at drukne det arbejde der blev udført af „de øvrige“ af Guds organisation — de af de 144.000 der stadig tjente blandt menneskene. Jehova sørgede for at jorden, Satans egen tingenes ordning, opslugte denne „flod“. Men Satan er stadig vred og fast besluttet på at føre krig mod Jehovas vidner. (Åbenbaringen 12:13-17) Hvad vil det ende med? Åbenbaringens bog indeholder endnu ni syner, og de vil afsløre udfaldet for os. — Habakkuk 2:3.
-
-
Budskaber til vor tid, formidlet af engleVagttårnet – 1988 | 15. december
-
-
[Ramme på side 14]
HVOR HVERT SYN KAN FINDES:
□ 1. SYN: 1:10–3:22
□ 2. SYN: 4:1–5:14
□ 3. SYN: 6:1-17
□ 4. SYN: 7:1-17
□ 5. SYN: 8:1–9:21
□ 6. SYN: 10:1–11:19
□ 7. SYN: 12:1-17
□ 8. SYN: 13:1-18
□ 9. SYN: 14:1-20
□ 10. SYN: 15:1–16:21
□ 11. SYN: 17:1-18
□ 12. SYN: 18:1–19:10
□ 13. SYN: 19:11-21
□ 14. SYN: 20:1-10
□ 15. SYN: 20:11–21:8
□ 16. SYN: 21:9–22:5
-
-
Budskaber til vor tid, formidlet af engleVagttårnet – 1988 | 15. december
-
-
[Illustrationer på side 15-18]
NOGLE HØJDEPUNKTER FRA DE 16 APOKALYPTISKE SYNER
1 Stående mellem syv lampestandere eller menigheder sender Jesus budskaber gennem syv „stjerner“, de salvede tilsynsmænd
2 Foran Jehovas himmelske trone modtager det sejrende Lam en skriftrulle med domsbudskaber
3 Kristus Jesus rider frem til sejr, mens andre ryttere sender plager over menneskeheden og Guds vredes dag nærmer sig
4 Mens engle tilbageholder den store trængsel, fuldføres indsamlingen af de 144.000 og den store skare
5 Engle forkynder domsbudskaber, og som en hær af græshopper afslører Jehovas vidner den falske religion
6 Ved lyden af den syvende trompet genoplives Guds „vidner“ så de kan forkynde om Jehovas og hans Messias’ kommende rige
7 Efter Rigets fødsel i 1914 kaster Kristus Satan og hans dæmoner ned til jorden
8 To vilddyr viser sig; det andet vilddyr giver åndedræt til billedet af det første, (Folkeforbundet og FN)
9 De der ’frygter Gud og giver ham ære’ bliver høstet til evigt liv, mens de øvrige udslettes
10 Udgydelsen af Guds harmes syv skåle kulminerer med henrettelsen af alle der lader sig lede af Satans forurenede ’luft’
11 Den store skøge, al falsk religion, bliver kastet af det politiske „vilddyr“, som derefter udsletter hende
12 Efter tilintetgørelsen af Babylon den Store træffes de sidste forberedelser til Lammets bryllup med bruden, de 144.000
13 Efter skøgens endeligt rider Jesus og hans himmelske hærstyrker ud for at ødelægge resten af Satans jordiske ordning
14 Satan kastes i afgrunden, hvorefter vejen er banet for tusindårsriget under ledelse af Kristus og hans brud, de 144.000
15 Under Kristi Jesu og hans bruds ’nye himmel’ vil ’den nye jord’, et nyt menneskesamfund, nyde usigelige velsignelser fra Jehova
16 Guds foranstaltninger til helbredelse og liv for menneskeheden strømmer frem gennem det herlige nye Jerusalem
-
-
„Frygt Gud og giv ham ære“Vagttårnet – 1988 | 15. december
-
-
„Frygt Gud og giv ham ære“
„Frygt Gud og giv ham ære.“ — ÅBENBARINGEN 14:7.
1. Hvem bør vi frygte, og hvad bør vi ikke frygte?
HVEM BØR VI FRYGTE? Bestemt ikke den ildrøde drage, Satan, og hans dæmonhære! Dem kastede Kristus Jesus ud af himmelen efter Rigets fødsel i 1914. Men de følgende syner i Apokalypsen afslører hvilken organisation Satan gør brug af her på jorden i sine sidste fortvivlede forsøg på at forpurre Guds hensigter. To glubske vilddyr og en beruset skøge — Babylon den Store — spiller en fremtrædende rolle i disse syner. Er der grund til at være bange for dem? Nej, afgjort ikke. Men vi bør frygte Jehova og hans Kristus, hvis rige nu vil fælde den endelige dom over Satans fordærvede verden. — Ordsprogene 1:7; Mattæus 10:28; Åbenbaringen 12:9-12.
Gudsbespottelige vilddyr
2. Hvilket vilddyr viser sig i det ottende syn, og hvad symboliserer det?
2 I det ottende syn i Åbenbaringen ser Johannes et vilddyr stige op af menneskehedens urolige hav. Det har syv hoveder og ti horn med ti diademer, der står for den regeringsmyndighed Satan har skænket det. Det spotter Jehova og maltrakterer hans tjenere som en leopard, en løve eller en bjørn kan maltraktere et menneske. Dets myndighed er dog ikke varig, eftersom den stammer fra dragen, Satan, som vilddyret har en slående lighed med. Profeten Daniel har tidligere beskrevet de jordiske politiske regeringer som vilddyr, og mange af disse regeringer har valgt vilde dyr som deres nationale symboler. Som eksempler kan nævnes den britiske løve og den amerikanske ørn. (Daniel 8:5-8, 20-22) Men det vi nu ser er et sammensat vilddyr der omfatter alle bibelhistoriens politiske magter, som i så mange tilfælde har undertrykt Guds sande tjenere på jorden. De mest fremtrædende „hoveder“ blandt disse har været Ægypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien, Grækenland, Rom, og endelig den angloamerikanske dobbeltverdensmagt. — Åbenbaringen 13:1, 2; 12:3, 7-9.
3. (a) Hvornår fik et af vilddyrets hoveder ’et sværdhug’? (b) Hvordan fører det tohornede vilddyr an med hensyn til at lave et billede af det første vilddyr? (c) Hvad er navnet på det første vilddyr, og hvad betyder navnet?
3 Under den første verdenskrig (1914-1918) fik Storbritannien, som den syvende verdensmagt, et ’sværdhug’ der kunne have været dødbringende, men Amerikas Forenede Stater kom det til undsætning. Siden da har Amerika og Storbritannien samarbejdet som en dobbeltverdensmagt, der af Johannes beskrives som et tohornet vilddyr der stiger op af „jorden“, Satans grundfæstede tingenes ordning. Dette tohornede vilddyr fører an med hensyn til at fremstille et billede af det første vilddyr og give det åndedræt, hvilket symboliserer at det i første række var den angloamerikanske verdensmagt der gav liv til såvel Folkeforbundet som dets efterfølger, De Forenede Nationer. Det første vilddyr har et tal som navn, nemlig 666. Seks er et ufuldkomment tal — det mangler noget i forhold til syv, der i Bibelen står for fuldkommenhed — og seks gentaget tre gange er derfor et symbol på den sørgeligt ufuldkomne tilstand vore dages jordiske herskere befinder sig i. Skønt Jehovas vidner respekterer regeringerne og sætter et godt eksempel med hensyn til at adlyde deres lands love, nægter de modigt at tilbede „vilddyret“ eller dets billede. — Åbenbaringen 13:3-18; Romerne 13:1-7.
Hvorfor frygte Gud?
4. (a) Hvem ses stående på det himmelske Zions bjerg, og hvem er de 24 ældste foran Guds trone et billede på? (b) Hvad er forskellen mellem ’den nye sang’ der synges af de salvede og ’den nye sang’ der synges af den store skare?
4 Vi vil for en tid forlade vilddyrene og betragte det niende syn. Dette syn drejer sig om Lammet der står på Zions bjerg sammen med de 144.000 som det har købt som en førstegrøde fra menneskene. Skønt nogle af de 144.000 stadig tjener på jorden, er de i åndelig forstand alle „kommet til et Zions bjerg og . . . et himmelsk Jerusalem“. (Hebræerne 12:22) Det er meget passende at de 24 ældste også ses her foran Guds trone, for de skildrer den samme gruppe af salvede set under en anden vinkel — som oprejste og indsatte konger og præster. De 144.000 synger „en ny sang“. Den udspringer af den enestående oplevelse de har haft, idet de er blevet købt fra jorden for at blive medarvinger i Riget. Også den store skare ’synger en ny sang for Jehova’, men det er en anden sang eftersom denne skare synger med udsigt til at opnå evigt liv i Rigets jordiske domæne. — Åbenbaringen 7:9; 14:1-5; Salme 96:1-10; Mattæus 25:31-34.
5. (a) Hvilken nyhed forkyndes af en engel der flyver midt på himmelen, og i hvilken forstand er den evigvarende? (b) Hvilken befaling udsteder engelen med høj røst, og hvorfor er den så aktuel?
5 Synet bliver nu mere omfattende. Johannes ser en anden engel der flyver midt på himmelen, og som har en god nyhed at forkynde. Det er en evigvarende god nyhed, for den betyder evigt liv for dem af hver nation og stamme og hvert tungemål og folk der adlyder Gud i denne hans doms time. Er der ikke al mulig grund til at tilbede denne kærlige Gud, ikke mindst når vi tænker på hvor stærkt han adskiller sig fra de uhyggelige vilddyr Johannes netop har beskrevet? Det er ham der har skabt himmelen og jorden. Han er ophavsmand til alt hvad der eksisterer, levende såvel som livløst. Engelen har derfor god grund til med stentorrøst at befale: „FRYGT GUD OG GIV HAM ÆRE“! Engelen kan høres over hele jorden, og på cirka 200 sprog gentager Jehovas vidner denne indtrængende opfordring til hele menneskeheden. — Åbenbaringen 14:6, 7; Esajas 45:11, 12, 18.
Det store Babylons fald
6. Hvilken overraskende nyhed forkynder en anden engel?
6 Endnu en engel viser sig. Den har et overraskende budskab at forkynde: „Hun er faldet! Babylon den Store er faldet, hun som har fået alle nationerne til at drikke af sin utugts harmes vin!“ (Åbenbaringen 14:8) Hvem er Babylon den Store, at hun ligefrem kan forføre nationerne og drikke dem berusede?
7. Hvad er Babylon den Store, og hvordan er det opstået?
7 Det gamle Babylon var arnestedet for al falsk religion, der spredtes herfra ud over hele jorden og blev til et dæmonisk verdensimperium, som meget passende fik betegnelsen „Babylon den Store“. Med tiden fik Rom en fremtrædende stilling i dette religiøse imperium, for det var under Rom den frafaldne kristenhed udviklede sig. Rom er stadig et verdenscenter for babylonisk religion. Dette viste sig tydeligt i 1986 da verdens religiøse ledere på pavens opfordring samledes med ham i byen Assisi, i nærheden af Rom, for at bede for Det Internationale Fredsår som De Forenede Nationer havde proklameret.
8. (a) Hvordan har Babylon den Store lidt et fald, og siden hvornår har dette tydeligt afspejlet sig? (b) Hvad viser at de religiøse lederes bønner om fred ikke er blevet besvaret?
8 Babylon den Store har imidlertid lidt et fald. Siden 1919 har dette tydeligt afspejlet sig i den aftagende støtte den falske religion har modtaget i hele verden. Den ateistiske kommunisme behersker nu store områder af jorden. De unge undervises i udviklingslæren, der strider mod Guds ord. Her i Europa kommer der færre og færre i de protestantiske kirker, og en omrejsende pave kæmper for at holde sammen på sit katolske imperium. De mange bønner der rettes til en mangfoldighed af guder inden for verdens utallige trossamfund, bliver åbenbart ikke besvaret. Ruth L. Sivard skriver: „Toogtyve krige rasede i 1987 — det er flere end i noget tidligere år i den dokumenterede historie. Indtil nu er mindst 2.200.000 faldet som ofre for disse krige — og tallet stiger hastigt.“a De mange bønner der blev opsendt ved mødet i Assisi har vist sig at være virkningsløse. Alligevel markerede paven årsdagen for mødet ved i 1987 at lade præge en medaljon med hans billede på den ene side og et symbol for bønnemødet på den anden. De bliver ved med at sige: „’Der er fred! Der er fred!’ skønt der ikke er fred.“ — Jeremias 6:14.
Babylon afsløres som skøge
9. Hvad er Babylon den Stores præster blevet kendt for?
9 Åbenbaringen 14:8 viser at Babylon den Store er utugtig. Hendes præster er blevet kendt for deres umoralske livsførelse. Tv-prædikanter har plukket deres hjorde for flere hundrede millioner dollars, alt imens de har begået grov utugt. Også de katolske præster er blevet kritiseret, som det fremgår af følgende citat fra udgaven for den 3. januar 1988 af The Beacon Journal, der udkommer i Philadelphia, Pennsylvanien: „Flere hundrede børn i De Forenede Stater der inden for de sidste fem år er blevet misbrugt af katolske præster, har lidt alvorlig følelsesmæssig skade, siger forældre, psykologer, politifolk og advokater der behandler sagerne.“ Mange af Babylon den Stores præster har plettet deres omdømme ved kønslig umoralitet.
10. (a) Hvad betegner Babylon den Stores „utugt“, som omtalt i Åbenbaringen 18:3? (b) Hvorfor bærer Babylon den Stores præster en tung blodskyld, som nævnt i Åbenbaringen 18:24?
10 Babylon den Stores „utugts harmes vin“ betegner dog i første række at falsk religion har bejlet til denne verdens herskere, støttet deres politiske kampagner og krige, og tvunget deres hjorde til at tilbede en nationalistisk del af vilddyret. Politikere har ofte fundet at religionen har kunnet hjælpe dem til at nå deres mål, som det fremgår af Hitlers konkordat med Vatikanet i 1933 og Den Spanske Borgerkrig i 1936-39. Under Anden Verdenskrig teede præster inden for både katolske, protestantiske, buddhistiske og andre trossamfund på begge sider sig som var de berusede af nationalistisk krigsglæde. De har pådraget sig en omfattende blodskyld på grund af de millioner af soldater og civile der er døde i krige siden 1914. De præster der støttede fascisterne og nazisterne har også pådraget sig blodskyld på grund af de Jehovas vidner og andre som omkom i koncentrationslejre. — Jeremias 2:34; Åbenbaringen 18:3, 24.
11. (a) Hvad har de salvede og den store skare nægtet at tilbede? (b) Hvilke vidunderlige udsigter giver os god grund til at frygte Gud og give ham ære?
11 Gennem de sidste 74 år har trofaste salvede kristne, sammen med stadig flere medlemmer af den store skare, fortsat FRYGTET GUD OG GIVET HAM ÆRE. De har standhaftigt undladt at tilbede nogen nationalistisk del af vilddyret. De har nægtet at herliggøre dyrets billede — Folkeforbundet og FN — for de véd at kun „riget som tilhører vor Gud, og . . . hans Messias“ kan indføre virkelig fred og sikkerhed. De har hele tiden været fast besluttede på at holde sig til „Guds bud og Jesu tro“. Og de vil høste belønningen for deres trofasthed! Salvede kristne der „dør i samhørighed med Herren“ kan siges at være lykkelige, for „det de har gjort, følger med dem“. De af den store skare der dør, for eksempel som følge af sygdom, forfølgelse eller en ulykke, har det sikre håb at deres venskab med Gud vil resultere i en tidlig opstandelse til liv på ’den nye jord’. Dette vidunderlige håb giver dem al mulig grund til at FRYGTE GUD OG GIVE HAM ÆRE. — Åbenbaringen 11:15, 17; 12:10; 14:9-13; 21:1.
12. Hvad indhøstes, og hvornår?
12 Som dommen skrider frem opfordrer engle til at der høstes to gange. Den første høstmand er tydeligvis Jesus, der siden 1914 har været indsat på tronen i Rigets herlighed, for han sidder på en hvid sky, bærer en krone og ser ud „ligesom en menneskesøn“. Nu, på Herrens dag, høster han jorden — først de tilbageværende af de salvede kristne, og derefter de millioner der tilhører den store skare. (Jævnfør Mattæus 25:31-34; Johannes 15:1, 5, 16.) Ved den anden høst indhøstes „jordens vintræ“ og kastes i „Guds harmes store vinperse“. Dette symboliserer den dom der eksekveres ved Harmagedon, når et i bund og grund ugudeligt menneskesamfund rykkes op med rode og dets giftige frugt knuses. Måtte Jehova blive herliggjort ved at jorden bliver renset for dette giftige vintræ! — Åbenbaringen 14:14-20; 16:14, 16.
„Retfærdige og sande er dine veje“
13. (a) Hvilken sang synger de opstandne af de salvede i det tiende syn, og hvordan lyder sangens tekst? (b) Hvordan kommer det klart til udtryk i dette syn at Guds domme er retfærdige?
13 I det tiende syn i Åbenbaringens bog ser vi atter nogle begivenheder der udspiller sig i himmelen, foran Guds trone. I hans nærhed er der stor glæde. De opstandne af de salvede — der har sejret fordi de har FRYGTET GUD OG GIVET HAM ÆRE — synger ’Moses’ sang og Lammets sang’: „Store og vidunderlige er dine gerninger, Jehova Gud, du Almægtige. Retfærdige og sande er dine veje, du evighedens Konge. Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn, for du alene er loyal? Ja, alle nationerne vil komme og tilbede foran dig, for dine retfærdige bestemmelser er blevet gjort kendt.“ Ja, Guds domme er retfærdige og sande, som det understreges så tydeligt i dette syn. Englene udgyder Guds harmes syv skåle, hvilket resulterer i at alle nationerne samles ved Har-Magedon og er en påmindelse om at „Babylon den Store blev husket for Guds øjne“. Opfordringen til at FRYGTE GUD OG GIVE HAM ÆRE er højaktuel. — Åbenbaringen 15:1–16:21.
14. Hvilken fremtrædende rolle spiller Babylon den Store i det ellevte og tolvte syn, og hvorfor er det på høje tid at forlade denne by?
14 Babylon den Store omtales gentagne gange i Åbenbaringens bog. I det ellevte og tolvte syn ses den i skikkelse af en skøge der „sidder på mange vande“, har magt over folkeslag og drikker dem berusede i sine giftige, løgnagtige læresætninger. Selv er hun beruset af blodet af ’de hellige’ som hun har dræbt ved forfølgelse, og hun har pådraget sig blodskyld på grund af „alle som er blevet slået ihjel på jorden“, som følge af at hun forræderisk har ophidset til krig. Hendes samhandel med forretningsverdenen og hendes økonomiske udbytning af folk har indbragt hende megen uretmæssig rigdom. Det mest forkastelige er dog at hun flirter med politik, endda i et sådant omfang at hun har søgt at tiltvinge sig en fremtrædende stilling ved at ride det vilddyr der skildrer FN. Men dette vilddyrs militariserede horn vil inden længe flå hende og tilintetgøre hende. Det er derfor på høje tid at alle der FRYGTER GUD OG GIVER HAM ÆRE forlader hende, „for hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder“. — Åbenbaringen 17:1–18:24.
15. Hvilken lovsang lyder efter tilintetgørelsen af den store skøge, og hvilken lykkelig begivenhed finder derefter sted?
15 Ødelæggelsen af Babylon den Store kommer derfor som en retfærdig dom fra Jehova. I værdsættelse af dette lovsynges Jehova, først i himmelen og derefter på jorden, og han tilskrives frelse, herlighed og magt. Korene udtrykker stor glæde over at den store skøge nu er udslettet for evigt. Tilintetgørelsen af hende står som en skærende kontrast til en lykkelig begivenhed i himmelen — Lammets, Kristi Jesu, bryllup med bruden, de 144.000 trofaste der har sejret. En tordnende lovsang lyder til „Jehova vor Gud, den Almægtige“, ja, „lad os fryde os og juble, og lad os give ham æren, for Lammets bryllup er kommet og hans hustru har gjort sig rede“. — Åbenbaringen 19:1-10.
16. Hvilket stridsspørgsmål vil ifølge det trettende syn blive endeligt afgjort, og hvordan?
16 Før dette bryllup finder sted i himmelen, viser Åbenbaringens trettende syn imidlertid hvordan det store stridsspørgsmål om Jehovas suverænitet afgøres. Hans kongers Konge og herrers Herre, Jesus, „dømmer og fører krig med retfærdighed“ ledsaget af hærstyrker af engle, idet han træder Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse. Hvad der måtte være tilbage af Satans jordiske ordning knuses helt og aldeles! (Åbenbaringen 19:11-21) Når vi gennem synerne i Åbenbaringen betragter denne sejr der hastigt nærmer sig, er det tydeligt at vi har al god grund til at FRYGTE GUD OG GIVE HAM ÆRE!
Gud herliggøres i al evighed
17. Hvad viser det fjortende og femtende syn om hvordan det vil gå dem der frygter Gud og giver ham ære?
17 Det fjortende og femtende syn i Åbenbaringen viser hvordan det vil gå alle der FRYGTER GUD OG GIVER HAM ÆRE. Når Satan og hans dæmoner er kastet i afgrunden for tusind år, finder brylluppet mellem Lammet og bruden sted i himmelen; og disse 144.001 konger og præster vil herske i tusind år mens de genrejser menneskeheden til fuldkommenhed. Efter en sidste prøve vil de der fortsat FRYGTER GUD OG GIVER HAM ÆRE stå sejrende og blive godkendt til evigt liv. De vil omfatte milliarder af døde der har fået en opstandelse, „de store og de små“, der viser sig værdige til at få deres navn skrevet i livets bog. „En ny himmel og en ny jord“ vil bringe menneskeheden ubeskrivelige velsignelser, hvilket vi kan være sikre på, for som den der „gør alting nyt“ erklærer Jehova: „Skriv, for disse ord er troværdige og sande.“ — Åbenbaringen 20:1–21:8.
18. Hvad er Åbenbaringens højdepunkt, ifølge det sekstende syn?
18 Det sekstende syn indeholder Åbenbaringens højdepunkt — et syn af en by. Denne by, det ny Jerusalem, er helt anderledes end nogen menneskeskabt by her på jorden — og den har slet intet tilfælles med Babylon den Store, den „by“ hvis frafald, utugt og politiske prostitution har bragt så stor vanære over Gud. Men denne, den hellige by, er ren, smuk og dyrebar. Den er Lammets hustru, som vil hjælpe ham med at give menneskehedens verden evigt liv. (Johannes 3:16) Intet under at der lyder en høj og tydelig opfordring til at forlade den falske by, Babylon den Store! — Åbenbaringen 18:4; 21:9–22:5.
19. (a) Hvilken indtrængende opfordring udsendes gennem brudeskaren, og hvordan vil de sagtmodige reagere? (b) Hvad vil resultatet blive hvis vi ’frygter Gud og giver ham ære’?
19 Jehovas dynamiske ånd lader denne indtrængende opfordring lyde gennem brudeskaren: „Kom!“ Ja, alle I sagtmodige der ønsker at leve evigt i et jordomspændende paradis, kom til ’floden med livets vand’, tag imod alle de foranstaltninger Jehova har truffet gennem Kristus og hans brud for at vi kan opnå evigt liv! Er det ikke vidunderligt at tænke på — evigt liv i fuldkommenhed på en paradisisk jord! Dette vil være belønningen til de mange der følger opfordringen: „FRYGT GUD OG GIV HAM ÆRE“! — Åbenbaringen 22:6-21.
[Fodnote]
a World Military and Social Expenditures 1987-88.
-